Læsetid: 10 min.

’Ikke en troværdig del af Vesten’

Historikeren Bent Jensen udgiver på tirsdag to-bindsværket ’Ulve, får og vogtere’ om Den Kolde Krig i Danmark. I kapitel 14, som vi her bringer uddrag af, behandler Bent Jensen udviklingen i Sovjetstyrets syn på Danmark og mulighederne for at påvirke danskerne og dansk sikkerhedspolitik
Set fra Moskva. Moskva var godt tilfreds med Danmark i 1970’erne. Under et møde i 1974 i Udenrigsministeriet i København udtalte den sovjetiske ambassadør ligefrem sin glæde overaskiftende danske regeringers »meget positive holdning« til Sovjetunionen.

Stig Stasig

22. februar 2014

Den sovjetiske propaganda for at få Danmark til at løsne båndene til NATO var ofte primitiv og vulgær; den var – som adskillige embedsmænd i Udenrigsministeriet understregede – tillige ofte endda særdeles løgnagtig. Alligevel var propagandaen i det lange løb ikke uden virkning – i det mindste ikke over for dele af befolkningen og i forskellige tidsrum.

Under 2. Verdenskrig og den tidlige efterkrigstid lykkedes det således den sovjetiske propaganda helt at udviske mindet om det folkedrab og andre rædsler, regimet havde påført Rusland med omliggende nationer siden 1917. Også de små og nærtliggende baltiske nationers skæbne efter 1944 gik i glemmebogen. At danske kommunister gjorde alt, hvad de kunne, for at fremme Kremls propagandabilleder, siger sig selv. Hertil kom kulturradikale intellektuelle med bl.a. Politiken som talerør. Visse Venstrefolk var også modtagelige for Kremls glansbilleder – herunder så indflydelsesrige mediefolk som redaktørerne Knud Ree (Vestkysten) og S.P. Quist (Fyens Tidende).

Efter Stalins død fik den sovjetiske udenrigstjeneste og det sovjetiske propagandaapparat mulighed for at arbejde noget friere. Den sovjetiske ambassade forsøgte nu at få andre end den sædvanlige flok af medløbere inviteret til Sovjetunionen. Efterhånden blev den sovjetiske propaganda mere sofistikeret og lærte at anvende vestlige/danske talemåder og tankemønstre. Der blev i 1970’erne uddannet en række begavede KGB-officerer, som blev forklædt som presseattacheer og journalister ved det sovjetiske APN-bureau. Samtidig – i forbindelse med kulturrevolutionen i Danmark – blev en del studerende, lærere og universitetsfolk tilgængelige for sovjetiske ideer. Det store gennembrud skete i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, da mange begyndte at tale om, at det sovjetiske regime nød støtte af den overvældende del af befolkningen (men alligevel ikke turde gennemføre frie valg!), og at Sovjetunionen var en pragmatisk, defensiv stormagt, som ikke truede Danmark.

Den sovjetiske indflydelse skal ikke forstås på den måde, at disse mennesker umiddelbart og ved en form for omvendelse kom til at tro på den ofte vulgære, sort-hvide propaganda, som kom til orde i sovjetiske medier, på sovjetiske partikongresser eller i sovjetiske regeringserklæringer. Processen var langt mere kompliceret og langvarig. Allerdybest lå et ubehag ved især den amerikanske kapitalisme, som blev set som tøjlesløs, antisocial og konfliktfremkaldende. Heroverfor stod Sovjetunionen, som trods alle fejl dog repræsenterede en virkeliggørelse af socialismen: Her var ingen privat ejendomsret, intet profitmotiv og ingen private våbenfabrikanter, som drev på oprustningen; her var planøkonomi, fuld beskæftigelse, angiveligt omfattende social velfærd, statslig støtte til kulturen, børnehaver til alle de små børn, ligestilling og meget andet godt.

Da USA var et frit og åbent samfund, kunne man dag ud og dag ind læse, høre og se om alle skandaler, problemer og dårligdomme i det amerikanske samfund, mens det totalitære system i Sovjetunionen lagde låg på alle problemer og via den evigt kørende propagandamaskine tegnede et lyserødt billede af et harmonisk samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den generation af socialdemokrater, der fik magten i partiet i løbet af 1970’erne, var præget af den kapitalisme- og USA-kritik, der i dette tiår foregik for fuld udblæsning, og deltog selv i den. Ifølge Ritt Bjerregaard sang kapitalismen faktisk nu på sidste vers. Disse socialdemokrater var i modsætning til tidligere generationer meget mere modtagelige for den sovjetiske propaganda. Fra sovjetisk side indså man samtidig, at man ikke skulle fortsætte med at udskælde socialdemokraterne eller anklage dem for at være »socialforrædere« og kapitalismens skødehunde, men i stedet tale pænt til dem og smigre dem. Man begyndte at fremhæve de »fælles socialistiske værdier«, »demokratisk socialisme«, det »fælles europæiske hus« og den fælles interesse for »fred«.

Opfattelsen af Danmark som »NATOs svage led« kom flere gange til udtryk i 1970’erne. I begyndelsen af årtiet beskrev en tjekkoslovakisk efterretningsofficer uden forbehold Danmark som »det mest tøvende« medlem af NATO, og på trods af, at den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 havde været et slag mod de neutralistiske tendenser, så Danmark ud til at skulle blive det første led i en kædereaktion af indre splittelse blandt andenrangs stater i NATO. Efterretningsofficeren havde mere ret, end han måske selv troede.

Ved samme tid var den sovjetiske ledelse fuld af optimisme. Ifølge en hemmelig tale af generalsekretær Leonid Brezjnev til kommunistiske ledere i Østeuropa i 1973, som den britiske efterretningstjeneste kom i besiddelse af, havde Kreml på det nærmeste afskrevet Danmark som en seriøs faktor i NATO-samarbejdet. Brezjnev, der forsvarede 1970’ernes détente-strategi over for »imperialismen«, forudså en afgørende ændring i styrkeforholdet til socialismens fordel i løbet af de næste 10-12 år. Denne ændring ville efter hans opfattelse få omfattende konsekvenser for Vesteuropas stilling til Øst/Vest-konflikten, fordi Vesteuropa ville blive mere lydhør over for Sovjetunionens interesser og ønsker. Den sovjetiske førstemand så med fortrøstning på marxismens fremtid i Frankrig og Italien; Finland var allerede tæt kontrolleret af Moskva, udviklingen i Norge gik i den rigtige retning, og Danmark var »ikke mere en troværdig del af Vestens styrke«.

Det, den sovjetiske leder angiveligt sagde, afspejlede den sovjetiske ledelses store selvtillid og fortrøstningsfulde syn på den tid: at fremtiden tilhørte de »krisefri« marxistisk-leninistiske systemer. At optimismen på socialismens vegne viste sig at være dårligt funderet, er en anden sag, som først for alvor blev synlig en halv snes år senere. Denne fremtidige udvikling havde ingen – hverken i Øst eller Vest – nogen anelse om i begyndelsen af 1970’erne. Derimod fik Brezjnev ret med hensyn til den sovjetiske oprustnings indflydelse på Vesteuropa, hvor der bredte sig en defaitistisk stemning, som ofte slog ud i aggressiv antiamerikanisme. Danmark er et udmærket eksempel på dette.

Moskva var under alle omstændigheder godt tilfreds med Danmark i 1970’erne. Under en samtale i 1974 i Udenrigsministeriet med dettes direktør udtalte den sovjetiske ambassadør ligefrem sin glæde over skiftende danske regeringers »meget positive holdning« til Sovjetunionen.

Nordisk fredszone og neutralisering af Socialdemokratiet

Moskva var også fornøjet med, at DKP efter 14 års pause ved valget i december 1973 på ny var kommet i Folketinget, og at Socialdemokratiet samtidig var blevet svækket og splittet ved dannelsen af CD. Der var også glæde over Gert Petersens voksende indflydelse i SF, fordi han »bekæmpede antisovjetisme«, som det blev formuleret. Generelt noterede man sig en vækst i anti-NATO og anti- USA holdninger i Danmark; det skabte grundlag for en aktivisering af diskussionen om Danmarks fortsatte medlemskab af NATO. Også i ledende socialdemokratiske kredse var der en kritisk holdning til NATO. Et udvalg i partiet havde anført en lang række grunde til, at Danmark burde udtræde af alliancen: at Danmark desværre var nødt til at følge USA’s kurs i mange spørgsmål; at Danmark i kraft af NATO samarbejdede med ikke-demokratiske regimer i Grækenland og Portugal; at medlemskab af NATO automatisk forstærkede faren for at blive trukket ind i en konflikt mellem supermagterne. Et flertal mente dog, at der ikke for tiden var noget alternativ til NATO.

Heldigvis var NATO meget upopulær blandt ungdommen. Og DKP – der ville forstærke sin anti-NATO indsats – havde bedt ambassaden om bistand til at agitere for synspunktet, at NATO ikke gav Danmark sikkerhed. Den sovjetiske ambassadør anbefalede en række sovjetiske forholdsregler til støtte for DKP’s og andre fredskræfters indsats for at få Danmark ud af den vestlige alliance og ind på en neutralitetspolitik. Blandt de vigtigste var en forstærket anti-NATO propaganda ad forskellige kanaler; konkrete forslag om de nordiske NATO-landes gradvise overgang til en af stormagterne garanteret neutralitet; udnyttelse af Finlands forslag om at oprette en kernevåbenfri zone i Norden; Østersøens udelukkelse fra NATOs kernevåbenstrategi og militære forberedelser; propaganda for Grønlands omdannelse til en demilitariseret, neutral zone; og offentliggørelse af artikler i den sovjetiske presse om konsekvenserne af Danmarks medlemskab af den aggressive NATO-blok.

Chefen for SUKP CK’s Internationale Afdeling var også optimistisk og selvsikker. I en statusopgørelse fra 1974 fremhævede han styrkeforholdets ændring i Sovjetunionens favør og NATOs voksende utroværdighed. Nu gjaldt det styrkelsen af »fredskampen«, for »kampen om folkets sjæl« var en afgørende arena i kampen mellem socialismen og kapitalismen. Samarbejdet mellem kommunister og socialdemokrater skulle udvides; for at opnå fremskridt på dette område skulle »den socialdemokratiske arbejderbevægelses højreorienterede og antikommunistiske ledere neutraliseres«. Desværre var der NATO-kredse i Danmark, der gik imod fredens kræfter. I 1979 blev der indgået en aftale mellem Danmark og USA, der udvidede en aftale fra 1976 om forlægning af amerikanske fly til Karup i tilfælde af en alvorlig krise. I stedet for 24 fly skulle nu fem eskadriller kunne forlægges. En TASS-kommentar påstod, at aftalen stred mod Danmarks basepolitik; Danmark havde angiveligt »forpligtet« sig til ikke at have fremmede tropper på dansk territorium i fredstid. Izvestija kaldte aftalen »et eksempel på politisk principløshed«, som kunne få »uforudsigelige konsekvenser« for Danmark.

Sådanne negative begivenheder kunne dog ikke overskygge den store optimisme, der prægede sovjetiske politikere og deres rådgivere ved slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. Opgaven var at finde veje til at opnå håndgribelige gevinster af det ændrede styrkeforhold i socialismens favør. Hvordan kunne Sovjetunionens voksende styrke konkret bruges til at fjerne »de atlantiske aflejringer« i Norden og erstatte dem med en »nordisk fredszone«? NATOs tilstedeværelse i Norden blev opfattet som en midlertidig parentes, som var dømt til at forsvinde på grund af objektive faktorer som socialismens voksende styrke og kapitalismens forrådnelse.

Den politisk-taktiske model, der blev opstillet, lød i forkortet form således: NATO-skeptiske kredse i Socialdemokratiet skulle af freds- og venstrekræfterne tilskyndes til at skærpe deres antiamerikanske holdninger. De neutralistiske traditioner i Skandinavien skulle aktiveres og stimuleres under indtryk af styrkeforholdets ændring, i klart sprog: De nordiske NATO-medlemmers befolkninger skulle bringes til at forstå, at det var alt for farligt for dem at være medlem af en alliance rettet mod Sovjetunionen. Socialdemokratiet var udset til at spille en hovedrolle i denne proces, fordi partiet efter sovjetisk opfattelse var modtageligt for pres fra offentligheden. Ved at påvirke den offentlige mening kunne man påvirke Socialdemokratiet. Selv det borgerlige parlament kunne i så fald bringes til at yde et bidrag til kampen mellem fredens og krigens kræfter. Slutmålet var en løsrivelse fra den vestlige alliance.

Det var Boris Ponomarjov, lederen af CK’s Internationale Afdeling, der var ansvarlig over for Politbureau med hensyn til virkeliggørelsen af denne sovjetiske fredspolitiske strategi. Men Ponomarjov fik råd og vejledning både fra sit apparat i CK og fra akademiske forskere med speciale i de skandinavisk/ nordiske lande, forskere der også var konsulenter for CK. En af de mest fremtrædende og produktive eksperter på området var Lev Voronkov, forsker ved IMEMO’s (Institut for Verdensøkonomi og Internationale Relationer) Skandinaviske Afdeling. I 1984 blev Voronkov chef for en nyoprettet sektor under et Råd for Fred og Nedrustning, der skulle beskæftige sig med den nye europæiske fredsbevægelse. Han skulle med andre ord levere praktisk brugbare analyser til Ponomarjov om, hvordan »højresocialdemokraterne« kunne neutraliseres og bringes over i fredens lejr.

Konklusion

Geopolitisk var den sovjetiske modvilje mod Danmarks medlemskab af NATO rationel. I kraft af medlemskabet kom et territorium af strategisk betydning for Sovjetunionens fremskudte forsvar til at indgå i hovedmodstanderens forsvarskæde. Det ville have været en fordel for Sovjetunionen med et alliancefrit og svagt forsvaret Danmark – uanset om Sovjetunionen havde defensive eller offensive planer. I krigstilfælde ville sovjetiske styrker så hurtigt kunne sætte sig i besiddelse af dansk land- og søterritorium med alt, hvad det indebar af militære fordele.

På den anden side overspillede Sovjetunionen gang på gang sin bekymring. Når sovjetiske talsmænd støttet af DKP og andre påstod, at der eksisterede dystre, hemmelige aftaler vendt mod Sovjetunionen; når de styrede sovjetiske medier tegnede et billede af Danmark som spækket med militære installationer, der udelukkende tjente til at forberede et uprovokeret angreb på Sovjetunionen og andre socialistiske lande; når det hed, at Hitler-generaler brugte Danmark for at få revanche over den tabte 2. Verdenskrig; at der var kernevåben i Danmark osv. – da skød man ikke alene langt over målet; man tegnede et forvrænget billede af de faktiske forhold. De sovjetiske myndigheder vidste udmærket, hvor svagt forsvaret Danmark i virkeligheden var, og at Danmark med sine stationerings- og kernevåbenforbehold tog meget vidtgående hensyn til Sovjetunionens ægte eller forestillede bekymringer. Ikke desto mindre var der politiske kræfter i Danmark, som i 1980’erne var rede til at gå endnu videre med danske forbehold for at berolige Kreml.

Kunne Danmark ved at stå uden for den vestlige alliance have befriet sig for den sovjetiske trussel? Næppe, dertil var Danmark geopolitisk for vigtig for begge alliancer. Hvis Danmark formelt havde valgt at stå uden for Øst-Vest-konflikten, ville det danske territorium alligevel være indgået i de to modstående alliancers strategiske overvejelser og militære planlægning – en planlægning, som Danmark da ville have været uden nogen form for indflydelse på. I en krise- eller krigssituation ville dansk territorium efter al sandsynlighed være blevet besat. Hvem der kom først, ville være et åbent spørgsmål. En sådan uvished ville i sig selv være destabiliserende. Hvis Danmark ligesom Sverige havde stået alene, ville nationen formentlig heller ikke i modsætning til Sverige have haft politisk vilje til selv at opstille et seriøst forsvar. Derfor måtte andre have påtaget sig denne opgave.

Der er danske forskere, der har ment, at Sovjetunionen i virkeligheden var godt tilfreds med Danmark som medlem af NATO med forbehold. Opfattelsen, der er rent spekulativ, bygger på det argument, at et Danmark uden for NATO ville have medført en langt kraftigere vesttysk og amerikansk militær tilstedeværelse i Østersøområdet. Derfor måtte Kreml i egen interesse foretrække et svagt forsvaret Danmark i NATO. Opfattelsen lider af den store svaghed, at Sovjetunionen konsekvent og ihærdigt med anvendelse af en lang række instrumenter under hele Den Kolde Krig havde som mål at få Danmark til at forlade NATO.

Bent Jensen: Ulve, får og vogtere (bind 1+2). Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991. 1.512 sider. 799,95 kr. Gyldendal

LÆS: Bent Jensen er en mester i misinformation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Er Danmark ikke generelt utroværdig?
Datidens velvilje mod Sovjetunionen blandt mange danskere passede godt til dansk kultur i en tid, hvor USA og Sovjetunionen fremstod som nogenlunde lige stærke. Det er vist typisk dansk at dele sin loyalitet, når det uklart, hvem der vinder en konflikt mellem to parter. Det er også typisk dansk altid at støtte klare vindere.

Også op til og under 2. verdenskrig var Danmarks loyalitet delt. Den danske gesandt i USA førte sin egen udenrigspolitik med støtte til de allierede, mens den danske regering støttede Tyskland, og den danske befolknings modvilje mod Tyskland voksede fra 1943, hvor Tyskland begyndte at tabe krigen. Efter 5. maj 1945 blev de, der fulgte den danske regerings opfordringer i 1940-44, straffet hårdt med tilbagevirkende kraft.

Det er også typisk dansk at overvurdere sin internationale rolle. Datidens Sovjetunionen havde også havne andre steder end i Østersøen, og var landfast med Vesteuropa.

Som altid med Bent Jensen drukner eventuelle smuttere i form af reel historieskrivning i hans mudrede hav af forvrængede detaljer. Jeg vil i denne omgang nøjes med at påpege hans omtale af at Sovjet i "en TASS-kommentar påstod, at aftalen stred mod Danmarks basepolitik; Danmark havde angiveligt 'forpligtet' sig til ikke at have fremmede tropper på dansk territorium i fredstid".

Sovjet nævner ofte Bornholm i denne forbindelse, men en bedre forsker kunne have spejlet "påstanden" i en anden kilde fra samme tiår. USAs ambassade i København skrev i 1967 at, "på grund af dansk politik, der forbyder stationeringen af fremmede tropper på dansk territorium, er det klassificeret hemmeligt, at nogle få amerikanerne på Færøerne har militær rang."

Sagen drejede sig om et ihærdigt USA-forsøg på at leve med den danske politik, således at USA alligevel kunne opbygge en militær lyttepost på Færøerne. Ordene "amerikanske styrker" blev omskrevet til "amerikanske teknikere", og de fik forbud mod at gå i uniform. På tilsvarende vis blev sådanne "teknikere" på andre baser i Danmark aldrig "udstationeret", men var altid blot på "kortvarige besøg".

Endelig ville en historiker nok have strejfet forhistorien, hvor Danmark inden tilslutningen til Atlantpagten (NATO) i 1949 havde fået en forsikring fra USA om, at dette ikke automatisk betød, at der skulle være fremmede baser i fredstid i Danmark. Denne USAnske garanti blev ihærdigt brugt overfor den danske befolkning, der ikke var ret begejstrede for NATO. To år efter begyndte USA at presse på for at få baser på dansk grund.