Læsetid: 6 min.

Rørt til tårer

»Det er et meget stort øjeblik. Jeg savner ord. Jeg vil gerne takke alle ... « Var det fire års indebrændthed som den evige toer? Var det en maskulinitet, der omsider er blevet rundere og mere voksen? Eller var det bare sønnikes små arme, der gav et knus ...? Ronaldo tabte i hvert fald tråden, da han mandag blev kåret til årets fodboldspiller
Hyldest. Det var bevægende, da Cristiano Ronaldo mandag aften blev hædret som årets fodboldspiller 2013. Ronaldo fældede en tåre. Pele (t.h) var rørt. Selv FIFA-bossen Sepp Blatter glemte sine hårde ord om Messi og Ronaldo.

Hyldest. Det var bevægende, da Cristiano Ronaldo mandag aften blev hædret som årets fodboldspiller 2013. Ronaldo fældede en tåre. Pele (t.h) var rørt. Selv FIFA-bossen Sepp Blatter glemte sine hårde ord om Messi og Ronaldo.

Olivier Morin

18. januar 2014

Femte gang er lykkens gang. Fire år i træk har Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo stået i skyggen af Lionel Messi. Men mandag aften kunne CR7, som han kalder sig selv, endelig lade sig hylde som verdens officielt bedste fodboldspiller. Prisen hedder FIFA Ballon d’Or. Og det er fuldt fortjent. Ronaldos meritter har været enestående i 2013.

Det var en tydeligt rørt Ronaldo, der indtog scenen. Sønnen, Cristiano Ronaldo Junior, var med, og det samme var prismodtagerens mor, Dolores, og kæresten Irina Shayk. Klapsalverne regnede ned over den forløste atlet. Pele var rørt. Selv FIFA-præsidenten Sepp Blatter, der i den forgangne tid ellers har været i heftig mediestorm efter nogle uheldige udtalelser om Ronaldo og Messi, havde kæmpe smil på læben.

Surrealistisk statistik

»Det er et meget stort øjeblik. Jeg savner ord. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger i Real Madrid, på det portugisiske landshold og min familie, der er her sammen med mig i dag,« sagde en skælvende Ronaldo og fortsatte:

»De, der kender mig, ved, at mange har hjulpet mig hertil. Mange af dem er her, men jeg vil specielt gerne nævne afdøde Eusebio, min kæreste og min søn. Og hvis jeg skulle have glemt nogen, vil jeg gerne undskylde. Men lige nu er jeg meget rørt over at have modtaget den her pris.«

Statistikken er nærmest surrealistisk. Alene i 2013 har den portugisiske landsholdskaptajn scoret 66 mål i 56 kampe og er allerede nr. fem på listen over alle tiders Real Madrid-måltyve.

I sine første tre sæsoner hos Manchester United scorede Ronaldo kun 27 mål. I de sidste tre blev det til 91 mål. Efter skiftet til Real Madrid i 2009 røg snittet i vejret. I de snart fem år, han har været i Spanien, har han scoret 230 mål i 223 kampe. Hattricks er nærmest blevet hverdagskost, eller som en engelsk kommentator skrev oven på Ballon d’Or-festen: Ronaldo har gjort mirakler til en grundpræmis.

Men pokalerne mangler. Hos Real Madrid er det blot blevet til en La Liga-titel, en Copa del Rey-triumf og Super Cup-sølvtøj.

Ronaldo har tydeligvis generne i orden, og talentet er der ingen, der betvivler. Resten er hårdt arbejde. Fysikken er af en anden verden, og Ronaldo kan løbe en 100 meter på lige knap 10 sekunder. Uniteds trænerstab kunne se det hele allerede i 2003 på Estadio Jose Alvalade, da Ronaldos daværende klub, Sporting Lissabon, spillede venskabskamp mod Manchester. Få dage senere købte sir Alex Ferguson ham for lidt over 100 millioner.

’Et naturtalent’

Da var Ronaldo en spinkel dreng med en enorm hjemve. Alligevel lagde han ikke skjul på, at han ville være verdens bedste. Hjælpen kom i form af Mike Clegg, Uniteds såkaldte udviklingscoach, der var kommet til klubben tre år tidligere. Nu skulle Ronaldo være en superatlet.

»Han var en livlig knægt,« fortalte Clegg til BBC Sport.

»Carlos Queiroz var afgørende i skiftet til United, men Ferguson var om muligt endnu vigtigere. Ronaldo var helt vildt determineret allerede fra begyndelsen, og det kunne Carlos og Fergie sagtens se. Men det var først, da drengen kom til Carrington, Uniteds træningskompleks, at hans seriøsistet rigtig gik op for mig,« sagde Mike Clegg.

»Ronaldo var et naturtalent, en usleben diamant, men han brugte tusinder og atter tusinder træningstimer på at blive den perfekte fodboldspiller. Og så ser jeg på de andre, som også har talent. Nani og Anderson kom begge til klubben i 2007 i cirka samme alder som Ronnie. Forskellen var astronomisk. Jeg tror ikke, de vidste, hvordan de kunne blive de bedste. Ronaldo var i en liga for sig selv,« slog Clegg fast.

Den 10. april 2007 udraderer United Roma 7-1 på Old Trafford. Efter matchen giver den italienske forsvarer, Christian Panucci, de onde 90 minutter et navn: Mareridtet fra Manchester. Romerne elimineres fra kvartfinalerne i Champions League, og Panucci siger også: »Giv mig en motor, og så kan det være, jeg kan følge med Ronaldo.«

Ronnie, som han kaldes på de regnvåde kanter, stadig med en teenagers look, fejrer sin debut som målscorer i Champions League.

Nerverne er væk

Forarbejdet står utrættelige Giggs for, mens ilddåben på Europas scoringstavle er et herligt miks af portugiserens fremmeste features: Et superhurtigt sprint på højre kant, en driblende genistreg, som skærer ind i banen og fanger forsvaret på de forkerte fødder, og en præcis scoring med vristen.

21. maj 2008 er der finale i Champions League mellem United og Chelsea. Først ligner Ronaldo én, der ikke rigtig fatter det. Men kort tid efter United-keeper Edwin van der Sars redning af den indskiftede Chelsea-forward Nicolas Anelkas straffespark i den forlængede spilletid pibler lykken frem i den 23-åriges ansigt. Han spurter hen til den hollandske målmand flankeret af jublende rød-hvide holdkammerater. Og så falder han sammen i det græstæppe, der dysten igennem har voldt atleterne så meget besvær. Krampen og mærkerne efter utallige infights mellem de to storklubber, som traditionen tro tirrer hinanden til sidste flossede nerve, er pist væk. Sammen med resten af de røde djævle fra den gamle arbejderby i England har Ronaldo skrevet historie. Én gang til.

Modstandernes fans buher af ham og gør nar af hans skridtopmålte frispark og tydelige sixpack. Alt det gør ham bare stærkere, mere målrettet. Et år senere skifter han til verdens største klub, Real Madrid.

En bedre holdspiller

Her har han utroligt nok hævet niveauet og er blevet en bedre holdspiller. Han laver målgivende afleveringer, og hele hans attitude, som så nemt kan stemples som flamboyant arrogance, kan på både gode og dårlige dage løfte hele mandskabet. I stedet for bare at være endnu en galaktisk reklame er Ronaldo gennem årene blevet Santiago Bernabéus unikke samlingspunkt, en reference for madridismoen. Manden, der aldrig giver op. Manden, der går forrest i krigen. Manden, der altid har et mål mere i støvlen. Nogle kalder ham sågar den nye Raúl, og sammenligningerne med mytologiske figurer som Emilio Butragueño og Alfredo di Stéfano lurer i kulissen.

Hvorfor græd Ronaldo i Zürich mandag aften? Var det fire års indebrændthed over en tilværelse som gudbenådet to’er, der endelig eksploderede i lys lue? Var det en maskulinitet, der nok er blevet skarpere og skarpere rent fysisk, men psykologisk rundere med årene? Eller var det bare det indlysende faktum, at sønnike lagde de små arme om hans hals og lige så forsigtigt fik lov at røre ved den imposante guldbold? Døm selv.

Bad om nåde for fans

I august 2013 spillede Real Madrid venskabskamp mod Chelsea. En ung fan på 20 år, Ronald Gjoka, stormede ind på grønsværen og gav Ronaldo et knus. Sikkerhedsfolkene var lige i hælene på ham. Ronaldo hviskede nogle ord i øret på Gjoka og returnerede krammet. Han skulle bøje sig ned for at komme i ansigtshøjde. Med den ene arm signalerede han ’vent lige’ til ordensmagten. De to fodboldelskere krammede længe. Rigtig længe. Endelig blev Gjoka gelejdet væk.

Bagefter stod den albanskfødte canadier Gjoka til retsforfølgelse. Men Ronaldo skrev et brev til statsadvokaten i Florida i håbet om at omstøde den hårde dom:

»Mit navn er Cristiano Ronaldo, og jeg spiller for Real Madrid. Jeg spillede på Sun Life Stadium, da en fan kom ind på banen,« indledte fodboldstjernen.

»Det drejer sig om Ronald Gjoka. Han er en ung studerende. Vi omfavnede hinanden og talte kort sammen, indtil sikkerhedsfolkene eskorterede ham fra banen.«

»Jeg forstår jeres holding og vigtigheden af at følge love og regler. Men jeg beder respektfuldt om, at De og Deres kontor genovervejer denne beslutning og frafalder anklagerne, som denne unge mand står over for. Jeg ville ikke have det godt med at se ham blive straffet for sin fejl. Han har helt sikkert en lys fremtid foran sig, og jeg ville hade at se denne fremtid ødelagt af en fejlvurdering. Tak.«

Mandag den 6. januar 2014 var kampdag i den spanske første division. Ronaldo var ikke prangende, men alligevel nettede han to gange. Oppe i Ronaldos private loge på Bernabéu sad en kræftsyg dreng ved navn Jorge og overværede kampen.

»Det var en drøm, der gik i opfyldelse,« sagde Jorge bagefter. »Jeg er uendeligt taknemmelig. Jeg troede aldrig, sådan noget ville ske for mig.«

Jo, jeg kan godt forstå de tårer.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu