Læsetid: 6 min.

Hvem skal styre fremtidens velfærd?

Omfordeling og social retfærdighed er også opgaven for fremtidens velfærdsstat. Men teknologi vil være en afgørende del af det, der skal omfordeles. Ny bog udfordrer venstrefløjens traditionelle teknologiangst
I fremtiden bliver velfærd ikke kun et spørgsmål om ressourcer til omsorg. Teknologien kommer til at spille en ny politisk rolle, skriver Steve Fuller

I fremtiden bliver velfærd ikke kun et spørgsmål om ressourcer til omsorg. Teknologien kommer til at spille en ny politisk rolle, skriver Steve Fuller

Kristine Kiilerich

Moderne Tider
1. februar 2014

Hvad vil det betyde for fremtidens velfærdssamfund, hvis borgerne bliver i stand til at leve 170 år eller får mulighed for at optimere deres fysiske evner langt ud over, hvad der er muligt i dag? En ny bevægelse er i disse år ved at tage form, som har et radikalt nyt syn på velfærdsstaten. Transhumanismen handler ikke længere kun om at optimere kroppen fysisk, kognitivt og emotionelt, men om at udvikle et nyt velfærdssamfund.

Transhumanismen er en international bevægelse, der går ind for at bruge teknologi og innovation til at forbedre menneskets intellektuelle og fysiske formåen – for eksempel ved hjælp af biomedicinske produkter, genetisk optimering og brug af elektroniske dele i kroppen. På sigt er målet at forandre menneskets fysiske og sociale evner så fundamentalt, at det reelt fører til skabelsen af en ny mennesketype, der ikke længere er bundet til evolutionen med de problemer, svagheder og begrænsninger, menneskets biologi medfører.

Velfærdsstaten 2.0

Inden for den transhumanistiske bevægelse har den britisk-amerikanske sociolog Steve Fuller foreslået et nyt program for det 21. århundredes velfærdsstat. Inspireret af Max More, Ray Kurzweil og Aubrey de Grey foreslår Fuller i en ny bog, Preparing for Life in Humanitity 2.0, at de moderne velfærdsstater indtager en ny og progressiv holdning til teknologi og skaber et optimeret menneske, der ældes langsommere, forurener mindre, arbejder mere effektivt og slipper for alvorlige sygdomme. I stedet for at stille sig tilfreds med evolutionen er målet langsomt at lægge den biologiske eksistens, som vi kender den, bag os.

Fremtiden for mennesket ser ifølge Fuller ikke lys ud. Hvis ikke vi bevæger os ud over grænserne for, hvad vi kan i dag og forsøger at overskride begrænsningerne i den biologiske krop, vil samfundet ikke overleve. Presset på velfærdsstaten fra stigende sundhedsudgifter, den aldrende befolkning og klimaforandringer kræver ikke bare tilpasning men radikal nytænkning.

Nu kunne man tro, at dette bare var en utopisk fantasi. Men Fullers viser minutiøst, hvordan transhumanismen i dag er blevet indoptaget som politisk projekt i mange af den vestlige verdens forsknings- og innovationsprogrammer. Han beskriver, hvordan de amerikanske forskningsråd og EU-Kommissionen i flere år har arbejdet med at udvikle teknologier som nanoteknologi, bioteknologi og syntetisk neurobiologi, hvis centrale formål er at optimere mennesker og produktion. Mange af de offentlige forskningsinvesteringer vil de kommende år medføre gennembrud, der stiller samfundet over for afgørende nye politiske og etiske spørgsmål.

Forsigtighed og risici

Fuller beskriver, hvordan der under den teknologiske udvikling er et radikalt opgør med den tidligere velfærdsstat på vej. Det moderne velfærdssamfund har hidtil været styret af en tendens til at reducere risici. Med udviklingen af stadig mere systematiske og specialiserede institutioner har den moderne civilisation forsøgt at skabe sikkerhed, forudsigelighed og orden. Videnskaben har siden Oplysningstiden haft succes med at reducere usikkerheder og foretage kontrollerede indgreb i naturen og mennesket. Velfærdsordninger har skabt større social sikkerhed og politisk stabilitet. Inden for miljølovgivningen har forsigtighedsprincippet været det vejledende princip, der angiver, at hvis en ny teknologi kan føre til alvorlige skader på økosystemet eller den menneskelige sundhed, må teknologien midlertidigt begrænses eller forbydes.

