Læsetid: 7 min.

Skæbnesange fra den anden side af døden

Guillaume Depardieu stod altid i skyggen af sin kæmpe af en far, men synger nu fra døden tilbage til det franske publikum, der blev del af hans skæbne
I sprækken. Ved selv at skrive tekster og ved at udvikle sig som musiker fandt Guillaume, der her ses mellem sine forældre, en sprække i sin fars altoverskyggende format, hvor han kunne finde en plads til sig selv.

Patrick Kovarik

25. januar 2014

Jeg er den forkrøblede, den invalide /jeg er den forkrøblede, den invalide, synger en varm, rå stemme på fransk, og bag den fløjtes der lystigt.

Guillaume Depardieu synger fra sin cd udgivet i efteråret. Albummet med 11 sange hedder Post Mortem. Det hed det fra starten, havde Guillaume bestemt. Det var bare ikke meningen, at det skulle være rigtigt. Sådan helt rigtigt. At skulle være død, når det udkom.

Fem år efter den kun 37-årige Guillaume Depardiues død, står moderen, Elisabeth Depardieu, men især søsteren, Julie, bag udgivelsen af en række sange, der blev indspillet i en råversion et par måneder før hans død.

De er alle skuespillere i den familie. Guillaume endte også med fortrinsvis at være skuespiller. Det var under indspilningen af en film i Rumænien i 2008, han fik lungebetændelse og døde på blot tre dage efter at være blevet transporteret tilbage til Frankrig i dyb koma. Søsteren, Elisabeth, kunne ikke forestille sig andet, end at han ville vågne op igen. Han havde jo ligget der før, på den intensive. Det gjorde han hver gang, han havde taget en overdosis af et eller andet. Eller var kørt galt på motorcykel. Det lange år, hvor han lå med et smadret knæ og pådrog sig en hospitalsinfektion. Men det var senere. Eller det var før. Guillaume havde advaret om ulven så mange gange. Han levede ude på kanten. Altid.

Men på kanten af hvad? Oprindeligt var det ikke skuespiller, Guillaume ville være. Tværtimod. Alt andet. Det var musikken, der stod hans hjerte nær. Familien fortæller i den mærkelige promotion om det mærkelige posthume album om klaverspillet, da han var lille, om hans begejstring for Beethovens niende symfoni, som hensatte ham i dansende trancer. Den kvinde, han langt senere skulle få datteren Louise med, skuespillerinden Elise Ventre beretter, at han forførte hende ved en hel nat at spille Chopin på klaveret efter at have slæbt hende med hjem til klanens hus i en forstad.

Men var musikken især det, faderen ikke kunne, den altoverskyggende fader. Det var den, Guillaume havde for sig selv. For Guillaume Depardieu er først og fremmest søn af en af Frankrigs, men vel også verdens største skuespillere Gérard Dépardieu.

På fotografier i Paris Match hevet frem i rampelyset igen i forbindelse med Post Mortem kan man se den lille Guillaume ved siden af sin meget store far. Faderen er klædt på som ’Martin Guerre’, han ligner nærmest en musketer, han er ved at indspille filmen af samme navn. Guillaume ser som på alle billeder fra den tid lidt drømmende og fortabt ud, et smukt barn med lyse krøller og typisk 70’er-sweatshirt. Og så er der billedteksten »Alt i klanen drejede sig om Gérards overvældende fravær.« En far, som var alt for meget, og samtidig slet ikke var der. Et helligt monster – un monstre sacré, som det hedder på fransk, hvis karriere hurtigt drev ham væk fra kone og børn, men samtidig lod dem vokse op i rampelyset. Og Guillaume skulle så blive monsterets enfant terrible, det frygtelige barn med en skæbne, der nærmest fysisk tog form som et vrængbillede af faderens.

