Læsetid: 15 min.

Nu brænder kullet i alle værker

Tyskland fyrer med kul som aldrig før. En paradoksal udvikling midt i det, tyskerne kalder Energiewende, energireformen, der skal udfase atomkraften, få den vedvarende energi til at blive Tysklands primære energiressource og gøre Tyskland til frontløber på miljøområdet. I landsbyen Manheim ved Köln taler man om dagen ’X’. Om den dag, kulminens gravemaskiner udsletter landsbyen
Krateret. De åbne miner efterlader sig gigantiske kratere i landskabet. Når alt kullet er hentet op og minen lukket, bliver hullet fyldt med vand og omdannet til rekreativt område.

Krateret. De åbne miner efterlader sig gigantiske kratere i landskabet. Når alt kullet er hentet op og minen lukket, bliver hullet fyldt med vand og omdannet til rekreativt område.

Maciek Nabrdalik

15. marts 2014

Midt i den lille tyske by Manheim står der et kirketårn, men om få år vil det lille røde tårn med det spidse tag være væk. Det sker, når den åbne kulmine nogle kilometer derfra har ædt sig igennem landsbyen, der har ligget her siden 1027. Ned forbi hovedgaden, det lille kapel med Jesus på korset og 65-årige Franz Joseph Pfeiffers røde murstenshus på Forsthausstrasse nummer 29.

»Lige nu har jeg det forfærdeligt,« siger Franz Joseph Pfeiffer og peger ned mod kirketårnet for at vise, præcis hvortil minens kant er nået om nogle år. Altså når landsbyen er rømmet, og kulminen Hambach – Tysklands største brunkulmine, som p.t. strækker sig otte kilometer i den ene retning og 10 kilometer i den anden – har erstattet husene på hovedgaden, bagerbutikken på hjørnet, det, der engang var en bodega og supermarkedet nede på den lille plads. For to måneder siden nedlagde Franz Joseph Pfeiffer sit landbrug og gik på pension, om seks måneder skal han flytte. Fra det hus, som han overtog efter sin far, der overtog det efter sin. Fire landsbyer er allerede blevet ofre for minen her 50 kilometer øst for Köln, hvor verdens største gravemaskiner hvert år fjerner 300 millioner ton jord, småsten og ler for at komme ned til det brune guld, og snart kommer turen til Manheim med dens 1.400 indbyggere og nabolandsbyen Morschenich med dens 500. Fordi de ligger ovenpå Ruhrdistriktets brunkulsreserver.

»Jeg har vidst, at jeg skulle flytte, siden 1975. Men jo tættere vi rykker på den 30. december 2014, hvor energiselskabet RWE senest skal have nøglerne til mit hus, jo dårligere får jeg det.«

Hans læber dirrer, han skutter sig i sin striktrøje, når han taler om dagen. Dagen ’X’, som han kalder den. Han er en venlig mand med buskede øjenbryn, dybe rynker og viltert hår, og han har fået at vide, præcis, hvordan det skal gå til: Han skal åbne døren, give dem nøglerne og så efterlade huset, som det står nu. Han må ikke gå med dem ind, har han fået at vide. Franz Joseph Pfeiffer har tænkt scenariet igennem igen og igen.

»Huset der er allerede tomt,« siger han og peger på bygningen over for sin egen, hvorefter pegefingeren flytter sig videre mod vinduerne fire huse længere nede. Der er helt mørkt. Byens jagtforening tæller nu kun 10 medlemmer, det frivillige brandværn er nedlagt, 52 af byens familier er flyttet, nogle af dem til Sonnenallee og Römerring og andre gader med idylliske navne i Manheim Neu, byen der skal erstatte den gamle nogle kilometer herfra. Nogle af dem til andre byer. For det er dyrt, at bygge nyt, og kompensationen fra RWE er langt fra nok til et hus på Sonnenallee. Franz Joseph Pfeiffer har heldigvis haft penge selv, hans hus er ved at blive opført, vinduerne er netop blevet sat i, men ellers er intet færdigt. Manheim Neu er stadig kun 50 halvfærdige huse på en mark.

»Jeg ved ikke, måske er det, fordi jeg aldrig har holdt ferie. Landbruget og huset her har været mit liv. Jeg har ingen børn. Alt har drejet sig om kornet, der skulle ind, om roerne, kartoflerne, køerne. Den dag, hvor jeg skal aflevere nøglerne, bliver den værste dag i mit liv. Altså bortset fra den dag, mine forældre døde.«

Verdens største kulproducent

Overalt i Tyskland bliver landsbyer rømmet og flyttet for at give plads til udvinding af brunkul. Ved kulminerne Garzweiler, Nochten, Welzow – i alle de tre brunkulsdistrikter ved Rhinen, i Midttyskland og ved Lausitz tæt på den polske grænse, hvor kulminerne udvides efter tidsplanen, og maskinerne stædigt graver sig dybere ind i landskabet, skovlfuld for skovlfuld, kilometer for kilometer. I 2013 var forbruget af brunkul det højeste siden 1990. Det fremgår af de foreløbige tal fra Arbeitsgemeinschaft Energiebilanzen, der viser, at mere end 162 milliarder kilowatttimer ud af det samlede forbrug på knap 600 milliarder kilowatttimer i 2013 er produceret i landets brunkulkraftværker. Til sammenligning kommer kun 19 milliarder kilowatttimer fra sten- og brunkul i a-kraftlandet Frankrig. Men Tyskland har altid været et stort kulland, og i 1990 var tallet oppe på 171 milliarder kilowatttimer, fordi DDR’s gamle brunkulskraftværker stadig kørte. De er lukkede nu, men det har ikke mindsket afbrændingen af brunkul i Tyskland: Efter et midlertidigt dyk i 1999 kører den igen på højtryk og udgør nu 25 procent af energiregnskabet. Medregner man stenkul, står kul for 44 procent af energiforbruget, noget der igen har accelereret landets CO2-udledning, så den de senest to år er steget med to procent. Altså 20 millioner ton CO2, pr. år.

»Tyskland er verdens største forbruger og udvinder af brunkul. I absolutte tal, ikke i procenter,« siger professor Christian Niemann-Delius, der er ekspert i udvinding af råstoffer ved universitetet i Aachen . Den tyske udvinding af stenkul er under udfasning og lukkes endegyldigt ned i 2018, hvilket yderligere vil accelerere produktionen af brunkul.

»Tysklands udvinding af energi fra brunkul har et større omfang end Kinas, større end noget andet lands. Og jeg kan ikke se, at det kommer til at ændre sig.«

Han bliver bakket op af det nyeste energistudie fra BGR, Bundesanstalt für Geowissenschaften und Rohstoffe, hvor forskningsleder Harald Andruleit fortæller, at selv om Tyskland ikke har verdens største brunkulsreserver, så er Tyskland det land i verden, der satser mest på udvindingen.

»Vi er den største producent i verden. Om det er godt eller skidt, må politikerne afgøre. Vi står for tallene.«

Og ud fra tallene kan man kun konkludere, at politikerne mener, det er godt. Paradoksalt midt i det, tyskerne kalder Energiewende – kansler Angela Merkels mest ambitiøse projekt til dato, nemlig den totale udfasning af atomkraft i Tyskland inden 2022.

I 2010 havde hun ellers forlænget løbetiderne for flere af atomkraftværkerne, men så indtraf atomulykken på det japanske Fukushima-værk i 2011, og en synligt berørt kansler traf en hurtig og populær beslutning: Udfasningen af atomkraft skulle gå hånd i hånd med udbygningen af den vedvarende energi. Ambitionen var, at drivhusgasemissionerne skulle reduceres med 80 procent og 80 procent af den tyske elforsyning baseres på grøn energi i 2050.

»Jeg kan ikke forestille mig at udvindingen af brunkul kommer til at blive mindre i fremtiden,« lyder dommen fra professor Christian Niemann-Delius. »Overhovedet ikke,« siger han. Det er der intet, der tyder på. Heller ikke udbygningen af kulkraftværkerne i Tyskland. For eksempel åbnede verdens mest moderne og effektive kulkraftværk i 2012 i Grevenbroich-Neurath tæt på Hambach.

