Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Vores begær efter vækst er en grundlæggende menneskelig impuls’

Der er god anledning til pessimisme, når det gælder samspillet mellem vækst og bæredygtighed, indrømmer bogaktuelle Steen Hildebrandt. Alligevel er han optimistisk. Ikke på grund af det politiske lederskab, men på grund af yngre generationers øgede bevidsthed om klima og bæredygtighed, og det han kalder ’erhvervslivets kloge grådighed’
Optimisme. Steen Hildebrandt mener, at den stigende indsigt i f.eks. lande som Kina giver grundlag for en vis optimisme. Selv om det er ved at være  sidste udkald.

Tor Birk Trads

Moderne Tider
8. februar 2014

Da balladen om DONG i sidste uge var på sit højeste, skrev Steen Hildebrandt et blogindlæg til Ugebrevet Mandag Morgen. »Symptomet DONG,« hed indlægget, som på få timer gav mere end 10.000 sidevisninger på Mandag Morgens hjemmeside.

Indlægget satte ord på den kritik af regeringens aftale om at sælge 19 procent af aktierne i DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som i dagene og ugerne forinden have fået over 200.000 danskere til at skrive under på en protest mod salget.

Salget af DONG-aktierne blev vedtaget i Folketinget. Og Steen Hildebrandt gør sig ingen illusioner om, at hverken blogindlæg eller underskriftindsamlinger kan ændre den politiske virkelighed fra en dag til en anden.

Alligevel er de udtryk for en bevægelse, et nybrud i forbrugernes og vælgernes adfærd, som ifølge den 70-årige professor i organisation og ledelse, ikke bare er interessant, men på længere sigt også politisk potent.

»Aktuelt ser vi en række bevægelser i debatten om klima, vækst og bæredygtighed, som er hjulpet på vej af de elektroniske mediers muligheder, og som forstærkes af en stigende bevidsthed om, og en øget indsigt i, hvordan verden hænger sammen,« siger Steen Hildebrandt.

Den kloge grådighed

Omringet af stakkevis af bøger og gavevin fra sin netop afholdte 70 års-reception, fortæller Steen Hildebrandt om sin nye bog Vækst & bæredygtighed, der er udkommet i anledning af fødselsdagen. Her anlægger han et bredt perspektiv på den vækst- og konkurrencetænkning, som ifølge ham har ført til den dybe globale splittelse og krise, vi befinder os i.

Hovedanliggendet er, at vækst og bæredygtighed ikke behøver at være modsætninger. »Uden vækst, ingen bæredygtighed. Uden bæredygtighed, ingen vækst,« som det hedder i bogen.

»Vækst og bæredygtighed hænger sammen. I disse år ser vi en bevægelse, hvor de store globale virksomheder fra Kina til USA begynder at indse, at hvis de skal blive ved med at tjene penge, så kræver det, at forbrugerne, befolkningerne, ikke bare overlever, men også er sunde, mobile og købedygtige,« fortæller Steen Hildebrandt.

Han kalder det for erhvervslivets ’kloge grådighed’. Pointen er, at den kortsigtede og snævert økonomiske vækstideologi, som har præget og fortsat præger mange virksomheder, er begyndt at demonstrere sin utilstrækkelighed. Virksomhederne – ikke mindst de store globale selskaber – er begyndt at få øjnene op for, at bæredygtighed ikke bare er en naiv bevægelse, men simpelthen en nødvendighed, hvis de vil bestå som virksomheder – også om 100 år.

»Bæredygtighed er ved at blive en del af moderne virksomheders dna. De har en åbenlys interesse i ikke blot at kunne afsætte deres produkter her og nu, men også til de kommende generationer,« påpeger Steen Hildebrandt.

Han nævner den amerikanske finansanalytiker Joseph H. Bragdons bog Profit for Life, som undersøger 80 transnationale virksomheders adfærd. Bragdon spørger, om vi kan finde virksomheder, som tager et økonomisk, miljømæssigt og socialt ansvar, og som samtidig kan tjene penge. Svaret er ja.

