Korrekt sprog kan spærre for etisk engagement

Til et festskrift for sociologiprofessor Henning Bech, der holdt afskedsforelæsning fredag, har en amerikansk social-antropolog skrevet om forskellene mellem Danmark og Sverige, når det kommer til handicappede og politisk korrekthed

	Det politisk korrekte sprog fører ikke nødvendigvis til progressive forandringer. Tværtimod tyder de svenske erfaringer på, at sprogpolitiet ligefrem kan stå i vejen for dem, det skulle hjælpe

Det politisk korrekte sprog fører ikke nødvendigvis til progressive forandringer. Tværtimod tyder de svenske erfaringer på, at sprogpolitiet ligefrem kan stå i vejen for dem, det skulle hjælpe

iBureauet/Mia Mottelson
1. marts 2014
Delt 8 gange

På et feltarbejde i 2011 i Danmark og Sverige, hvor jeg undersøgte de to skandinaviske velfærdsdemokratiers håndtering af svært funktionshæmmede menneskers seksualliv, stødte jeg på noget uforudset. I Danmark findes der stort set ingen politisk korrekthed i sprogbrugen om funktionshæmmede.

Danskerne refererer til fysiske og mentale svækkelser som ’handicap’ – et ord, man i de fleste europæiske lande for længst har fravalgt. Jeg besøgte et hjem for mennesker med cerebral parese for at forklare mit projekt for dem. Her satte jeg mig ned sammen med de 10 beboere og spurgte, hvilket ord jeg skulle bruge om dem. »Spastiker,« svarede de i kor, uden at blinke.

»Virkelig?« udbrød jeg, overrasket, »alle andre steder, jeg kender til, er dét ord et absolut tabu.«

»Virkelig?« udbrød de, overrasket. »Nå, men hvad vil du ellers kalde os? Vi kalder hinanden for ’spassere’, men du kan kalde os ’spastikere’«.

En anden oplevelse kom endnu mere bag på mig. I et bofællesskab for udviklingshæmmede, som jeg flyttede ind i under mit feltarbejde, sad jeg udenfor og hyggesnakkede med en kvindelig socialrådgiver i 60’erne. Hun havde arbejdet på hjemmet i 20 år, var engageret i sit job og tydeligvis elsket af de unge mænd og kvinder, der boede i bofællesskabet. Ind imellem de hiv, hun tog af sin cigaret, fortalte hun mig en historie om en ung kvinde, der boede der. »Og så har vi jo den lille mongol,« sagde hun. Men tog sig så straks i det, stoppede og undskyldte. Måske fordi hun bemærkede, at jeg var ved at kløjes i min kaffe. »Åh, undskyld,« sagde hun. »Jeg ved godt, jeg ikke burde sige ’lille’. Hun er jo voksen.«

Det er ikke sådan, at Danmark generelt har isoleret sig imod diskussioner om politisk korrekt sprogbrug. Ord, der f.eks. har med indvandring og indvandrere at gøre, har politisk korrekte former, som de fleste mennesker, der ikke er racister – eller ikke er meget gamle – er omhyggelige med at bruge.

Anderledes forholder det sig med fysisk og mentalt hæmmede. Resten af verden slår knuder på sig selv over, om man skal sige ’funktionshæmmet person’, ’person med funktionshæmmelse’, ’funktionsalternativ’, ’bevægelsesudfordret’ eller lignende formuleringer. Danskerne, derimod, er øjensynligt gladeligt uvidende om den slags kvababbelser. Det overvældende flertal af dem fortsætter lystigt med at bruge ord og udtryk om de funktionshæmmede, der med garanti vil vække anstød og forfærdelse uden for Danmark.

Sex på dansk – og på svensk

I vores forskningsprojekt har den svenske historiker Jens Rydström og jeg sammenlignet tilgangen til seksualitet og handicap i Danmark og Sverige. Vi anser det at kunne indgå i erotiske relationer til andre mennesker for en grundlæggende ret, der er central for menneskers trivsel. Muligheden for at kunne engagere sig i seksuelle relationer er en afgørende markør for voksenstatus i vores samfund og en af de grundlæggende rettigheder, som vi forventer som borgere. Viser det sig, at et samfund systematisk tilsidesætter, forsømmer, hæmmer eller hindrer seksuelle behov og ønsker hos funktionshæmmede, er det samfund ikke bare diskriminerende. Så er det også fundamentalt uretfærdigt.

