Læsetid: 8 min.

Uredelighed er uredelighed

Der er igen ballade i forskningsverdenen om Udvalget for videnskabelig uredelighed, UVVU. Der skal for lidt til for at blive kendt uredelig i Danmark, mener nogle. Men det er ikke så enkelt at graduere spørgsmålet om, hvorvidt en forsker har fusket eller sjusket. Og sporene fra kendelsen mod Bjørn Lomborg skræmmer
Styrkes. Forskningens egne institutioner kan muligvis på sigt overtage UVVU’s opgave, men det må de først vise, at de magter, siger Nils Axelsen, som modsat kritikerne mener, at uredelighedsudvalgene bør styrkes.

Styrkes. Forskningens egne institutioner kan muligvis på sigt overtage UVVU’s opgave, men det må de først vise, at de magter, siger Nils Axelsen, som modsat kritikerne mener, at uredelighedsudvalgene bør styrkes.

Jacob Dall

18. januar 2014

I sidste måned afsagde Udvalget for videnskabelig uredelighed, som det har gjort det flere gange før, en kendelse, som kan ødelægge en karriere og sende en ellers anerkendt forsker ud i kulden for altid. Bente Klarlund, sundhedsforsker, professor og overlæge på Rigshospitalet, kom i søgelyset, da hun havde været seniorforfatter på artikler skrevet af hjerneforskeren Milena Penkowa. Bente Klarlund er af UVVU blevet kendt videnskabeligt uredelig, fordi det samme data, noget biopsimateriale, var blevet genbrugt i flere af artiklerne, uden det var oplyst. Afgørelsen har ikke bare fået hovedpersonen, men også 70 forskere til at protestere mod UVVU’s arbejde, og debatten om definitionen af uredelighedsbegrebet blusset op igen.

Det sker i lyset af den største skandale i dansk forskning i nyere tid. Sagen om Milena Penkowa i 2010 indeholdt en række spektakulære elementer, herunder falske dokumenter, som skulle overbevise Københavns Universitet om, at Penkowa havde foretaget forsøg med hundredevis af rotter, selv om forsøgene ikke havde fundet sted. Penkowa blev anklaget for videnskabelig uredelighed, men sagen endte som en regulær straffesag, da hun blev meldt til politiet for dokumentfalsk og underslæb og senere dømt. Selv om de fleste er enige om, at sagen Penkowas sag var i en klasse for sig, vil UVVUs afgørelse i sager med forskere som Milena Penkowa, Helmuth Nyborg og Bente Klarlund i sidste ende med samme facit: De er videnskabeligt uredelige. Der findes ikke nogen stærkere kendelse.

Ellen Margrethe Basse, som er juraprofessor på Aarhus Universitet, mener, at Bente Klarlund-afgørelsen har sat barren for, hvornår forskning er uredelig, for lavt. Ellen Margrethe Basse, som er medforfatter til bogen Plagiering og anden videnskabelig uredelighed, vurderer, at den aldrig har været lavere.

»UVVU har efter min vurdering med sin afgørelse af Bente Klarlunds publikationer blandet begrebet ’videnskabelig uredelighed’ sammen med begrebet ’god videnskabelig skik’,« siger Ellen Margrethe Basse og fortsætter:

»Det har meget vidtgående konsekvenser, når UVVU fastslår, at en forsker har publiceret på en måde, der kan karakteriseres som videnskabeligt uredelig. Det kan være helt ødelæggende for forskerens videnskabelige karriere og liv. Derfor skal lovgrundlaget for en sådan afgørelse være meget klar, og det mener jeg ikke, at det er i forhold til den konkrete sag,« siger hun.

Uredelighed rystede verden

I 1980’erne begyndte der at dukke sager op om videnskabelig uredelighed begået i især USA. I 1989 blev der derfor oprettet et nationalt udvalg i netop USA, der skulle undersøge anklager om uredelighed på det sundhedsvidenskabelige område, og få år efter, i 1991, besluttede det danske sundhedsvidenskabelige forskningsråd at undersøge, om der også var behov for et lignende udvalg i Danmark.

Det var professor Daniel Andersen, overlæge Nils Axelsen og professor Povl Riis, som blev sat i spidsen for en kulegravning af området. De anbefalede at man oprettede UVVU, hvilket Forskningsrådet også mente, da der var enighed om at sådanne sager let kunne dukke op i Danmark.

I 1992 blev UVVU oprettet som forsøgsordning, men omfattede dengang kun sundhedsvidenskabelig forskning. I 1998 blev to yderligere udvalg nedsat, og UVVU dækkede nu også forskning indenfor natur-, teknologi- og produktionsvidenskab samt kultur- og samfundsvidenskab.

Nils Axelsen har de sidste fem år været Statens Serum Instituts rådgiver for forskningsintegritet og deltager i det internationale arbejde på området. Han fortæller, at for 20-30 år siden vidste man ikke, hvor ofte uredelighed i forskningen forekom.

»Da UVVU startede sin eksistens, var vi klar over, at der foruden egentlig uredelighed også forekommer andre uacceptable brud på god videnskabelig praksis, der grænser tæt op til uredelighed,« fortæller han.

I 2005 publicerede det videnskabelige tidsskrift Nature en undersøgelse af anonymt selvrapporterede uacceptable handlinger. Der deltog 6.000 forskere i undersøgelsen.

Omkring to procent svarede, at de inden for sidste tre år havde handlet uredeligt, og ca. 30 pct. svarede, at de havde fortaget handlinger i den gråzone der grænser op til uredelighed.

»Tallene rystede den videnskabelige verden,« fortæller Nils Axelsen, som påpeger, at tallene fra undersøgelsen må betragtes som minimumstal.

Efter undersøgelsen blev det klart, at det var nødvendigt, at der blev arbejdet på at indføre god videnskabelig praksis for at styrke forskningens troværdighed. USA var pioner, mens der i Europa først inden for de sidste år er kommet fokus på videnskabelig uredelighed.

Fusk eller sjusk

Uredelighedsbegrebet har ændret sig i de år, UVVU har eksisteret. Tidligere var det muligt for udvalgene at sondre mellem om en forsker var uredelig med vilje eller ved en fejl, men afgørelse af anklagen mod miljødebattøren Bjørn Lomborg skulle vise sig at få stor betydning for, hvordan UVVU i fremtiden kom til at afgøre sager om uredelighed.

Bjørn Lomborg havde skabt et voldsom røre med sine kontroversielle synspunkter, da han udfordrede miljø- og klimaforskeres prognoser om global opvarmning og klodens kritiske tilstand, som Bjørn Lomborg selv mente var stærkt overdrevne. Da han i 2001 blevet direktør for Institut for Miljøvurdering, fik det forskerkolleger og kritikere til at indgive en klage til UVVU for hans bog Verdens sande tilstand.

Sagen tiltrak sig så meget opmærksomhed, at da UVVU offentliggjorde sin afgørelse i 2003, skete det på et pressemøde. Udvalget havde kendt Lomborgs udgivelser for at høre under begrebet ’objektiv videnskabelig uredelighed’ og vurderede, at de ikke var ’god videnskabelig skik’. På det tidspunkt var det nemlig i modsætning til i dag muligt for UVVU at skelne mellem ’objektiv videnskabelig uredelighed’ og ’subjektiv videnskabelig uredelighed’. Sondringen lå i, om den anklagede havde fejlet uagtsomt eller med fuldt overlæg. Kort sagt: om forskeren havde fusket eller sjusket.

Politikens daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, brugte store ord og mente, at UVVU’s afgørelse tangerede magtmisbrug og begrænsede ytringsfriheden, og der var en enorm opstandelse blandt danske forskere over afgørelsen, som mange mente var urimelig.

Peter Pagh var en af dem. Han hjalp i januar 2003 Bjørn Lomborg med at indsende en klage til Folketingets Ombudsmand for at bede ham at se på afgørelsen.

»Jeg gjorde det ren con amore, fordi jeg var fuldstændig oppe i det røde felt af den simple grund, at de kriterier, UVVU stillede op ikke hørte nogen steder hjemme. Hvis man skal følge UVVU’s afgørelsesprincipper, kunne jeg kassere alt samfundsvidenskabelig litteratur. Det var det rene nonsens,« siger Peter Pagh.

Vagn Lundsgaard Hansen, internationalt anerkendt matematikprofessor og professor emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet, var den gang medlem af udvalget og var med til at afgøre Lomborgs sag, og han husker tilbage på, hvordan det efterfølgende gik »helt bananas« i debatten omkring UVVU.

Videnskabsministeriet rettede efter afgørelsen kritik imod UVVU og bad udvalgene vurdere sagen igen. UVVU mente dog ikke, at en ny vurdering ville ændre afgørelsen, og Lomborg-sagen endte med at »hænge i luften«, og med ministeriets kritik endte sagen så tæt på en frifindelse af Lomborg, man næsten kunne komme. Alligevel fik en række forskere og en del journalister opfattelsen af, at Lomborg i hvert fald i en eller anden grad, var blevet kendt videnskabelig uredelig. Det ville man undgå i fremtiden.

Den røde streg, som markerede, om noget er uredeligt eller ej, blev trukket hårdere op, og i UVVU’s fremtidige konklusioner, måtte der ikke skelnes mellem, om der var fusket eller sjusket – i dag er noget enten uredeligt, eller også er det ikke.

»Mange tidligere medlemmer sagde, at det ikke ville fungere, men den officielle holdning fra udvalget var en anden. Man måtte gøre op med sig selv, om man vil arbejde under de betingelser, og hvis man vil det, kunne man heller ikke forholde sig kritisk til det i offentligheden,« siger Vagn Lundsgaard Hansen, som i dag mener, at det vil være fornuftigt at indføre to grader, et slags ’gult kort’, i de sager, der har karakter af groft sjuskeri og ikke klart kan påvises at være forsætligt uredelige.

»Vi kunne jo argumentere frem og tilbage inden vi nåede konklusionen, men facit er jo ikke lige så interessant som argumentationskæden. Det er facit, folk interesserer sig for,« siger Vagn Lundsgaard Hansen.

At skelne mellem, om en forsker har været bevidst eller ubevidst uredelig, er umuligt, mener professor i miljømedicin og tidligere medlem af UVVU, Philippe Grandjean.

»Enhver vil sige, at der er tale om en menneskelig fejl, hvis der bliver påvist noget galt med deres forskning, og det er nærmest umuligt at bevise en hensigt som kriterium for uredelighed. Derfor er man er nødt til at sige, at hvis en fejl er rigtig grov, selv om det teoretisk kan være sket ved et uheld, så er den altså så grov, at det burde være opdaget og korrigeret af forskeren selv og dermed uredelig,« siger han.

Et presset forskningsmiljø

Trods den kritik der af og til har været rejst mod UVVU – senest i forbindelse med Bente Klarlund-sagen, mener Nils Axelsen, at udvalget er uhyre vigtigt for at sikre, at et presset forskningsmiljø ikke undergraver forskningens troværdighed, og han er derfor uenig med dem, der mener, at UVVU bør nedlægges.

»UVVU har på enestående vis gennem mange år opsamlet stor viden og erfaring og nyder stor anerkendelse i de internationale kredse, der har indsigt og erfaring på det her område. Det er en stor konkurrencefordel for dansk forskning, som ikke må tabes på gulvet,« siger han.

»De enkelte danske forskningsinstitutioner kan muligvis på langt sigt helt overtage denne opgave, men de bør først demonstrere, at de kan løfte opgaven, og det vil tage tid. Jeg mener tværtimod, at UVVU bør styrkes og også deltage aktivt i den opbygning af god videnskabelig praksis, som Danmark er i gang med, og som UVVU var i gang med i 1990’erne,« siger Nils Axelsen.

Flere peger på, at forskningsmiljøet er presset. Videnskabsfolk er afhængige af sponsorer, og konkurrencen om økonomiske bevillinger er blevet hård. På verdensplan bliver der alene inden for medicin, biomedicin, naturvidenskab og teknologi udgivet cirka fire videnskabelige artikler i minuttet hver dag hele året rundt, og ofte er der investeret flere millioner i hver eneste artikel.

Derfor mener også Vagn Lundsgaard, at UVVU som institution fortsat er vigtig:

»Folk er sjuskede, og tingene går over stok og sten. Det er en systemfejl, og holdningen til, hvad videnskab er, bør ændres. Hvis du har en artikel i et tidsskrift, så tæller den i regnskabet, og det handler i langt højere grad om kvantitet i stedet for kvalitet,« siger han.

Fordi der de seneste år er sket en stigning i antallet af sager i både Danmark og i udlandet, og fordi sagerne ofte bliver fremstillet unuanceret i offentligheden, har forsknings- og uddannelsesminister Morten Østergaard sammen med Danske Universiteter nedsat en arbejdsgruppe, som netop nu er i gang med at udarbejde et fælles kodeks for god videnskabelig praksis i dansk forskning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Klausen
Henrik Klausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Da det hele er lidt domstolslignende, burde man måske skele til dem og retsplejen der, og f. eks. indføre appelmulighed (ikke ministeriet, for de var jo partiske i Lomborgsagen), men en eller anden højere instans med en højesteretsdommer ind over. Man kunne også give parterne ret til advokatbistand og fri proces etc., og frem for alt skal reglerne for, hvad der er uredelighed være skåret ud i pap. Og ikke som i den nuværende definition, hvor der bl.a. står " ... og andre alvorlige brud på videnskabelig praksis ...", det er der jo ingen, der klart kender grænserne for.

Alt hvad man kan blive straffet for bør betragtes som en forbrydelse. Og er man mistænkt for forhold, der kan resultere i straf, må og skal man - naturligvis - have en klar retsstilling/-sikkerhed: At man er uskyldig til dømt osv.
Videnskabelig uredelighed burde være et fænomen, der løstes af den videnskabelige verden selv. Simpelhen ved at andre forskere underkendte de fremlagte resultater. Men det er her, der sker kortslutninger, nemlig, at forskning ikke længere handler om videnskabelige resultater, men om kaviar, champagne og speedbåd til eget brug. Og at 'forskerne' ikke længere arbejder for at finde 'sandheder' men for at fremme interesser.
Således bør videnskabelig uredelighed håndteres som en forbrydelse (svindel), og således kunne UVVU være en ikke-dømmende men undersøgende instans, der kunne sende en relevant sag videre til juridisk forfølgelse med afklaring af strafbarhed for øje. Videnskabeligt sjusk osv. bør håndteres på samme måde som al anden ringe videnskab, nemlig med argumenter, der er bedre.
Dømmes man for svindel bør man kunne straffes, men at få politisk opbakning dertil er formentlig svært, da politikere selv excellerer i netop den slags uredelighed en masse.
Vi må håbe på en eller anden form for revolution. Men det står nok ikke anderledes til med eliteforskning end med elitesport, penge til det søde liv korrumperer.

Man kunne supplere med at reducere puljesystemerne, som ikke blot parkerer nødvendigt efterprøvende forskning men også strukturelt set bidrager til forhastet forskning ... og dermed yderligere hovsa, upsedasseda og detbeklagerjeg-lirumlarum.

Heinrich R. Jørgensen

IføIge Peter Gøtzsche er videnskabelig uredelighed yderst udbredt. Det samme er uredelighed i almindelighed, men det er en anden historie.

Redelig er et adjektiv, hvis betydning ODS bl.a. beskriver således: "om personer: uden svig, lumskeri, forstillelse olgn.; ærlig; oprigtig; især: ærlig, retskaffen, retlinet i sine handlinger, i sit forhold til andre mennesker; (dial.; ofte i forb. redelig nok, se Feilb.) paalidelig; solid, reel (især i pengesager); tidligere ogs.: dygtig, duelig olgn. (Spectator.76. jf. VSO.); om handlinger, følelser, tanker olgn.: som er udtryk for, vidner om ærlighed, retskaffenhed osv."

Nu er det ganske vist ikke personer der beskrives som uredelige, men deres arbejde. En person der har vist sig uredelig én gang, kan forhåbentligt bedre sig. Det er vel et af formålene med et udvalg som UVVU, at sikre at der bliver rettet fokus på at videnskabsfolk ikke går på kompromis med kvalitet og integritet.

Bjarne Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Ganske interessant at udvalget UVVU ikke er af ældre årgang, når jeg tidligere har læst om udvalget, virkede det til at være en old gammel institution. Jeg sætter min lid til at det i gang værende udvalgsarbejde får afklaret de juridiske aspekter, der er nok så alvorlige, og så sanelig også for at beskytte menneskene i UVVU, der som institution selvfølgelig skal bestå.

Heinrich R. Jørgensen

Det kan umuligt være juridiske kriterier, der skal definere hvad der der er uredeligt. Ligesom det er ender i nonsens, hvis man forestiller sig at legalistiske forskrifter skal kunne anvendes til at afgøre hvad der er uærligt, usandt, urimeligt, uretfærdigt og meget andet.

Der er behov for klar tænkning og sobre undersøgelser. Det kan moderne juridiske og legalistiske tænkning og ditto praksis ikke levere.

Michael Kongstad Nielsen

Heinrich R. - må jeg minde om Valdemar Sejrs fortale til Jyske Lov:
"Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden..."

Heinrich R. Jørgensen

Michael Kongstad Nielsen:
"må jeg minde om Valdemar Sejrs fortale til Jyske Lov"

Det var nu næppe Valdemar selv, der forfattede fortalen ;-)

Den del af teksten, er blevet tolket som var det en fortale eller indledning, men det er og bliver en tolkning. Teksten skal formodentligt læses som en fortale, er også mit bud, men ikke i den udbredte, 'moderne' opfattelse af hvad indledninger er, nemlig en tekst der befinder sig udenfor selve teksten, og dermed grundlæggende er uvedkommende. Tværtimod er fortaler væsentlige og helt centrale for forståelsen, fordi de sætte konteksten og angiver ambitionerne for værket.

Det, du citerer, er blot en første afsnit (tanke) af/i fortalen.

Gid dansk lovgivning stadig hvilede på Jyske Lov, end på Danske Lov. Jyske Lov er glimrende, omend meget vanskelig at læse pga. det gamle danske sprog, og vanskelig at få et klart indtryk af, da de få overleverede udgaver tekstmæssigt varierer en del.

Den oversættelse der er foretaget til moderne dansk, kan jeg ikke på nogen måde tage alvorlig. I det hele taget kan jeg ikke tage moderne dansk alvorligt ;-)

Et interessant værk om Jyske Lov, er Peter Kofod Anchers.

Heinrich, jeg må godt kalde dig Heinrich - ikke. Du har næppe forstået det juridiske aspekt eller nærlæst artiklen. Det handler om at beskytte menneskene som er involveret i arbejdet i og omkring UVVU. Ikke om opstilling af uredelighed. Alle steder i et retssamfund hvor vi anklager og/eller dømmes har vi nogle rettigheder og dem der anklager og/eller dømmer har juridiske regler (læs: love) at gå ud fra. Om de kloge mennesker i udvalget (der er omtalt i artiklen) skal granske Jyske Lov, vil jeg lade dem vurdere.

Heinrich R. Jørgensen

Kurt,

det, der skal måles og vejes af UVVU, er de publicerede arbejder. De skudsmål værkerne får, smitter selvfølgelig af på de personer, institutioner o.a. der har stået bag værket, men det er hverken personer eller institutioner der bliver målt eller stemplet af UVVU.

Hvis en forsker har snydt og bedraget i sin forskning (publiceret eller ej), er der muligvis nogle der har lidt skade, og såfremt de har retlig interesse, er der formodentligt mulighed for at de kan anlægge civilt søgsmål mod vedkommende. Der er vistnok blevet taget juridiske instrumenter i brug overfor Milena Penkowa, af KU og eventuelt nogle sponsorer/samarbejdspartnere, pga. misligholdelse af indgåede aftaler.

UVVU kan umuligt være nedsat som en særdomstol, der har til opgave at træffe en afgørelse om hvorvidt forskere har diskvalificeret sig til at kunne opnå ansættelse på universitet og lignende. Det sker da heller ikke.

En person der har forbrudt sig, kan man betegne 'forbryder'. Det er dog ikke personen eller manden (m/k), der er muteret til at være 'en forbryder' - der findes ikke noget konkret, der kan betegnes sådan. Der er tale om en abstraktion. Når nogen betegnes som forbryder, er det ganske enkelt fordi nogen har vurderet vedkommendes handlinger, og deraf udledt noget om vedkommendes personlighed, karakter, egenskaber eller hvad man ønsker at kalde det.

Det er som bekendt ikke domstole og jurister, der uddeler diplomer og titler, til de personer der kan eller må opfattes som forbrydere. Det står enhver frit for, at vurdere enhver persons adfærd og dermed personen.

Noget helt tredje er, hvem der er kriminel. Det er typisk personer, der har krænket noget, der var blevet erklæret forbudt og kriminaliseret, der risikerer det.

Det siges, at skoleelever (også en slags mennesker) gives karakterer. I så fald vil jeg gerne høre om hvilket juridiske grundlag, der er for dette. Hvem har domsmyndighed? Hvilken retsikkerhedsmæssige muligheder har skoleelever?

Nu får skoleelever ikke karakterer; hverken én (1) eller flere. Muligvis får de karakter, men det er op til dem selv at opbygge denne.

Det, de professionelle undervisere vurderer, er elevernes præstationer. Elevernes arbejder. De (arbejderne) kategoriseres på forskellige vis, men altid i kategorier. Nogle gange blot to kategorier, såsom 'bestået' og 'ikke bestået'. Det er dog ikke eleverne selv, som har fået et stempel som enten duelig eller ikke-duelig. Hvis deres arbejder afspejler deres formåen, så betyder det indlysende nok, at de der ikke kan præstere et arbejder der kan vurderes til at være 'bestået', selvfølgelig heller ikke kan anses for at være duelig til de pågældende.

En, der er til noget (bestemt) vurderes ikke-duelig, kan forsøge at forbedre sig og sine færdigheder. At være ikke-duelig er ikke det samme som at være notorisk og kategorisk uduelig.

Steffen Gliese

Den eneste grund til, at samfundet vinder et konstrukt som UVVU nødvendigt, er, at videnskaben hæves op og gøres til mere, end den kan bære, og hvad dens formål er.
Så tiltrækkes folk, der ønsker at smykke sig med lånte fjer, og så går det galt.
Havde man holdt fast i det hårde arbejde, der kendetegner akademisk arbejde - fra de adgangsgivende fag i gymnasiet til friheden til at fordybe sig så meget, man finder det nødvendigt - var der aldrig opstået et problem. Der var heller aldrig blevet en pukkel af lysblåøjet yngel, der gerne vil lave "noget med medier".
Da jeg var ung, var det i øvrigt "noget med mennesker", folk gerne ville lave. Det kunne måske være sundt, hvis det kom på mode igen.

Bent Gregersen

Lomborg

L er mig bekendt ikke uddannet som forsker i miljøspørgsmål. Han er statistiker, hvorfor hans skriverier er på linie med andre hel-og halvhjertede amatører.
Hvis man vil anvende en videnskabelig kritik på hele flokken af amatører udnævner man dem således til videnskabsmænd.
Pagh er gåel galt i byen udfra UVVU´s mandat, men smukt i takt med Anders Fogh Rasmussen, som også have læst Lomborgs bog og fundet den "udmærket". Derefter var vejen banet til kanonisering af en lille håndfuld videnskabsmænd fra FN´s miljøorganisation (som betvivlede organisationens afgørelse at klimaændringerne var menneskeskabte) contra denne overvældende majoritet på et par tusinde der ikke kunne se den videnskabelige soliditet hos L og resten af de små blå herrer.

Steffen Gliese

Universiteter kan og skal ikke fungere ud fra produktionsprincipper, vidensproduktion er alt for vigtig og alt for uforudsigelig til at kunne fungere anderledes, end at man giver dem nogle - mange! - penge og venter og ser, hvad der kommer ud af det.
Det er jo ikke politikernes penge, men borgernes, herunder de borgere, som får mulighed for at lade deres børn få en videregående uddannelse og har krav på, at denne bliver ligeså grundig, omfattende og langvarig, som tidligere generationer har fået. Der bliver jo ikke færre spørgsmål at beskæftige sig med i verden.

Jens Overgaard Bjerre

Da jeg studerede på RUC blev vi undervist af lærere, som havde forskning ved siden af undervisningen. De var lektorer og professorer og så videre. Og så vidt jeg kunne vurdere meget hæderlige mennesker, som ofte gjorde en stor indsats for os studerende. Men! man skulle vare sig for at fremlægge noget som kunne ligne forskning ved eksamenerne. det var ikke velset og man fik følelsen af, at man trådte ind over lærernes felt. I dag kender jeg flere eksempler på uredelig forskning blandt disse vejledere. Det kan være bøger, som man tydeligvis har brugt kraftigt, men ikke har opgivet som kilde. Det kan også være litteratur som man har brugt som værende aktuel forskning, som måske har medvirket til et lektorat. Jeg husker en kvindelig lektor, som henviste til egne skrifter - det er mange år siden - om et område i London, som i social henseende var selvhjulpen uden om det offentlige system. Jeg drog derover senere i sommerferie, blot for at finde ud af at kvarteret var revet ned for mange år siden. Forskeren havde altså brugt et forældet materiale og fremlagde som hendes eget. Hvis man først får lov til at sløse, uanset hvor drøn der er på i den videnskabelige konkurrence, så vil dansk forskning lide under et dårligt omdømme internationalt set. Derfor mener jeg, at man bør opretholde UVVU som en uafhængig institution.
P.S.
Der er også ved at gå inflation i brugen af professorer i f.eks. Politiken i dens kronikker og helseråd. De 'Klarlundske artikler' kan man finde i aviser verden over, og er sakset fra (populær)videnskabelige Internetmedier.

men det er hverken personer eller institutioner der bliver målt eller stemplet af UVVU: Citat Heinrich R. Jørgensen. Er det en skrive fejl ? Eller menes der at UVVU afgørelse afleder "stempling" af en person og måske dennes institutioner ? Bedømmelser af skolebørn bliver sammenlignet med emnet, hvorfor ? Er det forbi Jørgensens grundholdning er, at autoriteterne altid (eller tidligere) har haft magt (og væld) OG at dette skal fortsættes ? Jeg kan godt huske den "sorte skole" fra min egen skole tid. Men jeg mener nu stadig, at vokse mennesker har brug for rettigheder i forhold til ansættelsesforhold og beskæftigelse. Dette er almindelig praksis i alt den overvejende del af det danske samfund.

Heinrich R. Jørgensen

Kurt,

det, der kan klages over til UVVU, er visse videnskabelige produkter. Det fremgår af bl.a. lovgivningen på områder, som kan ses her, i navnlig § 1, stk. 4.

Når der klages over et videnskabeligt produkt, er det et kriterie, at en eller flere af de personer, der står bag det videnskabelige produkt har en eller anden relation til Danmark. Hvis ikke, er en klage ikke relevant og UVVU har ikke hjemmel til at optage en sådan sag.

Også i § 15, er det tydelig, at den kritik der udtrykkes, angår et videnskabeligt produkt. Det er muligt for udvalget, også at orientere forskeres danske arbejdsgivere, og andet, men det er ikke noget de skal, men alene noget de kan.

Det er således ikke forskere (personer), der vurderes af UVVU. Det er personernes gerninger, der vurderes.

Hvis arbejdsindsatsen en ansat udfører, er uantagelig ringe, er det ikke ualmindeligt at arbejdsgiveren gør opmærksom på, at opgaverne ikke er løst tilfredsstillende. En ansat, der fusker eller sjusker groft, kan såmænd blive anvist den direkte vej ud gennem døren, uden at der gøres forsøg på at samtale om hvordan forventningerne kan blive afstemt og indfriet. Årsagen er dog ikke personen per se, men vedkommendes utilfredsstillende adfærd.

Mig bekendt, beskæftiger overenskomster, funktionærlovgivning eller lignende, sig med at sikre rimelige vilkår for lønansatte. Jeg har endnu ikke hørt nogen fagforeningsboss hævde, at deres ambitioner er at forhindre illoyale, inkompetente, uansvarlige, svigagtige, bedrageriske og/eller luddovne personer fra at kunne blive afskediget.

Prøv at læse hvad jeg har skrevet, indtil det bliver forståeligt. Jeg har bestræbt mig på at skrive mine betragtninger, så de fremstår klare og sammenhængende, og burde kunne læses og forstås af enhver der vil.

Mvh

Kære Heinrich, om det er personen eller personens arbejde, udførte opgave, projekt etc. eller et område personen har ansvar for - kommer da ud på et. Forskellen er ens. Med det (læs: din holdning) - har du også sagt, at ingen person har ansvar for det der MÅSKE er uredelige ifølge UVVU. MvH/KH

Heinrich R. Jørgensen

Man kan sagligt og fagligt vurdere personers gerninger. Man kan næppe vurdere personer, og i fuld alvor hævde at en sådan vurdering er saglig og faglig; det kan næppe resultere i andet end smagsdomme.

UVVU har ingen sanktionsmuligheder, overfor de personer, der står som ansvarlige for de videnskabelige produkter udvalget har forholdt sig til. UVVU har ingen egentlig myndighed (et ansvarsområde, de alene kan og må forvalte). UVVU kan ikke veje og stemple personer, i juridisk eller anden forstand. Og gør det heller ikke.

Jeg forstår ikke, at det kan være så vanskeligt at skelne.

Hr. Jørgensen, det du skriver er lige så uforståeligt som dit Ikon/profilbillede. Spøg til side. Jeg "taler" om et ændret UVVU - jeg tror du "taler" om et nuværende og bestående UVVU: (citat) UVVU kan ikke veje og stemple personer (citat slut). JAMEN (med Hysset kvinde stemme), det er jo det der sker i den virkelige verden (!) - med mediernes hjælp, selvfølgelig. (PS: tit og ofte er det menneskes gerninger som de bliver "straffes" for ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Hej debattører, jeg er ikke så skrap til svensk, men forholder mig lige til Heinrich R. og Kurt Hansen:
. det er rigtigt, at det først og fremmest er produktet, der vurderes. lever det op til god videnskabelig praksis eller ej. Men det kan så sandelig ikke undgås at smitte af på forskeren bag, hvad udfaldet bliver. Hvis et forskningsarbejde må forkastes eller nedvurderes som følge af nogle af de uredeligheder, der nævnes i lovteksten, så daler produktets værdi, det mister rang og lødighed. Men forskeren bag kan ikke gå uantastet videre som om intet var hændt. Navnet vil blive husket. Det bliver en hård kamp at komme op igen.

Men ser det jo omvendt deraf, at nogle sager anlægges af forskeren selv for at få sit navn renset, som der står i faktaboksen. Det er altså en forsker, der er anklaget i miljøet eller i medierne, og som ønsker dels produktet, men så sandelig også "sit navn" renset. Om det så lykkes, kommer an på UVVU.

I dag, hvor universiteterne (desværre) er blevet koncerner drevet på som kommercielle virksomheder, med incitamentsstrukturer og antal publicerede artikler som succeskriterier osv., er der sikkert flere og flere der falder for fristelsen til en hurtig gang snyd. Derfor er det måske ikke helt forkert af UVVU at sætte barren ned i forhold til tidligere, til skræk og advarsel for kommende snydere.

anker fjeld simonsen

Jeg selv har det samme problem med jesuiterhierarkiet, som jeg har med militäre sy-stemer eller for den sags skyld frimurersystemer, det at jeg afviser begrebet betingel-sös lydighed som baggrund for adfäörd. Det er der ikke noget nyt i; det eneste nye, er at modparten går så langt som til lodret (eller vandreet) lögn, afhängig af koordinat-systemet.

anker fjeld simonsen

rettet til:
Jeg selv har det samme problem med jesuiterhierarkiet, som jeg har med militäre systemer eller for den sags skyld frimurersystemer, det at jeg afviser begrebet betingelseslös lydighed som baggrund for min adfärd. Det er der ikke noget nyt i; det eneste nye, er at modparten går så langt som til lodret (eller vandret) lögn, afhängig af koordinatsystemet, hvorved jeg ikke undgår en samvittighedskonflikt, hvor jeg välger sandhedens side frem for lydighedens.

Smagsdommere og autoriteter sat i verden af den lovgivende magt, kan vurdere og (for)dømme menneskers arbejde og forskning uden at de mennesker der kommer under behandling har nogen for beskyttelse eller lovformelige rettigheder eller et anke system. Sådanne systemer burde hører fortiden til og så er UVVU endda etableret i 1992. De kloge er ikke alle lige kloge.