»Virksomheder som Wal-Mart, Toyota og herhjemme Novo Nordisk er eksempler på virksomheder, som har masser af kortsigtet fokus på økonomisk vækst. Men som samtidig er kloge nok til at vide, at hvis ikke de kommunikerer, at de også tager et større ansvar, nationalt og globalt, så vil forbrugerne forlade dem. Så det gør de i stigende grad,« siger Steen Hildebrandt.

Grænser for vækst

Hildebrandt har fulgt virksomheders gøren og laden længe nok til at forstå, at træerne ikke vokser ind i himlen. Tilbage i 1970’erne med Romklubbens diskussioner om ’Grænser for vækst’ opstod for første gang en erkendelse af, at kloden simpelthen ikke kan holde til eksponentielle vækstrater år efter år.

»Men den diskussion blev trængt i baggrunden i 1980’erne navnligt af politikere som Margaret Thatcher og Ronald Reagan, som med økonomen Milton Friedman som ideologisk afsæt, satte virksomhederne og finansmarkederne fri i en vækstrus, som er fortsat frem til i dag.«

»The social responsibility of business is profit,« sagde Friedman. Virksomhederne skal tjene penge. Så mange og så hurtigt som muligt. Så har vi staterne til at rydde op, sørge for uddannelse og lappe folk sammen, hvis de bliver syge. Også Danmark er i dag i vidt omfang underlagt denne kortsigtede væksttænkning, understreger Hildebrandt.

Men i stedet for at betragte vækstsporet og bæredygtighedstænkningen som to lejre, der står uhjælpeligt fastlåst over for hinanden, skal vi åbne øjnene for, at vækst og bæredygtighed, både historisk og aktuelt, gensidigt betinger hinanden, påpeger Steen Hildebrandt. Det hænger ifølge ham ikke mindst sammen med, at vækst og bæredygtighed er to helt fundamentale menneskelige instinkter eller tilbøjeligheder.

»Vores begær efter vækst hænger sammen med menneskets grundlæggende impuls efter at sikre sin egen overlevelse. Men også forestillingen om naturen som et kredsløb, hvor vores børn og de kommende generationer skal sikres de bedste betingelser, er et menneskeligt grundtræk,« siger Steen Hildebrandt.

Solidaritet var god forretning

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at komme ud af det dødvande, den globale verdensorden aktuelt befinder sig i, er vi ifølge Hildebrandt nødt til at besinde os på, at både vækst- og bæredygtighedstænkningen hører med til det at være menneske. Derfor kan det heller ikke nytte noget at anskue det som et enten-eller. Både begæret efter vækst og ønsket om bæredygtighed er en del af fremtidens løsninger, understreger han.

Når væksttanken aktuelt møder så voldsom kritik, skyldes det ifølge Hildebrandt især, at vores vækstbegreb er snævret ind til udelukkende at handle om materiel og økonomisk vækst. Men faktisk er den danske velfærdsmodel blevet til med afsæt i en langt bredere væksttænkning, påpeger Steen Hildebrandt.

Fremtidens Danmark hed Socialdemokraternes program fra 1945, som skulle bringe Danmark ud af verdenskrigens skygge. For Hildebrandt er det efterkrigsprogram et eksempel på en væksttænkning, som ikke kun handlede om ensidig økonomisk vækst.

»Med Fremtidens Danmark ønskede man at lave et samlet løft af befolkningens livskvalitet. Det var et vækstbegreb, som også omfattede dannelse, uddannelse, fællesskab og solidaritet,« siger Steen Hildebrandt.

Udviklingen af Velfærdsdanmark var derfor også et historisk eksempel på en frugtbar alliance mellem den kapitalistiske profittænkning og den solidariske bestræbelse på at fordele samfundets goder til alle, hævder han.

»Det gik simpelthen op for kapitalisterne, at et samlet løft af befolkningen skabte et enormt behov efter flere produkter, efter flere huse. Solidaritet var simpelthen en god forretning.«

Efterkrigsårenes alliance mellem de kapitalistiske producenter og den brede, forbrugende befolkning støbte også fundamentet for den forbrugsfest, som i dag er en del af problemet. Alligevel kan vi i dag lære noget af den fælles bestræbelse på at løfte hele samfundet, som alliancen mellem erhvervslivet og forbrugerne var et udtryk for, mener Hildebrandt.

