Læsetid: 7 min.

Smerte i rødt og sort

Mens Berlusconi kæmper mod politisk marginalisering, fængselsdomme og finansiel nedtur, oplever AC Milan sin værste sæson i årtier
På banen. Oppe i angrebskæden rager Mario Balotelli – her til venstre i clinch med Hellas Veronas Daniele Cacia – lige så mange gule kort til sig, som han laver mål. Her hjælper det ikke stort at fyre træneren.
25. januar 2014

I maj 1986 satte Silvio Berlusconi sig foran fjernsynet for at se et VHS-kassettebånd, som han havde fået tilsendt af en fodboldagent fra Holland. Båndet var en kavalkade af mål, som agentens klient havde scoret for sin daværende klub, Ajax Amsterdam.

Berlusconi nåede ikke særligt langt ind i videobåndet. Allerede efter at have set det 14. mål slukkede han for videoen og beordrede sin sportsdirektør til Amsterdam for at indgå en handel.

Kort tid efter havde angriberen fra videobåndet indgået aftale med Milan. Hans navn var Marco van Basten. Og med anskaffelsen af ham havde Berlusconi lagt endnu en vigtig byggesten i sin genopbygning af AC Milan.

Og genopbygning var der brug for, eftersom det var en klub i en sørgelig forfatning, Berlusconi havde overtaget kort tid forinden. Væk var det AC Milan, der havde spillet en dominerende rolle i italiensk og europæisk fodbold i de forgangne årtier, og i dets sted var trådt en elevatorklub med kæmpe gæld, uro på ledelsesgangen og katapultfunktion i trænersædet.

Under Berlusconi blev gælden ryddet af vejen, ligesom han gennem kløgtige indkøb skabte det Milan-hold, der dominerede europæisk fodbold i slutningen af 1980’erne og vel nok spillede det mest seværdige og – for at parafrasere Gullit – sexede fodbold i den periode.

Bedst huskes dette Milan-mandskab i dag for dets hollandske trio i skikkelse af Ruud Gullit, Frank Rijkaard og van Basten, men man skal ikke glemme, at de tre hollandske stjerner havde et stærkt supporting cast i form af folk som Franco Baresi, Paolo Maldini, Roberto Donadoni og Carlo Ancelotti.

Men Berlusconis måske allervigtigste indkøb fandt man ude på bænken, hvor den såkaldte skohandler fra Fusignano residerede, den halvskaldede Arrigo Sacchi.

Uden ham er Milans renæssance utænkelig, for det var ham, der introducerede den spilleform, der var grundlaget for il rossoneris succes, og som samtidig transformerede den måde, man spillede fodbold på i Støvlelandet.

Helt ny tankegang

Først og fremmest forfinede Sacchi det zoneopdækningssystem, som hans forgænger, den tidligere svenske landsholdskaptajn Nils Liedholm, havde forsøgt at opdrage de stokkonservative forsvarsspillere til, og det var i sig selv en nyhed i en liga, der svor til det gammeldags mand-mod-mand opdækningsprincip. Men derudover implementerede han også sin egen filosofi i form af il gioco corto – det korte spil – der byggede på en idé om, at der aldrig måtte være mere end 25 meter mellem forsvars- og angrebskæderne.

Holdet skulle bestå af tætte, sammenhængende kæder, der ved hjælp af en fremskudt forsvarslinje og helbanepres klemte luften ud af modstanderne og dominerede boldbesiddelsen.

Tankegangen var en revolution i et land, der i årtier havde praktiseret en langt mere afventende tilgang til begivenhederne på banen, men den sikrede Milan en fast plads i toppen af Serie A, ligesom holdet vandt Europa Cuppen for Mesterhold i både 1989 og 1990, hvilket gør Milan til det sidste hold, der har leveret et succesfuldt titelforsvar af pokalen med de store ører.

Og selv om Sacchi, Gullit, van Basten, Rijkaard og alle de andre for længst har trukket sig tilbage, så er Milan bare blevet ved med at vinde. Otte mesterskaber og fem Europa Cups har klubben opsamlet, siden Berlusconi overtog ejerskabet, og dermed har den udgjort en solid sportslig og populistisk platform for den diminutive libertiner, der som bekendt også havde held med at erobre regeringsmagten i Italien under fodboldsloganet Forza Italia!

Udslidt og alderstungt

Men tiderne er ikke længere gunstige, hverken for il caveliere eller for hans rød-sorte hjerteklub.

Berlusconi er marginaliseret i det politiske liv og har netop måttet indkassere en fængselsdom på syv år for sin hang til korporlig fraternisering med sydlandske danserinder under den seksuelle lavalder. Og Milan residerer p.t. på 11.-pladsen i Serie A langt fra kampen om mesterskabet – og kun få point over den deciderede nedrykningsdyst.

På papiret er der tale om en chokerende nedtur for et mandskab, der sidste år sluttede på en respektabel tredjeplads, men i realiteten er det en konsekvens af mange års forsømmelser og manglende vedligehold af mandskabet.