Umulig at anmelde

Alt det har man i Frankrig kunne følge med i de sidste 20 år i en af den slags føljetoner, som netop Paris Match og andre kulørte blade bragte til torvs. Billederne skyder sig ind over sangteksterne på Post Mortem. I sangen »Marlon« skriger Guillaume sin vrede på faderen ud, når han synger om Marlon Brandos forhold til sin datter Cheyenne, der begik selvmord, overbevist om, at al hendes ulykke skyldtes faderen. »Marlon besluttede at forlade mig den dag, mine spørgsmål ikke længere fik ham til at le,« synger Guillaume. Faderen der skrider, når det ikke er sjovt længere.

De fleste anmeldere i Frankrig undlader at anmelde Post Mortem. Det er umuligt. De skriver blot om det. Sangene er jo fem år gamle og arrangementerne først lagt på i 2013, forklarer de. Stemmen og fraseringen minder sine steder om Serge Gainsbourg, det er dybt musikalsk. Men det er ikke enestående, Guillaume ville aldrig være slået igennem med det, hvis det ikke var fordi …

Og samtidig aner ingen jo, hvordan det var blevet, hvis han selv havde finpudset musikken. Alligevel trænger det ind. Man vågner op om morgenen med den lystige fløjten fra »l’Estrophie« (Den forkrøblede) i øret. Ind over Guillaumes stemme til melodier oprindeligt skrevet af komponisten François Bernheim smyger Renaud Letangs arrangementer sig. På blot to døgn i 2008 blev alle sangene indspillet. Det var meningen, at Guillaume skulle vende tilbage til dem, arbejde med dem. Ingen ved, om det var netop sådan, de skulle have lydt. Men alle anmeldere er enige om, at det fremstår som et testamente med hver sang som revet ud af Guillaumes forpinte sjæl, der nærmest var offentlig fransk ejendom.

Narkodømt

For da det gik galt for Guillaume, var det, som om faderens enorme succes skulle hævnes med sønnens fald.

Som bare 17-årig fik Guillaume dom for heroinsmugleri og tilbragte næsten to år i fængsel. På de billeder, som endte på avisernes og ugebladenes forsider, mindede han foruroligende meget om faderen, den unge Gérard Dépardieu.

Gérard kom netop af fattige kår, havde været småkriminel og var nærmest analfabet, da han brød op fra barndommens provins til Paris og mødte Guillaumes mor. En succeshistorie. Det var Elisabeth, der introducerede Gérard til de kredse, hvor han skulle blive ’opdaget’ og spille mindre roller i en række film blandt andet med Margurite Duras som instruktør. Og pludselig gik det hurtigt. Gerards store gennembrud kom med Bertrand Bliers skandalefilm les Valseuses i 1974, med eksplicit sex, og Gerard i rollen nærmest som sig selv, med sit råslebne, umiskendelige og charmerende talent.

Derefter gik det slag i slag i en karriere, som gjorde ham til kæmpe – fra førsteelsker over Cyrano til Obelix – og med over 170 indspillede film.

Men Gérard var aldrig selv Cyrano. Han spillede tekster, som andre skrev. Det var så den sprække, den lille Guillaume borede sig ind i. Han skrev rap-tekster til andre og lærte sig at spille adskillige instrumenter. Alligevel var det som skuespiller, han først og fremmest skulle gøre karriere.

Genspejlede skæbner

Guillaumes gennembrud kom, da han kom ud af fængslet. I Alain Corneau’s smukke film Alle morgner på jorden fra 1992 spiller Guillaume den cellospillende Marin Marais som ung, mens Gerard spiller ham som gammel. Guillaume spillede virkelig cello, det kunne faderen ikke.

Far og søns skæbnehistorier skulle flere gange spejle sig i hinanden, et troldspejl, hvor Guillaume aldrig kom på højde med faderen. Efter som 26-årig at have vundet en Cæsar som det nye franske skuespillerhåb, var Guillaume ude for et motorcykeluheld, da en pakke fra en forankørende lastbil faldt ned på ham. Han skulle aldrig komme sig helt over sit smadrede knæ. Og de utallige operationer medførte en hospitalsinfektion.

