Læsetid: 10 min.

Woody anklaget

For 22 år siden forgreb Woody Allen sig seksuelt på sin og skuespillerinden Mia Farrows blot syvårige adoptivdatter, Dylan. Eller gjorde han? Instruktøren blev frikendt af efterforskere, og der blev aldrig rejst sag imod ham. Men nu anklager både Mia Farrow og den voksne Dylan ham igen, og det har fået internet og sociale medier til at dele sig i to uforsonlige fraktioner – dem, der tror, Woody Allen er pædofil, og dem, der ikke gør
Woody Allen har gennem sin advokat bedyret sin uskyld, men ellers har filminstruktøren forholdt sig tavs, mens anklagerne mod ham har taget til. Det forlyder dog, at han snart vil reagere med en kommentar i New York Times.

Woody Allen har gennem sin advokat bedyret sin uskyld, men ellers har filminstruktøren forholdt sig tavs, mens anklagerne mod ham har taget til. Det forlyder dog, at han snart vil reagere med en kommentar i New York Times.

Lionel Cironneau

8. februar 2014

Det begyndte med et tweet. Midt under uddelingen af filmprisen Golden Globe den 12. januar, lige da organisationen bag den tv-transmitterede prisfest, The Hollywood Foreign Press Association, skulle til at hylde Woody Allen med en række klip fra hans film, skrev skuespilleren og aktivisten Mia Farrow på Twitter:

»Tid til at hente noget is & skifte over til #GIRLS … godnat, alle sammen.«

I sig selv en ganske afdæmpet besked, der mindede Farrows Twitter-følgere – ca. 380.000 af slagsen – om, at hun og ekskæresten Allen stadig har et anstrengt forhold til hinanden og har haft det, siden hun i 1992 fandt ud af, at han havde indledt et forhold til hendes adoptivdatter fra et tidligere ægteskab, den dengang 20-årige Soon-Yi Previn.

Ikke længe efter tweetede også Mia og Woodys eneste biologiske søn, 25-årige Ronan Farrow, og hans tone var noget mere uforsonlig:

»Gik glip af Woody Allen-hyldesten – brugte de den del, hvor en kvinde offentligt bekræfter, at han misbrugte hende som syvårig, før eller efter Annie Hall

Bagefter delte Ronan et link til en lang Vanity Fair-artikel fra november 2013, hvori Maureen Orth portrætterer 68-årige Mia Farrow og går i detaljer med bruddet med Woody Allen og beskyldningerne om, at Woody dengang forgreb sig på sin og Mias syvårige adoptivdatter, Dylan.

Mia og Ronans tweets fik selvfølgelig en del opmærksomhed, og der blev skrevet om sagen i adskillige internetmedier. Men det var først to uger senere, da filminstruktøren Bob Weide, manden bag en ny dokumentarfilm om Woody Allen, i en lang artikel i onlineavisen The Daily Beast tog Woody i forsvar, at internettet for alvor reagerede. Ifølge Weides grundige artikel er Allen uskyldig og Dylans beskyldninger et produkt af falske erindringer plantet i hende af en hævngerrig og lettere forstyrret Mia Farrow.

Da New York Times-journalist og menneskerettighedsaktivist Nicholas Kristof, der er en nær ven af familien Farrow, ikke mindst Mia, nogle dage senere skrev om Dylan Farrow på sin blog og publicerede et brev, hvori den nu 28-årige kvinde stærkt og detaljeret beskrev sin fars overgreb, nærmest eksploderede internettet.

Berømtheder som Stephen King blandede sig mere eller mindre heldigt – »jeg vil helst ikke tro, at det er sandt, og der er et element af hysteri i det,« tweetede han om Dylans brev, hvilket han siden måtte undskylde for. Og Lena Dunham, kvinden bag tv-serien Girls – som Mia Farrow hellere ville se end Golden Globe-hyldesten til Woody Allen – tog Dylan Farrows parti:

»De fleste ofre siger aldrig fra. De fleste føler aldrig, at de kan. Den slags er ikke historier, vi fortæller for sjov for at få opmærksomhed eller hævn.«

Følelser kom i kog, som de forståeligt nok gør, når der er tale om overgreb mod børn, og Woody Allen blev lagt for had og udstillet i de sociale mediers gabestok. Der blev skrevet lange svar og angreb på Bob Weide og hans artikel, og der blev argumenteret for, at man ikke længere kunne se Woodys film med de samme øjne – at beskyldningerne havde ødelagt dem, og at de endda rummede beviser for, at han havde pædofile tendenser og kun så sig selv som offer.

»Hvis man siger ting som, at ’vi kan virkelig ikke være sikre på, hvad der skete,’ i særlig grad tager den meget specielle Woody Allen i forsvar, så siger man, at hans uskyld er mere sandsynlig end hendes,« skrev Aaron Bady i nettidsskriftet The New Inquiry.

Alle, der tillod sig at forsvare instruktøren, var pædofiliapologeter og bekræftede, at vi lever i en verden, hvor mænd bestemmer, og kvindelige ofre for sexforbrydelser ignoreres. Mange af dem, der i forvejen ikke kunne lide Allen eller hans film, brugte det som argument for, at han var skyldig.

Woodys venner, bekendte og skuespillere blev afkrævet stillingstagen, mens instruktøren selv nøjedes med gennem sin advokat at fastholde sin uskyld – selv om det forlyder, at han snart vil reagere med en kommentar i New York Times. Men der var ikke længere plads til tvivl, og enten var man i bedste George W. Bush-stil med, eller også var man imod, og så var man selv ude om det. Folkedomstolen i form af internettet og de sociale medier havde talt: Woody Allen var skyldig. Farrow-familien talte sandt.

Ingen pædofile tendenser

Det er vel her på sin plads, at jeg gør min egen stilling i den komplekse affære klar. Jeg holder umådeligt meget af Woody Allen, og jeg glæder mig, hver gang en af den nu 78-årige instruktørs film kommer i biografen. De fortæller morsomt og intelligent om det at være menneske, og jeg kan ofte spejle mig i hans neurotiske hovedpersoner og genkende deres angst for både livet og døden og deres problemer med kærligheden og det modsatte køn. Og ja, Allen kan godt lide unge kvinder – i filmene og åbenbart også i det virkelige liv – men pædofile tendenser er der ingen af i hans værk.

Jeg har interviewet Woody Allen to gange – jeg har også interviewet Bob Weide – og jeg kan ikke forestille mig, at han er skyldig. I sin artikel argumenterer Weide desuden overbevisende for, at Woody ikke gjorde det, Farrow-familien påstår, at han gjorde.

Blandt meget andet fandt man ingen fysiske beviser på, at Dylan var blevet misbrugt, og efterforskere frikendte Woody Allen, hvorfor det aldrig kom til en retssag. Påstanden om, at overgrebet skulle være foregået på et loft i Farrow-familiens sommerresidens og i hele familiens nærhed på et tidspunkt, hvor Mia og Woody lå i åben krig, giver heller ingen mening.

Men læs selv artiklen; der er en række usandsynligheder og tvivlsspørgsmål i forhold til beskyldningerne mod Woody Allen, der gør det svært at se ham som skyldig. Det betyder så omvendt, at Mia Farrow lyver og manipulerer med sin datter – og har gjort det i 22 år – og det er næsten lige så ufatteligt.

Dysfunktionel familie

Jeg har læst Dylan Farrows brev, og det påvirkede mig. Det gjorde ondt og fik mig til at tvivle. Det er et velskrevet brev af en voksen kvinde, der kender sine virkemidler, og som selv tror på det, hun skriver. Alene indledningen på brevet er stærke sager:

»Hvilken Woody Allen-film er din favorit? Før du svarer, skal du vide: Da jeg var syv år gammel, tog Woody Allen mig ved hånden og førte mig ind i et mørkt, skabsagtigt loft på anden sal i vores hus. Han sagde, jeg skulle lægge mig på maven og lege med min brors elektriske tog. Så forgreb han sig på mig seksuelt.«

Jeg har læst Maureen Orths Vanity Fair-artikel. Den er en art helgenkåring af Mia Farrow, der i dag bruger det meste af sin tid på velgørende arbejde blandt andet sammen med Nicholas Kristof. Men det er også historien om en dysfunktionel familie og en kvinde, der tilsyneladende gerne bøjer virkeligheden, så den passer til hendes behov. Af Vanity Fair-artiklen fremgår det f.eks., at Ronan Farrow muligvis slet ikke er Woody Allens søn, men Frank Sinatras. Mia Farrow, der som ung havde en faible for ældre mænd, havde efter eget udsagn en affære med sin tidligere mand, den da 71-årige Sinatra, mens hun var kæreste med Allen.

Jeg har også set et 20 år gammelt tv-interview med Woody Allen, hvori han åbent og troværdigt bedyrer sin uskyld og fortæller om det temmelig betændte forhold mellem ham og Mia Farrow og om, hvordan hun truer ham med at slå ham ihjel.

Og endelig har jeg for blot et par dage siden læst et helt nyt interview i People Magazine med Moses Farrow, et tredje af Mia og Woodys børn, også en adoptivsøn, der blandt andet siger, at »jeg ved ikke, om min søster virkelig tror, at hun blev misbrugt, eller om hun prøver at gøre sin mor glad«.

Moses – der som dreng også lagde afstand til sin far, da Woody og Mia gik fra hinanden, og Woody flyttede sammen med Soon-Yi – blev for nogle år siden forsonet med sin far og fortæller om, at han og hans søskende af Mia blev tvunget til at hade Woody.

»Min mor bankede det ind i mig, at jeg skulle hade min far, fordi han havde ødelagt familien og misbrugt min søster seksuelt,« siger Moses, der i dag er familieterapeut.

Folkedomstolen har talt

Det er med andre ord et morads af beskyldninger og modbeskyldninger, der fyger gennem luften, og hæver man sig op over det hele – og forsøger at være en smule objektiv – kan man se to lejre, som hver holder lige stejlt på sit, og som hele tiden skærper tonen i de fortsatte angreb på modparten.

Forleden skrev den amerikanske journalist og forfatter Michael Wolff f.eks. en klumme i britiske The Guardian, hvori han beskyldte Mia Farrow for at have orkestreret hele balladen for at skabe opmærksomhed omkring familien og ikke mindst den nyuddannede Ronan. Wolffs vægtigste argument er, at Ronan for ganske nylig fik sit eget talkshow på MSNBC.

»Det kræver ikke megen skepsis at se Ronan-positioneringen som en del af en kontinuerlig forholdsvendetta (mod Woody Allen, red.) med Ronan som sin mors våben,« står der blandt andet i klummen. At Ronan Farrow kunne være en dygtig og begavet ung mand med skarpe meninger og et hurtigt hoved, kan Wolff slet ikke forestille sig.

Og sådan bølger slaget frem og tilbage med mere eller mindre valide argumenter og diskussioner, der ofte fortaber sig i detaljer, som skygger for den eftertanke og de mere principielle overvejelser, sagen også kalder på.

Først og fremmest er det en tragedie af format, der bliver oprullet, mens alverden kigger på, og man kan sige, hvad man vil om Woody Allen – det er ikke ham, men Mia Farrow, der vil det således. Hun vandt ikke, da sagen første gang blev undersøgt for 20 år siden. Nu prøver hun igen, denne gang ikke med politiets hjælp eller i en retssal, men i folkedomstolen, som ikke mindst pga. internettet er lynhurtig til at afsige sin dom, og som ikke behøver beviser eller andre formalia, bare en masse store følelser og ufravigelige meninger.

Falske minder

Det er interessant, som hele sagen på den måde trækker tråde til Thomas Vinterbergs Oscarnominerede Jagten. Den handler om en mand, der uskyldig anklages for at have forgrebet sig på en lille pige i den børnehave, hvor han arbejder. Følelserne er mange og store, når det er børns velfærd, det handler om, og velmenende og bekymrede voksne får den lille pige til at sige ting, der ikke passer. Og mistanken og fordømmelsen spreder sig som en virus i det lille samfund, hvor filmen foregår, og manden udstødes. Selv om han siden bliver frikendt, hænger mistanken alligevel ved ham.

Det samme gør den ved Woody Allen, og det vil uundgåeligt præge folks oplevelse af hans film nu og i fremtiden – og både nye og gamle film. Det er faktisk allerede begyndt, og mere besindige stemmer bliver overdøvet af det skingre hylekor, der vil have os til at tage afstand fra instruktørens film eller læse dem på en bestemt måde, som kun bekræfter, at han er et monster.

Samtidig handler Jagten, der er baseret på virkelige begivenheder i både ind- og udland, om plantede erindringer og børn, som lægges ord i munden af pædagoger, terapeuter og voksne. Hukommelsen er en manipulerbar størrelse. Minder kan plantes og formes efter behov, især når vi er børn, og især af mennesker, vi stoler på og gerne vil gøre glade.

Det egentlige offer

Det mener f.eks. den amerikanske psykolog Elizabeth Loftus, der har forsket på området i mange år.

»Mange mennesker tror, at hukommelsen virker ligesom et optageapparat,« sagde hun til et TED-foredrag i september sidste år.

»Man optager informationerne, og så finder man dem frem og afspiller dem, når man vil besvare spørgsmål eller identificere billeder. Men hukommelsen er virker mere som en Wikipedia-side. Man kan gå ind og ændre på den, og det kan andre mennesker også (...) Hvad jeg gennem årtier med mit arbejde har fundet ud af er, at bare fordi nogen fortæller én noget, og de siger det med overbevisning, bare fordi de taler detaljeret om det, og bare fordi de siger det med overbevisning, betyder det ikke, at det rent faktisk er sket.«

Men ligegyldig hvad der er sket – om det er Woody Allen eller Mia Farrow, der har gjort skade på deres datter – så er det Dylan Farrow, der er sagens egentlige offer. Den unge kvinde på 28 år har befundet sig i et følelsesmæssigt og mentalt limbo, siden hun var syv år gammel, og det bliver formentlig ikke bedre af, at medierne så grådigt har kastet sig over en sag, hvor hun mere eller mindre frivilligt er blevet taget som gidsel.

Det store spørgsmål, som mange andre journalister før mig har stillet i de seneste dag og uger, er, om vi nogensinde får at vide, hvad der reelt skete dengang i 1992. Hvordan man agerer i dag, handler mere om tro end om vished, og jeg ved godt, hvad jeg selv tror. Jeg er ikke sikker, men jeg tillader mig at lade tvivlen komme Woody Allen til gode.

 

Bob Weides artikel fra The Daily Beast

Dylan Farrows brev på Nicholas Kristofs blog

60 Minutes-interview med Woody Allen fra 1992

Maureen Orths Vanity Fair-portræt af Mia Farrow:

Artikel fra Slate.com, der er stærkt kritisk over for Woody Allen og Bob Weides artikel

People Magazines interview med Moses Farrow

Artikel fra Slate.com om det farlige i folkedomstolen

Michael Wolffs Guardian-klumme om Ronan Farrow

Elizabeth Loftus' TED-foredrag om hukommelse og plantede minder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Riis
  • ulrik mortensen
Martin Riis og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allen er der kun en af .... lad os hellere tage fat paa den katolske kirkes embedsmaend, dem er der mange af.

Ikke at Allen skal slippe, hvis han har gjort noget forkert, men ovelad det til rette instanser.

I kirkens tilfaelde er problemet jo netop, at disse embedsmaends seksuelle overbgreb IKKe bliver overladt til rette instanser.

ALtsaa fokus paa praesterne og lad Allen sejle sin egen soe uden for avisernes soegelys ... ret soegelyset mod praesterne og Vatikanets ugerninger: Hver dag, hele dagen, indtil disses mistugt bliver politiefterforsket paa behoerig vis ... ligesom det da forhaabentligt sker i tilfaeldet Allen.

Men det er jo sjældent at folk gifter sig med en adoptivdatter?
Måske skulle amerikanske skuespillere ikke adoptere så mange børn, med den skilsmissekvotient der figurerer?

Morten Balling

Fremragende artikel. Jeg er ikke selv i stand til at vurdere hvem jeg tror der taler sandt, men jeg kom også selv til at tænke på Loftus' super interessante TED talk, da jeg efter at have læst Dylan Farrows åbne brev, begyndte at grave mere i historien. En i den sammenhæng interessant historie jeg også stødte på var:

http://en.wikipedia.org/wiki/McMartin_preschool_trial

Det hele satte mig virkeligt i et dilemma. På den ene side er plantet hukommelse ikke noget man kan overse, på den anden side er det et forfærdeligt argument at bruge overfor misbrugte børn, som prøver at få sandheden frem.

Det mest interessante (og skræmmende) har dog været at følge hvordan mennesker er klar til at klynge Woody Allen op i den nærmeste lygtepæl, baseret på fornemmelser, egne forfærdelige oplevelser, alment had til mænd og/eller berømtheder, at manden er "underlig" (og lille) og at han giftede sig med Mia Farrows adoptivdatter. Det sidste synes jeg egentlig også er ret skummelt ud fra min egen etik, men det beviser intet ift. Dylans historie, og berettiger ikke nogen lynchning.

Som Monggaard og en af mine venner bemærkede: Lige meget hvad der er virkelighed, er det forfærdeligt synd for Dylan Farrow.

Ib Christensen, Lone Christensen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

@ anne eriksen

"Men det er jo sjældent at folk gifter sig med en adoptivdatter?"

Hvis det er Soon Yi du mener, så var hun ikke Woody Allens adoptivdatter, men ja det er nogle komplicerede familieforhold.

Jens Hougaard, Anne Eriksen, Troels Ingvartsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

>>"Of course Woody did not molest my sister," Moses, 36, told People magazine.
He continued, "My mother drummed it into me to hate my father for tearing apart the family and sexually molesting my sister. And I hated him for her for years. I see now that this was a vengeful way to pay him back for falling in love with Soon-Yi...... I don't know if my sister really believes she was molested or is trying to please her mother. Pleasing my mother was very powerful motivation because to be on her wrong side was horrible."<<
Moses Farrow - http://gma.yahoo.com/dylan-farrow-39-brother-moses-says-mia-farrow-20035...

Så er der vist ikke mere kød på det ben !

@Torben
Du må jo danne din egen mening.

Faktum er dog at rigtigt mange mænd udsættes for opdigtede anklager om seksuelle eller fysiske overgreb på egne, pap eller lånebørn.
En af mine gode venners bror var i DR2-dagen forleden fordi han har skrevet en bog om sin oplevelse med at blive nægtet adgang til sine børn(bosat i Sverige med svensk mor) grundet falske anklager om overgreb.
Jeg har selv oplevet, da jeg og kranen gik fra hinanden, at blive truet med en sådanne falske anklager.
Du kan, som mand, glemme alt om retsikkerhed og rimelighed. Glemme alt om ligestilling og fair rettergang. Glemme alt om uskyld indtil det modsatte er bevist.
En sådan anklage vil stigmatisere manden for livet mens kvinden i de fleste tilfælde vil klare frisag.

Lone Christensen

Nu mere jeg læser, nu mere mærkelig og ubehagelig synes jeg, at Woody Allen fremstår.

Her er nogle facts: http://www.vanityfair.com/online/daily/2014/02/woody-allen-sex-abuse-10-...

Jeg forstår Mia Farrow's frygt for Woody Allen's magt. Hvis der er nogen, som søger hævn, så må det vist være ham!
Hans sidste stunt beskrevet i Vanity Fair:
Woody Allen’s latest movie, Blue Jasmine, is about two very different adopted sisters. Jasmine (Cate Blanchett) has changed her name (as a number of Mia’s children have). A scene in which Jasmine’s rich and crooked husband (Alec Baldwin) confesses his infidelity with a teenage au pair is played out in their New York apartment, and Jasmine freaks out. After Mia reacted to the news of Soon-Yi, Allen’s circle sought to characterize her as a vengeful female, drinking and popping pills, as Cate Blanchett does throughout the film.

En meget ubehagelig og ulykkelig situation for alle parter.

Josephine Lehaff

Kunne vi ikke få en lidt mindre ensidig artikel?
En artikel som for eksempel også nævner, at Allen først nægtede nogensinde at have været i loftrummet, men måtte indrømme at det ikke passede, da man fandt hans hår deroppe.
Eller at Allen nægtede at tage en løgndetektor test administreret af politiet, men i stedet selv hyrede folk til at administrere den. Eller at en dommer ikke inddrog den psykiske analyse af Dylan, som konkluderede at hun led af falsk hukkommelse, fordi den var udført på usagliegvis af tre personer som på ingen måde var neutrale i deres forhold til Allen (ifølge dommeren. Det er den undersøgelse skribenten omtaler. En undersøgelse hvis dokumentation i øvrigt blev destrueret af dem, der udførte den). Eller at en dommer vurderede, at Allen havde et upassende forhold til Dylan, og han derfor ikke fik custody. Eller at Allen allerede flere år inden sagen var i behandling for upassende opførsel overfor Dylan.

Dylans side af sagen (og sagen er imellem Dylan og Allen, ikke imellem Mia og Allen) bør også inkluderes i en artiklen, og Dylan har mere end sin hukkommelse på sin side.

Niels Ibsen, Eva eldrup og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Josephine

Ja, for hvis det står i Vanity Fair, så er det jo sandt…

Som Monggaards artikel fint og nuanceret beskriver er sagen så kompleks at den er umulig at finde hoved og hale på. Den har været prøvet ved retten og Woody Allen blev ikke dømt for noget. Udover at vores retssystem er bygget op over at ingen er skyldige før de er dømt, er man også uskyldig hvis man frikendes. Det er et spørgsmål om at vælge mellem to onder. At dømme uskyldige eller at lade forbrydere gå fri. Specielt i lande med dødsstraf synes jeg den regel er temmelig fornuftig.

Hvad synes du man skal gøre? Skal man tage alle indicier for/imod og så vurdere på ens mavefornemmelse? For mig at se, er det ligeså meget retssikkerhed, som når man tidligere dyppede hekse (mfl.) i vand for at se om de holdt op med at trække vejret (og dermed var skyldige).

Én ting har jeg dog fundet ud af med sikkerhed ved at læse om sagen her: Man skal virkelig gå kilderne efter, og vurdere om de har interesser i at sige/skrive som der gør.

