Læsetid: 12 min.

Farvel til solidariteten

De stod sammen. Fabriksarbejderne, de studerende og den yderste venstrefløj kæmpede for plattepigernes rettigheder på Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1970’erne. Da det sidste hold musselmalere for et halvt år siden blev fyret og deres produktion flyttet til Thailand, foregik det i den dybeste stilhed. Hvor blev alliancen mellem venstrefløjen og arbejderne af?
Strejke. På billedet sidder en række unge kvinder i hvide T-shirts, dybt koncentreret om at male paptallerkner som blev solgt til fordel for strejkekassen. Benthe Østrup Madsen viser billeder i sin lejlighed, hvor kaffen serveres i Tranquebar-kopper.

Jakob Dall

22. februar 2014

Stemmerne var unge, og ordene skar gennem luften, da plattemalerne fra Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1970’erne fik danskerne op af sofaen og slog skår i det ellers velrenommerede bølge-brand, som for en stund blev mere kendt for sin tilsidesættelse af arbejdernes vilkår end for sine blå blomster og musselmønstre. Plattepigerne strejkede og demonstrerede. »Vi vil ikke længere være til grin for arbejdsgiverne« og »En blåblomst-løn er ikke skøn,« stod der på de hvide papskilte, der vuggede over de blomstrede skjorter og korthårsfrisurerne. De var utilfredse med deres løn og ønskede timebetaling i stedet for den opslidende akkord, fortæller Dorthe Rossau. Hun var kun var 19 år og lige startet på fabrikken, da hun første gang deltog i demonstrationerne.

»Jeg kan huske, at vi gik over Rådhuspladsen, og jeg gik ud til siden og kiggede ned ad gaden, og der var bare mennesker, så langt øjet rakte, røde faner, skilte og folk. Det var helt vildt, og man følte sig virkelig som en del af noget. Det vil gøre indtryk på mig resten af mit liv,« siger hun.

I dag sidder Dorthe Rossau i lejligheden på Frederiksberg. Vasen med tulipaner på sofabordet, figurerne i bogreolen og den store musselmalede terrin på skænken står som stumme vidner om de 38 år, hun arbejdede på Den Kongelige Porcelainsfabrik, ind til hun for et halvt år siden blev fyret. Royal Copenhagen har siden 2001, hvor den 226 år gamle porcelænsfabrik som del af koncernen Royal Scandinavia A/S blev købt af kapitalfonden Axcel, flyttet mere og mere produktion til varmere lande med henvisning til et vigende marked og presset på indtjeningen. I juni måned kom turen til Dorthe Rossau og hendes kolleger, der som de sidste danske musselmalere blev opsagt. Tilbage i Danmark sidder i dag kun et resthold på omkring 40 malere, der maler det dyreste og håndværksmæssigt mest udfordrende stel, Flora Danica, og holder opsyn med den thailandske produktion.

Sammenlignet med 1970’ernes massive mediedækning og plattepigernes mobilisering af både industriarbejderne, de universitetsstuderende og ikke mindst venstrefløjspartierne Venstresocialisterne (VS) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fik fyringen af de sidste musselmalere ingen opmærksomhed. Ingen protestsange. Ingen indsamlingsplatter. Og ingen alvorlige politiske ansigter i TV Avisen. »Jeg ved ikke, hvor optimismen blev af, men vi vidste jo, at lige meget om vi råbte og skreg, så kunne vi ikke forhindre dem i at sende arbejdet ud af landet,« siger Dorthe Rossau.

Strejkerne på Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1970’erne blev et levende bevis på, at alliancen mellem arbejderne og venstrefløjen ikke bare var en socialistisk utopi, men et praktisk samarbejde baseret på fælles værdier og evnen til at forene faglig viden med intellektuel analyse og politiske ambitioner. Overalt i landet opstod politiske støttegrupper, der deltog i kampen for plattepigernes vilkår, og i København trak demonstrationerne arbejderne ud af fabrikkerne i lange sympatioptog gennem byens gader. Solidaritet var nøgleordet, og den formåede at forene på tværs af sociale og økonomiske skel fra midten og ud til den yderste venstrefløj. Følger man sporene af porcelænsstøv og blå maling tilbage i arbejderhistorien, viser der sig en venstrefløj, som ikke var bange for at tage kampen op for det, den troede på.

Svigtet af fagbevægelsen

Fire år inden Dorthe Rossau blev ansat på Den Kongelige Porcelainsfabrik, brød den første konflikt ud. Plattepigerne havde gentagne gange banket på døren til fabriksejerens kontor og ytret deres utilfredshed med både lønnen, ledelsen og arbejdsmiljøet, men i efteråret 1972 eskalerede problemerne. Fabrikken skulle spare penge, og det gik det ud over kvaliteten af platterne. Den kridhvide porcelænsoverflade slog revner, og for de akkordlønnede plattepiger betød det møjsommelige arbejde med at rense revnerne, at flestes indkomst blev halveret. Ledelsen gik med til at ansætte medarbejdere til rensearbejdet, men de dukkede aldrig op. I stedet fik kvinderne tilbudt timeløn, men også den aftale blev annulleret af arbejdsgiverne, fordi den viste sig at være en dårligt forretning, forklarer forfatteren Benthe Østrup Madsen, der på det tidspunkt var ansat som maler.

»Der gik grænsen, for de måtte ikke bryde en aftale, der var lavet skriftligt mellem forbundet og arbejdsgiverforeningen,« siger hun.

Den 30. oktober 1972 summede fabrikskantinen af utilfredse kvindestemmer. Ingen af dem kendte strejkereglerne, så tillidsmandsgruppen og fagforeningsbestyrelsen ordnede alt, der havde med arbejdsretten og faglig voldgift at gøre, fortæller Benthe Østrup Madsen.

»De overtog i den grad, så de styrede det hele, for vi havde slet ikke forstand på konflikten, og vi kunne ikke nå at sætte os ind i reglerne,« siger hun.

Kvinderne tog sig af den daglige organisering af strejken, og de i alt 147 porcelænsmalere blev inddelt i grupper. Nogle kontaktede pressen, mens andre tog ud og indsamlede penge på de københavnske industriarbejdspladser. »Du skulle lige se os stå op på bordet inde på Carlsberg klokken tre om natten, når der var skift, og der sad 600 bryggeriarbejdere. Vi kom hjem med en masse penge,« fortæller Benthe Østrup Madsen entusiastisk. De kvinder, der ikke var ude af huset, brugte strejkedagene med pensler i kantinen, hvor de malede blå blomst og musselmønstre på paptallerkner, som blev solgt til almindelige mennesker, der gerne ville støtte.

Efterhånden gik det op for Benthe Østrup Madsen og de andre malere, at både fagforeningen og LO arbejdede mere på at få konflikten afsluttet end på at skaffe plattepigerne bedre vilkår.

»Vi havde regnet med, at de var på vores side, men de kørte deres eget løb og forklarede os ikke, hvad der skete,« siger hun. Afvisningen blev endnu tydeligere, da LO’s daværende formand udlagde situationen i Information.

»Damernes opførsel skyldes alene en stupid stædighed og en vejledning, som ikke kommer fra os,« sagde han. Porcelænsmalerne følte sig svigtet af deres socialdemokratiske repræsentanter, og det tyndslidte forhold til det gamle arbejderparti flossede yderligere, da protestsangene fire år senere endnu engang gav genlyd i de københavnske gader.

Knald eller fald

Dorthe Rossau har lagt en paptallerken med sirlige blå blomster frem på sofabordet, »Det er en gammel sag,« siger hun og smiler, mens hun hiver nogle avisudklip frem af en tyk mappe.

»Her maler vi paptallerkner inde på Amager Torv.« På billedet sidder en række med unge kvinder i hvide T-shirts, dybt koncentreret om malerarbejdet. Bag dem står et hav af demonstranter. Selv var Dorthe Rossau netop begyndt som elev på fabrikken, da strejken brød ud den 19. maj 1976. Porcelænsmalerne krævede, som i foregående konflikt, timeløn i stedet for akkord under parolen »Knald eller fald – 31,50«.

»Vi var absolut de dårligst betalte på fabrikken. Mange tjente kun omkring 20 kr. i timen, så vi gik efter at få lønnen op på 31,50,« siger hun.

Kun få af de ansatte havde oplevet konflikten i januar 1973, fordi flertallet af de politisk aktive ansatte fra dengang var blevet fyret, heriblandt Benthe Østrup Madsen. Alligevel var organiseringen af den nye konflikt lige så vellykket som den første, fortæller Dorthe Rossau.

»Hver eneste gang vi skulle ud og demonstrere, var aftalen, at vi gik vi ud på Smallegade, og ventede der, så arbejderne fra Nilfisk, der lå lidt længere henne ad vejen, også kunne gå med. Efterhånden, som vi bevægede os ind mod byen, sluttede flere og flere arbejdere sig til demonstrationerne,« siger hun. Den største demonstration fandt sted foran Arbejdsgiverforeningen i ’Vestervoldgiftsgade’, som de kaldte den dengang. »Da vi var flest, havde vi samlet 10.000-15.000 mennesker. Det var så hårene rejste sig, når alle stod der og sang,« siger hun og smiler.

Ligesom strejken i 1972 tog malerne sig af de praktiske opgaver, mens der blev nedsat en strejkekomité til at stå for forhandlingerne. Hver morgen klokken 8.00 var der morgenmøde på fabrikken, hvor pigerne meldte sig til at tage ud og male paptallerkner og holde taler.

»Når fagforeningerne holdt branchemøder, skulle der selvfølgelig sidde en porcelænsmaler, for et møde uden en porcelænsmaler var ikke noget rigtigt møde,« siger Dorthe Rossau og griner. Også de lokale støttegrupper ville gerne have pigerne ud.

»Der var støttegrupper i hver en lille flække, så jeg har både siddet på torvet ude i Kastrup og på gymnasier i Jylland. Det var som en kæmpe bølge af medvind, når alle kom og dunkede en i ryggen, mens man sad og malede papplatter. Vi kunne slet ikke få armene ned, det var så vild en fornemmelse,« husker hun.

Men selv om kvinderne mødte opbakning fra de fleste, manglede den hos én central aktør: Socialdemokraterne og den organiserede fagbevægelse. Det betød, at plattepigerne i både 1972 og 1976 havde brug for nye, politiske allierede. Her kom venstrefløjen til undsætning med den organisering de manglede.

Allieret med venstrefløjen

De lyse kvindestemmer i de gamle lokaler på Smallegade blev under konflikterne blandet med andre røster. Medlemmer fra både VS og DKP var dybt engagerede i plattepigernes kamp for bedre arbejdsforhold, og repræsentanter fra de to partier mødte dagligt op på fællesmøderne i kantinen, fortæller Benthe Østrup Madsen.

»VS’erne kørte den teoretiske del. Alt det, vi ikke forstod, kom de og analyserede og forklarede for os,« siger hun og fortsætter. »Vi kunne mærke, at de var på vores side. Efterhånden, som konflikten skred frem, udpegede de, hvad der var politisk, og hvad der var fagligt, på den måde kunne vi adskille det,« siger hun.

Dorthe Rossau havde samme oplevelse under konflikten i 1976. Venstrefløjsaktivisterne sørgede for at organisere og indkalde til demonstrationer. De oprettede støttegrupper og afholdt støttefester, og efterhånden havde hver by, ethvert uddannelsessted og arbejdsplads en gruppe.

»Alliancen betød det hele, for de mente det, og vi følte os båret igennem konflikten, selv om de var vildt fremmede mennesker,« siger hun og tilføjer, at også Københavns Universitet og RUC hjalp til, når der skulle trykkes materiale og sanghæfter.

»Alle gav en hånd,« siger hun.

Blandt venstresocialisterne var akademikerne, AA’ere som plattepigerne kaldte dem. En af dem er i dag lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup. Dengang var hun sociologistuderende på Københavns Universitet og medlem af VS på Frederiksberg. Hun husker de misbilligende blikke fra fabrikkens mandlige medarbejdere. De havde ikke meget tilovers for ’studentikoserne’, der tilbragte det meste af konflikten med notesblokken i hånden blandt arbejderne i kantinen.

»Vi stod op om morgenen og delte løbesedler ud, og jeg var også med til morgenmøderne, samtidig med at jeg interviewede nogle af plattepigerne som led i mit sociologistudie,« siger hun. Det der især gjorde indtryk på Karen Sjørup, var de unge kvinders fremtoning. »Plattepigerne var friske, unge og veltalende. De appellerede mere direkte til folk, end hvad sådan en højtsnakkende, gammeldags fagforeningsmand kunne, og de varslede en ny tid, hvor kvinderne havde større selvbevidsthed,« siger hun.

Konfliktens aktivistiske fremgangsmåde tiltrak den intellektuelle venstrefløj, mener Karen Sjørup. De havde læst tykke bøger med marxistiske analyser, men nu så de dem udfolde sig midt i den konservative højborg Frederiksberg.

»Vi var optaget af det, vi kaldte vilde strejker. Overenskomststridige strejker, som udviklede sig eksplosivt og langvarigt. Vi så dem som et udtryk for, at arbejderklassen for alvor viste tænder og satte nye dagsordner. At det så oven i købet var kvinderne, der kæmpede mod de mandlige tillidsrepræsentanter, det var noget, vi syntes var både fantastisk og meget lovende for fremtiden,« siger hun.

Venstrefløjen afholdt kurser i arbejderrettigheder, skrev artikler og analyserede arbejderkampen. Den aktive rolle som arbejdernes allierede passede ifølge Karen Sjørup ind i den socialistiske selvforståelse.

