Læsetid: 7 min.

Præsternes oprør

Under kampene i Kijev kæmpede kjoleklædte, langskæggede præster med kors og velsignelser på oprørernes side. De forskellige grene af den ortodokse kirke i Ukraine har en historisk chance for at samle sig – og blive en trussel mod Putins og Ruslands magt i landet
Religion og politik. Ortdokse præster i ingenmandslandet mellem polititropper og demonstranter under det ukrainske oprør. Kirkens engagement handler ikke kun om religion, men også om Ukraines historiske rolle som kastebold mellem fremmede magter.

Religion og politik. Ortdokse præster i ingenmandslandet mellem polititropper og demonstranter under det ukrainske oprør. Kirkens engagement handler ikke kun om religion, men også om Ukraines historiske rolle som kastebold mellem fremmede magter.

Sergei Grits

1. marts 2014

Natten mellem den 10. og 11. december begyndte klokkerne at ringe i Skt. Mikael-katedralen i Kijev. Tre uger inde i konflikten forsøgte politiets specialstyrker at benytte sig af nattefreden til at rydde barrikaderne på Uafhængighedspladsen. Men det lykkedes ikke. Klokkerne fra det den store katedral fik nemlig selskab af resten af byens kirker, og det bimlende inferno vækkede befolkningen. I tusindvis strømmede folk ud på den snedækkede plads.

»Det er ironisk, at i den her tidsalder med Twitter, Gmail, email, Facebook og alt muligt andet er du nødt til at ty til en middelalderlig form for kommunikation for at vække folk midt om natten, så de kan forsvare deres by,« siger Daniel Bilak, advokat og rådgiver for en række forskellige kirkelige enheder i Ukraine.

Det var ikke første gang, at kirken og især St. Mikael-katedralen trådte ind i den ukraineske konflikt. Den 30. november, hvor politiet gennemførte et voldsomt angreb mod demonstrerende studerende, søgte de unge tilflugt i katedralen med de gyldne kupler, der hører under Kijev-Patriarkatet i Ukraine og er ledet af patriarken Filaret.

»Filaret nøjedes ikke bare med at lukke dem ind – han låste også portene og nægtede at lade politiet arrestere de studerende. Den handling er blevet et kæmpe symbol – ukrainerne har ikke oplevet noget lignende, siden mongolerne invaderede Kijev i 1240,« siger Daniel Bilak og refererer til den altødelæggende begivenhed, hvor Kijev blev invaderet, og befolkningen søgte tilflugt i kirkerne. I 1240 satte mongolerne ild til de menneskefyldte kirker. I november opgav politiet at komme ind.

I løbet af de seneste tre måneders konflikt i Ukraine er kirkerne tæt på Uafhængighedspladsen i Kijev blevet tilflugtssted for sårede demonstranter. Også dræbte er blevet ført i sikkerhed og lagt på gulvet under kors og ikoner. Men præsterne er gået videre end det. Igennem hele perioden har de været tilstede på Uafhængighedspladsen Maidan for at vise deres støtte og moralske opbakning, og også for at have en dæmpende indflydelse på gemytterne. Med kors i den ene hånd og skjold i den anden er ortodokse præster trådt frem af tåregassen for at mægle mellem politi og demonstranter. Ved barrikaderne har de tilbudt sjælesorg til dem, der måtte have behov for det, og givet absolution til de sårede og døende.

Men præsternes tilstedeværelse er ikke kun et spørgsmål om åndelig vejledning – det er også et altovervejende spørgsmål om magtbalancen i den ukrainske kirke. En kamp, der strækker sig over landets grænser til Rusland, og som har stor geopolitisk betydning. For en ukrainsk ortodoks kirke, der stiller sig så markant på oprørets side, er en åben udfordring til den stadigt mere magtfulde russiske ortodokse kirke, der med patriarken Kirill i spidsen især i de seneste år har forlovet sig mere og mere intenst med Ruslands autoritære præsident, Vladimir Putin. Og set med russiske øjne handler alt, hvad der sker i Ukraine, også om, hvad der skal ske med Rusland.

Skjolde – men ingen køller

Kirkesamfundet i Ukraine er en kompliceret affære, man nemt kan fare vild i, forsikrer religionshistoriker Annika Hvithamar fra KU. Men det gør ikke kirkens betydning mindre:

»Ligesom i store dele af resten af Østeuropa – Rusland inkluderet – har kirkerne fået et comeback efter Sovjetunionens sammenbrud. Og i Ukraine har de temmelig stor legitimitet,« siger Annika Hvithamar.

Ukraine består af en lang række kirkelige enheder, men de tre væsentligste er to ortodokse og en græsk-katolsk, forklarer hun.

Den ene ortodokse kirke er Moskva-Patriarkatet, som er underlagt sin moderkirke i Moskva. Den er mest udbredt i det østlige Ukraine og er efter sigende landets største kirkesamfund. Den vender vi tilbage til.

Den anden ortodokse kirke er Kijev-Patriarkatet, som er et forsøg på en selvstændig ukrainsk kirke. Lederen, Filaret, brød ud af Moskva-Patriarkatet i 1992 efter Sovjetunionens sammenbrud, men kirken er ikke kanonisk anerkendt af nogen andre ortodokse kirker.

Endelig er der den græsk-katolske kirke, som ligner den ortodokse, men anerkender paven. Under konflikten har kirken i en fælles erklæring med Kijev-Patriarkatet fordømt brugen af vold og opfordret de ukrainske myndigheder til dialog.

På Maidan i Kijev har de to kirker også »interageret næsten simultant«, fordi de deler ønsket om »et uafhængigt, demokratisk og værdigt Ukraine«, fortæller Daniel Bilak, hvis kontor ligger lige op ad pladsen.

For den canadisk-fødte advokat har gadekampene »været som i en krigszone«, og under de voldsomste sammenstød har han måttet holde sig indendøre. Herfra har han set præster stå med korset hævet over de sårede eller i samtale med politiets specialstyrker. Ikke for at deltage i kampene, men for at opfordre til, at man ikke kæmper mod hinanden, påpeger lektor Annika Hvithamar: »De har et skjold i hånden, men ikke en kølle,« som hun udtrykker det.

Moralsk sikkerhedsnet

Samme opfattelse har senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Karsten J. Møller, som kalder kirken i Ukraine for et »et moralsk sikkerhedsnet«.

»I et land, hvor myndighederne er bundkorrupte og retssystemet tilfældigt, er kirken et holdepunkt,« siger han.

Daniel Bilak understreger, at den moralske støtte fra kirkerne altid har været meget vigtig for ukrainerne, fordi de bestandigt har været underlagt fremmede nationer, hvad enten det har været Polen, den polsk-litauiske realunion, Østrig-Ungarn eller Rusland.

»Set fra et dansk synspunkt kan det virke mærkeligt, at kirken har kunnet spille så stor en rolle i konflikten. Men det skyldes, at kirkerne både nu og historisk har haft en meget tæt forbindelse til folket. Ukrainerne er altid blevet regeret af udlændinge. De eneste oprindelige institutioner, som ukrainerne har haft, har været kirkerne og landsbyrådene,« siger Daniel Bilak. Men samtidig er kirken i Ukraine »lige så meget et geopolitisk som et religiøst anliggende«, mener han.

»Og som vi har oplevet det i løbet af de sidste par måneder, har kirken haft en enorm indflydelse på, hvad der sker her.«

Mens der har været repræsentanter fra både Kijev-Patriarkatet og den græskkatolske kirke på Maidan, har de præster, der tilhører Moskva-Patriarkatet, været underlagt en officiel politik fra deres ledere om at støtte den nu afsatte præsident Viktor Janukovitj. Alligevel har enkelte præster fra Moskva-Patriarkatet været på pladsen for at vise deres opbakning.

»Og efterhånden som tiden er gået, har Moskva-Patriarkatet også i stigende grad støttet demonstranterne,« siger Annika Hvithamar. Bl.a. har repræsentanter fra Kijevs Hule-kloster, som hører under Moskva-Patriarkatet og er et af de helligste steder for den ortodokse kristendom, været blandt de præster, der stillede sig imellem specialstyrkerne og demonstranterne.

Russiske planer

Når striden mellem Moskva- og Kijev-Patriarket er så eklatant, handler det ifølge Annika Hvithamar »ikke om religion, men om religionspolitik.« Kijev-Pariarkatet ledet af Filaret ønsker at samle de ukrainske ortodokse kirker, så de kan blive stærke nok til at blive anerkendt af Konstantinopel. Men det ville være et enormt tab for Putin og den russiske ortodokse kirke, fordi Ukraine er ekstremt vigtig i russisk historieopbygning – det er simpelthen russisk kristendoms vugge, og det var bl.a. i Kijev, at det russiske folk blev døbt i 988.

Samtidig kommer oprøret på et tidspunkt, hvor Vladimir Putin har befæstet sin magt i en tredje embedsperiode gennem et tæt samarbejde med den russiske kirke, hvis patriark Kirill forfægter de dybt konservative værdier, Putin har gjort til sine. Værdier som traditionelle familiemønstre, ægteskabet og ærbødighed over for lederskikkelser, som Kirill ved mange lejligheder har fremhævet som en modsætning til vestlig synd, amoral og sekularisering.

»Det her kan blive et stort historisk øjeblik, og det har enorme konsekvenser for Moskva – både politisk og religiøst, fordi Moskva i så fald vil miste indflydelse. Måske kunne Moskva beholde nogle helligdomme, men Ukraine ville i bund og grund få sin egen lokale ortodokse kirke, som ville blive anerkendt af Konstantinopel. Og det ville svække Moskvas indflydelse i den ortodokse verden og gøre ideologien om de russiske værdier, som patriarkatet forsøger at fremme, irrelevant.«

Ifølge Annika Hvithamar vil Moskva-Patriarkatet og dets patriark Kirill gå meget langt for fortsat at have stor indflydelse på kirkesamfundet i Ukraine, som Kirill kalder ’kanonisk territorium’.

»Det har hele tiden været magtpålæggende for Kirill at beholde Ukraine som en del af Moskva-Patriarkatet. Kirill var ude – for øvrigt meget sent – med en støtteerklæring til det ukrainske folk. Hans forhold til Ukraine er tæt, og han besøger landet som en del af sin menighed,« siger Annika Hvithamar. Til gengæld er det også blevet bemærket, at Kirill under konflikten slet ikke har henvendt sig til den ukrainske patriark, Filaret. Og fronterne er trukket skarpt op: Kirill har hele tiden nægtet at anerkende et ukrainsk patriarkat og omtaler f.eks. konsekvent de ukrainsk-ortodokse som ’skismatikerne’ eller bare ’ukrainerne’.

Ifølge Karsten J. Møller fra DIIS er det værd at se nærmere på Kirills rejsemønster, fordi hans regelmæssige besøg i Ukraine efter sigende ikke kun er udtryk for en patriark, der tilser sin menighed.

»Kirill er jo ustandseligt i Ukraine, og det skal man ikke tage fejl af. Han overvejer at lægge den ortodokse kirkes kontor i Kijev – for at signalere, at han forsøger at forene de ortodokse kirker i Rusland, Ukraine og Hviderusland. Det er hans store kulturelle, religiøse projekt, og det arbejder han meget målrettet på. Og han har selvfølgelig Putins velsignelse, fordi det er vand på præsidentens mølle.«

Efter at Janukovitj er flygtet, har den ukrainske ortodokse kirke i denne uge udsendt en erklæring, hvori den opfordrer til enhed. Den nye politiske situation har altså skabt en mulighed for, at de ukrainske kirker kan nærme sig hinanden. Om det er første skridt til, at de vrister sig ud af den russiske patriarks greb hænger tæt sammen med, om Vladimir Putin i de næste uger beslutter sig for at tillade det ukrainske politiske magtskifte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Uden overhovedet at ville forklejne artiklens indhold og væsentlighed, så lever illustrationen alene op til talemåden om, at 'et billede kan sige mere end tusinde ord'. Det foto er fuldstændig fantastisk!

Katrine Visby, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det hedder altså ikke "græsk katolsk" - men De unerede kirker - om de kirker hvis liturgi er ortodoks, men hvor man altså anerkender Paven som øverste myndighed.
Den græske kirke er ortodoks - men ikke katolsk - man anerkender ikke paven, men patriarken i Konstantinopel som øverste myndighed. Men den græske kirke er som den danske folkekirke - katholiko - almindelig....

Steffen Gliese, Eva eldrup, Anne Eriksen, Per Torbensen, Karsten Aaen, Claus Oreskov, Torben Selch og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Henrik Darlie

"I 1240 satte mongolerne ild til de menneskefyldte kirker. I november opgav politiet at komme ind."

Højst besynderlig sammenstilling. Efter min mening fuldstændigt gak-gak.

Lennart Kampmann

"græsk-katolsk" er et udtryk der anvendes til at udtrykke indifferens, fx. "Vil du have te eller kaffe?" "Jeg er græsk-katolsk." (betydende at enhver kombination af de foreslåede kan gå an.)

Interessant hvis den ortodokse kirke vil til at være i opposition til magten. Det har den ikke ligefrem tradition for i Rusland (Ukraine).

Med venlig hilsen
Lennart

Torben Knudsen

Kapitalkommunisme eller religion, kolera eller pest det gamle eller det ny testamente.
Tragediens smalle vej.

Niels Jespersen

Jeg kan ikke rigtigt finde hoved eller hale i artiklen.

1. Er præsternes tilstedeværelse og deres forsøg på at komme mellem demonstranter (der jo optræder som en hær med de nazistiske stormtropper) og politiet et forsøg på at støtte demonstranterne eller et forsøg på at få fred mellem parterne? De opfordrer jo til enhed? Og har ellers den normale præsterolle - uanset hvad de så mener politisk! - at afstå fra vold og søge fred og fordragelighed.
Det er helt uklart hvad de støtter - vel ikke de nazitropper som udgjorde en velorganiseret lille mafiahær? De er vel også tilhængere af demokrati? I så fald kunne man jo bare spørge dem om de ikke synes folk skulle vente til næste valg med at vælge et nyt flertal- for ingen heller ikke vestlige iagttagere var i tvivl om at sidste valg foregik velordnet og var udtryk for flertallets?

2. Det stilles nu op som om kirkerne pludselig er politiske - har de så valgt side med de der udemokratisk prøver at vælte en lovligt regering?- Det stemmer ikke med at de opfordrer til enhed. Eller at de ikke deltager med "køller" men opfordrer til fredelige forhold under demonstrationerne. Hvorfor skulle kirkerne forsøge at skabe en fælles kirkefront eller "samle" kirkerne ? Mon ikke der snarere er tale om individer i kirkerne som har en egen agenda? Den canadisk fødte Bilak, i artiklen brugt som et talerør for begivenhederne, da manden har kontor ved pladsen med demonstrationer, taler om kirkernes ønske om " et uafhængigt, værdigt, demokratisk" Ukraine, Men kan ikke rigtigt sige om det er noget nyt eller noget der skulle forandre forholdene mellem kirkerne. Hvorfor skulle de "stå mere sammen"? Mod hvad?

3. Artiklen udelader totalt at begivenhederne har været i høj grad støttet af neokonservative kræfter --dvs. amerikanske nedbrydere af de østlige lande med den hensigt at plante egne værdier og systemer i landene - ved brug af demonstrationer etc der får folk til at støtte omvæltninger uden at vide hvad der venter dem!
Se her f. eks.

http://consortiumnews.com/2014/02/27/a-shadow-us-foreign-policy/

En gennemgang af de amerikanske institutioner som har stået bag - alene National Endowment for Democracy skabt af Reagan har efter egne angivelser kørt 75 projekter i landet! Eller den neokonservative vice-udenrigsminister, Victoria Nuland,
som forleden blev afsløret i en samtale, hvor hun diskuterede hvilke folk hun synes skulle danne regering. Er det fuldstændigt glemt i aviserne?

Lars Peter Simonsen, Jeppe Petersen, Janus Agerbo, Eva eldrup, Geert Larsen, Per Torbensen, Karsten Aaen og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Problemet med Ukraine er ikke befolkningernes utilfredshed i Ukraine, den er forståelig - det er også forståeligt - at uanset hvilken magt der sidder i Ukraine, så er den brutal korrupt - og befolkningerne reagerer. Det der er komplet uforståeligt - er at EU-ropas ledere, danske politikere fra både socialdemokratiet og ud mod højere - er så infantil blåøjet. Regerings ledere - til trods for alle deres fine Statskundskabs papirer - står uden historisk baggrunds viden - så man næste må anse dette studie som værende manipuleret undervisning i et-øjet anglosaksisk propaganda-system.

Hvor mange synspunkter er der her på Information kommet fra konflikten, fra Russiske moderate eksperter, vist ikke mange. Men så må vi jo slæbes igennem kommentarer fra Generalmajor Karsten Jakob Møller. ansat i DIIS og mangeårig virke i Nato regi. Flot!

Utilfredsheden i Ukraine - over de økonomiske forhold for befolkningen og korruptionen - som den er i Italien, Spanien, Grækenland, stort set hele Østeuropa herunder Tjekkiet og alle de andre - er forståeligt.

Det der er komplet ufatteligt - er at de vestlige lande lader - Anders Fogh og Nato, EU-Barroso, Obama og den amerikanske administration - kickstarte den kolde krig igen. Det er ganske enkelt ufatteligt.

Når nogen bidrager med diskussionen omkring Tibet, klaskes de ned - da det kan forstyrre handelsbalancen med Kina - men HER - her smadrer vi rask væk et eksport eventyr med et væsentligt stærkere købedygtigt Russisk middelklasse end nogensinde før. At man GIDER - smadre den samlede Europas muligheder for i fredelig samhandel med Østeuropa også (til trods for korruptionen på begge sider - her hedder det bare lobbyisme og gyldne aktieoptioner) - for at lægge sig fladt ned for den amerikanske økonomis NØDVENDIGHED - ballade frem for økonomisk stagnation - krig frem for balanceret bevægelse imod global økonomisk udjævning.

Der VAR en klar åbning for fredelig udveksling af samarbejde mellem Russerne (den russiske udenrigsminister) for åben dialog for ideer mellem EU og Rusland (herunder deres nærmeste allierede og historiske forbundsfæller). Bevægelsen VAR igang, incl. gasledningen til Europa. Men nej - USA taber terræn, og KRIG skal der til - overalt, såfremt man ikke lægger sig fladt ned overfor USA's version af demokrati. Et demokrati som ikke eksisterer mere i den amerikanske administration i USA - men hvor landet ledes af lobbyister og senatorer som stort set alle er dollar millionærer eller milliadærer.

Lars Peter Simonsen, kaleb larsen, Jeppe Petersen, Janus Agerbo, Henrik Klausen, Henrik Darlie, Anne Eriksen, Jacob Jensen, Per Torbensen, Grethe Preisler, Niels Mosbak og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

@ Niels Jespersen. Tak for henvisningen til Robert Parrys artikel - A Shadow US Foreign Policy - om The National Endowment for Democracy, som blev etableret af Ronald Reagan i kampen mod Sovjetunionen.

Artiklen påviser iøvrigt fint, at der bag den amerikanske udenrigspolitik er en grundlæggende geopolitisk linje, der ikke ændres af de politiske forhold i Rusland. Den grundlæggende linje handlede ikke kun om at bekæmpe Sovjet, men om i det hele taget at slippe af med Rusland som modspil til amerikansk hegemoni. Det er i det lys, man skal se det dybe amerikanske engagement i udviklingen i Ukraine.

Se mere om det geopolitiske aspekt i Immanuel Wallersteins kommentar The Geopolitics of Ukraine’s Schism:

http://www.iwallerstein.com/geopolitics-ukraines-schism/

Lars Peter Simonsen, kaleb larsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Demonstranterne omtales som en ensartet gruppe, der står overfor en anden ensartet gruppe, repræsenterede ved Putin og patriark Kirill og det er ganske simpel vrøvl. Når det er sagt skal det også fremhæves at den yderste nazistiske højrefløj har sat sig tungt på demonstrationerne. Man kan sige at højre fløjen har stjålet folkets demonstration – taktisk dygtigt men dybt bekymrende. Og det er her kirken kommer ind i billede. Siden Simón Petljúras dage har den ortodokse kirke i Ukraine været ekstrem nationalistisk og antisemitisk. Under anden verdenskrig indgik kirken i et forbund med nazismen og efter krigen var kirken en af støtterne til de nazistiske undergrundshære og terrorist celler som var virksomme langt ind i 50´(disse kamp grupper som holdt til i skovene fik militær støtte fra vesten gennem: bibel selskaber, CIA og nazist grupper. De ukrainske nationalister OUN stod for mord på over en million af deres landsmænd under krigen. I årene 1950 til 1959 udsendte OUN små grupper på mord missioner i Vesttyskland, Østrig og Østeuropa)

Karsten J. Møller siger: ”I et land, hvor myndighederne er bundkorrupte og retssystemet tilfældigt, er kirken et holdepunkt”. Hvilken hjerteskærende uvidenhed af alle institutioner er kirken den mest korrupte, det ved folk godt og de forholder sig illusionsløs til denne viden.
Ukrainske gejstlige i 40´:
http://teonote.ru/post/natsistyi-i-religiya/
Ukrainske gejstlige i dag (run nederst på siden og se præsten med løftet arm):
http://emirr.ru/emirr_cultures/406-internet-soobschestva-anarhisty.html

Niels Mosbak, Jacob Jensen, Lars Peter Simonsen, kaleb larsen, Torben Kjeldsen, Eva eldrup, Per Torbensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Man lærer noget hver dag, tænk at der findes en græsk-katolsk kirke. Den må siges at leve i skyggen af den græsk-ortodokse.

Med venlig hilsen
Lennart

Kirill patriark af Moskva og dermed øverste leder af den russisk-ortodokse kirke, som er det næststørste enkeltstående kirkesamfund i verden, næst efter den romersk-katolske kirke, blev spurgt på tysk tv, om han støttede demokrati, manden svarede sgu.` -" er der moske demokrati i himlen"-

så mon de ortodokse i ukraine er et hak bedre.!-

teokratier har altid lavet mere lort end gavn.!-

Nåå. så det er derfor han kører alt det isenkræm i stilling, her gik man og troede det "helt uskyldigt" var for at beskytte militære anlæg på Krim.

Steffen Gliese

Jo, Kaleb Larsen, det er de nu nok. Men det er desværre med Iben Thranholms indlæg i Politiken i dag tydeligt, at der er en stærk autokratisk drift i de to gamle kirker, hvilket er ukristent og ubibelsk, men i tråd med det kompromis mellem kristendom og verdslig magt, der blev vedtaget flere hundrede år efter menighedernes opståen.
Hvad der var ubærligt for magthaverne var, at kristendommen jo i bund og grund er en amoralsk religion, der tilbyder synderne forladelse uanset hvad. I princippet støtter den katolske kirke dette forhold, men de vil nu godt agere portvagt til de himmelske haller.
Kirill er altså endnu værre! Kristendommen er ellers det gennemført mest demokratiske, man har, og derfor tiltrak den fra begyndelsen samfundets ydmygeste - for kristendommen sætter grænser for de store dyr i junglen og afviser deres målestok for succes og magt: der er en Gud, overfor hvem alle mennesker er absolut lige og ikke kan påberåbe sig andet end håb om nåden.