Læsetid: 8 min.

Katolikker knalder bare bedre

Amerikanske katolikker er overbevist om, at højtider og hellige principper er vejen frem, hvis man vil forene orgasmer og Gud i en ægte, saftig kosmologisk forening
Hvorfor i alverden skulle katolikker have mere og bedre sex end andre? Foto: Scanpix

Hvorfor i alverden skulle katolikker have mere og bedre sex end andre? Foto: Scanpix

11. januar 2014

Katolikker har både oftere og bedre sex end protestanter og jøder. Og de slipper for den skam- og skyldfølelse, andre religioner har udstyret akten med. Det hævdede sociolog, forfatter og præst Andrew Greely allerede tilbage i 1994, da han udgav bogen Sex: The Catholic Experience. Noget af det, der dengang vakte en vis opsigt i USA var tal, som Greely anvendte:

68 procent af alle katolikker har sex mindst en gang om ugen, hvilket 56 procent af ikkekatolikker har.

50 procent af katolikker over 55 år har sex en gang om ugen mod 40 pct. for ikke-katolikker.

64 procent af alle katolske kvinder betegner sig selv om ’seksuelt legende’, når de skal beskrive deres tilgang til kønslivet, mens blot 42 procent af ikkekatolikkerne vil skrive under på den betegnelse, der bl.a. inkluderer afklædning af sig selv og partner, fælles brusebade eller eksperimenter med rollespil og mere avancerede seksuelle teknikker. Protestanter gift med katolikker har også langt mere sex end andre interreligiøse par (61 procent af disse dyrker sex mindst en gang om ugen, mens protestanter, der er gift med jøder blot kan præstere et tal på 40 procent.)

Endelig viser det sig, at hele 80 procent af praktiserende katolikker går ind for sex for fornøjelsens skyld, og 90 procent går ind for anvendelsen af prævention – i modsætning til kirkens budskaber.

Kedelige protestanter

Men hvorfor i alverden skulle katolikker have mere og bedre sex end andre? Greely påstår med en vis religionssociologisk ret, at det er, fordi den katolske tro ser sex som en gave fra Gud, en gave som man skal nyde. At katolikker også har et billede af Gud som mere moderlig, elskelig og varm end den traditionelt mere strenge og puritanske figur, som protestanter og jøder slæber rundt på – i USA er antallet af muslimer åbenbart ikke højt nok til at de kan komme i betragtning.

Greelys påstande harmonerer til en vis grad med Max Webers berømte analyse af den protestantiske etik (fra 1904) hvor Weber hævdede, at den protestantiske – specielt den calvinistiske – etik var baggrunden for det, Marx kaldte »den oprindelige kapitalakkumulation«, og som krævede en systematisering af menneskers livsførelse. Alle dele af det protestantiske menneskeliv gennemleves ud fra spørgsmålet om sjælens frelse, og deraf følger, at et liv i askese og flid er nødvendigt (hvis man vel og mærke ikke skal ende i Helvede). Hvorimod katolikkerne levede et sorgløst liv, fordi de altid kunne få tilgivelse i skriftestolen. Den katolske gudsoplevelse ender dermed som ret lysten og ekstatisk i sammenligning med de kedelige, arbejdsomme protestanter.

Kroppen er god

I 2008 blussede debatten om de sexglade katolikker op igen i USA, da Dr. Gregory K. Popcak udgav bogen Holy Sex! – A Catholic Guide to Toe-Curling, Mind-Blowing, Infallible Loving. Popcak er en amerikansk landsdækkende radiovært, psykoterapeut og grundlægger af The Pastoral Solutions Institute. Han har skrevet adskillige bøger om ægteskab, sex og familieliv med et katolsk udgangspunkt. Og sidste sommer publicerede den konservative tænketank Family Research Council så endnu et studie, hvis konklusion også var: Troende, praktiserende katolikker har simpelt hen bedre sex.

Tænketanken peger på den katolske tros grundlæggende forståelse af den menneskelige krop som god – lige som verden og alt i verden også grundlæggende er godt. Den menneskelige synd kan skade det gode i verden, men ikke forvandle det, der er godt til noget dårligt.

Protestanten eller kritikeren vil hertil indvende, at den katolske kirke repræsenterer centralisering og magthierarki.

Og katolikkerne vil svare med det teologiske udtryk: inkarnation, hvilket betyder, at Gud forenede sig med mennesket ved selv at blive menneske – gennem fødslen af Jesus – hvilket dybest set er uforståeligt for vor fatteevne. Som det hedder i det Ny Testamente hos evangelisten Johannes (1:14), så blev »ordet kød og tog bolig iblandt os« – Gud blev synlig og nærværende i mennesket Jesus Kristus.

