Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Folk irriterer mig

Jeg er ved at eksplodere af irritation. Er det mig, der er blevet for kantet til den normale verden?
Moderne Tider
15. februar 2014

Astrid, 31 år

Hej, jeg har været freelancer i kommunikationsbranchen i ret mange år. Jeg har godt kunnet lide friheden, men også tænkt, at et job ville være godt for mig. Nu har jeg så haft et i et par uger i en PR-virksomhed, jeg godt kan lide, og jeg er ved at eksplodere af irritation. Jeg synes arbejdsgangene er virkelig åndssvage. De bruger et håbløst mailsystem. De kommunikerer, som om vejen til folks hjerte stadig var papiraviser og foldere. Og mest af alt, så kan jeg ikke holde ud, at man hele tiden, dagen lang, skal være glad, høflig og konverserende. Selv når man er ved at tude over et skænderi derhjemme eller ved at skrige over, at nogen har sjusket med deres del af arbejdet. Er der ikke noget helt galt med al den forstillelse? Eller er det mig, der allerede i en alder af 31 er blevet for kantet til den normale verden?

Svar I:

Du har fuldstændig misforstået konceptet ’fast arbejde’. Det handler ikke om optimale arbejdsgange eller topmoderne mailsystemer. Det handler ikke om ærlige relationer og innovative løsninger. Der er meget godt at sige om en fastansættelse, men hvis du opgav freelancetilværelsen i håb om et arbejdsliv, hvor du kunne udtrykke dine følelser over for passionerede og hårdtarbejdende kolleger, så begik du en fejl.

Nu er den så begået, fejlen, og du modtager et fast beløb hver måned for i 37 timer om ugen at stille din arbejdskraft til rådighed for en virksomhed. Det bliver aldrig rigtig fedt. Og det behøver det heller ikke. Du kan jo – på en måde, der ikke var mulig som freelancer – være ligeglad med, om mailsystemet bryder sammen, eller om det kræver syv udkast og otte møder at afgøre, hvorvidt skrifttypen på forsiden af pamfletten skal være med eller uden seriffer. Du får dine 40 kilo plus pension uanset hvad. Og så kan det godt være, at Laura ikke interesserer sig for dine tårerøde øjne, men du slipper så til gengæld også for at skulle høre om hendes syge søster.

Giv det et par måneder, så har dine ambitioner fundet et passende leje, dine kanter er slebet af. Du affinder dig med fremmedgørelsen. Arbejdspladsen bliver et sted præget af fravær frem for selvrealisering. Du leverer, mens du akkumulerer. Du samler overskud til at synge i kor hver onsdag klokken 17, til at cykle uanmeldt forbi din gamle veninde, til at møde fjolset derhjemme med et varmt kram og et vådt kys, selv om vedkommende har taget iPad’en i hånden og gemt sig på toilettet, opbrugt og indadvendt efter endnu en dag i selskab med sine kreative åndsfæller i det sprudlende kontorfællesskab.

- Anders Haahr Rasmussen

Svar II:

Nu ved jeg ikke lige, hvad der er den normale verden. Jeg er ikke sikker på, om netop en PR-virksomhed skal udnævnes til den målestok, man skal indrette sit liv efter. Og det er svært ud fra dit brev at se, om der er noget at blive der for. Det, der forvirrer mig er, at du skriver, at du godt kan lide den virksomhed, du er blevet ansat i. Enten må der stadig være noget, du synes om, eller også har du skiftet mening efter et par ugers ansættelse. Hvis det er det, der er sket, så sig op og gå tilbage til den tilværelse, der åbenbart passede dig udmærket. Hvis ikke, er de irritationsmomenter, du nævner, nogle, du både kan og skal gøre noget ved. Foreslå ændrede arbejdsgange, demonstrer fordelene ved et andet mailsystem, og forelæg de andre dine indsigter i den elektroniske kommunikations fordele. Den overglade omgangsform kan du tage op på næste personalemøde, for sådan nogle har I vel? Ellers må du foreslå det. Men det bliver alt sammen hurtigt et stort arbejde, og du påtager dig et ansvar ved at gå i gang, så gør det kun, hvis du trods alt gerne vi blive.

- Karen Syberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Knudsen

Det er ikke alle selfies ,der er kønne at se på og som regel ,som denne kun interessant for en enkelt person.

...og det værste er, når Laura ikke interesserer sig for dine tårerøde øjne, men du alligevel skal høre om hendes syge søster!

Som freelancer kommer man nemt at savne de sociale relationer som findes på en arbejdsplads. Men på den anden side kan de uskrevne love på den samme virke kvælende for arbejdsglæden.

At komme som nyansat og foreslå ændringer på noget som helst virker meget provokerende og som kritik af dem, der har været på stedet i længere/lang tid og kan næsten ligestilles med at begå harakiri (i forhold til den arbejdsplads).

Jeg troede i mange år, at det først og fremmest var det faglige kunnen, der bedømmes men er kommet til den erkendelse, at det først og fremmest er de personlige egenskaber, fleksibiliteten og hvordan den enkelte passer ind i den pågældende virksomhed, der er afgørende for, om et ansættelsesforhold fungerer.

Børge Rahbech Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

At kunne adskille arbejdsliv fra private følelser kaldes at være professionel.

Børge Rahbech Jensen

En mulighed, der ikke er nævnt, er, at det er normalt at være "ved at eksplodere af irritation". I så fald er Astrid ikke "for kantet til den normale verden" men passer tværtimod fint til den normale verden.

Mange af de nyheder og reklamer, vi hører el. læser mere el. mindre bevidst bl.a. i radio, butikker fortæller om gode grunde til irritation. Irritationen forøges i perioder af antallet af støjkilder og budskaber samt journalisters og sælgeres stemmeføring. Meget af det, der skal kommunikeres, er samdsynligvis også delvis gode grunde til irritation, hvis det da ikke er reklamer for fx. rejser, som kan afføde irritation hos de mange, der ikke har tid og penge til at udnytte tilbudene.

Egentlig er det et paradoks, at markedsføring af rejser er voksende i en tid med fokus på effektivitet. Det ligner markedsføring af produkter, som befolkningen helst ikke må købe. Et andet paradoks er, at de fleste butikker er åbne på tidspunkter, hvor de fleste mulige kunder forventes at være på arbejde. I dagtimerne fyldes butikkerne af vi uden for arbejdsmarkedet el. unge mennesker på vej fra skole til arbejde.
Andre reklamer skal næsten skabe irritation, som kan motivere til køb af produktet, der reklameres for.