Set fra dette perspektiv står mænd og kvinder med betydelige medfødte funktionelle lidelser, såsom visse former for cerebral parese eller Downs syndrom, i den vanskeligste stilling af alle. For mens mange ikke-funktionshæmmede har let ved at forstå og sympatisere med seksuelle ønsker hos den flotte 23-årige ishockeyspiller, der brækker halsen og ender som paraplegiker i kørestol, har kun de færreste den samme grad af forståelse og sympati, når personen med det seksuelle begær er en 54 -årig mand med Downs syndrom eller en person født med en så svær cerebral parese, at han eller hun ikke har noget verbalt sprog, undertiden savler og har arme og ben spændt fast til sin kørestol for at kontrollere spasticiteten. Denne gruppe af svært funktionshæmmede voksne er dem, der har mest brug for hjælp til at realisere deres seksualitet. De repræsenterer den største udfordring for vores tænkning om spørgsmål som rettigheder og retfærdighed.

Den sproglige kampzone

Nu lidt om politisk korrekthed. Lige siden 1980’erne har funktionelle lidelser haft en fremtrædende plads i diskussionerne om politisk korrekt sprog, måske mere fremtrædende end klasse, race og køn.

I det meste af Vesten vandt det såkaldte ’mennesket først’-princip et stigende indpas i sproget fra 1970’erne og frem. På engelsk skulle man nu ikke længere bruge udtryk som ’den invalide’ eller ’den funktionshæmmede’, men sætte mennesket først og i stedet sige ’mennesker med funktionshæmninger’, ’mennesker med nedsatte synsevner’ osv. Tankegangen var, at man herved bedre kunne se det enkelte menneske bag den pågældende lidelse. Ord som ’handicappet’, ’krøbling’, ’retarderet’, ’spastiker’ og ’dværg’ blev stigmatiseret og erstattet med ord som ’fysisk svækket’, ’intellektuelt svækket’, ’person med cerebral parese’ og ’person af kort statur’ eller ’lille person’.

Men den politisk korrekte sprogbrug for funktionshæmninger kom aldrig rigtig til Danmark. Ord som ’krøbling’ er ganske vist forsvundet. ’Evnesvag’ og ’åndssvag’ er også blevet reduceret til skældsord og beskrivelser af virkelig imbecil adfærd. Men ’åndssvag’ levede dog videre i officielle sammenhænge frem til 1980, f.eks. i Statens Åndssvageforsorg. Og først i 1988 skiftede Landsforeningen af Vanføre navn til Dansk Handicap Forbund.

Når danskere taler om ’handicappede’, markerer de en forskel til ’normale mennesker’. Der findes ganske vist et politisk korrekt ord, ’udviklingshæmmet’, der har erstattet ’evnesvag’ som betegnelse for personer med en række intellektuelle svækkelser. Men ’mongol’ er stadig et ord, som hyppigt bruges om personer med Downs syndrom. Et andet eksempel på den danske politiske ukorrekthed er ’spastiker’.

Det eksempel, der må stå som den mest rammende opsummering af Danmarks unikke forhold til politisk korrekt sprogbrug vedrørende funktionelle hæmmelser, må dog være den beslutning, som i juni 2007 blev truffet i Landsforeningen for Væktshæmmede ved en afstemning blandt medlemmerne om at tage navneforandring til Dværgeforeningen. Foreningens medlemsblad hedder Kort og Godt.

Mennesket først

Sverige, derimod, er stærkt påvirket af den amerikanske og britiske tendens, og omtalen af de funktionshæmmede er formentlig en af sprogets mest ihærdigt patruljerede zoner. Selv det mindste sproglige fejltrin – som f.eks. at sige funktionshindrad i stedet for det langt mindre mundrette, men politisk korrekte person med funktionsnedsättning – vil ofte fremkalde en skarp og misbilligende korrektion. Selv blev jeg tugtet under en forelæsning i Stockholm i 2011, fordi jeg brugte den politisk korrekte betegnelse funktionsnedsättning, hvor en af mine kolleger kendte til et endnu mere politisk korrekt udtryk – funktionsvariation – og i plenum bebrejdede mig brugen af noget, hun anså for et forældet, nedladende ord. Episoden illustrerer glimrende den mekanisme, Steven Pinker har kaldt »eufemisme-trædemøllen«, hvor et politisk korrekt udtryk selv indoptager de stødende konnotationer fra det stødende ord, som det blev opfundet for at erstatte.