Verden har flyttet sig

I dag handler den fælles bestræbelse om at skabe vækst på præmisser om bæredygtighed. Det har store dele af erhvervslivet ifølge Hildebrandt allerede erkendt. Og selv om vi ikke altid tænker over det, så har vores egen adfærd også ændret sig markant over de eneste 30-40 år.

Som et illustrativt eksempel nævner Steen Hildebrandt et nyligt besøg på et hotel ved den jyske vestkyst. I hotellets jubilæumsskrift faldt han over et billede fra 1960’erne, hvor en tankvogn fra Grindsted-værket er i gang med at tømme giftaffald i klitterne bag hotellet.

»Ingen ville i dag have fantasi til at forestille sig en tankvogn køre giftaffald fra Aarhus Havn til Vejers og dumpe det i klitterne. Vi er simpelthen et andet sted. Vi har faktisk bevæget os og har fået en langt større bevidsthed om de miljømæssige konsekvenser af vores handlinger.«

Den stigende bevidsthed om klima og bæredygtighed har været med til at bane vejen for den politiske forbruger. En forbrugertype, som er blevet stadigt mere potent i takt med internettet og de elektroniske mediers evne til at sprede budskaber og kritik med lynets hast.

Alle større virksomheder holder i dag skarpt øje med samtaler på de sociale medier, som fra det ene øjeblik til det andet kan kaste virksomhederne ud i en kamp på liv og død.

Ifølge Hildebrandt er det positivt, at virksomhederne på den måde presses til at handle ansvarligt, men af de største aktuelle udfordringer ved den hurtige, mediestyrede dagsorden er, at politikerne i alt for høj grad også er begyndt at handle på enkeltsager.

»Det politiske lederskab og demokratiet i Vesten befinder sig aktuelt i en alvorlig krise. Først og fremmest fordi de handler alt for kortsigtet og lader sig styre af enkeltsager og detailspørgsmål,« siger Steen Hildebrandt.

Politisk fallit

Tidens udfordringer kalder på politisk lederskab, mener han. Men vi står i stedet i en situation, hvor den politiske dagsorden er præget af ugelange diskussioner om antallet af ugentlige bade for ældre.

»Politikerne skal i langt højere grad beskæftige sig med de overordnede principper for samfundets udvikling, med værdier, rammer og retning. Og så lade embedsmændene og fagpersoner i skoler og på hospitaler tage sig af detailspørgsmålene. I dag er det hele vendt på hovedet: Politikerne diskuterer størrelsen på cykelskurene, mens embedsmænd og fagfolk prøver at medtænke det langsigtede perspektiv.«

På trods af det politiske lederskabs aktuelle fallit, er Steen Hildebrandt optimist. For hvis forandringen ikke kommer top down, fra det politiske lederskab, så kommer den måske bottom up. Fra den voksende klasse af politiske forbrugere og fra europæiske unge, som ikke længere vil finde sig i at blive ofre for kortsigtede lappeløsninger. Med tiden tror Hildebrandt, det vil tvinge ikke bare erhvervslivet, men også politikerne til at handle. Andre steder i verden har man slet ikke tid til at vente.

»I Kina forstår mange vigtigheden af bæredygtighed. For dem er det ikke et spørgsmål, eller noget, man arrogant kan slå hen som flippet og naivt. Der er det bare nødvendigt. Det giver håb, selv om det er ved at være sidste udkald.«

 

Steen Hildebrandt. Vækst & bæredygtighed. 376 sider. 299 kr. Forlaget Libris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Allan Christensen

Hovedanliggendet er, at vækst og bæredygtighed ikke behøver at være modsætninger. »Uden vækst, ingen bæredygtighed. Uden bæredygtighed, ingen vækst,« som det hedder i bogen.

Havde det ikke været for den traditionelle teknologiske udvikling ville det totale økologiske ragnarok have været en realitet længe inden vi var nået bare tilnærmelsesvis op på det velfærdsniveau vi har i dag. Alligevel har der de sidste 40-50 været massive krav om mere velfærd kombineret med lige så massiv kritik af traditionelt udviklet ny teknologi og dette tilmed fra mennesker der hævder at være interesserede i at bevare naturen og efterlade en beboelig klode til vore efterkommere. Steen Hildebrandt synes ikke at have forklaringen på denne gåde.

Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke lide overskriften, ikke fordi den ikke skulle være rigtig, men mere fordi den er for banal. Mennesket som et umætteligt dyr. Vi ved det, men hvad gør vi ved det? En del mennesker er jo enige om, at der bør gøres noget, for ellers overlever vi ikke som art. Det er hele tiden den nød, der skal knækkes.

Eksemplet med Grindstedværkets udledninger blev diskuteret meget i sin tid. Som almindelig borger kunne man se det forkastelige i det, men som arbejder på fabrikken var folk kun interesserede i deres arbejdsplads. Denne klassiker har vi lige set foldet ud igen med GS-balladen.

Som jeg læser artiklen går SH ind for bæredygtighed, men mener tilmed at 'erhvervslivets kloge grådighed' nok skal hjælpe (grøn vækst). Den tror jeg ikke på, for hovedproblemet ligger i at drosle forbruget ned, så vi belaster naturen mindst muligt. Det kan produktionssystemet, der bygger på vækst, ikke tåle. At vi som mennesker skal begrænse os selv, kan vi heller ikke tåle uden at blive deprimerede, men det er den knude, vi skal løse.

Ingen fremgang uden nedgang i forbrug, lyder min paradoksale opskrift, hvor fremgang betyder fremgang i det humane. Mentalitetsskift, et nyt menneske, det gamle slår sig selv ihjel.

Allan Christensen

Niels-Simon Larsen

En del mennesker er jo enige om, at der bør gøres noget, for ellers overlever vi ikke som art.
Tror du ikke at mennesket er en af meget få arter, der har en rimelig chance for at overleve som art?

Det kan produktionssystemet, der bygger på vækst, ikke tåle.
Er vækst ikke det der er hele meningen med produktionssytemet og kapitalismen? Hvorfor skulle vi dog have vækst og kapitalisme hvis der fandtes andre muligheder for at tilfredsstille folks krav om velfærd i almindelighed og venstrefløjens krav om mere velfærd i særdeleshed?

Der er ikke noget nyt at hente i den korporative konkurrencestat.

Hildebrandts situationsbillede er: Det politiske lederskab er fallit og hvis det betyder at samfundsforandringer ikke kan komme top down, så kommer de måske (en trussel) bottom up, men heldigvis har de store globale virksomheder en plan

Bottom up-truslen har Kapitalismen helt bevidst søgt at eliminere netop ved at tiltage sig magten over medier og det politiske lederskab og spille det fallit. Virksomhederne har en plan - end da en langsigtet en, siger Hildebrandt. Muligvis. Men virksomhederne koordinerer ikke denne plan indbydes. Hver konglomerat sin plan, og der hvor de træder hinanden over tæerne, der konkurrerer de sig ud af problemerne.

Den kloge grådighed er, Den usynlige hånd er, Jagten på profit. Business as usual.

Hvordan kommer begreber som: fattigdom, befolkningstilvækst, working poor, giftigt affald, overfiskning, grøne palmeørkner, menneskehedens samlede miljømæssige fodaftryk, statsnedbrydningen, mafiavirksomhed osv osv, mon med ind i virksomhedernes langsigtede planer?

I øvrigt for lige at nævne Hildebrandts henvisning til Fremtidens Danmark 1945, så står der også heri:

Kapitel V: Højfinansen, Bankerne og Forsikringsvæsenet skal under Folkestyrets Kontrol,

...men på en eller anden måde slap Højfinansen dengang ud af den fælles solidariske udvikling - hvilket vi så lider under i dag.

Peter Jensen, Mona Jensen, Niels-Holger Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

I debatten glemmes bl.a. princippet til tider kaldt "Keep up with the Joneses" (http://www.phrases.org.uk/meanings/216400.html ). Det princip er tilsyneladende vigtigere end visioner om fx. bæredygtighed.

Desuden glemmes bl.a., at den økonomiske situation i perioden 1998 - 2008 stadig er i nogenlunde frisk erindring og bruges som nutidens norm for dansk økonomi. Holdningen er, at de økonomiske forhold, der er opnået en gang, kan opnås igen.

Endelig er økonomisk vækst en forudsætning for overskud på indkøb og mindst fastholdelse af samme levestandard for en voksende befolkning. De færreste ønsker økonomiske tab.

Niels-Holger Nielsen

Skomager, bliv ved din læst

Manden er bindegal

’Vores begær efter vækst er en grundlæggende menneskelig impuls’

Organisationsekspert med en del intern management på samvittigheden. Ikke psykolog, ikke antropolog, men blot cand. merc. Det er selvfølgelig i orden, men hvorfra ved manden, hvilke menneskelige impulser, der er grundlæggende? Det ved han fra, at han slutter baglæns fra formålet med hans studier: 'Musik i kostalden'. I hvert fald har han glemt, hvis det er noget han ved noget om, hvordan vore nære forfædre: samlere og lavere jægere, samlere og jægere, samt havebrugere og jægere levede. De sankede ikke til hobe, og reagerede altså ikke på denne grundlæggende impuls som managementeksperten anser for grundlæggende. Hvis vore forfædre havde haft denne angiveligt grundlæggende tilbøjelighed, ville de nok have overgået til agerbruget så snart som muligt, men det gjorde de ikke. De gjorde det først, da det blev nødvendigt. Hvorfor og hvordan er en længere historie, men den kan læses her i disse kapitler:

A people’s history of the world. Bogen kan købes, fx hos Amazon.

Nu behøver vi jo ikke at hengive os udelukkende til diverse gisninger om menneskets vej og dets mere grundlæggende socialpsykologiske konstitution ud fra arkæologiske artefakter og historiske optegnelser, men kan også betragte de sørgelige rester af disse kulturer i blandt andet Amazonas, Australien og New Guinea. De er blottet for prangerprofessorens 'grundlæggende ... impulser'. Sådan kan det gå, når man tager udgangspunkt i det man gerne vil bevise.

Videnskab er det i hvert fald ikke.

Niels-Holger Nielsen

Den politiske forbruger er afgået ved døden hun/han kunne ikke finde rundt i markedets idiotiske virvar, hvor der står skumle interesser bag det meste, af det vi kan købe.

Corporation polluters make ‘sustainable’ a dirty word
by Simon Butler

'A list of the world’s 100 ‘most sustainable companies’ is packed with firms that profit from trashing the planet and are driving us toward climate disaster.'

Jakob Lilliendahl, Peter Jensen, Bill Atkins og Mona Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Herligt at komme af med alt det, man har råbt ud i den tomme luft, når kræmmerprofessoren var i radioen, hvad han desværre ofte er.

Jakob Lilliendahl

>>The social responsibility of business is profit<<

Idioti er et midlertidigt problem står der, bare rolig.. Det ordner sig! Verdenshistorien ordner sig selv. Den røde tråd finder vi gennem vores "forbrug" af enkeltsager og enkeltprodukter og enkeltpersoner på twitter! Det kaldes udvikling ;) Den del af "demokratiet" der er folkevalgt fungerer godt nok ikke så godt, men resten af aristokratiet; kapitalen, embedsmænd, celebre eksperter og den trendsættende europæiske ungdom skal nok rede verden og gøre det ved at producere, godkende, analysere og købe de helt rigtige ting på den helt rigtige måde... Og i lige præcis den rækkefølge!

https://da.wikipedia.org/wiki/Karl_Popper
https://da.wikipedia.org/wiki/Kritisk_rationalisme

Onkel Dannys syn på sagen er knap så moderne:
https://www.youtube.com/watch?v=Q_5-YrZ65wA&noredirect=1

Man kan også låne Steen Hildebrandts bog på det lokale biblioteket.