Læsetid: 16 min.

Den dag, spionen besluttede at blive til whistleblower

Han var politisk konservativ, våbenejer, nørd, og er manden bag historiens største efterretningslæk. I dette eksklusive boguddrag ser Luke Harding på Snowdens forvandling fra patriot til USA’s mest eftersøgte mand
Han var politisk konservativ, våbenejer, nørd, og er  manden bag historiens største efterretningslæk. I dette eksklusive boguddrag ser Luke Harding på Snowdens forvandling fra patriot til USA’s mest eftersøgte mand

iBureauet/Mia Mottelson

8. februar 2014

I slutningen af december 2001 havde en, som kaldte sig TheTrueHOOHA et spørgsmål. Bag navnet gemte sig en 18-årig mand med imponerende IT-færdigheder. Hvem han var, vidste ingen: Alle, som poster på det populære teknologi-website Ars Technica, er anonyme.

TheTrueHOOHA ville etablere sin egen webserver. »Det er første gang for mig. Vær nænsomme. Her er mit spørgsmål: Jeg vil være min egen host. Hvad har jeg brug for?«

Allerede da han var i 20’erne, var han en mystisk international figur. Han boede på USA’s østkyst i staten Maryland nær Washington, D.C. Men dukkede op i Europa – i Genève, London, Irland, Italien og Bosnien. Rejste til Indien. Havde ingen uddannelse, men vidste alt om computere. Var tilsyneladende hårdkogt republikaner, men forsvarede individets frihed i alle dens former, herunder folks ret til at dyrke hamp.

TheTrueHOOHA var i flere år særdeles aktiv på Ars Technica med indlæg om alt fra sex over børsmarkedet og antallet af muslimer i Storbritannien til glæden ved at eje et våben. I 2009 begyndte hans hans indlæg at blive færre. I februar 2010 nævnte han, at noget var begyndt at gå ham på: Regeringers overvågning af borgere. »Samfundet har tilsyneladende udviklet en ukritisk respekt for skumle typer … «

TheTrueHOOHA’s sidste indlæg blev uploaded den 21. maj 2012. Han var, ved vi nu, Edward Snowden.

En militær fiasko

I sine unge år boede han i Ellicott City vest for Baltimore et kvarters kørsel fra sikkerhedstjenesten NSA, National Security Agency. Arbejdsgiver for 40.000 ansatte og USA’s største arbejdsplads for matematikere.

Edward Snowden var optaget af computere, og for ham var internettet »den vigtigste opfindelse i hele menneskehedens historie«. I 2003 fik invasionen af Irak ham til at overveje en karriere i militæret. »Jeg følte, at jeg havde en forpligtelse som menneske til at hjælpe folk ud af undertrykkelse,« har han sagt.

Militæret tilbød, hvad der så ud til at være et attraktivt setup: rekrutter uden forudgående erfaring kunne blive uddannet til elitesoldater. I maj 2004 meldte Snowden sig og blev sendt til Fort Benning, Georgia. Det var en katastrofe. Han havde trænet kung-fu og var i god fysisk form, men han var nærsynet og havde usædvanligt smalle fødder. Under den første træning brækkede han begge ben. Tilbage i Maryland fik han i stedet arbejde som ’sikkerhedsspecialist’ på University for Maryland's Centre for Advanced Study of Language. Snowden arbejdede på et hemmeligt NSA-anlæg på universitetets campus. Den korte militærkarriere havde banet en vej for ham ind i amerikansk efterretningsvirksomhed til at starte med med meget lav statsus.

I midten af 2006 fik Snowden job hos CIA. Han lærte hurtigt, og hans usædvanlige IT-færdigheder åbnede mange interessante døre i myndighedssystemet.

Som 24-årig rejste Snowden i 2007 for første gang til udlandet for CIA. Det var til Schweiz, hvor han i Genève skulle stå for sikkerheden på CIA’s computernetværk og amerikanske diplomaters computere. Under opholdet mødte han folk fra hele verden og diskuterede alle slags emner med dem. På det tidspunkt var Ron Paul frontfigur for USA’s libertarianske bevægelse og i høj grad den inkarnationen af Snowdens synspunkter.

