Læsetid: 4 min.

Ministerium eller mysterium

Jo mere det repræsentative demokrati bliver til repræsentation uden demokrati, des mere kommer det til at ligne et middelalderligt teokrati
Jo mere det repræsentative demokrati bliver til repræsentation uden demokrati, des mere kommer det til at ligne et middelalderligt teokrati

Ib Kjeldsmark

15. februar 2014

Det er en oplagt forestilling, at den moderne stats bureaukratier blev til i Oplysningstidens Europa. I Oplysningstiden blev den moderne videnskab grundlagt, og det var her, fundamentet blev lagt for det, vi kalder demokratisk politik, så hvorfor skulle den moderne administration med dens statistiske og økonomiske klarsyn ikke også være grundlagt på dette tidspunkt?

Den italienske filosof Giorgio Agamben har med sin imponerende idéhistoriske gennemgang af den tidlige og middelalderlige kristne kirkes teologi imidlertid argumenteret for, at det allerede var her, grundstenen blev lagt til det bureaukrati, vi kender den dag i dag. Hierarki, arbejdsdeling, administration, organisation og lignende begreber fik deres første klare, stringente og på sin vis videnskabelige formuleringer i kirkens teoretiske forsøg på selvorganisering. Interessant nok så blev denne organisationsteori udviklet gennem en diskussion af, hvorledes Guds engle måtte være organiseret i forhold til at udarbejde den guddommelige plan for verden, det vil sige for forsynet. Den teologisk tekniske term for, hvorledes man forestillede sig, at dette gik for sig, var: økonomi.

Begrebet om økonomi hentede kirkefædrene i det antikke Grækenland, hvor oikonomia betyder husholdning. Dette begreb var yderst brugbart i forhold til at forklare det helt store problem, som kristendommen stod med. Hvis den nemlig skulle kunne forstås som en monoteisme, hvordan kan der så være tale om både en Fader og en Søn (hvis vi her endda ser bort fra Helligånden)?

Den guddommelige økonomi satte kirkefædrene i stand til at give en forklaring, som på sin vis løste problemet. Man kunne sige, at forholdet mellem Faderen og Sønnen var ganske som i den antikke græske oikos. Her var faderens magt en ubrudt enhed, også selv om han overlod det administrative arbejde til sin søn. Løsningen på problemet med monoteisme blev for den tidlige kristne teologi en form for arbejdsdeling. Gud Fader har skabt det guddommelige hus (det vil sige verden), men Gud Søn har overtaget opgaven med at administrere det (det vil sige at holde styr på den guddommelige økonomi). Egentlig skulle denne administration ’kun’ vare til den yderste dag, som man troede var nært forestående, men efterhånden som det trak ud med dommedag, blev administrationen stadig mere permanent og omfattende. Måske var det derfor, at spørgsmålet om englene blev så presserende i Middelalderen. Jo mere besværligt, det tilsyneladende bliver at få den guddommelige plan til at gå op, des flere hjælpere må der være brug for.

Økonomiens mysterium

Allerede i det tredje og fjerde århundrede kunne man hos kirkefædre som Hyppolyt og Tertullian se en forandring i den måde, hvorpå man talte om økonomi. Fra at diskutere mysteriets økonomi gik man til at diskutere økonomiens mysterium. Man gik fra at sige: »Bare rolig! Gud har en plan for det hele, den skal bare lige administreres,« til at sige: »Administrationen af den guddommelige plan er selv det egentlige mysterium.«

Gud selv og hans plan gled langsomt i baggrunden til fordel for endeløse diskussioner om englene, deres hierarkier og deres sange til Guds lovprisning. (Den store middelalderfilosof og teolog Thomas Aquinas vier f.eks. mere end halvdelen af sin De Gubernatione Mundi til en diskussion af englene og deres relationer). Som Agamben formulerer det, er det bedste billede på denne udvikling Guds tomme trone, som man kan finde afbildet i mosaikker i byzantinske katedraler.

I forhold til moderne administration og forvaltning synes allerede de tidlige kirkefædre at have indset det, der ofte bliver besunget som en grundregel for administration: Den har det med at formere sig. (»Then came the lawyers, then came the rules,« som Dire Straits formulerede det).

Men den udvikling, som Middelalderens teologi gennemløb foregreb også de forandringer, der skulle ske med Oplysningstidens opgør med Gud og enevælde. Hvis oplysningstidens mest kondenserede billede var Louis XVI i guillotinen, så havde kirken allerede forberedt sig over godt 1800 år. Guds trone var allerede tom, så mon ikke man kunne klare sig uden hans jordiske repræsentant, den enevældige konge? De moderne engle, ministre og administratorer, tog over.

Da DR for nylig sendte en programserie om det 20. århundredes største diktatorer, var den moralske pointe klar allerede fra første sekund i præsentationen af programmerne: Vi skulle prise os lykkelige over, at vi lever i et demokrati og ikke i et diktatur. Med Agamben kan man imidlertid sige, at man ikke bliver demokratisk, moderne og frigjort, bare fordi man skærer hovedet af kongen. Tværtimod bliver en administration meget let mere hierarkisk, ved at den øverste chef forsvinder. Englenes rangordning ligger fast. Det kan godt være, at den ultimative referent for deres hierarki ikke længere er til at få øje på, men så meget desto mere må de holde fast i deres rangorden.

Administrationens mysterium

Den moderne religion hedder bureaukrati. Vi kender det naturligvis bedst fra den politiske verden. Diktatorerne er ligesom kongerne døde, men ikke desto mindre synes den hierarkiske rangordning af politikken kun at blive stærkere.

Det er, som om at jo mere åbenlyst det bliver, at der vitterlig ikke ligger nogen idé om retfærdighed eller sandhed bag den politik, der skal føres, des vigtigere er det, at den gennemføres ved hjælp af en hærskare af moderne engle, der alle sammen lovpriser den, hvilket vil sige, at de kalder den nødvendig. Der er ingen storslået idé at kæmpe for, kun ærkeenglen Corydon for bordenden, der nidkært overvåger, at den eksisterende orden opretholdes.

Vi har at gøre med administratorer, som administrerer under henvisning til … hvad egentlig? I sidste ende er det slet og ret et mysterium, hvor magtens hierarki i dag ender. Det eneste, der er sikkert, er, at det ikke er hos folket – der naturligvis godt kan få lov til at vælge sig en anden samling engle til at administrere huset, men som med sikkerhed vil få den samme administration. Hvis Agamben har ret, så er vi ikke kommet så meget længere i vores politiske udvikling end til en sekulariseret variant af et teologisk hierarki.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Curt Sørensen
  • Eva Bertram
  • Søren List
  • Hanne Ribens
  • Janus Agerbo
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Steffen Gliese
  • Henrik Petersen
  • Toke Andersen
  • Torben Kjeldsen
  • Tom Paamand
  • Niels Engelsted
  • Claus Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jens Thaarup Nyberg
Curt Sørensen, Eva Bertram, Søren List, Hanne Ribens, Janus Agerbo, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Henrik Petersen, Toke Andersen, Torben Kjeldsen, Tom Paamand, Niels Engelsted, Claus Jensen, Carsten Søndergaard, Lise Lotte Rahbek og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det vilde analysecenter glemmer en kategori. Ministrenes magt holdes oppe af et andet hierarki, et andet englekor, pressens engle. Hvis ikke avisenglene, der også er organiserede med chefer i alle rangklasser, hvis ikke de konstant fotograferede og interviewede og omtalte ministrene, så ville deres mystiske magt forsvinde. Hvis ikke journalistenglene ivrede ved ministerbilerne, fotograferede de nyslåede modeller inde i dem, og stimlede sammen foran dronningens slot hver anden dag for at hylde den seneste rokade, så ville magien gå af Sankt Gertrud, så ville mysteriet opløse sig i en flok magtbegærlige kontormus, der hytter sig bag tunge gardiner, med overmus Corydon for bordenden, men som ville spreder sig i al hast til hver sit mussehul hvis dagslysets klare skær trængte ind gennem gemakkerne og tillod offentlighedens syn og skøn.

Torben Kjeldsen

I sin nye bog griber Rodney Stark, professor i samfundsvidenskab ved Baylor University, USA, fat i det omdiskuterede spørgsmål om, hvad der var baggrunden for Vestens succes. Og svaret mener han at finde i kristendommen. Den er unik i sin teologi, idet den inddrager logik og fornuft…..
Kirkefædrene Augustin (354-430) og Thomas Aquinas (1225-74) hyldede teologiske og materielle fremskridt. Og denne tro på fremskridtet skabte udviklingen i Europa. Samtidig fremhævede Augustin, at mennesket har en fri vilje. Kristendommen satte mennesket fri og opfordrede det til at arbejde frit for at opnå fremskridt. Denne frie arbejdskraft var en essentiel forudsætning for kapitalismens opståen. Stark mener derfor at kunne slutte, at kristendommens tro på fremskridtet og fornuften var baggrunden for kapitalismens opståen. ( Frit klippet efter religion.dk)
Og så mig selv, ’hver gang jeg tænker på neoliberalisten, og jeg ved ikke hvorfor, så dukker der altid en sammenligning af andre såkaldt religiøse op fx den katolske kirke og dens stat Vatikanet, der som en parasit suger fra ’kapitalen’ ….og så er der åbenbart lige også den protestantiske kirke. Jeg har godt nok skimmet Max Weber og noget med protestantismen , men måske skulle jeg have læst ham rigtigt og i øvrigt fuldt med i kristendomsundervisningen.
Er i min ’vilde analyse’ sammen med ovenstående vilde analyse nået frem til at kirkeministeriet åbenbart er roden til de herskende tilstande. Det var s.... der kan man bare se.

Steffen Gliese

Sjovt, når jeg i diverse debatter har påpeget det samme simple faktum: at vores kongehus og vores folkekirke er garant for, at tronen holdes tom, så ingen kan besætte den yderste magt i demokratiet, bliver det skudt ned. Men her kan I sgu godt lide tanken!

Steffen Gliese

Torben Kjeldsen, den kirke, Max Weber beskæftiger sig med, er den reformerte, som har nogle meget outrerede synspunkter i forhold til den luthersk-evangeliske. Sidstnævnte har et meget simpelt budskab og derfor stort set heller intet præsteskab (det har, hvad man kalder det almindelige præstedømme: at alle døbte er præster, i princippet): mennesker er fejlbarlige og kan derfor ikke undgå uafladeligt at begå synd - i kristen forstand er selve det økonomiske system, vi lever under, indbegrebet af synd - og kun ved Guds nåde bliver man tilgivet. Pointen er, at man blot kan tro på den, man kan intet gøre for at opnå den - og her er det så, at de reformerte mener at kunne tage bestik af, om man bliver frelst eller ej, ved at se på, hvor godt man klarer sig i den mondæne verden. Det er smart, hvis man er rig, fordi man så kan henholde sig til, at det er sket ved Guds nåde - og at man altså kan have været et forfærdeligt dumt svin på sin vej op, uden at det vil blive lagt en til last.
Det står bare i grel modsætning til det kristne budskab om, at de sagtmodige skal arve "Riget". I dag var teksten den nok som bekendte om de betroede talenter, der virker så grundkapitalistisk i sit krav om forrentning; men det er et andet budskab, den rummer, nemlig det at leve op til den tillid, der vises. Det handler mao om at forvalte sit pund.

Artikelcitat:
"I sidste ende er det slet og ret et mysterium, hvor magtens hierarki i dag ender."

En sådan artikel om hierakidannelser, sociale magtinstitutioner og økonomi i et 'ånds'-historisk perspektiv - men i hvilken 'pengenes' abstrakte kvantitets-symboler som formidlende relationerne menneskene imellem og måske især disse 'abstrakte kvantitetssymbolers' sociale koncentrationer og deraf følgende indflydelse på nævnte hierakidannelser, sociale magtinstitutioner og økonomien er totalt uomtalt - en sådan artikel kan da næsten opfattes som et måske større, moderne 'mysterium' end det middelalderlige, kristne 'Treenigheds'-dogme med dens i artiklen nok nævnte men ellers uomtalte 'Helligånd', c",).

Kan dette 'mysterium' om en 'moderne' artikels manglende omtale af 'pengene' i forbindelse med hierakidannelser, sociale magtinstitutioner og økonomi skyldes, at 'Oplysningstidens statistiske og økonomiske klarsyn' og deraf følgende grundlæggelse af 'den moderne videnskab' og 'den demokratiske politik' er tæt forbundet med ovennævnte 'Helligånds' transformation til henholdsvis 'Energi', et af grundbegreberne indenfor den moderne naturvidenskabs kvantificerende naturbeskrivelser og et begreb, der mekanistisk beskrives og forståes som noget nok omsætteligt men udelukkende i abstrakt-kvantitative relationer, og dette parallelt med den sociale 'virkeligheds' 'Helligånds' forvandling til 'Mammon' via de monetariserede markedsmekanismers stadigt større gennemtrængning af de sociale relationer og de deraf følgende helt abstrakte kvantificeringer af 'værdi'-begreberne i form af de i sig selv værdiløse 'penge'-symboler og den dermed forbundne mekanistiske forståelse af de menneskelige samfundsdannelser i f.eks. den moderne monetær-økonomiske 'videnskab' ?

Spurgt i al venskabelig/'videnskabelig' mystificerethed, c",).

Steffen Gliese

Det er altså utroligt, at logikken i dette samfund har udviklet sig til nøjagtigt det rædselsscenario, som vi gyste og grinede af på filosofistudiet i begyndelsen af firserne som i den grad hørende et (ånds)forladt niveau ti. Men biologismen tilbagekomst i halvfemserne burde have advaret os.

Det mere kloge mindretal narrer det mindre kloge flertal. Flertallet af det mindretal ved ikke hvorfor. De gør det bare. Mindretallet af mindretallet ved det godt , men bevarer det som en hemmelighed.
Sådan er det bare.
Hvornår lærer det store mindretal at spørge det mindste - hvorfor ? Og kræve et ærligt svar.