Men han kom tilbage. Mellem de druk- og drugture, der ofte endte på avisernes forsider, fortsatte han som skuespiller. I 2001 lod instruktøren Jacob Berger Depardiues søns spille en tidligere narkoman, der kidnapper sin berømte forfatterfar i filmen Aime ton père (Elsk din far) – et forvrænget portræt af den virkelige verden.

Året efter gav Guillaume op over for de smerter, der gjorde livet til et helvede for ham, og fik benet sat af. »Jeg er den forkrøblede, den invalide.« Lystig fløjten. Og døden ikke så længe efter nærmest forudset.

»Han var som et dyr, han kunne mærke, at det var døden, der kom,« forklarer søsteren.

Faderen lever videre. På en måde. Gérard er større end nogensinde, og en af de rigeste franske skuespillere. Så rig at han i 2013 flyttede til udlandet, først i skattely i Belgien, men det affødte så meget kritik i Frankrig, at kolossen blev vred og afleverede sit fransk pas og tog russisk statsborgerskab. Den offentlige mening. Nu ses han i selskab med Putin. Gérard har altid været fascineret af rigdom og magt, mens Guillaume forsvarede de svage mod kapitalen og post mortem synger en sang om fastfood og afhængighed.

Søsteren og moderen beretter, i den presse, de har lært at bemestre, når den nu alligevel altid har spillet tredjemand, at forholdet mellem far og søn til tider var omvendt – med sønnen som den, der skulle temperere den socialt set så ambitiøse far.

Vi ved, at Guillaume er død, også selv om han nu synger. Gérard lever i en by i Rusland. I de sidste år har han været i slagsmål på gaden, det blev sønnen også dømt for, dengang han skød på en ukendt. Gérard kommer i håndgemæng og er kørt galt på motorcykel i beruset tilstand, på vej til optagelser som Obelix.

Men måske er det helt tilfældigt? At han søger ud i sønnens hjørner?

De forløbne måneder har Guillaume atter været på avisernes forsider og i den kulørte presse som en historie med alle tragediens dimensioner IRL. Også det vidste Guillaume noget om, og synger så det gyser fra graven:

Jeg er den forkrøblede, den invalide

Til de patetiske billeder af mit handicap, føjer sig billederne af mig i den offentlige bevidsthed

For det første piraten, den grusomme pirat

der kan udføre grusomme handlinger. Den offentlige bevidsthed

ser min tilstand som gudernes retfærdighed

og kalder det skæbne.

Lystig fløjten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Harder
Christian Harder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har meget svært ved at snuppe folk – der knapper den øverste knap i chemisen – men for den nyfigne sags skyld – dem alle … :-)

Steffen Gliese

Åh, Jan Weis, folk gik og knappede min øverste knap op, da jeg var ung - så da jeg blev selvstændig og voksen nok til at kunne gennemtrumfe det, har jeg holdt deres pilfingre væk.

Søren Rehhoff

Ups engang til

Ikke fordi det har nogen synderlig relevans for artiklen, men Gerard Depardieu knapper ikke altid sine skjorter op

http://i2.listal.com/image/116724/600full-gerard-depardieu.jpg

Og når det gælder om at lade det hele hænge ud er han oppe blandt de bedste

http://www.jonasunger.com/bilder/portrait/jonasunger_JUGD01.jpg

http://www.jonasunger.com/bilder/portrait/jonasunger_JUGD02.jpg

http://www.jonasunger.com/bilder/portrait/jonasunger_JUGD011.jpg

Han er en sand naturkraft (Håber lortet virker den her gang)

Maj-Britt Kent Hansen

Evigt ejes kun det tabte.
http://image.toutlecine.com/photos/1/9/0/1900-1976-08-g.jpg
GD så ikke værst ud, og han er - og var ikke mindst - en stor skuespiller. Desværre gives der kun fjogeroller, som mænd bliver ældre. Tænk bare på, hvordan det er gået Jean-Paul Belmondo, Al Pacino, Robert de Niro. Alle har de måttet medvirke i det værste komedie-møg. Alain Delon er dog vistnok gået fri af den slags.