Læsetid: 12 min.

Peter Hummelgaards rejse fra ungdomspolitik til Folketinget

Selv om der er længe til valget, er de store partier i fuld gang med den proces, der skal modne de mest lovende af de nye folketingskandidater til magten. Hos Socialdemokraterne er det en indsats, der prioriteres af partiets førende skikkelser. En af deres største satsninger er den tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard
Peter Hummelgaard har været en af de socialdemokrater, som mest markant har kritiseret et salg af det statsejede energiselskab DONG. Det er ren ideologi overtaget fra den gamle regering, siger han

Peter Hummelgaard har været en af de socialdemokrater, som mest markant har kritiseret et salg af det statsejede energiselskab DONG. Det er ren ideologi overtaget fra den gamle regering, siger han

Per Morten Abrahamsen

25. januar 2014

På et af de sidste brune værtshuse på Nørrebro har folketingskandidat for Socialdemokraterne, Peter Hummelgaard, stillet sig op på en ølkasse, så forsamlingen kan se ham. Han klarer sig uden uden mikrofon, og den tidligere DSU-formand råber uden besvær de mange mennesker op. Et par af dem hæver en fadøl til hilsen. Det skvulper lidt, men sådan går det, når humøret er højt, og folk må stå klos op ad hinanden for at være der. De fleste har en badge med Socialdemokraternes karakteristiske A siddende på tøjet.

»Velkommen til,« siger Peter Hummelgaard, og den brogede forsamling på Café Viking klapper. De venter egentlig på aftenens hovedperson, Københavns overborgmester Frank Jensen, som skal tale om tryghed her i et af hovedstadens mest belastede kvarterer på det efterhånden legendariske Nørrebro-værtshus, hvor ’Mor Jane’ ene kvinde gik imod bandernes krav om beskyttelsespenge. Mor Jane skænker fadøl uden at se på hanen. Hurtigt tømmes fustagen, og den bliver skiftet med en råstyrke, der er en kuglestøder værdig. Stadig ingen overborgmester. Men det rører ikke forsamlingen, for den lytter intenst til Peter Hummelgaard.

»Der er noget substans i ham,« hvisker en ældre mand, der har været medlem af Socialdemokratiet i al den tid, han kan huske. Den unge Hummelgaard kan blive en af partiets stjerner, mener han, for de politiske pointer serveres med gennemtænkte argumenter. Og så er det godt, at det »politiske stjernefrø«, der slet og ret kaldes Peter og bringer mindelser om ’Mette’ (som i Mette Frederiksen), tør gå imod partiets ledelse.

»Det er der brug for,« konstaterer den ældre mand og skyller efter. Han retter på badgen, så den hænger lige.

Den lige vej til magten

Peter Hummelgaard stoppede som DSU-formand i 2012. Nu er han godt i gang med at skabe sig en politisk karriere. Og for at blive kørt i stilling som en af Socialdemokraternes folketingskandidater frem mod næste valg skal et stort maskineri sættes i gang: Det politiske indhold skal pudses af, punchlines til utallige debatter skal skærpes, der skal rejses penge til valgkampen ved hjælp af blandt andet debatbanko med netop Mette Frederiksen, og frem for alt skal netværket plejes. For det handler ikke blot om at fremme Peter Hummelgaards ambitioner, men om at sikre såvel tilstrømning til som arvefølge i et af Danmarks største partier.

I den altid arbejdende maskine, som de store partiers modning af kommende folketingskandidater udgør, er rekrutteringen fra partiernes ungdomsorganisationer afgørende. Det handler om tidligt engagement, men det handler også om en bevidsthed om, hvad der er målet for det politiske arbejde. Eller som lektor Martin Ejnar Hansen, der er i gang med et stort forskningsprojekt om de danske ungdomspartier, formulerer det:

»Generelt er de personer, der kommer fra ungdomspolitik, mere villige til at acceptere, at det handler om magt. Og mere villige til at opsøge magt.« Man kan sige, at mens mange unge mennesker er optaget af politik, har ungdomspolitikerne den klare fordel i forhold til moderpartiernes rekrutteringsprocesser, at de er bevidste om, at politik ikke kun er holdninger og overbevisning, men også en vej mod en karriere.

