Læsetid: 12 min.

Farvel til solidariteten

De stod sammen. Fabriksarbejderne, de studerende og den yderste venstrefløj kæmpede for plattepigernes rettigheder på Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1970’erne. Da det sidste hold musselmalere for et halvt år siden blev fyret og deres produktion flyttet til Thailand, foregik det i den dybeste stilhed. Hvor blev alliancen mellem venstrefløjen og arbejderne af?
Strejke. På billedet sidder en række unge kvinder i hvide T-shirts, dybt koncentreret om at male paptallerkner som blev solgt til fordel for strejkekassen. Benthe Østrup Madsen viser billeder i sin lejlighed, hvor kaffen serveres i Tranquebar-kopper.

Jakob Dall

22. februar 2014

Stemmerne var unge, og ordene skar gennem luften, da plattemalerne fra Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1970’erne fik danskerne op af sofaen og slog skår i det ellers velrenommerede bølge-brand, som for en stund blev mere kendt for sin tilsidesættelse af arbejdernes vilkår end for sine blå blomster og musselmønstre. Plattepigerne strejkede og demonstrerede. »Vi vil ikke længere være til grin for arbejdsgiverne« og »En blåblomst-løn er ikke skøn,« stod der på de hvide papskilte, der vuggede over de blomstrede skjorter og korthårsfrisurerne. De var utilfredse med deres løn og ønskede timebetaling i stedet for den opslidende akkord, fortæller Dorthe Rossau. Hun var kun var 19 år og lige startet på fabrikken, da hun første gang deltog i demonstrationerne.

»Jeg kan huske, at vi gik over Rådhuspladsen, og jeg gik ud til siden og kiggede ned ad gaden, og der var bare mennesker, så langt øjet rakte, røde faner, skilte og folk. Det var helt vildt, og man følte sig virkelig som en del af noget. Det vil gøre indtryk på mig resten af mit liv,« siger hun.

I dag sidder Dorthe Rossau i lejligheden på Frederiksberg. Vasen med tulipaner på sofabordet, figurerne i bogreolen og den store musselmalede terrin på skænken står som stumme vidner om de 38 år, hun arbejdede på Den Kongelige Porcelainsfabrik, ind til hun for et halvt år siden blev fyret. Royal Copenhagen har siden 2001, hvor den 226 år gamle porcelænsfabrik som del af koncernen Royal Scandinavia A/S blev købt af kapitalfonden Axcel, flyttet mere og mere produktion til varmere lande med henvisning til et vigende marked og presset på indtjeningen. I juni måned kom turen til Dorthe Rossau og hendes kolleger, der som de sidste danske musselmalere blev opsagt. Tilbage i Danmark sidder i dag kun et resthold på omkring 40 malere, der maler det dyreste og håndværksmæssigt mest udfordrende stel, Flora Danica, og holder opsyn med den thailandske produktion.

Sammenlignet med 1970’ernes massive mediedækning og plattepigernes mobilisering af både industriarbejderne, de universitetsstuderende og ikke mindst venstrefløjspartierne Venstresocialisterne (VS) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fik fyringen af de sidste musselmalere ingen opmærksomhed. Ingen protestsange. Ingen indsamlingsplatter. Og ingen alvorlige politiske ansigter i TV Avisen. »Jeg ved ikke, hvor optimismen blev af, men vi vidste jo, at lige meget om vi råbte og skreg, så kunne vi ikke forhindre dem i at sende arbejdet ud af landet,« siger Dorthe Rossau.

Strejkerne på Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1970’erne blev et levende bevis på, at alliancen mellem arbejderne og venstrefløjen ikke bare var en socialistisk utopi, men et praktisk samarbejde baseret på fælles værdier og evnen til at forene faglig viden med intellektuel analyse og politiske ambitioner. Overalt i landet opstod politiske støttegrupper, der deltog i kampen for plattepigernes vilkår, og i København trak demonstrationerne arbejderne ud af fabrikkerne i lange sympatioptog gennem byens gader. Solidaritet var nøgleordet, og den formåede at forene på tværs af sociale og økonomiske skel fra midten og ud til den yderste venstrefløj. Følger man sporene af porcelænsstøv og blå maling tilbage i arbejderhistorien, viser der sig en venstrefløj, som ikke var bange for at tage kampen op for det, den troede på.

Svigtet af fagbevægelsen

Fire år inden Dorthe Rossau blev ansat på Den Kongelige Porcelainsfabrik, brød den første konflikt ud. Plattepigerne havde gentagne gange banket på døren til fabriksejerens kontor og ytret deres utilfredshed med både lønnen, ledelsen og arbejdsmiljøet, men i efteråret 1972 eskalerede problemerne. Fabrikken skulle spare penge, og det gik det ud over kvaliteten af platterne. Den kridhvide porcelænsoverflade slog revner, og for de akkordlønnede plattepiger betød det møjsommelige arbejde med at rense revnerne, at flestes indkomst blev halveret. Ledelsen gik med til at ansætte medarbejdere til rensearbejdet, men de dukkede aldrig op. I stedet fik kvinderne tilbudt timeløn, men også den aftale blev annulleret af arbejdsgiverne, fordi den viste sig at være en dårligt forretning, forklarer forfatteren Benthe Østrup Madsen, der på det tidspunkt var ansat som maler.

»Der gik grænsen, for de måtte ikke bryde en aftale, der var lavet skriftligt mellem forbundet og arbejdsgiverforeningen,« siger hun.

Den 30. oktober 1972 summede fabrikskantinen af utilfredse kvindestemmer. Ingen af dem kendte strejkereglerne, så tillidsmandsgruppen og fagforeningsbestyrelsen ordnede alt, der havde med arbejdsretten og faglig voldgift at gøre, fortæller Benthe Østrup Madsen.

»De overtog i den grad, så de styrede det hele, for vi havde slet ikke forstand på konflikten, og vi kunne ikke nå at sætte os ind i reglerne,« siger hun.

Kvinderne tog sig af den daglige organisering af strejken, og de i alt 147 porcelænsmalere blev inddelt i grupper. Nogle kontaktede pressen, mens andre tog ud og indsamlede penge på de københavnske industriarbejdspladser. »Du skulle lige se os stå op på bordet inde på Carlsberg klokken tre om natten, når der var skift, og der sad 600 bryggeriarbejdere. Vi kom hjem med en masse penge,« fortæller Benthe Østrup Madsen entusiastisk. De kvinder, der ikke var ude af huset, brugte strejkedagene med pensler i kantinen, hvor de malede blå blomst og musselmønstre på paptallerkner, som blev solgt til almindelige mennesker, der gerne ville støtte.

Efterhånden gik det op for Benthe Østrup Madsen og de andre malere, at både fagforeningen og LO arbejdede mere på at få konflikten afsluttet end på at skaffe plattepigerne bedre vilkår.

»Vi havde regnet med, at de var på vores side, men de kørte deres eget løb og forklarede os ikke, hvad der skete,« siger hun. Afvisningen blev endnu tydeligere, da LO’s daværende formand udlagde situationen i Information.

»Damernes opførsel skyldes alene en stupid stædighed og en vejledning, som ikke kommer fra os,« sagde han. Porcelænsmalerne følte sig svigtet af deres socialdemokratiske repræsentanter, og det tyndslidte forhold til det gamle arbejderparti flossede yderligere, da protestsangene fire år senere endnu engang gav genlyd i de københavnske gader.

Knald eller fald

Dorthe Rossau har lagt en paptallerken med sirlige blå blomster frem på sofabordet, »Det er en gammel sag,« siger hun og smiler, mens hun hiver nogle avisudklip frem af en tyk mappe.

»Her maler vi paptallerkner inde på Amager Torv.« På billedet sidder en række med unge kvinder i hvide T-shirts, dybt koncentreret om malerarbejdet. Bag dem står et hav af demonstranter. Selv var Dorthe Rossau netop begyndt som elev på fabrikken, da strejken brød ud den 19. maj 1976. Porcelænsmalerne krævede, som i foregående konflikt, timeløn i stedet for akkord under parolen »Knald eller fald – 31,50«.

»Vi var absolut de dårligst betalte på fabrikken. Mange tjente kun omkring 20 kr. i timen, så vi gik efter at få lønnen op på 31,50,« siger hun.

Kun få af de ansatte havde oplevet konflikten i januar 1973, fordi flertallet af de politisk aktive ansatte fra dengang var blevet fyret, heriblandt Benthe Østrup Madsen. Alligevel var organiseringen af den nye konflikt lige så vellykket som den første, fortæller Dorthe Rossau.

»Hver eneste gang vi skulle ud og demonstrere, var aftalen, at vi gik vi ud på Smallegade, og ventede der, så arbejderne fra Nilfisk, der lå lidt længere henne ad vejen, også kunne gå med. Efterhånden, som vi bevægede os ind mod byen, sluttede flere og flere arbejdere sig til demonstrationerne,« siger hun. Den største demonstration fandt sted foran Arbejdsgiverforeningen i ’Vestervoldgiftsgade’, som de kaldte den dengang. »Da vi var flest, havde vi samlet 10.000-15.000 mennesker. Det var så hårene rejste sig, når alle stod der og sang,« siger hun og smiler.

Ligesom strejken i 1972 tog malerne sig af de praktiske opgaver, mens der blev nedsat en strejkekomité til at stå for forhandlingerne. Hver morgen klokken 8.00 var der morgenmøde på fabrikken, hvor pigerne meldte sig til at tage ud og male paptallerkner og holde taler.

»Når fagforeningerne holdt branchemøder, skulle der selvfølgelig sidde en porcelænsmaler, for et møde uden en porcelænsmaler var ikke noget rigtigt møde,« siger Dorthe Rossau og griner. Også de lokale støttegrupper ville gerne have pigerne ud.

»Der var støttegrupper i hver en lille flække, så jeg har både siddet på torvet ude i Kastrup og på gymnasier i Jylland. Det var som en kæmpe bølge af medvind, når alle kom og dunkede en i ryggen, mens man sad og malede papplatter. Vi kunne slet ikke få armene ned, det var så vild en fornemmelse,« husker hun.

Men selv om kvinderne mødte opbakning fra de fleste, manglede den hos én central aktør: Socialdemokraterne og den organiserede fagbevægelse. Det betød, at plattepigerne i både 1972 og 1976 havde brug for nye, politiske allierede. Her kom venstrefløjen til undsætning med den organisering de manglede.

Allieret med venstrefløjen

De lyse kvindestemmer i de gamle lokaler på Smallegade blev under konflikterne blandet med andre røster. Medlemmer fra både VS og DKP var dybt engagerede i plattepigernes kamp for bedre arbejdsforhold, og repræsentanter fra de to partier mødte dagligt op på fællesmøderne i kantinen, fortæller Benthe Østrup Madsen.

»VS’erne kørte den teoretiske del. Alt det, vi ikke forstod, kom de og analyserede og forklarede for os,« siger hun og fortsætter. »Vi kunne mærke, at de var på vores side. Efterhånden, som konflikten skred frem, udpegede de, hvad der var politisk, og hvad der var fagligt, på den måde kunne vi adskille det,« siger hun.

Dorthe Rossau havde samme oplevelse under konflikten i 1976. Venstrefløjsaktivisterne sørgede for at organisere og indkalde til demonstrationer. De oprettede støttegrupper og afholdt støttefester, og efterhånden havde hver by, ethvert uddannelsessted og arbejdsplads en gruppe.

»Alliancen betød det hele, for de mente det, og vi følte os båret igennem konflikten, selv om de var vildt fremmede mennesker,« siger hun og tilføjer, at også Københavns Universitet og RUC hjalp til, når der skulle trykkes materiale og sanghæfter.

»Alle gav en hånd,« siger hun.

Blandt venstresocialisterne var akademikerne, AA’ere som plattepigerne kaldte dem. En af dem er i dag lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup. Dengang var hun sociologistuderende på Københavns Universitet og medlem af VS på Frederiksberg. Hun husker de misbilligende blikke fra fabrikkens mandlige medarbejdere. De havde ikke meget tilovers for ’studentikoserne’, der tilbragte det meste af konflikten med notesblokken i hånden blandt arbejderne i kantinen.

»Vi stod op om morgenen og delte løbesedler ud, og jeg var også med til morgenmøderne, samtidig med at jeg interviewede nogle af plattepigerne som led i mit sociologistudie,« siger hun. Det der især gjorde indtryk på Karen Sjørup, var de unge kvinders fremtoning. »Plattepigerne var friske, unge og veltalende. De appellerede mere direkte til folk, end hvad sådan en højtsnakkende, gammeldags fagforeningsmand kunne, og de varslede en ny tid, hvor kvinderne havde større selvbevidsthed,« siger hun.

Konfliktens aktivistiske fremgangsmåde tiltrak den intellektuelle venstrefløj, mener Karen Sjørup. De havde læst tykke bøger med marxistiske analyser, men nu så de dem udfolde sig midt i den konservative højborg Frederiksberg.

»Vi var optaget af det, vi kaldte vilde strejker. Overenskomststridige strejker, som udviklede sig eksplosivt og langvarigt. Vi så dem som et udtryk for, at arbejderklassen for alvor viste tænder og satte nye dagsordner. At det så oven i købet var kvinderne, der kæmpede mod de mandlige tillidsrepræsentanter, det var noget, vi syntes var både fantastisk og meget lovende for fremtiden,« siger hun.

Venstrefløjen afholdt kurser i arbejderrettigheder, skrev artikler og analyserede arbejderkampen. Den aktive rolle som arbejdernes allierede passede ifølge Karen Sjørup ind i den socialistiske selvforståelse.

»På det her tidspunkt opstod et arbejder-akademiker-samarbejde, som handlede om, hvordan man analyserede og kæmpede med arbejdsmiljø og strejker. Samtidig med at det var noget, der lå i tiden, at arbejdere og akademikere skulle forene sig og solidarisere sig mod kapitalen,« siger hun. Med venstrefløjens støtte fik arbejderne placeret deres rettigheder øverst på den nationale, politiske dagsorden. Men efterhånden slog samarbejdet revner og efterlod plattepigerne alene tilbage.

Solidariteten udeblev

Da Dorthe Rossau blev fyret i sommer, var der ingen politikere, som greb chancen og modsatte sig, og ingen engagerede studerende eller idealistiske partimedlemmer viste deres sympati. Arbejderne var alene mod et uimodsigeligt argument, der tilsyneladende tager luften ud af ethvert menneskeligt hensyn: Vi skal spare.

»Båden var jo for længst sejlet. Da jeg stoppede, havde vi vidst, at det ville ske i halvandet år, og det lød jo som det rigtige, fordi de kunne spare penge,« siger hun. Hun bebrejder ingen det, der er sket, situationen er en anden i dag, som hun siger, og malerne gjorde heller ikke modstand.

»I gamle dage var der bare nogen, der skulle sætte et komma forkert, så ringede vi til Ritzau, sådan er det ikke mere. Når alle arbejderne kan undværes, så får du jo ikke noget ud af at strejke, i stedet lægger alle sig fladt ned for erhvervslivet,« siger hun.

En ting er, at lønpresset fra globaliseringen tilsammen med indtjeningspresset fra finanskrisen har gjort det svært at drive industriproduktion i Danmark – selv af luksusvarer som porcelænet fra Royal Copenhagen og sølvtøjet i Georg Jensen. Begge virksomheder var dele af det sølvæg, som kapitalfonden Axcel ved opkøbet i 2001 så for sig i koncernen Royal Scandinavia A/S, og som for begge virksomheders vedkommende i stedet blev til mere end et årtis rejse gennem stadigt flere røde tal på bundlinjen, stadigt flere udflyttede arbejdspladser og stadigt færre danske ansatte.

En anden ting er, hvorfor porcelænsfabrikkens vilkår, der engang var genstand for en identitsformende politisk kamp, ikke længere føles som en sag for venstrefløjen. At Dorthe Rossau og hendes kolleger i sommer forlod maleafdelingen i Glostrup uden anden opmærksomhed end en vase og valgfri morgenmad i et telt sat op til lejligheden, har ifølge Karen Sjørup også at gøre med et problem for venstrefløjen selv. Nemlig at venstrefløjspartierne i alt for høj grad har glemt de sociale kampe for omfordeling.

»Man har flyttet sin interesse fra arbejdskampe til kampe om kønsidentitet og spørgsmål om, hvordan vi behandler drenge og piger ens i børnehaven,« synes hun. Omprioriteringen handler ikke kun om arbejderne, men også om akademikerne.

»Forskningen er blevet mere teoretisk og elitær og har svært ved at forholde sig til for eksempel arbejdskonflikter. De er sket en afpolitisering og kulturalisering, og det er pinagtigt, for så sker der meget, vi slet ikke opdager,« siger hun.

Der er dog også et andet problem. For når venstrefløjen ikke længere tropper op med bannere og slagsange, hvis de danske arbejdspladser bliver nedlagt, har det ifølge Karen Sjørup også at gøre med, at de moderne arbejdere ikke betragter sig selv som en gruppe.

»Klasseopdelingen er ikke lige så tydelig, som den har været tidligere, og vi har svært ved at identificere en sosu-hjælper eller en sygeplejerske med arbejderklassen, for det gør de heller ikke selv,« siger hun.

Selv om venstrefløjen har holdt sig på sikker afstand af Den Kongelige Porcelainsfabrik, siden de begyndte at udlicitere arbejdet til akkordlønnede på den anden side af Jorden, mener Karen Sjørup, at der må være potentiale for et nyt samarbejde.

»Interessen fra de venstredrejede akademikere var stor under konflikten med de ’varme hænder’ i 2008, og jeg føler mig overbevist om, at kampene godt kan komme igen. Der er jo rigeligt at kæmpe for,« siger hun.

I dag søger Dorthe Rossau nyt arbejde, men hun indrømmer, at det er svært, når man er 57 år. »Dengang red vi på en bølge af medvind og optimisme. Vi troede på, at hvis vi var fælles om det hele, var vi stærke. Den tro er måske lidt svær at finde i dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Markus Lund
  • Daniel Hansen
  • Curt Sørensen
  • Vivi Rindom
  • Kurt Lindy Hansen
  • Niels Ishøj Christensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Torben Bruhn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Rune Petersen
  • Jeppe Petersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Grethe Preisler
  • Flemming Scheel Andersen
  • Torben Nielsen
  • Claus Piculell
  • Inger Sundsvald
  • Laust Persson
  • Steven Wensley
  • Holger Madsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Niels Mosbak
  • Peter Taitto
  • Aksel Gasbjerg
  • lars abildgaard
  • Peter Jensen
  • John Hansen
Markus Lund, Daniel Hansen, Curt Sørensen, Vivi Rindom, Kurt Lindy Hansen, Niels Ishøj Christensen, Rasmus Kongshøj, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Rune Petersen, Jeppe Petersen, Estermarie Mandelquist, Grethe Preisler, Flemming Scheel Andersen, Torben Nielsen, Claus Piculell, Inger Sundsvald, Laust Persson, Steven Wensley, Holger Madsen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Niels Mosbak, Peter Taitto, Aksel Gasbjerg, lars abildgaard, Peter Jensen og John Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristoffer Larsen

Jeg kan godt forstå afmagten når virksomheder lukker ned. De mange provinsbyer der i 80'erne så deres skibsværfter lukke på stribe gik gennem traumatiske år. Der var hundredevis af ansatte og familier som var afhængig af indkomsten og byens butikker og følgeindustrien led som konsekvensen af lukningerne. Værfterne var også en del af identiteten for arbejderne og borgerne.

Den samme afindustrialisering har man set i hele vesten og den skyldes strukturelle og teknologiske udviklinger som er en vedvarende proces. Ikke destomindre har Danmark i dag en stærk offshore industri med rådgivende ingeniører, flere stærke reperations- og specialvæfter og først og fremmest er Danmark en stærk eksportnation med en vareeksport der er højere en den tyske pr. capita.

Virksomheder lukker og åbner og det gør de også i lukkede økonomier. I åbne som den danske sker det oftere, men økonomien nyder også godt af den internationale arbejdsdeling.

Det er så en opgave og pligt for samfundet, at hjælpe de ledige over i nye job og arbejdspladser igennem uddannelse eller opkvalificeringer. Heldigvis kan man se, at Danmark er et af de lande der er bedst til det. Lav ledighed og høj erhvervsfrekvens.

Jo mere mobilitet og lave barrierer for fleksibiltet jo lavere ledighed.

Det som kalder sig venstrefløjen bude være de sidste der anklagede S for, at svigte arbejderne/lønmodtagerne. Efter det første år som regering har S åbenbart erkendt udfordringen på både rammevilkårene og behovet for en aktiv arbejdsmarkedspolitik med efteruddannelse og fokus på kvalifikationer.

Claus E. Petersen, Kim Olsen, Niels Ishøj Christensen og Thomas Krogh anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

De har unge har lært at solidaritet er noget der var engang i 70erne og at det var sådan noget med hippier og flippere! De også har lært siden 80erne er at "enhver er sin egen lykkes smed". Kender en der synes det var for meget og begyndte at undervise i Marxisme, de studerende sad med åben mund og polypper, da hun bekendtgjorde det. "Jamen er det sådan noget med ungdomsoprøret" var der så en der sagde! De unge har fået indpodet en bevidsthed om at det kun er en selv, der har ansvaret for en selv. Går det skidt er det din egen skyld! Der findes ikke grådige arbejdsgivere, eller den "kåde skæbnes pileskud og stenkast". Så hvorfor hjælpe andre, når det nu er deres egen skyld, det kunne bare have arbejdet mere og hårdere, lavet tingene bedre! Hvad rager det os!

Eva Bertram, Dennis G. M. Jensen, Daniel Hansen, Uffe Illum, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Sven Elming, Peter Nielsen, Rune Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man skulle først og fremmest have opretholdt et offentligt køb af porcelænsprodukter fra en danskejet fabrik. Hele ideen med at have alle disse produktioner af høj kvalitet er jo præcis en konkurrence på national og kulturel egenart på højeste plan. Det er derfor, de blev grundlagt, og det er ikke noget, der har ændret sig i tidens løb. Kun ønsket om overskud har.

Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er kun en ting i verden, der er sikkert, og det er, at hårdt arbejde kun fører til lav løn og mere hårdt arbejde.

Niels Mosbak, Uffe Illum, Claus Jensen, Rasmus Kongshøj, Mette Hansen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek og Peter Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Peter Hansen
23. februar, 2014 - 18:28
Man skulle først og fremmest have opretholdt et offentligt køb af porcelænsprodukter fra en danskejet fabrik

Og det offentlige køber rigtigt meget porcelæn? Skulle man så også stoppe eksport af dansk produceret møbler til offentlige institutioner i andre lande?

Du kan og vil åbenbart ikke svare, hvordan du ville have garanteret hendes job.

Det er med strejker som med revolutioner - de kan ikke gennemføres halvt. Kapitalismen kommer sig efter hvert tilbageslag. Generalstrejke til den bitre ende, og verdensrevolution - det er læren af historien.

John Christensen, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen og Stephan Paul Schneeberger anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mærkeligt argument, Kristoffer Larsen - leveringen til danske institutioner skal understøtte erhvervet, og det samme gælder møbelproduktionen, men det skal da sandelig ikke stå i vejen for eksporten.
Det er ikke faldende priser, der nødvendiggør udflagning af produktionen, kan jeg berette - og jeg er ikke sikker på, at folk vil betragte produktet som ægte, hvis de blot er "fremstillet i Østen", i de eksklusive forretninger, der forhandler internationalt.

Uffe Illum, Mette Hansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Peter Hansen

- Hvilke institutioner køber og bruger porcelæn
- Du taler for nationalisme i indkøb i Danmark, men omvendt skal danske virksomheder så sandelig have mulighed for salg til offentlige institutioner i udlandet.

Steffen Gliese

Jeg forstår ikke helt, hvor du vil hen, Kristoffer Larsen. Danske institutioner har altid indkøbt dansk designede møbler, faktisk er mange af disse møbler udviklet til danske institutioner, det er en skandinavisk specialitet, der hænger sammen med, at så offentlige institutioner varetager mange opgaver i samfundet. Derfor er det en egnet eksportartikel, det er jo ikke sådan, at udenlandske offentlige institutioner presses til at købe.
Der er faktisk næppe en offentlig institution, der ikke har behov for porcelæn, og det har tidligere været sådan, at det selvfølgelig var Den Kgl. Porcelænsfabrik, der fremstillede brugsporcelænet i offentligt regi.

Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Mette Hansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Peter Hansen

Dit indlæg er det rene vås. Det offentlige må og skal ikke foretrække en leverandør fordi den er dansk og hvis du var konsekvent ville offentlige ordregivere i udlandet ikke aftage danske møbler men fra deres egne lande.

Hvilke danske institutioner aftager dansk porcelæn? Det er dels dyrt og dels ikke særligt anvendeligt i dagligdagen.

Hvordan vil du garantere hendes job?

Stephan Paul Schneeberger

Der findes i dag ikke et venstrefløjen som dengang og det vil tage år at opbygge den - kom i kampen

Plattepigerne, de strejkende arbejdere på den kongelige blev kaldt plattedamerne. En besynderlig indgangs vinkel at tage på, at nu er næsten alle de sidste plattedamer væk fra fabrikken i København. De sidste 20, ja måske 30 år er dansk venstrefløj og den prokrative fagbevægelse blevet mindre og mindre. Mere stille og lydløse. Hvis Ditte Jensen ikke har set det må hun være meget ung.

Niels Mosbak, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kristoffer Larsen, og det er jo der, at det bliver ubærligt for et hvilket som helst samfund i Europa at bakke op om EU! Selvfølgelig foretrækker og skal man foretrække sin egen arbejdsstyrke og sine egne, nationale produkter først. Alt andet er en fantasi, der ikke tager højde for de højst uens vilkår, folk lever under i de enkelte medlemslande. Det er fint, at den enkelte i et mindre omfang vælger at tage til et andet land, arbejde dér nogle måneder eller år, men det er ikke fint, at vi får en nomadehær af arbejdere, der drager fra land til land og udkonkurrerer de mennesker, der har deres liv og eksistens dér. Og det er altså dét, der går forud for en eller anden luftig økonomisk teori.

John Christensen, Peter Hansen, Dennis G. M. Jensen, Niels Ishøj Christensen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen, Mette Hansen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Hvis udvidelsen af legepladsen for spekulanter og fabrikanter skader det samfund disse skal tjene, så må legepladsen indskrænkes igen.
Samfundet må og skal have muligheden for at kunne fordel de resurser der er til rådighed, uden at skulle stå til regnskab for andet end sund fornuft.
Ideen med at have overnationale regelsæt har vist sig at være gift for de ledende og afvigende samfund, som det danske.
Ikke mere EU til mig , tak.

Uffe Illum, Niels Ishøj Christensen, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen, Mette Hansen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Flemming

Hvis udvidelsen af legepladsen for spekulanter og fabrikanter skader det samfund disse skal tjene, så må legepladsen indskrænkes igen.
Samfundet må og skal have muligheden for at kunne fordel de resurser der er til rådighed, uden at skulle stå til regnskab for andet end sund fornuft.
Ideen med at have overnationale regelsæt har vist sig at være gift for de ledende og afvigende samfund, som det danske.
Ikke mere EU til mig , tak.

OK, når vi en dag har et realistisk bud - uden skygge af ønsketænkning - på hvad den form for isolationisme vil betyde for den 1 billion kroners eksport der i dag finansierer vores velfærdsstat, så lad os tage en debat om for og imod.

Kristoffer Larsen

Peter Hansen

Forkert. De ansatte i de danske virksomheder der afsætter deres produkter i stort set alle andre lande end Danmark foretrækker ikke en fyreseddel som du ønsker at give dem.

Man køber heller ikke eller stort set ikke produkter efter nationalitet og hvad skulle jeg med en platte når jeg har brug for en smartphone der ikke er nogen danske producenter der kan levere. Dit idealsamfund findes i Nordkorea. Der har de den tryghed og sikkerhed du efterlyser.

Det er fint, at den enkelte i et mindre omfang vælger at tage til et andet land, arbejde dér nogle måneder

Det bestemmer du da ikke.

Løsningen er at arbejderne selv ejer deres virksomheder, det kan for eksempel ske ved opkøb for en procentdel af lønnen, indtil de ejer det meste. Godt nok vil det tage nogle år, men mange bække små.

Rasmus Kongshøj

"Sådan er det jo"
"Der er intet alternativ"
"Vi må nok hellere gøre det, for det bliver jo sådan under alle omstændigheder"
"De flytter jo bare produktionen til udlandet, hvis vi gør vrøvl"

Tænk hvis arbejderklassen havde haft samme defaitistiske grundsyn på klassekampen, den gang industrialiseringen begyndte, så havde vi stadig haft børnearbejdere i de engelske kulminer.

Heldigvis var der nogen, der turde tage kampen mod arbejdsgiverne, og det er alene derfor vi i dag stadig nyder godt af resterne af et velfærdssamfund med en relativt høj grad af økonomisk lighed og et højt velstandsniveau hos den brede befolkning.

Borgerskabet har aldrig givet noget fra sig godvilligt, og det er dybt naivt at tro vi kan få lov at beholde vores velstand, hvis vi ikke kæmper for den.

Naturligvis er forholdene ændrede i dag, og den internationale solidaritet er langt vigtigere nu end tidligere. Borgerskabet opererer i dag internationalt, mens arbejderklassen og dens organisationer stadig primært tænker i nationale baner. På den måde får borgerskabet held til at spille arbejderne ud mod hinanden. Men danske, svenske eller kinesiske arbejdere skal ikke konkurrere med hinanden om hvem der kan løbe hurtigst, være mest fleksibel eller hvem der kan kræve den laveste løn. Tværtimod har arbejderklassen fælles interesser, på tværs af landegrænser. Derfor bør arbejdere i vesten yde al mulig støtte og bistand til den besværlige, og oftest også farlige, faglige og politiske kamp i lavtlønslandene.

Bill Atkins, John Christensen, Niels Mosbak, Karsten Aaen, Anders Kristensen, Flemming Scheel Andersen, Eva Bertram, Dennis G. M. Jensen, Uffe Illum, Rune Petersen, Claus Jensen, Mette Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Ole Hansen
23. februar, 2014 - 22:12
Løsningen er at arbejderne selv ejer deres virksomheder

Løsningen er, at arbejderne bliver selvstændige. Men gør de det og vil de lægge hele deres opsparing i en kurv og risikere ruin?

Rasmus Kongshøj

Naturligvis er forholdene ændrede i dag, og den internationale solidaritet er langt vigtigere nu end tidligere. Borgerskabet opererer i dag internationalt, mens arbejderklassen og dens organisationer stadig primært tænker i nationale baner. På den måde får borgerskabet held til at spille arbejderne ud mod hinanden. Men danske, svenske eller kinesiske arbejdere skal ikke konkurrere med hinanden om hvem der kan løbe hurtigst, være mest fleksibel eller hvem der kan kræve den laveste løn. Tværtimod har arbejderklassen fælles interesser, på tværs af landegrænser. Derfor bør arbejdere i vesten yde al mulig støtte og bistand til den besværlige, og oftest også farlige, faglige og politiske kamp i lavtlønslandene.

Fair nok etc etc, men hvad nu hvis der i dette tilfælde - helt konkret - var tale om et marked, et produkt og en arbejdsydelse der bare ikke længere var basis for? Nok så meget solidaritet og politisk korrekt arrigskab mod borgerskabet ændrer jo ikke ved at håndmalet porcelæn i sig selv - bortset fra små nicher - har sin fremtid bag sig.

Det er vel ikke venstrefløjens, arbejderklassen og den internationale solidaritets opgave at holde liv i arbejdspladser bare fordi?

Kristoffer Larsen

Peter Hansen
23. februar, 2014 - 23:42
Kristoffer Larsen, vi skal den modsatte vej og tage risikoen ud af initiativ

Nu er der netop forskel på passivitet og initiativ. Derfor er det også urimeligt, at der er en så høj beskatning af kapital at den svarer til skatten af løn.

Kristoffer Larsen

Kristoffer Larsen:
Du svarede ikke på, hvordan du ville stoppe ræset mod bunden - måske fordi du synes, det er en god ting?

Flemming Scheel Andersen, Eva Bertram, Uffe Illum, Rune Petersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Initiativ handler om at få en god, der bør føres ud i livet. Hvis samfundet stiller et tilstrækkeligt socialt sikkerhedsnet til rådighed, er der intet at miste og intet at frygte.

Kristoffer Larsen

Peter Hansen

Der er allered et sikkerhedsnet. Det hedder kontanthjælp.

Du har stadig ikke svaret hvordan du vil garantere hendes job og hvordan og hvorfor du vil bestemme hvor borgerne bor.

Claus Jensen
24. februar, 2014 - 00:14
Kristoffer Larsen
Kristoffer Larsen:
Du svarede ikke på, hvordan du ville stoppe ræset mod bunden - måske fordi du synes, det er en god ting?

Jeg svarer ikke på spørgsmål som ikke har relevans.

Kristoffer Larsen:

Nu omgås du sandheden lemfældigt igen, for du svarede jo, du svarede blot hen i vejret. Du sagde at færre jobs giver højere løn, hvilket er vrøvl. Færre jobs giver blot færre jobs. Og højere løn giver forringet konkurrenceevne. Men der er jo ikke færre jobs, de er blot flyttet til Thailand og lønnen stiger ikke mere. på trods af, at Danmark ifølge dig er et af de lande, der er bedst til at "opkvalificere".

Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen, Rasmus Kongshøj, Uffe Illum, Rune Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Stephan Paul Schneeberger

Solidaritet har intet med patriotisme - danskhed - at gør, men at man findes fælles interesser i bland lønmodtagerne fra Danmark og udlandet på arbejdspladserne

Kristoffer Larsen

Claus Jensen
24. februar, 2014 - 08:00

Nu går det vist igen for hurtigt for dig.

Du sagde at færre jobs giver højere løn, hvilket er vrøvl. Færre jobs giver blot færre jobs

Det er sort snak. Det var dig der skrev:

Du svarede ikke på, hvordan du ville stoppe ræset mod bunden - måske fordi du synes, det er en god ting?

Både beskæftigelsen og lønningerne er steget de seneste årtier. Visse arbejdsfunktioner og jobs flytter ud, men erstattes af andre og bedre lønnede. Ufaglærte arbejdspladser forsvinder, mens der bliver flere funktioner der kræver en længerevarende uddannelse. For faglærte er det nogenlunde stabilt.

Niels P Sønderskov

En fin historie om hvordan VS og DKP tog røven på nogle plattedamer i en helt anden tid. Jeg ved det fordi jeg var en del af det, og det var ikke kønt. På den ene side nogle porcelænsmalere indefor et uddøende fag. Ikke industriarbejdere, men snarere kunsthåndværkere, der blev taget som gidsler for nogle universitetstuderendes revolutionsdrømme. Som den gamle porcelænsmaler siger det, vidste de ingenting, men ville blot gerne have bedre løn og arbejdsforhold. Uden selv at engagere sig for meget i det fagpolitiske. Det overlod de så naivt til en flok uvidende VS'ere på den anden side.

Overordnet er det klart, at man ikke på længere sigt kan opretholde en produktion af tallerkner, som nogle mennesker har brugt alt for lang tid til at dekorere med håndmalede mønstre. Normalt fremstiller man et eller andet i hånden, når produktet skal adskille sig fra andre. Her er alle tallerknerne ens, og det som porcelænsfabrikken har solgt er opblæst fis. Det kunne man udmærket have indset fra starten.

Porcelænsmalerne valgte (ubevidst) at definere sig selv som arbejdere, selv om de var kunsthåndværkere. Hvis de havde indset det og havde valgt deres venner med større omhu, havde de måske endnu en berettigelse. Som industriarbejdere var de ligegyldige.

Og for at pirke lidt i såret, har vi set nøjagtigt den sammen fejltagelse i større målestok blandt lærerne, der også dengang definerede sig selv som en slags uddannelsesarbejdere, som i stedet for faglig udvikling, inspireret af den dogmatiske venstrefløj, valgte konflikt og revolutionsdrømmeri til stor skade for sig selv og for den produktion af læring vi er dybt afhængige af som samfund.

Hvorfor bekymre sig om andre grupper i samfundet?

Well.... :

First they came for the Socialists, and I did not speak out-- Because I was not a Socialist.
Then they came for the Trade Unionists, and I did not speak out-- Because I was not a Trade Unionist.
Then they came for the Jews, and I did not speak out-- Because I was not a Jew.
Then they came for me--and there was no one left to speak for me.

- Martin Niemöller

John Christensen, Erik ludvisen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Uffe Illum anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Vi lever i et samfund der er om muligt er mere totalitært end Stalins Sovietunionen og Hitlers Tyskland. Metoderne har vært forskellige ( og bestemt ikke ligegyldige) , men den vestlig globale kapitalismes forvandling af alle menneskelig relationer og værdier har unægtelig været den mest effektive af alle . Det er forskellen mellem Orwell's 1984, og Huxley' Fagre Nye verden: Den første var mere brutal, den anden mere effektiv. Og det er den vi lever i i dag. Menneskelig solidaritet er forsvundet og erstattet af alles kamp mod alle og vores demokrati er blevet forvandlet til et serviceorgan for 'erhvervslivets' interesse, samtidig med at vore toppolitikere er blevet forvandlede fra politiske repræsentanter for forskellige befolkningsgruppe rtil en egenrådig 'politik klasse'.

John Christensen, kaleb larsen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen, Daniel Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Niels P. Sønderskov, alle tallerkenerne er netop ikke ens. De er også nummererede.

Flemming Scheel Andersen og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Curt Sørensen, hvordan kunne det ske? Vi havde de bedste forudsætninger for at skabe et samfund med langt bedre muligheder og langt større frihed for alle - og så indskrænker man godvilligt!

Flemming Scheel Andersen, Rasmus Kongshøj og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar

Kristoffer Larsen

Jeg kan godt li at du sammenligner den svenske sænkning af virksomhedsskat med vores, for jeg forstår slet ikke hvordan man kan sammenligne de to lande.
I Sverige har man noget der hedder arbejdsgiverafgift som ligger mellem 15-32% af en medarbejders løn, som viksomheden skal betale til staten.
skatteverket.se/foretagorganisationer/arbetsgivare/socialavgifter/arbetsgivaravgifter.4.233f91f71260075abe8800020817.html

Danmark er et 100 gange bedre sted at drive virksomhed, fremfor sverige.

Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Visse arbejdsfunktioner og jobs flytter ud, men erstattes af andre og bedre lønnede. Ufaglærte arbejdspladser forsvinder, mens der bliver flere funktioner der kræver en længerevarende uddannelse."

Kristoffer Larsen, du ser altså ræset mod bunden som en godt ting?

"Visse arbejdsfunktioner og jobs flytter ud, men erstattes af andre og bedre lønnede. Ufaglærte arbejdspladser forsvinder, mens der bliver flere funktioner der kræver en længerevarende uddannelse."

Kristoffer Larsen, du ser altså ræset mod bunden som en godt ting?

Grethe Preisler

Så nødigt jeg end vil, må jeg give Niels P. Sønderskov medhold, når det drejer sig om konflikten på Den kgl. Porcelainsfabrik i 1970'erne.

Hverken'plattedamerne eller virksomhedsledelsen opdagede i tide, at historiens ur var faldet i slag for så vidt angik afsætningen på hjemmemarkedet af fabrikkens produktion af håndmalede spise- og kaffestel. Man hvilede på laurbærrene og fortsatte troligt med at producere sine håndmalede kaffe- og spisestel på samlebånd, i tryg forvisning om, at det aldrig ville gå af mode blandt unge piger i den på det tidspunkt stærkt ekspanderende middelklasse at samle 12 af hvert i et af fabrikkens klassiske mønstre, før man flyttede hjemmefra for at stifte bo med sit hjertes udkårne. Og så gik det, som det gik.

I kølvandet på ungdomsoprøret gjorde også pigerne oprør i 1970erne. De flyttede i kollektiv og på kollegium sammen med drengene, før de så meget som var begyndt at overveje at samle på 12 af hvert fra Georg Jensen og Den kgl. Porcelainsfabrik, og indrettede sig her efter de forhåndenværende ølkassers og tekoppers princip, til de var færdige med deres drømmestudier i Minervas haller og godt i vej med en mere eller mindre lukrativ og/eller politisk karriere.

Den udvikling kan man så alt efter temperament og politisk ståsted misbillige eller glæde sig over. Men at toget er kørt for så vidt angår profitable investeringer i dansk produktion på samlebånd af håndmalet kongeligt porcelæn, er efterhånden svært at komme uden om.

Det er altså for morsomt, at læse peter Hansens mange groteske indlæg om bevarelsen af Den Kongelige Porcelænsfabrik i Danmark. Ikke en gang et barn i børnehaveklassen kunne have gjort det halvt så morsomt.
Især det med, som Peter skriver, at lade offentlige institutioner købe en masse håndmalede platter. Man kan lige se det for sig. En vuggestue, hvor alle børnene sidder og spiser af kongelig porcelæn med mad i hele hovedet. Okay, de har ikke råd til maden på tallerkenerne, fordi alle pengene er blevet brugt på håndmalede tallerkener. Og man tør næsten ikke tænke på, hvor mange tallerkener, der går i stykker på en typisk hverdag. Det bliver sgu hurtigt rigtigt dyrt for institutionen.
Sådan Peter Hansen, dine virkelighedsflugter er sgu udenfor kategori...

Kristoffer Larsen

Claus Jensen
24. februar, 2014 - 12:34

Kristoffer Larsen, du ser altså ræset mod bunden som en godt ting?

Det er umodent, at indlægge en stråmand som præmis. Danmark lever af samhandel og velstanden er markant højere end den gang der var syersker i Herning eller Carmen Curlers.

Kristoffer Larsen

Peter Hansen

Det er blot fordi man har en anden sammensætning af løn og skatter i Sverige end i Danmark. Sammenligner man se samlede lønomkostninger ligger Danmark på Sverige hvor momsen i øvrigt er lavere og på den måde er der forskelle i landenes skattestruktur.

Medarbejderomkostninger 4. højest i DK

http://www.da.dk/bilag/Arbejdsmarkedsrapport%202012_Kapitel%202.pdf

Selskabsskatten er heller ikke den eneste variable, men Sverige ligger lavere og det kan have en negativ indvirkning hvis selskaber skal vælge hvor de vil ligge et hovedkontor i Norden.

Grethe Preisler

@Niels P. Sønderskov,

Du siger, at du husker porcelænsmalernes aktion for bedre løn- og arbejdsforhold i 1970erne, fordi du 'selv var en del af den'.

På hvilken side af konflikten deponerede du dengang din solidaritet med de lavtlønnede kvindelige industriarbejdere?

Var du selv en af de revolutionsromantiske universitetsstuderende fra DKP-ML, som senere kom på bedre tanker? Eller aspirerede du til et godt betalt konsulentjob i det socialdemokratisk dominerede LO, hvor en 'rigtig arbejder' var en mand i Kansas-tøj og en 'rigtig fagforeningsfunktionær' en overvægtig herre med røde seler og medlemsbogen til det kgl. danske socialdemokrati i inderlommen på sin skræddersyede habitjakke?

Kristoffer Larsen

Eva Bertram
24. februar, 2014 - 17:05
Kristoffer Larsen: har du en reference til din oplysning om de 11.000 nye jobs siden 2008/09?

Det gjorde jeg i mit indlæg.

Kristoffer Larsen
23. februar, 2014 - 14:23
Jens Thaarup Nyberg
Beskæftigelsen er stort set konstant. Der er så flere/uændret jobs der kræver en faglig uddannelse og flere med en længerevarende uddannelse. Selvom DJØF har en høj ledighed blandt nyuddannede er der sket en stigning i den samlede beskæftigelse på over 11.000 siden den økonomiske krise i 2008/2009.
http://www.djoefbladet.dk/nyheder/2014/2/ledighedstallene-snyder.aspx

____

Citat:

”Op gennem kriseårene har vi haft en pæn vækst i djøfernes beskæftigelse. Der er kommet 7.000 djøf-job mere i den private sektor og mere end 4.500 i det offentlige. På den måde går det fornuftigt med djøfernes beskæftigelse. Men efterspørgslen kan ikke følge med antallet af nye kandidater, og derfor er det svært at få ledigheden skubbet nedad,” siger Lars Munck.

"Det er umodent, at indlægge en stråmand som præmis. Danmark lever af samhandel og velstanden er markant højere end den gang der var syersker i Herning eller Carmen Curlers."

Kristoffer Larsen:

Det er nok ikke undgået nogens opmærksomhed, at du omhyggeligt vælger dine egen præmisser, egen årstal, egne statistikker. Artiklen handlede dog om outsourcing nu, ikke om de glade firsere, mængden af DJØF'er eller hvad du nu synes er mere modent at tale om.

Velstanden er markant højere siger du, men du har tidligere belært os om, hvordan den private gæld er for høj, og der ikke er nok gang i forbruget. Altså er realløn/rådighedsbeløb ikke høje nok. Eller hvad?

Henrik Brøndum

@Niels Mosbæk

Hvorfra har du din skattestatistik? Jeg går ud fra du justere tallene over tid? Selv de bedste virksomheder har år med underskud - i disse skal de jo heller ikke betale skat efter reglerne?

RE.-Lars Kristensen
DU ved noget om det her, er eksemplet falsk matematik/0+0+0=0, eller hvad.?-

"Der er 101 aktieselskaber, der hver ejer 1% aktier i hver af de andre 100 aktieselskaber. På den måde ejer de 101 aktieselskaber hinanden 100%, hvorved at de 101 aktieselskaber er blevet til eet stort selskab, ved kun at de ejer 1% af hinanden. De kan også blot nøjes med 0,51% af aktierne hos hinanden, hvorved de alligevel har aktiemajoriteten."

jeg fik den tanke at hvis.-

Der er 10000001 aktieselskaber, der hver ejer 0,000001% aktier i hver af de andre 100000000 aktieselskaber, og det er middelklassen der er aktionærer, så forstår man at de ikke kan lave uprise mod sig selv.!

link = peps bloodband - falsk matematik.-
https://www.youtube.com/watch?v=PmEKuS42fFo

Kristoffer Larsen

Claus Jensen

Velstanden er markant højere siger du, men du har tidligere belært os om, hvordan den private gæld er for høj, og der ikke er nok gang i forbruget. Altså er realløn/rådighedsbeløb ikke høje nok. Eller hvad?

Ja, ser man på realindkomsten er den steget og stegdet igennem de seneste årtier. Det er både en objektiv og subjektiv konstatering. Jeg afviser så ikke, at det nødvendigvis altid giver en bedre livskvalitet.

Men der går ren Morten Korch i det, når man igen hører det var bedre i andre årtier.

Jeg har heller ikke belært nogen om gælden. Det er blot en konstatering, at gælden i de danske husholdninger er høj og at flere fagøkonomer anfører den som årsagen til den manglende vækst i privatforbruget. Når man har en stor gæld og er usikker med værdien af boligen eller om man kan få et job der er så godt lønnet som det man har nu dropper man måske et besøg hos frisøren, køber mindre ind hos bageren eller undlader at spise ude.

Kristoffer Larsen

Vulgærøkonomerne - de af dem, der endnu ikke som Larry Summers er sprunget ud af skabet som Keynesianere og marxister - fremhæver ganske rigtigt gæld og usikkerhed, som forklaring på vankselighederne ved at trække ud af krisen. Tro mod deres rolle som heppekor har de ikke lyst til at lede meget dybere, men vi andre far jo lov at spørge efter årsagerne til gæld og usikkerhed.

Det er på sin vis også ganske, jeg ved ikke, om man kan kalde det Morten Korch'sk, at forestille sig Danmark som en bestyrer- og administratornation på det globale marked. En nation bestående af lutter højtuddannede, erhverstilpassede og -orienterede individer, som har overladt det menige arbejde til de syd- og østeuropæiske bagstræbernatione, mens vi koncenterer os om ædlere opgaver som at formidle vores know-how og værdier til negrene og skævøjerne igennem organisationer som GGGI.

En helt igennem nobel vision, men først må så finde ud af, hvor vi skal anbringe de danskere, der ikke passer ind i vor fagre, nye strømlinede og renskurerede elitesamfund. Der er vi jo heldigvis godt igang med lovende sociale eksperimenter såsom nyttejobs og tvangsudlån at arbejdskraft til erhverslivet.

John Christensen, Grethe Preisler, Flemming Scheel Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Sider