Privatansat som spion

Da Obama blev præsident, begyndte Snowden hurtigt at udvikle en intens modvilje mod ham. Hvad der i særlig grad kunne hidse ham op var, når regeringsansatte lækkede klassificerede oplysninger til medierne – det var i følge Snowden den værst tænkelige forbrydelse.

Da New York Times i januar 2009 skrev om en hemmelig israelsk plan om angreb på Iran, vendte TheTrueHOOHA tilbage til Ars Technica:

»WTF (What The Fuck, red.) NYTIMES. Prøver I at starte en krig?«, »de viderebringer klassificeret lort«, »og hvad mere er, hvem i helvede er de anonyme kilder, som fodrer dem? Den slags mennesker skulle skydes i nosserne«, »der er en grund til, at det lort er klassificeret«, »det er ikke, fordi ’åh, vi håber ikke vores borgere opdager det’, det er, fordi ’det her lort kommer ikke til at fungere, hvis Iran ved, hvad vi har gang i’«.

Snowdens kritiske holdninger til lækagerkan virke i modstrid med de handlinger, han i dag er verdensberømt for. Selv siger han i dag om tiden i Genève:

»Jeg indså, at jeg var en del af noget, som gjorde langt mere skade end gavn.«

I februar 2009 sagde Snowden op hos CIA og begyndte som privatansat hos NSA på en militærbase i Japan. Karrieremulighederne udvidede sig, i takt med at den amerikanske reginering udliciterede efterretningsopgaver til private virksomheder. Snowden var på lønningslisten hos computervirksomheden Dell. Han havde højeste sikkerhedsclearing og fremragende computerfærdigheder. At arbejde i Japan var en drøm, han havde haft længe.

Men Japan blev også et vendepunkt, hvor Snowden udviklede sig til andet og mere end blot en desillusioneret tekniker.

»Jeg var vidne til, hvordan Obama videreførte præcis de politikker, som jeg troede, man ville fravige.«

Mellem 2009 og 2012 fandt han ud af, hvor omfattende NSA’s overvågningsaktiviteter er: »De er fast besluttet på at holde sig orienteret om alt, hvad der sker, og enhver samtale i hele verden.«

Han indså også, at de mekanismer, som skulle holde organisationer som NSA i skak, var brudt sammen.

»Jeg havde ventet på ledere, men indså, at lederskab blot handler om at være den første til at handle.«

I 2012 tog han til Hawaii som en whisteblower, der ventede på det rette tidspunkt til at gå i aktion.

Han arbejdede fortsat for NSA, sideløbende med at han ledte efter journalister, der var optaget af borgeres frihed og rettigheder. En kollega, som arbejdede sammen med ham på den tid, har senere fortalt til Forbes Magazine, at Snowden opførte sig lettere excentrisk. Blandt andet havde han altid en udgave af den amerikanske forfatning liggende på sit skrivebord og vandrede rundt på gangene med en Rubiksterning.

I starten af 2013 fik Snowden et nyt job for den private entreprenør Booz Allen Hamilton, hvilket gav ham adgang til en helt række nye informationer. 30. marts rejste han til Booz Allen Hamilton’s hovedkvarter nær Fort Meade i USA for at blive oplært til et nyt job med en årsløn 122.000 dollar og fri bolig. Den 4. april spiste han middag med sin far, Lon Snowden, der syntes, at sønnen virkede tynget og fraværende.

Snowden havde taget det nye job, fordi det netop gav ham adgang til nye dokumenter. Han var nu en af NSA’s ca. 1.000 sysadmins – systemadministratorer – med adgang til store dele af systemet, mens andre med høj sikkerhedsgodkendelse fik ikke lov at se alle klassificerede dokumenter. Han kunne åbne et hvilket som helst dokument uden at efterlade sig elektroniske spor. Han var, hvad man i efterretningsverdenen kalder en ’spøgelsesbruger’.

Tilbage på Hawaii kunne Snowden få adgang til NSA’s servere overalt. Efter fire uger i det nye job sagde Snowden til sine chefer, at han følte sig syg og talte om epilepsi. Han bad om ubetalt orlov.

20. maj forsvandt han.

Den første kontakt

I december 2012 var en e-mail tikket ind hos Guardian-klummisten Glenn Greenwald. Der stod: »Jeg har nogle sager, som du måske vil være interesseret i.«

Den anonyme afsender bad Greenwald om at installere PGP (Pretty Good Privacy) krypteringssoftware på sin bærbare, så de kunne chatte online. Problemet var, at Greenwald er »teknisk analfabet«, som han selv kalder det, og desuden havde en fornemmelse af, at afsenderen måske var halvskør.

Efter en måneds forgæves henvendelser forsøgte Snowden ad andre kanaler. Sidst i januar 2013 sendte han en mail til Greenwalds ven og samarbejdspartner, dokumentaristen Laura Poitras. Hun var både en førende kritiker af USA’s sikkerhedspolitik og en af dets mere prominente ofre. Mellem 2006 og 2012 var hun blevet tilbageholdt hver eneste gang, hun rejste ind i USA. Hun blev afhørt, hendes bærbare computere og telefoner blev konfiskeret, hendes kamera og notesbøger beslaglagt. De fandt aldrig noget inkriminerende.

Snowdens mail til Poitras lød: »Jeg arbejder for en højtstående del af efterretningstjenesten. Dette vil ikke være spild af din tid.« Det første var en overdrivelse, det sidste ikke.

»Jeg blev med det samme temmelig nysgerrig,« siger Poitras. »På det tidspunkt tænkte jeg, at enten er det her sandt, eller også er det en fælde.«

Efter nogen tids e-mailkorrespondance smed Snowden en bombe: Han sagde, at han havde fået fat i Presidential Policy Directive 20, et tophemmeligt 18-siders dokument udfærdiget i oktober 2012. I dette stod, at efterretningstjenesten tappede optiske kabler, havde adgang til de centraler, hvor de store havkabler lander, og foretog aflytninger på globalt plan. Og han gjorde det klart, at han ville etablere et samarbejde med Greenwald.

»Jeg var nær besvimet,« siger hun.

Laura Poitras, der formodede, at hun selv var under overvågning, arrangerede et møde med Greenwald i slutningen af marts på hans hotel i Marriott i Yonkers. Poitras regnede med, at kilden ville ønske at forblive anonym, men han sagde til hende: »Jeg håber, du vil tegne en skydeskive på ryggen af mig og fortælle hele verden, at jeg har gjort det her på egen hånd.«

Sent på foråret 2013 var et muligt møde mellem Poitras, Greenwald og Snowden under opsejling. Snowden havde planer om at lække et dokument, som ville afsløre det hemmelige samarbejde, Prism, mellem NSA og store internetvirksomheder.

Poitras fløj til New York til, hvad hun troede ville være et møde med en højtstående efterretningsbureaukrat. I stedet sendte kilden hende en krypteret fil og afslørede sit opholdssted: Hongkong. Dagen efter fortalte han hende sit navn.

Poitras vidste imidlertid, at hvis hun søgte på hans navn på Google, ville NSA med det samme komme på sporet. Snowden sendte hende en række dokumenter sammen med beskeden: »Dette er, hvem jeg er. Dette er, hvad de vil sige om mig. Dette er den information, jeg har.«

På vej til Hongkong

I midten af april modtog Greenwald en FedEx-pakke med et sikkerhedskit, han kunne installere et krypteringschatprogram med. Snowden kontaktede Greenwald igen og introducerede sig selv:

»Jeg har arbejdet sammen med en af dine venner … vi er nødt til at tale sammen, det haster.«

