Læsetid: 18 min.

Skulder ved skulder er nemmere end ansigt til ansigt

De kæmper med hjertesorg, forsømte venskaber og et system, der gør det svært at bevare kontakten til børnene. Information har besøgt mændene på et af Danmarks ni mandecentre
Den typiske bruger af Mandecentret er som to tredjedele af alle skilsmisseramte mænd blevet forladt af konen eller kæresten. Det er kommet som et chok, og nu føler han sig helt alene. Familielivet har fyldt så meget, at der ikke er noget netværk, når ægteskabet revner, fortæller Jørgen Juul Jensen, der har været coach på centret siden starten i 2006

Den typiske bruger af Mandecentret er som to tredjedele af alle skilsmisseramte mænd blevet forladt af konen eller kæresten. Det er kommet som et chok, og nu føler han sig helt alene. Familielivet har fyldt så meget, at der ikke er noget netværk, når ægteskabet revner, fortæller Jørgen Juul Jensen, der har været coach på centret siden starten i 2006

Tor Birk Trads

1. marts 2014

Henrik er 54 år, designer og far til Albert, som han har fået med Louise. De er gået fra hinanden og har delte meninger om, hvor mange dage Albert skal tilbringe hos dem hver især. I øjeblikket fordeler det sig sådan, at Henrik er sammen med sin søn fire dage hver anden uge. Det er en midlertidig aftale, som nu skal genforhandles. Louise ønsker at fortsætte med 10-4-ordningen. Det gør Henrik ikke.

»Jeg kan ikke have det i min krop,« siger han.

Han sidder tilbagelænet med hænderne foldet bag nakken, klædt i habitjakke over vest over blomstret skjorte fuldt knappet og toppet med orange butterfly. Over for ham sidder Jan Lindell, en moden mand med grå hår i tindingerne og læsebriller halvvejs nede på næsen. Jan Lindell lytter, mens Henrik fortæller om sit tætte forhold til seksårige Albert. Om at tilbringe stort set alle første sygedage med drengen, om at sidde med sønnen i skødet, mens han nusser sin far i skægget, og om den myslibar, Albert gav sin far, da han skulle på forretningsrejse til Italien i forrige uge.

»Jeg kysser den, så du kan mærke mig nede i maven, mens du er væk,« havde han sagt.

Helst så Henrik, at Albert tilbragte en uge hos sin mor og en uge hos ham. En 7-7-ordning. Han kan gå med til 6-8, men så hellere ikke mere.

»Den lille fyr savner sin far,« siger han og fortæller om de mange lydoptagelser og notater, han har gjort sig for at dokumentere sønnens længsel efter mere samvær.

Han kigger ned i bordet med hovedet hvilende i hænderne: »Jeg er pissebange for at få en søn, der betaler prisen. Jeg kan mærke på ham, hvor hårdt det er.«

Jan Lindell nikker.

»Hvis du vil have en 7-7-ordning, skal I være enige om det,« siger han. »Det sker stort set aldrig, at de dømmer en 7-7.«

Henrik kigger op i loftet. Hans øjne er blanke.

»Jeg synes, det er ekstremt hårdt med udsigt til 10-4,« siger han.

»Jeg synes, det er ubeskrivelig uretfærdigt. Jeg kunne forstå, hvis jeg havde været en dårlig far, der ikke havde været der for mit barn.«

Jan Lindell tager brillerne af.

»Jeg kan fortælle dig, at du tilhører den bedste fjerdedel af dem, vi har herinde.«

Enkel målsætning

Jan Lindell er rådgiver i og leder af Mandecentret i København, et sted for mænd, der er i krise efter et brudt parforhold. Hver uge har han og kollegerne over 60 samtaler med nødstedte mænd i lokalerne på Christianshavn på øverste etage af en murstensklædt jernbetonbygning, der i mange år husede et trykkeri, men nu nedefra og op huser et argentinsk steakhouse, et udstillingssted for eksperimenterende samtidskunst og under loftsbjælkerne Mandecentret. Det har ligget her med udsigt over kanalen siden 2006 og tilbyder juridisk rådgivning, parsamtaler, individuelle coachingforløb, mandegrupper og midlertidigt værelse til op mod 10 mænd, hvis skilsmisse har gjort dem boligløse.

Målsætningen er enkel og todelt: Mænd skal hjælpes, så deres akutte krise ikke fører til social deroute, og fædre skal hjælpes, så de bevarer kontakten til deres børn efter skilsmissen.

Det sidste er ofte det sværeste. Når Henriks sag hører til blandt de bedre, skyldes det især hans ekskones anerkendelse af, at Albert har et meget tæt forhold til sin far. Hun vil gerne samarbejde. På onsdag skal Jan Lindell med Henrik til møde i statsforvaltningen, hvor en ny samværsordning skal forhandles på plads.

»Det er svært at forestille sig Louise gå med til en 7-7,« siger Jan Lindell og forklarer, at hun som bopælsforælder står stærkest.

»Skal jeg så gå efter at blive bopælsforælder?« spørger Henrik, der ejer og bor i den lejlighed på Nørrebro, hvor Albert er født og opvokset.

»Det er heller ikke uden konsekvenser,« svarer Jan Lindell og forklarer Henrik, at en bopælssag højst sandsynligt vil få samarbejdet med Louise til at bryde sammen, og at et øget konfliktniveau så godt som altid resulterer i mindre samvær mellem far og barn.

»Som jeg hører det,« siger Henrik, »så kan jeg lige så godt lægge mig fladt ned på ryggen. Uanset hvad jeg gør, så tørrer hun mig i røven.«

Han ryster på hovedet.

»Det her system ... der er sgu ikke ligestilling.«

Et spørgsmål om køn

Oplevelsen af uretfærdighed deler Henrik med mange fædre landet over. For et år siden udsendte foreningen Danske Familieadvokater resultaterne af en interviewundersøgelse blandt skilsmisseforældre, der havde fået deres sag behandlet i statsforvaltningen. Andelen af mænd, der var utilfredse med afgørelsen, overgik kvinderne med 78 procent. Samme skævvridning gjorde sig gældende i forældrenes oplevelse af sagsbehandlingen. 78 procent flere mænd end kvinder følte sig utrygge undervejs. Hver fjerde mand erklærede sig »helt uenig« i, at sagsbehandleren på tilfredsstillende vis tog hensyn til hans side af sagen – en overrepræsentation på næsten 150 procent.

I statsforvaltningen afviser man, at der bliver gjort forskel på fædre og mødre.

»Vi har den opfattelse, at vores medarbejdere gør et professionelt stykke arbejde,« lyder det fra Jesper Thumand, kontorchef på det familieretslige område i afdeling Aarhus, der heller ikke mener, at den skæve kønsfordeling i statsforvaltningen, hvor 82 procent af de ansatte er kvinder, har nogen betydning.

»Kønnet spiller ingen rolle. Vores medarbejdere sidder der i kraft af deres profession, deres faglighed, ikke deres køn.«

Tilbage på Mandecentret nikker Jan Lindell genkendende til Thumands udlægning.

»Det er ikke, fordi der er en principiel antimaskulin holdning,« siger han.

Gennem sit arbejde har Jan Lindell fulgtes med utallige mænd til møde i statsforvaltningen og hørt endnu flere beretninger derfra. Selv om mændene fra Mandecentret ikke nødvendigvis er repræsentative for befolkningen generelt, så tegner der sig et mønster.

»Der er ikke en gennemført forskelsbehandling, slet ikke. Men det er vores indtryk, at der er en forskel i ... jeg ved ikke helt, hvad man skal kalde det ... samklang, måske. At det er lettere at opfatte mors bekymring, mors situation, mors kommunikation, end det er at opfatte fars.«

Det handler om sprogbrug, føleord, tonefald, stil, fortæller Jan Lindell. Om at sige »barnet« på det rigtige tidspunkt. Om ikke at hæve stemmen. Og om, at mange mænd tropper alene op i statsforvaltningen ud fra en klassisk maskulin forestilling om at kunne klare skærene selv. Her møder de så deres ekskone, der ofte har en kvindelig jurist med. De sidder over for en sagsbehandler og en børnesagkyndig, der i langt de fleste tilfælde er kvinder, hvilket med Jan Lindells ord »gør det meget let at føle sig på udebane som mand«.

Det minder på mange måder om feministiske analyser af kvinders vanskeligheder ved at blive taget seriøst på mandsdominerede arbejdspladser, hvor de oplever at blive ignoreret, afbrudt og ikke kigget i øjnene, indtil de reagerer højlydt og på den måde bekræfter fordommen om kvinder som skingre, utilregnelige og uegnede som ledere.

»Manden oplever hurtigt, at de forstår hinanden, at de taler samme sprog,« siger Lindell.

»Og ud af den angst og afmagt, hvor han føler sig beskyldt, men ikke hørt, siger han måske pludselig: ’Det passer jo ikke!’ – og sådan skal man ikke tale derinde. Det er vrede. Det tæller negativt. Man kan med det samme se, at de tager notater.«

Han fortæller om en sag, hvor moren var flyttet med børnene på krisecenter og havde beskyldt faren for at være truende. Statsforvaltningen havde indkaldt til møde for at etablere en samværsordning mellem faren og børnene. Han sad klar med Jan Lindell ved sin side. Moren udeblev.

»Jeg tænkte straks: samarbejdschikane,« siger Jan Lindell. » Moren bor på et krisecenter, hun har al mulig adgang til at få at vide, at hvis hun er bange for at mødes med faren, så kan hun bede om et separat møde, og så får hun et separat møde. Men hun udeblev bare. Så siger faren: ’Ja, nu er min ekskone her jo ikke.’ Så siger den børnesagkyndige: ’Nej, og hvorfor tror du, hun ikke er det?’ Han siger: ’Øh, det ved jeg ikke.’ Og hun siger så: ’Ja, hun har jo skrevet til os, at du har truet hende og været psykisk voldelig over for hende.’ Og man fik bare fornemmelsen af, at den her far var dømt, inden de overhovedet havde mødt ham. Tanken dukkede slet ikke op i dem, at det her kunne være et led i spillet om at holde børnene væk fra deres far.«

Nytårsraketten

Mandag aften står den på stegt flæsk og persillesovs. Der er ugentlig fællesspisning for beboerne i Mandecentret, 10 styk, den yngste 22, den ældste snart 60. Hver betaler de 3.550 kroner for et møbleret værelse på 12 kvadratmeter. Rundt om køkkenets langbord sidder en pædagogmedhjælper, en PTSD-ramt soldat fra Iran og Preben, uddannet fra Suhrs husholdningsseminarium og fast mandagskok, siden han flyttede ind for fem måneder siden, efter konen bortførte deres barn til Thailand.

Der er rød Ribenasaft i kanderne og en gryde fuld af kartofler. Hver langer til med egen gaffel, indtil Preben finder en stor ske.

»Vi skal have portioner i mandestørrelse,« siger han.

»Mandestørrelse,« gentager Frej, en spinkel fyr i T-shirt og Yankeeskasket, med et smil.

»Det gælder ikke os, Frej,« siger Morten, 42 år, far til tre og mangeårig officer i Forsvaret. Han har sort sømandssweater på og tilbageredt, krøllet hår. Morten har boet her siden august og ikke set sine børn i tre måneder på grund af beskyldninger om psykisk vold og incest. Den yngste, Vera, er snart et år. Morten havde sms’et moren til jul og spurgt, om Vera var blevet glad for den bamse, han gav hende i julegave, om hun var begyndt at gå. Der kom ikke noget svar. Selv beskriver han det som »forfærdeligt – og forfærdeligt, at jeg ikke kan gøre noget«, men denne aften er humøret højt.

»Frej, vi kan sidde to på én stol‚« siger Morten, der har været veganer i et par år efterhånden, men indrømmer, at han godt kan finde på at spise et stykke kage, hvis han er ude og bliver budt.

Frej griner og siger, at han plejer at bestille fra børnemenuen, når han spiser ude.

Der grines bordet rundt.

»Rio Bravo har stegt flæsk ad libitum for 138 kroner,« fortæller Torben, en høj mand med myndigt ansigt, økonom og far til 11-årige Tobias og Mads, der fyldte 10 år nytårsaften, hvilket plejede at blive markeret ved, at Torben til ære for sin søn affyrede en stor raket akkurat klokken 23.34. Men fordi drengene denne gang fejrede nytår med deres mor i Malmø, måtte Mads nøjes med at kigge over mod København på det aftalte tidspunkt. Han hørte braget, fortalte han sin far, men kunne ikke se raketten.

Tobias og Mads bor også på Mandecentret. Torben har været alene med drengene, siden hans kone for fire år siden forlod ham for en anden. Han flyttede til København og blev gift igen i sommer, men det faldt hurtigt fra hinanden. Samtidig gik han ned med en depression og mistede sit arbejde. En dag på motorvejen overvejede han at trykke speederen i bund, til han ikke var der mere. Han tager stadig antidepressiv medicin.

Det var et rent tilfælde, at Torben faldt over Mandecentret på nettet. Han flyttede ind i oktober sammen med Tobias og Mads, der deler værelse. De sidder for bordenden og gumler i hver deres stykke flæsk. For et par uger siden tog Torben dem med på kinesisk restaurant, hvor der var ubegrænset isbar til dessert. Mads spiste tre kugler is to gange. I dag er der rabarber- og drømmekage til dessert.

Snakken går lystigt om alt fra momsregistrering og fængende domænenavne til slankekure og det besynderlige kollaps af World Trade Centers bygning 7.

Mark bringer rengøring på banen. Mark Hinchely er tidligere socialrådgiver, nu ansvarlig for boligdelen af Mandecentret. Han spiser som regel med mandag aften for blandt andet at minde om, som han gør denne aften, at »det færreste affald går ned af sig selv«, og at de brugte toiletruller stablet så nydeligt på badeværelserne med fordel kan smides i skraldespanden.

Skulder ved skulder er nemmest

Da Mandecentret blev etableret i 2006 var det resultatet af Thorkil Vestergaard-Hansens vision. Han er død nu, men dengang drev han værestedet Fundamentet for mænd, der havde ramt bunden, typisk efter at være blevet forladt af konen, fyret fra arbejdet og smidt ud af deres bolig. De var svære at få på benene igen, og det gav Vestergaard-Hansen ideen til Mandecentret. Her skulle sættes ind tidligere, så snart parforholdet vaklede eller faldt sammen, så derouten blev bremset. Mændene skulle have nogen at snakke om deres problemer med, et fællesskab af folk i samme situation, adgang til socialfaglig rådgivning og, hvis skilsmissen havde gjort dem boligløse, et sted at sove, indtil de fandt deres eget.

»Mange af de mænd, der kommer her, har næsten ingen venskaber,« siger Jørgen Juul Jensen. Vi sidder i et af samtalerummene på Mandecentret, hvor han har været coach siden begyndelsen. Imellem os er et aflangt bord omgivet af stole, sådan som alle lokalerne er indrettet. Det er ikke tilfældigt. Mænd skal kunne komme her og snakke på tomandshånd eller i grupper uden at føle, at de er i terapi. Der er et bord, og det sidder man ved. Man kan tage noter som ved et møde. Sådan omtaler en del af mændene, der går i mandegruppe, det også – at nu skal de på kursus eller til teammøde.

»Det der med at sætte sig over for hinanden og kigge hinanden i øjnene kan godt være lidt svært,« siger Jørgen Juul Jensen.

Så han går indimellem en tur langs kanalen med en, der henvender sig for første gang.

»Det er lidt lettere at snakke, når man går skulder ved skulder,« som han siger.

Jørgen Juul Jensen beskriver den typiske besøgende. Han er – som to tredjedele af alle skilsmisseramte mænd – blevet forladt af sin kone eller kæreste. Det kom som et chok. Godt nok var hun gennem længere tid gået tidligt i seng, mens han sad oppe og så fjernsyn. Hun efteruddannede sig måske og begyndte at gå mere ud med veninderne, men det bekymrede ham ikke så meget. Nu føler han sig fuldstændig forladt. Familielivet har fyldt meget for ham i de senere år, især efter de fik børn, hvilket har gjort det svært at vedligeholde ungkarlelivets fællesskaber, der ofte har haft øl, byture og sport som omdrejningspunkt. Der har manglet en form for mandligt venskab, der er kompatibelt med forældrerollen. De af hans venner, der til en start kom i familiens hus, så konen måske ikke det store lys i, så det gled langsomt ud. Nu er han alene og ked af det.

»Nogle bliver bitre,« siger Jørgen Juul Jensen. »Men de fleste herinde er ret kærlige og milde og håber bare, at deres koner kommer tilbage.«

Det snakker de om i mandegrupper. De snakker om de forventninger, der knytter sig til deres køn – vær stærk, klar dig selv, træf beslutninger, tag ansvar – og hvad det giver af muligheder og begrænsninger.

»Vi prøver at gøre op med den stille mumlen, vi har i baghovedet om, hvordan man er mand. Det handler om at gå på opdagelse i de mange maskuliniteter. Åbne op for nye måder at leve på, nye samværsformer, nye måder at være sammen med børn på.«

Der arbejder adskillige kvinder på Mandecentret, men de er ikke involveret i samtalegrupperne.

»Mange mænd føler sig trynet, når de snakker med kvinder om det her,« siger Jørgen Juul Jensen og fortæller om en samtale, han sammen med en kvindelig praktikant havde med en mand, der var blevet forladt af sin kone. På et tidspunkt var praktikanten gået til ham:

»Hvad føler du?« havde hun spurgt. »Hvad er det, der er så farligt ved de følelser?«

Jørgen Juul Jensen genfortæller seancen med et smil.

»Manden gik helt i baglås. Han havde lige siddet og fortalt, hvor meget han elskede sin kone, og hvor ked af det han var over, at han havde slået hende. Hvordan han slet ikke kunne være i sig selv. Og det var ikke, fordi der var noget galt med praktikanten. Hun talte ud fra en gængs opfattelse om, at der gemmer sig en dyb sandhed i følelserne, og at de bedst kommer til udtryk, når man græder. Selvfølgelig er der også mænd her, der græder, men sandheden er ikke fremme, bare fordi man græder.«

Pædagogisk indsigt

Thomas græder. Han er 50 år, førtidspensioneret pædagog, far til Emil på snart tre år, som han har med Faye, der har søgt om at blive bopælsforælder. Det gør Thomas bange, for han ved, at mødrene som regel får medhold i afgørelser vedrørende mindre børn. Thomas hviler panden i venstre hånd. Han er veltrænet, håret kort og sideskilt. Som førtidspensionist gik han hjemme med Emil det første års tid og har været, hvad der i fagsprog kaldes ’primær omsorgsperson’. Da Faye forlod ham, blev han boende i lejligheden, mens hun flyttede på herberg. Det stiller ham godt, når det skal afgøres, hvem der bliver bopælsforælder, men det er ingen garanti.

Det er ottende gang, Thomas besøger Mandecentret for at snakke med Jan Lindell. På bordet foran sig har Thomas et ringbind med dokumenter, alle i plasticchartek. Hans sag i Statsforvaltningen lader til at være gået helt i stå, fortæller han, men det bekymrer ham ikke så meget som de smæk i numsen, Faye giver Emil.

»Jeg spørger ham: ’Hvorfor giver mor smæk i numsen?’« siger Thomas til Jan Lindell.

»Så svarer han: ’Fordi Emil tager sokkerne af.’ Han har alt for meget tøj på, men når han tager det af, får han smæk i numsen,« siger Thomas.

Jan Lindell fortæller om dengang, han var barn og et klap i numsen var en bagatel.

»Ja,« siger Thomas. »Hellere det, end at far gik og var skuffet.«

Med Emil er det en anden snak:

»Jeg bliver nok nødt til at sende en underretning til kommunen, for det er bekymrende,« siger Jan Lindell.

»Jeg ved det godt,« siger Thomas. »Som pædagog ved jeg godt, du er nødt til det. Jeg ved du skal, men det kommer til at betyde, at jeg ikke ser ham i et stykke tid.«

Thomas og Faye blev gift i efteråret 2010, nogle måneder efter de havde mødt hinanden. Hun var kommet til Danmark fra Filippinerne som au pair. Thomas troede, hun var lige så forelsket i ham, som han var i hende, men når han ser tilbage på det nu, tænker han, at det for Faye først og fremmest handlede om at sikre sig en opholdstilladelse.

Han har haft svært ved at lave aftaler med hende, siden hun gik fra ham. De har en 7-7-ordning, men omkring jul tog Faye Emil med til Aalborg og kom først tilbage til København fire uger senere.

»Når jeg henter ham på herberget, er jeg usikker på, om han er der. Om jeg må komme ind, eller om de er taget af sted,« siger Thomas.

»Det må være belastende,« svarer Jan. »Det kan jeg godt forstå.«

»For fanden, Jan. Hvem kan jeg få til at give hende noget pædagogisk indsigt? Hun har brug for en eller anden form for mentor. Jeg ved godt, det ikke er mit ansvar, men for min søns skyld kunne jeg fandeme godt tænke mig det.« Thomas tager en tår kaffe. Fem minutter efter er han ude af døren.

En håndbog i chikane

»Jeg kunne skrive en håndbog over, hvad man skal gøre, hvis man vil have far ud af barnets liv,« siger Jan Lindell efterfølgende.

»Man kan ved at være stædig, kold og hård nok, ende med at blive bopælsforælder, få eneforældremyndighed og nægte faren samvær. Nogle af de værste sager, vi har, er, hvor faren bliver udelukket fra børnenes liv. Det er et af de værste svaghedspunkter i systemet – at det faktisk er muligt.«

Forældreansvarsloven er skruet sådan sammen, at den fælles forældremyndighed kan ophæves i tilfælde af højt konfliktniveau – uanset grunden til konflikten.

»Advokaterne ved det, dommerne ved det, statsforvaltningen ved det. Men de er magtesløse,« siger Jan Lindell. Han taler langsomt.

»Vi ser de her kendelser igen og igen. Far og barn havde en god tilknytning til hinanden. Så flyttede mor og far fra hinanden. Mor tog børnene med. Mor ville ikke have, at han så børnene. Hun anklagede ham for at være en uduelig far, han kan ikke skifte ble, han taler vredt, han er voldelig, måske er der endda anklager om incest. For at beskytte barnet afbrydes samværet med faren, mens sagen bliver undersøgt. Faren bliver spillet af banen. Og efter et år, uanset hvad myndighederne når frem til, er tilknytningen mellem far og barn ikke længere den samme. Konfliktniveauet er stadig højt, og det betyder ikke noget, at det er moren, der har optrappet konflikten, for hensynet tages til barnets bedste. Og barnet er vant til at bo hos sin mor. Det vil være et kæmpe indgreb pludselig at gøre far til bopælsforælder. Det vil ikke være til barnets bedste.«

— Så det hele foregår sådan set efter bogen?

»Til dels. Vi skal beskytte barnet. Der er en risiko for, at det, mor siger, er rigtigt. Det må vi tage højde for. Der er også en risiko for, at det ikke er rigtigt. Det må vi også tage højde for. Men det er, som om beskyttelsen af barnet mod overgreb bliver det altoverskyggende hensyn.«

Lindells erfaringer er ikke fremmede for statsforvaltningen.

»Der er givetvis forældre, der finder det ganske urimeligt, at et højt konfliktniveau, som de forsøger at neddrosle, fører til, at de mister samvær med deres barn. Men det vigtigste er beskyttelsen af barnet. Det vigtigste er at sikre barnet de bedste vilkår til at udvikle sig til et harmonisk menneske, og det kan betyde, at der ikke kan være samvær, fordi barnet ikke trives i det spændingsfelt, konflikten medfører,« siger kontorchef Jesper Thumand.

Det bekymrer Jan Lindell. Som han ser det, bliver et meget vigtigt behov glemt:

Barnets behov for – ret til – at bevare kontakten til den anden forælder træder helt i baggrunden. Man kan næsten sige, at det er et feminint træk ved sagsbehandlingen, at beskyttelsen af barnet – bekymringen for, at der kunne gå noget galt – fylder det hele. Det er egentlig en underlig konsekvens. Og det er en svær historie at trænge igennem med.«

Næste stop byretten

Snart får Jan Lindell mulighed for at trænge igennem over for Folketingets ligestillingsudvalg. Han skal ind og tale til en lukket høring om forskelsbehandling af fædre, hvor også Foreningen Far er inviteret, ligesom juraprofessor Marianne Holdgaard skal holde et oplæg med udgangspunkt i sine videnskabelige artikler, hvor hun har konkluderet, at »menneskerettighederne overses på alle niveauer inden for familieretten både lovgivningsmæssigt, hos domstolene og statsforvaltningerne«.

Og så skal han mødes med Henrik. Der er gået nogle dage, siden de var til møde i statsforvaltningen. Det gik ikke, som Henrik havde håbet på. Louise gik hverken med til 7-7 eller 6-8. Næste møde foregår i retten, og Louise har via sin advokat meddelt, hvad hun går efter: at blive bopælsforælder, få eneforældremyndighed og en 9-5-ordning.

Jan Lindell skal snakke med Henrik om hans muligheder. De er begrænsede, men de findes. Under alle omstændigheder sker der ikke noget før om en måneds tid. Og en måned er, som Jan Lindell siger, lang tid, når man savner sin søn.

Navnene på beboere og besøgende på Mandecentret samt deres pårørende er opdigtede af hensyn til familiernes privatliv.

FOTOGRAFI: Sandheden er ikke fremme blot fordi man græder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Søndergaard
  • Vibeke Rasmussen
  • Morten Egebjerg
  • Pia Qu
  • Rune Petersen
  • Torben Loft
  • Jens Jacob Prasse
  • Maiken Guttorm
  • Maj-Britt Kent Hansen
Carsten Søndergaard, Vibeke Rasmussen, Morten Egebjerg, Pia Qu, Rune Petersen, Torben Loft, Jens Jacob Prasse, Maiken Guttorm og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maiken Guttorm

Jeg håber virkelig at der, om ikke juridisk, så praktisk i Statsforvaltningen, kommer bredere perspektiver på fars rolle i skilsmisser, som potentielt offer for mors magtspil. Med vilje skriver jeg 'offer', fordi det måske kan udfordre den mandlige selvforståelse. Lighed er også at erkende at man kan påtage sig, og blive bragt i, roller man ikke selv ønsker eller har kontrol over, uanset køn. Midlertidige roller, som man kan tage kampen op mod og finde vej ud af igen. Til forskel fra flere fædre i min generation, så kæmper disse fædre for den daglige forældreret - fordi den er en del af deres identitet. Det er simpelthen så hjertevarmende at læse, og fortjener den helt principielle støtte til ligestilling, såvel for mor som for far.

Carsten Søndergaard, Sabine Behrmann, Morten Egebjerg, Christian Svenstrup Harder og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Jeg har helt forståelse for at forældre kæmper for deres børn.
Jeg fatter ikke at den anden forælder, mor eller far. Kan få sig selv til at forhindre barnet i at se sine anden forældre.

Men en ting jeg ikke forstår. Og jeg har hverken været gennem skilsmisse eller har måtte fordele sam-værd med et barn.

Men jeg fatter ikke at forældre forventer at børn kan komme igennem den der 7/7 eller 14/14 deleordning, uden at blive rodløse? Gad vide om forældrene selv ville flytte hver 14. dag for at være sammen med sit barn?
Jeg tvivler ret stærkt.
Jeg har prøvet jobmæsigt at have en jobration, hvor jeg var væk på 14/14 basis.
Da jeg stoppede, var det en lettelse. Man bo jo nærmest i en kuffert og har aldrig rigtig ro.

Min bolig, kom der ikke andre i.
Men det jeg høre, er at nogen forældre, uden problemer lader andre overnatte i deres barns værelse. Eller at barnet enten lever i en flyttetaske eller må slæbe frem og tilbage, for at have sine personlige egendele med sig.

Mon ikke at når man nu har så en god debat om at fremme fædres sag.
SOm jeg også mener trænger til en konstruktiv og kærlig hånd. Mon så ikke lige tjekker hvordan børn har det med at blive flyttet konstant?
--Hvad med om det var forældrene der skulle tage det slid i stedet? det jo trods alt dem der har enebestemmelsen.

* Majbritt - nu er der jo forskel på job og forældresamvær - og sådan som jeg læser artikel, så handler den ikke om der findes en eller anden eksistensform, som er bedre end end anden (hvor barnet er mest), men om et system, der tager det ene køns perspektiv over det andet og derigennem udøver diskrimination. Videre adresserer artikel, at det pågældende system ikke undersøger sit eget blik på de køn, som er involveret i konflikterne - sådan som eksemplet med den fraværende mor i statsforvaltningen. Kvinder kan indenfor dette system spille systemet også åbenlyst uden at det har konsekvenser for dem. Og det er nemt for dem. Det er et kæmpe problem, da kvinder på ingen måde er bedre forældre end mænd (og hvis den sidste sætning får følelserne op i dig, så skal du såvel som dette system undersøge det blik som du/de ser relationen mellem kønnene i relation til forældreskab. Blikket vil i givet fald være behæftet med en række uafklarede værdier, der vil trænge igennem som fordomme - den skævhed artiklen omtaler.)
På den vis er den her artikel vigtig - da den adressere, at psykisk vold er indbygget i diskrimination af den ene forældre over den anden - psykisk vold, som går ud over barnet og den anden forældre. Så artikel handler ikke om 7-7 ordninger, men om langt alvorligere problemer.

Karsten Aaen, Hans Christian Asmussen og Torben Loft anbefalede denne kommentar

Først, jeg respekter og forstår så udmærket de følelser der bliver beskrevet ((har selv været igennem en skilsmisse for 13 år siden, med en følgende kamp i statsamtet, om bopæl og forældremyndigheden (dele) )
Jeg er nu kommet godt igennem denne proces, både med ny familie(to børn og ny kone), godt samarbejde med ex.kone og (min søn fra den gang, bor hos mig nu)

Når det er sagt, er det vigtigt (selvom jeg ved det er svært), at se hele problematikken (red. Skilsmissen konsekvenser), udfra et barne perspektiv. For det er første er det hårdt som barn at, at opleve at, det man troede var en tryg base, blive rykket fra hinanden. Så forældrenes kamp om, barnet, huset, bilen.
Barnets/børnenes tanker om: hvor skal jeg bo/gå i skole, hvad med mine kammerater, hvad den forældre jeg ikke ser så meget osv (en hel masse tanker og bekymringer som barnet står med, og nogle gange selv står med)

Det kan lyde hårdt, men faktum er, at de virkelige "taber", det er børnene, og de har slet ikke gjort noget, for at ende der

Et andet perspektiv/betragtning, men lige så vigtig (eller måske vigtigere), er at børn og den sorg de oplever ved forældrenes skilsmisse, skal tages håndteres på lige fod, som ved dødsfald i familien, forstået på den måde at børn har brug for at komme (generelt), i "behandling", få snakket med evt. psykologer/terapeuter, sorgpædagoger osv. så de kan få bearbejde den sorg de står med.
Børn reagere forskelligt, nogle bliver udadreagerende andre vender det indad...så de voksne der er i børnenes miljø, skal være ekstra opmærksomme på de børn, både de der reagere og de "der ikke reagere", for de har også en sorg, der bare ikke er tydelig/synlig

Majbritt Nielsen

Hans Hansen
02. marts, 2014 - 00:40
jeg bliver ikek stødt, ved at du påpeger at far er lige så god/eller dårlig forældre som mor. Jeg har selv samme mening. Så det vist mere din fordom om kvinder end egenlig viden.

Men at du mener at det er vigtigere er farens(eller moren i de tilfælde de også sker) kamp for at se sit barn end at barnet bliver rodløs pga at blive pendlet frem og tilbage mellem to mennesker. Der tror jeg såmænd du tager fejl. Og vi kommer til at se konsekvensen af det i fremtiden.

* Majbritt
Endnu en gang - artiklen handler ikke om barnets rodløshed vedr. diverse deleordninger - artiklen handler om, at systemet har en særlig optik/blik og at dette diskriminerer den ene forældre. I dette tilfælde faren med alle de konsekvenser det har for barnet - fra eksemplerne fra artiklen betyder det jo ingenting at faren var primærperson for barnet - moren kan gøre som hun lyster, da systemet har det blik, at det automatisk tager morens perspektiv.)
Lad mig vende situationen på hovedet - lad os antage, at det forholdt sig sådan, at faren per automatik fik retten til barnet ved brud/skilsmisse - det eneste han behøvede var sige, hvad han ville have eller chikanere forløbet ved ikke at møde op i statsforvaltningen ledsaget af ubegrundede anklager om moren - hun er hidsig, hun råber og skræmmer børnene, hun kaster med alt hvad hun kan finde, hun er voldelig og så videre. Og videre at kvinderne sad på krisecentre og snakkede sammen med hinanden og advokater om, hvordan de skulle få lov til at se deres børn selvom de var primærpersoner. De kæmpede således mod det urimelige i, at grundantagelsen var sådan, at faren fik bopælsretten og de samværsforhold han ville have. Og at kvinderne skulle kæmpe for at se deres børn. Det er netop disse forhold artiklen handler om - ikke om der findes en eller anden særlig eksistensform, som har forrang over andre.

Hans Christian Asmussen, Sabine Behrmann, Peter Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@ Hans Hansen,

Hvor vidt artiklens perspektiv går på forfordeling af det ene køn, frem for det andet, fjerne ikke det faktum, at den der går hen og "taber", ligegyldig hvilken vej systemet "vælger", det er barnet/børnene.

Selv om det er svært, når man som forældre ulykkeligvis havner i sådan en situation, er man nød til at, se det udfra et barns/børnenes perspektiv.
Mor og far har på et eller andet tidspunkt "valgt" hinanden, det har barnet/børnene ikke, de har " ikke haft noget valg", og når mor og far "slås" om det deres bliver deres egobehov, så glemmer de børnene og deres oplevelse af mor og fars "kamp", der ingen rigtig vinder har, kun taber.......

Det ville være rart med et perspektiv der tog er langt mere vigtigt fokus, nemlig børnenes behov!!!

* Torben
Det ved jeg udmærket, men det handler artiklen ikke om. Den handler om, at fædre står dårligt, når de kommer du af et brud/skilsmisse, hvor der ikke kan samarbejdes om børnene. Og det er utrolig uheldigt, da vi eksempelvis ved at kvinder har en svag overvægt af vold mod mænd i hjemmet. Det betyder, at alle disse mænd så står i en dobbelt dårlig situation - et er at komme ud af forholdet, to er at miste børnene, da sådan en situation er betændt og følgende vil disse kvinder præcis ligesom deres mandlige modstykker bruge de omkringliggende sociale instanser til at fortsætte magtspillet (det er bare så nemt for kvinderne, da de historisk har haft børnene) - Og dette magtspil antyder artiklen, da den redegør for, at manden automatisk bliver mistænkt, da der ikke bliver stillet spørgsmål om kvindens mødefravær - lige bortset fra, at det er mandens skyld. Og det betyder jo, at alle de mænd som er på vej ud af brud, hvor deres tidligere kvindelige partnere ikke er til at tale med (magtspil/fysisk såvel som psykisk vold) bliver "straffet" allerede inden de forlader deres partner - de ved godt, at partnere vil fortsætte magtkampen i institutionerne og de ved også at disse institutioner føjer dem - så de vil tabe børnene for at slippe væk fra en enten fysisk eller psykisk voldelig partner. Så står mændene med et dobbelt valg, når de skal forlade deres partner - et at gå fra partnere og to at gå fra deres børn og der er ikke en skid de bagefter kan gøre for at rette op på det - det eneten kvinden behøver at gøre er at pegefingre og sige psykisk vold. Og det er selvfølgelig helt urimeligt. Det ville en hver kvinde i samme situation jo også mene.

@ Hans Hansen,

Så prøver jeg igen,

Problematikken du rejser og artiklen problematiser er ægte, ja det anerkender (hvis tallene passe, hvilket de sikkert gør).

Det ændre ikke ved det faktum, at de der taber er og bliver børnene, ligegyldigt, hvilket udfald, statsamtet kommer frem til.
Derfor burde perspektivet være rette mod ofrene, nemlig børnene, det bliver taget som gidsler i kampen.

Toke Andersen

Det er sandt. Fokus bør være på børnene og udgangspunktet fra det offentlige må derfor altid være 7/7 som udgangspunkt. For alt andet er overgreb på børnene!

@ Toke Andersen,
Antagelsen om at udgangspunktet må være 7/7, for "alt andet er overgreb på børnene"...er gyldigt, bør forholde sig til bl.a.
- at forældrene bor inden for kort afstand til hinanden (af hensyn til børnenes kammerater, institution, skole/SFO osv)
- at børnene er så robuste at de magter at "bryde op/pakke ned/ hver uge, for at flytte...
- at børnene kan forholde sig til to "hjem"...(hvem kan det som barn?)

I stedet for at fokusere så meget på samværet(fx. 7/7 ordning eller 9/5 osv), selvom det er vigtig , så er det (set udfra min optik), essentielt at forældrene arbejder på at, deres samarbejde omkring barnet/børnene bliver det vigtige.

Det kan lyde ret banalt, men når to mennesker er blevet skilt, så ligger der (som oftes), rigtig mange følelser bag, som er blevet såret. Derfor kan et samarbejde der burde fungere (i den ideelle verden), sagtens kunne fungere, men realiteten er lang fra, sådan.

I min optik bør et barn/børn (i sådan en situation) kun ha' et hjem (det er "nemmer" for barnet at forhold sig til), frem for to. Dvs. Bor hos den ene (bopæl) og besøger den anden (fx. 9/5 deleordning), så har barnet/børnene en fast base og kan besøge den anden forældre.
Det kan virke hårdt, men set udfra et barneperspektiv, er det "optimalt" (i min optik), når nu mor og/eller far har valgt at bryde familien op.
(Det bliver selvfølgelig en general betragtning, da jeg i sagens natur ikke kender alle børn og forældres styrke og kompetence)