Læsetid: 6 min.

Det rasler med fodboldskeletter

Den spanske Copa del Rey-turnering kan i år ende med et opgør mellem Real Madrid og Barcelona. Og det historiske fjendskab mellem klubberne kan så atter blive trukket op i alle dets mordbide nuancer
Videre. Med 1-0-sejren over Espanyol i tirsdags er Real Madrid klar til semifinalen i Copa del Rey – Kongepokalen. Real Madrids Cristiano Ronaldo (t.v.) taber her en tackling til Espanyols Andrei Gabriel Torje.

Videre. Med 1-0-sejren over Espanyol i tirsdags er Real Madrid klar til semifinalen i Copa del Rey – Kongepokalen. Real Madrids Cristiano Ronaldo (t.v.) taber her en tackling til Espanyols Andrei Gabriel Torje.

Javier Soriano

1. februar 2014

Efter samlet sejr over Es panyol er Real Madrid videre til semifinalerne i den spanske pokalturnering. Indtil for ganske få år siden var Copa del Rey – Kongens Cup – eftertragtet af de næstbedste. Men billedet er vendt. Nu er det en pokal, som topholdene i La Liga vil vinde. I år kan det meget vel ende med en vaskeægte clasico, altså et opgør mellem Real Madrid og Barcelona i finalen den 19. april. I så fald bliver det en gentagelse af 2011, hvor Cristiano Ronaldo afgjorde det hele med et flot hovedstød i forlænget spilletid. Sidst, de vandt cup’en, var helt tilbage i 2004. Derefter stod der Osasuna, Zaragoza, Getafe og Bilbao på pokalen. Og vanen tro får den slags frydefulde anelser om titanisk dyst skeletterne til at rasle i skabet. Det er gode, men blodige historier.

Spanierne kalder det morbo. Det er rivalisering, had, fejde og en fascination af det morbide. Og noget med døden. Morbo’en trives, som Phil Ball skriver i sin formidable bog om de spanske derbyer, i et land, som altid har været delt af historie, sprog og politik. Pokalturneringen har rødder tilbage til 1902 og lyder i sin fulde pragt navnet Campeonato de España – Copa de Su Majestad El Rey Don Juan Carlos I. Nævner man byen Alcorcón får madrilenerne straks kuldegysninger.

Lige syd for Madrid ligger Municipal de Santo Domingo Stadion, der i nyere tid har forøget kapaciteten fra 3.000 til 4.000 siddende gæster. De fleste af dem hepper på Alcorcón, et hold fra Segunda División. Og det havde de god grund til 27. oktober 2009, hvor de galaktiske koryfæer fra Madrid var på besøg. Dengang hed træneren Manuel Pellegrini, en klog chilener med et trist udtryk i øjnene, ganske uden José Mourinhos og Carlo Ancelottis star quality. Pellegrinis hold tabte 4-0 til bonderøvene på Avenue Pablo Iglesias nr. 3, mens trafikken susede tæt forbi på Autopista M-50.

Den catalanske avis Sport kunne ikke modstå fristelsen for at hive de store ord frem. Madrids fraværende præstation var en ridiculo histórico en historisk ydmygelse. Dén var Marca-læserne helt med på, for 85 procent af dem betragtede 4-0-lussingen som den største latterliggørelse i Real Madrids mere end 100 år lange historie. Det eneste, der lunede midt i en mental isvinter, handlede slet ikke om Real Madrid. Det var derimod Barcelonas nederlag på Camp Nou til Rubin Kazan i Champions League.

Pinlighederne blev ikke mindre i et økonomisk perspektiv. Den samlede Alcorcón-trup koster årligt seks millioner. Real Madrid budgetterer med godt og vel tre milliarder pro anno, og Real-spillerne havde lige fået nye Audi-biler til en samlet sum af 15 millioner. De penge kunne snildt holde Alcorcón kørende et par år. En gennemsnitlig Alcorcón’er tjener 350.000 om året, hvilket er markant mindre end Ronaldos dagløn.

Den traditionelle undskyldning lød, at Real Madrid i mange år ikke havde taget Copa del Rey alvorligt. Ikke officielt, naturligvis, men off the record. Det var her, anden- og tredjemålmanden fik luftet de store handsker, og hvor diverse taktikker fra rodeskuffen blev prøvet af. Sådan var det bare ikke mod Alcorcón.

Legenden Raúl González var på banen. Det samme var Guti, som efterfølgende kom til den tyrkiske førstedivision og nu har indstillet karrieren, sammen med Karim Benzema. Plus håbet Esteban Granero, der flere gange havde vist gode takter på den offensive midtbane. Alt i alt spillere for rundt regnet 800 millioner, hvad der i Alcorcóns regnskabsafdeling ville svare til ekstra 150 år med stadion, souvenirs, klubdragter og julegaver til bolddrengene.

Med rod i borgerkrigen

I 1943, fire år efter borgerkrigen, var general Franco på højden af sin magt, og som en del af symbolikken insisterede han på at detronisere kongens pokal og gøre den til sin egen. Nu hed den Copa de Su Excelencia El Generalísimo.

