Baggrund
Læsetid: 5 min.

Fra merarbejde til merforbrug

Tidligere var nok blot at levere merarbejde til kapitalismen. I dag skal vi også levere merforbrug. Eller som Karl Marx ville have sagt til Bjarne Corydon: Fri os for unødvendigt forbrugsarbejde!
Tidligere var nok blot at levere merarbejde til kapitalismen. I dag skal vi også levere merforbrug. Eller som Karl Marx ville have sagt til Bjarne Corydon: Fri os for unødvendigt forbrugsarbejde!

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
22. februar 2014

For godt et år siden optrådte finansminister, Bjarne Corydon, i et umiddelbart uskyldigt interview i Politiken, der dog alligevel siger noget generelt om ideologi i dag. Interviewet blev bragt i sektionen ’Forbrug og liv’ og omhandlede, under titlen »En tur i Bilka betyder frihed og afslapning« Corydons forbrugsvaner.

Det første, man bemærker, angår selve det, at der overhovedet optræder en sådan artikel i en sådan avis – Politiken, den gamle progressive, kulturradikale fæstning, der i tidligere tider stod for en æstetisk eller ’kulturel’ nytænkning af menneskelivet (med fokus på uddannelse, kreativitet, originalitet osv.). Sektionens sammentrækning af forbrug og liv angiver en helt ny tone i, hvad kultur er for noget. Kultur er ’kulturel kapitalisme’, synes det. Livet leves gennem forbrug, og således er forbrug heller ikke mere bare forbrug, men et vigtigt felt for forhandlinger om identitet og holdninger.

Hier bin ich Mensch

Den kulturelle kapitalisme aftegner en ny måde, hvorpå vi til daglig og i vores hverdagshandlinger anskuer markedet. Hvor markedet tidligere kunne anskues som stedet, hvor fremmedgørelsen af arbejderen fuldbyrdedes, idet han her var nødt til at købe sit eget produkt tilbage i vareform (og således realisere kapitalistens profit), er markedet i dag helt omvendt stedet, hvor vi præsenteres for scenarier, der kan ophæve vores forjagede, fremmedgjorte hverdag. Bilka er stedet for hygge, frihed og afslapning, ifølge Corydon. Eller som han siger: »Da jeg lever et forholdsvis fortravlet liv, forbinder jeg det at gå rundt herude med noget rart og positivt.«

Har reklamer i dag ikke også fået en ny drejning? Reklamer i dag skal ikke nødvendigvis sælge et produkt; de skal sælge – eller blot signalere – en holdning. Som når teleselskabet Call Me med opfordringen »Tal ordentligt« konfronterer os med hverdagens brutale sprogbrug, og i stedet tilskynder os til at opføre os pænt over for hinanden. Eller når bilfabrikanten Seat lancerer sloganet »Kør smukt«. Som den danske direktør for Seat udtrykker det: »Vi ønsker at samle danskerne, øge fællesskabsfølelsen og tale for at køre smukkere.« Hvis fællesskabet engang kunne samles under betegnere som ’folket’ eller ’solidaritet’, kan det i dag samles under navnet Seat.

Måske er det den tyske indkøbskæde DM, der dog alligevel har strammet den ’humanistiske’ skrue mest. Deres slogan lyder ganske enkelt: Hier bin ich mensch, hier kauf ich ein. Kapitalismen fremstår i dag som en humanisme. Markedet opfattes som et stort organisk net, hvor vi langsomt køber os til en bedre og smukkere verden. Det er her, vi agerer med og får det bedre med vores omverden. Og det er her, vi får det bedre med os selv.

Merforbrug

Hvad denne humanisme skjuler, er dog den fortsatte befæstelse af kapitalismen som den eneste acceptable ramme for samfundet, samt den forsatte udbytning af arbejderne.

Klassisk udbytning består, som Karl Marx fremlagde det, i at arbejderen arbejder mere, end han får løn for. Regnestykket for kapitalisten går på, at arbejderen skal have nok i løn til, at han kan reproducere sig selv, dvs. holde sig i live, men derudover skal han også levere et stykke merarbejde, som han ikke får løn for, og som udgør kapitalistens profit.

Marx’ analyse gælder, hævder vi, også i dag, men på en lidt anden måde end tidligere. Uden tvivl leverer de fleste af os merarbejde, som bliver til profit, men samtidig er det også sådan, at mange af os har mere end det, vi skal bruge, til at reproducere os selv. Eller rettere: Sådan føles det i hvert fald. Og det er her, vi må konstatere, at ideologien virker. Ideologien i dag tilsiger os, at vi skal leve med stil, at vi skal investere, forbruge, forgælde os. Finansministeren giver interview fra Bilka og agerer førstemanden i forbrugets slavehær. Vi skal ikke bare være i live, kunne man sige, vi skal også føle os levende, og gøres det ikke bedst med et raskt bilkøb eller en shoppetur?

Mens det klassisk set var arbejderens rolle at levere merarbejde, kunne man sige det sådan, at det i dag også er arbejderens rolle at levere merforbrug. Hvor den stigende kapitalistiske udbytning af kloden for andre af verdens befolkninger stadig betyder hård og disciplinær udnyttelse af merarbejdet, ligger vi i vesten under for en anden disciplin, nemlig merforbrugets. Den vestlige kapitalisme har med andre ord skabt en genial løsning på problemet om, hvordan man til stadighed kan udvinde mere værdi af ressourcer og mennesker. Løsningen er at gældsætte arbejderne og overbevise dem om, at de, i stedet for mindre, har brug for mere end værdien af deres arbejde. I stedet for at udbytte deres nutidige arbejde, kunne man sige, begynder man at udbytte deres fremtidige arbejde. Denne gode ide har sat sig igennem på mange centrale områder af livet: forsikringer, boliglån, uddannelseslån, forbrugslån osv.

En sådan disciplin er selvfølgelig ikke sammenlignelig med disciplinen i ’arbejdslejrene’ i Bangladesh eller Kina, den er ikke er forarmende for vores liv og førlighed, men den er forarmende for vores politiske forestillingskraft. Når vi skal levere merforbrug, låses vi ikke fast i sweatshops og fysisk armod, men vi låses fast i et mentalt gældsfængsel.

Unødvendigt

Marx havde i sin tid et begreb om ’nødvendigt arbejde’. Det nødvendige arbejde er det, som skal til, for at reproducere arbejderen – herudover ligger merarbejdet. I dag foretager vi ikke blot nødvendigt arbejde, samt merarbejde. Vi foretager strengt taget også et ’unødvendigt arbejde’, nemlig et forbrugsarbejde, der i sidste ende ikke gør andet, end gradvist at øge den mængde af nødvendigt arbejde, vi skal levere, for at holde os selv kørende som socialt accepterede individer i den kulturelle kapitalisme. Intet under, at Produktivitetskommissionen i dag siger: arbejd, arbejd!, mens finansministeren siger: forbrug, forbrug!

Måske er det på tide, at vi begynder at kigge bagom kapitalismens humanistiske ansigt. Ikke for at afsløre, hvordan producenterne bag alle de smarte reklamer og slogans blot er ude på hurtig profit. Det ved vi godt. Snarere for at afsløre hvordan vi selv er kommet til at tro på den store fortælling om kapitalismens gode, velgørende kraft. Og på Bilka som stedet for frihed og afslapning.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Stadig den samme gamle sang:

"Some people say a man is made outta mud
A poor man's made outta muscle and blood
Muscle and blood and skin and bones
A mind that's a-weak and a back that's strong

You load sixteen tons, what do you get
Another day older and deeper in debt
Saint Peter don't you call me 'cause I can't go
I owe my soul to the company store. "

At nogen så har købt ideen om, at vi nu også skal konkurrere for at få lov at købe ind i Bilka og slappe af imen - det er eddermame langt ude!

Toke Andersen, Karsten Aaen, Søren List, Anders Reinholdt, Tue Romanow, Anders Kristensen, Jakob Silberbrandt, Peter Hansen, Niels-Simon Larsen, Bent Gregersen, Steffen Gliese, Claus Jensen, Janus Agerbo og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Jens Østergaard Petersen

"Hier bin ich Mensch, hier kauf ich ein" er et vidunderligt rip-off af Goethes "Hier bin ich Mensch, hier darf ich's sein" (Faust føler sig veltilpas og uhæmmet i den glade folkevrimmel ved påsketide).

"Mit Goethe für Deos und Damenbinden"! (http://www.manager-magazin.de/unternehmen/karriere/a-404775.html).

Og så er DMs grundlægger en overbevist teosof.

Karsten Aaen, Jakob Silberbrandt og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Samme logik gør det også moralsk set i orden at hæve en absurd høj løn for sit arbejde. Jo mere man tjener, jo mere kan man forbruge, hvilket jo blot gavner samfundet. Grådighed som et moralsk og kategorisk imperativ. Halleluja, kunne man tilføje, hvis der da altså ikke lige var grænser for vækst..

Toke Andersen, Jakob Trägårdh, Karsten Aaen, Anders Reinholdt, Tue Romanow, Jakob Silberbrandt, Grethe Preisler, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Jeg kræver at få at vide, hvor kapitalisterne køber ind?

Og så måske en kommentar til det åg kapitalisterne er under, når de køber ind, de skal både have whisky og se godt ud, hvor arbejderen kan købe mere i stil med fra hånden og i munden.
Altså en slags slavemæssig indkøbssituation for kapitalister, f.eks når de skal købe ind til selskab, der skal der virkelig gås til den for ikke at falde ned ad klassestigen.
Der kan arbejeren nøjes med fem håndbajere eller dåseøl fra Tyskland.
Er der egentlig noget problem? og hvem har det i så fald?

Børge Rahbech Jensen

Argumentationen i denne artikel er da helt ude i skoven.
Tidligere var Bilka kendt for lave priser, men det er ikke den vigtigste svaghed ved artiklen.
Den vigtigste svaghed er, at 'arbejderen' defineres som forbruger i modsætning til 'kapitalisten'. Min opfattelse, som ikke er modsagt af Bjarne Corydon el. andre ministre, er, at 'kapitalisten' også er forbruger og helst skal øge sit forbrug fremfor sin opsparing.

Desuden mener jeg, 'kapitalisten's største sejr, hvis det er det rette ord, ikke er budskabet om øget forbrug men nutidens dogme om, at den til enhver tid siddende regering er ansvarlig for økonomisk vækst og beskæftigelse. Det dogme, som ikke længere er til debat, fritager 'kapitalisten' for ansvar for vedligeholdelse og evt. forbedring af egen produktion herunder ansættelse og uddannelse af egne medarbejdere, investering i eget produktionsapparat og til dels egen markedsføring især på nye markeder. I realiteten er 'kapitalisten's ansvar nærmest begrænset til forvaltning af egen formue.

Børge Rahbech Jensen

Torben Knudsen:

"Jeg kræver at få at vide, hvor kapitalisterne køber ind?"

Det kan være svært at vide, når nu både 'kapitalisten' og 'arbejderen' er begreber uden relation til mennesker.

"Og så måske en kommentar til det åg kapitalisterne er under, når de køber ind, de skal både have whisky og se godt ud, hvor arbejderen kan købe mere i stil med fra hånden og i munden."

I praksis gør det næppe den store forskel. Whiskey kan endog købes i discountbutikker.
Personligt har jeg et andet problem med den type spørgsmål. Jeg bor i en mellemstor provinsby, har udsigt til en pæn villa tilhørende en direktør, og ved, et landets ti største pengeinstitutter har hovedsæde i byen. Da udvalget af butikker ikke er overvældende, formoder jeg, 'kapitalisten' køber ind i nogle af de samme butikker, som 'arbejderen' køber ind i.

Steffen Gliese

En fremragende analyse - som dog også udstiller, at hele ideen om at kæde arbejde og forbrug sammen er passé, for der produceres vitterlig meget mere, end efterspørgslen tilsiger, og derfor er det at levere nødvendigt arbejde og hvad man kan tilkomme på markedet til gengæld, disparate størrelser i dag.

Carsten Svendsen

Producere, konsumere,
sådan er parolen.
Vi er bare, handelsvarer
lokket bort fra solen.

Ku' vi finde, nogensinde,
bedre mål at sætte?
End profitten, mit og dit'en,
som gør alle trætte.

Niels-Simon Larsen

Fantastisk artikel.

Børge Rahbech Jensen

"Samme logik gør det også moralsk set i orden at hæve en absurd høj løn for sit arbejde. Jo mere man tjener, jo mere kan man forbruge, hvilket jo blot gavner samfundet. "

Sjovt nok bruger økonomer gerne den logik, når de skal argumentere for egen værdi.
To svagheder er blot, at høje lønninger skal betales af indtægter fra kunder el. skatteydere, og absurd høje lønninger har en tendens til at skabe opsparing fremfor forbrug.
En 'arbejder' kan også have en absurd høj løn.

Noget andet sjovt er, at 'arbejderen' og 'kapitalisten' i artikler som denne omtales af nogle, som tilsyneladende hverken er el. omgås de to typer. Hvad de, der gerne taler om "arbejderen" og "kapitalisten" så er, og hvordan deres økonomiske forhold er, nævnes sjældent.

Steffen Gliese

Jeg finder det temmelig forargeligt, at vi har en finansminister, der hellere vil shoppe i et supermarked end at deltage i landets kulturelle liv ved at gå på museer, i teatret, ja blot i biografen, til koncerter m.m. Han er en del af det offentlige Danmark og skal derfor som offentlig person deltage i de institutionelle aktiviteter, der opretholder landet som kulturnation.

Ideologien i dag tilsiger os, at vi "skal" (ikke vil) leve med stil, at vi "skal" investere, forbruge, forgælde os.

Er vi istand til at føle vores behov??
Eller tænker vi vores behov?
Er vi ydrestyret og føler os mindre værd?

Jamen, for mig at se har Børge Rahbech Jensen ganske ret - vi skal øge vores forbrug fremfor opsparing. Ta' jer nu sammen og kom ud og købe no'ed.!

http://www.youtube.com/watch?v=1zuEWHTwA04

Niels Ishøj Christensen

Vorherre bevares! Man skal lede længe efter sådan en gang marxistisk bragesnak! Hvorfor dæmonisere Bjarne Corydon og et ganske almindeligt og banalt besøg i et supermarked. Artiklens skribent går vel også i supermarkedet en gang imellem for at købe de daglige fornødenheder ind? Måske kan han ikke slappe af der, men man kan da ikke bebrejde Bjarne Corydon at han kan det?

Niels-Simon Larsen

Codydon vandrer rundt i Bilka og har det herligt. Landets mest magtfulde minister er tom i hovedet, undtagen når han er på arbejde og kan smække os i kanen med GS. Den materialistiske tomhed lyser også ud ad socialdemokraterne, for hvad skal de gøre, når vælgerne flygter - andet end rende efter dem. De skabte velstand, og går ned den. Hvis de nu havde holdt fast ved idealerne, ville det havde været et respektabelt nederlag. Nu er det bare sølle.

Marianne Rasmussen

Pengene tager røven på os!

Man kan mene hvad man vil om artiklen. Men det er et faktum, at indførelsen af de afdragsfrie boliglån, har medført en øget gældsætning af almindelige mennesker, og dermed boostet forbruget i en periode.

De afdragsfrie lån skulle aldrig have været indført idet de har medført vanvittige stigninger i huspriserne med deraf følgende behov for høj gældsætning hvis man vil købe et hus. Men nu er de indført, og de er umulige at fjerne igen idet mange boligejere så vil blive insolvente.

Gad vide hvem der fik overbevist politikkerne om at det var en god idé med de afdragsfrie lån!

Steffen Gliese

Og i forlængelse af Jens Jensen kan man jo fremføre, at politikerne rent faktisk kunne have løst problemet ved at løskøbe insolvente boligejere som prisen for at redde bankerne.

Steffen Gliese

Det er ikke det, det handler om, Michael Pedersen, det handler om, at samfundet var blevet betydeligt bedre kørende, hvis vi havde afmonteret den private gæld - og ikke fyldt bankernes lommer med penge som belønning for grådighed og misregimente.

Steffen Gliese

- uden modydelser, skulle der have stået.