Over for forsigtighedsprincippet foreslår transhumanisterne et anderledes princip for regulering af risici: proaktionsprincippet. Statens opgave er ikke at beskytte individet mod risici, men at stimulere risikovillighed og eksperimenter. Eksperimenter og risici udgør for proaktionister noget positivt, der skal udvides til at gælde som alment samfundsprincip. Proaktionsprincippet vil sige, at politikere og beslutningstagere skal behandle nye teknologier som ufarlige, indtil andet er bevist. Hvor tilhængere af forsigtighedsprincippet forsøger at begrænse de værst tænkelige konsekvenser, forsøger tilhængere af proaktionsprincippet således at fremme de bedst tænkelige muligheder. Den fremtrædende transhumanist Ray Kurzweil har kaldt denne nye tænkemåde for eksponentielt accelererende teknologier. Og Kurzweil er ingen marginal futurist. Han er chefingeniør for Google ansat direkte under Larry Page med ansvar for udvikling af kunstig intelligens og livsforlængende teknologi.

Silicon Valley og velfærdsstaten

Inspirationen for transhumanismen kommer fra Sillicon Valley. Mange af de mest prominente medlemmer af den transhumanistiske bevægelse er tilknyttet Singularity University, som er et privat universitet i Californien grundlagt af Peter Diamandis og Ray Kurzweil med det formål at »uddanne og inspirere den næste generation af verdensledere til at løse de store samfundsmæssige udfordringer med ny teknologi«.

Ikke overraskende er transhumanismen forbundet med en stærk økonomisk liberalisme og tro på individet. Det er op til den enkelte person at afgøre, hvilke risici han eller hun personligt er villig til at løbe. På samme måde som den kapitalistiske entreprenør er det den enkelte borger, der drager gavn af fordelene, hvis eksperimenterne viser sig at være frugtbare.

Steve Fuller beskriver, hvordan denne innovationsmodel i det 21. århundrede vil blive overtaget af velfærdsstaten. I stedet for at lade det være op til private investorer at drive udviklingen, må staten tage ansvar for at tilføre midler til innovation og livsforbedrende teknologier. Her ser Fuller en ny legitimitet for velfærdsstaten. Samfundet skal stille et kollektivt sikkerhedsnet til rådighed for de personer, som er villige til at løbe risici på fællesskabets vegne. Omvendt skal staten beskatte og omfordele viden og teknologi og sørge for, at nye bioteknologiske løsninger stilles til rådighed for flest mulige. Kort sagt skal velfærdsstaten gøre privat teknologi til et offentligt gode.

Statens vogtere

Det er et fristende og på nogle måder sympatisk projekt, Fuller gør sig til talsmand for. Det er på flere måder rigtigt, at tiden for den gamle teknologikritiske venstrefløj er forbi. En ny venstrefløj og et nyt projekt for velfærdsstaten må i fremtiden alliere sig med en offensiv satsning på innovation og velfærdsteknologi. Kun ved at investere i grundforskning og innovation kan velfærdsstaten overleve på sigt. Omfordeling og social retfærdighed får i fremtiden en afgørende teknologisk komponent.

Men der er samtidig nogle centrale etiske udfordringer forbundet med at udvikle en ny postbiologisk mennesketype. Nanoteknologi, human bioteknologi og stamcelleforskning indebærer muligheder for nye medicinske behandlingsformer. Men de medfører også potentielt nye typer af ulighed og undertrykkelse. Sidste års afsløringer af NSA’s statsautoriserede overvågningsprogrammer er et oplagt eksempel på, hvordan offentlig teknologi kan bruges og misbruges.

Et andet og dybere problem er, hvorfor de frontløbere, der hurtigst formår at tage de nye forbedringsteknologier i brug, fortsat skulle sympatisere med de biologiske grupper, der er fanget i evolutionen. Hvis vi tænker på, hvordan mennesket har behandlet husdyr i industriel produktion eller forsøgsdyr i forskningen, skal den nye mennesketype ikke adskille sig særligt meget fra det gamle menneske, for at det intellektuelle og emotionelle grundlag for sympatien mellem arterne forsvinder. Et af de vigtigste biologiske resultater i det 20. århundrede var påvisningen af, at forskellen mellem mænd og kvinder og mellem hvide og sorte er mindre end den genetiske variation inden for grupperne. Selv om den menneskelige natur ihærdigt er blevet gjort til skamme af postmodernister og socialkonstruktivister i sidste halvdel af det 20. århundrede, er den kendsgerning, at mennesker deler biologiske og psykologiske træk med hinanden, samtidig det grundlag, hvorpå de moderne menneskerettigheder hviler. Det er misvisende, når teknologitilhængere siger, at biomedicinske forbedringsteknologier minder om at spise en vitaminpille. Nogle bliver mindre syge end andre. Hvis variationerne i kognitive, fysiske og sociale evner bliver for store, mister vi det naturlige grundlag for sympatien og solidariteten mellem mennesker, som udgør selve fundamentet for velfærdsstaten.

Det er naivt at forestille sig, at det kapitalistiske konkurrenceprincip, der er forbundet med Silicon Valley og den højteknologiske udvikling, på nogen simpel måde kan overtages af velfærdsstaten. Det kan nemt føre til udviklingen af teknokrati, overvågningssamfund og en stærk konkurrencestat, der udnytter alle menneskelige ressourcer til produktive formål. Men Fuller præsenterer en væsentlig udfordring for venstrefløjen. Hvis ikke den er i stand til at formulere en ny teknologi- og forskningspolitisk dagsorden, der har et progressivt syn på offentlig innovation og teknologi, vil den politiske arena blive reduceret til spørgsmål om vækst og produktivitet i stedet for omfordeling og retfærdighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Man behøver bare at dvæle ved fotoet til denne artikel, for at skærpe sin skepsis overfor lighedstegnet mellem teknologi og velfærd, uagtet at man må medgive patienten, at hun tager det at være koblet op på så meget isenkram utrolig pænt, bedømt alene på smilet. Stuen minder lidt om det indvendige af en rumstation, med patienten i rollen som taknemmelig astronaut. Rejsen går blot indad.

@Claus Jensen

Der er bestemt ikke noget hykleri her. Jeg er da udmærket klar over, at det alene er egeninteresse der bevirker, at et firma lægger produktionen i Asien. Faktisk er et aktieselskab ifølge lovgivningen forpligtet til udelukkende at arbejde med henblik på at maksimere investorenes afkast. Gør direktion og bestyrelse ikke dette kan de straffes.
Pointen er imidlertid, at det alligevel er til gavn for befolkningen i de pågældende lande. Jeg har talt med syersker og fagforeningsledere i Vietnam, som var endog meget glade for de danske firmaers tilstedeværelse. Lønnen var dobbelt så høj som hos lokale firmaer og arbejdsforholdene langt bedre. Det ændrer ikke ved, at de danske firmaer udelukkende lægger produktionen i Vietnam af egeninteresse, men det er også ganske irrelevant. Det er resultatet og ikke motiverne, der tæller.

Grethe Preisler

@Søren Kristensen,

Man behøver nu heller ikke at dvæle særligt længe ved fotoet til denne artikel, for at aktivere sin skepsis over for dets relevans til artiklens mere bredt funderede emne. Det kan godt være at det i nogles øjne minder lidt om 'det indvendige af en rumstation', men det kunne for så vidt lige så godt have været et ungt menneske eller et barn, der lå i sengen koblet til alt isenkrammet, som den venligt smilende ældre dame på billedet.

Sådan ser der såmænd ud på de opvågningsstuer på danske sygehuse, hvor man som patient bliver midlertidigt placeret efter et vel overstået større kirurgisk indgreb under fuld narkose. Og hvis ikke jeg tager meget fejl, ser det ud som om damen i sengen har klaret skærene og snart vil kunne vende tilbage til sine vante omgivelser i nogenlunde fin form.

'Stuen' er m.a.o. ikke beregnet til langtidsophold, og du kan være rolig for, at lige så snart damen i sengen skønnes uden for akut livsfare, vil hun blive kørt ud fra 'opvågningen' og anbragt i mindre rumstations-lignende omgivelser.

Sider