Barca og Madrid var i semifinalen, og havde catalonierne følt nationalisternes jerngreb på egen krop, ikke mindst med henrettelsen af klubpræsidenten Josep Sunyol i begyndelsen af borgerkrigen i 1936, var Don Carlos’ tidligere hjerteklub langtfra en sikker bastion. Madrid var den sidste by i Spanien, franquisterne overtog. Reals daværende præsident, Rafael Sanchez Guerra (hvis efternavn morbidt nok betyder ’krig’), var en behjertet republikaner og blev således også offer for Francisco Francos brutale dagsorden. Guerra blev tvunget i eksil og flygtede til Frankrig, hvor han svor ikke at vende tilbage, før den fascistiske caudillo – hersker – var væltet.

Den første semifinale 1943 var blevet afviklet i en ekstremt fjendtlig stemning på Barcelonas Camp de Les Corts. Barca vandt 3-0. Returopgøret skulle spilles på Madrids stadion i Chamartín, og som et resultat af den modtagelse, de hvide havde fået på Les Corts, vejrede de madrilenske fans blod. 90 minutter efter første dommerfløjt havde Real vundet med surrealistiske cifre: 11-1.

En knusende revanche

Hvad der er faktuel historie, og hvad der er myte, er umuligt at afgøre. Historien er aldrig blevet verificeret. I nogle versioner berettes det, at en gruppe højtstående mænd i Francos personlige livgarde trængte ind i Barcas omklædningsrum og tvang dem til at ’huske’, hvad det ville sige at optræde loyalt over for Spanien. Andre kilder fortæller, at de catalanske spillere blev mødt med trusler om vold mod deres nære familie, hvis de ikke sørgede for et gigantisk nederlag. Endelig er der dem, der mener, at den hadske stemning på stadion – for slet ikke at tale om på gaden og i avisernes brøl – alene var nok til at hyle los blaugrana ud af den.

Efter den famøse kamp udbrød der voldsomme uroligheder, og begge klubber fik bøder. Men morbo’en fortsatte med at grave dybe grøfter. Barca blev straffet finansielt for begge kampe, mens Madrid kun skulle stå til regnskab for dysten på Chamartín. Barcelonas præsident, Marquis de la Mesa de Asta, som hidtil blev regnet for en vigtig Franco-støtte, kritiserede regeringens indgreb i skarpe vendinger og hævdede, at behandlingen af catalonierne var ubarmhjertig. Markisen forlod sin post umiddelbart efter.

Skandalen i 1943 var faktisk så intens, at præsidenten for Real Madrid også gik af og i stedet blev erstattet af den tidligere spiller, træner og åbenlyse francist, Don Santiago Bernabéu.

Barca genvandt lidt stolthed, da de vandt 1-0 over arvefjenderne fra Madrid i Copa del Generalísimo-finalen i 1968. Franco overværede selv kampen på Bernabeu, alt imens Salvador Artigas, der havde været jægerpilot i det republikanske luftvåben under borgerkrigen, nu dirigerede sine catalanske tropper frem på grønsværen. Artigas var Barcas træner. Fem år senere kom Johan Cruyff og med ham tulipanrevolutionen. Cruyff vandt cataloniernes hjerter med udsagnet om, at han havde valgt Barca frem for Real Madrid, fordi han aldrig nogensinde ville kunne spille for et hold, der var forbundet med Franco.

Den knuste pokal

Guti havde forkælet vrænget ad både medspillere og presse, da Real Madrid i en halvhjertet jagt på det spanske pokalguld sensationelt tabte 0-4 til Alcorcón. Nu virkede al den uro som hvisken fra en fjern oldtid. For da Iker Casillas hævede det kongelige sølvtøj højt over ansigtet den 20. april 2011 efter 1-0-sejren over Barcelona, blev det fejret som en live-transmitteret påskeopstandelse. Med tanke på den slags overdrivelser, som sporten vrimler med, var Cristiano Ronaldos højtflyvende fuldtræffer i Copa-finalens overtid ikke bare en metafor for livet, men omvendt: Livet var en metafor for fodbold, og hele Reals lidelseshistorie, fra Santiago Bernabéus betændte fortid til de sure, gamle mænd på Autopista M-50, kunne rummes i det forsvindende øjeblik, da bolden ramte Cristianos pandebrask og sekundet efter hamrede ind i Victor Valdes’ masker.

»Der var én, der kaldte mig ’titel-træner’ her forleden. Det navn kan jeg godt lide. Det er jo mit job,« og så skyndte Mourinho sig ud til den ventende spillerbus og paradekørsel til Madrid.

Humøret var højt, og desværre tabte Sergio Ramos den nyerhvervede pokal fra toppen af den bus, som kl. 4 onsdag nat 20. april under stor ståhej spurtede fra Valencia-regionen til centrum af Madrid, helt ind til Cibeles-fontænen, hvor mængder af madridistas havde samlet sig for at hylde gulddrengene og se kaptajn Casillas give kindkys til den jomfruelige marmorkvinde. Pokalen gik totalt i smadder, da den stakkels chauffør kørte hen over den. Det lå ligesom i luften, at der trods alt var andre pokaler, der var vigtigere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu