Læsetid: 10 min.

’Sving jeres ben som en økse’

Skal man lære børn at slås? Ekstremsporten MMA er kommet til Danmark og vækker forargelse – måske fordi den synliggør sportens essens som træning til krig
Kropsligt. Hugo (tv) til træning i Grøndalscentret. Det er den fysiske voldsomhed og det, at han kommer i form, som tiltrækker ham, siger han. Indtil sidste sommer gik han til fodbold.

Jakob Dall

22. februar 2014

Lav noget larm!« Ring-announceren brøler i sin mikrofon. »Vil I gerne se børn gøre det, I lige har set voksne kæmpere gøre?« spørger han publikum, der rejser sig og pifter og hujer, så stemningen breder sig fra Youtube-klippet på skærmen ud i stuen.

Vi er til Mixed Martial Arts-stævne i Tampa, Florida med flere tusinde tilskuere. To niårige drenge træder ind i det ottekantede stålbur i hallens midte. De er pauseunderholdningen.

Da gonggongen lyder, går de frygtløst til angreb og overdænger hinanden med slag og spark til både krop og ansigt. Få øjeblikke efter har de væltet hinanden omkuld, og til lyden af publikums tilråb ruller de rundt på kanvasen og kæmper om overtaget.

Da drengen fra det blå ringhjørne slynger en albue i maven på sin modstander og sætter sig overskrævs på ham med sine knap 30 kilo, bliver stemningen i salen euforisk. Publikum ved, at showet er slut, da han griber fat i modstanderens højre arm og låser den mellem sine ben, mens han lader sig falde ud til siden.

Drengen fra det røde ringhjørne ved det også. Han banker febrilsk i kanvassen med sin frie hånd og signalerer, at han overgiver sig, inden albueleddet begynder at bøje den forkerte vej.

»Yeah, baby!« lyder det fra ring-announceren, da han få sekunder efter er tilbage i buret. »Det var for vildt!«

Dyr i bur

Siden Mixed Martial Arts (MMA) blev introduceret i 1990’erne som den ultimative kampsport, har den både forarget og fascineret. Den blodige blanding af bl.a. kickboxing, brydning og brasiliansk jiu-jitsu har udviklet sig til en verdensomspændende milliardforretning – og i dag er udøverne ikke kun muskuløse brød med overarme som lår. MMA for børn er eksploderet i popularitet.

Ifølge Daily Mail dyrker omkring tre millioner amerikanske drenge og piger helt ned til femårsalderen kampsporten i en eller anden form, hvilket gør MMA til en af de hurtigst voksende sportsgrene for børn i USA. På Youtube skorter det ikke på videoer som den fra stævnet i Tampa, hvor børn – ofte uden hovedbeskyttelse eller traditionelle boksehandsker – går løs på hinanden i buret, oktagonen.

I Danmark er MMA i markant fremgang, og en håndfuld klubber er begyndt at udbyde MMA-træning til børn.

Men er det forsvarligt? Kampsporten er barbarisk, den forherliger slagsmål, opfordrer til vold og bringer de små udøveres helbred i alvorlig fare, lyder kritikken fra professorer, pædagoger og børnelæger på begge sider af Atlanten.

Spørger man til gengæld i klubberne, er kritikken mere præget af følelser og forargelse over MMA’s voldelige udtryk end af dokumentation for skadelige effekter på de små udøveres fysiske og mentale helbred.

Ifølge Ask Vest Christiansen, lektor på sektionen for idræt på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed, er det ikke sikkert, at en kampsport som MMA er farligere end eksempelvis ridning. Forargelsen skyldes først og fremmest, at den voldsomme kampsport konfronterer os med en side af menneskets natur, som mange helst vil undgå at blive mindet om, siger han.

»Man lukker to mennesker ind i et bur, hvor man normalt kun holder dyr, og så lader man dem slås. Al den aggressivitet og kropslighed kan virke ekstremt uciviliseret og dyrisk, men den er samtidig en fundamental del af mennesket.«

I sin oprindelige form var al idræt træning til krig, hvilket atletikkens klassiske discipliner – kast, spring og løb – vidner om. Men siden blev forestillingen om idræt som udelukkende en social aktivitet dominerende, forklarer Ask Vest Christiansen.

»Gennem civiliseringsprocesser har man forsøgt at tæmme vildskaben og de aggressive drifter, som ligger dybt i mennesket. Med sine forbindelser til kampsporten pankration, som blev dyrket i det gamle Grækenland – til tider med dødelig udgang – minder en kampsport som MMA os om, at mennesket faktisk er i stand til at slå ihjel,« siger Ask Vest Christiansen.

Rousseau tog fejl

Det kan være svært at sluge, når børn optræder i den kontekst. Ifølge Ask Vest Christiansen bryder børne-MMA nemlig med forestillingen om det gode, naturlige og ædle barn. En forestilling, som filosoffen Jean-Jacques Rousseau introducerede med værket Emile i 1762. I Rousseaus pædagogiske tænkning bliver mennesket ondt, fordi voksenlivet og civilisationen korrumperer det naturlige og gode barn.

»Men Rousseau tog fejl,« siger Ask Vest Christiansen. »Mennesket har brutaliteten indbygget i sin natur – og derfor findes den også hos børn. Men den side ser man selvfølgelig ikke, når 5.B spiller rundbold i frikvarteret, og børnene står pænt i kø og venter på chancen for at gribe en bold.«

Ifølge Dansk MMA-forbund, DMMAF, dyrker omkring 3.500 danskere den amerikanske kampsport i dag. Der er tale om en fordobling siden 2011, og fire danske klubber udbyder indtil videre træning ned til 12-årsalderen. MMA er dog langt fra den eneste kampsport i fremgang i Danmark. Forbundene for boksning, karate, taekwondo, judo og jiu-jitsu kan alle melde om medlemsfremgang siden 2005, ikke mindst i aldersgruppen 0 til 12 år.

Det er i lyset af denne tendens, at debatten om MMA peger på et generelt spørgsmål om, hvordan vi håndterer den vold, som så megen sport er en iscenesættelse af.

Danmark er ikke USA

Den 17. december blev Carsten Ettrup kimet ned af journalister fra klokken seks om morgenen.

Han er medejer af kampsportsklubben CSA, der udbyder MMA-træning for børn fra 12-årsalderen i Grøndalscentret i Københavns Nordvest-kvarter.

Anledningen var en artikel i Kristeligt Dagblad, hvori lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Hans Henrik Knoop, efterlyste en »moralsk grænse« for volden. Han kunne ikke se, hvilke vigtige kompetencer børn kan tilegne sig gennem MMA, som de ikke lige så godt kunne lære gennem sportsgrene, »der ikke går ud på at lemlæste hinanden,« som han formulerede sin kritik af de danske MMA-klubber. Ifølge artiklen lod klubberne børn ned til 12 år sparke, slå og bruge ’farlige teknikker’', og justitsminister Karen Hækkerup annoncerede i den forbindelse en ny ministeriel arbejdsgruppe, der skal studere den stigende interesse for ekstreme kampsporter.

»Jeg blev enormt skuffet over den måde, historien blev udlagt på«, fortæller Carsten Ettrup.

»Jeg troede egentlig, vi var kommet ud over alle fordommene, men der er åbenbart stadig mange, der tænker på skaldede voldspsykopater og rockertyper, når de hører om MMA. Sådan er virkeligheden bare ikke.«

Ifølge Carsten Ettrup er der stor forskel på videoerne på Youtube, og hvad der foregår til træningen for de yngste. Ingen danske børn under 18 år får – af moralske og helbredsmæssige årsager – lov til at gå i kamp eller slå og sparke hinanden til træning, fortæller han.

»På børneholdet har vi fokus på, at MMA er en sport, der skal være sjov. Det er ikke her, vi træner vores professionelle atleter,« siger han.

Fedt at bruge kroppen

Det er en mørk og kold vintereftermiddag i Nordvest. Men i CSA’s lokaler er der fuld knald på lysstofrørene i loftet, og de 10 drenge, der er mødt op til dagens MMA-træning, er mørkerøde i hovederne af anstrengelse.

Opvarmningen og den efterfølgende omgang skyggeboksning har fået pulsen højt op, og nu holder den ene halvdel af drengene store, aflange skumgummipuder op foran sig, mens den anden halvdel forsøger sig med de såkaldte low kicks.

»Få nu lidt smæk på de spark, drenge. Kom nu!« opildner træneren.

Hugo er 13 år og lille af sin alder. Han giver alt, hvad han har, men der mangler lidt saft og kraft i hans spark. Træneren afbryder seancen og kalder Hugos makker over for at demonstrere, hvordan det skal gøres. Det handler om at ramme på ydersiden af knæet.

»I skal svinge jeres ben, som en skovhugger svinger sin økse. Sådan her!«

Træneren sender et drøn af sted. Drengen, der klamrer sig til skumgummipuden, synker sammen på det bløde underlag med en grimasse, der fortæller, at der er tryk på, når en voksen MMA-kæmper sparker igennem.

Nu er det Hugos tur igen. Han går til den med samme iver, som han har udvist hver tirsdag og torsdag, siden han sidste sommer pludselig mistede interessen for fodbold og begyndte til MMA i stedet.

»Jeg synes, træningen er fed på grund af alt det fysiske. Det er fedt at bruge kroppen og komme i form. Og så lærer vi noget nyt og bliver udfordret hver gang,« siger Hugo.

Var oprindeligt forbudt

Hans mor var skeptisk, da han fortalte hende, at han ville begynde til MMA. Hun kendte kun til kampsporten fra de videoer, hun havde set på Youtube.

»Men så kom hun ned til træningen og så, at det slet ikke var så slemt. Det kan måske godt se lidt voldsomt ud en gang imellem, men vi kommer aldrig alvorligt til skade. Højest lidt blå mærker og små brandsår. Jeg slog mig mere, da jeg gik til fodbold,« fortæller Hugo.

Han har også set videoerne fra USA, hvor børnene slås mod hinanden i oktagonen.

»Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor deres forældre giver dem lov. Måske er der nogle fædre, som udlever deres drømme gennem deres børn,« siger han.

Hugo ved ikke, om han selv vil i buret og kæmpe, når han bliver gammel nok. Men hans store idol er Georges St-Pierre, der kæmper i det største MMA-forbund, UFC. Med en årsindkomst på 12 millioner dollar er den canadiske weltervægtsmester om nogen symbolet på MMA’s udvikling.

Der er sket meget siden 1990’erne, hvor Ultimate Fighting – der siden skulle blive til MMA – reklamerede med »kampe til døden« og blev forbudt i USA på grund af sin brutalitet og manglende regelsæt. I dag omsætter UFC for mere end boksning og basketball i USA, og de store stævner har for længst slået alle pay per view-rekorder.

»Der er kommet styr på sagerne,« siger CSA’s Carsten Ettrup.

»Man kæmper så hårdt, man kan, men inden for et sæt klart definerede spilleregler. Der går lidt drengerøv i den, men vi passer på hinanden. MMA handler i dag om fair play og respekt for modstanderen.«

Ridning er farligst

De seneste år er der blevet afholdt flere store stævner på dansk jord, og det danske MMA-forbund arbejder på at få sporten anerkendt i DIF-regi, samtidig med at justitministeriets arbejdsgruppe skal vurdere, om der er behov for flere regler på området. I den forbindelse er det vigtigt for Carsten Ettrup, hvordan MMA bliver præsenteret for hr. og fru Danmark. Han er lodret uenig med de kritikere, der siger, at børn ingen kompetencer får af at dyrke kampsporten.

»Det er klart, at de amerikanske børnekampe, som man kan se på Youtube, skader sportens image. Og jeg tager skarp afstand fra dem. Men selve træningen er god, for den kan lære børnene at styre deres aggressioner. Det gælder især drenge med krudt i røven,« siger Carsten Ettrup.

Ask Vest Christiansen efterlyser dokumentation for påstanden om, at MMA gør udøverne voldelige.

»Selv hvis det er muligt at påvise, at MMA-kæmpere er mere voldelige end golfspillere og synkronsvømmere, betyder det jo ikke, at det er sporten, der gør dem voldelige. Spørgsmålet er, om de er mere voldelige, fordi de dyrker MMA, eller om MMA blot tiltrækker nogle andre typer, end synkronsvømning gør,« siger han.

Ifølge Ask Vest Christiansen er det til hver en tid nødvendigt at diskutere, hvilken type adfærd en given sportsgren opdrager til. Men hvis man skal sætte en moralsk grænse for, hvilke sportsaktiviteter, børn må involvere sig i, skal man ikke blot lade sig styre af fordomme om moral, siger han. Man skal også kigge på eksempelvis skadesfrekvensen. Ask Vest Christiansen peger i den sammenhæng på boksning, som danske børn får lov til at konkurrere i fra de er 11 år.

»Det foregår med boksehandsker, som først og fremmest beskytter hænderne og gør bokserne i stand til at slå hinanden gentagne gange i hovedet. Undersøgelser har vist, at det flytter de fysiske skader fra det ydre – altså ansigtet – til det indre – altså hjernen,« siger han.

»Det er måske pænere at se på og mindre blodigt end MMA, men det er ikke sikkert, at risikoen for hjerneskader er mindre. Og en diskussion af mængden af skader, vi tillader udøverne at volde hinanden, bør være med til at afgøre, hvor vi drager den moralske grænse.«

Ask Vest Christiansen henviser desuden til en undersøgelse fra British Medical Association, der viser, at risikoen for alvorlige hovedskader er større i golf og ridesport end i fodbold, skydning, klatring, rugby og boksning tilsammen.

»Man skal selvfølgelig ikke være blind over for farerne i MMA, men man hører ingen sure moralske opstød over, at syvårige piger går til ridning,« siger han.

I Grøndalscentret er dagens MMA-træning for børn overstået, og drengene giver hinanden high fives med smil på læben. En håndfuld barfodede muskelbundter har indfundet sig i halen. De klæder om og joker med hinanden, nogle taper deres hænder ind og andre sjipper for at få kroppen i gang. Træningen for de øvede voksenkæmpere skal til at begynde.

»De er helt vildt flinke, men i buret er de maskiner,« siger Hugo. Han er ikke helt klar til at tage hjem endnu, så han bliver en time mere og træner med på børneholdet i brasiliansk jiu-jitsu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

@Johnny Hedegaard
Det var heller ikke så meget billederne, som den non-kombatante tilgang til slagsmål, der ligger i Aikido, jeg ville hentyde til :-)

Jørgen Malmgren

Johnny Hedegaard
24. februar, 2014 - 16:32

Hvorfor mon jeg tror på det, med det efternavn ;-)

Taget i betragtning af, hvor længe kampsport har været en del af danskernes virkelighed, så er myter og ikke funderede opfattelser, stadig voldsomt dominerende.

De tre første ting man skal lære i alle former for kampsport, er disciplin for ellers fungere træningen ikke, det næste er selvdisciplin for ellers lærer man intet og så er der etikette og respekt for andre. Når man har nået de ting, så starter den egenlige dannelse som i udgangspunktet handler om, at være det bedste menneske man kan være. Lige gyldigt hvor kontaktorienteret det er, så træner man den menneskelige side af sig selv, før den tekniske side.

Disse ting ligger også dybt begravet i de oprindelige rødder i såvel kungfu, karate aikido mm. Før sportsversionerne, så blev man simpelthen ikke undervist, hvis man manglede de menneskelige egenskaber. Det er min opfattelse, at man mange steder stadig fastholder det princip, de fleste af de steder jeg har trænet, så var det hurtigste vej ud, at bruge hænderne ude i samfundet og det bør det også være efter min opfattelse.

"Til gengæld støder de hårdere."

Johnny Hedegaard:

Støder hårdere end hvad? kraften i et givent stød er den samme uanset, hvem der leverer det.

Hvis vi snakker handsker, Boksehandsker f. eks., så er de tungere, og derfor langsommere, så de må formodes at ramme mindre hårdt alt andet lige, selvom dette klip synes at vise noget andet:

http://www.youtube.com/watch?v=wRmOOWPTRBs

Jeg tror dog mere, det er kraftkoncentrationen i et mindre område, der er afgørende når vi snakker handsker og polstring. Men igen, med mindre beskyttelse af hånden og flere kontrateknikker at være på vagt overfor, fristes en MMA kæmper ikke så tit til bare at svinge vildt igennem, som man ser det i boksning.

Men der er ingen sammenluigning til amerikansk football, ridning eller golf (Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvor golfspillernes hjerneskader kommer fra - kedsomhed?)

"- Og så er der talt om at MMA er vold. Så længe to veltrænede, teknisk ligeværdige personer frivilligt indgår en aftale om at kæmpe mod hinanden i en konkurrencesituation, er det ikke vold. Hvis en person uforvarende bliver udsat for slag og spark er det vold."

Vold er (vel?) når noget eller nogen udsættes for skade - uforvarende eller det modsatte. Vi kan ikke nøjes med en juridisk definition (ifølge dansk ret er vold retmæssig, hvis den angrebne har tilladt volden, men der er immervæk stadig tale om vold (i indeværende tilfælde et legemsangreb)); faktisk har juridiske diskurser det ofte med at forkrampe offentlige debatter.

Det er spøjst, at synkronsvømning tit bliver brugt til at understrege en tøse-sport uden desciplin.
Jeg vil gerne opfordre til,
at kampsportsentusiaster bare een gang ser en konkurrence i synkronsvømning.
Sportsgrenen er helt vildt afhængig af disciplin, samarbejde og selvbeherskelse.

Jens Thaarup Nyberg

Claus Jensen:
I golf, mener jeg at have hørt, er det køller og bolde.
Mht. handsker er det ligefrem sådan, at des tyndere des mindre polstring; mht. deres vægt: går man fra tykke, tunge til tynde, lette, har man opøvet flere kræfter.

Lennart Kampmann

Skaden en næve kan forvolde afhænger af flere faktorer. Arealet der rammes med, hastigheden på den udførende næve, samt den masse den medfører.

I traditionel karate tales der om at den knyttede næve er for børn og begyndere. Det virkeligt farlige er en åben hånd og kendskab til kroppens sårbare punkter. Det er også den kombination, der kan hjælpe en relativt lille og svag udøver til at overkomme en langt større og stærkere trussel, forudsat at denne ikke mestrer teknikkerne. Så længe børnene "kun" lærer at slås med handsker på og samtidigt kan påvirkes til at have en fornuftig gentleman indstilling til hvornår nok er nok, så er MMA helt fint. De "farlige" sportsgrene er fodbold og håndbold. Spørg jeres ca. 40-årige kolleger om de kender nogen der har ødelagt knæet, forstuvet fingrene eller vrikket om fornylig. Og vi skal slet ikke tale om ridning....

Med venlig hilsen
Lennart

Alxander Nørup:

Synkronsvømning blev ikke brugt som eksempel på en tøsesport uden disciplin, det var en stråmand skabt i kommentarerne. Synkronsvømning (og golf) blev brugt som eksempler på ting, der forekommer os ikke-voldelige og civiliserede/æstetisk tiltrækkende.

Jens Nyberg:

Handskernes vægt i boksning hænger sammen med udøverens vægt, fjervægtere bruger lettere handsker end sværvægtere. Men jeg går ud fra, at Hedegaards pointe var, at siden man kan "ramme hårdere" med en lettere handske, som givetvis også er mindre polstret, så kan man i MMA gøre den samme skade med nogle få slag, som man i boksning ville skulle bruge flere slag på. den "indre' skade, hjernerystelse, afhænger af, hvor meget kraft, man kan transmittere, hvor hurtigt, men også af, hvor koncentreret kraften er.

Forskellen mellem en kampboksehandske og en MMA-handske er, at den er en smule hurtigere, fordi lettere, men også, at den er tyndere polstret, således at kraften er koncentreret på en mindre overflade.

Jeg tror derfor ikke helt på det YouTube-klip fra National Geographic, hvor Bas Rutten fik identiske kraftmålinger med en boksehandske og en MMA-handske, men jeg tror gerne, at forskellen ikke er så stor.

Hvor tit rammer golfspillere sig selv eller hinanden med køller og bolde?

Jens Thaarup Nyberg

Claus Jensen:
"Hvor tit rammer golfspillere sig selv eller hinanden med køller og bolde?"
Det ku´ være rart med en statistik, men jeg mener nu det er den eneste naturlige forklaring på hovedskader i golf - måske ikke køllerne, det må være vildfarne bolde !.
Ja, des mindre tid og sted kraften afleveres, des hårdere slår den. Handskens polstring forlænger tid og udvider kontaktflade. Men hele hovedet skal tage hele kraften, så der bliver kun polstringens opbremsende virkning til at fordele den samlede kraft ( fra få til flere splitsekunder).

Sider