Læsetid: 9 min.

’Det er absolut ikke lykken, at vi stiger i elevtal hele tiden’

Folkeskolereformen og kravet om øget inklusion vil flytte endnu flere børn fra folkeskolen til privatskolerne, og det vil svække folkeskolens rolle som socialt bindemiddel i samfundet. Men selv om hver fjerde barn i hovedstadsområdet nu går på privatskole, har de frie skoler intet ønske om at overtage folkeskolens rolle
Inklusion. Vi kan ikke rumme flere specialbørn, siger Anders Blom Salmonsen fra Mariendal Friskole om udsigten til yderligere flugt fra folkeskolen som følge af inklusionen.

Inklusion. Vi kan ikke rumme flere specialbørn, siger Anders Blom Salmonsen fra Mariendal Friskole om udsigten til yderligere flugt fra folkeskolen som følge af inklusionen.

Tor Birk Trads

15. marts 2014

Gemt inde bag butikkerne på hovedgaden i Kgs. Lyngby ligger Lyngby Private Skole. Den er ikke lige til at få øje på, men strømmen af ældre elever, der har brugt frikvarteret på at proviantere i bageren eller supermarkedet og nu bevæger sig tilbage til skolen, viser vej.

Indenfor i den hvide bygning er der roligt. Indtil tre drenge fra 5. b stryger ud af deres klasselokale og finder ud i gården. Her er støjniveauet moderat højt. Det er frikvarter på en af årets første lune og solmættede dage, så legepladsen er fyldt.

Lyngby Private Skole blev grundlagt i 1871, har i dag 480 elever og er dermed en større privatskole, men mindre end mange folkeskoler, fortæller skoleleder Karsten Suhr.

»Vores alternativ som privatskole er, at vi er mere rammesættende og lægger mere vægt på nogle gamle dyder, end mange folkeskoler gør. Det er nok nemmere for en lidt mindre skole at sikre, at der er en vis disciplin og ordentlighed, hvor man overholder en deadline, og børnene er undervisningsparate, når timen starter. Den ramme, der er, er kendt og tydelig, men stadig rar at være i,« siger Karsten Suhr.

At skolen er privat betyder ikke, at det er en eliteskole, siger han. Karaktererne ligger på niveau med resten af skolerne i kommunen, og det samme gælder elevsammensætning og forældrebaggrund, om end indtægtsgrundlaget generelt fortæller, at Lyngby er »nord for København«, som Karsten Suhr udtrykker det.

»Det er veluddannede mennesker, der bor her, så det er også det segment, der vælger os. Men tager du ud på andre skoler i området, vil de have det samme segment.«

Flugten fra folkeskolen

Store omvæltninger er i gang i den danske folkeskole. Folkeskolereformen betyder øget timetal, og samtidig betyder målet om øget inklusion, at flere elever med f.eks. ADHD, ordblindhed eller fysiske handicap skal ud af specialklasserne og ind i de almindelige klasser i folkeskolen. Forandringerne sker i den bedste hensigt, men kritikere frygter, at man tager livet af folkeskolen. Forældrene flygter over i privat- og friskolerne, lyder det.

Allerede i dag går godt 16 pct. af alle Danmarks grundskoleelever på en fri grundskole. I hovedstadsområdet er det hver fjerde elev.

Flugt fra folkeskolen er ikke ny. Gentagne politiske tiltag eller besparelser har skræmt forældre væk, ligesom skolelukninger i provinsen har ført til oprettelsen af nye friskoler.

Nu er det så bl.a. en fejlslagen inklusion, der får forældre til at skifte folkeskolen ud med en friskole. Det frygter man i hvert fald i Vordingborg Kommune. Her er man gået forrest med den øgede inklusion, men resultatet er udeblevet, siger lærerne i den første statusrapport. Til gengæld har inklusionen skabt uro, stressede elever, sygemeldte lærere og et ødelagt læringsmiljø. Mens områdets privatskoler oplever en stigende tilstrømning.

Den store grunduddannelse

»Jeg kan godt være nervøs for grundskolen i Danmark,« siger Karsten Suhr på sit kontor på Lyngby Private Skole. Han vurderer, at alene de mange forandringer i folkeskolen vil betyde, at flere forældre sender deres børn i frie skoler.

»Men jeg håber det ikke. Det er vigtigt at have en god og velfungerende folkeskole. Den frie skole skal være et alternativ eller supplement til folkeskolen, som skal være den store grunduddannelse i Danmark og det naturlige valg. Jeg synes absolut ikke, det er lykken, at vi stiger i elevtal hele tiden.«

Det ringer ud til endnu et frikvarter. Børn løber rundt på gangene og udenfor.

Karsten Suhr er også næstformand i Danmarks Privatskoleforening, og han har en holdning til inklusionsopgaven. Det er en vigtig opgave, som også frie skoler skal tage del i.

»Vi skal sørge for, at alle vores børn oplever det ’normale’, og at de børn, som går i normalklasser, oplever, at nogle børn kan have svært ved det og er anderledes. Den tolerance, man opnår ad den vej, er rigtig god,« siger Karsten Suhr og understreger: »Jeg tror på, vi som frie skoler er parate til at tage den opgave på os.« Han peger på, at de børn, der nu flyttes ud af specialtilbud, også vil havne på de frie skoler. Enten fordi forældrene værdsætter skolernes værdier, eller fordi skolerne ofte er mindre og har færre elever pr. lærer. På Lyngby Private Skole er der børn med ADHD og Tourettes syndrom, som fungerer fint.

»Vi er en meget struktureret og for børnene meget forudsigelig skole. Det gør nok, at nogle af de børn, som har de her vanskeligheder, har lettere ved at indgå i vores skoleform.«

Inklusionsdebatten åbner således også op for en anden gammel debat i skoleverdenen: De frie grundskolers sociale ansvar. Kravet om øget inklusion af elever med særlige behov gælder kun folkeskolerne, så de frie skoler kan blot se til fra sidelinjen. Kommer der et barn med ADHD, er en fri skole i sin gode ret til afvise det. Og afvisninger sker ifølge Søndagsavisen på flere privat- og friskoler landet over. Skolerne har ifølge avisen optagelseskriterier i form af »test af elevens faglige niveau, screening af sociale kompetencer, optagelsessamtaler, indhentning af udtalelser fra en tidligere skole eller en prøveperiode i en klasse for at afgøre, om eleven ’passer ind’«.

Tænketanken Cevea har kritiseret denne udskilning af »elitære enklaveskoler« for at svække folkeskolens funktion som samfundsbærende institution, hvor der skabes en social sammenhængskraft i mødet mellem forskellige børn fra forskellige samfundsgrupper.

»Vi kan finde skoler, der ikke lever op til det. Det er rigtig ærgerligt, for nogle gange bliver det skudt andre i skoene, at enkelte ikke gør ordentligt. Jeg synes ikke, det er i orden at skrive på sin hjemmeside, at der er bestemte krav, man skal opfylde for at blive elev på den pågældende skole. Man skal bare være barn,« siger Karsten Suhr.

Friskole for de anderledes

For enden af Sankt Jørgens Sø, hvor Stenosgade munder ud i Gammel Kongevej, lå engang en klosterskole. I dag har Mariendal Friskole til huse i den gamle røde murstensbygning .

Skolens 127 elever finder langsomt ned i gymnastiksalen, tager skoene af og fylder snart halvdelen af gulvet. Enkelte elever skiller sig ud. Skolen har specialiseret sig i børn med handicap, og en håndfuld af eleverne i salen har Downs syndrom eller autisme.

»Vi gør i virkeligheden det, folkeskolen skal til at gøre,« mener skoleleder Anders Blom Salmonsen. »Vi har nogle børn, som er tydeligt handicappede, har svært ved at fungere socialt og opfører sig anderledes. De færdes frit på skolen og er inkluderet i rigtig mange sammenhænge. De har ekstremt forskellige funktionsniveauer. Nogle skal sandsynligvis tage folkeskolens afgangsprøve, andre lærer knap nok at læse og skrive.«

Specialbørnene har deres eget klasseværeles, men deltager også i nogle af de almindelige klassetimer, ligesom de fleste deltager i frikvarterer og fællesarrangementer med resten af skolen.

»De vokser utroligt meget ved at blive behandlet ligeværdigt af børn, som har vænnet sig til omgangen med handicappede. Og præcis det, at de andre børn vænner sig til det, er nok det vigtigste, vi får ud af det: en hel masse mennesker, som er gode til at udvise rummelighed og behandle hinanden godt. Det smitter også af på deres væremåde over for hinanden,« fortæller Anders Blom Salmonsen.

Han forudser også, at de frie skoler fremover vil opleve en øget søgning fra forældre, der trækker deres børn ud af folkeskolen – både de ressourcestærke børn og de inklusionsbørn, som er på vej ud i klasserne.

»Problemet her er bare, at vi kommer til at sige nej til endnu flere, fordi vi allerede har dem, vi kan rumme,« siger han og lægger ikke skjul på, at et hvilket som helst støttekrævende barn kun optages på skolen efter en vurdering af, om den relevante klasse har ressourcerne til at rumme det. »Vi inkluderer allerede, men vi kan ikke øge den andel af børn, der er stærkt støttekrævede eller har adfærdsproblemer.«

Ikke en skole for alle

I en anden gammel klosterbygning i hjertet af Valby med tilhørende klokketårn i træ er en pige i gang med at fremlægge et projekt om ridning foran en gruppe elever. Rundtom i lokalet, i vindueskamme, på gulvet og på stole og borde, sidder eleverne. Nogle er helt små og næsten lige startet i skole, andre er lige blevet teenagere.

Freinetskolen på Valby Langgade er en lilleskole, som bygger på den franske reformpædagog Célestin Freinets tanker om undervisning uden faste timer, ringeklokker, skemaer osv. Derfor går eleverne fra 0. til 7. klasse i skole sammen, mens 8. og 9. klasse går i egne klasser. Michael Christiansen, der fungerer som leder i dette skoleår, viser en af elevernes skemaer frem. Noget er udfyldt i forvejen, men en række tomme blokke har eleven selv udfyldt med egne mål for fagene musik, matematik og engelsk. Det er en af grundtankerne på Freinetskolen, at eleverne langt hen ad vejen selv bestemmer, hvad de vil lære, ligesom de har ansvar for hinanden gennem den ’passer’-ordning, hvor de ældre elever hjælper de yngre.

Freinetskolen er et klokkeklart alternativ til folkeskolen. Og selv om der ikke er nogen adgangskrav, og skolen blot trækker lod mellem de børn, der er skrevet op, så vil der være børn, der ikke passer ind.

»Børn, som har svære opmærksomhedsforstyrrelser, det kan f.eks. være børn med ADHD, vil have svært ved at trives på her på grund af den undervisningsform og pædagogik, vi har. Hver gang nogen rejser sig, vil deres opmærksomhed blive fjernet fra dér, hvor de er nu. Det vil give dem meget dårlige arbejdsbetingelser,« siger Michael Christiansen og tilføjer: »Til gengæld vil børn, som lider af f.eks. ordblindhed eller har generelle indlæringsvanskeligheder, have nemt ved at være her, fordi de kan få lov til at udvikle sig i deres eget tempo.«

Michael Christiansen mener ikke, at Freinetskolen dermed svigter et socialt ansvar. Ideen om, at enhver skole skal kunne rumme alle typer af børn, er forkert, mener han.

»Jeg tror, at vi kan nå nogle børn med vores måde at lave skole på, men ikke alle. Og jeg tror ikke på, at man kan finde de vises sten og lave én type skole, som er bedst for alle. For at rumme de børn, der er forskellige, bliver skolerne også nødt til at være forskellige.«

Valgt på værdierne

Til spørgsmålet om de frie skolers sociale ansvar svarer skolerne typisk, at de har de elever, hvis forældre har meldt dem ind. Altså at forældrene har valgt skolen på grund af dens værdier. Men med skolereform og øget inklusion vil flere forældre i højere grad vælge de frie skoler som et fravalg af folkeskolen. Det bekymrer de frie skoler.

»Der er kæmpestor forskel på, om vi får forældre, der søger os, fordi de har læst vores værdibeskrivelser. Og så på at de søger vores skole, fordi der er kommet to larmende børn ind i klassen og det hele er ved at falde fra hinanden,« siger Anders Blom Salmonsen.

Freinetskolen har samme bekymring. Ligesom de to andre skoleledere understreger Michael Christiansen det vigtige i at bevare folkeskolen som det naturlige valg for langt størstedelen af landets børn.

»Tanken om folkeskolen er rigtig god, og jeg kunne godt ønske mig en styrket folkeskole,« siger han.

Det store spørgsmål er, hvem der skal tage ansvar for den sammenhængskraft, som f.eks. Cevea efterlyser. Hvis folkeskolen svækkes endnu mere, skal man ikke forvente, at de tre skoleledere føler, at ansvaret er deres.

»Friskolerne har en forpligtelse til at være et alternativ på en alternativ måde,« slår Michael Christiansen fast. »Det kan lyde mærkeligt, men vi er ikke interesseret i at få en hvilken som helst slags elever. Vi vil gerne have elever, som kommer til os, fordi de og deres forældre synes, det pædagogiske grundlag er interessant, og ikke fordi den skole, der ligger ved siden af, ikke er interessant. Det er vigtigt, at de vælger os aktivt for det, vi står for, frem for at de fravælger noget andet. Men den udvikling, kan jeg godt se, kommer. Der er flere og flere, der ikke vælger os til, fordi de kender til vores pædagogik, men fordi de bare har hørt, at vi er en god skole,« siger Michael Christiansen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sølvi Domsten
Sølvi Domsten anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inklusion og fællesansvar !
Skolevalg eller valg af skole, skal ske udfra et tilvalg af den skole, man som ansvarlig forældre, "ser" sit barn udvikle sig og sit potentiale, Læringsmæssigt i. Ikke p.g.a. et fravalg af en anden skole's manglende kvaliteter, kompetencer eller ressourcer....i den ideelle verden.
Men sådan ser samfundet ikke ud. Forældre vælger/fravælger skoler (især folkeskolen, fra p.g.a. Dårlig normering eller store klasser, inklusions tankegangen (en økonomisk øvelse, der ret beset handler om at spare på budgetterne, efter kommunerne selv skule stå for specialklasserne).
Udfra tankegangen om rummelighed/forskellighed og respekt for hinanden, kan jeg godt se ideen, men da der ikke følger de nødvendige ressourcer med, så fravælger vi de skoler fra, så MIT BARN IKKE KOMMER I KLEMME"-tanken fylder mere, end læringen om inklusion og fællesansvar.

Steffen Gliese

Det er tydeligt at se, hvad de frie skoler har tilfælles: de er små! Og når klasserne er små, er der langt mere plads til at rumme to-tre, der har nogle udfordringer. Der er fastere rammer, og det hjælper alle børn til at strukturere deres identitetsdannelse.

Torben Loft

@ Peter Hansen,
Jeg kan godt følge din logik, noget ad vejen.
Men når du træffer et valg, vælger du noget fra. I det tilfælde med Frie skoler, mindre skoler, færre elever, "muligheden/chancen for skæve børn" i klasserne osv, så bliver børnenes muligheder for at danne flere relationer eller bedre relationer jo mindre..
Erfaringen viser også at på de små skoler, har lærerne ikke så mange at sparre med, som på de skoler med et større lærerteam..
En øvelse der ikke altid og for alle er lige let...