Læsetid: 13 min.

Opgøret om nødvendighedens politik

Gennem de seneste 25 år har enigheden bredt sig i de politiske lag: Den frie markedsøkonomi er vores samfunds grundpræmis. Så da ledende SF’ere accepterede DONG-salget til en af finanskrisens værste spekulanter som et nødvendigt onde, overså de, at præmisserne ikke længere var acceptable for partiets bagland og brede kredse i befolkningen. Spørgsmålet er, om SF er klar til føre politik for en ny og anden nødvendighed
SF holdt sig i regering ved at acceptere ubøjelige principper for den økonomiske politik. Spørgsmålet er nu, om et parti, der har gjort sig unødvendigt, kan defi nere en ny nødvendighedens politik

SF holdt sig i regering ved at acceptere ubøjelige principper for den økonomiske politik. Spørgsmålet er nu, om et parti, der har gjort sig unødvendigt, kan defi nere en ny nødvendighedens politik

Keld Navntoft/iBureauet

15. februar 2014

Bjarne Corydon er et godt menneske. Hvem kan være i tvivl om det? Som Poul Nyrup Rasmussen sagde tilbage i september 2011, da han anbefalede vælgerne i Esbjerg at stemme på partifællen:

»Jeg står inde for Bjarne. Han har hjertet på rette sted.«

Bjarne Corydon er så godt et menneske, at han vil gå gennem ild og vand og byger af skældsord og dårlige meningsmålinger for at løfte det ansvar, han har taget på sig: at sikre en dansk økonomi så sund, at der er råd til at opretholde velfærden og arbejdspladserne. Som han sagde til Berlingske sidste år:

»Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed. Der skal være styr på den økonomiske politik.«

Derfor gør han det nødvendige og bruger den magt, der skal til.

»Hele mit arbejdsliv har handlet om at bruge magt og sørge for, at den blev brugt til det rigtige,« har Corydon sagt til djøfbladet.

Den store gåde er, hvordan der kan være opstået så stor afstand mellem, hvad Bjarne Corydon anser for rigtigt og nødvendigt, og hvad store dele af befolkningen og regeringspartiernes baglande synes. Herunder hvordan SF’s daværende ministre og partitop på Christiansborg kunne erklære sig på linje med Corydons syn på DONG-salget og enige i ’nødvendighedens politik’ med den konsekvens, at partiets tillidsfolk og medlemmer gjorde oprør og nu i værste fald lægger partiet i graven. Mens SF’erne tumler identitetsforvirrede rundt og håber på, at en linje og et projekt materialiserer sig på det forestående landsmøde, mangler der stadig en grundigere bearbejdning af de brudflader og forskellige virkelighedsopfattelser, der så dramatisk afslørede sig i sagen om statens salg af DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs.

Vi kunne have gjort mere

Der mangler stadig en forklaring på, hvad der fik SF’s regeringsmedlemmer og specielt partiets medlemmer af regeringens økonomiudvalg til i eftersommeren 2013 at godkende finansministerens model for salg af 19 procent af DONG til den notorisk berygtede investeringsbank Goldman Sachs. Daværende skatteminister Holger K. Nielsen og socialminister Annette Vilhelmsen sad i Ø-udvalget, da DONG-salget var på udvalgets dagsorden sidst i august og midt i september. Kilder siger til Information, at Holger K. Nielsen reagerede stærkt på finansministerens oplysning om, at Goldman Sachs stod til at blive medejer. Skatteministeren førte selv på samme tid en kamp ved domstolene for at få en række kapitalfondes skattemanøvrer via skattely kendt ulovlige.

Når SF-ministrene alligevel endte med at nikke ja til handlen i Ø-udvalget, kan det være motiveret af nødvendighedsargumenterne fra Bjarne Corydon: Ingen andre havde givet så godt et bud som Goldman Sachs. Den globale investeringsbanks deltagelse var afgørende for at forbedre DONG’s kreditværdighed og lokke investorer til ved en børsnotering. Goldman Sachs’ professionalisme, når det gælder at tjene penge, var nødvendig. Det kan også være, at selve den finansministerielle tyngde med digre dokumenter, store banker som rådgivere og en stålsat Bjarne Corydon var det, der fik SF-ministrene til at slå hælene sammen. Et møde med overmagten, ganske enkelt. Eller også var det bare den manglende fornemmelse for baglandet kombineret med det stærke ønske om at bevare pladserne i regeringen og oplevelsen af reel indflydelse ude i de enkelte SF-ministerier, der fik SF’s medlemmer af Ø-udvalget til at kompromisse og til det sidste forsvare salget til Goldman Sachs som – med Holger K. Nielsens ord den 29. januar – »en ganske udmærket aftale«.

De centrale SF-politikere har ikke ønsket eller på grund af ferie været forhindret i at bidrage til denne artikel, så kendt er kun de bemærkninger, Pia Olsen Dyhr – som i december indtrådte i Ø-udvalget – har ladet falde. Først i DR2’s Deadline den 2. februar:

»Ingen tvivl om, at SF’erne er kritiske omkring Goldman Sachs. Det var vi faktisk også internt i regeringen.«

Og siden i Ugens gæst i DR’s P1 8. februar:

»Jeg tror, vi kunne have gjort mere i regeringen for at finde en anden løsning.«

S-veteranernes vrede

Hvorom alting er: SF-ministrene godkender handlen, aktstykke 37 lægges frem i Folketinget, Enhedslisten og siden Dansk Folkeparti begynder at stille kritiske spørgsmål, pressen vågner, og folkestemningen vender sig mod mod salget af DONG. Den 30. januar brister SF-toppens forsvarsværker, partiet forlader regeringen, formanden m.fl. træder tilbage – resten er kendt.

I eftersøgningen af de dybere årsager til denne kløft mellem top og basis er det værd at minde om, at oprøret mod DONG-aftalen ingenlunde er et rent SF-fænomen. 200.000 danskere skrev under på en protest mod aftalen, og hos Socialdemokraterne vendte ikke kun græsrødder, men også hele partiets garde af erfarne ministerveteraner sig mod salget: Poul Nyrup, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft, Knud Heinesen, Poul Nielson, Karl Hjortnæs, Helle Degn, Ole Stavad … For at citere en Facebook-kommentar fra sidstnævnte, der var skatte- og erhvervsminister under Poul Nyrup:

»Goldman Sachs er et anløbent selskab, som aldrig, aldrig har spillet nogen samfundsnyttig rolle, men kun varetaget egne kortsigtede snævre særinteresser med størst mulig profit. Herunder spekulation i skattely for at undgå at blive underlagt en normal beskatning, som anstændige virksomheder holder sig langt væk fra.«

Markedet som redning

Hvordan kunne det komme dertil? Hvad ligger til grund for den vidt forskellige virkelighedsopfattelse og den dybe tillids- og forståelseskløft, som DONG-sagen afspejler?

Man skal tilbage til 1980 for at øjne starten. Efter 1970’ernes dramatiske olieprisstigninger var de vestlige økonomier bragt i krise. BNP-væksten faldt eller gik i stå, og pludselig stod man over for både høj arbejdsløshed og høj inflation. I stedet for den keynesianske stimuleringsstrategi vendtes blikket mod den nyliberalistiske doktrin som formuleret af blandt andre økonomen Milton Friedman. Præsident Ronald Reagan i USA og premierminister Margaret Thatcher i Storbritannien var de ideologiske og praktiske bannerførere for opgøret, der indebar en bølge af liberalisering med friere kapitalbevægelser, nedbrydning af handelsbarrierer, privatisering af offentlige virksomheder og deregulering af finansmarkederne. Markedskraft og skærpet konkurrence kom i centrum.

Med Berlinmurens fald i 1989 forvitrede også de mentale forsvarsværker mod kapitalismen, og med udgangen af 1992 virkeliggjordes EU’s indre marked baseret på – med EU-Kommissionens ord – at »fjerne barrierer« og på at realisere »de fire friheder«: fri bevægelighed for mennesker, varer, serviceydelser og kapital.

»Det største dereguleringsprogram i økonomiens historie« kaldte daværende budgetkommissær Peter Schmidhuber det.

Naturalisering af paradigmeskift

Siden har en stadig strøm af EU-direktiver og deres omsætning til national lovgivning banet vej for det indre markeds implementering, herunder direktivet fra 2003 om liberalisering af el-sektoren, der satte de tidligere forbrugerejede elselskaber under pres, banede vej for DONG Energy-fusionen i 2006, skærpede konkurrencen over landegrænserne og nu altså har foranlediget, at kapitalfonde med anonyme investorer i skattely får medejerskab og afgørende indflydelse på det statslige selskabs ledelse, strategi m.m. Samme bevægelse har fundet sted i andre sektorer. Offentlige virksomheder er blevet solgt, offentlige opgaver er privatiseret eller udliciteret, en bølge af effektivisering og rationalisering er skyllet gennem statslige og kommunale myndigheder og institutioner.

»Den stigende konkurrenceudsættelse,« som regeringen betegnede det i en rapport fra 2004, har ført til, at tænkning, værdier og praksis fra erhvervslivets private markedsaktører er rykket ind i den offentlige sektor, herunder stat og regering. Som redaktøren af internetforummet Kritisk Debat, FOA-konsulent og tidligere socialdemokratisk kredsformand Jan Helbak udtrykker det, er der sket »en naturalisering af et paradigmeskift«:

»Skiftet er blevet så omfattende og er forankret så fast i den daglige praksis, at de bagvedliggende præmisser tages for givet. Præmisserne behøver ikke længere legitimeres, og de gøres ikke længere til genstand for begrundelse.«

Måske derfor blev der nikket bordet rundt, da Bjarne Corydon i februar sidste år annoncerede over for partierne bag 2004-aftalen om DONG, at processen mod børsnotering nu skulle indledes, uagtet at både S- og R-repræsentanter i 2010 og 2011 erklærede, at det var en forældet strategi. Og måske var det derfor, at SF’s ministre i eftersommeren endte med at acceptere Goldman Sachs-salget i Ø-udvalget.