Ps. For at der ikke skal være nogen tvivl: Hvis Woody Allen er skyldig i Dylan's anklager håber jeg at han får et flygel i hovedet (begge to). Men jeg ved det ikke, og ville dermed råbe "Pas på!", hvis jeg så ham stå under et faldende flygel.

Anders Sørensen

Morten Balling, jeg er ikke ekspert i hekseforfølgelser, men var det (blot som et kuriosum) ikke sådan, at hvis vedkommende druknede, SÅ var hun ikke en heks, men tough luck alligevel - og hvis hun IKKE druknede, SÅ var hun en heks, og sur røv...

Josephine Lehaff

Det har ikke været prøvet i retten. Det blev bragt på banen i et custody case, hvor dommeren konkluderede:
"There is no credible evidence to support Mr. Allen's contention that Ms. Farrow coached Dylan or that Ms. Farrow acted upon desire for revenge... Ms. Farrow's statement to Dr. Coates that she hoped that Dylan's statements were a fantasy is inconsistent with the notion of brainwashing... I believe that the opinions of Dr. Schutz and Dr. Coates may have been colored by their loyalty to Mr. Allen."

Og om "The Yale New Haven investigation":
"The notes of the team members were destroyed prior to the issuance of the report... The unavailability of the notes together with their unwillingness to testify at the trial except through the deposition of Dr. Levanthal, compromized my ability to scrutinize their findings and resulted in a report that was sanitized... Unlike the Yale-New Haven team, I am not persuaded that the video of Dylan is the product of leading questions or of the child's fantasy... The credible testimony of Ms. Farrow, Dr. Coates, Dr. Levanthal and Mr. Allen does, however, prove that Mr. Allen's behavior towards Dylan was grossly inappropriate and that measures must be taken to protect her."

Du kan læse hele dommen her: http://amradaronline.files.wordpress.com/2014/02/205403621-allen-v-farro...

Det har jeg gjort.

Morten Balling

@Josephine

Den har jeg også læst. Det blev jeg ikke mindre forvirret af.

Nu vi er ved citaterne:

"In 2004, Orth wrote an article about Jackson serving alcohol to a 13 year old Japanese boy named Richard Matsuura in 1998 based on the stories of Myung Ho Lee, Jackson's former business advisor. NBC News' Mike Taibbi contacted Matsuura who said the story was completely false. Vanity Fair has since deleted all references to Matsuura from their website despite Orth's initial refusal to retract the story."

Men for at vende tilbage til mit spørgsmål: Hvad synes du man skal gøre?

Jørn Andersen

Også herhjemme har vi set eksempler på kvinder , der har trukket misbrugskortet f.eks.overfor deres mand i en skilsmissesituation , og næsten per automatik er både offentlighed og myndigheder på deres side og selv på trods af frikendelser vil mistanken altid klæbe til manden. Så det våben kan Mia Farrow da sagtens have benyttet sig af

Josephine Lehaff

Jeg synes vi skal lade være med at lade som om, at manden er blevet frikendt, for det er han ikke. I den sag der har været, fandt dommeren det mere sandsynligt at Allen's omgang med barnet havde været upassende, end at Mia havde hjernevasket barnet og derfor fik han ikke besøgsret med Dylan.

Josephine Lehaff

Morten, har du læst alle 33 sider? Jeg har i øvrigt ikke læst VF artiklen, som jeg "beskyldes" for. Jeg har til gengæld læst Dylans artikel, Allens artikel, Weides artikel og dommen fra skilsmissesagen.

I bedes tage stilling til dette her:

" Blandt meget andet fandt man ingen fysiske beviser på, at Dylan var blevet misbrugt, og efterforskere frikendte Woody Allen, hvorfor det aldrig kom til en retssag. Påstanden om, at overgrebet skulle være foregået på et loft i Farrow-familiens sommerresidens og i hele familiens nærhed på et tidspunkt, hvor Mia og Woody lå i åben krig, giver heller ingen mening. Men læs selv artiklen; der er en række usandsynligheder og tvivlsspørgsmål i forhold til beskyldningerne mod Woody Allen, der gør det svært at se ham som skyldig. Det betyder så omvendt, at Mia Farrow lyver og manipulerer med sin datter – og har gjort det i 22 år – og det er næsten lige så ufatteligt."

Nu kan efterforskere altså ikke frikende nogen, det kan en kun en dommer ved en retssag! Men efterforskerne besluttede, ud fra beviserne, at man ikke ville kunne få en dom! Og ja, selvfølgelig fandt man Allen's hår på loftet, det var jo hans loft, ikke sandt! Og nu har jeg læst det linkede dokument mv. Og her står der helt fantastisk, at Dylan har taget skade emotionelt af sin fars forhold til Mia Farrow's adoptivdatter....og Dylan's søster altså... Og ja, det er nok muligt...men hvorfor skal vi høre om det i medierne og her....

Og hvad betyder upassende i denne her sammenhæng? Og husk at vi her taler ind i en amerikansk puritansk sammenhæng hvor selv det at vise sig nøgen for sine børn i nogle stater og for nogle mennesker er 'inappropriate conduct.'

Josephine Lehaff

Upassende var blandt andet at en babysitter fandt ham med hovedet i Dylans skød.

Kvindens kønsorganer er enormt helingsdygtige. (Vi skal trosalt gerne være i stand til at bære og føde flere end et barn.) Det er ikke unormalt at fysiske tegn på misbrug heler. Misbruget var berøring ikke penetration ifølge Dylan, det giver ikke store fysiske tegn med mindre det udføres med vold.

Efterforskningen afvises af en dommer for at være partisk og uprofessionel.

Allens forklaring var at han ikke havde været på loftet grundet hans klaustrofobi.

Morten Balling

@Josephine

Som jeg skrev højere oppe satte Dylan's brev mig (og tydeligvis mange andre) i et dilemma. Normalt ville jeg være temmeligt "ligeglad", i erkendelse af at det ikke vedkom mig, samt at jeg hverken er dommer eller har mulighed for at vurdere sagen til bunds. Men jeg holder meget af Woody Allens film, og det ville jeg have det svært med, når de er så personlige som de er, hvis jeg vidste at Dylan's historie er sand. Samtidig blev jeg fascineret og skræmt over folkedomstolen på nettet, og den måde den foregår på. Jeg har tidligere vendt det døve øre til det meste af den slags.

Af samme grund(e) besluttede jeg mig for at finde ud af, hvad der var op og ned på det hele. Her var det bare utroligt svært. Derfor begyndte jeg også at læse alt hvad jeg kunne finde, inkl. de 33 sider. Som jeg også skriver var det ret tydeligt undervejs, at mange ytrede sig udfra personlige holdninger og interesser, og derfor var kildekritik ekstremt vigtig.

Jeg opfatter ikke Orth som et neutralt sandhedsvidne, lige så lidt som Weide. Jeg læser hvad de skriver, men jeg prøver også at tænke "hvorfor mon skriver de sådan?". En metode jeg ofte bruger er at wiki'e personerne og tjekke deres fortid, specielt de afsnit som hedder noget i stil med controversial. Ift Orth, finder jeg det tankevækkende at hun åbenbart tidligere er blevet taget i en løgn, i en lidt tilsvarende sag. Det gør at jeg er ekstra forsigtig med ting hun skriver. Weide og Woody Allen kender hinanden rigtigt godt, siden Weide's 3 timer og 13 minutter lange portræt af manden. Og ja, det har jeg også set.

Josephine Lehaff

Det er også en ting at konkludere, at det ikke er til at vide hvad der er op og ned i sagen. Det er legitimt nok. Jeg ser dog tre store problemer med måden sagen bliver håndteret af medierne og på nettet.
1. Man kan konkludere at man ikke ved noget, men mange konkludere at Mia Farrow må have hjernevasket Dylan, med den begrundelse at de ikke har fået endelige beviser på at Allen er skyldig. Skyldig indtil modsatte er bevist må gælde både Allen og Farrow, hvis det skal bruges som argument.
2. Dylans egne ord tilsidesættes og sagen behandles som en uenighed imellem Farrow og Allen, på trods af at det er Dylan, der bringer beskyldningerne på banen. Offeret tilsidesættes og ignoreres således til fordel for en kamp imellem hendes mor og Allen.
3. Myter omkring seksuelle forbrydere løber løbsk. Mange, blandt andet skribenten her, argumenterer for at deres positive erfaring med Allen, bevidner hans uskyld. Sådan fungerer seksuel krænkelse og krænkere ikke. Hvis krænkere opførte sig asocialt og viste tegn på deres drifter, ville de aldrig få en chance til at forgribe sig på nogen, alene fordi de ikke ville få lov til at komme i nærheden af et barn. Man kan desværre ikke skue hunden på hårene.

Anders Sørensen

Josephine Lehaff:

1) Mange konkluderer det ene, mange det andet. Retssystemet konkluderede, at Allen skulle gå fri. Det vægtigste argument har fortalerne for Allens uskyld hermed. For vi ved jo ikke noget.
2)Dylans ord bliver taget alvorligt - og således gør også det faktum, at hun kan være blevet manipuleret af den ene eller den anden.
3)Mange vil sikkert være tilbøjelig til at mene, at Allen taler med de vægtigste ord grundet kunstnerisk tyngde og magtposition. Atter mange vil være af den mening, at hans udsagn undermineres af forhold til ekskones adoptivdatter. Du bliver så uvederhæftig ved at mene, at SELVOM man ikke direkte udviser tegn på at være krænker, så kan man skam sagtens være det alligevel. Og måske endda i højere grad, jo mere man agerer uskyldig....

Lone Christensen

Som jeg har forstået det, så var det rent faktisk ikke Mia Farrow, som anmeldte Woody Allen!
Dylan gik i terapi og det var terapeuten, som gjorde, som hun skulle i følge loven, nemlig anmelde det, når der var mistanke om overgreb.

Woody Allen gik i terapi FØR anmeldelsen pga. problemer med hans upassende adfærd og forhold til Dylan.

Så vidt jeg ved, så har Mia og Woody altid boede hver for sig, så Woody blev forment samvær med 3 af sine børn efter anmeldelsen, og Mia endte med at få forældremyndigheden.

Der går rygter på nettet om, at Woody skulle have været venner med en kreds af dømte pædofile i 1970'erne og 1980'ernr. Der tales om en Elitegruppe af pædofile. Jeg har læst udtalelser fra en mand, som blev misbrugt dengang, og som mødte Woody flere gange til forskellige fester. Hans udtalelser er bl.a. at finde på Mia Farrow's facebook profil.

Jeg har tænkt lidt over, at Mia måske selv må have nogle gamle skader(?) af en slags, da hun har været omgivet af pædofile. Hendes egen bror er dømt, og hun skulle være nære venner med Polanski. Det skal dog siges, at Polanski meldte sig selv og tilstod sine handlinger. Mia har været gift med Woody i 13 år, mener jeg det er, og flere forskellige barnepiger har udtalt sig om Woody's upassende adfærd overfor Dylan.
Når jeg nævner dette, så er det ikke fordi jeg på nogen måde, tror, at Mia har været medskyldig i pædofili, men at det kan tænkes, at hun i sin bagage har svigt m.m., som har gjort, at hun ubevidst har opsøgt en problematik, for psykisk/sjæleligt at bearbejde det. Noget, som man ofte ser, at ofre gør ubevidst. De opsøger samme adfærdsmønstre som de var udsat for som børn, som voksne, for at 'få løst' problemerne/helet smerten. Det er ikke til at vide, om det kan have spillet ind, jeg har bare overvejet dette, da jeg blev bekendt med, at hun har (haft) 3 mænd i sin tætte omgangskreds, som har begået overgreb mod mindreårige piger.

Uanset hvad, så synes jeg, at Woody's opførsel er ubehagelig, og ja sted-datteren var voksen, da de officielt indledte et forhold. Men hvor gammel var hun, da han tog de pornografiske billeder af hende?? Jeg synes, at artiklen i The Guardian er inde på noget af det rigtige, nemlig, at uanset hvad, så har Woody begået psykisk overgreb på alle hans børn, da han begik incest med deres søster!

Lone Christensen

Det 3 medlemmer af det udvalg i New Haven var IKKE uddannet hverken psykologer eller psykiatere, og de udtalte sig UDEN at have haft Dylan til samtaler! Så kan man godt forstå, at en dommer ikke mener, at deres udtalelse ikke kan bruges i retten.

At han ikke ville tage en løgndetektor test kan jeg godt forstå, en sådan er nemlig ikke fem potter lunken pis værd.

Den virker ved at folk er så bange for den afsløre løgn, at folk siger sandheden først.

år 1921 har ringet de vil gerne have deres "detektor" tilbage.

Josephine Lehaff

Anders, retten konkluderede ikke at Allen skulle gå fri, det har retten slet ikke haft lejlighed til. Man smider ikke folk i fængsel efter en forældremyndighedssag, man vurderer udelukkende om de skal have forældremyndighed. Man kan frakende forældremyndighed, hvis der er begrundet mistanke om upassende omgang med børnene, men man kan ikke komme nogen i fængsel for sådan opførsel, uden de har været ved retten for det. Der har aldrig været lejlighed til at smide Allen i fængsel. Der har udelukkende været lejlighed til at sikre, at han ikke fik forældremyndighed, hvilket retten gjorde.

Niels Ibsen, Karsten Aaen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Christian Monggaard

Jeg vil ikke skrive alt for meget mere som supplement til min artikel, blot anføre et par ting.

1. Jeg er også i tvivl, og det skriver jeg i min artikel. At det handler om tro og ikke vished. Desuden lægger jeg min holdning/tro åbent frem.

2. Problemet er, som flere af jer anfører, at vi ikke ved, hvad der er foregået, og ens stillingstagen afhænger helt og holdent af, hvem man tror på. Og jeg er ikke sikker på, at den dommer/anklager, der hele tiden refereres til, var mere uvildig end de efterforskere, der ikke mente, at der var grund til at rejse en sag mod Woody Allen.

3. Jeg har også læst den 33 sider lange rapport, og i den skrives der meget om Woody Allens ’upassende’ adfærd over for Dylan. Den adfærd handlede dog ikke om sex, men om et intimt og tæt forhold, som ja, kan opfattes forkert, hvis man vil, men som bestemt også kan opfattes, som om Woody Allen følelsesmæssigt havde knyttet sig meget tættere til sin adoptivdatter, end han fra begyndelsen havde forestillet sig, at han ville. I det hele taget er der mange ting i rapporten, som kan opfattes forskelligt og bruges som forsvar eller angreb, alt efter hvilke briller man læser den med.

4. Woody Allen og Mia Farrow var aldrig gift, og de boede i hver sin lejlighed i New York. Børnene boede alle hos hende, og Woody havde ikke meget med dem at gøre. Billederne, han tog af Soon-Yi, var ikke pornografiske. Det var nøgenbilleder, og der er trods alt forskel. Endelig var hun 19 eller 20 år gammel, da de indledte deres forhold.

Anders Sørensen

Josephine, hvis sagen er så stor, hvorfor har den så ikke været for "retten"?

Jeg mener, pædofili er da en ret stor ting? Det må da være vigtigt faktisk at få det for en reel domstol?

Det er så tilsyneladende ikke sket, hvorfor man, hvis ikke spekulation og anden agenda skal inddrages, må konkludere, at Allen er uskyldig, eftersom han ikke er blevet dømt.

Vi kan konkludere, at Allen ikke har begået overgreb. Vi kan konkludere, at han lever sammen med sin ekskones adoptivdatter. Det er, hvad vi ved - ud over spekulation.

Josephine Lehaff

Vi kan ikke konkludere noget som helst. Ifølge advokaten, Maco, var der probable cause, men Dylan var så traumatiseret af forældremyndighedssagen, at hun ville lide skade, hvis de anklagede Allen. Ligesom ikke alle voldtægtssager kommer for retten, fordi det er udmattende og ydmygende for offeret, er det heller ikke alle pædofilisager, der gør det. Det ville heller ikke tjene Dylan, da Allen allerede ville blive holdt væk fra hende på grund af forældremyndighedssagen.

Lone Christensen

Anders Sørensen,
Som jeg kan forstå det, så blev sagen aldrig ført i retten fordi man til sidst mente, at man vil skåne Dylan, da hun allerede havde været ret udsat m.m. (Hun var 7 år gammel).

Okay, Morten Balling, jeg troede at Mia og Woody var gift.

Christian Munkgaard, jeg synes, at jeg netop læste at billederne af sted-datteren var pornografiske?

Morten Balling

En af de ting jeg har erfaret undervejs i al min læsning er at også min hukommelse løber om hjørner med mig. Jeg var 100% sikker på at sagen havde været for retten, men kan godt se at det var den anden retssag jeg havde fået flettet ind her.

En måde at huske noget vigtigt på:

One of Larry's attributes that was well-known to the public was his many tattoos. Although Larry didn't have most of his tattoos for decades (he got his neck tattoo when he was in his mid 40s in the mid 1990s), he wore them as if they were intrinsic to his person. The tattoo on his neck, which went across the front of his throat, was often commented on.

The tattoo read:
IN GOD WE TRUST
VENGEANCE IS MINE
SAYETH THE LORD
NO FEAR

The lettering of the middle two lines was in reverse so that it could be read in the mirror. Larry said that it was his way to remind himself not to judge others and that revenge was not his job.

http://en.wikipedia.org/wiki/Indian_Larry

Josephine Lehaff

Ulf, jeg er helt enig i at løgndetektortesten er fuldstændig uddatteret. Men Allen bruger selv det test som en del af sit forsvar, og hvis noget kan siges at være mindre overbevisende som forsvar end en løgndetektor test, så må det være en løgndetektortest, som man selv har betalt for at tage uden om politiet.

Niels Ibsen, Lone Christensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Josephine Lehaff, vi kan konkludere, at ifølge gældende retsprincipper er Allen uskyldig.

Vi kan så også formode og drage egne konklusioner, og endda insinuere. Det sidste gør du.

Du kan forhåbentlig godt se, at argumentationsteknikken, at "retssagen ville have for store konsekvenser for det eventuelle offer" ikke er holdbar.

Morten Balling

@ Lone:

Jeg har ikke set billederne (og har heller ikke rigtigt lyst), og jeg har også svært ved at finde en grænse for hvornår noget er pornografisk. Den bedste beskrivelse af billederne jeg har læst, var at Soon-Yi var nøgen, med spredte ben vendt mod kameraet.

De var i hvert fald så "pornografiske" at Mia Farrow blev vred. Det var jeg også blevet i den situation, og selvom jeg stadig ikke mener at Woody Allen er bevist skyldig i misbrug af Dylan, har jeg læst en del ting, som har, skal vi kalde det, nuanceret mit billede af Woody Allen.

Een ting der ingen tvivl hersker om :
Ligesom Woody godt kan lide unge Kvinder har Mia Farrow et eller andet med 'gamle mænd' !
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvad det er for svinestreger der pågår siden vi skal distraheres af en 20 år gammel kendis-skandale ..

Her har én af Informations stjernereportere - undskyld udtrykket - fundet dagens nyfigne emne - som er ethvert dameblad værdigt - hold da op, hvor er vi kollektivt forargede - med 20 års forsinkelse ...

Michael Kongstad Nielsen og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Christian Monggaard

Lone Christensen: At billederne i enkelte artikler bliver beskrevet som pornografiske, ser jeg som et forsøg på at vende en stemning. Nøgenbilleder er ikke pornografiske, og efter alt at dømme, var det netop nøgenbilleder af Soon-Yi, Mia Farrow faldt over. En grim oplevelse, det indrømmer jeg gerne, og jeg forstår godt, at hun blev vred og chokeret.

Men lad os også lige huske på, at Mia Farrow selv var meget ung, formentlig teenager, da hun indledte et forhold med og siden blev gift med den meget ældre Frank Sinatra, og at hun, da Woody Allen fandt sammen med Soon-Yi, havde haft en affære med Sinatra – det har hun selv fortalt – og at Ronan Farrow angiveligt er Sinatras søn, ikke Woodys.

Lone Christensen, Morten Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Må jeg ikke minde de tilstedeværende damer og herrer om at i 1970erne og måske helt op til 1990erne tog billeder af nøgne børn og delte dem med vennerne, når de kom på besøg, altså dengang man havde foto-albums. Det var - og er - måske naturligt at børn om sommeren løber nøgne rundt....

Og har måske nogen sinde set billedet http://www.jfwillumsensmuseum.dk/index.php?id=192
badende børn på skagen strand, 1909, af J.F. Willumsen. Læg mærke til, at her skildes nøgne børn som noget helt naturligt!

Og glem så aldrig at i USA opfattes billeder af nøgne børn altid som pornografiske!

Morten Balling

@ Karsten

Jeg kan godt kende følelsen af at den bonerte bølge skyller ind over os, men måske ikke lige her.

Soon-Yi var ikke et barn. Hun var mellem 19-21 år gammel da billederne blev taget. Hendes præcise fødselsdato er ukendt.

Mia Farrow fandt billederne i Woody Allens lejlighed, på et tidspunkt hvor de stadig var kærester. Derfor blev hun (med rette) vred. Det kan man roligt danne sig sin egen mening om. Så langt i historien virker parterne rimeligt enige.

Problemet er at det intet beviser ift Dylan Farrow, andet end at det stiller spørgsmålstegn ved Woody Allens opfattelse af hvad der er etisk korrekt. Noget som er ret subjektivt, men hvor det lader til at Woody Allen, har temmeligt vide grænser. Til gengæld var der ikke noget juridisk galt i det han gjorde med billederne, eller hans forhold til Soon-Yi.

Derfra havner folk hurtigt i "bevisførelse", ala:

En flodhest kan ikke flyve. Jeg kan ikke flyve. Ergo er jeg en flodhest.

A er så ligeglå på godt jysk med hele denne her sag.
Hvis man skulle udelukke diverse kunstnere p.g.a. diverse anklager og/eller tvilvlsom livsførelse/forkerte politiske opfattelser etc. , så bliver der sgu ikke mange kunstværker tilbage at glæde sig over

Lone Christensen

Jeg er med på, at Mia indledte et forhold med Frank Sinatra, da hun var 19 år, tror jeg det var.
MEN Woody indledte et forhold til hans kæreste Mia's adopterede datter! Og derfor må man betegne Woody som stedfar til Soon-Yi. Det har en juridisk betegnelse: Incest!