Læsetid: 10 min.

Turismens tipping point

Sidste år overskred antallet af turister, der ankom til et feriested, for første gang en milliard mennesker – en femdobling siden 1975. Og i dag er det ikke længere et unikt lokalsamfund, som tiltrækker turisterne, men i stigende grad turismen, som skaber lokalsamfundet
Dubai Ski Resort, et indendørs alpint skiområde anlagt midt i en 45 grader varm ørken, er blot et eksempel på turismens nye ikkesteder: Rejsemål, der kunne ligge hvor som helst i verden uden at gøre nogen forskel

Dubai Ski Resort, et indendørs alpint skiområde anlagt midt i en 45 grader varm ørken, er blot et eksempel på turismens nye ikkesteder: Rejsemål, der kunne ligge hvor som helst i verden uden at gøre nogen forskel

Ahmed Jadallah

Moderne Tider
1. februar 2014

Før du selv kom dertil, havde du velsagtens læst lidt om Bali eller i al fald gjort dig visse forestillinger om, hvad du kunne vente. Fremfor alt så du for dig de uberørte strande og det krystalklare hav – måske med en klynge kokospalmer eller et skyggefuldt banantræ i baggrunden – den velkrydrede aromatiske mad, den hypnotiserende gamelan-musik, risterrasser, hindutempler og en ældgammel, uudgrundelig kultur med mange lag i sig.

Derfor måtte dit første møde med den berømte Kuta Beach da også komme som noget af chok. Hverken TripAdvisor, Lonely Planet eller antropologiske analyser af Bali havde forberedt dig på, hvad du ville møde. Nok havde rejseguiderne stillet dig i udsigt, at du måtte forhandle om priserne på strandstole, og forklaret, at man må være høflig, men bestemt, når man vifter sælgerne på Kuta væk. Men de havde undladt at nævne, at du måtte skræve over dynger af skrald for at komme ned til vandet. Og at du, når du var fremme ved strandkanten, måtte være forberedt på at skulle forcere et 20-30 meter bredt bælte af flydende affald, det meste af det plastemballage, før du kunne tage dig en svømmetur. Derude ville du for øvrigt gøre klogt i at holde munden lukket og ikke sluge mere saltvand end nødvendigt. Spilde- og kloakvand fra turistfabrikkerne ledes nemlig for en stor del direkte ud i havet uden først at passere et rensningsanlæg. På et sted som dette er den offentlige fattigdom nemlig lige så stor som den private rigdom.

Efter at have badet færdig tager du måske turen over gaden for at få dig noget at drikke og købe ind i butikkerne. Sval, airconditioneret luft møder dig, idet du går ind i det nye butikscenter Beachwalk, hvor du kan spare nogle dollar på internationale mærkevarer, hvis du skulle være interesseret, men hvor du til gengæld ikke finder en eneste butik, hvor de bare sælger en flaske vand endsige en lokal avis. Du sætter dig på den lokale café Sardinia, lige ved siden af Starbucks, og bestiller. Der dufter af calamari olive e pomodori, basilikum og hvidløg fra køkkenet. Stor er glæden over, at det øl, som kommer, viser sig at hedde Bintang og ikke Heineken. Du var jo trods alt ude på et eksotisk eventyr!

Besøget på Kuta Beach fik mig til at tænke på noget, Thor Heyerdahl engang har skrevet. Da han sejlede ud over Stillehavet med Kon-Tiki i 1947, skrev han, kunne der gå mange dage, uden at hans og hans mandskab så tegn på menneskeaktivitet. Men blot 20 år senere, da han krydsede Atlanterhavet med Ra, sejlede de forbi flydende affald hver eneste dag. På Balis vestkyst kan man ikke slippe uden om det flydende affaldsbælte, selv ikke når man vil dykke på dybt vand længere ude i bugten.