Ord som ’spastiker’, ’mongol’ eller ’dværg’ er bandlyst i Sverige. Det samme er ordet ’handicap’, som er blevet erstattet af funktionshinder ud fra et princip om, at en persons fysiske eller psykiske funktionsbegrænsning kun bliver til et handicap, når den pågældende person møder et utilstrækkeligt imødekommende indrettet miljø. I 2007 – det samme år, som den danske forening for personer af begrænset vækst skiftede navn til Dværgeforeningen – udstedte den svenske Socialstyrelse nye retningslinjer om sprogbrug i forbindelse med funktionelle hæmninger. Alt blev omformuleret til ’personen først’-sprog og udtrykket person med funktionsnedsättning blev erklæret for den nye anbefalede norm.

Er sproget en handling?

Politisk korrekt sprogbrug handler om mere end etikette. Antagelsen er, at den tillige har ikkesproglige konsekvenser i den virkelige verden. Som det danske Etisk Råd formulerer det i brochuren Etik og Sprogbrug: fra vugge til grav: »Sprogbrug kan påvirke både holdninger og handlinger blandt mennesker.«

Dette burde føre til, at mennesker med funktionshæmninger i Danmark bliver behandlet med mindre respekt og mindre værdighed end i Sverige, hvor den politiske korrekthed regerer suverænt.

Lad os underkaste den hypotese en nærmere prøvelse. Holder den stik?

Danmark og Sverige bruger begge omtrent samme høje procentdel (næsten 4 pct.) af det årlige bruttonationalprodukt på mennesker med funktionelle hæmninger. På ét punkt er forskellen mellem de to lande imidlertid ekstrem. I Danmark bliver funktionshæmmede menneskers seksualitet anerkendt og diskuteret, ligesom dens udfoldelsesmuligheder søges fremmet. I Sverige derimod bliver funktionshæmmedes seksualitet fornægtet, undertrykt og modarbejdet.

Dette betyder, at i Danmark kan f.eks. den førnævnte 54-årige mand med Downs syndrom eller personen med svær cerebral parese udmærket have et sexliv. I Sverige vil de sandsynligvis aldrig få et. Den 23 -årige ishockeyspiller vil godt kunne have sex i Sverige, for hvis éns funktionelle hæmning er en, man har pådraget sig, og især hvis man er ung og allerede har en partner, får man information og støtte til at genoprette sit sexliv. Men hvis ens svækkelse er medfødt, og især hvis den er alvorlig, og hvis man er single, er der ikke noget at stille op.

Danmark har et sæt retningslinjer, udgivet af Socialstyrelsen, for hvordan socialrådgivere og andre ansatte i bofællesskaber og alderdomshjem skal håndtere beboernes seksualitet. Disse retningslinjer stadfæster, at mennesker med funktionshæmninger har ret til et seksuelt liv, hvilket er i overensstemmelse med både FN’s Standardregler om lige muligheder for funktionshæmmede og WHO’s arbejdsdefinition på seksualitet. Retningslinjerne fastslår også, at socialrådgivere og andre har et ansvar for at rådgive og vejlede folk med funktionshæmninger, der ønsker hjælp til at forstå, udforske og udleve deres seksualitet. Omkring 300 danske socialarbejdere har taget en specialiseret tillægsuddannelse som seksualvejledere og kan bistå med oplysninger og vejledning, praktiske foranstaltninger for sex mellem funktionshæmmede kærester, hjælp til onani til personer med motoriske funktionsnedsættelser eller med kontakt til sexarbejdere til dem, der måtte ønske det.

Andre forventninger

Intet af tilnærmelsesvis tilsvarende art findes i Sverige. F.eks. findes her ikke seksualvejledere og heller ikke nogen retningslinjer for sex og funktionshæmmede. Men den mest markante forskel er, at selve ideen om, at sex forstået som seksuelle relationer eller seksuel aktivitet kan være en rettighed, i Sverige mødes med skarp benægtelse og enstemmig fordømmelse. En kommentar som den følgende er typisk. Den stammer fra en artikel fra 2004 med overskriften Sex är ingen rättighet. Forfatteren hedder Mattias Kvick og underskriver sig selv som habiliteringspersonal – altså en, der arbejder med mennesker med funktionshæmninger.