»Kan du komme til Hongkong?«

Spørgsmålet virkede bizart på Greenwald. Hans instinkt bød ham at lade være. Han kontaktede Snowden via chatten for at få mere præcise oplysninger. I løbet af de to næste timer installerede han med Snowdens hjælp det såkaldte Tails-kommunikationssystem, som er et af de sikreste, der findes. Derefter skrev Snowden, hvad der kun kan beskrives som en underdrivelse:

»Jeg sender dig et par dokumenter.«

Velkomstpakken var omkring 20 dokumenter fra NSA’s allerheligste, langt de fleste stemplet ’Top Secret’. Det så ud til, at NSA havde vildledt Kongressen om karakteren af sin indenrigsspionage og muligvis direkte løjet.

»Det var nok til at få mig til at hyperventilere,« siger Greenwald.

Den 1. juni fløj Greenwald til Hongkong på Guardians opdrag, og Poitras fløj med for egen regning. Med dem var på Guardian-redaktørernes befaling en tredje person: avisens rutinerede Washington-korrespondent Ewen MacAskill. Poitras blev rasende. Hun var sikker på, at en tredje person ville skræmme Snowden væk. Om bord i flyet sad Poitras på economy, mens Greenwald og MacAskill sad på premium. Da de først var i luften, hvor internettet ikke kunne nå dem, bredte der sig en følelse af frihed. Poitras gav sine to kolleger en USB-nøgle, Snowden havde sendt til hende. Den indeholdt 3-4.000 klassificerede NSA-dokumenter.

»Vi pludrede og fnisede som skolebørn, vi omfavnede hinanden og dansede,« fortæller Greenwald.

Foventningen

Det første møde fandt sted på Mira Hotel i Kowloon, en smart moderne bygning i hjertet af Hongkongs turistkvarter. Poitras og Greenwald skulle møde Snowden i en stille afkrog af hotellet ved siden af en stor plasticalligator. De skulle udveksle aftalte replikker. Snowden ville have en Rubikterning med sig.

Alt, hvad Greenwald vidste om Snowden, pegede i én retning: at han måtte være en gråsprængt veteran fra efterretningsmiljøet. »Jeg gik ud fra, at han måtte være en temmelig aldrende bureaukrat,« siger Greenwald. Formentlig en mand omkring de 60 iført en blå blazer med skinnende guldknapper, med vigende gråt hår og fornuftige sorte sko, briller og slips. Det kunne sågar være CIA’s lokale chef i Hongkong.

Parret nåede frem til alligatoren før tid. De satte sig. De ventede. Intet skete. Kilden dukkede ikke op. Mærkeligt. Hvis det første møde slog fejl, var planen et prøve igen den efterfølgende morgen. Greenwald og Poitras kom tilbage. Ventede igen.

Og da så de ham. En bleg, spinkel, nervøs og urimeligt ung mand. Han var klædt i en hvid T-shirt og jeans. I sin højre hånd havde han en slidt Rubikterning. Var det her en misforståelse?

Den unge mand – hvis han da var kilden – havde sendt krypterede instruktioner angående de replikker, de skulle udveksle:

Greenwald skulle spørge: »Hvad tid åbner restauranten?« Og Snowden skulle svare: »Ved middagstid. Men lad være at gå derhen. Maden er skrækkelig

En nervøs Greenwald sagde sin replik, mens han kæmpede for at holde masken. Snowden svarede og tilføjede blot: »Følg mig«. De tre gik i stilhed hen til elevatoren. De kørte op til første sal og fulgte efter terningemanden til værelse 1014. Greenwald tænkte, at den unge mand var kildens søn eller personlige assistent. Hvis ikke, ville dette møde være spild af tid, et fupnummer.

I løbet af dagen fortalte Snowden imidlertid sin historie. Han havde adgang til titusinder af dokumenter hentet fra NSA’s og GCHQ’s interne servere. De fleste var stemplet ’Top Secret’. Nogle var markeret med ’Top Secret Strap 1’, et højt britisk niveau af superklassificering brugt til opsnappet materiale, eller endda ’Strap 2’, som er omtrent så hemmeligt, som det kan blive. Ingen, bortset fra en udvalgt lille skare af sikkerhedsfolk, havde nogensinde før set den type dokumenter. Hvad Snowden bar rundt på, var antydede han, historiens største efterretningslæk.

Seriøs eller galning

Greenwald bombarderede ham med spørgsmål. Hans troværdighed stod på spil. Men hvis Snowden talte sandt, kunne en CIA-specialenhed nårsomhelst brase ind i værelset, konfiskere hans bærbare og trække af sted med ham.

Efterhånden som Snowden besvarede spørgsmålene, blev de overbevist om, at han var seriøs. Også hans begrundelser for at blive whistleblower virkede overbevisende. NSA kunne aflytte hvem som helst, fra præsidenten og nedefter, sagde han. Principielt skulle spionvirksomheden kun indsamle ’efterretningssignaler’ fra udenlandske mål. Det var i praksis en joke, sagde Snowden: Tjenesten oplagrede allerede metadata fra millioner af amerikanere. Telefonopkald, e-mailoplysninger, emnefelter, samlet uden nogen form for samtykke. Ud fra dette kunne man danne sig et ret præcist billede af et individs liv: deres venner, deres elskere, deres glæder og sorger.

NSA havde i al hemmelighed koblet overvågningsudstyr på de undersøiske kabler, som forbinder hele verden. Dette gav organisationen mulighed for at læse med på store dele af klodens kommunikation. Hemmelige domstole pålagde teleoperatører at udlevere data. Som om det ikke var nok, var det meste eller så godt som hele Silicon Valley i ledtog med NSA, sagde Snowden: Google, Microsoft, Facebook, selv Steve Jobs’ Apple. NSA hævdede at have »direkte adgang« til teknologigiganternes servere. Tjenesten havde endda installeret hemmelige bagdøre i krypteret software – anvendt til at gennemføre sikre betalinger – hvilket undergraver hele sikkerhedssystemet. Spionvirksomhederne havde kapret internettet. Snowden sagde til Greenwald, at han ikke ønskede at leve i en verden, »hvor alt, jeg siger, alt, jeg gør, alle, jeg taler med, ethvert udtryk for kærlighed eller venskab, bliver registreret«.

Sikkerhedsprocedurer

Snowden indvilligede i at møde MacAskill næste morgen. Mødet gik gnidningsfrit, indtil journalisten tog sin iPhone frem og spurgte, om Snowden havde noget imod, at han optog interviewet og måske tog nogle billeder?

»Jeg kunne lige så godt have inviteret NSA ind i hans soveværelse,« siger MacAskill om Snowdens reaktion. Den unge tekniker forklarede, hvordan spiontjenesterne kan forvandle en mobiltelefon til en mikrofon og sporingsanordning; at han overhovedet havde taget den med ind på hotelværelset, var en alvorlig fejl. MacAskill skilte sig af med telefonen.

Snowdens egne forholdsregler var bemærkelsesværdige. Han stablede puder op ad døren for at forhindre, at nogen lyttede med ude fra gangen. Når han tastede kodeord ind i computeren satte han en stor rød hætte hen over sit eget hoved og den bærbare, så de ikke kunne opfanges af skjulte kameraer. Når Snowden ved tre lejligheder forlod sit værelse, satte han et glas vand bag døren ved siden af en serviet med en plet sojasovs på. Hvis nogen gik ind i rummet, ville vandet ramme servietten og ændre plettens mønster.

MacAskill spurgte Snowden om Storbritannien spillede nogen rolle i den omfattende dataindsamling. Han vidste, at GCHQ (den britiske efterretningstjeneste Government Communications Headquarters, red.) i lang tid havde haft en aftale om informationsdeling med USA. Han blev lamslået over Snowdens kategoriske svar.

»GCHQ er værre end NSA,« sagde Snowden. »Det er endnu mere indgribende.«

FBI viser muskler

Den følgende dag, onsdag den 5. juni, var Snowden stadig på Mira Hotel. Det var de gode nyheder. De dårlige var, at NSA og politiet havde været på besøg hos hans kæreste, Lindsay Mills, i deres hjem på Hawaii. Snowdens udeblivelse fra arbejdet, var blevet bemærket, og en standardprocedure, når NSA-medarbejdere ikke dukkede op, var sat i værk. Snowden virkede forpint.

»Min familie ved ikke, hvad der foregår. Min største frygt er, at de vil gå efter min familie, mine venner, min kæreste. Det holder mig vågen om natten.«

Men CIA havde endnu ikke fundet frem til ham. Det var et af de mere forbløffende aspekter ved hele Snowden-affæren: Hvorfor var de amerikanske myndigheder ikke kommet på sporet af ham? Da de først havde registreret hans fravær, ville de gennem flyenes passagerlister kunnet have set, at han var taget til Hongkong. Her ville han være relativt let at spore. Han var checket ind på et hotel til 330 dollar per nat i sit eget navn. Han betalte endda sine regninger med sit private betalingskort.

Samme aften skrev Greenwald et udkast til en historie om det store amerikanske teleselskab Verizon, der afslørede, hvordan NSA hemmeligt indsamler alle data fra selskabet. Greenwald arbejdede først selv på sin bærbare og gav den derefter videre til MacAskill. MacAskill arbejdede på sin computer, og gav så Greenwald sine artikler på en memory stick, som blev overleveret manuelt. Intet blev sendt på mail.

I New York skitserede Guardian-redaktøren Gibson en plan for den første historie med tre elementer: Søg juridisk bistand, udarbejd en strategi for at konfrontere Det Hvide Hus; få et udkast fra journalisterne i Hongkong.

Begivenhederne begyndte at tage fart. MacAskill sendte fire ord fra Hongkong: »Guinness’en smager godt her.« Koden betød, at han nu var overbevist om Snowdens pålidelighed.

Gibson besluttede, at NSA ville få fire timer til at kommentere historien, så tjenesten havde mulighed for at afvise den. Efter britiske standarder var det en rimelig frist. I Washington, hvor journalisters forhold til bureaukrater minder om en country club, var fristen intet mindre end skandaløst kort. I London gjorde Guardians chefredaktør, Alan Rusbridger, sig klar til at tage næste ledige fly til New York.

Det Hvide Hus sendte tre FBI- og efterretningstopfolk til et videomøde med The Guardian. Ved at vise den type muskler håbede Det Hvide Hus måske at smigre og om nødvendigt skræmme avisen til at udskyde publiceringen. Efter 20 minutter var Det Hvide Hus frustreret. Samtalen gik i ring. Til sidst mistede en af deltagerne besindelsen: »Intet seriøst nyhedsmedie ville publicere det her!« råbte han, og Guardian-redaktøren Gibson svarede: »Med al respekt, vi beslutter selv, hvad vi publicerer.«

Sekunders stilhed

I Hongkong var Snowden og Greenwald blevet utålmodige. Greenwald antydede, at han ville publicere selv eller tilbyde scoopet til andre, hvis Guardian tøvede. Tiden var ved at rinde ud. Snowden kunne blive afsløret nårsomhelst.

Kort efter kl. 19 bragte den amerikanske udgave af The Guardian historien.

Samme aften blev fortovet foran avisens amerikanske kontor gravet op og lagt på ny – en mystisk aktivitet på en onsdag aften. Det samme skete foran Gibsons hjem i Brooklyn. Snart kunne alle på Snowden-holdet berette om mystiske hændelser. ’Taxachauffører’ som hverken kunne finde vej eller kendte taksterne. ’Vinduespudsere’ som hang ud foran redaktørens kontor. «Vi blev nødt til hurtigt at sætte os ind i spionhåndværket,« fortæller Gibson.

Snowden gjorde det nu klart, at han havde til hensigt at stå frem. Poitras filmede, og Greenwald interviewede ham. Hun lavede en 12-minutters video og fik den igennem til New York. På Guardians USA-redaktion var folk imponerede.

Fem personer, heriblandt chefredaktør Rusbridger, var til stede, da videoen blev lagt op kl. 15 lokal tid søndag den 9. juni. »Det var som en bombe, der sprang,« siger Rusbridger. »Lige efter en bombe springer, er der der nogle stille sekunder, hvor intet sker.« Nyhedsudsendelserne på de forskellige kanaler fortsatte uanfægtet. Kl. 16 breakede historien for alvor. Hver eneste kanal havde Snowdens ansigt på skærmen. Det blev den største historie i Guardians historie.

Og så forsvandt Snowden.

Teksten er et forkortet og bearbejdet uddrag af ’The Snowden Files: The Inside Story Of The World's Most Wanted Man’ af Luke Harding, som mandag udkommer på Guardian Faber www.guardianbookshop.co.uk

Laura Poitras var medskribent på sidste uges afsløring i Information af NSA's overvågning af COP15, som var baseret på Edward Snowdens læk.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Engelsted
  • Hugo Barlach
  • Helge Rasmussen
  • Sup Aya Laya
  • Kristian Løwenstein
  • Morten Pedersen
  • lars abildgaard
  • Jens Overgaard Bjerre
  • Rune Petersen
  • Jan Pedersen
  • Jesper Wendt
  • Tom Paamand
  • Tue Romanow
  • Niels Mosbak
  • Steen Sohn
  • Erik Jensen
Niels Engelsted, Hugo Barlach, Helge Rasmussen, Sup Aya Laya, Kristian Løwenstein, Morten Pedersen, lars abildgaard, Jens Overgaard Bjerre, Rune Petersen, Jan Pedersen, Jesper Wendt, Tom Paamand, Tue Romanow, Niels Mosbak, Steen Sohn og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mere hårrejsende end en god krimi. Ser frem til at læse den fulde danske oversættelse - det bliver med garanti en "klassiker " så kom og tag vores penge!

Med den ubegribelige indsigt vi allerede har fået, og de ansvarliges myndigheders nægtelse mod at udtale sig, så er det måske nemmere at forstå, hvorfor vore kære statsminister er så begejstret for at vifte rundt med sin inficerede iPhone i selskab med Obama...

Kristian Løwenstein

Super. Så mangler I bare at lave en artikel(serie) med William Binney http://www.democracynow.org/appearances/william_binney

Husk nu, Snowdon er ikke en enlig nørdet svale, selvom han er en særdeles spændende en af slagsen.

Kom nu Information. I vil jo gerne :)

Blessed are the geeky, for they will inherit the earth. But the big question remains. Will the geeks help liberate or enslave the earth?

Edward Snowden har handlet som en mere end nogensinde patriot!

I dette ords bedste, smukkeste og mest ærefulde betydning.

Men som flere andre af hans støbning af helte, så må han jo nok bære fordømmelsen en tid fra de, der virkelig har forrådt deres land og mere, som f.eks. von Stauffenberg jo også måtte i sit land på den tid.

Alan Strandbygaard

1. Jeg savner, at regeringen fremlægger de aftaler Danmark har med USA. Ucensurerede vel at mærke.

2. Samtidig vil jeg også gerne se den helt præcise nationale lovgivning omkring overvågning.

Det er hamrende træls at høre regeringens repræsentanter sige nøjagtig det samme, som havde de fået udleveret den samme grammofonplade.

Når den danske regering siger, at der 'ikke foregår ulovlig aflytning i Danmark af danske statsborgere', så må det jo være vor lovgivning der er meget løst formuleret, og vor aftale med amerikanerne der er vældig løs og bredspektret.

Når den danske regering ikke viser interesse i at brokke sig over det der foregår, så er det med den danske regeringas vidende - og accept.

Og lur mig, om aftalen ikke lyder noget i retning af: "Tilgengæld vil USA til enhver tid levere de oplysninger den danske stat skulle finde behov for."

Med andre ord: Amerikanerne overvåger danskere for den danske regering.

Helene Nørgaard Knudsen og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar