Læsetid: 6 min.

Læserne spørger: Joshua Oppenheimer

»The Act of Killing handler ikke om undtagelsen, men om reglen. Og hvis vi kan se den vold i øjnene og holde op med at tro, at vi er bedre end gerningsmændene, så bliver den politiske vold sværere at udøve«
Joshua Oppenheimer. Født 1974. Amerikansk dokumentarinstruktør bosat i København. Oscar-nomineret for den danskproducerede dokumentarfilm ’The Act of Killing’ om gerningsmændene bag det indonesiske folkedrab i 1965. Er i gang med en opfølger om ofrene. Filmen har vakt furore i Indonesien, hvor Oppenheimers medinstruktør har været nødt til at operere anonymt for at rode op i en fortiet fortid, og han er også i dokumentarkredse blevet kaldt kontroversiel, fordi filmen lader gerningsmændene rekonstruere deres forbrydelser.

BRITTA PEDERSEN

25. januar 2014

Er din film en anklage?

Ja, bestemt. Den er en anklage om en moralsk katastrofe: et folkemord, der blev begået i Indonesien i 1965-66, og mod et nutidigt regime, som er bygget af gerningsmændene på frygt, korruption og straffrihed. Sådan som regimer gør, når gerningsmændene vinder, og rædsel og løgn bliver til normalitet. Men anklagen peger videre end det. Vi er alle tættere på verdens gerningsmænd, end vi selv går og tror, og filmen holder ikke bare et mørkt spejl op foran hovedpersonen Anwar og hans medskyldige, men foran os alle sammen. Den siger til os: »Det her er, hvem vi er.«

Tror du på, at film kan ændre verden, og har din gjort det?

Der er forskel på journalistik og film. Journalistikkens rolle er at præsentere ny viden i en kontekst, som får os til at forstå virkeligheden bedre. Kunstens rolle er at få os til at se vores egne mest smertelige aspekter i øjnene, de mest mystiske og frygtindgydende aspekter af, hvem vi er. Kunstens rolle er anderledes end aktivismens, men den kan gøre aktivismen mulig.

Denne film har været en katalysator for nogle grundlæggende forandringer i Indonesien, hvor både mainstreammedier og almindelige borgere taler om såvel deres fortid som deres korrupte præsident på en ny måde. Den har gjort, at de har fundet sammen om at kræve ikke længere at blive løjet for. Den har fået medierne til at bruge ordet ’folkemord’ og rejst et krav om en sandhedskommission. Så den har været med til at skabe forandring, og det er der ingen grund til, at andre film ikke skulle kunne.

Synes du ikke din film personaliserer og psykologiserer grusomheden, og at den politiske og globale kontekst for folkedrabet på kommunisterne i Indonesien træder i baggrunden?

Filmen er ikke en historisk forklaring af det, som skete i 1965 i Indonesien. Den er en anklage mod nutidens Indonesien, et samfund styret af gangstere og bøller ved systematisk brug af frygt. Og dén historie fortæller filmen meget detaljeret. Det har at gøre med det første spørgsmål: Filmen er en anklage, den er tænkt som en intervention. Det var de overlevende, der sagde til mig: »Film gerningsmændene, og du anklager et helt regime.«

Det var aldrig min hensigt at filme et enkelt individs dybe, psykologiske proces, hvilket ville have gjort filmen lidt sentimental, mere en enkeltstående syndsforladelse end en anklage mod et helt regime af dræbere. Så da Anwar (den gerningsmand, som filmen følger tættest, red.) hen mod slutningen siger »Nu ved jeg, hvordan mine ofre havde det,« svarer jeg »Nej, selvfølgelig gør du ikke det, for det her er teater«.

Mens vi klippede filmen, gik det op for mig, at den stærkeste anklage mod regimet består i, at vi ser gerningsmændene blive ødelagt af det, de har gjort. For hvis fortællingen har været, at disse drab var heroiske og nødvendige, og mændenes historier nu viser, at det var de ikke, så kan løgnen ikke opretholdes. Så på den måde er Anwars udvikling gennem filmen den bedste anklage.

I hvor høj grad var hovedpersonerne klar over hvilken film, de indgik i – og hvordan de ville blive opfattet?

Der er en scene, hvor Adi (Zulkadry, ligesom Anwar grundlægger af den paramilitære Pancasila-gruppe og medlem af dens dødspatrulje, red.) advarer dem om, at de skal stoppe, fordi de kommer til at tage sig skidt ud – det gjorde han flere gange. Anwar beslutter at fortsætte, og det var ikke hans ønske at tage sig godt ud. Da han så den lange version for 15 måneder siden, sagde han, at denne film viser, hvordan det er at være ham, og jeg er lettet over endelig at kunne vise, hvad disse hændelser har betydet. For ham, tror jeg, har det været lidt som en, der maler et selvportræt og på et tidspunkt har set, at han enten kunne vælge at gøre det smukt eller gøre det sandt – og så har han valgt sandheden, med støtte fra Herman (Anwars unge discipel, red.). Herman er forandret, han har taget afstand fra Pancasila og har selv stået for visninger af filmen. Jeg har fra begyndelsen været ærlig om, at der ikke ville være et eneste sekund, hvor deres handlinger ikke ville se monstrøse ud. Jeg tror det er derfor, de står ved den.

Har du været inspireret af Augusto Boal’s idé om at gøre teater til et spejl, hvori aktører ikke bare skal se sig se selv, men også ændre på, hvem de er?

Ikke direkte som i Boals ’de undertryktes teater’. Men vi brugte den simple metode at optage én scene, for eksempel den hvor Anwar demonstrerer sin dræbermetode med ståltråden, derefter så han den, reagerede emotionelt og foreslog et nyt take. Så gentog vi seancen. På dvd’en med den lange version ser man ham flere gange studere optagelserne og prøve at håndtere sine følelser, være åbenlyst forstyrret og ulykkelig over de forfærdelige ting, han har gjort – men så vælge at forskønne dem.

Din film viser, at det moderne Indonesien blev født ud af et folkemord. Men det gælder også for USA, og selv fredelige Danmark har både været kolonimagt og ført utallige krige, da staten blev til. Kan du forestille dig en verden, hvor massevold ikke er en del af organiseret politik?

Det er vi nødt til at forestille os. I en simpel læsning af filmen handler den om undtagelsen, fordi mordere, f.eks. nazisterne, normalt ville blive frataget deres magt. Men efter min mening er nazisterne undtagelsen. Gerningsmænd begår politisk vold for at overtage eller konsolidere magt, og det bliver normalt accepteret. Bagefter ses de som statsfædre eller generaler og skriver historien, så den retfærdiggør deres handlinger. Så The Act of Killing handler ikke om undtagelsen, men om reglen. Og hvis vi kan se den vold i øjnene og holde op med at tro, at vi er bedre end gerningsmændene, så bliver den politiske vold sværere at udøve.

Hvorfor har du valgt at bo i Danmark?

»Vi flyttede hertil for at klippe filmen for tre år siden, og det var som at flytte ind i et hjem, der stod klar til os, uden at vi vidste det, midt i et fantastisk fællesskab af filmskabere med producer Signe Byrge Sørensen som centrum.«

Oscarkapløbet er i gang – hvad skal du som nomineret gøre for at gøre dig til over for akademiets medlemmer?

Filmen gør arbejdet selv, vi skal bare sørge for, at de 6.000 medlemmer af akademiet får mulighed for at se den. Frem til 2. marts vil vi bruge den fornyede interesse til at rejse spørgsmålet om straffrihed i medierne, forsøge at sætte visninger op i kongressen, Det Hvide Hus, bidrage til debatter om hvordan TPP (USA’s forhandlinger om en frihandelsaftale i Stillehavsregionen, red.) vil forstærke svækkelsen af handelsstandarderne og styrke gangsterne, lægge pres på det indonesiske valg osv.

Hvad er den stærkeste reaktion, du har fået på filmen?

Den indonesiske regering har været tavs, hvilket er skuffende. Men borgmesteren i byen Palu stod frem og sagde: »Jeg har set denne film, og jeg var indblandet i mordene i 1966, og jeg vil gerne undskylde, officielt, og på byens vegne.« Fejringen af et folkemord som noget heroisk får alle til at leve i frygt – inklusive gerningsmændene, som frygter at enhver sprække i facaden vil få alt til at kollapse. Den her film har hjulpet med til at overvinde frygt på to måder: Både frygten for fortiden og frygten indoneserne imellem. Og det er det første skridt mod sandheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu