Interview
Læsetid: 9 min.

Følsomhed på stylter

Dyden går amok i Storbritannien. Men islamkritikere er nærsynede og ser ikke, at sygdommen ligger i vores egen politiske kultur, og at krænkelseskulturen rækker langt ud over muslimske miljøer. Interview med Brendan O’Neill, redaktøren af Spiked.com
Moderne Tider
15. februar 2014
Tro på det. Brendan O’Neill mener, at folk i Vesten generelt ikke har tiltro til ’vores egne grundlæggende oplysningsværdier’ og ’ikke for alvor tror på værdien af ytringsfrihed’.

Tro på det. Brendan O’Neill mener, at folk i Vesten generelt ikke har tiltro til ’vores egne grundlæggende oplysningsværdier’ og ’ikke for alvor tror på værdien af ytringsfrihed’.

Paul Grover

Jeg møder redaktøren af Spiked i Farringdon-kvarteret i London, i hans diminutive kontor lige over tænketanken Institute of Ideas. Denne blev skabt på resterne af The Revolutionary Communist Party, da man nåede frem til, at der ikke længere var perspektiv i at kæmpe for revolutionen.

Brendan O’Neill har også en fortid i partiet, idet han var redaktør af dets tidsskrift, Living Marxism. Der er flere hyldemeter af det i reolen bag mig. Bladet måtte imidlertid lukke efter en injuriesag i 1997.

Dets efterfølger er internettidsskriftet Spiked. Og der er stadigvæk venstrefløjs- positioner, der er fulgt med fra forgængeren på etagen nedenunder. Såsom modstand mod de militære kampagner efter 11. september 2001. Afghanistan, Irak, og hvad der generelt promoveres som ’humanitære interventioner’. Men samtidig har man adopteret en stærkt profileret kritik af multikulturalisme og krænkelsesideologi. Altså en blanding af venstrefløjspositioner og borgerlige standpunkter. Man ser sig selv som venstrefløj, politisk liberal og ytringsfrihedsfortaler. Det har ført til grimme beskyldninger om, at man er højreorienterede liberalister i venstreorienteret indpakning.

Den kritik bliver afvist fra Spiked med, at man på den øvrige venstrefløj er for statsorienteret til at kunne forstå den liberale tendens, der også eksisterer inden for »den anti-stalinistiske venstrefløj«.

Jeg har sat redaktøren stævne for at få belyst aspektet med politisk liberalisme inden for en venstreorienteret kontekst. Hvad betyder det for det spørgsmål, der definerer vores tid: kampen for eller imod ytringsfrihed?

Vi vender lige sagen om Living Marxism. Det måtte lukke efter en injuriesag i 1997. Brendan O’Neill ser anklagen i en større sammenhæng, der kan sammenfattes under begrebet ’etikette’. Tidligere kaldte man det ’politisk korrekthed’. Men det begreb er i dag nedslidt af højrefløjens misbrug for at fremme sin egen korrekthed. Det er i sig selv en uliberal markør.

Etnicitet og religion forpligter

Så lad os tale om opgøret med ’etikette’ i en bredere betydning, sådan som Spiked og Brendan O’Neill forstår det.

Jeg ankommer til mødet med en helt ny krænkelseshistorie, hørt på en pub: På London School of Economics var to studerende blevet bortvist fra et arrangement, alene fordi de havde båret T-shirt med tegninger af ’Jesus og Mo’. Jesus siger: »Hey« og Mohammed siger: »How ya doing?« Uskyldigt skulle man tro. Not so.

Med støtte fra teknisk personale og studenterforening udviser universitetet dem fra den bod, hvorfra de formidler information om The Atheist Secularist and Humanist Society. Senere får de en undskyldning fra rektor med henvisning til ytringsfrihed. En tidligere islamist og eksmedlem af Hizb-ut-Tahrir, Maajid Nawaz, deltager i et debatprogram på BBC og siger, at der ikke er noget fornærmende ved den famøse t-shirt. To andre deltagere har T-shirten på i studiet, men tv skåner dog publikum under seancen og sørger for, at man ikke får noget billede af de to religionsstiftere. Herefter fortsætter krænkelseskampagnen: Den muslimske politiker og tidligere islamist Maajid Nawaz, nu reformeret og medlem af de liberale demokrater, modtager dødstrusler, og dydige muslimer iværksætter en kampagne i hans valgkreds, Hampstead, for, at han skal fjernes som partiets kandidat. 20.000 har skrevet under. Det er med andre ord nu i sig selv blevet en krænkelse for dydige muslimer, at tilkendegive, at man ikke føler sig krænket – hvis man vel at mærke selv er muslim. For etnicitet og religion forpligter.

Men etiketteideologien rækker videre end til dydige muslimer. Brendan O’Neill tager over:

»Forleden blev en homofobisk præst i Skotland arresteret, fordi han udtalte, at homoseksualitet er en synd. Han tilbragte faktisk et par nætter i fængslet for det. Men det er bare ét enkelt tilfælde fra i år.«

– Hvilken virkning får denne form for meningscensur for den demokratiske offentlighed?

»Moralsk etikette gennemtrænger efterhånden alt i det offentlige rum i en grad, så man nærmest ikke får øje på det. Men det gør naturligvis det ved den offentlige meningsdannelse, at folk opfører sig uærligt og spiller spil for ikke at fornærme. Man kan ikke udtrykke sine egne følelser og meninger. Og det forhindrer en ligefrem debat om de ting, som der reelt er uenighed om. Det får mig til at tænke på John Stuart Mill, som i værket On Liberty peger på, at det er vanen, der terroriserer offentligheden. Argumenter udfordres ikke. Enighed gennemtrumfes ved tavshed. Det skaber en konformisme, der er et stort problem her i landet. Folk bliver bange for at tænke og udtrykke sig frit. Forleden var der en historie med et teater her i London, som ville sætte et stykke på repertoiret om islams historie. Det gjorde de imidlertid ikke af frygt for, at visse muslimer ville blive voldelige og krænkede og brænde teatret ned. Men det var kun deres egen fejhed, der var årsagen til, at de traf denne beslutning om selvcensur. Umiddelbart var der ingen, der brokkede sig. Samtidig sendte deres forkerte beslutning et signal om, at det var forventeligt, at nogle ville føle sig krænket og reagere med vold. Det er i sig selv en ytring!«

Tror ikke selv på ytringsfriheden

– Hvilken betydning får sådanne ytringer om andres forventede følelse af krænkethed?

»De kommer til at virke som opfordringer til at føle sig krænket. Man udlover belønninger til dem, der kan finde noget at blive krænket over. Det bliver ligefrem en måde, som grupper identificerer sig på. Man bindes sammen af følelsen af at være krænket. Jeg så på et tidspunkt en plakat på et offentligt sted, som søgte efter ofre, der mente, de var blevet krænket! Man kunne henvende sig til en organisation med sin krænkelse. Her var det så en muslimsk organisation, der for offentlige midler lagde net ud for at fange nogle krænkede. Det er ikke kun et spørgsmål om identitet. Det er også en måde at skaffe funding på for en organisation. Den politiske kapital er ikke kun moralsk, men også et spørgsmål om faktisk kapital. Krænkelsen bliver omdrejningspunktet for hele kulturens og organisationens eksistens.«

– Hvor ser man det ellers bortset fra hos krænkede muslimer?

»Mange såkaldte islamkritikere kan kun få øje på krænkede muslimer, som vil gribe ind over for ytringsfriheden. Men moralsk etikette gennemtrænger samfundet overalt. Det ser islamkritikere ikke, når det ikke omhandler lige netop islam. F.eks. har tyve universiteter her i Storbritannien forbudt en sexet popsang af Robin Thicke, fordi den angiveligt er fornærmende over for kvinder. Et teaterstykke af to lesbiske forfattere er også blevet forbudt, alene fordi ordet ’dyke’ bliver brugt. Det er som bekendt et oprindeligt nedsættende udtryk for lesbisk. Tre Tottenham Hotspur-fans skal for retten i februar måned, fordi de har kaldt sig selv for ’Yids’. Også et oprindeligt nedsættende ord, her for jøder. Nu bruger disse jødiske fans det så om sig selv – de kalder sig for ’Yid Army’. Der er nu rejst tiltale for racistisk fornærmelse imod de tre – men hvem er offeret? Der er tale om en snigende moralistisk kolonisering af hele det britiske samfund på alle områder«.

– Men hvor kommer denne tendens fra i bredere forstand?

»Det er i hvert fald alt for snævert at se den som et fænomen, der udelukkende er skabt af emsige venstreorienterede. Det findes i langt bredere kredse. Og så kommer den måske af, at man generelt ikke har tiltro til vores egne grundlæggende oplysningsværdier her i Vesten. Man tror ikke for alvor på værdien af ytringsfrihed.«

– Hvordan har vi mistet troen på oplysningen i Vesten, tror du? Når man taler med eksiliranere f.eks., så ved de, hvad der er vigtigt: Det er den europæiske oplysning. De spørger sig selv, hvorfor vi så har mistet troen på den?

»Altså, nu i år mindes vi udbruddet af Første Verdenskrig, og jeg tror egentlig, det hele begynder med denne krig. Eliterne begynder at miste tiltroen til oplysningen. Der er naturligvis tale om en tendens og en langtidsvirkning. Pacifisme fødes, og igennem den lærer studerende om krigen. Litteraturen bliver den prisme, krigen opfattes igennem. Man får opfattelsen af, at der ikke er noget, som man skal kæmpe for. Relativisme fødes: Det vestlige oplysningsprojekt er ikke mere bevendt end andre kulturer med totalitære og autoritære karaktertræk. På venstrefløjen, hos bl.a. Frankfurterskolen i tiden efter Anden Verdenskrig, promoveres tanken om, at masserne instinktivt er autoritære. Det må der dæmmes op for. Der stilles spørgsmål ved, om ytringsfriheden er et vigtigt princip. I dette tomrum begynder multikulturalismen at komme i spil. Det er de ydre rammer for den situation, vi befinder os i idag.«

Vil have anerkendelse

– Hvordan blev kulturen politiseret? I halvfjerdserne betød kultur slet ikke det, den gør i dag.

»Det er et meget godt spørgsmål. For tidligere definerede man sig her i Storbritannien igennem klassetilhørsforhold. Hvor kommer du fra? Hvem er du? Det behøvede man ikke at være marxist for at forstå. Alt det personlige ragede ikke andre. Hvorvidt du var bøsse eller tilhørte en anden subkultur var din egen sag. Det kunne aldrig blive en del af din offentlige identitet. Det var irrelevant. Da de store fortællinger så forsvinder, og marxismen imploderer, sættes der et helt nyt spil i gang. Både højrefløjen og venstrefløjen kan så begynde at enes om, at oplysningsværdierne er tvivlsomme. Relativisme kommer i højsædet. Samtidig vokser behovet for og vigtigheden af at definere sit personlige liv offentligt. Og retfærdiggøre det og få det alment anerkendt. Feminisme bliver et tema. Sexualitet bliver et tema for offentlig debat. Og der skal herske konsensus om dette, ellers kan man bringe krænkelsesargumentet i spil. Hele diskussionen om homobryllup er opstået som en terapeutisk ambition for at hente mere anerkendelse. I halvfjerdserne sagde bøsserne: »We are here, we are queer, get used to it! Fuck you!« Nu siger man: »We are here, we are queer, please tell us that’s o.k.« Bøsserne er et meget fint eksempel på den forskel, der er opstået i indstillingen til anerkendelse. Før var man selvberoende og troede på sig selv og ville have staten ud af soveværelserne. Nu angler man efter statens og kirkens anerkendelse.«

»Men det er en generel tendens i dag; hungeren efter statens og samfundets anerkendelse. For nogen tid siden udgav et forlag her i landet en tekstsamling af selveste Osama bin Laden. Det er en stor klagesang over, at man ikke vier muslimer og muslimsk kultur tilstrækkelig opmærksomhed. Efterhånden som man læser, går det op for én, at al-Qaedas terror ikke er andet end et krav om at få anerkendelse for muslimers eksistens. Et krav om opmærksomhed. Terror er ikke længere et middel til at opnå et mål. Den er i sig selv et mål, hvormed man får øjeblikkelig opmærksomhed i medierne. Men islamkritikere er totalt nærsynede, når de kun er optaget af islamisme. Denne politisk-religiøse bevægelses angreb på oplysning er bare en del af en større tendens i den vestlige kultur.«

Sandhed er ikke længere kriteriet

– Hvordan kom Living Marxism i klemme i sin tid, og hvorfor måtte det lukke?

»Du husker sikkert koncentrationslejren Trnopolje under krigen i Bosnien. Der var dette meget berømte billede. Denne udmagrede mand bag pigtråden. Living Marxism publicerede så en artikel af en tysk journalist, Thomas Deichmann, der påviste at billedet var arrangeret. Der var ikke tale om, at disse fanger stod inde i lejren, og billedet var taget udefra. Men billedet var taget fra en hønsegård inde i lejren og ud mod fangerne i lejren. Det var fotografen, som var bag pigtråden, ikke fangen. Det kunne bladet også bevise var sandt i forbindelse med retssagen. Men dommeren dømte Living Marxism for at bringe artiklen med onde hensigter. Det var krænkende. Straffen bestod i, at Living Marxism skulle betale 675.000 pund i erstatning, bøde og sagsomkostninger. Det betød, at bladet rent faktisk måtte dreje nøglen om. Hvorvidt det, man siger, er sandt eller falsk, er ligegyldigt. Det er ikke længere kriteriet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

OK, O'Neill har et par udmærkede pointer, f. eks. omkring det overdrevne hensyn til religiøse og andre følelser, men der er godt nok også et par punkter, hvor han har katastrofalt galt fat.

>>Hvorvidt du var bøsse eller tilhørte en anden subkultur var din egen sag. Det kunne aldrig blive en del af din offentlige identitet. Det var irrelevant.<<

Manner, hvor er det her grufuldt, faktuelt forkert. Det var indtil for ikke så frygteligt længe siden noget, folk omhyggeligt holdt hemmeligt, fordi det socialt set var den visse død. Britiske statsansatte måtte ikke være homoseksuelle, fordi det kunne bruges til at afpresse dem til at tjene fremmede magters interesser ...og det at man som homoseksuel ville blive fyret, hvis man blev afsløret, var medvirkende til at gøre det til et virkelig glimrende emne for afpresning.

O'Neill har utvivlsomt ret i, at 1. verdenskrig var skelsættende i den vestlige kulturs udvikling. Han har så øjensynligt misset at 1. verdenskrig var skelsættende *fordi* den afslørede på meget konkret vis, at der var noget rivravruskende galt med fremskridtsprojektet som praktiseret indtil da af aggressive, imperialistiske nationalstater.

Det er lidt sjovt at se en angiveligt progressiv person, som i den grad længes tilbage til de gode, gamle dage, før verden gik af lave, da bøsser var noget man skød med og kvindebevægelsen var en gangart.

I en dansk sammenhæng kan vi se, at hver gang inden for de sidste par årtier, der har været rigtig gang i udlændinge-debatten på den dér "de-er-onde-og-middelalderlige-og-avler-som-rotter"-måde, har det hver eneste gang været brugt som systematisk, politisk mobilisering for at samle ellers uens parter om at vedtage strengere forhold for flygtninge og indvandrere, og så sjovt nok gribe eller fastholde den politiske magt, nu man var i gang. Og efterfølgende har vi så kunnet se på de konkrete sager, hvor urimelige mange af de regler har vist sig at være i praksis. Det har voldt mange mennesker ganske meget skade, og det er startet med "bare ord" hver gang. Ja, ytringer er bare ord, men de kan ofte have konsekvenser som ikke er.

jan henrik wegener

Spørgsmålet fylder en del også for mange ikke-marxister.
Baggrunden, det at UK for ikke så mange årtier siden, stadig var leder af et på papiret verdensomspændende imperium har måske betydet en del? Det at benytte "indfødte" ledere, og elementer fra lokal kultur har nok været en succesfuld herskerstrategi længe. Derfor er det jo ikke sikkert at det er lige vellykket for meget mindre europæiske stater.

Han er en slags klimabenægter. Der kan man bare se.