Inkarnationens betydning

Den betydning af begrebet om inkarnationen markerer den katolske egenart i forhold til protestantismen. Det er i øvrigt også derfor, at Jomfru Maria har den plads, hun har i katolicismen – fordi Gud blev menneske gennem hende. Hun bliver hos katolikkerne til alles mor, fordi mennesket bliver til Guds børn takket være det mysterium, der virkeliggjordes gennem Jomfru Marias fødsel af Jesus. Protestantismen afviser derimod Jomfru Marias betydning i spørgsmålet om frelse, her ses mennesket som fundamentalt syndigt og radikalt adskilt fra Gud. Mens Kristi mystiske legeme for katolikkerne rummer både det hele mennesket og hele troen.

Hvilket vel og mærke ikke er ensbetydende med, at det menneskelige fjernes i katolicismen, men at mennesket bliver »fuldkomment i det guddommelige liv, for mennesket er kun et sandt menneske i Gud«, som Olivier Clément udtrykker det i Kilder. Kirkefædrene om troens liv, der er udkommet i Danmark på Katolsk Forlag i 2008. Gud bliver med andre ord lige så meget kød og blod som alle vi andre er det.

Det lyder måske ikke som noget særligt, men mange andre trosretninger – også gnostikere og mange New Age-prædikanter har som udgangspunkt, at kroppen er værdiløs, blot et hylster, eller direkte syndig i udgangspunktet.

Heraf følger, skriver tænketanken i bemærkningerne til studiet, at sex med katolske briller måske nok kan være besværligt og rodet, men aldrig beskidt. Vores biologi, vores lyst og vore fysiske kroppe ses i udgangspunktet i et positivt lys, hvilket igen kan være med at til at producere mere positive kropsbilleder og mindre usikkerhed om kønsakten blandt mennesker, der praktiserer den katolske tro.

Sex er en hellig handling

Et andet træk, der fremhæves i studiet er, at katolikker ser på sex (vel og mærke inden for ægteskabet) som en »hellig og ligefrem dydig handling, der forener mand og kvinde i en guddommelig akt, som er beriget med glæde og lyst«. En handling, der nærer og beriger ægteskabet og gør begge parter til hele mennesker. En akt, der kan skabe nyt liv – katolikker ser på ethvert barn som en berigelse, man kan aldrig få for mange, som der står i teksten. Og god ægteskabelig sex kan tilmed forhindre, at ens »seksuelle lyster udleves på upassende vis,« som tænketanken endelig skriver. Det uddybes ikke, men kan næppe henføre til andet end udenomsægteskabelig sex.

Hvilket man jo så nok kunne mene, alligevel må føre til det stik modsatte af glæde, for de utvivlsomt talrige katolikker, der ikke kan holde sig til at praktisere sex med blot deres ægtefælle.

Men også det har fortalerne svar på. For modsat eksempelvis de evangelisk kristne, som står stærkt i det sydlige USA, så kan katolikkerne som nævnt få tilgivelse for deres synder. Og så er man ikke et ringere menneske bagefter.

Som der står i bogen:

»Man ser ofte, at evangelisk kristne kvinder beklager sig over, hvordan de har følt sig udstødt af deres kirkesamfund, efter de har haft affærer ved siden af deres ægteskab. De bliver betragtet som damaged goods. Nogle føler endda, at de har tabt retten til at kalde sig gode kristne eller til at indgå i ægteskab igen. Katolikkerne ser sådanne fordømmelser som helt ude i skoven. For katolikker ved, at mennesker synder. Derfor har vi det Hellige Sakramente. Syndsforladelsen er ikke en blankocheck til at gøre hvad som helst, men det er en garanti – indbygget i troen – for, at vi alle kan få en frisk start, en ny begyndelse, hvor vi lægger fortidens synder bag os.«

Katolikker er (nærmest) feminister

Endelig sættes der trumf på – både i studiet fra Family Research Council og i Popcacks bog – ved at fremhæve, hvordan katolikker tilmed er stærke fortalere for ligestilling på lagnerne:

»I den katolske tro er kvinder og mænd lige i soveværelset. Det er en almindelig fejlslutning, at tro, at ’mænd ønsker sex, og kvinder ønsker kærlighed’ eller at sex er noget, kvinder kaster sig ud i for mændenes skyld. St. Thomas Aquinas skrev tværtom, at ægtemænd og deres hustruer har lige pligter over for hinanden og St. Alphonse Ligouri skrev, at mænd har en »forpligtelse til at tilfredsstille deres hustruer seksuelt«. Pave Johannes Paul II har i Love and Responsibility understreget, at »kvinder bliver ikke tilfredsstillede, hvis deres mænd er egoistiske i sengen og blot søger at udleve deres egne lyster«.

Forfatterne konkluderer, at der findes en særlig katolsk etik, der kræver, at mænd lærer deres kvinders kroppe at kende, så begge parter kan blive tilfredsstillet.

Hvilket alt sammen kan være godt nok, vil de fleste danske (ikkekatolske) læsere nok mene. Men hvad med hele fordømmelsen af prævention, af sex før ægteskabet for slet ikke at tale om de mange forbrydelser, der er begået inden for den katolske kirke, der i de senere år har været rystet af skandale efter skandale?

Frihed fører blot til angst

Om det sidste har forfatterne til de nævnte studier intet at sige. Men når det gælder anklagerne for snæversind har de et svar, som en del muslimer måske vil kunne nikke genkendende til – og som nok vil være blive set som mere acceptabelt i det fortsat langt mere religiøse USA end i Danmark, men lad nu det ligge:

»Hvis vi betragter vor kultur i dag, så har bekendelsen til ’frihed’ ofte ført til usunde seksuelle ytringer. Og se på de mange problemer, der findes i USA med teenagegraviditeter, promiskuitet og seksuelt overførte sygdomme for slet ikke at tale om eksplosionen af pornografi, som i mange tilfælde skaber en afhængighed, der i grelle tilfælde leder til, at unge mænd slet ikke kan reagere på unge kvinder i virkelighedens verden, og skaber kvindebilleder, der ofte er både nedværdigende og presser især unge kvinder til sexakter, som de slet ikke nyder … den katolske kirke har advaret imod disse problemer. …. Det er bedre, at der er vægge rundt om en legeplads, regler og normer, man kan vælge at bryde og kravle over, javist. Men hvis man vælger at kravle over muren, og man falder og slår sig, så ved man i det mindste præcis, hvorfor man slog sig, og hvad man kan gøre for at forhindre gentagelser. Men hvis der ingen grænser findes, ingen mure, så har smerten ingen forklaring, og alt, der er tilbage er frygten.«

Popcacks konklusion er: »Hellig sex er et rigt dækket bord skabt af Gud – en del af et vitalt og åndeligt berigende ægteskabeligt liv, hvor de fleste mennesker stiller sig til tåls med forretterne. Men når du hengiver dig til guddommelig sex, vil Himlen og Jorden mødes, og du og din ægtefælle vil blive ufejlbarlige elskende, som kan tilføre jeres fælles liv en passion der når bibelske højder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Nu er der jo forskellige former for katolicisme, mere eller mindre ortodokse. Men hvad med muslimer, hinduer, buddhister, knalder de også godt? Og indenfor den evangelisk lutherske kirke, hvordan rates knalderiet der? Man kan i Information mærke en betydelig længsel efter flere knald, og mere letlevende religiøse tilhørsforhold end f. eks.:
http://www.information.dk/484346
i det hele taget en længsel efter mere sex, men herregud, så gør det dog.

Steffen Gliese

Den evangelisk-lutherske kirke er endnu mere rabiat i sin liberalitet - læs f.eks. Aastrups på mange måder udmærkede, men lidt for polemiske salme "Herrens kirke er på jord" - http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/352.
Polemikken begynder allerede med den grundlæggende katolske melodi, den er skrevet på, nemlig Lullys, som vi bruger til "Rind nu op i Jesu navn" af Kingo.
Kontroversen med katolicismen findes især i vers 2 og 5 - men det gennemgående budskab er "alene ved nåde", således at synden hverken gør fra eller til, det er troen på nåden, der fører til frelsen: "Giv Guds, hvad Guds er (troen), og kejseren, hvad kejserens er (det materielle, herunder synden i alle dens former).

steen nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Måske skal man også se den ret psykologiske kvalitet i forbuddet mod sex før ægteskabet, det giver en større lyst til det forbudte, dog tænkt måske som det modsatte men effekten er der vel ikke noget i vejen med, hvis det betyder, at folk får mere lyst il at danne familie og have sex.
Italians do it better; Madonna citat.

Hanne Johansen

"80 procent af praktiserende katolikker går ind for sex for fornøjelsens skyld"

Det vil sige at 20% er i mod? En noget besynderlig artikel må jeg sige!

Annegrethe Rasmussen

Tak for de muntre kommentarer - jeg kan oplyse, at artiklen er blevet til på opfordring af en af Informations ikke så talrige redaktører, som var faldet over bogen. Så tesen om, at vi bare skriger efter sex på redaktionen, ved jeg ikke rigtig om holder. Men antagelsen om, at de herrer og damer chefer sikkert tænker over behovet for en vis andel (inteligent) underholdning ved siden af de mange baggrunde og alvorlige analyser, tror jeg derimod er rigtig nok.

Til spørgsmålet om, hvad de resterende 20 procent svarer, så går jeg ud fra, at spørgsmålet skal forstås sådan, at 80 procent går ind for sex for fornøjelsens skyd, mens 20 % går ind for sex af reproduktive grunde, altså at de mener, at man kun skal have sex, fordi man gerne vil have børn ...

Alt godt,

Annegrethe Rasmussen

Michael Kongstad Nielsen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar

Alt dette får mig til at tænke på den scene fra Monty Pythons "The meaning of life", hvor et protestantisk ægtepar iagttager et katolsk ægtepar med 50 børn, og hvor ægtemanden siger, at katolikkerne kun har sex for at få børn, mens de selv som protestanter kan have sex, når de har lyst....
Jeg går ud fra, at (i det mindste de fleste af) de ærede debattører genkender den scene. :-)