Læsetid: 5 min.

Kampen om Brandes’ fodspor

Positionerne i debatten om ytringsfrihed er i bevægelse. Men der er fortsat kamp om, hvem der i dag løfter arven efter Oplysningen og Georg Brandes
Uenighed, men ... Frederik Stjernfelt (t.v.) og Bo Lidegaard var langt fra enige, men anerkendte begge, at debatten om ytringsfrihed har flyttet sig siden Muhammedkrisen. Og begge bestræbte de sig på ikke at rulle den tilbage i skyttegravene.

Tor Birk Trads

8. februar 2014

Positionerne i debatten om ytringsfrihed har længe været fastlåst. På den ene side de kulturradikale pragmatikere, ’Systemet Politiken’, som mener, at kampen for ytringsfrihed også må rumme en besindelse, et ansvar for den demokratiske samtale. ’De anstændige’, som Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen har kaldt dem.

Stjernfelt tilhører den modsatte fløj. Her slås ytringsfrihedens ultimative frontkæmpere som Jacob Mchangama, Katrine Winkel Holm m.fl. for frihedsrettighedernes ukrænkelighed. Nogle kalder dem idealister, andre for ytringsfrihedsfundamentalister.

Onsdag aften var begge fløje repræsenteret ved henholdsvis Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, og Frederik Stjernfelt, nytiltrådt professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KU, ved debat i Politikens Hus, arrangeret af Georg Brandes Selskabet.

Tilbage til oplysningen

Det stod hurtigt klart, at de fastlåste positioner er i bevægelse. Frederik Stjernfelt indledte således med at byde Bo Lidegaard og Politiken velkommen tilbage til oplysningstraditionen efter 10 års ørkenvandring.

Det er først og sidst debatten om digteren Yahya Hassan, som efter Stjernfelts opfattelse har rykket Politiken væk fra den linje, der efter Muhammedkrisen blev fastlagt af daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden. I en leder 8. december skrev Lidegaard, at overfaldet på Yahya Hassan har gjort det klart, at der er en trussel mod det frie ord.

Allerede 24. november lagde kulturredaktør Rune Lykkeberg op til Politikens såkaldt ’nye linje’ ved at slå fast, at »ytringsfriheden er truet på det praktiske plan«. Senest er avisens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen blevet kaldt racist i en svensk kommentar til Yahya Hassan-debatten for angiveligt at generalisere i sin understregning af de faktiske problemer i visse muslimsk dominerede ghettomiljøer herhjemme..

På hjemmebane i Politikens Hus gik Bo Lidegaard straks til bekendelse. Debatten om ytringsfriheden, herunder Politikens egen position, har været fastlåst. Balladen om Yahya Hassan har været en vej til nye erkendelser. Men er der dermed tale om en fuldstændig forsoning mellem de to fløje i ytringsfrihedsdebatten?

Er der tale om den »ytringsfrihedens forbrødrende Kumbaya-syngende kædedans bestående af Klaus Rifbjerg og Lars Hedegaard, Georg Metz og Flemming Rose m.fl.«, som Jacob Mchangama for nylig skrev i et blogindlæg i Berlingske?

Nej, mener Lidegaard. Striden om sagens kerne består. Ganske vist er fløjene enige om, ytringsfriheden er det bærende princip i et moderne demokrati. Men det er i virkeligheden ikke det, ytringsfriheden handler om, siger Lidegaard. For ham er det afgørende nemlig, hvordan vi forvalter ytringsfriheden.

Med henvisning til Hal Kochs tanker om demokratiet som samtale argumenterede Lidegaard for, at essensen i folkestyret er forpligtelsen på ikke bare at tillade og tolerere modsatte synspunkter, men også til at mødes i den uenighed.

Ytringsfrihed handler dermed ikke kun om, hvad vi har ret til, men i høj grad også om det ansvar, som følger med forvaltningen af demokratiet. Det ansvar kan ifølge Lidegaard ikke affejes som kujonagtig anstændighed. Det handler om holdninger. Men også, at holdninger kun brydes i og med forpligtelsen til at møde hinanden i samtale.

Uden for andedammen

Stjernfelt anerkendte argumentet om demokratiet som samtale. Men understregede samtidig, at det er en model, som trives bedst i den hjemlige andedam. Uden for landets grænser er kampen for ytringsfriheden, også den rent principielle, langt mere akut.

Og netop den globale trussel mod ytringsfriheden tvinger os til at være mere principielle, end argumenterne for samtaledemokratiet fordrer, hævder Stjernfelt. For hvis og når de etiske konsekvenser af bestemte ytringer, som Lidegaard lægger vægt på, kommer i konflikt med ytringsfriheden som princip, vil Stjernfelt til enhver tid kæmpe for sidstnævnte. Det har han – i hvert fald indtil for nylig – været i tvivl om, hvorvidt Politiken også ville.

Den tvivl fejede Lidegaard til side. Men han fastholdt sin kritik af Stjernfelt og andres konstante fremmaning af et billede, hvor ytringsfriheden trues fra alle sider. Herhjemme er den trussel i hvert fald stort set ikkeeksisterende, hævder Lidegaard.

Han medgiver, at ytringsfriheden er truet internationalt, men mener samtidig at ytringsfrihedsforkæmpernes skingre forsvar fremmer en debatkultur, som står i direkte modsætning til Hal Kochs standpunkt og den ansvarsfulde samtale. Og som dermed risikerer – ikke mindst internationalt – at spille bolden over til uansvarlige og undertrykkende kræfter. Som det eksempelvis skete under Muhammedkrisen.

Hvis vi konstant råber, at ytringsfriheden er truet, risikerer vi i virkeligheden at ødelægge den internationale kamp for netop ytringsfriheden, hævder Lidegaard. Stjernfelt var entydigt uenig i den diplomatiske bestræbelse.

Polemisk spurgte han, om det bedste forsvar for ytringsfriheden virkelig kan være ikke at gøre brug af den? Og svarede, at hvis man som han selv rent faktisk mener, at den er truet, nødvendigvis må blive ved med at sige det. Uden effektkalkuler af nogen art.

Ytringsfrihed, men …

Herefter blev ordet givet frit til de godt 150 fremmødte fra Politiken Plus-segmentet. Spørgsmålene fra salen viste, at selv om de to oplægsholdere har nærmet sig hinanden, så består positionerne fra Muhammedkrisens tid fortsat.

Kvinfos afgående direktør, Elisabeth Møller Jensen, talte endnu om sin afsky for de »åndssvage Muhammed-tegninger« og beskyldte Stjernfelt og co. for at male sig op i et hjørne. Fra modsat hold anklagede forfatter Birgithe Kosovic Lidegaard og Politiken for at udøve meningscensur, når de udelukkende vil trykke synspunkter, som besinder sig på demokratiet som samtale.

Anklagerne fra begge sider blev effektivt tilbagevist af de to veloplagte oplægsholdere. Som tydeligvis var mest optaget af muligheden for endeligt at løfte debatten om ytringsfriheden ud af skyttegravene.

Afslutningsvist adresserede Bo Lidegaard det forkætrede ’ytringsfrihed, men …’, som ytringsfrihedsforkæmpere gennem årene har brugt til skille fårene fra bukkene. For selv om debatten om Yahya Hassan ifølge Lidegaard effektivt har tilført velgørende nye perspektiver til en debat fyldt af dogmer, så vil han fortsat kæmpe for netop det ’men’.

Simpelthen fordi debatten om ytringsfriheden og ikke mindst forvaltningen af den er uinteressant og ørkesløs uden. »Jo,« sagde Stjernfelt, »men det ’men’ er bare for stort hos dig.«

Den fortsatte debat om ytringsfriheden og kampen om, hvem der bedst løfter arven efter Brandes og den danske frisinds- og oplysningstradition, kommer til at handle om størrelsen og karakteren af dette ’men’. Tilsat en god del af de rygmarvsreaktioner fra de urokkeligt overbeviste, som synes at høre til dagens orden i det danske samtaledemokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu