Læsetid: 9 min.

’Det her er noget, jeg selv har valgt’

Det kræver armkræfter og viljestyrke, når Konservativ Ungdom tager søvnen og tidsfornemmelsen fra medlemmerne på det traditionsrige Konsulent Kursus. For benhård disciplin er vigtig, når KU skoler sine medlemmer i konservativ tradition. Måske er det grunden til, at KU stadig tiltrækker medlemmer – trods moderpartiets krise
To timer om ugen gør Asta Kinch rent på KU’s hovedkontor på Frederikeberg. Hendes ambitioner er ikke blevet mindre af hendes oplevelser på det konservative konsulentkursus

To timer om ugen gør Asta Kinch rent på KU’s hovedkontor på Frederikeberg. Hendes ambitioner er ikke blevet mindre af hendes oplevelser på det konservative konsulentkursus

Jakob Dall

1. februar 2014

Hvis man ikke ved, hvad klokken er – hverken når man går i seng, eller når man står op igen – kan man nemmere snyde kroppen til at tro, at den er udsovet.

Det er filosofien bag Konservativ Ungdoms Konsulent Kursus, hvor deltagerne hverken må orientere sig i tid eller have kontakt med omverdenen. Et kig mod sommerhimlen er deltagernes eneste mulighed, hvis de vil have en fornemmelse af, hvad tid på dagen det er. Ingen ved, hvornår de kommer i seng, eller hvor lang tid en øvelse tager. Ideen er, at deltagerne skal miste orienteringen.

Asta Kinch var 16 år, da hun i sommer stod i solskin på Slagelse Station. Knap halvandet år tidligere havde hun meldt sig ind i Konservativ Ungdom, og nu var det blevet hendes tur til en uge på KK, som konsulentkurset kaldes blandt medlemmer. Hun havde fået en huskeliste, hvor der stod, hvad hun skulle have med. Endnu vigtigere stod der også, hvad hun skulle lade ligge hjemme i Hellerup. Mobiltelefon, computer og ur hører ikke til på KK, lød ordren. Her handler det hele om, at deltagerne skal være fokuserede og kun være til stede i Konservativ Ungdoms Guldberghus. Det er et sortmalet træhus med stråtag og hvidsprossede vinduer. Det ligger omgivet af skov tæt på Storebælt ved Kobæk Strand lidt uden for Skælskør. Nu stod Asta Kinch foran huset og foran en uges benhård oplæring i konservativ disciplin.

I dag hænger hendes diplom fra konsulentkurset i en ramme over hendes spejl i den lejlighed, hun bor i sammen med sin mor. Når hun kigger på det, minder det hende om en oplevelse, der har ændret hendes liv.
De politiske ungdomsorganisationer huser de unge rendyrkede ideologer, som sætter en ære i at revse moderpartiet, når det er nødvendigt. Sådan har Konservativ Ungdom det i hvert fald. Den ser sig selv som en selvstændig organisation med stor afstand til det Konservative Folkeparti og ikke som en underafdeling af de voksnes parti.

Det er ret ’bad ass’

Det kan der være en pointe i for tiden. For mens Konservativt Folkeparti i flere år har befundet sig i en krise, der nærmer sig det livstruende, lader den konservative tanke til at være på fremmarch andre steder i samfundet. Debattører som Mads Holger, ægteparret Rune og Eva Agnete Selsing, Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen og endnu flere forfægter med stor energi en konservatisme, der i forskellige varianter både udfordrer velfærdstænkningen i regeringen og liberalisterne i oppositionen. Det er næsten, som om det konservative lever derude, men ikke lever så meget inde i folketingssalen.

De unge KU’ere føler, at Konservativ Ungdom er en livsstil. Organisationen stræber efter at skole sine medlemmer, så de ikke bare ved, hvad konservatisme er, men så de også kan argumentere for den. Uddannelse er vigtig for ungdomsorganisationerne – de skal ikke være en »hygge-snakke-kaffe-klub«, som Karina Kosiara-Pedersen formulerer det. Hun er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forklarer, at det selvfølgelig skal være hyggeligt, »men at de unge altså kommer her for at være politisk aktive og for at lære noget«.

KK opstod som et led i protesten mod besættelsesmagten under Anden Verdenskrig. Dengang trænede modstandsbevægelsen under dække af at dyrke terrænsport i Guldberghus. Fortællingen om konservativt heltemod under krigen er en fast del af skolingen i KU – også selv om nogle KU’ere i 1930’erne marcherede gaderne tynde med skrårem og armbind. Men det er ikke den historie, Asta Kinch og de andre unge medlemmer kender bedst.

For overhovedet at blive optaget på kurset skal medlemmerne have deltaget i et grundkursus og et linjekursus.

»Der er enormt meget status i at være konsulent,« siger Asta Kinch i dag om kurset.
På KK lærer de unge konservative bl.a., hvad der skal til, for at en politisk kampagne virker, og hvordan man vinder i debatter. Oven i det kommer en hel masse paratviden: Hvad hedder landets konservative borgmestre? Hvordan blev det Konservative Folkeparti dannet? Svarene på den type spørgsmål skal sidde på rygraden, ellers koster det 10 armbøjninger. På KK har navneleg nemlig ikke noget med rundkreds at gøre.

»Det er ret bad ass,« siger Asta Kinch om kurset.

Vurderingen

Tidspunktet kendte de unge på kursus i Guldberghus naturligvis ikke, da de i sommer svedende øvede sig i at fremføre de rigtige argumenter i paneldebatter, mens paratviden om verdens konservative fyldte deres trætte hoveder. Men en gang om dagen, når mørket var faldet på, råbte kursuslederne, at der skulle skrives dagbog.

Asta Kinch sad med sin dagbog ved et bord i det tidligere Kobæk Hus. Det var en sort og rød kinabog. Hun forsøgte at reflektere over oplevelserne, men hun havde svært ved at koncentrere sig, for den manglende søvn havde sat sine spor. Alligevel havde hun formået at score dagens højeste karaktergennemsnit. Quiz, færdigheder, gruppearbejde og motivation får man karakterer i på KK, og den dag havde alt været i orden. Alligevel kunne hun ikke slappe af endnu. Hun havde stadig ugens afsluttende eksamen til gode.

Hun kunne godt mærke, at hun var lidt nervøs. Den afsluttende mundtlige eksamen foregår, præcis som når de grønne duge lægges over bordene på landets gymnasier. Da hun stod over for papirlapperne, rystede hendes hænder en smule. Hun frygtede at trække amerikansk politisk historie. Hun tog en lap. Foldede den ud. ’Kampagner’, stod der. Hun smilede og gik ind til forberedelse. Lidt efter var det hele overstået. Hun fik 12.

Rolig nu

Kurset fylder i dag meget i Asta Kinchs bevidsthed, men om nogle år vil magien fra KK fortage og omdanne sig til en del af hendes konservative rejse. Sådan siger journalisten og DR2-værten Niels Krause-Kjær, som i 1980’erne var næstformand i Konservativ Ungdom.

»KK er i sig selv en intern KU-leg. Det er en del af organisationens dannelseskultur, hvor de erfarne giver viden videre til de nye medlemmer. Som Søren Kierkegaard sagde: ’Rejsen er alt, målet er intet’. Jeg ved ikke, hvad jeg konkret lærte, men rejsen i uddannelsesforløbet var en del af hele formålet,« siger Niels Krause-Kjær.

KK er en del af noget større, og derfor betyder det alverden for Asta Kinch og de andre unge medlemmer, tror han. De syv år, han tilbragte i Konservativ Ungdom, har også været vigtige for den person, Niels Krause-Kjær er i dag.

»Når vi, der sad i ledelsen sammen i KU i 1980’erne, i dag kigger på hinanden, snakker vi tit om, at vi ikke havde klaret os så godt, hvis det ikke var for de ting, vi lærte på godt og ondt de år i KU. Det var sgu som at tage en kandidatuddannelse i alting. Det var en fantastisk skole at gå på,« siger han.

Hvad den konservative skole leder til, er ikke helt det samme som i de to største ungdomspartier DSU og VU. For mens Venstres og Socialdemokraternes ungdomsorganisationer i høj grad fungerer som partiskoler, der forbereder kommende folketingskandidater på magtmaskineriet, har KU historisk set rettet sig bredt mod andre dele af samfundet og ikke kun til den politiske verden.

Karriereskolen

Niels Krause Kjær var medlem af KU i en tid, der i dag refereres til som ’gylden’. Den talte medlemmer som den forhenværende direktør i Saxobank, Robert Spliid, forfatter Benn Q. Holm og direktør i Waterfront Lars Poulsen. 1980’ernes succesbølge skyldtes i høj grad et stærkt polariseret Danmark. På den ene side stod socialisterne og kommunisterne. På den anden side stod de konservative. Der var ikke noget midt imellem. I starten af 1980’erne strømmede det derfor til med medlemmer, som ville være en del af festen hos KU.

»Det Konservative Folkeparti stod pludselig i centrum, og det var smart at være ung og konservativ i 1980’erne,« siger Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han mener ikke, at det nødvendigvis er skidt, at de danske konservative hænger fast i fortiden og fortsat referer til modstandskampen og 1980’ernes guldalder:

»Det er en del af den konservative ideologi at være rodfæstet i historien. Jeg tror, det er et naturligt valg at kigge tilbage på en lang tradition, når partiet og dets medlemmer skaber sig en identitet.« En identitet, som kan bruges, når den konservative position skal genopbygges.

Og måske er det netop det vedholdende fokus på KU’s historie, som gør, at organisationen i dag stadig er attraktiv for unge – trods  moderpartiets krise.

I dag lever medlemmerne af Konservativ Ungdom stadig højt på 1980’erne optur:

»Det var virkelig KU’s storhedstid, og den har betydet rigtig meget for os,« siger nuværende formand Kristoffer Beck.

80’er-medlemmet Niels Krause Kjær blev aldrig politiker. Når han i dag ser på dem, han sad i ledelse med, var der ikke mange af dem, som endte i politik:

»Vi blev ikke mange pølser af det skind. Det gik i langt højere grad hen og blev en karriereskole end en politikerskole,« siger han.
Det Konservative Folkeparti fik aldrig fat i 1980’ernes talentmasse, som i stedet sivede ud i erhvervslivet. Den historie kan være en af forklaringerne på, at partiet i dag er i dyb landspolitisk krise. Ved valget i 2011 fik partiet knap fem procent af stemmerne. Ifølge de nyeste meningsmålinger vil partiet kun lige kunne hive sig op over spærregrænsen med omkring fire procent af stemmerne, hvis der var valg i dag.

De unge synger

Da Asta Kinch en lun juliaften sad ude foran Guldberghus, var moderpartiets krise noget, som hørte til i en anden verden. En let brise fra Storebælt strøg over træhusets stråtag og videre gennem håret på de unge, mens deres stemmer smeltede sammen i sang:

Når jeg ser et rødt flag smælde
får jeg kvalme og bliver’ syg …

På KU’s konsulentkursus holder de af at synge sange fra deres egen sangbog. En sangskat, som hvert år bliver udvidet, når medlemmerne dyster om, hvem der kan skrive den bedste sang. En af dem, der er blevet foreviget i den konservative sangskat, er Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard. I sangbogen er hun bedre kendt som: »den lede fascistiske Pia«.

I 2008 blev det hele for meget. Daværende gruppeformand for det Konservative Folkeparti, og i øvrigt Asta Kinchs far, Helge Adam Møller meldte ud i medierne, at de unges sangbog var både vulgær og grov. Men selvom de voksne syntes, at sangbogen var gået langt, langt over stregen, synger de unge stadig.

Formandsrækken

Skråt over for Frederiksberg Rådhus i hjertet af den konservative højborg ligger Konservativ Ungdoms hovedkontor. Asta Kinch er i gang med kost og spand. Hun gør rent her to timer om ugen. Selv om hendes far er en fremtrædende politiker i det Konservative Folkeparti, hendes farfar var formand for Konservativ Ungdom i København, og hendes farmor og faster også har siddet i Folketinget for partiet, så er der ingen, der har sagt til hende, at hun skal være konservativ. Hun har selv valgt det, understreger hun.

Asta Kinch retter ryggen og løfter kluden fra trægulvet, som hun er ved at vaske. Hun skæver op til formandsrækken, der hænger på væggen ved siden af to af konservatismens legendariske koryfæer: den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan og den engelske jernlady, Margaret Thatcher.

Hun kan ikke lade være med at tænke, om hun måske en dag får en plads i formandsrækken. Ikke fordi hun forestiller sig, at hun skal være partiets redning, men ambitionerne er ikke blevet mindre efter KK. I sommer blev hun ikke bare konsulent. Hun blev æreskonsulent. Hun var den, der havde udmærket sig helt specielt på en lang række punkter, der ikke kan måles i karakterer. Hun havde formået at holde humøret oppe, når trætheden var overvældende. Før KK frygtede hun at gå på talerstolen, men i dag er det ikke noget problem for hende.

Hun ville have grædt af glæde, da hun fik sit diplom, hvis hun havde været sådan én, der gjorde det.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" – også selv om nogle KU’ere i 1930’erne marcherede gaderne tynde med skrårem og armbind. Men det er ikke den historie, Asta Kinch og de andre unge medlemmer kender bedst. "

En skam !

Karsten Aaen, Jens Kofoed, Per Torbensen, Rune Petersen, Michael Reves og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

"Hun gør rent her to timer om ugen. Selv om hendes far er en fremtrædende politiker i det Konservative Folkeparti,"

Hvor storsindet.

"Asta Kinch retter ryggen og løfter kluden fra trægulvet, som hun er ved at vaske. Hun skæver op til formandsrækken"

Vasker hun gulv på alle fire ? Har hun ikke hørt om en gulvskrubbe ?

Karsten Aaen, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Morten Vesterbro-Hansen

En af de ting der irriterer mig ved artikler er, at de ikke har skrevet om en af vores ungdomsorganisationer istedet. De Konservative har deres egne aviser.

Den kunne også godt have skrevet eget mere om højrefløjens flirten med Nazismen inden man for alvor vidste hvad den gik ud på. Det er normalt også det punkt jeg plejer at bringe op, når jeg diskuterer med en borgerlig. Der findes ikke noget bedre end at antyde, at folk er nazister på grund af deres politikse ståsted for at tage føringen i en debat. Man kan så koble det med at borgerlige er dårlige mennesker, fordi de ikke tænker på andre end dem selv.

Uheldigvis bliver jeg ofte mødt med venstrefløjens manglende opgør med det gamle Sovjetunionen. Ole Sohn og hans kindkys med Honnecker bliver også ofte nævnt. Mit spørgsmål til jer andre er, hvordan kan jeg bruge højrefløjen fejltrin i 30'erne uden at blive konfronteret med venstrefløjens betagelse af socialismen sidenhen?

Jeg har naturligvis prøvet at bruget argumentet med, at den socialisme vi så ikke var rigtig socialisme, men føler ikke, at jeg formår at sælge argumentet rigtigt.

I bund og grund er den virkeliggjorte socialisme totalitær, alene af den grund at den ikke levner nogen plads til de mennesker som ikke deler samfundets officielle anskuelser.
Eftersom Staten ejer produktionsmidlerne, vil ingen borger kunne ernære sig uden at sælge sin arbejdskraft til selvsamme Stat. (Blot en nådig betegnelse for slaveri).
Den har en den fuldstændigt fejlagtige forudsætning, at der ikke i fremtiden vil eksistere nogen opposition, og slet ikke en som vil kunne vinde magten i et demokrati.
På den led deler den virkelighedsopfattelse med fascismen og teokratiet.

Og i en vis udstrækning også med den konservative tanke, som i nogen situationer tænker sig selv og det elskede fædreland ind i fx. statskirke, uddannelse og nyhedsformidling.
Her dukke de Radikale og Socialdemokraterne så også op (minus det med kirken) , for også disse bevægelser har som mål at skabe det rigtige menneske.
Kun Venstre holder sig for god til den slags, men det skyldes nok at partiet ikke har nogen ideologi.

olivier goulin

Det Konservative Folkeparti fik aldrig fat i 1980’ernes talentmasse

Nej, det har vi bemærket.

/O

Tino Rozzo, Karsten Aaen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Man skulle tro, at et Konsulent Kursus med fokus på dyder ville nævne værdien af sammen satte ord.

Christian Pedersen:

At se splinten i andres øjne, men ikke at erkende den bjælke, man har sit eget, har intet med satire at gøre. Det handler om den gode, gamle disciplin: Stenkastning fra eget glashus.

Generelt er der dog ikke meget perspektiv i at hænge nutidige politiske ungdomsbevægelser op på, hvad der foregik i bevægelserne for eksempelvis 80 år siden.

Christian Pedersen

Jan Hansen

Det er nu også min holdning.
Alle ideologier har sine sorte får som oppositionen bringer op når det passer dem mens de ignorerer deres egne.
Men det er jo selvfølgelig ikke rigtige Konservative/Liberale/Socialister.
Må bare smile og nikke når det emne bliver bragt op. :P

Søren Kristensen

Kun de færreste gør sig tanker om hvor lidt de i virkeligheden selv kan bestemme og hvor meget der styres af dna og arv - og det er måske meget godt.