Mislykket

Under én synsvinkel har hele den store, grænseoverskridende øvelse siden 1980 ikke virket. Det er ikke i de vestlige lande lykkedes at vende trenden gennem nu et halvt århundrede med faldende BNP-vækstrater. Fra en gennemsnitlig årlig vækstrate i 1960’erne på 5,4 procent. ligger gruppen af i-lande i disse år under 1,5 procent i snit. Som gennemsnit for de seneste 10 år er eurozonens BNP-vækst ifølge IMF’s data beskedne 0,86 procent – netop nu er den omkring nul.

Det er heller ikke lykkedes at skabe mere ro i økonomien. Liberalisering af finanssektoren som redskab til at genskabe vækst har tværtimod været ledsaget af tilbagevendende bobler efterfulgt af sammenbrud og kriser, hvoraf den seneste nu er i sit ottende år og klart fremstår som den dybeste siden 1930’erne. Forklaringen er finansøkonomiens stærkt stigende andel af den samlede økonomi kombineret med sektorens trang til pr. definition at gå efter kortsigtet profit. Kyndige iagttagere som Financial Times-redaktøren Martin Wolf har påpeget, hvordan den finansielle liberaliseringsbølge, der indledtes i 1980, udløste og nærede selve det ny adfærdsmønster af grådighed i sektoren, som Goldman Sachs er blevet et billede på, og som siden har drevet den internationale økonomi til gentagne og stadig dybere kriser.

Grænserne nået

Denne ny spekulationsøkonomi baseret på gældsætning og kortsyn er én forklaring på, at det ikke er lykkedes at genskabe stabil, høj vækst i vor del af verden. En anden er, at grænserne er ved at være nået.

Næsten dagligt høres budskabet om klimaet, der er tæt på amokløb, fordi den globale, fossilt baserede økonomi har nået et omfang, som planetens evne til at neutralisere udledningerne ikke længere kan matche. Forleden således chefen for Den internationale Valutafond IMF, Christine Lagarde, der ved en forelæsning hos BBC i London talte om »klimaforandringernes nådesløse fremmarch« som et resultat af »menneskehedens hybris«.

Dette mærkes direkte på evnen til vækst i form af tørke, oversvømmelser, storme og andre ekstreme vejrfænomener, der undergraver landbrug, ødelægger infrastruktur og på anden vis udhuler BNP-væksten. Den seneste tids oversvømmelser i England frygtes f.eks. at give tab for 90 milliarder kr. Tilsvarende med andre typer forurening og miljøbelastning. Forleden berettede Danmarks Kinaambassadør, Friis Arne Petersen, i radioen om, hvordan kineserne nu ser i øjnene, at de hidtidige høje vækstrater – verdensøkonomiens lokomotiv – ikke længere kan realiseres, fordi Kinas miljø og folkesundhed simpelthen ikke kan holde til det.

Det stigende pres på råstofreserverne og de ledsagende prisstigninger på olie, metaller, fødevarer sætter tilsvarende evnen til vækst samt økonomiens stabilitet under pres.

»Gennem de seneste fire årtier er den globale økonomi gået i recession, hver gang olieprisen er skudt i vejret,« minder den amerikanske olieanalytiker, tidligere investeringsbankchef Jeff Rubin om.

Erkendelsen af denne form for natur- og ressourcemæssige grænser suppleres af oplevelsen af, at grænserne for teknologiske og menneskelige produktivitetsstigninger er rykket nærmere. Produktivitetskommissionens mere eller mindre eksotiske forslag til marginale forbedringer vidner om, at vi ikke længere kan forvente store, produktivitetsfremmende teknologiske gennembrud med opfindelsen af dampmaskine og forbrændingsmotor og opdagelsen af elektricitetens muligheder, men nu er i færd med at presse citronen for de sidste dråber – som med kommissionens forslag om at indføre lønsystemer med mere vægt på bonusordninger, udvide trafikbelastede motorveje og lempe planloven for at tillade nye enorme hypermarkeder, der kan skærpe konkurrencen.

Ofrene

Alt dette lejrer sig forståeligt nok som en fornemmelse af, at den gamle model ikke længere er holdbar. Og at bestræbelserne på at presse citronen har urimelige omkostninger eller ligefrem gør ondt værre. Det understreges af mediernes tilbagevendende beretninger om, hvordan nogle må betale en høj pris for sådanne forsøg på at holde dampen oppe og systemet kørende. Lige fra Informations fortælling for nylig om indfødte stammefolk i Ecuadors jungle, der nu bliver ofre for olieselskabers fremtrængen, til overskrifter om kontanthjælpsreformen, der sender stadig flere danskere ned under fattigdomsgrænsen. Og midtimellem den aktuelle rapport fra FN’s udviklingsprogram UNDP om, at »en markant majoritet af verdens befolkning lever i samfund, der er mere ulige i dag end for 20 år siden«.

Som også påpeget forleden af Christine Lagarde: »De 85 rigeste mennesker i verden ejer lige så meget som den nederste halvdel af verdens befolkning (…) Den rigeste ene procent (i USA, red.) har sikret sig 95 pct. af al indkomststigning siden 2009, mens de nederste 90 pct. er blevet fattigere.«

Den voksende ulighed »kan sønderrive den dyrebare struktur, der holder vort samfund sammen,« advarede IMF-chefen.

Denne fornemmelse i den kollektive bevidsthed om, at noget halter alvorligt, at det ikke længere virker med mantraet om vækst eller med strategier for privatisering, effektivisering, markedsgørelse, individuel kappestrid og skærpet konkurrence – denne fornemmelse giver i nogle lejre frustration, afmægtighed og politikerlede, mens det i andre fører til udforskning af og eksperimenter med nye typer økonomi, nye livsformer og nye værdier. Det kan i disse år identificeres på mange måder i mange lande – herhjemme er ét udtryk de over 400 grønne omstillingsprojekter i erhvervsliv, kommuner og civilsamfund, som sidste år blev synliggjort i DR og Informations fælles kampagne voresomstilling.dk.

Goldman Sachs som dråben

Det er midt under denne lidt diffuse krisediskurs’ rumlen i dele af den offentlige bevidsthed, at finansminister Bjarne Corydon på regeringens vegne præsenterer den i den store sammenhæng lille aftale om at invitere Goldman Sachs indenfor i det statslige energiselskab for en pris af otte mia. kr. For ministeren og hans nærmeste et ganske pragmatisk, nødvendigt skridt for at trimme DONG bedre til den barske markedsdeltagelse. En helt logisk fortsættelse af ideologien om at alliere sig med de mest effektive, professionelle private aktører for at forbedre det offentliges evne til at konkurrere og skabe vækst til gavn for velfærd og beskæftigelse. Et eksempel på naturaliseringen af paradigmet om en liberaliseret økonomi. »Det samlet set bedste tilbud,« kalder Corydon det.

For otte ud af ti danskere – ifølge en Gallupmåling sidst i januar – er det imidlertid et dårligt tilbud. Kun otte pct. af de socialdemokratiske vælgere, syv pct. af de radikale og fem pct. af SF’s går ifølge en tilsvarende Megafonmåling ind for et salg til Goldman Sachs.

De voldsomme protester fra regeringens bagland og bredere kredse i befolkningen handler om, at dette er dråben, der får bægeret til at flyde over. Når man kombinerer selve ikonet på grådig finanskapitalisme med en magtfuldkommen finansminister, der hylder konkurrencestaten og med regeringsgrundlaget i hånden fører blå økonomisk politik, så inviterer man til, at opsparet vrede og frustration i befolkningen kommer dramatisk til udtryk.

»Vi havde ikke forudset de problemer, der kom,« medgav Bjarne Corydon forleden i Politiken, og Holger K. Nielsen supplerede: »Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive kørt op på den her måde.«

Nielsen uddyber, at sådan noget sker, »når man sidder dag efter dag og nat efter nat og skal have noget til at hænge sammen ud fra nogle præmisser, som til dels er givet udefra og dels måske ikke er sådan, som dem, der er udenfor mener, de skal være.«

Hvor SF’s veteran i bagklogskabens lys antagelig har fortrudt DONG-salget, står Corydon fast.»Det er en del af ansvaret ikke at lade sig kaste rundt,« har han sagt.

Udfordringen

Finansministerens virkelighed handler om at skaffe resultater her og nu – koste hvad det vil.

»Kritikerne kaster sig ind i en debat om noget generelt i stedet for at forholde sig til det, der ligger konkret,« har han sagt undervejs i forløbet.

Bjarne Corydon kender naturligvis debatten om finanskrisen og finanssektorens grådige aktører, ligesom han kender vækstkritikken. En del af vejen er han måske ligefrem enig. Men han kan ikke se, at systemkritikerne har svar på dagens konkrete udfordringer. I DR2-udsendelsen Frank ser rødt sidste forår kritiserede han kritikerne – personificeret ved intervieweren Frank Poulsen – for at »tro på mirakler«.

»Det, du bidrager med – og dem, der mener det samme som dig – det er at sætte en dagsorden, men ikke at komme med særlig mange løsninger, der kan gennemføres i praksis,« sagde ministeren.

Kan hænde, at Bjarne Corydon er udpeget som DONG-dramaets store skurk. Men han sætter ikke desto mindre effektivt fingeren på det ømme punkt for kritikerne i SF og i de to nuværende regeringspartiers bagland. Og han gør det effektivt, om end ikke helt så elegant som den britiske økonom John Maynard Keynes gjorde det, da han i 1933 under Den Store Depression skrev om den dekadente, individualistiske kapitalisme:

Den »er ikke nogen succes. Den er ikke intelligent. Den er ikke smuk. Den er ikke retfærdig. Den er ikke anstændig. Og den leverer ikke varerne. Kort sagt, vi bryder os ikke om den, og vi er begyndt at foragte den. Men når vi overvejer, hvad vi skal sætte i dens sted, bliver vi ekstremt rådvilde.«

Netop dét er udfordringen for det, der i daglig tale kaldes venstrefløjen, men som i dag måske mere korrekt må kaldes omstillingskræfterne, og hvortil SF som erklæret grønt parti i hvert fald gerne vil regne sig selv: at forstå og italesætte den blanding af vrede og bekymring, som mange nærer over for den model, der trods – eller på grund af – markedskræfternes frisættelse siden 1980 ikke har formået at skabe mere lighed, bæredygtighed, sammenhængskraft og velfærd, men tværtimod synes at prisgive miljøet, de svage og medindflydelsen. Og at omsætte denne frustration til et program og en politisk strategi for handling og omstilling.

De kriseramte SF’ere har ikke imponeret med deres ’op til landsmøde’-debat, hvor fokus hidtil har været ganske konventionelt, visionsforladt og indadvendt på, om man nu er mest rød eller grøn, for eller imod regeringsdeltagelse, resultatorienteret eller protestparti.

Igen er det Corydon, der rammer hovedet på sømmet – hvad han så end selv måtte lægge i sine udtalelser til Djøfbladet tilbage i 2012.

»Jeg tror, at de politikere, som bliver stående ved dogmer og paroler, løber en risiko,« advarede han.

»Jeg tror, at vælgerne på rigtig mange stræk er foran politikerne i deres fornemmelse af nye udfordringer og nye problemer og derfor søger politikere, der tager lederskab. Og jeg tror, der er en udbredt opfattelse i offentligheden af, at politisk lederskab handler om at gå på tværs af nogle af de dogmatiske ting, man har slået hinanden i hovedet med i mange år. Gøre noget nyt. Noget svært.«

Serie

Seneste artikler

  • Opgør med selvretfærdigheden

    15. marts 2014
    Venstrefløjens berettigelse er kampen mod selvretfærdighed. Den vindes ikke ved at føre politik, der af frygt for at vække selvretfærdighedens monster gør velfærd til en plageånd frem for en kærlig hånd
  • Venstrefløjen har glemt venstrefløjs-politikken

    13. marts 2014
    Nødvendighedens politik er så stærk en fortælling, at alle politiske ideer, der bryder med dens præmisser, virker umulige. Det kræver mod at komme med alternative ideer, og det mod mangler venstrefløjen. Derfor er den i krise
  • Elbæks projekt begynder nedefra

    28. februar 2014
    Haves: et parti. Søges: en politik. Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, går alternativt til værks i forsøget på at finde svarene på, hvordan centrum-venstre skal komme videre
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Hansen
  • Erik Jensen
  • Regsa Nesneffets
  • Katrine Visby
  • Kim Øverup
  • Ejvind Larsen
  • Erik Granberg
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Alan Strandbygaard
  • Malthe Majgård Nørbjerg
  • Lasse Nyholm Jensen
  • Bjarne Riisgaard
  • Philip B. Johnsen
  • Niels Chr. Nielsen
  • Eva Bertram
  • Torben R. Jensen
  • Carsten Svendsen
  • Marianne Christensen
  • Eva eldrup
  • Bill Atkins
  • Ib Foder
  • Leif Koldkjær
  • morten Hansen
  • Mogens Michaelsen
  • Aksel Gasbjerg
  • Dennis Lyngbæk-Førsterling
  • Steffen Gliese
  • randi christiansen
  • Inger Sundsvald
  • Torsten Jacobsen
  • Jens Falkesgaard
  • John Hansen
  • Jan Weis
  • Laurids Hedaa
  • Steen Sohn
  • Niels Engelsted
  • Estermarie Mandelquist
  • Thorbjørn Thiesen
  • Martin Nygaard
  • Erik Pedersen
  • Curt Sørensen
  • Tove Lodal
  • John Fredsted
  • olivier goulin
  • Dorte Sørensen
  • Olaf Tehrani
  • Henrik Klausen
  • Johannes Lund
  • Rasmus Kongshøj
  • Mona Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Filo Butcher
  • Torben K L Jensen
  • Mark Thalmay
  • Bob Jensen
  • lars abildgaard
  • Olav Bo Hessellund
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Vilvig
Peter Hansen, Erik Jensen , Regsa Nesneffets, Katrine Visby, Kim Øverup, Ejvind Larsen, Erik Granberg, Mogens Højgaard Larsen, Alan Strandbygaard, Malthe Majgård Nørbjerg, Lasse Nyholm Jensen, Bjarne Riisgaard, Philip B. Johnsen, Niels Chr. Nielsen, Eva Bertram, Torben R. Jensen, Carsten Svendsen, Marianne Christensen, Eva eldrup, Bill Atkins, Ib Foder, Leif Koldkjær, morten Hansen, Mogens Michaelsen, Aksel Gasbjerg, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Steffen Gliese, randi christiansen, Inger Sundsvald, Torsten Jacobsen, Jens Falkesgaard, John Hansen, Jan Weis, Laurids Hedaa, Steen Sohn, Niels Engelsted, Estermarie Mandelquist, Thorbjørn Thiesen, Martin Nygaard, Erik Pedersen, Curt Sørensen, Tove Lodal, John Fredsted, olivier goulin, Dorte Sørensen, Olaf Tehrani, Henrik Klausen, Johannes Lund, Rasmus Kongshøj, Mona Jensen, Carsten Søndergaard, Filo Butcher, Torben K L Jensen, Mark Thalmay, Bob Jensen, lars abildgaard, Olav Bo Hessellund, Lise Lotte Rahbek og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg tror, at vælgerne på rigtig mange stræk er foran politikerne i deres fornemmelse af nye udfordringer og nye problemer og derfor søger politikere, der tager lederskab. Og jeg tror, der er en udbredt opfattelse i offentligheden af, at politisk lederskab handler om at gå på tværs af nogle af de dogmatiske ting, man har slået hinanden i hovedet med i mange år. Gøre noget nyt. Noget svært.

Hvorfor gør Corydong så bare mere af det samme, som de tidligere blå regeringer har gjort?
Mere privatisering, mere konkurrence, mere kortsigtet profit, mere gevinst opad og mere kotrolstraf nedad..
Hvorfor?

Peter Hansen, Brian Jensen, Ejvind Larsen, Erik Granberg, Per Hansen, Alan Strandbygaard, Paul Peter Porges, Eva Bertram, Michael Reves, morten Hansen, peter tind sørensen, Aksel Gasbjerg, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Uffe Illum, Jens Falkesgaard, Jens Kofoed, John Hansen, Dennis Berg, Laurids Hedaa, Steen Sohn, Mette Hansen, Estermarie Mandelquist, Thorbjørn Thiesen, Steffen Gliese, June Beltoft, Jens Michael Brünings-Hansen, Sven Elming, lars abildgaard, Enriquo Longo, Ib Christensen, Niels Mosbak, Lene Christensen, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Lilli Wendt og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er kun politisk magt og beslutningerne om at løse de aktuelle og de langsigtede problemer med mindst mulig lidelse og afsavn for fleste mulige mennesker. Og det er muligt, fordi masserne ikke har den lille, uretmæssigt rige overklasses behov for at svælge i luksus livet igennem.
Det handler om, at vore samfund ikke på nogen måde er i en evig mangelsituation, blot fordi ressourcerne ikke er uendelige - fordi der stadigvæk er mere end tilstrækkeligt, og det, der er brug for hele tiden, også hele tiden fornyes. Verdens gang er cirkulær, ikke lineær, derfor er økonomisk tænkning som skitseret dømt til at føre os alle ud i katastrofen.
Vækst er et meningsløst begreb, det handler om forbedringer, det handler om at sikre holdbarhed og mindst muligt forbrug, størst mulig frihed, størst mulig indflydelse på eget liv og på de fælles beslutninger. Det var det, vi var på vej imod helt frem til slutningen af '80erne i Danmark, og det, der er sket siden, har kun gjort samfundet værre på alle områder. Var det ikke for det under, computeren er for mennesker, havde vi set ulykkerne i al deres begrædelige realitet; men et ægte teknologisk gennembrud dækkede for, at vi kunne have langt mere ud af denne frembringelse, hvis den tidlige drøm om at bruge den til demokratisk fornyelse frem for umådeholden grådighed var blevet fastholdt.

Peter Hansen, Ejvind Larsen, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Mette Hansen, Thorbjørn Thiesen, Claus Jensen, Peter Poulsen, Flemming Scheel Andersen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Magtmennesker er konservative af natur. Når de først er kommet ind i korridorerne, er de ikke til at slippe af med
- ligesom en bussemand man har rodet godt og grundigt efter, også vil den ikke slippe fingeren, når man endelig fanger den.

Corydon er manifestationen af den nye opportunistiske politikertype. Som udfylder det vakuum af manglende vælgerinddragende demokrati, de sidste 30 års politik i EU har medført - det tog rigtigt fart efter murens fald.
Vi vil have folkefører. En der tør gå linen ud. Inklusiv gøre det kedelig ved de svage
- Corydon en stærk leder der tør noget svært.
Vi vil se ham gå på bjørnejagt med de bare næver og med et nyt slogan;
-" Gør det nye så svært - at kun du kan - så har du beviset på du er den rette mand til at lede dem der ikke fatter hvilken gave du er for menneskehed.

Spørgsmålet er bare - hvori er det nye ?

Det her er en klassisk Dogmatikker. Tenderende diktatoriske karakteretræk.
Vi kender det. Vi er helt på det rene med hvilken type magtmenneske Corydon repræsentere.

Peter Hansen, Erik Jensen , Paul Peter Porges, Dennis Lyngbæk-Førsterling, John Hansen, Enriquo Longo, June Beltoft og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Velkommen til det liberalistiske helvede. !

Jeg er skredet. !

Peter Hansen, Per Hansen, Henrik Darlie, peter tind sørensen, Michael Reves, Torben R. Jensen, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Uffe Illum, Esben Nielsen, Mette Hansen, Enriquo Longo, Troels Kirk, lars abildgaard, Lene Christensen, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

»Jeg tror, at de politikere, som bliver stående ved dogmer og paroler, løber en risiko,« advarede han.

Jeg tror så også, at de politikere, der ikke står ved nogen som helst dogmer og paroler, også løber en risiko - for ikke at blive genvalgt, for ikke at være langtidsholdbare politikere. Hvilket jeg heller ikke tror Corydon er - kan ikke se ham som menigt folketingsmedlem.
Men hvis vælgerne omvendt efterspørger ledere frem for politikere, så har Corydon helt ret. Hvorfor ikke bare markedsgøre selve demokratiet?

Jeg anerkender fuldt ud mandens lederevner og gennemslagskraft. Det er bare ikke alt, der er svært, der også er klogt. Og alle mennesker begår fejl. Måske DONG-aftalen bare var en gigantisk fejl pga. aftalens konkrete indhold, og ikke på grund af Goldman Sachs deltagelse?

Eva Bertram, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Mette Hansen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

Glimrende opsummering af det politiske spil omkring privatiseringen af DONG, men der er nogle ubekendte i det beskrevne forløb. Som Jørgen Steen Nielsen selv skriver:

Der mangler stadig en forklaring på, hvad der fik SF’s regeringsmedlemmer og specielt partiets medlemmer af regeringens økonomiudvalg til i eftersommeren 2013 at godkende finansministerens model for salg af 19 procent af DONG...

I stedet for "Den hemmelige socialdemokrat" mangler vi en læk fra "Det hemmelige økonomiudvalgsmedlem" - det ville være langt mere interessant end den bog om hvem der drikker kaffe med hvem i Socialdemokratiet. Holger K. Nielsen (SF) udtaler således, at han
undervurderede de »følelser«, der var på spil i sagen. Han lyder som om at der i den sag absolut ikke bør indblandes følelser. Og hertil kommer Corydons advarsel: »Jeg tror, at de politikere, som bliver stående ved dogmer og paroler, løber en risiko,«

Det har alt sammen tilsyneladende ikke meget med demokrati at gøre. Det demokrati vi bomber andre lande i smadder for at udbrede.

Holger Madsen, hvor tager du hen?

Anders Reinholdt, Ejvind Larsen, Mogens Højgaard Larsen, morten Hansen, Henrik Darlie, Niels Ishøj Christensen, Aksel Gasbjerg, Thomas Borghus, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Uffe Illum, Jens Falkesgaard, Janus Agerbo, Mette Hansen, Thorbjørn Thiesen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Peter Poulsen, Mona Jensen, Flemming Scheel Andersen, John Fredsted, olivier goulin, Dorte Sørensen, Jens Michael Brünings-Hansen, Lene Christensen, Rasmus Kongshøj og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Lise Lotte Rahbæk, det citat af Corydon du har udtaget er simpelt hen indholdsløst. Jeg tror Corydon må have været påvirket af de mange lange forhandlinger da han en sen nat fremsatte den udtalelse. For det første er det jo meget sjældent at vælgerne - selv om de ser det samme problem i horisonten er enige om hvad der bør gøres - det er det man kalder politik. Men Corydon han vil hellere gøre, "noget nyt". "Noget svært" - frem for at tale politik.

Uffe Illum, Esben Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Lene Christensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Uanset hvor sympatisk det er, at Jørgen Steen Nielsen gerne vil komme de siddende politikere i møde, og forklare deres adfærd som velmenende og rationel indenfor de herskende paradigmer, så var Dong-sagen et kæmpe nederlag for demokratiet. Okay, det overraskede så politikerne, at det udviklede sig til en demokratisk eksistenskrise, men da det i dagene op til salget var evident at det var nøjagtig hvad det var, da skulle politikerne have vist at de havde prioriteringerne i orden, udsat aftalens indgåelse og skabt den nødvendige transparens og folkelige opbakning omkring salget.

Når politikerne ikke gjorde det, har befolkningen grund til at mistænke dem for at tjene andre interesser end demokratiets. Corydons bemærkning om, at ”Det er en del af ansvaret ikke at lade sig kaste rundt” har efter min opfattelse den samme undertone som Anne Knudsens leder i Weekendavisen, at lederskabet ikke kan ligge under for stemningerne i den uvidende hob. Men hvad nu hvis den uvidende hob var noget der hørte TV-epoken til, og at hoben, når den via internettet samler sin viden, faktisk er temmelig godt oplyst? Og er det ikke også påfaldende arrogant at lade hånt om den kritik, der kommer fra folk der før har bestridt samme post eller sågar statsministerposten, ovenikøbet partifæller? Er det at lytte til dem virkelig også “at lade sig kaste rundt”?

Tilbage står, at aftalen med Goldman Sachs blev gennemført, hvor kun en meget lille kreds omkring finansministeren kendte forløbet og aftalen i detaljer. På nuværende tidspunkt er der ikke noget der peger på, at der var andre bydende end GS-konsortiet (som Corydon selv bragte sammen med ATP og PFA) samt PensionDanmark, hvilket forekommer suspekt.

16 dage før fristen for indsendelse af indikative bud udløb blev en annonce indrykket i Financial Times. Hvis GS-konsortiet skulle have 263 mio. kr. for at beregne deres endelige bud, hvordan i alverden skulle nogen anden investor dog kunne udarbejde et indikativt bud i løbet af 16 dage?

Og hvorfor udsender Finansministeriet en delvist overstreget mail, som kan tolkes som om der var flere bydende, og hvorfor hævder Finansministeriet at mailen dokumenterer dette, når den i sin foreliggende form ikke dokumenterer noget som helst? Kan Finansministeriet virkelig ikke komme op med mere solid dokumentation for at flere potentielle investorer var involveret i den oprindelige udbudsrunde? Hvis der vitterlig ikke var andre end GS-konsortiet og PensionDanmark involverede i udbudet, så forekommer det så besynderligt, at sagen bør undersøges for aftalt spil.

Det danske demokrati befinder sig i en eksistenskrise. Der er på et helt fundamentalt plan blev sået tvivl om, hvorvidt politikerne arbejder for befolkningens bedste.

Og så kan pressen haste videre til andet dagsaktuelt stof, og befolkningen kan resignere overfor udfaldet af Dong-sagen. Men den demokratiske eksistenskrise består. En nagende følelse som kun kan blive værre, indtil politikerne på ny etablerer den transparens befolkningen forlanger for at kunne føle sig tryg ved sit lederskab.

Anders Reinholdt, johnny lang, Erik Jensen , Ejvind Larsen, Katrine Visby, Erik Granberg, Per Hansen, Paul Peter Porges, Niels Ishøj Christensen, John Liebach, Eva Bertram, Dennis Berg, Niels-Holger Nielsen, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Tue Romanow, randi christiansen, Uffe Illum, Lars Dahl, Olav Bo Hessellund, Jens Falkesgaard, Esben Nielsen, Laurids Hedaa, Mette Hansen, Filo Butcher, Lise Lotte Rahbek, June Beltoft, Claus Jensen, Steffen Gliese, Peter Poulsen, Janus Agerbo, Flemming Scheel Andersen, Lars Lund, olivier goulin, Dorte Sørensen, Morten Pedersen, Jens Michael Brünings-Hansen, Sven Elming, Bill Atkins, lars abildgaard, Henrik Klausen, Niels Mosbak, Lene Christensen, Rasmus Kongshøj, Mona Jensen, Carsten Søndergaard, Claus Kristoffersen, Lilli Wendt, Torben K L Jensen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Postmoderne eugenik

Eugenik, eller racehygiejne, er en samfundspolitisk ideologi som ønsker at forbedre befolkningens genetiske sammensætning ved hjælp af selektiv avl, som man kender det fra husdyr …

Den biologiske eugeniks fremmeste politiske proselytter – sådan er det jo - søger målrettet at skaffe sig af med eller forringe folks livsbetingelser – opsiger uden synlig empati den sociale kontrakt med samfundsborgere i en udsat social position …

I de senere år er der i de politiske kredse på tværs af partiskel opstået en samfundspolitisk ideologi – som bl.a. er blevet lanceret med dagpengereformen – og alle de andre såkaldte reformer – som alle bærer i sig kernen af denne hygiejnetænkning – nu blot anvendt på udvalgte medborgere – kendetegnet ved at stå uden for det såkaldte arbejdsmarked – eller bare studerende …

Neoliberalismens markedstænkning forstærker denne tendens og promoveres med stor kraft af diverse tænketanke og andre under dække af den akademiske frihed og den akademiske aura af hæderlighed og søgen efter fakta – og med en villig presse som redskab benyttes enhver lejlighed til at påvirke borgerlighedens gemene politikere og en tilsyneladende fordummet befolkning …

Men nu kan alle anstændige samfundsborgere og de få anstændige politikere indse som fakta – at hele bedraget og alle løgnene for at holde røven oppe på det kapitalistiske fallitbo - netop altid medfører menneskelige omkostninger – markedshygiejnen er over os og bliver søgt solgt som - nødvendighedens politik

Som om det var noget banebrydende nyt …

Peter Wulff, Katrine Visby, Erik Granberg, Per Hansen, Paul Peter Porges, John Liebach, Dennis Lyngbæk-Førsterling, randi christiansen, Uffe Illum, Jens Kofoed, Olav Bo Hessellund, Per Torbensen, Laurids Hedaa, Mette Hansen, Filo Butcher, Thorbjørn Thiesen, Lise Lotte Rahbek, June Beltoft, Peter Poulsen, Flemming Scheel Andersen, Jens Michael Brünings-Hansen, Bill Atkins, lars abildgaard, Niels Mosbak, Lene Christensen, Rasmus Kongshøj, Mona Jensen, Steffen Gliese og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Jeps, Jan Weis. Socialdarwinismen har godt fat i liberalisterne.

Per Torbensen, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tak til Jan Weis, også for at minde os allesammen om, hvordan det går i samfund, der baserer sig på hygiejniske forestillinger frem for en almindelig livslyst og en indretten samfundet efter hvem, der nu findes i det. Alt andet er at vende tingene på hovedet og vende tilbage til forestillinger, vi ikke skal rippe op i om indbyrdes kamp for eksistensen.

Katrine Visby, Per Hansen, John Liebach, June Beltoft, Peter Knap og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

@ Bill Atkins
Jeg er nu taget til det sydlige Portugal. Til Portugals "Røde bælte", et landområde på størrelse med Danmark. Et landområde hvor PCP og de Grønne sidder på flertallet i de største kommuner efter kommunevalget her i efteråret i Portugal.
Et område hvor landarbejderne efter "Nellikerevolutionen" i 1974 besatte de store godser, dannede 550 landbrugskooperativer og begyndte at dyrke jorden efter parolen " A Terra A Quem Trabalhar".
Jorden er nu givet tilbage af den portugisiske regering til de tidligere godsejere, - men landarbejderne er her endnu.
Vi er nogle danskere der har købt Salazars "Vinterpalads" her på grænsen mellem Algarve- og Alentejoprovinsen. Det er her jeg nu flytter ned, efter 36 år i Svanholm Kollektivet.
Der er plads til flere hernede. Jeg har i øjeblikket travlt med at plante nye mandeltræer og vinstokke. Arbejder også i øjeblikket med at oversætte denne beretning om hvad der skete i Portugal for 40 år siden , og håber at DR2 Dokumentar vil vise den, den 25 april 2014.
http://www.youtube.com/watch?v=3VYBgrySA1k

Anders Reinholdt, John Liebach, Steen Sohn, Aksel Gasbjerg, randi christiansen, Jens Falkesgaard, Steffen Gliese, Laurids Hedaa, Mette Hansen, Filo Butcher, Lise Lotte Rahbek, Flemming Scheel Andersen, Torben Nielsen, Morten Pedersen, Jens Michael Brünings-Hansen, Bill Atkins, lars abildgaard og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
georg christensen

Når et samfunds demokrartisk valgte politikere går "amok" i deres eget "selvbegærd", går samfundet ind i sin egen "selvopløsnings proses". En proses, som ikke er forenelig med "GLOBALISERINGS" prosessen.

Hvad betyder ordet "globalisering"?. Efter min mening: Viljen til forståelse for hinanden "enkeltindividerne" , i forståelse med hinanden, uanset forskellige "magtstrukture", og det er bevist gang på gang, hvis bare "troen på?", udelukkes, og forståelsen for, får muligheden.

Henrik Danstrup

"hvordan der kan være opstået så stor afstand mellem, hvad Bjarne Corydon anser for rigtigt og nødvendigt, og hvad store dele af befolkningen og regeringspartiernes baglande synes" = ren indbildning !
JSN bruger vanen tro sin egen politiske præference til sin egen lommefilosofiske tolkning. Store dele af Socialdemokratiets bagland bakker op om Corydons linje med en ansvarlig økonomisk politik, hvor der ikke blot åbnes for kassen for at please EF og EL. Det faktum er ubekvemt for JSN, så han roder sig ud i alverdens (sø)forklaringer.

Claus E. Petersen

Politikere i toppen kan ikke vedtage love udenom EU, så derfor fortæller de en historie om folkets ret til at bestemme.
Mjahh.. hvilken kommune har tjent point til en ekstra elektrisk blyantspidser?
Folket bestemmer i dag intet og kommer aldrig til at bestemme noget der ikke angår købmanden nede på hjørnet-
Ham der forsvandt i 90'erne.
Nu er vi bare forsvundet som folk.
Alle der ikke er "GLOBALE" er jo dybt indskrænkede, uden forståelse for at verden er et hjem i sig selv.
"Mit hjem er New York, London og Paris"
Citat fra noget familie.

Erik Jensen , Uffe Illum, Steffen Gliese og Filo Butcher anbefalede denne kommentar
Steffen Jørgensen

@Lise Lotte Rahbek

Hvorfor?

Jo, Robert Corydon vil fx gerne have, at du har varmt vand i køkkenet og på badeværelset hver dag. Det kan alle de socialistiske vindmagere, som du elsker så højt, ikke sørge for.

Tak for den gode artikel som vidner om hvor smuk kapitalismen kan være, hvis vi ikke ødelægger den med vores aggressive adfærd, men ifølge C. G. Jung, kan den moderne mand eller kvinde, kun få den fornødne bevidsthed, gennem ensomhed, så måske er problemet mere flokken eller mængden, hvad enten det er venstre eller højrefløjen eller de intellektuelle og arbejderklassen…

Sikke et overblik, JSN har. Smukt vævet sammen; vi kommer hele vejen rundt.

Ejvind Larsen, Torben Morten Lund, John Liebach, Laurids Hedaa og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jamen, det er jo ikke ansvarligt, Henrik Danstrup! Det er jo komplet uansvarligt, fordi det sætter et abstractum - "økonomien" - over faktisk levende mennesker, og det på et falsk grundlag. Samtidig udgiver det sig for altid at have været sådan - når sandheden er den, at dette idioti har varet i ganske få årtier og kun har ført til værre og værre samfund for alle, også de, der øjensynligt profiterer af det.

Per Hansen, John Liebach, Uffe Illum, Jens Kofoed, Lars Dahl, Jens Falkesgaard, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Bill Atkins, Janus Agerbo og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

God artikel og analyse, og god kommentar af Karsten.

Jeg er helt enig i analysen. Danskernes 'mavefornemmelse' siger dem, at der er noget grueligt galt, og at liberaliseringen er gået langt over grænsen.
Og det er kommet snigende, som en tyv i natten. Når blot et tyveri bliver smurt tilstrækkelig langt ud over tid, så folk aldrig mærker de små ændringer - som den unges klatlån fra mors eller fars pung - så kan man slippe afsted med meget. Men pludselig en dag - bliver skridtet lige netop stort nok til at befolkningen får øjnene op, og ofte er det ikke tyveriets omfang i sig selv, men måden, skødesløsheden og frækheden, med hvilke den bliver foretaget, der river forhænget til side. Og det kan da blive proppen der går, og ud vælter alle de foregående års små undertrykte frustrationer.

Det er dét, der er sket i denne sag. Hele forløbet omkring DONG-salget har været en åbenbaring af noget meget dybere end blot en 'konkret' sag, som Corydon kalder det. Demokratiets eksistenskrise er blevet blotlagt. Det er blevet tydeligt for enhver, der har øjne og forstand, at de folkevalgte i dag tjener helt andre interesser en befolkningens. De er blevet lakajer for erhvervslivet, og ikke blot de danske, men de store internationale kooperationer, der reelt styrer verden i dag. En lille del af politikerne er skruppelløse lakajer og karrieremagere. En større del er gemene opportunistiske medløbere, som måske nok er skeptiske, men ikke kan stå for fristelse af at få en del af kagen, når nu andre fører kniven. Og så er der tilsyneladende en stor del af politikerne, de menige, som er paralyseret af frygt for at gøre indsigelser, frygt for at blive udstødt, stemplet som illoyale og ekskluderet.
Tilbage stor masserne, folket, målløse, vantro og afmægtige.

Det er helt korrekt, at ingen politikere i dag tør udfordre selve det neoliberale paradigme. og præmisserne for den amokløbne privatisering. Denne sag burde have afstedkommet en selvransagelse, en samfundsdebat omkring grænsen for privatisering, og hvor meget vi skal lade os tryne som suveræn stat, af internationale globale faktorer. Er vi virkelig blevet så afmægtige, at vi ikke kan foretage modige og mønsterbrydende valg omkring balancen mellem offentlig og privat - selv om de går stik imod de fleste andre landes politikker?

Engang i mellem bliver man altså nødt til at standse op og revurdere ens paradigmer. Det gælder i alle systemer, og det er ofte foranlediget af at systemerne inden for deres aktuelle paradigme, har det med at degenerere og afslører ubalancer, indre modsætninger, unaturlig stor kompleksitet, etc. M.a.o det er kriserne, der er paradigmeeftersynets anledning. Men dette er altid 'farligt og risikabelt'. Her kommer vores frygt for store forandringer ind og hæmmer vores handlekraft. Det er ikke blot en politisk opgave; faktisk er det slet ikke noget poltikerne tør give sig i kast med. Det skal komme som en folkelig bølge, i form at nye tanker og initiativer, som det har været tilfældet ved alle store politikse paradigmeskift i historien.

/O

Anders Reinholdt, Katrine Visby, Erik Granberg, Per Hansen, John Liebach, Eva Bertram, Max Trifunovich, John Fredsted, Uffe Illum, Jens Falkesgaard, Olav Bo Hessellund, lars abildgaard, Per Torbensen, Jan Weis, June Beltoft, Peter Poulsen, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

er ikke enig i, den frie markedsøkonomi er vores samfunds grundpræmis. Jeg mener, vort samfunds grundpræmis minder mere om planøkonomi end markdsøkonomi.
Hvis samfundets grundpræmis var fri markedsøkonomi, var det ikke regeringens opgave at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser i den private sektor, og Folketinget prøvede ikke at stimulere efterspørgsel med skattefradrag el. tilskud.
Hvis samfundets grundpræmis var fri markedsøkonomi, kunne det i stedet være samfundets opgave at tage sig af arbejdsløse og andre uden for arbejdsmarkedet. Det er nedtonet i nutidens danske samfund, og erstattet af et socialistisk og national-socialistisk ideal om arbejde. Et marxistisk ideal er, at den enkelte får mulighed for at yde efter evne og nyde efter behov, og arbejdslejre i Tyskland i 1933 - 45 havde sloganet "Arbeit macht frei".

Jeg ved heller ikke, hvor stor en del af befolkning, der er uenig med Bjarne Corydons linie. Faktisk mener jeg, meget tyder på, Bjarne Corydon har stor opbakning i befolkningen, men hans parti mister tilslutning, fordi Bjarne Corydons politik passer bedre til borgerlige partier, som ikke har samme ønsker om kontrol, som Socialdemokraterne har.
Krav om arbejdspladser har nok meget at gøre med, at mange af de, der er på arbejdsmarkedet, er utilfredse med, de skal arbejde, mens andre ikke skal, og for stor en andel af lønnen trækkes som indkomstskat. Bjarne Corydons linie passer godt til højtlønnede lønmodtagere i den private sektor.

Fri markedsøkonomi er ikke helt det samme som kapitalisme. I Karl Marx' teori om kapitalisme indgår ingen kunder og dermed intet marked. Et princip i markedsøkonomi er, at priserne dannes på markeder som en balance mellem det, varer udbydes til, og det, kunder vil betale for dem. Det er gift for et samfund baseret på fri markedsøkonomi, når befolkningens købekraft forringes fx. af arbejdsløshed el. når pensionister udgør en stor andel af befolkningen. Det indgår ikke i Folketingets politik, uanset hvordan regeringen er sammensat, og heller ikke i pressens dækning.
Faktisk tyder meget på, at "nødvendighedens politik" er den politik, pressen støtter med sine historier og debatter.

Steffen Gliese

Olivier Goulin, her skal man være opmærksom på, at den store forandring er den, der har givet os makværket, der driver vores samfund mod sin afslutning. Jo før vi kan forlade denne destruktive spiral, sætte erhvervsliv og banker på plads igen, så de drives af samfundsnytte og ikke grådighed, jo bedre. Det kræver blot, at vi får en befolkning, der ikke ligger under for ideologi, men kan bruge sin sunde fornuft, og desværre er de yngre generationer - herunder ikke mindst journalister, der kan finde på, som nu i i min radio - at interviewe "sportsøkonomer" om De Olympiske Lege - slet ikke opmærksomme på, hvad det er for et livsfarligt eksperiment, der udføres med vores samfund.

Konsekvenserne af Østblokkens sammenbrud har tilsyneladende været, at de vil trække Vesteuropa med sig i døden - men sådan havde det bestemt ikke behøvet at være: de europæiske socialister var de fremmeste kritikere af den østeuropæiske statskapitalisme.
Hvis vi vil have et ordentligt samfund, må vi igen have folk, der handler ud fra en egen moralsk overbevisning i stedet for at henholde sig til klamt juristeri om lovligt og ulovligt, det har aldrig været tilstrækkeligt - vi må slippe af med de ryggesløse, og jeg vil endnu engang opfordre socialdemokraterne i Esbjerg til at skifte deres folketingskandidat ud med en lokal mand med idealerne i orden og forståelse for, hvad de faktiske problemer i samfundet er.

Steffen Gliese

Præmisserne om DONG Energy-salget er jo iøvrigt forkerte, for vi ønsker jo ikke en børsnotering. Vi ønsker ikke private sygehuse og plejehjem eller blot privat hjemmepleje. Vi ønsker et offentligt system, der yder den nødvendige og fuldt ud tilstrækkelige service, uden at skele til labile markedsvilkår.
Vi ønsker et samfund, der løser rigtige problemer.

Erik Jensen , Per Hansen, Max Trifunovich, John Fredsted, Uffe Illum, Jens Falkesgaard, Per Torbensen og olivier goulin anbefalede denne kommentar

@Holger, jeg var der med min kone på bryllupsrejse i 1974. Portugals socialister havde lige gennemført nellikerevolutionen. Algarve var stadig en øde kyst med små døsige fiskerlejer hist og her, og købmandsbutikker hvor du kunne købe en flaske portvin fra 1921 til en pris på omtrent hvad du gav for årets portvin i Danmark. Vi spiste friske røde jordbær med portvin til morgenmad. Kolonisterne var flygtet hjem fra kolonierne, og butikkerne i Lisabon bugnede af eksotiske vare, løveskind med hoveder, og leopardskind i stakkevis gloede på dig med deres glasøjne ud fra butikkernes halvmørke, spyd og maceter, og elefantfodstaburetter og gorillahænder som askebægere. Portugals økonomi var i bund, og de mange britiske fastboende velhavere nød åbenlyst pustet fra fordums kolonitider. Portugiserne er flinke og stolte mennesker, og jeg mødte aldrig - i modsætning til i Spanien - fascistoide tendenser. Portugal har jo en meget international historie og deres museer bugner af kostbarheder. Jeg husker nogle helt fantastiske freskomalerier, bla. et loft på et slot, hvor en malet arabesk med 99 krager illuderende hoffet, der nappedes og kivedes. Fantastisk flot. Men jeg husker også den melankolske stemning, der var ved de stadig bevarede fængselsbure på slavemarkedet på Lisabon havn. Og så naturligvis den forfriske brise fra Atlanterhavet, så tilpas lun, at man stadig kunne sidde i skyggen og nyde tilværelsen. Held og lykke.

Max Trifunovich, Holger Madsen, lars abildgaard, Per Torbensen, Claus Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Steffen Jørgensen

Plat stråmand.
Stram op eller bliv anmeldt/ignoreret.

lars abildgaard, Uffe Illum, Olav Bo Hessellund, Enriquo Longo, Sven Elming og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Den nødevendige politik? Altså, når landets største fagbosser og pensionskasseforvaltere efterfølgende stiller sig op og mener at de med medlems-akkumuleret penge kunne have skaffet den nødvendige kapital, er der tilsyneladende noget galt med forholdet mellem ideologi og praktisk politik, på venstrefløjen. "Det nødvendige" plejer jo at være det man gør når alt andet svigter og hvis det så oven i købet er frænde der svigter frænde, kommer det selvfølgelig til at gøre nas på selvopfattelsen.

I slut-halvfjerdserne, mens landet stadig var nogenlunde suverænt og en andelslejlighed kunne fås for 10.000 kr, ville man sikkert have overvejet DONG-salget som et muligt spydspidsprojekt for ØD, som var noget man talte meget om dengang: økonomisk demokrati, folkeaktier - den slags. Man var nemlig godt klar over at økonomiske reguleringer kombineret med verdens højeste skatteprocent anfægtede vælgermassen og at folk havde brug for at føle en større grad af økonomisk frihed. Men alle sådanne justeringer blev helt overflødige med Thatchers og Reagans udbredelse af liberalismen, men selvfølgelig kun fordi vi som sædvanligt kørte med på vognen.

Er det ikke bare sådan at vi må erkende at vi er et lille land, vi kan ikke gøre andet end at følge trop og lige nu står den altså stadigvæk på liberalisering ude i den store verden, herunder naturligvis og i høj grad i EU. Er det ikke bare det Corydon prøver på at sige: at verden er forandret, der er kommet nye spilleregler og de gamle partiers tid er ved at rinde ud? Noget tyder i hvert fald på at der ikke længere er brug for partier med divergerende holdninger, eftersom de stort set vil det samme alle sammen, måske lige undtaget Enhedslisten. Og det kan jo hænge sammen med at de endnu ikke har været i regering?

Peter, jeg tror godt du kan spare din appel til Esbjerg:

'Fra vugge til offshore-industri' hedder et projekt i Esbjerg Kommune, hvor man vil introducere naturvidenskab allerede i vuggestue-alderen.

Ifølge formanden for børne- og familieudvalget i kommunen, Diana Mose Olsen, er det nemlig nødvendigt med flere såkaldte naturvidenskabstalenter til de mange teknologiske virksomheder i Esbjerg, og »skal man opspore talenterne, kan man ligeså godt komme i gang så hurtigt som muligt«.

Problemet med protester mod konkurrencestaten og 'nødvendighedens politik' er at det kommer til at ligne maskinstormernes anstrengelser i begyndelsen af 1800-tallet - selv om der faktisk er tale om en demokratisk og økonomisk fuldt forsvarlig solidarisk politik, der har været afprøvet i mere end hundrede år, og hvis eneste udfordring er de riges krav om mere rigdom.

Det er helt rigtigt at økonomen Milton Friedmanns. Præsident Ronald Reagan og Margaret Thatcher var med til at indføre hvad der mest af alt ligner økonomisk psykopati, men der mangler at blive nævnt er, at modellen første gang blev afprøvet i Augusto Pinochets militærdiktatur i Chile, hvor tusinde og atter tusinde af modstander forsvandt sporløst.
Margaret Thatcher, var ganske få timer fra selv at sætte militæret ind mod civile Bitteres modstand.

For mig at se er det farligste ikke Friedmann, Reagan, Thatcher, Pinochets eller Thorning/ Corydon, men den manglende opstand i den Danske befolkning.
Eller som en klog mand en gang sagde, verden går ikke under pga. onde mennesker, men pga. gode mennesker manglende indgriben.

Erik Granberg, Per Hansen, Thomas Borghus, John Fredsted, Uffe Illum, Jens Kofoed, Filo Butcher, Mona Jensen, Per Torbensen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Det er beskæmmende at BC ikke selv kan finde andre veje frem som er til gavn for danskerne, men blot kaster sig i støvet for den frie markedsmekanisme,

BC har på intet tidspunkt forsøgt at arbejde alternativt i forhold til den FM, hvilket udstiller BC,s holdninger meget klart.

Hvis man er så evne løs at man som BC ikke kan se andre veje, skulle BC nok ikke repræsentere et parti som er lodret uenig med ham.

Hvis BC havde bare en lille smule no.... ville han som en start overveje at to dele markedet i et basalt marked som lå uden for grådighedens parametre og et marked som kan betegnes som frit, da det kun skulle indeholde varegrupper som ikke var/er basale for livets opretholdelse.

Desuden skulle man opstille parametre for de ikke basale produkters måde at blive fremstillet på samt overveje tilgangen til råstoffer.

BC det ikke svært og alternativet er der, manglen er politikere som ikke bare meler deres egen kage.

Ejvind Larsen, Jørgen Malmgren, Steffen Gliese og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Allo - Allo

Hvis ikke andet kan man da altid få sig et billigt grin over én af de førende agenters reaktion på SF’s deltagelse i DONG-udsalget – Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive kørt op på den her måde

Sådan kan det gå – hvis man mister forbindelsen til folks oplevede virkelighed -
Ceausescu – uden sammenligning i øvrigt – må have oplevet det samme fænomen som hr. Nielsen -

https://www.youtube.com/watch?v=Pm53beoUZ4Q

Men i øvrigt er det slet ikke noget at grine af – dårlig debatstil …

Uffe Illum, Olav Bo Hessellund, olivier goulin, Per Torbensen, Steffen Gliese og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Ole Stavad citeres i artiklen for udtalelsen:
»Goldman Sachs er et anløbent selskab, som aldrig, aldrig har spillet nogen samfundsnyttig rolle, men kun varetaget egne kortsigtede snævre særinteresser med størst mulig profit. Herunder spekulation i skattely for at undgå at blive underlagt en normal beskatning, som anstændige virksomheder holder sig langt væk fra.«

En virksomhed har som opgave at at maksimere indtjening og minimere omkostningerne. Skat er en omkostning, så det er korrekt, som Ole Stavad påpeger, at anstændige virksomheder søger at holde sig så langt væk som muligt fra beskatning.

Michael Bruus

Det er helt rigtigt at økonomen Milton Friedmanns. Præsident Ronald Reagan og Margaret Thatcher var med til at indføre hvad der mest af alt ligner økonomisk psykopati, men der mangler at blive nævnt er, at modellen første gang blev afprøvet i Augusto Pinochets militærdiktatur i Chile, hvor tusinde og atter tusinde af modstander forsvandt sporløst.
Margaret Thatcher, var ganske få timer fra selv at sætte militæret ind mod civile Bitteres modstand.

Sjovt - det du kalder "økonomisk psykopati" har givet Chile Latinamerika's sundeste økonomi, lav gæld, balance i statsbudgettet, lav inflation og lav arbejdsløshed. Vores definitioner af "psykopati" er nok ikke helt ens....

For mig at se er det farligste ikke Friedmann, Reagan, Thatcher, Pinochets eller Thorning/ Corydon, men den manglende opstand i den Danske befolkning.

Opstand til fordel for hvad? Psykopatisk planøkonomi? Mon ikke danskerne er klogere end som så...

Thorbjørn Thiesen

http://sacktheeconomists.com/, http://betternature.wordpress.com/my-books/otherbooks/economia/
Disse to links giver adgang til noget af den bedste kritik af mainstream økonomi, og neoliberalismens utilstrækkeligheder. Da der ikke er nogen der vil udgive kritiske skrifter, der kan forstås af menig mand, må man gå til udlandet for at finde dem.
Det er blevet klart for mig at den politik der føres nu ikke er til gavn for hele samfundet, så derfor skal vi lave om på det.
Jesper Jespersen har tidligere gjort opmærksom på, at den rådgivning og argumentation for den eksisterende politik, svarer til de to skrædderes vejledning om kejserens tøj. De to nævnte bøger splitter neoliberalisternes argumentation fuldstændig ad. Steve Keen skriver sin bog Debonking the Economics the naked emperror is dethroned: Jeg kan ikke kritisere neoliberalisternes teorier, for de har ikke nogen.
Hvorfor sidder jeg her og gør opmærksom på en fejlslagen politik, fordi ingen i de medier der bør gå ind i kritikken, samt være borgernes vagthunde over for magten ikke evner deres opgave. De slesker i stedet for kapitalisterne der fordærver vores demokrati med brutal økonomisk magt. Det frie marked er at sammenligne med en flok vilde heste der skal tæmmes og lægges i seletøj så de kan trække for hele samfundet. Den tæmmede og regulerede kapitalisme vi havde fra 1945 og frem til starten af 1980erne, er det mest frugtbare system vi har haft. Vi skal gå ind for velfærdstaten og sige nej til konkurrencestaten.

Der er almindelig enighed om at angrebet på velfærdsstaten begyndte i starten af 70'erne, og først nu begynder vi at se det Søren ovenfor kalder en større grad af økonomisk frihed ...nemlig at erhvervsskatten og topskatten falder?

I mere end 40 år har Danmark levet med et kritiseret økonomisk system, som endog har overlevet flere verdensomspændende økonomiske kriser. Og så fordi visse virksomheder, nu ser en fordel i at flytte produktionen ud i lavtlønsområder, så er der helt ubegrundet blevet blæst i Gjallarhornet, og sat turbo på kravet om endnu lavere skat til eliten - ellers kan velfærdsstaten ikke overleve?

Der er ingen logik i argumenterne for at erstatte Danmarks velfærdssystem med et konkurrencesamfund, der kaster dem overbord, der ikke bidrager nok til de riges større grad af økonomisk frihed

Det er da nok muligt at det danske velfærdssystem bliver sat under pres i fremtiden, men jeg tror det er mere overlevelsesdygtigt end konkurrencesamfundet, der vil komme til at splitte det danske samfund.

Per Hansen, Anders Kristensen, Eva Bertram, John Fredsted, Uffe Illum, lars abildgaard, Filo Butcher, Thorbjørn Thiesen, Per Torbensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Nogle debattører roser artiklen, men er mindre begejstrede for Jørgen Steen Nielsens personlige fremstilling af Bjarne Corydon, som da også virker ganske letkøbt. Men dette indtryk løser sig, hvis man læser artiklen som en dramatiseret fortælling, hvor vi bevæger os fr det generelle ned til det nærværende.

Den naive beskrivelse af vor finansminister beror, som det også fremgår af stikordene lige under forfatterens navn, på at artiklen slet ikke handler om Corydon. Deraf det lidet fængslende indblik ind i hans ligegyldige personlige univers. Den handler om Nødvendighedens politik, personificeret i fortællingen af Hr. Corydon, kontra det, "som i dag måske mere korrekt må kaldes omstillingskræfterne, og hvortil SF som erklæret grønt parti i hvert fald gerne vil regne sig selv: at forstå og italesætte den blanding af vrede og bekymring, som mange nærer over for den model, der trods – eller på grund af – markedskræfternes frisættelse siden 1980 ikke har formået at skabe mere lighed, bæredygtighed, sammenhængskraft og velfærd, men tværtimod synes at prisgive miljøet, de svage og medindflydelsen. Og at omsætte denne frustration til et program og en politisk strategi for handling og omstilling.".

Altså den udfordring de kræfter, Corydon repræsenterer, har stillet "omstillingskræfterne", anskueliggjort af SF i DONG-dramaet overfor.

Apropos personligt univers må jeg endnu engang bifalde den literære stildannelsesrejse, Børge Rahbeck Jensen har begivet sig ud på. Den sidste kommentar er en bemærkelsesværdigt studie i fri ordassociation og lige så fri fantasi kun holdt sammen, som perler på den tyndest tænkelige snor, af et overordnet, kvasiliberalt tema. Hvis den vordende digter nu formår at overføre det fuldendte indhold til den fuldendte form, vil vores nye danske Penelope utvivlsomt engang i fremtiden også kunne frigøre sin knækprosa fra tegnsætningens, grammatikkens og paragraffernes snærende lænker.

Flemming Nielsen

Jeg ser artiklen som en gang vanlig personhetz det er noget vrøvl at det er Bjerne der er årsagen det er regeringens politik, og forliget der bestemte handlingerne i aktie salget af DONG, Ansvarlighed er Ikke en S opfindelse, efter feer løsnings beviselige underfinansiering, og 3 partsforhandlingernes cementering af SSF politik, lå langt fra den konsensus, som forfatteren ser de sidste 25 år. Hvor både DF og Cepos har hærget i dansk politik har han glemt 0ernes blokpolitik, og hvor er det den ligner konsensus set i forhold til Nyrups og nuværende regeringen politik? Bjerne har brugt magt, ja men det er ikke egen magt, som forfatteren insinuere, men regeringens magt. Konsensus (min bare) det er set ud fra ELs navle ”alle er blå”, SF problem er det samme som de hade da de blev skabt, det er der ikke er flertal for at reformere sig til socialisme, hvilket også var S problem under Anker selv efter han opgav ØD.

Hvis jeg må komme med et gæt så er årsagen til den dårlige kommunikation fra regeringens side, Den at SF har holdt igen på sandheden, da de har vist at det var benzin på bålet i partiets kamp om den venstreorienterede dagsorden. Hvilket EL har kunne bruge som madding til SF vælger, SF vælger var ikke klar til at blive et midterparti, af den simple grund at der er et rødt midterparti nemlig S og et blåt der hedder R. der løb SF panden mod en mur, at trække et parti til venstre er ikke nemt når befolkningen er gået til højre. SF problem er at deres medlemmer ønsker at staten skal overtage produktionsapparatet gennem ØD økonomisk demokrati skabt af at fagforeningerne for medlemmernes penge skal opbygge fonde der køber aktierne i virksomhederne, så fagforeningerne bliver dem der ejer produktionsapparatet. Det er ret logisk at når så staten gør det modsatte, nemlig sælger ud af statens ejendom, ja så bliver der borgerkrig i SF = SF var ikke regeringsparat da de har en anden idelogi ”målsætning for samfundet” end S og R som er midterpartier.

Det er så nemt for den yderste venstrefløj at fornægte globaliseringen, og fastholde fortidens politiske idelogiske teser, venstrefløjen er død og skal genopfinde sig selv, af den simple grund at grænserne er væk mellem landene i verden, TV PC osv. har gjort at, regeringer kan ikke gemme sig = globaliseringen. Befolkninger ser hvordan de har det i andre lande og stiller krav, ingen kan isolere sig i en socialistisk nationalstat. Det hjælper ikke noget at påstå verden er blevet Neo liberal, http://da.wikipedia.org/wiki/Neoliberalisme hvilket bare er noget spin for det er en politik der ikke eksistere, selv USA hvor Obama er ved at lade staten tage mere ansvar. Venstrefløjen inklusiv DF nationale dagsordener, er isolations politik. Det havde Villy indset og forsøgte at flytte SF til et parti der havde en politisk fremtid, ved at tage ansvar. Samtidig er vi nået til en epoke hvor jorden er overbefolket, det forurener og naturen forsvare sig det er ren kemi.

Steffen Gliese

Frank Hansen, dette er jo en helt ny tanke, at stater skal understøtte virksomheder i deres idioti. Det handler om at fremstille, hvad der efterspørges, og kun fordi vi har sat en infrastruktur i værk, vi kalder penge, er det muligt at hamstre værdier for den enkelte. Det er en usund tankegang, der ikke bringer os videre, hvad den faldende produktivitet jo vidner om: det er ikke længere bestræbelsen på at efterkomme virkelighedens materielle behov, der tæller, men ophobningen af abstrakte værdier, der til gengæld, igen helt idiotisk, allokerer magt.
Men et demokratisk samfund må af samme grund afkoble magt og penge, det er hele grundlaget for, at et demokrati kan eksistere. Og derfor må et demokrati sørge for, at det eneste, penge kan bruges til med nogen fordel, er det, der er til gavn for fællesskabet.

" Brede dele af befolkningen " er imod bankrøveri.
Uanset holdningen overfor banker, mener befolkningen, at bankrøveri moralsk og etisk forkert.
Måske bankrøveren havde en stor familie at forsørge og af nød tilsidesatte moral og etik.
Han så kun på pengene !
Bankrøvere bliver for det meste fundet og draget til ansvar for deres handlinger.

I historiens klare lys bliver politikere på et tidspunkt bedømt. Corydon sikkert som bankrøveren.
Han kun så på pengene !

Per Hansen, Tue Romanow, Uffe Illum, Filo Butcher, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

@ Bill Atkins

Glem nu ikke at Glistrups succes i halvfjerdserne i høj grad beroede på en utilfredshed blandt lønmodtagere som mente eller i hvert fald snart kom til at mene de betalte for meget i skat og at der var for mange nassere og skrankepaver i det offentlige, for nu at sige det kort. Det er først og fremmest den utilfredshed jeg kalder "ønsket om en større grad af økonomisk frihed". Denne utilfredshed, hentet direkte ud af stemmefordelingen og dermed folkestemningen, måtte nødvendigvis få langt større konsekvenser på sigt end de mere eller mindre nødvendige (de)reguleringer, som fandt sted overfor virksomhederne. Vi har altså muligvis ikke fået det som vi ville have det, men vi fik i hvert fald det vi troede vi ville have.

Steffen Gliese

Iøvrigt er netop firmaers skatteindbetaling deres eneste raison d'être, Frank Hansen, da de jo forlængst er holdt op med at påberåbe sig dækningen af samfundets faktiske materielle behov. Samfundet er ikke til for at berige de få, samfundet er til for at sikre alle den bedst mulige tilværelse på de præmisser, det nu engang kan lade sig gøre. Demokrati handler ikke om den enkeltes frihed, men om den samlede frihed, derfor kan et samfund, der sætter kapitalismen højst, aldrig være demokratisk, for kapitalismens værdier er ikke demokratiske. Det handler ikke om at sikre mest mulig værdi, men bedst muligt og tilstrækkeligt af den til alle i samfundet. Det er muligt, det lyder socialistisk, men det er jo så nok, fordi demokratiet med sin vægt på den enkeltes ret til indflydelse uden persons anseelse er socialistisk. Demokratiet beskæftiger sig ikke med, hvor værdierne kommer fra, men hvor de skal hen.

Steffen Gliese

Flemming Nielsen, bortset fra en usædvanlig stor gang rablende nonsens, som du måske burde læse korrektur på, før du sender det, så er det helt bemærkelsesværdige, at du trækker ØD af stalden, der som bekendt ikke reelt har været et tema i den danske debat i mere end 30 år! Men det er den altså så alligevel, fortæller du os - og godt for det! Der er altså ideer, der ikke dør, selvom røverkapitalismens "rationalitet" forsøger at få os til at glemme den. Og ØD er da ganske rigtigt den mest farbare vej fremad for et samfund som det danske, fordi den skaber en interesse for alle i at arbejde for de fælles værdier.

Børge R.J:

Egentligt ville jeg skrive noget helt andet, det var lige indtil jeg læste din kommentar, og nu ser jeg mig nødt til at reagere på den. Den er nemlig en god omgang historieforfalskning, både samtidens og fortidens historie.

Hvis samfundets grundpræmis var fri markedsøkonomi, var det ikke regeringens opgave at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser i den private sektor,...

Ts..ts...tss....
Regeringens opgave? Det er ikke noget regeringen ser som dens opgave, men noget de politikere der senere kom til at danne regeringen mente de var nødt til at love vælgerne for at få deres stemmer, velvidende at de slet ikke ville kunne holde dette løfte, da den slags intervention i markedsmekanismerne er forbudt af EU som konkurrenceforvridende. Den eneste måde regeringen så kan gøre det er ved hjælp af liberalismens Schweizerkniv og eneste tilladte værktøj - skatte- og afgiftslettelser. Overflødig at nævne at dette er en myte blot, og fungerer kun i teorien, i matematiske modeller.

t marxistisk ideal er, at den enkelte får mulighed for at yde efter evne og nyde efter behov, og arbejdslejre i Tyskland i 1933 - 45 havde sloganet "Arbeit macht frei".

Hvor du har det fra at Venstres elskede mantra "at yde efter evne og nyde efter behov" skulle være et marxistisk ideal, er mig en gåde, men hensigten kan man ikke være i tvivl om, når du fuldender sætningen med en henvisning til Nazityskland.

Det var ikke "arbejdslejre" som havde inskriptionen "Arbeit macht frei" over deres porte, men konzentrationslejre som Ausschwitz og Theresienstadt, hvis formål var udryddelsen af jøder og andre undermennesker og grunden til inskriptionen kan man kun gisne om.
http://en.wikipedia.org/wiki/Arbeit_macht_frei , men jeg ved det også fordi min farmor og farfar har været gæster i disse lejre.

Bjarne Corydons linie passer godt til højtlønnede lønmodtagere i den private sektor.
Det vil jeg give dig helt ret i. Men højtlønnede lønmodtagere er vist nok ikke dem der udgør det store flertal i Danmark.(?)
Men forklaringen hvorfor det kan se ud som om de var leverer du selv med:
Faktisk tyder meget på, at "nødvendighedens politik" er den politik, pressen støtter med sine historier og debatter.
Fordi pressens og mediernes redaktører er i hvert fald højtlønnede lønmodtagere.

Her fanger katten så sin egen hale. Da redaktørerne er højtlønnede lønmodtagere, elsker de Corydon og hans perverterede version af Socialdemokratiet. Derfor gør de alt der står i deres magt for at holde Corydon ved magten. De borgerlige partier elsker ham også, han forærer dem borgerlig politik uden omkostninger. På den måde har Corydon en stor fan-skare bag sig.

- Hvilket netop bekræfter den følelse som en stor del af den danske befolkning har: Vores demokrati er i systemkrise, politikerne varetager ikke deres "baglands" interesser, men finanskapitalens, herunder de højtlønnede lønmodtagere som mener at deres interesser kongruerer mere mere med finanskapitalens end deres medborgeres.

Jeg vil give dig også ret i at vores samfund IKKE er baseret på fri markedsøkonomi, af de grunde du nævner. Men hvad er det så baseret på?

Vores samfund har været baseret på en kontrakt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, en slags fredsaftale mellem klassekampens antagonister. Denne kontrakt har givet os velfærdsstaten, velstand og social stabilitet som grunder i relativ stor lighed, respekt for hinanden og konsensus-søgende politik. En grobund for økonomisk vækst.
Når alle har det godt er der social stabilitet, et harmonisk samfund. Det er fint at nogle har mere og andre har mindre, så længe alle kan have det godt.

Denne kontrakt er blevet brudt af liberalisterne, startende med M. Thatcher. Liberalisterne er fortalere for finanskapitalismen, en form for kapitalisme som, i modsætning til industrikaptialismen, IKKE har brug for arbejdsgivere og arbejdstagere, da den ikke producerer materielle varer, men finansielle fantasifostre.
Finanskapitalismen har heller ikke behov for social stabilitet, da den ikke er bundet til geografisk lokation. Finanskapitalismen kan størstendels eksistere i en virtuel form, det eneste den har brug for, er et netværk af servere og nogle få "outlets".
Finanskapitalismen har ikke engang brug for politisk stabilitet, da den trives bedst, jo mindre politisk indblandning der er. Da finanskapitalismen udelukkende fungerer efter markeds- mekanismerne, har den heller ikke brug for komplekse regelsæt aka civil lov. Den trives i lovløshed.
Finanskapitalismen lover muligheder for grænseløs rigdom til de stærke, og er ligeglad med de svage, da den ikke behøver at bekymre sig om social stabilitet. Den er jo urørlig.
Den er asocial.
Dens drivkraft er grådighed.

Corydon fortsætter simpelt hen traditionen for liberalistiske politikere som går finanskapitalens ærinde. Resultaterne af denne kurs er heller ikke til at overse:

Stigende økonomisk ulighed, faldende velfærd, stigende fattigdom, social ustabilitet, faldende velstand, et ørken for økonomisk vækst.

Erik Granberg, Laurids Hedaa, Per Hansen, Max Trifunovich, Jan Weis, Thomas Christensen, Jørn Petersen, Olav Bo Hessellund, John Fredsted, Inger Sundsvald, Bill Atkins, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Vores definitioner af "psykopati" er nok ikke helt ens.... skriver Thomas Krogh, totalt uberørt af tidligere debatter.

Kroghs "psykopati" ser sådan ud:

I de mest ulige lande som Chile og Mexico tjener de rigeste 10 procent af befolkningen i dag 25 gange mere end de fattigste 10 procent, mens de rigeste 10 procent i USA kan tage 14 gange så meget med hjem som deres fattige landmænd. (OECD 2012)...

En økonomisk vækst baseret på intensiv minedrift, der ender i kapitalisternes lommer og aldrig for alvor sætter gang i Chiles subsistensøkonomi - det er den ypperste samfundsmodel i Krogh øjne.

Per Hansen, Eva eldrup, Torben Kjeldsen, lars abildgaard, Niels-Holger Nielsen, Inger Sundsvald, Uffe Illum, Steffen Gliese og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Flemming Nielsen, ¨
du kan godt have ret i at din elskede Bjarne ikke fortjener det had han bliver lagt til, og han kun udfører regeringens politik. Men han har kørt sig selv i forgrunden og synes at nyde mediernes opmærksomhed.

Derved bliver han også et symbolfigur for regeringens asociale politik.

Det er hans eget valg, han har sat prioriteterne.

peter tind sørensen, Uffe Illum og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Sider