Baggrund
Læsetid: 8 min.

Farvel til den rummelige folkekirke

Der er gået kulturkamp i teologien. Aktuel debat om gudsopfattelser sætter den rummelige folkekirke under pres
Stærk eller svag. Er det den almægtige Gud i himlen eller den svage Jesus på korset, der skal forkyndes i folkekirken?

Stærk eller svag. Er det den almægtige Gud i himlen eller den svage Jesus på korset, der skal forkyndes i folkekirken?

Jens Nørgaard Larsen

Moderne Tider
1. marts 2014

Det begyndte med et efterord. Til bogen Gudstjenestens bønner 1. Det lyder ikke som noget, der sætter himmel og jord i bevægelse. Men aktuelt har det sat den folkekirkelige debat på den anden ende i en ophedet strid om gudsopfattelser.

I efterordet giver forfatterne udtryk for ønsket om »et opgør med den form for teisme, der placerer Gud som en overnaturlig magt uden for verden«. En formulering, som fik sognepræst Claus Thomas Nielsen til i et polemisk indlæg i Tidehverv at bruge kætter-ordet om provst Elof Westergaard, der er en af forfatterne bag bønnebogen, og som samtidig er kandidat til bispevalget i Ribe Stift. Siden er debatten eksploderet i kirkelige aviser, tidsskrifter og på de sociale medier.

Kampen står mellem to forskellige gudsopfattelser. På den ene side, hvad Claus Thomas Nielsen selv kalder ’traditionel kristendom’ og troen på den almægtige, skabende Gud, som fra sin plads i kulissen styrer begivenhedernes gang. En Gud, som er forud for universet, og som er forudsætningen for fornuft og moral.

Heroverfor opfattelsen af Gud som den afmægtige Kristus på korset, Gud forstået som afkald på magt, som svaghed, som menneske. Det er den gudsopfattelse, der kommer til udtryk i bønnebogens efterord, hvor man gør op med forestillingen om Gud som et overnaturligt væsen. Inspirationen hertil kommer ikke mindst fra Vartov-præsten Niels Grønkjærs bog om Den nye Gud fra 2010.

Folkekirkeligt fallitbo

Når diskussionen bliver så ophedet, hænger det sammen med, at der er gået kulturkamp i teologien, mener domprovst i Odense og tidligere leder af Grundtvig-akademiet Henrik Wigh-Poulsen.

»Den aktuelle debat er et godt eksempel på, at den rummelige folkekirke og dens fortalere er presset. Den lighedstænkende velfærds-folkekirke, vi kender fra det 20. århundrede er fortrængt af en langt større opmærksomhed på forskelle: Mellem kristendom og islam, mellem kristendom og ateisme eller mellem forskellige gudsopfattelser. Hvor går grænsen? Er du med os eller mod os? Det er den der sort-hvide ting, som også kendetegner kulturkampen, der nu er trængt ind i teologien og den kirkelige debat,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

At den rummelige folkekirke er ved at nå grænsen for sin ydeevne, vil Claus Thomas Nielsen gerne skrive under på.

Når han ikke passer sit embede som sognepræst i Stauning i Vestjylland, er præst for flyvevåbenets udsendte i Afghanistan eller skriver lange teologiske artikler til Tidehverv, tilbringer han en del af tiden på Lyø i Det sydfynske Øhav, hvor han har købt en gammel præstegård. »Et folkekirkeligt fallitbo,« som han selv formulerer det. Og det siger han ikke kun i spøg.

»Der er ikke længere nogen indre grund til at holde folkekirken samlet, for vi tror ikke længere på den samme Gud. Vi har de facto en multireligiøs, bekendelsesopløst folkekirke,« siger Claus Thomas Nielsen.

Med bekendelserne sigter han til folkekirkens bekendelsesskrifter, først og fremmest den apostolske trosbekendelse, der blev formuleret allerede i oldkirken, og som en del danskere endnu husker fra konfirmationsforberedelserne.

»Kristendom er troen på, at Jesus er den almægtige evige Gud som blev menneske, og som også i dag er almægtig. Det er ud af disciplenes bekendelse til dette, at kirken opstod. Og det er dette, som er kernen i vore bekendelsesskrifter. Hvis vi ikke længere kan blive enige om det? Vi er virkelig nede i the basics,« siger han.

Kristen ateisme

Derfor er den aktuelle teologiske debat også både nødvendig og afklarende, mener Claus Thomas Nielsen. Især fordi bønnebogen, Grønkjær og den postmoderne kristendom for ham at se er med til at tydeliggøre den tendens til at gøre kristendommen til en livsanskuelse, som eksistensteologien og den almindelige folkekirkekristendom gennem årtier har tilsløret.

»Det var også derfor, Grosbøll kom som et chok for så mange. Fordi sagen afslørede, at mange folkekirkepræsters tale om Gud var løgn. De mente det alligevel ikke. Grønkjær taler i det mindste mere lige ud af posen, selv om det fortsat er noget vrøvl,« siger Claus Thomas Nielsen.

Men at ophøje folkekirkens bekendelsesskrifter og forestillingen om den almægtige, skabende Gud til ufejlbarlige stadfæstelser af, hvad der er den rette kristne tro, er en vildfarelse, mener teolog og forfatter Lars Sandbeck.

Han har i bogen De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen og senest i en række artikler om Kristen ateisme i Præsteforeningens Blad talt for nødvendigheden af et opgør med den naive folkelige teisme og forestillingen om en almægtig, ophøjet Gud.

»Med ’kristen ateisme’ skal her forstås, at kristendommen i sin kerne er religionsopløsende. Kristendommen sætter mennesket fri fra religiøse bindinger og dermed også fra troen på en overnaturlig, almægtig Gud eller andre metafysiske forestillinger. I den forstand er kristendommen a-teistisk,« forklarer Lars Sandbeck.

Han understreger, at Grønkjærs og Vattimos teologiske argumentation ikke er ny, hvorfor der heller er ikke er tale om en ’ny Gud’. Derimod er der tale om en teologi, som findes hos Paulus og i reformationens ’Kristus alene’-princip, og som op gennem det 20. århundrede har haft markante repræsentanter som Dietrich Bonhoeffer, Paul Tillich og Eberhard Jüngel, påpeger han.

»At tale om Gud som ånd, som kærlighed eller som begivenhed og ikke som et objekt uden for verden, er derfor heller ikke kættersk, men helt i tråd med Det Nye Testamente,« siger Lars Sandbeck.

Han ser den aktuelle debat som en konflikt mellem to tilbøjeligheder inden for den folkekirkelige teologi: Dyrkelsen af det stabile og absolutte over for dyrkelsen af det foranderlige og relative.

»Det er en klassisk teologisk konflikt om, hvor man skal lægge vægten i gudsopfattelsen. På almagten eller afmagten. På styrken eller svagheden. På faderen eller sønnen.«

Men den teologi, som Lars Sandbeck argumenterer for, ender som en Pinocchio-kristendom uden bånd, der binder, mener Claus Thomas Nielsen. For selv om den tager afsæt i nogle gode, nytestamentlige pointer, så ender den i en blindgyde.

»Postmoderne kristendom er med den britiske forfatter C.K. Chesterton ord ’kristne dyder, der er gået amok’. Kristendom er ikke afsæt for hvilken som helst teologisk tolkning, men derimod radikalt ekskluderende. Enten er det sandt eller også er det ikke sandt,« siger Claus Thomas Nielsen.

Han mener, at den nye folkekirkelige retning, som Grønkjærs teologi om den levende, foranderlige Gud har været med til at skabe, mest er at sammenligne med en slags from livsanskuelse som selvudvikling eller mindfulness.

»De bruger ganske vist mange traditionelle kristne udtryk som ’inkarnation’, ’almægtig’ og ’evig’, men fastholder samtidig, at man endelig ikke må tage det bogstaveligt. Det skal udelukkende forstås billedligt og poetisk,« siger Claus Thomas Nielsen.

Folkekirken post-Grosbøll

Billedsprog eller ej. Den aktuelle debat er også en konflikt om ord og om brugen af dem. Og en debat, som trækker tråde tilbage til sagen om Thorkild Grosbøll, der for 10 år siden vakte stort postyr ved i et interview i Weekendavisen at afvise troen på en ’skabende og opretholdende gud’.

Grosbøll-debatten var med til at igangsætte en række bemærkelsesværdige bevægelser i det folkekirkelige landskab, som længe så cirka sådan ud: De fromme, missionsfolkene på den ene side, og de bidske lutherske grænsevogtere i og omkring Tidehverv på den anden. Indimellem den store eksistensteologiske, grundtvigske midtbane.

Den aktuelle debat om gudsopfattelser er med til at understrege en af de mest iøjnefaldende bevægelser, nemlig forbrødringen mellem de traditionelle ærkefjender Indre Mission og Tidehverv, som nu mødes i fælles modstand mod vielser af homoseksuelle, kamp for ægteskab og familieværdier – og især for Tidehvervs vedkommende kritikken af islam. Og nu altså også i forsvaret af troen på en almægtig, skabende, overnaturlig Gud.

»Den aktuelle begejstring i og omkring det tidehvervske for en traditionstung, til tider næsten katolsk teologi skal ses i lyset af deres ønske om at ruste sig til den store kulturkamp mod islam. Her handler det om at stå sammen som kristenhed – med klar tale og uden for mange modernistiske spidsfindigheder,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

Den kristne oprustning har også bragt Tidehverv på linje med enkelte frikirkelige menigheder. En alliance, som senest er kommet til udtryk i den såkaldte Massoud-sag, hvor flere tidehvervsfolk har forsvaret den iranske sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandeh, da han blev kaldt til tjenstlig samtale hos biskoppen på grund af sin dåbspraksis.

»De før så stålsatte lutherske linjevogtere og hang arounds i og omkring Tidehverv er pludselig begyndt at nærme sig nogle positioner, som ligger nær noget af det, som Luther og den tidlige Reformation reagerede imod,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

Men efterdønningerne af Grosbøll-debatten har ikke kun skabt nye atypiske alliancer, den har også skabt en øget polarisering. Især fordi den brede grundtvigske midtbane er i opbrud. Ikke mindst den eksistensteologiske, grundtvigsk-tidehvervske position, som dominerede dansk teologi op gennem det 20. århundrede, og som også Thorkild Grosbøll var en del af, har det vanskeligt. Det kom senest til udtryk i den voldsomme kritik, som mødte biskop Kjeld Holm, da han i Kristeligt Dagblad afviste den nutidige relevans af begreber som mission og omvendelse.

Egentlig var det en klassisk grundtvigsk-tidehvervsk udtalelse i stilen fra Kaj Thaning og Knud Hansen, påpeger Henrik Wigh-Poulsen. Udlægningen af mission og omvendelse som en form for manipulation, åndelig tvang eller overgreb. Den går bare ikke længere.

»Man kan sige, at hvor Kjeld Holm taler indviklet med adresse til rummeligheden og folkeligheden, så taler Tidehverv og Massoud enkelt og forståeligt til dem, der vil skille sig ud og se forskelle. Det paradoksale er, at Kjeld Holm med sit udgangspunkt i moderniteten og den rummelige folkekirke er blevet gammeldags, mens de stærkt modernitetskritiske tidehvervsfolk på deres vis er ret tidstypiske. De siger i hvert fald noget, mange kirkefolk er lydhøre overfor,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

Grønkjær og den nye Gud kan her ses som et forsøg på at skabe et grundtvigsk svar på det tomrum, som opstod efter Grosbøll. Et svar, som fortsat besinder sig på sin samtid, på sekulariseringens vilkår, men samtidig forsøger at finde en opbyggelig måde at tale om Gud på.

»I den forstand kan man sige, at Grønkjærs anliggende er genuint grundtvigsk. Viljen til at lade sig konfrontere og endda belære af nogen, der tænker anderledes end en selv, besindelsen i forhold til naturvidenskabens indsigter, ateismen og den moderne tvivl,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

Han sammenligner den aktuelle situation med tiden omkring nygrundtvigianerne og Jakob Knudsen i slutningen af det 19. århundrede.

»Jakob Knudsen og de øvrige nygrundtvigianere var meget kritiske over for brandesianismen, som jo var den tids ateisme, men samtidig var de også stærkt påvirket af den. Det var en af grundene til at dansk teologi aldrig fik nogle nævneværdige problemer med darwinismens erkendelser,« siger Henrik Wigh-Poulsen.

Ligesom nygrundtvigianerne så brandesianismen som en naturlig reaktion på en overskruet idealistisk kristendomsforkyndelse, så forstår også Sandbeck og Grønkjær ateismen som en naturlig reaktion på vor tids mere eller mindre verdensfjerne religiøsitet, ikke mindst som den kommer til udtryk i teismen, påpeger Wigh-Poulsen.

I dele af den tidehvervske fløj ser man omvendt en kirkehistorisk parallel til Victoriatidens Muscular Christianity, som handlede om at byde en fordærvende modernitet trods gennem dyrkelsen af heltemod og en fjern fortids idealer.

»Derfor går der vel også Tolkien, Ringenes Herre, Narnia og ridderromantik i den for nogle af de gode Tidehvervsfolk. Og så er magtafkaldets svage Gud ikke just sagen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

Der er gået kulturkamp i al verdens ting. Det værste er, at det bortleder blikket fra verdens alvorlige problemer.

spændende læsning, virkelig en artikel der går i dybden med den aktuelle polarisering, og så vidt jeg kan se, set fra alle sider. Havde slet ikke forestillet mig at jeg som ateistisk agnostiker ville gide læse til enden, men jeg var fascineret hele vejen.

- men kan ikke forstå at når man klikker på anbefal artikel, så ryger man helt op til begyndelsen af artiklen

Steffen Gliese

Men det er jo irrelevant. Gud er Gud, og mennesker vil aldrig kunne fatte det, vi er jo mennesker, ikke Gud.

Nå, en "fjern fortids idealer" er ikke forenelige med en 2000-år gammel ørkenreligion?

Torben Knudsen

Der står de så og slås indeni en kæmpeboble af ingenting, som de ikke aner en dyt om, som er gætterier og en god gammel historie fra dengang, man ikke havde andet at tro på.
Vi udenfor, går fuldt ind for religionsfrihed incl. fri for religion og vi vil på intet tidspunkt jage de troende, som de troende har jaget os op gennem tiderne.
Først indenfor de sidste 50 år ?er tonen blevet menneskelig, før var det med Gudsfrygt og bål og brand.
Religionsfrihed skulle være med frihed for religion, indtil det fyldte 18 år, hvor individet selv måtte vælge dåb, konfirmation, omskæring og hvad ved jeg.
Voyager I og II farer derudad , man har netop genoplivet et meget gammel virus, hvem ved, om vi ved det hele imorgen og religionerne, af mennesket opfundet og beskrevet, må begraves endeligt i indviet jord.

Peter Andersen

Gud begriber ikke tro, præstekjoler, ateister og for så vidt forhudsbeskæring.
Det har jeg fra første hånd.

Steffen Gliese

Desværre er folket blevet separeret voldsomt fra troen - og netop nu kan den ellers glimrende Kasper Hoff på P1 i form af et stykke radiodramatik demonstrere sin uvidenhed om kristendommen i folkekirkeligt regi: at man ikke bliver en bedre kristen af at handle på den ene eller anden måde, det bliver man et bedre eller slettere menneske af. "Ved tro alene", og det er simpelthen det mest revolutionære og uforståelige for de åndeligt fattige mennesker i vor tid, der bruger al deres tid på det materielle livsgrundlag, selvom det aldrig har betydet mindre.