»På det her tidspunkt opstod et arbejder-akademiker-samarbejde, som handlede om, hvordan man analyserede og kæmpede med arbejdsmiljø og strejker. Samtidig med at det var noget, der lå i tiden, at arbejdere og akademikere skulle forene sig og solidarisere sig mod kapitalen,« siger hun. Med venstrefløjens støtte fik arbejderne placeret deres rettigheder øverst på den nationale, politiske dagsorden. Men efterhånden slog samarbejdet revner og efterlod plattepigerne alene tilbage.

Solidariteten udeblev

Da Dorthe Rossau blev fyret i sommer, var der ingen politikere, som greb chancen og modsatte sig, og ingen engagerede studerende eller idealistiske partimedlemmer viste deres sympati. Arbejderne var alene mod et uimodsigeligt argument, der tilsyneladende tager luften ud af ethvert menneskeligt hensyn: Vi skal spare.

»Båden var jo for længst sejlet. Da jeg stoppede, havde vi vidst, at det ville ske i halvandet år, og det lød jo som det rigtige, fordi de kunne spare penge,« siger hun. Hun bebrejder ingen det, der er sket, situationen er en anden i dag, som hun siger, og malerne gjorde heller ikke modstand.

»I gamle dage var der bare nogen, der skulle sætte et komma forkert, så ringede vi til Ritzau, sådan er det ikke mere. Når alle arbejderne kan undværes, så får du jo ikke noget ud af at strejke, i stedet lægger alle sig fladt ned for erhvervslivet,« siger hun.

En ting er, at lønpresset fra globaliseringen tilsammen med indtjeningspresset fra finanskrisen har gjort det svært at drive industriproduktion i Danmark – selv af luksusvarer som porcelænet fra Royal Copenhagen og sølvtøjet i Georg Jensen. Begge virksomheder var dele af det sølvæg, som kapitalfonden Axcel ved opkøbet i 2001 så for sig i koncernen Royal Scandinavia A/S, og som for begge virksomheders vedkommende i stedet blev til mere end et årtis rejse gennem stadigt flere røde tal på bundlinjen, stadigt flere udflyttede arbejdspladser og stadigt færre danske ansatte.

En anden ting er, hvorfor porcelænsfabrikkens vilkår, der engang var genstand for en identitsformende politisk kamp, ikke længere føles som en sag for venstrefløjen. At Dorthe Rossau og hendes kolleger i sommer forlod maleafdelingen i Glostrup uden anden opmærksomhed end en vase og valgfri morgenmad i et telt sat op til lejligheden, har ifølge Karen Sjørup også at gøre med et problem for venstrefløjen selv. Nemlig at venstrefløjspartierne i alt for høj grad har glemt de sociale kampe for omfordeling.

»Man har flyttet sin interesse fra arbejdskampe til kampe om kønsidentitet og spørgsmål om, hvordan vi behandler drenge og piger ens i børnehaven,« synes hun. Omprioriteringen handler ikke kun om arbejderne, men også om akademikerne.

»Forskningen er blevet mere teoretisk og elitær og har svært ved at forholde sig til for eksempel arbejdskonflikter. De er sket en afpolitisering og kulturalisering, og det er pinagtigt, for så sker der meget, vi slet ikke opdager,« siger hun.

Der er dog også et andet problem. For når venstrefløjen ikke længere tropper op med bannere og slagsange, hvis de danske arbejdspladser bliver nedlagt, har det ifølge Karen Sjørup også at gøre med, at de moderne arbejdere ikke betragter sig selv som en gruppe.

»Klasseopdelingen er ikke lige så tydelig, som den har været tidligere, og vi har svært ved at identificere en sosu-hjælper eller en sygeplejerske med arbejderklassen, for det gør de heller ikke selv,« siger hun.

Selv om venstrefløjen har holdt sig på sikker afstand af Den Kongelige Porcelainsfabrik, siden de begyndte at udlicitere arbejdet til akkordlønnede på den anden side af Jorden, mener Karen Sjørup, at der må være potentiale for et nyt samarbejde.

»Interessen fra de venstredrejede akademikere var stor under konflikten med de ’varme hænder’ i 2008, og jeg føler mig overbevist om, at kampene godt kan komme igen. Der er jo rigeligt at kæmpe for,« siger hun.

I dag søger Dorthe Rossau nyt arbejde, men hun indrømmer, at det er svært, når man er 57 år. »Dengang red vi på en bølge af medvind og optimisme. Vi troede på, at hvis vi var fælles om det hele, var vi stærke. Den tro er måske lidt svær at finde i dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Markus Lund
  • Daniel Hansen
  • Curt Sørensen
  • Vivi Rindom
  • Kurt Lindy Hansen
  • Niels Ishøj Christensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Torben Bruhn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Rune Petersen
  • Jeppe Petersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Grethe Preisler
  • Flemming Scheel Andersen
  • Torben Nielsen
  • Claus Piculell
  • Inger Sundsvald
  • Laust Persson
  • Steven Wensley
  • Holger Madsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Niels Mosbak
  • Peter Taitto
  • Aksel Gasbjerg
  • lars abildgaard
  • Peter Jensen
  • John Hansen
Markus Lund, Daniel Hansen, Curt Sørensen, Vivi Rindom, Kurt Lindy Hansen, Niels Ishøj Christensen, Rasmus Kongshøj, Torben Bruhn Andersen, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Rune Petersen, Jeppe Petersen, Estermarie Mandelquist, Grethe Preisler, Flemming Scheel Andersen, Torben Nielsen, Claus Piculell, Inger Sundsvald, Laust Persson, Steven Wensley, Holger Madsen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Niels Mosbak, Peter Taitto, Aksel Gasbjerg, lars abildgaard, Peter Jensen og John Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristoffer Larsen

Claus Jensen

Det er meget simpelt. Man ser ens aktier stige i værdi. Så kan man købe noget mere. Man se ens ejendom stige i værdi. Man ser venner og bekendte der kommer i beskæftigelse. De giver sikkerhed.

Omvendt. Faldende boligpriser eller stigende ledighed. Bekendte der ikke kan finde beskæftigelse. Det giver usikkerhed.

Man kan med rette kritisere de fagøkonomer der ikke så faren i den danske boligboble og den bunke gæld der på få år blev bygget op trods den kommende aldring af befolkningen. I dag ser man så hvordan bankerne slanker deres balancer og hele regioner som det vestlige Sjælland der har svært ved at få vejret.

Velstandsspring har det med, at tage tid. F.eks. er der stadig høj ledighed i de tidligere DDR områder. I Sydkoera er der en enorm forskel på unge der har et forbrug som i vesten, mens de ældre er fattige.

Om fremtiden og de ændringer der kommer er der jo modsatrettede skoler. Nogle skriver om masseledighed der rammer white-collar og traditionelle middelklassejobs. Andre siger. at den teknologiske udvikling og produktivitet er gået i stå.

Nu handlede artiklen om medarbejdere der arbejdede med et produkt der havde faldende efterspørgsel. Man kan ikke sikre den slags job på samme måde som man ikke kunne sikre telegrafisternes.

Men man kan dels forsøge, at sikre uddannelser og kundskaber der giver mulighed for at bestride nye funktioner og man kan forsøge at mindske de udsving i konjunkturerne.

Det sidste du skriver er jeg enig i. Ser man bort fra den svage konjunktur er ledigheden relativ lav, men selv når økonomien retter sig er der en stor gruppe på kontanthjælp som har store udfordringer fordi de er for raske til førtidspension, men for svage til at være jobklare. Om den kode kan knækkes ved jeg ikke, men der er givet mange årsager til deres situation. Det kan være en baggrund med problemer i familien, kriminalitet, stress og depression eller livskriser der kan være svære at håndtere og så er der mennesker der bare ikke har de samme ressourcer som andre.

Grethe Preisler:

Håndsrækningen var til den forsumpede Bill Atkins, der næppe kan forventes at kunne svare for sig selv fra sin husvogn på den historiens losseplads, hvor Niels P. Sønderskov har parkeret ham med vanlig socialdemokratisk autoritet.

Men du sætter fingeren på andet end bare Niels P's ømme punkt, for socialdemokraterne er nok de eneste i disse spalter, som har mindst tre personer på spring til blindt at forsvare partitoppen gøren og laden. De må føle sig meget sårbare for tiden, eller er græsrodsorganisationen bare så god?

Flemming Scheel Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Niels Mosbak gentager sit link om selskabsskabsskatten selvom det er fuldstændigt meningsløst at tale om hvor mange selskaber der betaler skat. I en koncern med 100 sambeskattede selskaber er der et der skal afregne skatten, hvorfor de øvrige 99 står som nulskatteselskaber.

Et af de sambeskattede selskaber skal fungere som administrationsselskab. Administrationsselskabet forestår indbetalingen af den samlede indkomstskat. Dette gælder også restskat, tillæg og renter. SKAT kan med frigørende virkning udbetale overskydende skat og godtgørelse til administrationsselskabet. Se SEL § 31, stk. 4, 7.-9. pkt.

http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=1827337

Sider