Lektor Niels Ulrik Sørensen, der har undersøgt hvad der motiverer unge til at melde sig ind i et parti, peger også på vigtigheden af denne bearbejdende rolle for ungdomspartierne:

»Man bliver sluset ind i et system, der synliggør, hvor magten i samfundet er, og hvordan man opnår og forvalter den magt,« siger Niels Ulrik Sørensen.

Ungdomspartierne er altså ekstremt anvendelige for moderpartierne, og ifølge Center for Valg og partier kommer omtrent en fjerdedel af Folketingets medlemmer fra ungdomspartierne. Repræsentative er de dog ikke. Siden 2004 er antallet af unge, som er medlem af en politisk ungdomsorganisation, ganske vist steget med 51 pct. Men gruppen af politisk aktive – og det er fortrinsvis akademikere – udgør stadig kun syv pct., og de er »på ingen måde gennemsnitlige«, mener lektor Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet.

»Derfor opstår der en form for eliteuddannelse inden for det felt,«, siger han.

Magt er ikke noget, man taler om

Spørger man Peter Hummelgaard – som er cand jur. – om hans politiske ambitioner, er svaret imidlertid nølende. Det bliver gerne noget i stil med, at han vil »blande sig i debatten«, »gøre sig gældende«, at han er »ideologisk vækket«. Ingen bastante udmeldinger om at gå efter magten.

Alligevel er der ingen tvivl om, at han går benhårdt efter den, magten altså, og det sker via diverse debatprogrammer, blogindlæg på Politiken.dk og ledere i den lille socialdemokratisk orienterede netavis PioPio. Og hvor han ellers kan komme til. Så længe Peter Hummelgaard ikke er valgt, kan han nemlig udnytte det politiske frirum til at positionere sig som en central meningsdanner i den offentlige debat.

Frirummet har Peter Hummelgaard ikke mindst brugt til en løbende kritik af finanskapitalismen og den manglende politiske vilje til at gribe mere regulerende ind over for markederne. Han har været en hård kritiker af regeringens modstand mod den fælleseuropæiske finansskat, en politik, som han kaldte »åndssvag« og »surrealistisk« midt i den ellers gode feststemning på partikongressen efter regeringsdannelsen, og det standpunkt har han holdt fast i siden. På det seneste har han været blandt de første og stædigste kritikere, ud over Enhedslisten, af regeringens planer om at lade den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs opkøbe en del af aktierne i det statsejede danske energiselskab DONG.

»Den nuværende regering skal bare udmønte en gammel aftale, som blev lavet for 10 år siden under VK-regeringen, for hvem det var et selvstændigt mål at bringe privat kapital ind i DONG. Det var et rent ideologisk valg: Privat kapital er bare bedre,« sagde han for nylig til Information og henviste til erfaringerne fra finanskrisen som en god grund til at revidere planen:

»Er man virkelig interesseret i at få en partner som Goldman Sachs – en supermagt på det finansielle marked, som oftest handler med kortsigtede interesser for øje?«

Det er ikke tilfældigt, at Peter Hummelgaard har gjort det til en central del af sit politiske projekt at »finde tilbage til en økonomisk tankegang, hvor man har mere Aalborg Portland og mindre Goldman Sachs,« som han tidligere har formuleret det. Han ser sig selv som formet af finanskrisen, fordi han har set familie og venner miste job.

Arbejderdrengen

I et socialdemokrati, der har mistet forbindelsen til den arbejderbevægelse, partiet er udsprunget af, så man har været nødt til at opfinde arketypen Blå Bjarne, kunne Peter Hummelgaard godt have nøjedes med at flashe opvæksten som barn af en bagagearbejder fra Kastrup. Og derefter lænet sig tilbage, mens han blev båret til tops i partiet. Men når Peter Hummelgaard har undgået at blive Socialdemokraternes arbejdermaskot, på samme måde som Naser Khader engang var de radikales indvandrer, er det, fordi han altid insisterer på at bygge et ekstra lag ovenpå. Når han fortæller om opvæksten, har han en pointe. Da DSU i 2011 med ham som formand skiftede holdning til efterlønnen og gjorde bevarelse af den til en mærkesag – der byggede begrundelsen netop på erfaringer, han havde fra sin egen familie, hvor begge forældre i en alder af 50 var nedslidte efter mange års hårdt fysisk arbejde i lufthavnen.

»Jeg bruger kun min baggrund, når det kommer naturligt. Min opvækst gør, at jeg kan sætte nogle billeder og ord på de problemer, som Socialdemokraterne gerne vil og burde løse. Men det gør mig ikke til mere socialdemokrat – eller en rigtigere socialdemokrat,« forklarer Peter Hummelgaard i dag.

Hans kommende spring ind i landspolitik fra et ungdomsparti har masser af fortilfælde: Fra Anders Fogh Rasmussen (V) til Pernille Skipper (EL), og fra Mette Frederiksen (S) til Morten Messerschmidt (DF). Især i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom er der tradition for at rekruttere tidligere formænd til Folketinget: 11 af Peter Hummelgaards forgængere i DSU er således fortsat; heraf tre ministre og en statsminister.

’DSU var altopslugende’

En af dem er erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, der meldte sig ind i DSU i 1982, 16 år gammel. Det skete i protest mod nogle klassekammerater, der blev medlemmer af Konservativ Ungdom, og den dag i dag hænger det 31 år gamle velkomstbrev fra indmeldelsen i en skifteramme på hans ministerkontor. Efter nogle år i DSU som yderst aktivt medlem blev Henrik Sass Larsen medlem af forretningsudvalget, og i 1992 blev han formand for organisationen.

»Folk, der har deres baggrund i DSU, har lært meget af ideologien. Vi har lært at tænke og arbejde politisk ret intensivt, og det gør, at man har et kæmpe forspring frem for sine kolleger, når man kommer ind i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Så det betyder meget,« siger Henrik Sass Larsen. »DSU var altopslugende,« husker han. »Når man først gik aktivt ind i det, var det meget intenst politisk i forhold til den måde, man lærer politik på. I en meget ung alder og i en tid uden Facebook og Twitter fik man lov til at dumme sig. Rigtig mange gange,« siger Henrik Sass Larsen – for hvem DSU har »betydet alt« i forhold til at kunne fortsætte i politik.

Heller ikke Henrik Sass Larsens tidligere ministerkollega Morten Bødskov har svært ved at se sig selv i den tidligere DSU-formand, der nu skal være kandidat. Han overtog formandsposten efter Henrik Sass Larsen i 1996, og forude ventede en ungdomspolitisk uddannelse, hvor han lærte politik for good and for bad.

DSU har således »været helt afgørende« for Morten Bødskovs politiske karriere, fordi »når man træder ind i DSU, får man en politisk skoling, der betyder, at hvis man vil og holder fast, er der mulighed for at få stor indflydelse«.

»Politik handler om, at man skal have en vision. Sikre at visionen bliver gjort til virkelighed – ligegyldigt hvilket politisk projekt man har gang i. Mange af os har været igennem en uddannelse, hvor vi i en tidlig alder lærer at gå efter et mål og få indflydelse,« siger Morten Bødskov.

Det er dog ikke alle, der fortsætter videre ind i Folketinget. DSU’s første kvindelige formand, Anette Berentzen, kom for eksempel ikke videre. Det lå ellers i kortene for den kontante, men diplomatiske unge kvinde, at hun skulle i Folketinget. Efter at have slået Peter Mogensen, i dag politisk kommentator, i en tre måneder lang og ekstremt hård formandskamp, der i øvrigt for Anette Berentzens vedkommende blev tilrettelagt af hendes »strateg« Henrik Sass Larsen, var det blot at kickstarte karrieren. Men det satte den såkaldte tipsmiddelsag en stopper for. Et sort kapitel i ungdomsorganisationernes historie, hvor det viste sig, at de i årevis havde pumpet deres medlemstal for at kunne modtage en større andel af Tipsmidlerne. Undervejs ransagede politiet DSU-formandens hjem, men hun blev frikendt i retten.

Trods frikendelsen betød sagen, at hun ikke genopstillede ved kongressen i 1992, men i stedet overlod formandsposten til netop Henrik Sass Larsen.

»Det var også et barsk miljø, for så vidt at det var ambitiøse unge mennesker, som gerne ville være ledere og derfor tørnede sammen i fraktioner og alliancer,« konstaterer Henrik Sass Larsen i dag.

Akademisk rugekasse

Ungdomsorganisationerne har i høj grad fokus rettet mod magten, og i kombination med unges ofte usvækede idealisme har det ofte fået de politiske diskussioner og slagsmål til at gløde i en grad, der overstråler ’de voksnes’ diskussioner, påpeger lektor Martin Ejnar Hansen fra Brunel University i London.

