Læsetid: 5 min.

Weekendsøster, hverdagssøskende, bror og halvbror

Børn lever i stigende grad på tværs af flere familier. Det kaster nyt lys på søskendes betydning for børns relationer og fællesskab, der kan betyde lige så meget som børnenes forhold til deres forældre, viser ny forskning
Søskende. Artiklens forfatter til højre som syv-årig med lillebror på fem i midten og storebror på 13. Privatfoto

Søskende. Artiklens forfatter til højre som syv-årig med lillebror på fem i midten og storebror på 13. Privatfoto

18. januar 2014

Jeg har to brødre. Min storebror gav mig lammere og karklude i ansigtet, hvis jeg skulkede fra oprydningen, og testede, hvor meget han kunne presse mine fingre bagover. Min lillebror forsøgte sig med samme fysiske drillerier med lidt mindre held. Min storebror var min ledetråd, da jeg skulle forstå mig selv gennem mine forældres personligheder og indbyrdes forhold. Min lillebror og jeg konkurrerede, men han blev min soulmate – først på natteture i byen, senere da voksenlivets vanskeligheder begyndte at melde sig. Vi er alle tre en del af hinandens historie, og selv om vi ofte er uenige om, hvordan familien skal fortolkes, og hvad der faktisk er hændt, kan vi ikke forstå os selv uden hinanden.

Jeg har også fem børn. De to af dem er jeg biologisk mor til. Den ældste har syv søskende, men har aldrig boet sammen med de fire af dem. Min datter på 13 forstår ikke, når andre siger, at hendes søskende, som hun ikke deler biologisk mor med, ikke er hendes ’rigtige’ søskende. Den yngste datter på 10 fortæller, at hun ikke driller sine ældste søskende så meget som hende på 13. Men de store er jo også flyttet hjemmefra, ræsonnerer hun. Desuden synes begge piger, at min mands ekskones to nye børn, som de bor næsten dør om dør med, også lidt er deres søskende.

De to udsnit af en søskendeflok viser de forandringer, søskenderelationer har undergået de seneste årtier, hvor flere og flere børn og unge oplever skilsmisser, og hvor hver tredje syttenårige for eksempel har familier, der indbefatter halvsøskende. De forandringer stiller fire forskere fra Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet skarpt på i en ny bog, Hvad er søskende, som er det hidtil største studie i søskende herhjemme og bygger på interview med 93 ’børn’ fra seks til 32 år, samt nogle forældre og få professionelle.

Forandringerne til trods er en af bogens hovedpointer, at nogle af de samme mønstre går igen, når søskendes relationer skal forstås, uanset at familiens struktur er mere eller mindre løs i kanten.

Viljen til søskendeskab er nemlig markant, konstaterer forskerne på baggrund af deres materiale. Familier fungerer på baggrund af kulturelle og sociale forventninger, og kernefamilien er stadig et ideal, som de fleste familier har som bagtapet for deres gøren og laden. Børnene beskriver sig selv som hverdagssøskende eller som én, der har en weekendsøster, bror eller halvbror. Men intet tyder på, at den mangfoldighed, forskerne møder i familierne, fører til øget individualitet eller adskilthed mellem søskende, konkluderer de.

Potentiale

Børnene oplever ofte krævende relationsarbejde i forhold til nye søskende og dem, de ikke bor sammen med hele tiden. Det er følelsesmæssigt hårdt at arbejde for at ’høre til’. Også de børn, der efterlades, når nogle søskende i deleordninger rejser af sted, oplever skift og savn.

Men forskerne i bogen peger samtidig på, at arbejdet med de nye søskendebånd kan betragtes som en samfundsgevinst. Børnene udvikler ekspertise i at håndtere in- og eksklusionsprocesser, som i øvrigt også er en hel generel del af den socialisering, der foregår, når søskende skal forvalte de typiske søskendekonflikter.

Og søskendeskaber har således et »civilsamfundsbærende potentiale« kendetegnet ved, at der udvikles forskellige former for civil ansvarlighed så som »gensidig omsorg, social koordinering og selvstændig håndtering af modsætninger og konflikter mellem mennesker«.

Denne analyse ligger desuden i forlængelse af SFI-forsker Mai Heide Ottesens tidligere studier af børn i deleordninger, der ligeledes belyste delebørnenes refleksive evner i positiv kontekst.

At biologi selvfølgelig betyder noget, forsvinder dog ikke i postmoderne tåger. De børn, der fortæller om tvivl i forhold til, hvordan søskenderelationen skal forstås, gør det i forhold til søskende, de ikke er biologisk beslægtede med eller kun deler én forælder med. Men som for min datter på 13 prøver mange ihærdigt at komme uden om denne forskel.

De tøver med at bruge betegnelser som halvsøskende og stedsøskende, der indikerer en distance, de ikke selv oplever. Andre finder på nye betegnelser som hverdagssøskende, og bo-alene-barn. Faktisk er det tit i forhold til den omkringliggende verden, at børnene bliver nødt til at bruge de gamle, distancerende kategorier for at få folk til at forstå, hvordan tingene hænger sammen.

Søskendeforhold kan desuden være lige så komplicerede som alle mulige andre sociale relationer. Og selvfølgelig kan længden af den tid, man har boet sammen, være afgørende for relationen. Men alt i alt er søskende ikke bare noget, der kan tages for givet. Men noget der skal arbejdes på og fortolkes, og det kan vedligeholdes på Facebook og mobil, sådan som flere af børnene fortæller, de gør. Nogle børn har også opfattelsen af, at det valgte søskendeskab kan forsvinde igen.

Fællesskab

Ydermere tager forskerne afstand fra den udbredte antagelse, at forældre altid er de vigtigste personer i børns liv. Der er flere børn, der siger, at bestemte søskende er de vigtigste i deres liv.

Det kan jo være udslag af en bestemt følelse på tidspunktet for interviewet. Men børns skænderier, udveksling af tanker, følelser og erfaringer, deres læring og trivsel udvikles i høj grad i kraft af deres samvær med andre børn.

Det er bare sjældent, at børns forhold til hinanden får den betydning i forskningen og rådgivningen i forbindelse med skilsmisser for eksempel, som den burde. Et typisk eksempel på voksenblindhed i forhold til børn.

Det er denne bogs fortjeneste, at den kaster lys på de hverdagslige erfaringer, som risikerer at blive glemt af både børneforskere, pædagoger og forældre.

Det kan jo ikke komme bag på nogen, at skænderier og slåskampe oftest foregår med dem, man er tættest på. En søskende kan man jo altid regne med.

Ej heller er det overraskende, at adgangen til fysiske ting som for eksempel computere og mobiltelefoner er med til at bestemme et hierarki i børneflokken, som forældre arbejder sig blå i hovederne for at udligne så meget som muligt. Lighed er et bærende ideal i familierne.

Men vi har også en tendens til at betragte det, der ligger lige for snuden af os, som så selvfølgeligt, at vi ikke ser de forandringer og de nye indsigter, som samfundsomvæltningerne medfører – for eksempel i forhold til søskendeskab.

Moderne ’aftalefamilier’, som børneforskere har betegnet dem, skal arbejde på at blive velfungerede fællesskaber. Det er ikke længere givet af social, økonomisk og følelsesmæssig nødvendighed.

Denne bog giver et tiltrængt indblik i hvilke mekanismer, der konstruerer stærke fællesskaber. Og den viser også, at forældrene indimellem er blinde for at understøtte disse fællesskaber. I hvert fald er forældrene meget påpasselige med ikke at forvente ansvarlighed fra deres børn i forhold til deres søskende. Søskende må ikke være en belastning.

Men søskenderelationer på tværs af biologi, tid og sted kan udgøre former for fællesskaber, som så mange efterlyser for tiden.

For øvrigt har min storebror ikke samme biologiske far som min lillebror og mig. Det fik vi at vide, da jeg var omkring 10-11 år gammel. Det betød ikke noget dengang, og det betyder heller ikke noget i dag.

De sammensatte familier har altid eksisteret, men åbenheden i dem og omfanget er øget. Det er på tide, at søskende også er blevet et forskningsobjekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Niels Mosbak
Tom Paamand og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Vi tilpasser forskningen til nødvendigheden.
Transport af skilsmissebørn er en af de største menneskelige katastrofer.
Vi har på det feldt 'sejret af helvedet til'
På line med bilen der kørte i grøften og slog alle fire ihjel.
Bilen skulle alligevel have være skrottet.