Det var et eksperiment. Efter næsten 10 års forhandlinger om et internationalt krigsforbrydertribunal for Cambodja enedes de to parter – Cambodjas regering og FN – om en hidtil uprøvet konstruktion med to parallelle organisationer, en international og en national.
Tribunalet skulle behandle de forbrydelser, der blev begået af De Røde Khmerers regime i årene 1975-79, hvor mellem 1,5 og tre millioner cambodjanere mistede livet i et af historiens største folkedrab.
Men eksperimentet fejlede på en række områder.
Det mener Anne Heindel, konsulent for den cambodjanske organisation Documentation Center of Cambodia (DC-Cam) og Dr. John Ciorciari, professor ved Gerald R. Ford School of Public Policy og juridisk rådgiver for DC-Cam.
I bogen Hybrid Tribunal – Trials and Errors at the Khmer Rouge Tribunal gennemgår de to forfattere den strukturelle og administrative opbygning af The Extraordinary Chamber of the Courts of Cambodia (ECCC) og kritiserer især selve tribunalets opbygning:
»Resultatet af hybridkonstruktionen i tribunalet er, at der har været enkelte succeser, men også en række alvorlige problemer, som kommer til at kompromittere tribunalets eftermæle. Problemer, som netop er et resultat af hybridkonstruktionen,« mener John Ciorciari.
Vanskeligt at samarbejde
Tribunalet blev etableret i 2006, hvor dommerne blev udpeget, og arbejdet med at samle materiale i sagerne mod de fem centrale folkemordere blev indledt. Men allerede tidligt i processen meldte problemerne sig.
»De to sider i tribunalet er ikke integreret med hinanden – de arbejder snarere parallelt. Det betyder, at der er to direktører, to chef-anklagere, to forsvarere og så videre. Og vi har set adskillige konflikter imellem tribunalets to dele, hvor de har været uenige om proceduren. Og fordi de har samme autoritet, er det meget omstændeligt at komme videre, når der er konflikter. Og det er der konstant,« siger Anne Heindel.
Det var for eksempel tilfældet i 2009, da en dommer fra den internationale del, Siegfried Blunk, fremlagde en liste med navne på flere krigsforbrydere, som han og hans folk mente, burde retsforfølges sammen med de oprindelige fem. Hans cambodjanske pendant – dommer You Bunleng – mente ikke listen var relevant. Det blev aldrig fremlagt, hvorfor den cambodjanske side fandt listen irrelevant, men efter to års juridisk tovtrækkeri og hårdknude blev listen afvist, og sagerne lukket. Kort tid efter blev listen igen taget op til genovervejelse, nu med navnene fordelt på sag nr. 3 og sag nr. 4. Der er i dag fem år efter stadig ingen afklaring om, hvorvidt de to nye sager skal prøves ved retten eller ej.
Regeringens lange skygge
Striden om navnelisten er også et godt eksempel, mener forfatterne, på et andet af tribunalets helt store problemer: Tribunalets politiske afhængighed. Den kontroversielle liste indeholder navne som Meas Muth og den imellemtiden afdøde Sou Met, chefer for henholdsvis flyvevåben og flåden under De Røde Khmerer.
Det er offentligt kendte navne i Cambodja, og det nationale tribunals manglende vilje til at retsforfølge de to krigsforbrydere blev allerede i 2009 set som udtryk for, at det var pres fra regeringen, der fik listen afvist. Senere er det politiske pres blevet helt åbenlyst, blandt andet da premierminister Hun Sen i en offentlig tale udtalte, at han mente, at listen skulle afvises.
Det cambodjanske tribunals manglende modstandskraft over for politisk pres har sine naturlige årsager:
Folkemordet fra 1975 til 1979 udslettede hovedparten af de veluddannede lag af den camodjanske befolkning. Enten tog de flugten, eller også blev de myrdet eller udmattet til døde i regimets arbejdslejre. 27 år senere, da tribunalet skal igang, og det juridiske personale skal ansættes, er der ganske enkelt ikke tilstrækkeligt med stærke kompetancer til at løfte en juridisk opgave af det format i Cambodja.
Ufuldstændig lovgivning
De inkompetente uprøvede cambodjanske dommere og jurister er en vigtig årsag til tribunalets problemer. En anden er selve den cambodjanske lovgivning – eller mangel på samme:
»Tribunalet bygger på cambodjansk lovgivning. Men problemet var, at der slet ikke fandtes nogen relevant lovgivning, da tribunalet gik igang. Lovene er først blevet lave efterfølgende. Tribunalet har sine egne procedurer, som det har fulgt, samtidig med de cambodjanske blev lavet. Og derudover er der et overordnet internationalt regelsæt, som skal følges for at opnå international standard,« siger Anne Heindel.
»De mange forskellige regelsæt og manglen på klare retningslinjer for procedurerne har skabt en følelse af, at det er tilfældigt, hvilke regler, der følges,« forklarer hun.
Tribunalets eftermæle i Cambodja
Af disse mange årsager snegler tribunalet sig stadig afsted. Til dato er der kun to ud af de oprindeligt fem anklagede tilbage – en er dømt, en er erklæret uegnet til retsforfølgelse, og en enkelt af de gamle folkemordere er død – og nu koncentrerer opmærksomheden sig om den næste på anklagebænken, Nuon Chea, De Røde Khmerers chefideolog og Pol Pots højre hånd.
Han er gammel, og det er meget usikkert, om han kan holde sig i live, til dommen falder. Hverken John Ciorciari eller Anne Heindel tror på det. Men det er heller ikke det vigtigste, lyder det fra forfatterne. Det vigtigste er, hvad Cambodja står tilbage med, når engang tribunalet er slut.
»Tribunalets eftermæle kommer til at påvirke Cambodja. Og trods de mange fejl, vil landet også have fået positive ting ud af forløbet og processen,« siger John Ciorciari. Først og fremmest har tribunalet har vist, at magtfulde forbrydere kan retsforfølges, og det er positivt, mener han.
Derudover er tribunalet trods alt et juridisk løft til landet:
»Det, man skal huske, er, at mange af de lokale medarbejdere kommer til at fortsætte deres karriere i det cambodjanske retssystem efterfølgende. Og de har set, hvordan en international domstol opererer, hørt diskussionerne og er blevet trænet i at fremlægge et fair og balanceret argument foran en dommer,« siger han.
Tribunalets internationale arv
Så i Cambodja efterlader tribunalet en blandet, men positiv arv. Det samme kan ikke siges om den internationale, konkluderer bogen:
Det er første gang nogensinde, et krigsforbrydertribunal bliver gennemført med denne hybridkonstruktion. De to forfattere advarer mod at genbruge modellen en anden gang.
»Vi forventer, at andre lande i fremtiden vil være interesserede i den cambodjanske model, fordi det giver en stærk position til den lokale regering. Men den erfaring, FN har fået i forbindelse med det cambodjanske tribunal, er, at for stor lokal indflydelse på retshandlingerne er en risikabel vej at gå. Fremover bør hybridtribunaler undgås,« siger John Ciorciari.
Der er også elementer i hybridideen, som har positiv værdi, mener de to forfattere. Først og fremmest, at retshandlingen kommer tættere på den befolkning, der er begået forbrydelser imod.
»Håbet fra international side var, at Cambodja-modellen kunne blive brugbar i forbindelse med fremtidige tribunaler. Men tribunalet har – med rette – været voldsomt kritiseret fra starten. I dag er det endt som krigsforbrydertribunalernes sorte får,« siger Anne Heindel.