»Der er langt mindre på spil i ungdomsorganisationerne. Kampene er derfor markant mere brutale,« siger han. Det er især i formandskampene, at der bliver gået til den, og de unge politikere udnytter her, at de kan tillade sig mere end folketingspolitikere. Men selv om ungdomspolitikere ikke har noget at tabe, skal man ikke negligere, hvor mange politiske ideer der fødes i ungdomspartierne og gennemføres i landspolitik fem til ti år senere, pointerer Martin Ejnar Hansen, der er i gang med et større forskningsprojekt om ungdomspartierne.

»Jeg siger ikke, at ungdomspolitikerne spiller en altafgørende rolle, men de spiller en rolle, som i hvert fald er undervurderet i dansk politik.«

Så hvis vi gerne vil vide noget om, hvordan dansk politik kan se ud i fremtiden, og hvilke politikområder der kan komme på dagsordenen, »er ungdomspartierne afgjort noget, vi skal kigge på«, fastslår forskeren. Ser man for eksempel på KU’s valgprogram i midten af 80’erne, var det baseret på privatiseringer og udliciteringer. De tanker blev taget op af V og K seks-syv år senere og blev en del af valgprogrammet – og en fast bestanddel af den borgerlige politik.

Kapital til valgkampen

I anledning af dagens debat er der dækket op med grønne papirduge på Café Viking. Det bliver bemærket med skæve grin.

»Skal man så også drikke af glas?« funderer en af stamgæsterne og kigger på Mor Jane bag baren.

»Så skal du da i hvert fald selv vaske det op,« replicerer hun.

Oppe på ølkassen er Peter Hummelgaard nået til introduktionen af aftenens hovedtaler, Frank Jensen. Hummelgaard vil med egne ord »stille op til hvad som helst«, som byens overborgmester beder ham om. Fordi det giver kapital til hans egen valgkamp.

»Jeg gør alt, hvad jeg kan – også selv om der er længe til næste Folketingsvalg – for at være ude og blive set og slippe af sted med at sige min mening, hvor jeg kan komme til det,« siger han. I aften er han kun med for at støtte op om Frank Jensen, der nu diskuterer problemer med hashhandel, bander og manglende opdragelse. Men når valget kommer – og det kan ikke vare mange somre, mener debattørerne denne aften – er det Hummelgaard selv, der for alvor skal frem i rampelyset og stå sin prøve.

Til at forberede sig får Peter Hummelgaard hjælp fra mange sider. Bl.a. sidder han i et ’old boys-netværk’ bestående af gamle DSU-formænd, hvor erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard også er med. Her sidder desuden Jens Christensen (formand fra 1986-90), der er direktør for PR-bureauet Advice, hvor Hummelgaard indtil for nylig arbejdede. De er alle nogle af Peter Hummelgaards rådgivere. Andre er pressefolk og andre igen er partipolitiske veteraner – som eksempelvis partiveteranen Mogens Lykketoft, der stillede op til banko, hvor indtægterne gik til Hummelgaards valgkamp. I bund og grund handler det om politisk sparring: Om hvorvidt Hummelgaard skulle være kommet med en given udmelding eller ej; om hvordan han skal håndtere sin kampagne, og hvem han bør mødes med.

»Han har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ned og tænke igennem, hvad det er, han står for. I politik går det ikke uden at have en god strategi og en god politisk fornemmelse,« siger Henrik Sass Larsen, en af Hummelgaards nærmeste rådgivere.

Peter Hummelgaard er aldrig blevet testet i et politisk stormvejr, og det mangler man for at kunne bedømme ham som politisk figur, påpeger flere politiske eksperter. Men Hummelgaard er, modsat så mange andre, godt klar over, at det lige nu går lodret opad for ham, og at der selvfølgelig kommer en nedtur.

»Det er the name of the game. Jeg synes, at jeg fra tid til anden får de tæsk, jeg skal have. Men jeg tror, at man må gøre op med sig selv – når man står midt i det – om det hele er dét værd. Og om det parti, man tror på, også er det værd.«

Tilbage står, at Socialdemokraterne stadig befinder sig i en krise, og spørgsmålet er, om det sætter en foreløbig stopklods for Hummelgaards politiske fremdrift ved næste valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Markus Hornum-Stenz
Markus Hornum-Stenz anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Klausen

Sit! Rul rundt! Tig! God dreng! Her er lidt magt til dig....

Anders Reinholdt, Lykke Johansen, Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen, Torben Selch og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Max Kim Tobiasen

»Generelt er de personer, der kommer fra ungdomspolitik, mere villige til at acceptere, at det handler om magt. Og mere villige til at opsøge magt.« Man kan sige, at mens mange unge mennesker er optaget af politik, har ungdomspolitikerne den klare fordel i forhold til moderpartiernes rekrutteringsprocesser, at de er bevidste om, at politik ikke kun er holdninger og overbevisning, men også en vej mod en karriere.

Det er nok i høj grad her problemet med politikerleden ligger.

Martin Madsen, Tue Romanow, Anders Reinholdt, Lykke Johansen, Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Rasmus Knus, Rune Petersen, Niels Engelsted, Pia Nielsen, Vibeke Rasmussen, lars abildgaard, Michael Madsen, Lise Lotte Rahbek, Leif Højgaard, Karsten Aaen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Endnu en DJØF'er i Socialdemokraternes partitop er vel det allersidste vi har brug for.

Lykke Johansen, Rasmus Kongshøj og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Men uanset hvad, så får S sandsynligvis brug for at mønstre alt de kan for at komme over spærregrænsen ved næste folketingsvalg.

Lykke Johansen, Kalle Nielsen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

»Folk, der har deres baggrund i DSU, har lært meget af ideologien. Vi har lært at tænke og arbejde politisk ret intensivt, og det gør, at man har et kæmpe forspring frem for sine kolleger, når man kommer ind i den socialdemokratiske folketingsgruppe. "

»Han har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ned og tænke igennem, hvad det er, han står for. I politik går det ikke uden at have en god strategi og en god politisk fornemmelse,« siger Henrik Sass Larsen, en af Hummelgaards nærmeste rådgivere.

Det er lidt spøjst, at de ovenstående citater af Henrik Sass-Larsen ikke gør journalisten mere nysgerrig på at spørge ind til de paradokser og modsætninger, der er i den nuværende S-gruppe og den politik, regeringen fører. Jeg er helt sikker på, at 'The DSU-connection' er meget afgørende i mange sammenhænge, men det indlysende spørgsmål som melder sig, når man har læst artiklen, er, om de nuværende ungdomspolitiske kravlegårde i partierne i virkeligheden er udtryk for en usund udvikling.

Anders Reinholdt, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Henrik Klausen, Niels Engelsted og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Helt enig, Lasse Glavind

Er det virkelig denne udvikling,
som ærlig talt minder mere om et brædtspil end om at udvikle et samfund til alle borgeres bedste,
vi, de repræsenterede vælgere, ønsker?

Det i artiklen beskrevne er systemkonserverende i voldsom grad.
Mon ikke vi har mere brug for mennesker, der vil andet og mere end konservere det bestående politiske system til egen fordel?

Torben Nielsen, Tue Romanow, Anders Reinholdt, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Rune Petersen, Grethe Preisler, Henrik Klausen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Henrik Klausen

Han skal nok rette ind. Hvis altså ikke hans retorik bare er for at blive valgt. Det er jo set før.

Anders Reinholdt, Rasmus Kongshøj og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Jeg gider bare ikke mere socialdemokrati ... jeg får kvalme .. minder om tømmermænd, og mange råd går på at rejse sig fra det træ man er faldet om ved.. suk.. bøvs ..

Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Keld Sandkvist og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ej dværg bli'r kæmpe, skønt han har en Goiiath til oldefar.

Der er trængsel af unge løver på den politiske karrierestige for tiden.

Det er vist lige før, Socialdemokraterne må til at vælge sig 'et nyt folk' at mobilisere masserne i, hvis partiet skal have en fremtid med plads til, at alle dets ambitiøse tidligere DSU-formænd kan gøre karriere på Christiansborg.

Torben Nielsen, Tue Romanow, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Det er ikke længere siden, at jeg havde stor tiltro og store forhåbninger til Mette Frederiksen, end at jeg stadig kan huske det til advarsel for eventuelle nye håb.

Per Torbensen, Tue Romanow, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Jens Overgaard Bjerre og Kalle Nielsen anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Der er kun en vej frem.
Stoppe partiernes monopol på magten.

Det skal ikke være sådan, at bare fordi et parti har været repræsenteret i folketinget i en periode - så er de automatisk sikret genostilling - uden at få de fornødende underskrifter.
- En kandidat uden for partierne skal mellem 150 - 200 stillere i en valgkreds.

En kandidat for et parti skal bare have partiledelsens stempel.
- samtidig har vi partilister som folk kan sætte deres kryds ved. Det betyder vælgeren overgiver sin stemme til partiet at forvalte - du kan risikere partiet vælger at oveføre dit kryds til en kandidat der er total ukendt for vælgeren.
- Klart vægeren har et ansvar for at forstå hvad de vil sige at sætte sit kryds

Men de færreste forstår pariliste, sideordnet, opstilling og alt et med forholds tal kredsmandater og tillægsmandater - noget som Iøvrigt er indført i Grundloven og valgloven - så partierne kan fastholde deres monopol på magten.

Partierne skulle ikke ave lov tilt stille op - kun kandidater - at tilhøre et parti må være en privat sag - måske en offentlig sag - men dog ikke noget der kan berettige til at man får en politisk sær ydelse - når det handler om kunne sidde i den lovgivende forsamling.

Og ikke mindst mangler vi et folke veto - vælgernes mulighed for at kræve folketings valg hvis vælgerne mistilliden til folketinget eller borgerne gerne vil have folketinget til at afholde en folkeafstemning.

Grundloven trænger til e forårs opfrisker

Torben Nielsen, Tue Romanow, Anders Reinholdt, Rune Petersen, Helge Rasmussen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Poul Borup-Andersen

Hvorfor denne evige frase:
"han havde fra sin egen familie, hvor begge forældre i en alder af 50 var nedslidte efter mange års hårdt fysisk arbejde i lufthavnen". (Hvad med bønderne og arbejderne i gamle dage?). Motion er sundt.
NORMALT kan arbejde hårdt, og det`at dyrke hård sport et liv lang være sygdommes værste fjende. Oven i købet er fysisk aktivitet rigtig sundt.
Hvis ikke ens kropslige habitus er normal, men f.eks. langt under middel, vil jeg respektere dette, MEN almindeligt dagens arbejde skal da ikke have skyld. Synd at Peters forældre er svage!

Selv med Mette Frederiksens skræk-eksempel in mente, har jeg stor tillid til den unge Hummelgård.

Han fremstår redelig og ordentlig med klare holdninger, ligner og lyder som en "rigtig" socialdemokrat af den rette støbning.

Han får sin tid, når Helle er taget til EU og Corydon er gået hjem til Venstre.
Hvor Mette Frederiksen ender, er der vel ingen, der gider at bekymre sig om.

Knud Chr. Pedersen

Nye unge medlemmer af Socialdemokraterne skal søge at genrejse partiets historiske mission, at der er ingen over eller ved siden af men kun under Socialdemokraterne. Vi alene ved, hvad der er godt for Danmark. Og det er ikke godt for Danmark, at overførselsindkomsterne har en vis størrelse. De er blevet sat ned over en kam i det største nedskæringsfelttog i Danmarks historien, mens der er skattelettelse til personen med i forvejen høje lønninger. Og når det nu er nationen, der er endemålet, er det jo naturligt, at de nye unge vil samarbejde med nationalisterne i DF. Så meget for de unges visioner. I hvert fald Hummelgaards og Tesfays. De kan jo så passende agere sognerødder fra 1920erne, som havde til opgave at uddele fattighjælp eller helt at undlade det.

Torben Nielsen

Danmark er en bananrepublik!

Fordi:

Danmark har ikke engang en forfatning!

Danmark har i stedet en moderniseret håndfæstning mellem enevældig kongemagt og det bourgeoisie, der ejer produktionsapparatet og midlerne. Man kalder den grundloven.

Danmarks middel- og underklasse har intet, at skulle have sagt.
Eliten tjener magten og har kun interesse i at rage til sig. Ingen går mod strømmen.

De der ikke er elite er pøbel, der blot skal styres!

Kan I snart forstå det?

Regimen puto caderent!

Martin Madsen

Det eneste han når at blive 'klar' til, er at smide den røde fane ned på kisten, når socialdemokraterne snart bliver begravet på historiens kirkegård (eller losseplads)