Giorgio Napolitano lagde ud med en humanitær gestus, da han i foråret 2006 blev valgt til Italiens præsident. I årevis havde en hjemløs holdt til i det samme romerske kvarter, Monti, som husede Napolitanos lejlighed. Angelo, som vagabonden hed, var et kendt ansigt i Monti. På dårlige dage overfusede han alle og enhver, på gode dage bød han tilfældige forbipasserende cigaretter. Kvarteret passede på ham. Nogle sørgede for, at Angelo, der angiveligt havde en fortid i fremmedlegionen, ikke kun indtog alkohol, men også fik lidt at spise. Andre havde skaffet en udtjent varevogn, som han sov i. Den holdt parkeret i Napolitano-familiens gade, Vicolo dei Serpenti. Men da Napolitano blev præsident, forsvandt varevognen pludselig »af sikkerhedshensyn«. Der gik dog blot 24 timer, inden Angelos hjem kom igen: »Det er præsidenten, der har beordret det,« udtalte en betjent til avisen Corriere della Sera.
Nu er Angelo død, og Napolitanos lejlighed står stadig ubeboet hen. Han fik nemlig forlænget sit ophold i præsidentboligen, Quirinalpaladset, da han for knap et år siden som den første i republikkens historie lod sig genvælge af parlamentet. Dermed brød Napolitano en uskreven regel, hvilket har fået kritikere til at beskylde den 88-årige præsident for at nære monarkiske ambitioner:
»Præsidentens lange, syvårige mandat stemmer dårligt overens med republikkens karakteristika,« sagde hans forgænger, Carlo Azeglio Ciampi, og lod dermed forstå, at en periode var mere end nok.
Eurokrisens følger
Som præsident har Napolitano håndteret en alvorlig krise. Mens retssagerne mod den tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi satte statens institutioner under pres, gjorde gældskrisen behovet for politiske resultater akut. Kombinationen af disse to faktorer førte i november 2011 til, at den tidligere EU-kommissær Mario Monti afløste Berlusconi som regeringsleder. Denne manøvre udløste beskyldninger om et komplot mod Berlusconi og folkestyret. I en ny bog, som den amerikanske journalist Alan Friedman har udgivet på italiensk, bliver Napolitano beskyldt for at have konspireret mod Berlusconis regering. Friedman har bl.a. interviewet Monti, som fortæller, at præsidenten i juni samme år havde spurgt ham, om han var villig til at tage over. På forsiden af Financial Times, hvor Friedman tidligere har været ansat, blev det forleden præsenteret som en inkriminerende afsløring under overskriften The Italian Job, som om Monti var en politisk lejemorder.
Friedmans journalistik har tidligere været genstand for kritik, da BBC’s etiske komité i 2011 vurderede, at otte ud af 20 programmer, som hans selskab, FBC Media, havde leveret, »ikke levede op til de redaktionelle retningslinjer, hvad angår interessekonflikter«. Selskabet producerede nemlig ikke blot indslag om Malaysia, men rådgav også landets regering om strategisk kommunikation. I Ammazziamo il gattopardo (Lad os slå leoparden ihjel) virker det påfaldende, at beskrivelserne af Berlusconis boliger og vindende personlighed får mere plads end den tidligere regeringsleders inhabilitet og retslige problemer.
Shopping i parlamentet
Alligevel har den påståede sensation fået ben at gå på og er vandret ubesværet videre til andre medier i både Italien og udlandet. Men i sommeren 2011 havde det længe stået klart, at Italien var på katastrofekurs under Berlusconis ledelse. På det tidspunkt var han ikke blot anklaget i flere retssager, men også politisk svækket. Under korridorsamtaler i Bruxelles havde Berlusconi luftet muligheden for Italiens udtræden af euroen, skriver det tidligere italienske medlem af Den Europæiske Centralbanks bestyrelse, Lorenzo Bini Smaghi, i bogen Morire di Austerità – Democrazie europee con le spalle al muro (At dø af besparelser – De europæiske demokratier med ryggen mod muren). Italiens og EU’s situation taget i betragtning er det således svært at se Napolitanos samtaler med Monti som udtryk for andet end rettidig omhu.
Ifølge flere af Napolitanos italienske kritikere er problemet med præsidenten ikke, at han fjendtligt indstillet over for Berlusconi. Tværtimod deler de en uliberal opfattelse af demokratiet, hvor oppositionen, medier og retsvæsen ikke levnes megen rolle som kontrolinstanser, mener journalisten Marco Travaglio.
Hændelserne i 2011 var således snarere en konsekvens af de fejl, Napolitano havde begået forinden, hævder Travaglio i bogen Viva il Re! (Kongen længe leve!). I 2008 havde præsidenten godkendt en immunitetslov, som skulle beskytte Berlusconi mod retsforfølgelse, som året efter blev erklæret forfatningsstridig med henvisning til princippet om lighed for loven. I november 2010 var Berlusconis regering i dyb krise. Der var intern uenighed om den økonomiske politik, mens regeringens arbejde var koncentreret om at forhindre retsforfølgelse af regeringschefen. Det fik en række alliancepartnere til at træde ud af regeringen, som dermed mistede sit flertal. Men Napolitano insisterede på, at finansloven skulle vedtages, inden parlamentet kunne stemme om en mistillidsdagsorden mod regeringen, som derfor blev udskudt en måned. Resultatet var ifølge Travaglio forudsigeligt: »Berlusconi sendte sine soldater på shopping i oppositionspartierne, en skandaløs indkøbskampagne i fuldt dagslys med gavmilde løfter om penge, ministerposter og genopstilling i sikre valgkredse.«
Demokratisk tomrum
Men også i 2011 overskred Napolitano sine beføjelser, mener Travaglio. I stedet for at gennemtvinge en teknisk overgangsregering under Montis ledelse, der afhang af Berlusconis parti, burde parlamentet og derefter vælgerne have bestemt det videre forløb: »Almindelig anstændighed i en parlamentarisk republik foreskriver, at regeringslederen bliver tvunget til offentligt at verificere, om han stadig har flertal,« skriver Travaglio, »men i stedet giver Napolitano ham mulighed for at undgå den ultimative ydmygelse og fremstille sin uundgåelige afsked som en ansvarlig og patriotisk gestus – en opofrelse, som siden udløser en gevinst med renters rente.«
Derfor spiller Berlusconi – trods en definitiv dom for skattesvindel med medfølgende udelukkelse fra parlamentet og igangværende retssager om misbrug af en mindreårig prostitueret, embedsmisbrug, manipulation af vidner og bestikkelse af parlamentarikere – stadig spiller en central rolle i italiensk politik.
Napolitano har »balsameret« demokratiet i Italien, hævder Travaglio: »Eftersom partierne er svage, nærmest hensygnende, har de behov for en far og et forbillede – eller rettere for en læremester, som tager dem i hånden og fører dem i den retning, han vil, for kun han ved, hvad der er bedst for dem og således også for os. Den kendsgerning, at forfatningen ikke foreskriver det, og at borgerne ikke er enige, betyder næsten intet.«
USA og Moro
Forklaringen på Napolitanos håndtering af Italiens politiske krise skal findes i præsidentens fortid i kommunistpartiet, PCI, hævder journalisterne Ferruccio Pinotti og Stefano Santachiara i bogen I panni sporchi della sinistra (Venstrefløjens snavsetøj). Efter at have været medlem af fascistpartiets universitetsforbund blev Napolitano kommunist efter krigen. I de første årtier var hans loyalitet over for Sovjetunionen ubetinget. Han roste de sovjetiske troppers voldsomme reaktion på opstanden i Ungarn i 1956 og kritiserede den russiske dissident Aleksandr Solsjenitsyn. Men i 1978 fik han som den første italienske kommunist indrejsetilladelse i USA. Napolitanos rejse foregik på et af de mest kritiske tidspunkter i Italiens historie. Terroristorganisationen De Røde Brigader havde kidnappet kristendemokraternes leder, Aldo Moro, som blev dræbt efter to måneders fangenskab. Moro ville inddrage kommunisterne i et regeringssamarbejde med det kristendemokratiske parti, DC: »I de dage, mens efterretningstjenesterne over hele verden er i alarmberedskab på grund af terroraktionen, deltager Napolitano i konferencer på de mest prestigiøse universiteter og holder møder med forretningsfolk og sikkerhedseksperter. Som en dreven statsmand glider han af på de nærgående spørgsmål angående formodningerne om CIA’s eller KGB’s indblanding i kidnapningen af DC’s formand,« skriver Pinotti og Santachiara.
I Council on Foreign Relations i New York erklærede Napolitano PCI’s støtte til Italiens medlemskab af NATO, hvilket på det tidspunkt var et kontroversielt spørgsmål i partiet: »Hvilken form for rådslagning om dette tema havde Napolitano med de førende strategiske eksperter i USA? Fastlægger han måske sammen med dem PCI’s linje? Hvad sker der i de dramatiske dage?« spørger Pinotti og Santachiara.
Bag Jerntæppet
I 1980’erne tilhørte Napolitano højrefløjen i PCI, der ikke ville omstyrte det kapitalistiske samfundssystem, men forbedre det. En af hovedannoncørerne i PCI’s månedsmagasin Il Moderno, som støttede denne linje, var Berlusconis koncern. I maj 1988 – året inden Berlinmurens fald – meddelte Berlusconi, at hans reklameagentur Publitalia havde indgået en kontrakt med den sovjetiske regering. Publitalia fik monopol på salg af reklamer på det statslige tv i Sovjetunionen: »Mens diktaturerne i Østeuropa styrter sammen et efter et, rykker finansverdenen ind bag Jerntæppet for at være på forkant med kommunismens sammenbrud. Men det ville være en umulig operation uden støtte fra PCI,« skriver Pinotti og Santachiara.
Da Berlusconi i 1994 i kølvandet på de korruptionsskandaler, som tog livet af efterkrigstidens politiske partier, lancerede sit eget parti, Forza Italia, var Napolitano ikke blandt dem, der fordømte sammenblandingen af økonomisk, mediemæssig og politisk magt, konstaterer Pinotti og Santachiara: »Hvis man opmærksomt gennemgår historien om forholdet mellem Berlusconi og Napolitano, rejser der sig en del spørgsmål omkring beslutninger, som de facto har favoriseret Silvios medieimperium og forhalet løsningen på hans åbenlyse interessekonflikt.«