Allerede da Milan vandt Champions League i 2007, var det med et alderstegent mandskab, der havde behov for fornyelse, men på intet tidspunkt har Berlusconi eller holdets sportslige ledelse iværksat det gennemgribende generationsskifte, der var brug for. I stedet er de gamle kræfter blevet udfaset og løbende erstattet med aktører af svagere kaliber.

Samtidig har Berlusconis fokus på driften af holdet mere og mere handlet om økonomi og mindre om behovet for at vinde nye titler. Det var således sigende, at da han i sommeren 2012 frasolgte de rød-sortes to bedste spillere, Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva, til Paris Saint-Germain, lød hans eneste bemærkning, at »nu sparer vi 150 millioner euro«.

Bemærkninger af den karakter kan ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved, om Berlusconi overhovedet har viljen, lysten og midlerne til at drive AC Milan videre på topplan. Ganske vist er han naturligvis stadig umådeligt velhavende, men hans medieimperium, Mediaset, har været i krise i de senere år; ramt som det har været af Italiens generelle økonomiske krise og Berlusconis tab af magt, der – sandsynligvis med rette – har fået italienske investorer til at påregne, at den særbehandling, som hans tv-kanaler har nydt godt af, nu vil forsvinde.

Samtidig er han vandret ind og ud af retssalene for at forsvare sig mod diverse anklager om skattesnyd, falsk regnskabsføring og – som nævnt tidligere – seksuel omgang med mindreårige natklubdanserinder – ligesom hans politiske magtbastion er smuldret væk under ham. Så det må betragtes som uvist, om den tidligere støvsugersælger og krydstogt-sanger har det mentale og økonomiske overskud, der er påkrævet for at drive en klub af Milans kaliber.

Exit-strategi

De italienske sportsmedier har længe diverteret med rygter om, at han leder efter exit-skiltet, og sidste år kom det frem, at han havde sendt en af sine håndgangne mænd til de Forenede Arabiske Emirater for at spejde efter interesserede parter til overtagelse af en del af klubben. Det kom der ikke noget ud af, men historier af den type bidrager ikke ligefrem til billedet af Berlusconi som en stabil ejer på den lange bane.

Og mens Berlusconi grubler over sin fremtid, og resultaterne svigter på banen, så lider tilskuerne på tribunerne. Efter en uafgjort hjemmekamp mod Genoa for nylig havde de mest fanatiske tilhængere fået nok.

»Vi mødes ved udgangen, uværdige hob,« skrev de til spillerne på et banner, som de hejste mod slutningen af kampen, et budskab som de understøttede med råbene »Skam jer!« og »Vi venter på jer med køller.«

Og de viste sig at være tro mod deres ord, for efter kampen blokerede 300 tilhængere spillerudgangen og nægtede at lade nogen forlade stadion, før spilfordeleren Kaká og målmanden Christian Abbiati under politibeskyttelse var dukket op og havde givet dem en undskyldning.

Krig i korridorerne

Efterfølgende er der udbrudt åben krig i Milans bestyrelseslokale, hvor Berlusconis datter, den bramfrie Barbara Berlusconi har krævet klubbens mangeårige direktør Adriano Galliani fyret.

Galliani – der med sine buskede øjenbryn og skaldede isse er en let genkendelig figur i VIP-logen på San Siro – er et af de mest tilbagetrukne og indflydelsesrige mennesker i Italien. Han koblede sig på Berlusconi tilbage i slutningen af halvfjerdserne og har tjent som hans højre hånd i adskillige sammenhænge siden; ikke mindst som ansvarlig for driften af Berlusconis elskede fodboldklub siden 1986.

Velinformerede kilder i den italienske presse tvivler på, at Berlusconi nogensinde slipper ham ud af sit greb, for som det formuleres: »Han ved for meget.«

Galliani er da heller ikke blevet fyret under holdets nuværende krise, men der venter ham et kæmpe arbejde med at bringe holdet på ret køl igen. Foreløbig har han reageret ved at fyre træner Massemiliano Allegrio og erstatte ham med klubikonet Clarence Seedorf, der er blevet hentet hjem fra en aftægtsstilling i brasilianske Botafogo.

At fyre manden på trænerbænken svarer dog i Milans nuværende situation til at rokere rundt på dækstolene, mens Titanic synker. Det er inde på grønsværen, spillet sejler. I forsvaret har Mexes helt mistet grebet om tingene. Oppe i angrebskæden rager Balotelli lige så mange gule kort til sig, som han laver mål. Og på midtfeltet mangler Montolivo stadig at bevise, at han er Det Store Hvide Håb, som han i årevis er blevet udskreget til at være.

Eneste lyspunkt har været den falmede stjerne Kaká, der trods alt har udstrålet sejrsvilje, trodsighed og såret stolthed.

Så der er nok at tage fat på for Seedorf, Galliani og resten af klubbens bagmænd. Midt i trængslerne kan de dog glæde sig over, at der stadig indløber tegn på den kærlighed og affektion, som deres belejrede ejer føler for sin klub. Således har en af de involverede kvinder til Berlusconis berygtede bunga-bunga-fester udtalt til en italiensk tv-journalist:

»For Silvios skyld har vi Milan-trøjer på, når vi stripper!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu