’Turbo, turbo, turbo’

En blond pige ved nabobordet rejser sig op, stikker armene ud fra kroppen og begynder at vride sig i takt til musikken. Fra keyboardet på den lille scene spreder de orientalsk klingende musikalske figurer sig ud i lokalet, hvor de blandes med en tung dance-rytme.

Hun synger med, blondinen. Halvtoner. Hun kan teksten og begynder at bevæge armene i bløde bevægelser, som erstattes af små, hurtige ryk. Hun er iført en stram, kort kjole, og har lange afblegede krøller. De tre venner, som hun har taget med i byen denne lørdag nat, bliver siddende, men det rører hende ikke. Hun danser videre.

Vi er på floden Sava, og vi er til turbofolk. En landgangsbro førte os fra bredden i Beograd og ud på Fensi Kafana, som betyder noget i retning af ’fancy café’. Der er en ’Splav’, en flodpram, og en af de mange i Beograd, som er lavet om til en natklub. Turbofolk er en musikstil, som udsprang af Milosevics Serbien i 90’erne. Den er direkte forbundet med nationalismen, mafiaen, krigsforbrydelserne i 90’erne og den utæmmede kapitalisme, som fulgte efter de mere nøjsomme tider i Titos Jugoslavien. Men selvom musikken er belastet af fortiden, er den stadig elsket af det serbiske folk. Måske fordi de stadig nærer håb til kapitalismen og den social prestige, der følger med rigdom. Måske fordi der endnu ikke er så meget andet at samles om. Måske fordi der er noget uimodståeligt i den særlige blanding af vestlig og ikkevestlig musik.

»Musikstilen er så populær i Serbien,« fortæller Ivana Kronja, som er professor på Fine and Applied Arts School i Beograd og en af Serbiens førende turbofolk-eksperter »at et hvilket som helst forsøg på at lave anden musik er svær. Den er altdominerende.«

På Fensi Kafaba er der i aften to sangere – en mand og en kvinde foruden to travle musikere – en keyboardspiller og guitarist. Det er manden, Nenad Cvjetic, der lige nu synger og med jævne mellemrum brøler »Turbo! Turbo!« i sin trådløse mikrofon, hvilket vækker begejstring langs de rødternede duge i det lavloftede lokale. Der står flaskeøl og shotglas på de fleste af bordene. Stadig flere har fulgt blondinen, rejst sig op og stukket en arm eller to i vejret; ved danskerbordet holder vi os i ro.

Hybrid

Turbofolk er en hybrid. Den indeholder elementer af klassisk folkemusik fra Balkan og lande som Israel og Tyrkiet, men også vestlig dance musik, som man kender den fra 90’erbands som Aqua eller 2 Unlimited. Relativt tung techno tilsat hidsige trompeter og løbskløbne klarinetter.

»Musikken er en blanding af det vestlige og det ikke-vestlige, og det er derfor, den er så attraktiv,« siger Ivana Kronja. Navnet turbofolk illustrerer denne blanding. Det er en oxymoron, en sammensætning af to umiddelbart uforenelige ord. ’Turbo’ refererer til den hurtige, ubekymrede, vestlige kultur, mens ’folk’ selvsagt refererer til den mere traditionelle og konservative folkemusik, forklarer Ivana Kronja, som understreger, at man i dag – selvom musikken er den samme – ofte bruger andre betegnelser end turbofolk, hvis man skal være politisk korrekt, fordi turbofolk vækker minder om Milosevic-tiden.

Æstetikken er også speciel. Ofte er det unge sangerinder med store bryster, svulmende læber og korte kjoler, der synger for. Den iscenesatte skønhed – som ofte indebærer adskillige plastikoperationer ses også i aften på Fensi Kafana – både blandt publikum og musikere.

Ivana Kronja har skrevet flere videnskabelige artikler om turbofolk og sat genren ind i en historisk og sociologisk kontekst, og ifølge hende og flere andre eksperter, så er turbofolk meget mere end bare en musikstil – det er et nationalt samlingspunkt. Faktisk kan man dårligt overvurdere musikstilens betydning for Serbien.

»Efter Jugoslavien brød sammen, var der brug for en redefinering af Serbien. Og dér var turbofolk den vigtigste kulturelle markør af alle,« siger hun.

Det var helt naturligt, at netop denne musik skulle opstå på det tidspunkt i historien, mener Ivana Kronja.

»I 1990’erne er der politisk ustabilitet, krige og enorme kulturelle forandringer. Serbien bliver ledet ud fra en blanding af nationalisme og totalitarisme – og samtidig er der et demokratisk system, som er i sin begyndelse. Kommercialismen med markedsfilosofien er også på vej, og det hele smelter sammen. Vi har begyndelsen på en brutal kapitalisme kombineret med nationalisme, og den fik sit eget udtryk i popkulturen.«

Turbofolk fungerede som en drøm om et nyt Serbien for mange af de hårdt prøvede indbyggere.

»Det var også en slags kulturel eskapisme. Ganske som man så det i 1930’ernes USA, hvor musicalscenen blomstrede under den økonomiske krise, så blomstrede turbofolk i 90’ernes Serbien, da landet var underlagt sanktioner og økonomien var kollapset,« siger Ivana Kronja og prøver at sætte ord på, hvorfor musikken var og er så populær.

»Turbofolk binder fantasien om den fetichistiske kapitalisme – de smukke kvindekroppe og livet på de høje hæle – sammen med fattigdommen og den triste sociale situation, som var virkeligheden hos størstedelen af befolkningen.«

Nogle af teksterne er direkte politiske, men de fleste er det indirekte. De udtrykker »lave ambitioner, erotik og værdier, som generelt stemmer overens med værdierne i landsbyerne og blandt de lavest uddannede,« siger Ivana Kronja og kalder nogle af teksterne for »et sammensurium af lavkulturelle værdier«.

En kvinde, der eksplicit lægger op til sex i en sang som »Gili Gili« (kilde, kilde, red.). Eller rendyrket forbrugerisme i en sang som »Coca-Cola, Marlboro Suzuki«.

Et af den nyere tids største hits er Goga Sekulics sang med titlen »Seksi Businessman« om en kælen kvinde, som går efter en smuk mand i jakkesæt.

Indy

På et pizzeria i udkanten af det centrale Beograd sidder Indira Aradinovic, også kendt som Indy. Hun er en af den nye generations største turbofolk-stjerner. Hun ville ikke mødes hjemme hos sig selv, og vi må kun tage billeder af hende fra livet og op, men ellers er hun meget afslappet: iklædt joggingbukser og en stram T-shirt fra Louis Vuitton.

»Folk vil have turbofolk,« siger hun kort og godt, da jeg spørger ind til det serbiske folks musiksmag. »Det er mentalitet. Det ligger i os her i regionen. Folk kan også godt lide Britney Spears, men det her har noget folkeligt og traditionelt over sig. Derfor bliver det betragtet som mere autentisk.«

Indira Aradinovic har selv mærket præferencerne. Hendes første Album var ifølge hende selv »rendyrket turbofolk,« og det var en stor succes. På det opfølgende album fra 2012 prøvede hun sig derfor med mere klassisk folkemusik.

»For at være helt ærlig, så kan jeg bedst lide det sidste album, for der synger jeg mere det, som jeg selv kan lide, men det solgte ikke lige så godt. Det første solgte klart bedre,« siger Indira Aradinovic. Hun har et stort publikum i Serbien, men turbofolk er nærmest endnu større blandt de serbere, som bor i udlandet, og Indy optræder ofte i lande som Tyskland, Schweiz og Østrig.

»De som bor i udlandet, er glade for min musik. Jeg tror, de kan lide at lytte til det, fordi det minder dem om deres hjemland. Så kan de gå i en serbisk klub i Tyskland eller Østrig og høre serbisk musik. De bruger det som en slags medicin, fordi de bor i udlandet,« siger hun.

VIP

På Fensi Kafana nærmer klokken sig et om natten. Ved et af de få tomme borde bag os er der netop ankommet et selskab ledt an af en høj, veltrænet mand iført en meget stram, lidt forvasket T-shirt fra Dolce & Gabbana. På bordet foran sig, har han lagt sin bilnøgle – i den sidder et guldfarvet metalskilt. »Ford« står der med store, skrå, bogstaver. Han og hans venner rokker med, men danser endnu ikke. Det gør den blonde pige ved det andet nabobord til gengæld stadig.

Der er ikke noget dansegulv – man danser ved sit bord. Da hun holder sin første pause i lang, lang tid, går jeg hen og prøver at kommunikere med hende. Turbofolk skal spilles højt, så det er svært, og hun må selv skrive sit navn ned på blokken: Dusica Jovanovic står der.

Hun råber, at hun elsker turbofolk, fordi det handler om Serbien og »fordi det synges med hjertet!« Hun placerer sin hånd på brystet for at illustrere det med hjertet. Hun kan også lide at gå steder, hvor man spiller mere vestlig musik, »men en gang imellem skal det bare være sådan her.«

Den kvindelige sanger, Sanela, går nu på scenen og lægger ud med et hit, som får store dele af selskabet til at rejse sig op. Hun har mørkt hår, er stærkt nedringet og har en stram kort nederdel på. Lige over for scenen er der et VIP-område, som i stor udstrækning er betrukket med rød læder. Her har man helflasker strittende op af spande med isterninger. Efter et par sange går hun op til VIP-gæsterne og synger for en særligt udvalgt mandlig gæst.

Turbofolk er uløseligt blandet sammen med mafiaen, og flere af 90’ernes store sangere er nærmest en fuldt ud integreret del af den. Når mafiaen overhovedet er interesseret i musik, er det ifølge Ivana Kronja fordi »den er glamourøs, den er noget særligt, og symboliserer rigdom i et samfund, som er på vej mod kapitalismen. Det giver social prestige at være med«.

I 90’erne var der også klare forbindelser mellem musikken og Milosevic-regimet.

»I 90’erne får man sammenblanding af en kriminel underverden, krigsforbrydelser og krigsøkonomi i forbindelse med de nationalistiske krige i Eksjugoslavien. I første fase af 90’erne blev der produceret et væld af billige musikvideoer, og mange af dem var ekstremt nationalistiske og promoverede direkte borgerkrigen. Den upolitiske folkemusik var pludselig blevet politisk,« siger hun og nævner bandet Bajic Brothers som et eksempel.

I den periode var det en privat tv-station, som var ejet af en Milosevics tætteste partifæller og samarbejdspartnere, som var den toneangivende for turbofolk-videoerne:

»Folkemusikken blev inkluderet i den nationale mobilisering og separationen fra de andre tidligere jugoslaviske republikker. Og den støttede samtidig den kulturelle populisme, som hurtigt kan blive til nationalisme,« siger Ivana Kronja.

Turbofolk er blevet beskrevet som »soundtracket til krigene i Eksjugoslavien«.

Den dengang største stjerne af dem alle, Svetlana Ražnatović med kunstnernavnet Ceca, spillede for de udstationerede serbiske soldater. Sammenblandingen mellem musikken, nationalismen, mafiaen og krigen blev total, da Ceca i 1995 giftede sig med den berygtede paramilitære leder og tidligere lejemorder Željko Ražnatović, kendt som Arkan. Den øverste leder af den serbiske ortodokse kirke, Patriark Pavle, stod for vielsen og dermed var kirken også indirekte involveret.

»Det var staten, kirken, mafiaen – det hele,« siger Ivana Kronja. »Arkan var ved brylluppet iført en serbisk uniform fra Første Verdenskrig: Han imiterer de moralske værdier, som forbindes med en serbisk soldat i første verdenskrig, som generelt anskues som noget ærefuldt og heroisk. Det var en hilsen til den særlige serbiske identitet, hvilket er paradoksalt, for han var ikke en heroisk og ærlig kriger. Han stod bag henrettelser og røverier. Og kvinden, han giftede sig med, var ikke en uskyldig pige fra en landsby, men en kendt og meget erotisk udfarende sangerinde. Men de lod som om, og alle spillede med.«

Frem til år 2000, hvor Arkan blev myrdet, var de det mest feterede par i Serbien. Især Ceca. »De investerede, hvad der formentlig var beskidte penge, i endnu højere promovering af hendes musik, og hun blev den største turbofolk diva. Hun var den serbiske mor.«

Siden blev hun selv dømt for at besidde våben – og har afsonet en straf i form af otte måneders husarrest. Cecas udseende og ægteskabet med Arkan har også været med til at skabe et bestemt kvinde- og mandebillede i musikken, fortæller Ivana Kronja. »Hvis man skal sætte det på spidsen, så kan man sige, at hvis nogen længes efter kærlighed i en turbofolk-sang, så længes de også efter integration i en patriarkalsk, kapitalistisk verden. I den forståelse at kvinden finder sin identitet, hvis hun er ønsket og elsket af en mand, og manden finder sin identitet ved at være magtfuld nok til at tiltrække de smukkeste kvinder.«

Sex

At musikken er kædet sammen med mafiaen, krigen og Milosevic, bør ikke belaste genren i dag, mener Indy Indira Arabinovic.

»Dengang var det turbofolk, folk søgte. Men jeg mener ikke, turbofolk i dag skal ses i det lys. Vi er kommet videre, og for mig er genren i dag ikke forbundet med det,« siger hun. Hun fortæller, at hun udmærket er klar over, at hun og de øvrige kvindelige turbofolk-stjerner spiller på nogle klassiske seksuelle roller i deres fremtoning. »Men det er altså ikke nok bare at se ud på en bestemt måde.«

– Men er det nødvendigt?

»Man kan købe det. Talentet kan man ikke købe.«

– Er du bange for, at nogle kan lide dit image mere end musikken?

»Ja, sådan er det nok. Det kan jeg ikke kontrollere. Men når først nogen begynder at kunne lide mig, begynder de som regel også at kunne lide min musik, så på den måde er det ikke et problem for mig. Men jeg er primært musiker, jeg har været tæt på musikken hele mit liv. Det er musikken, der er vigtig for mig.«

Ifølge Ivana Kronja kan man udlægge kvindeidealet i Turbofolk på to måder. Man kan se det sminkede skønhedsideal og plastikoperationerne – som også Indy har været igennem – som et udtryk for en »en jagt på et forskruet, kapitalistisk kvindeideal«.

Men man kan også vælge at se det som et middel for kvinderne til at opnå større frihed. »Nogle intellektuelle mener, at det er en frigørelse for kvinder fra den sociale bund. De formår at skabe en selvstændig karriere. De bruger deres kroppe frit og undgår på den måde at blive undertrykt. På den måde er det som en frihedskamp,« siger hun.

»Som for eksempel Madonna, som opnår uafhængighed gennem en glamourisering af sit udseende. Hun bruger de patriarkalske strukturer i samfundet til at nå frem til sin individualitet. Man kan sige, at sangerinderne adopterer det patriarkalske og kapitalistiske, men at det også er sådan, de opnår deres individuelle frihed,« siger Ivana Kronja og tilføjer:

»Set i det lys bruger kvinderne deres kroppe til at komme ud af fattigdommen og blive uafhængige. Det gælder kunstnere som Goga Sekulic, Indy og et par andre af de nyere stjerner. Men også Ceca til en vis grad.«

Selvom turbofolken dyrker eskapismen og drømmen om det perfekte udseende og liv, så er den samtidig samfundsbevarende, mener Ivana Kronja.

»Den udtrykker drømme, men grundpræmissen er, at den hverdag, som mange serbere lever, er uforanderlig,« siger Ivana Kronja.

Genren blev da også fra start hadet af landets intellektuelle – som anså de ofte nationalromantiske tekster og de opskruede skønhedsidealer som en farlig blanding.

»Når mange folk fra de humanistiske videnskaber ofte har et problem med den her musik, er det fordi, den både promoverer kapitalisme og samtidig italesætter fattigdom som en given situation for folket – noget som ikke kan og skal ændres,« siger hun.

Virkning

Musikkens leflen for den lave fællesnævner også noget, der har været genstand for debat i den intellektuelle elite i Serbien.

»Vores politikere dengang såvel som i dag har generelt en populistisk tilgang til kultur. Finkultur og den intellektuelle litterære tradition nedprioriteres. Populismen er styrende her, det er derfor mange af vores museer ikke er åbne og det er derfor, vores intellektuelle ikke for alvor kan være uafhængige af staten og fra nationalismen. Denne misforståelse af kultur er en fast del af vores politiske tradition,« siger Ivana Kronja.

På Fensi Kafana rejser stadig flere sig op og begynder at danse ved bordene. Der er flest kvinder – og alle danser på samme måde – med armene ud i luften og små vrid i håndleddene. Enkelte mænd har også rejst sig; en mand i stribet trøje begynder at lave det, man bedst kan beskrive som seksuelle bevægelser op ad en af de kvinder, han er i byen med. Dusica Jovanovic vil også gerne danse igen, faktisk danser hun nærmest, mens jeg prøver at gøre interviewet færdigt.

– Hvem er din yndlingssanger?

»Ceca, selvfølgelig!« råber hun og viser en opadvendt tommelfinger. »Fordi hun synger med hjertet,« siger hun og gentager gestikulationen med at lægge sin ene hånd på brystet.

– Hvad laver du til daglig?

»Jeg er kulturjournalist«

– Kulturjournalist?

»Ja. På Politika.« Det er en af de mest anerkendte aviser i Serbien. »Er du overrasket over det?« spørger hun. Jeg skynder mig at ryste på hovedet og lader hende komme tilbage til sin dans. Musikken pumper, de hurtige figurer med blæsere og strygere strømmer ud fra keyboardet, og det ene nummer afløser det andet. Ved danskerbordet forsøger vi så godt, vi kan, at danse med. Vrid med hoften – armene ud i luften.

Som Ivana Kronja formulerer det: »Turbofolk er paradoksal. Men den virker.«