Den højeste vækstrate

Da Bali blev etableret som et eksotisk paradis i mellemkrigstiden, havde øen omkring en million indbyggere. Tallet er i dag på over fire millioner. Alene siden årtusindskiftet er befolkningen vokset med en million. Når man er ude og køre, f.eks. fra vestkysten og op til ’kulturhovedstaden’ Ubud, er det, som om samtlige fire millioner er ude og køre bil eller motorcykel på samme tid. En biltur på en forventet time kan vise sig at tage mindst dobbelt så lang tid. Sydhavsparadiset har fået forstoppelse.

Historien har gentaget sig mange steder. Det er blevet sagt, at balinesisk kultur og væremåde kun er blevet påvirket forbløffende lidt af turismen, selv om rejsende allerede i 1930’erne advarede imod, at den traditionelle kultur var truet på grund af tilstrømningen af vestlige besøgende. Hvorom alting er: Set i lyset af udviklingen inden for international turisme, er historien om det tabte sydhavsparadis Bali hverken enestående eller usædvanlig, og desuden siges det at være turisterne, som holder liv i øens gamle gamelan-orkestre og teatertraditioner.

Af de mange vækstkurver, som peger opad, og som har gjort verden i det 21. århundrede til en overophedet planet, er turismen en af de mest iøjnefaldende. Verdens energiforbrug er fordoblet siden 1975, og befolkningstilvæksten ligger ikke langt efter. Men i samme periode er antallet af internationale ferierejser blevet femdoblet fra 200 millioner til én milliard. Allerede i 1970’erne talte europæerne om, hvordan deres kultur og natur blev påvirket af masseturismen, og de ironiserede gerne over de store flokke af amerikanske og japanske turister med kamera, som ’gjorde Europa’ på et par uger, fik serveret masseproducerede ’turistmenuer’ af ringe kvalitet og hastede forbi Peterskirken på 10 minutter, fordi de skulle nå deres bus. Men dette var bare et forspil til det, som siden skulle komme. I dag handler de vigtigste råd, før man rejser til Paris eller Rom om, hvordan man bedst undgår køer. Køb din billet på internettet, før du rejser, anbefaler de, eller stil dig uden for Colosseum allerede ved solopgang, men regn ikke med, at du slipper for folkemasserne, når først du er kommet ind. Da vi gik i kø gennem museerne i Vatikanet for nogle år siden, var der så trangt, at det var vanskeligt at få øje på noget på væggene. Til alt held befinder Michelangelos maleri sig som bekendt i loftet. Klaustrofobikere må anbefale at henlægge deres ferie andetsteds.

En ny slags turisme

Turisme findes i dag i utallige varianter: Fra vandreture i Andesbjergene til krydstogter i Caribien, fra luksusophold i Dubai til apartheidturisme i Sydafrikas townships, fra femstjerners hotelophold på hajj i Mekka til ture med Hurtigruten fra Bergen til Nordkapp. Enkelte har som målsætning at deltage i økologisk forsvarlig turisme (men rejser alligevel med fly til deres bæredygtige destinationer), nogle vil styrke deres kulturelle kapital ved at kombinere vinrejser med besøg på museer, mens andre igen helst bare vil ligge og slikke solskin med en paraplydrink ved deres side. Nogle vil være veldædige, når de er i et fattigt land, og derfor er der vokset en hel industri af børnehjem og hjælpeorganisationer frem i nærheden af turisthotellerne, ægte som falske, hvor rige turister kan få lettet samvittighed og pengepung. Nogle turister ønsker sig hen til særlige steder med særegen historie og kultur, mens andre foretrækker ’ikkesteder’, som er lige så anonyme som lufthavne. For mange er forskellen mellem original og kopi uinteressant. Mange af dem, som benytter sig af den kunstige skibakke i Dubai, slår efterfølgende fast, at nu behøver de ikke at rejse til Alperne. Andre jagter fremdeles det, som er anderledes, særpræget og autentisk. Men hvis de vil rejse længere ud, må deres rejse stadig tage udgangspunkt fra nærmeste internationale lufthavn eller krydstogts-anløbshavn.

De nye ikkesteder

Siden årtusindskiftet har turismen ændret karakter. Moderniteten er forbundet med hastige forandringer. Hvor den sætter ind med sine ekstra gear, eskalerer forandringerne. Alt går stadig hurtigere i denne overophedede verden, som antropologen Claude Lévi-Strauss kort før sin død i 2009 betegnede som »overopfyldt«. Enkelte mener, at fremtiden repræsenteres af ikkesteder som Las Vegas og Dubai, to ørkenbyer uden andet formål end at være gigantiske forbrugsreservater, skabt af henholdsvis mafiapenge og oliepenge. Et tredje eksempel kunne være Cancún på den mexicanske Riviera Maya, en resortby, som blev udklækket, da Floria var ved at være fyldt op: Amerikanerne havde behov for et varmt og dejligt feriested, som ikke lå længere end en fire-fem timers flyrejse fra de største byer. De fandt en ideel stribe med sandstrand og jungle på Yucatán-halvøen og gik i gang. Før 1970 var der ikke så meget som en fiskerlandsby i Cancún. Nu ligger der en ferieby med lige så mange indbyggere som Oslo, og det eneste, der minder om resten af Mexico, er narkokartellerne, som også her plejer deres økonomiske interesser og har gennemført et par massakrer dog foreløbig i mindre skala.

Turismens fremtid kan forme sig på flere måder, og ikkestederne er kun en af dem. Krydstogtsturismen er vokset spektakulært siden årtusindskiftet uanset 11. september og global finanskrise. I 2000 rejste lidt over syv millioner mennesker på krydstogt. I 2013 var tallet 21 millioner. Verdens højeste bygning, den 829,8 meter høje Burj Khalifa-skyskraber i Dubai, blev indviet i 2010. Den blev bygget af underbetalte og overarbejdede sydasiater, og suiterne og luksuslejlighederne bebos af rige globetrottere fra mange lande. Armani-hotellet, som fylder 12 af de nederste etager, er bemandet af en stab fra hele verden, uden en eneste ansat fra Emiraterne.

Men der findes utallige nicher i turistbranchen, de fleste af dem mindre iøjnefaldende end Dubais hoteller, og praktisk taget alle ekspanderer. Der er stigende pres for at komme ind i Bhutan, hvor myndighederne bevidst har begrænset turistaktiviteterne. Der arrangeres flere togter til Antarktis end nogensinde før. Afrikanske nationalparker har flere turister end elefanter, og Venedig befinder sig i en kronisk krise på grund af de millioner, som kommer til byen hvert år og presser priserne op og lokalbefolkningen ud for at opleve et autentisk og unikt stykke europæisk kulturhistorie.

Kineserne kommer!

Demografisk er den største udfordring siden årtusindskiftet kinesernes indtog. I løbet af de sidste år har millioner af kinesere både fået råd til og mulighed for til at rejse udenlands, og mange har grebet muligheden. I 2011 brugte kineserne 72 milliarder dollar på ferie i udlandet, og allerede året efter var tallet til 102 milliarder dollar. Fra det ene år til det andet var kineserne blevet den største kundegruppe inden for international turisme. Om dette vil føre til, at kasinoer bliver mere populære end strandstole er for tidligt at sige, men de utallige højskoler og universiteter rundt omkring, som underviser de mennesker, som senere skal arbejde med turisme, burde nok se at indlægge et studiemodul med mandarin for nybegyndere.

Den mest radikale forandring i den internationale turisme siden årtusindskiftet er hverken vækst eller differentiering, men at turismen mange steder er nået ud over det tipping point, hvor lokalsamfundene primært er til for turisternes skyld. Tidligere var det omvendt. Med undtagelse af kunstige steder som Dubai og Cancún kom turisterne som gæster til et på forhånd eksisterende lokalsamfund.

På de ældste og mest besøgte turistdestinationer har tendensen været der længe. Den masseproducerede steak frites, man får serveret på Champs-Élysées sammen med et glas vin de la maison er næppe repræsentativ for mangfoldigheden i det franske cuisine, men er for længst etableret som en del af den parisiske kultur. I Dubrovnik, som ikke bare er ved at drukne i turister, men også står under UNESCO’s beskyttelse, taler indbyggerne om følelsen af at være statister i et udendørsmuseum, som aldrig lukker. Venedig har længe kæmpet mod forureningen og den materielle slitage fra strømmen af urinerende kroppe og slæbende fødder, som kommer til byen hver dag. På Costa Blanca tjekkede jeg for nylig ind på et hotel, hvor jeg fik tilbudt 15 tv-kanaler, heraf tre skandinaviske, men ikke en eneste var spansk. Alt det er velkendt. Men skruen er blevet yderligere strammet i takt med, at der på en kun én generation er kommet fem gange så mange turister.

Et liv som turist

For nylig talte jeg med et australsk ægtepar, som var flyttet fra industribyen Gladstone i Queensland til Sunshine Coast omtrent 300 kilometer længere sydpå. De fortalte begejstret om overgangen fra en by, hvor der ikke fandtes et eneste tilbud for turister, til et område, hvor der ikke fandtes andet end turisme. Sunshine Coast og Gold Coast, som ligger henholdsvis nord og syd for Brisbane, har tilsammen en million indbyggere og modtager årligt mange gange flere turister, de fleste af dem australiere på ferie. Og indbyggerne på disse steder definerer i stigende grad også sig selv som turister. Jeg spurgte ægteparret: »Men hvilken betydning har det for jer, at der er så mange tilbud for turister på Sunshine Coast, når I ikke selv er turister?« Manden svarede: »Nej, men hernede kan man have en livsstil, som om man var turist hele tiden«.

Hvis man spørger caribiske eller afrikanske børn, hvad de gerne vil være, når de bliver voksne, vil mange svare ’turist’. Måske er det der, vi er på vej hen: Verdens middelklasse bliver til turister, mens resten enten ansættes som tjenestefolk eller arbejder med at skabe et indtryk af, at turisterne befinder sig på et behageligt ikkested med karakter og særpræg.

Det vil ikke ske overalt. I store dele af verden støder man kun sjældent på turister, og sådan vil det nok blive ved med at være. Men i turismens udvidede kerneområder fra Thailands strande til Londons shoppinggader, fra Hawaii til Kruger-parken, har man nået the tipping point. Nu er det turismen, som definerer stederne og ikke omvendt. Lokalbefolkningen er presset til at spille sin rolle godt for ikke at tabe terræn i konkurrencen. Og ikke mindst må de snart få lært sig at kunne købslå på mandarin.

Thomas Hylland Eriksen er norsk kultursociolog Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Chr. Nielsen

Spændende, også i forhold til den permanente diskussion lokalt her på Fanø, om hvorvidt vi virkelig "vil turismen".. Jeg synes egentlig vi har et passende niveau for turist-livsstil, f.eks. ved at Brugsen har åbent alle dage, rimeligt udvalg af butikker og restauranter m.m., spændende og beskyttet natur tæt på - uden at den lokale kultur trædes under fode. Tværtimod har vi da noget at byde ind og stå imod med.

Hvad er pointen med at rejse, hvis det ikke er at udveksle kundskab, viden og mærke naturen og andre mennesker? Hvorfor så ikke bare blive i sofaen og koble nogle syntetiske nydelses-apperater til sit sanseorgan og vente på at dø?

Det dér ski-resort i Dubai er da en bunke defekt bras. Jeg behøver ikke at vide mere end: Ski, turister, Dubai.. kombinationen af 3 hjernedøde koncepter.

Jeg kan ikke lige huske principperne for bæredygtig rejse helt præcist... men noget i stil med: Bliv hjemme og foruren og forbrug mindst muligt.. og hvis dette ikke er muligt pga. kulturel afpresning, så tag afsted, når der er en god grund til det og bliv væk lang tid af gangen. Se under din egen næsetip først. Rejs med tog, bus, tommelfinger og cykel.

Hvis man spørger caribiske eller afrikanske børn, hvad de gerne vil være, når de bliver voksne, vil mange svare ’turist’.

Fattige børn kunne måske også tænkes at opleve solidaritet med andre fattige og ikke bare knalde pengene af på meningsløs, destruktiv fornøjelse. Tror ikke helt på påstanden.