»Efter min mening er det helt omöjligt at prøve at opstille retningslinjer for, hvordan denne form for hjælp (med sex, red.) kan forekomme på måder, der udelukker enhver tænkelig risiko for misbrug og/eller ydmygelse for nogen af de involverede personer.«

Mattias Kvicks bemærkning er en koncentreret version af de typiske kommentarer, som gennemsyrer den svenske debat om emnet.

Vi befinder os altså i en modsætningsfyldt situation, der strider imod vores forventninger. På den ene side har vi Danmark, hvor et vildt politisk ukorrekt sprog om funktionshæmmede mennesker sameksisterer med en politik og en praksis, der er både er politisk radikal (fordi den tager rettigheder for funktionshæmmede borgere alvorligt) og etisk progressiv (på grund af sine implikationer om, hvad funktionshæmmede og ikkefunktionshæmmede kan forestille sig at engagere sig i med hinanden). Dette står i skarp kontrast til nabolandet Sverige, hvor sprogbrug om funktionshæmmede overvåges og fordømmes kompromisløst i tilfælde af udskejelser. Men hvor politik og praksis for funktionshæmmede menneskers seksualliv er politisk bagstræberisk og etisk tilbagestående. Hvordan skal vi forklare denne kontrast?

På det nationale plan er det meget muligt, at den danske ideologi om ’frisind’ kan give os en form for forklaring på, hvorfor danskerne er så relativt ubekymrede for, om deres sprogbrug om funktionshæmmede er politisk korrekt. Den danske sociolog Henning Bech har kaldt ’frisind’ – et ord, der bogstaveligt betyder ’frit sind’ eller ’fri ånd’ – for en ’national ejendommelighed’.

Selv om Bech ikke knytter ideologien om frisind til sproget og eller sprogbrugsideologier, kan hans påpegning af, at »frisind ikke er moralistisk og fastsætter ikke normer for, hvordan mennesker bør eller ikke bør leve deres liv« indikere, at vi her har en faktor, der forklarer danskernes tilsyneladende manglende interesse i at stigmatisere visse former for sprogbrug som moralsk defekte eller forkerte. Sverige har, som Bech påpeger, ikke nogen ideologi, der minder om frisind, men til gengæld en stærk tradition for statslig indgriben i borgernes liv og for statslige forbud og moralske retningslinjer.

Talen eller det sagte

Uanset hvad årsagerne til disse nationale forskelle er, kan det ske, at den rette sprogbrug vies så megen opmærksomhed, at de rette politikker eller former for etisk engagement fortrænges eller glemmes, fordi man lægger mere vægt på, hvordan folk taler, end hvad de faktisk siger.

Min pointe, som minder om filosoffen Judith Butlers pointer om hadtale, er, at sproget kan blive fejlerkendt som det sted, hvor de talende overbeviser sig selv om, at den afgørende handling har fundet sted. Så når en svensker korrekser andre taleres sprogbrug, kan han eller hun ønske sig selv tillykke med at have handlet på en progressiv, empatisk måde, der har ydet et konkret bidrag til gavn for funktionshæmmede medborgere i samfundet. Når sproget opfattes som det primære sted for den progressive handling, bliver det i sproget, at handlinger sker. Hvorimod foranstaltninger på andre områder kan virke mindre presserende og mindre nødvendige.

Det svenske eksempel tyder på, at politisk korrekt sprogbrug faktisk kan hindre progressive forandringer snarere end at fremme dem. I det omfang, at vi overser sondringen mellem tale og andre former for handling og fejlerkender sproget som primær lokalitet for handling, kan det få store konsekvenser for ringere stillede personer såsom funktionshæmmede. Samtidig gør den danske politiske ukorrekthed noget teoretisk interessant: Den indbyder os til at problematisere det rum, der eksisterer mellem sprog og handling, og ansporer os til at erkende, at talehandlinger, al deres performative kraft til trods, ikke kan erstatte konkrete etiske praksisser som opmærksomhed, engagement, omsorg og retfærdighed.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Festskriftet til Henning Bech er redigeret af Marie Bruvik Heinskou og Morten Emmerik Wøldike og udgivet af Center for seksualforskning, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben  Knudsen

Alle veje fører til sex gaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaab!
Knulla på svensk, bolle på dansk, jeg synes det danske ord er pænere.
Kom til mig om aftenen
Efter en lang og rig dag
Når jorden duftfer og skyerne hviler som bjerge på afstand
Lykkelig vil jeg da skilles fra alt, som har været mit
Lad mig til afsked blot høre fuglenes sang
Som et fløjt fra min ungdoms solbeskinnede enge

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Henning Bech vil formodentlig være den første til at gribe det mest ligefremme og kendte eksempel på overskæring af den gordiske knude: da bøsserne tog dette ord til sig og forandrede nedladende slang til præcis term. I dag ved man, at folk, der siger homoseksuelle, implicit holder den slags mennesker ti skridt fra livet.
Netop ved at vælge den politisk korrekte sprogbrug lægger man et lag ind imellem sig selv og de pågældende udfordrede, der er langt mere kalkuleret end empatisk. Dværg er kun nedladende for den, der lægger vægt på forskellen, og der er forskel på åndsvag og ånds-svag.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er nemlig sjovt, Majbritt Nielsen, at der implicit i din kommentar ligger en tanker, vi må af med: laveste fællesnævner! :-) Om det er en menneskeret eller ej, kan jo være ligegyldigt, hvis man synes, det er en væsentlig kvalitet i folks liv, som de skal hjælpes til. Vi skal hæve loftshøjden overalt i samfundet i stedet for at bruge pengene i den private sektor på overflødigt privat forbrug.

Brugerbillede for Stig Tanggaard

Jeg stod på en bar i går med min fulde kone som opførte sig mildere... fuldt. Hun tudede lidt, klyngede sig til mig, for i næste øjeblik at tømme mit glas i et hug og lange mig et par på hovedet. Til venstre for os stod 3 svenskere og måbede, særligt den ene, en smuk dame på måske de 60, så ud som om hendes øjne var ved at falde ud.

Havde det været 3 danskere havde de tænkt og reageret - nå og hvad så, pigen er fuld. De havde været skide ligeglade og grint overbærende, hvis de overhovedet havde bemærket os.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

Ret gode betragtninger.
Bøsserne er er virkeligt gået forrest i retning af at undgå 'omklamringen' fra PK, der nemlig som det også kommer frem i artiklen, i de fleste tilfælde mest er til gavn for den som udøver PK.

Lidt ondskabsfuldt kan man jo hævde at PK'erne gennem PK fastholder genstanden for PK i et afhængigheds- og taknemmelighedsforhold til udøverne af PK.

I det lys vil jeg heller være bøssedværg.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Man kan vel se forskellene også i de uformelle og hyggelige rammer, mange sygdomsorganisationer traditionelt har haft for deres medlemmer, overfor de langt mere hjælpeløse og opgivende attituder, man møder nu om dage. Dermed siger jeg ikke, at der ikke skulle være grund til dette stemningsskift, kun at det var bedre, før det indtraf.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Hansen

Geert Larsen: "Ja, man kan også hurtigt få ørerne i maskinen i DK hvis man er for u-PC"
.
Det var jo en uskyldig, men også ekstrem pinlig fejl. Hun forsøger at holde masken med smalltalk og fortsætte. Hvis det var mig, ville jeg have været meget ked af det, og nærmest stortudet for øjnene af seerne, PK eller ej.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Det går jo videre end som så - kender I ikke det, at man forsøger at finde alle de henrivende fejl ved den, man har forelsket sig i, så man kan leve op til vedkommende trods dårlig kondi og slette madvaner? Der er mere menneskeligt at være, når man bevarer jovialiteten, man indbyder folk til at se dem i øjenhøjde ved at bruge de folkelige ord - men man skaber en hygiejnisk forestilling om håndtering "uberørt af menneskehånd", man demonstrerer tværtimod, at der er noget galt med de pågældende, men at man da ikke vil lade det komme dem til skade. Lige nu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Borghus

Der er du fejlinformeret, Dana. Jeg kender til flere eksempler på at kvinders seksualitet, på flere bosteder, bestemt også bliver taget hånd om, hvis kvinderne formulerer et ønske om sex. - Jeg vil dog gerne medgive at emnet er lettere tabuiseret, og der derefter, som du fint illustrerer, bliver truffet fejlslutninger. - Ældres seksualliv er iøvrigt en diskussion for sig selv, der ikke hører ind under handicapområdet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Dana Hansen

Din opfattelse af at "INGEN" italesætter handikappede kvinders ret til et seksualliv, er ikke helt korrekt.
Susanne Bjerrehuus og Karen Thisted havde en udsendelsesrække, kaldet Mormors Bordel, der bl.a. havde en mandlig prostitueret på tapetet - sammen med netop en ung handikappet kvinde...
Problematikken omkring prostitution - herunder en kriminalisering af sexkøberne, ville ramme præcist denne unge kvinde.

http://www.youtube.com/watch?v=0YECed9pj2Y

Brugerbillede for ellen nielsen

Det svenske eksempel tyder på, at politisk korrekt sprogbrug faktisk kan hindre progressive forandringer snarere end at fremme dem.

Artiklen viser,
at det heldigvis ikke er lykkedes visse evigt fortalere for politisk korrekt sprogbrug i DK
at få magt til at sløre virkeligheden og manglende handling med fine ord - retorik!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

"I dag ved man, at folk, der siger homoseksuelle, implicit holder den slags mennesker ti skridt fra livet."

Peter Hansen, med al respekt, men dén fordom nægter jeg at acceptere: At man, hvis man omtaler homoseksuelle som … homoseksuelle, dermed skulle afsløre at man "holder den slags mennesker (dit udtryk!) ti skridt fra livet."

Dét, du beskriver, er jo i virkeligheden bare en anden udlægning af … politisk korrekthed.

Skal man i øvrigt – for at modbevise sin, som jeg forstår dig, 'implicitte' homofobi – også om homoseksuelle kvinder benytte udtrykket bøsser?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erling jensen

"Sprogbrug kan påvirke både holdninger og handlinger blandt mennesker", som citatet fra det danske Etiske Råd har formuleret det. Det skal tages med et stort gran salt.

Et eksempel på dette kunne være afskaffelsen i slutningen af tresserne af ordet "negro" i USA og indførelse af andre angivelser som mere høflige beskrivelser af mennesker med en mørkere hudfarve end hvid. Denne udvikling har også haft konsekvenser for brugen af ordet "neger" i en dansk terminologi, hvor deti visse kredse og i medierne ikke mere betragtes for god tone at anvende det. Personligt har jeg altid brugt det som en neutral betegnelse for et menneske med en anden hudfarve end min egen, og derfor har jeg ingen problemer med at anvende det.

Ser man på forskellige parametre for "black Americans" eller Afro-americans, har det med al tydelighed vist sig, at det ikke har haft nogen indflydelse på deres livsbetingelser i et stadig uhyre raceopdelt USA.

Nogle få eksempler kunne anskueliggøre dette.
En gennemsnits sort familie havde i 1968 en indtægt, der lå på 60 % af en tilsvarende hvid families - i dag ligger den på 58 %.

Flere sorte mænd sidder i dag i fængsel end der var slaver i 1850.

846.000 sorte mænd sidder i dag i fængsel, en procentdel, der er væsentligt højere end i tresserne. Sorte udgør 13,6 % af befolkningen, men 40.2 % af alle fanger. USA har en fangebefolkning på 2.300.000, langt den højeste i verden, både i antal og i forhold til befolkningens størrelse. Et totalitært Kina har til sammenligning 1.600.000 med fire så gange så stor en befolkning. En ud af 6 sorte mænd har siddet i fængsel - tallet for hvide mænd er en ud af 33.

Arbejdsløsheden for sorte mænd er dobbelt så høj som for hvide, ligesom dødeligheden for sorte børn under 1 år er dobbelt så høj som for hvide børn. Op mod 50 % af sorte børn risikerer at komme til at leve i fattigdom sammenlignet med 15 % af hvide børn.

Listen over katastrofalt ulige livsbetingelser for sorte sammenlignet med hvide i USA er længere end min arm, men med den politik, som Obama fører, er der intet, der tyder på, at en sort præsident har bestræbt sig på at gøre en forskel for at udjævne dette. Som Martin Luther King udtrykte det i en af sine taler er det ikke hudfarven, men indholdet i karakteren hos det enkelte menneske, der betyder noget.

Brugerbillede for Karsten Kølliker

For mig er det en af de mest opmuntrende artikler jeg har læst i meget lang. Hvor er det skønt, at der findes enklaver, hvor en mere solid og indlevet virkelighedsforståelse har holdt stand.

Den bramfri sprogbrug er jo bare et vidnesbyrd om denne mere solide og indlevede virkelighedsforståelse. Sådan.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ellen nielsen

Martin Luther King udtrykte det i en af sine taler er det ikke hudfarven, men indholdet i karakteren hos det enkelte menneske, der betyder noget.

erling jensen
Ja, Martin Luther King ville nok ikke ha' syntes om at blive benævnt SORT.....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Geert Larsen

Virkelig ?

' When we let freedom ring, when we let it ring from every village and every hamlet, from every state and every city, we will be able to speed up that day when all of God's children, BLACK men and white men, Jews and Gentiles, Protestants and Catholics, will be able to join hands and sing in the words of the old NEGRO spiritual, "Free at last! Free at last! Thank God almighty, we are free at last"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Det er da godt at spasserne får noget på den dumme, og alle andre indlysende handicappede. Jeg kan blot ikke lade være med at reflektere over at der går hundredetusinder af neurotiske, generte folk omkring som ikke gør, fordi de jo er "raske" og bare kan ta sig sammen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rosalia Fenger

Det er muligt, at Don Kulick er en velestimeret professor i antropologi, men noget er slået klik for ham, da han skrev denne her artikel. Artiklen skaber en årsagssammenhæng mellem på den ene side anerkendelsen eller mangel på samme af, at handicappede har seksuelle behov, og på den anden side sprogbrugen om handicappede.

Han påstår at undersøge, om antagelsen, om at sprogbrug har ikkesproglige konsekvenser i den virkelige verden, holder stik. Men konkluderer, at FORDI man i Danmark har et mere afslappet/ufølsomt forhold til sprogbrugen omkring handicappede, kan man også rumme deres seksualitet.
Altså tager han den antagelse, som han kritiserer, fuldstændig for givet, den er fundamentet for hele hans argumentation.

Hvordan skal man forstå denne her sammenhæng? Det er der ikke nogen forklaring på, han trækker endda lidt i land halvvejs: "det kan ske", at den rette sprogbrug står i vejen for et egentligt engagement. Den korrekte taler tror, at han eller hun allerede har været engageret.
Fordi han indirekte stadig bygger sin argumentation på antagelsen om sammenhængen mellem sprogbrug og behandlingen af de, der tales om, kommer han uhyggeligt tæt på at sige, at vi i Danmark kalder "en spade for en spade". Altså i Danmark kalder vi krøblingerne, hvad de virkelig er, nemlig krøblinge. Derfor kan vi bedre rumme dem!

Til sidst bliver den fuldstændig luftige størrelse, "det danke frisind", helden i historien. Og svenskerne får prædikatet "snerpet".
Intet sted nævnes det, om danske handicappede generelt har en bedre tilværelse. Om det frisindede danske samfund kan rumme handicappedes uddannelse, deres tilstedeværelse på arbejdsmarkedet, deres adgang til kulturelle tilbud osv. osv. bedre end det snerpede svenske. Det ligger lige for, at det er, fordi det kan det ikke.

Det er sigende for artiklen, at handicappede kun citeres et sted. De siger, at Don Kulick bare kan kalde dem spastikere, men det er altså også diagnosen på dansk, altså "korrekt sprogbrug".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rosalia Fenger

Nej, det provokerer ikke det mindste. Jeg går helt og aldeles ind for, at mennesker med handicaps har værdige liv, hvor deres seksuelle behov, såvel som alle deres andre behov bliver imødekommet.

MEN jeg går også ind for, at man ikke hen over hovedet på mennesker bestemmer, at det gavner deres sag, at man bare kalder dem, hvad man har lyst til.
Og så er jeg imod en artikel, der ikke har sin argumentation i orden. I Sverige er der dobbelt så mange mennesker med handicaps på arbejdsmarkedet. Snak om det frisindede Danmark!

Desuden er det ofte videnskabelige artikler, der udgives i festskrifter for professorer. Og man kan forvente, selv i en formidlende artikel, at en professor fra Chicago underbygger sine påstande med mere end henført snak om dansk frisind.

anbefalede denne kommentar