»Det er en god indikation på, hvad vi kan vente. De næste 20 år kommer vi ikke til at udvinde mindre kul, end vi gør i dag, snarere mere. Min personlige opfattelse er da også, at det ville være fuldstændig uforsvarligt. Især på grund af Energiewende.«

— På grund af Energiewende?

»Ja. Netop. Vi har brug for en stabil energikilde, når atomenergien falder bort. Det hul må udfyldes, for hvad skal vi gøre, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner? Jeg ser ingen anden mulighed end at udfylde det ved hjælp af fossile energikilder, og her er brunkul det eneste, Tyskland selv råder over i større mængder. Resserverne er stadig gigantiske.«

Hvor venstrefløjen overvintrer

I en skov op mod det trådhegn, der afgrænser Hambachminen og omverdenen, har sortklædte aktivister bosat sig. Fra hele Tyskland er de kommet, én endda hele vejen fra Spanien, for at kæmpe mod kullet – den tyske venstrefløjs p.t. mest indædte miljøkamp. Ingen andre miljøsager, ikke engang kampen mod atomkraft, har fået venstrefløjen til at overvintre i det fri. De har været her i snart to år, det begyndte med festen Wald statt Kohle – skov i stedet for kul – i 2012, og siden har skiftende hold af aktivister boet i træerne 20 og 30 meter over jorden, indtil de er bukket under for vejret.

I basecampen mellem skovbrynet og en nedlagt flyverhangar snor en lille sti af brædder og kasser sig igennem mudderet, så man kan gå nogenlunde tørskoet fra lejrens varmeste hus, campingvognen, forbi telte, der for nylig blev raseret af stormen, nogle træskure og videre til lejrens centrum: Køkkenet, der er beskyttet af en grøn presenning, der knitrer i vinden. Det er lejrens vigtigste rum.

»Det gælder om at klare vinteren,« siger en ung mand med dreadlocks og et dobbelt lag joggingbukser, mens han hælder kaffe på en termokande, der skal ud til de andre i skoven.

»Vinteren,« mumler han. Den er det hårdeste. Hårdere end politiet, der dagligt patruljerer på grusstierne uden for marken. Hårdere end at være lænket til kulbanens skinner i otte timer. Hårdere end politiets indsatsstyrke på 60 mand, der rydder det hele, saver de fire træer ned, der engang udgjorde aktivisternes gamle lejr, og fjerner dem, der har lænket sig til træerne med en motorsav. Det er vejret, der er det værste. Alligevel har fyren med dreadlocks bare tæer. Hvor længe endnu?

»Så længe jeg kan,« svarer Felix, som godt ved, at jeg ved, at han lyver: Ingen af aktivisterne vil optræde med navn i en avis.

En kronraget kvinde i sort tøj sidder på en bænk ved siden af og spiser suppe; hun vil ikke engang fortælle, hvor hun kommer fra, kun at hun engang studerede i Berlin, indtil hun besluttede sig for at blive fuldtidsaktivist i skoven. Hun fortæller om radioaktivt støv, om den tusindårige skov, som energiselskabet RWE har tænkt sig at fælde, så snart det kan, om diversitet og om nabolandsbyen Morschenich, hvor befolkningen er ved at flytte til fordel for RWE’s 100 meter store gravemaskiner.

»Det er derfor, vi er kommet. Vi er kommet fra hele venstrefløjen – fra antiracister, fra dyrerettighedsaktivister, fra antifascister,« siger hun. Men det meste af hendes tid går ikke med protest og aktion, men med det helt basale. At hente vand og mad, tilberede det, lappe på boliger og komme af med skrald. Alt tager tid, når man bor på en mark. Når hun er færdig med suppen, skal hun reparere sit telt, det kommer til at tage resten af dagen.

I køkkenet er der et kort over området, pile, der viser, hvor lejren i træerne er, og en seddel, der opfordrer folk, der vil taget stoffer, til at bruge stofteltet for ikke at genere dem, der er imod brugen af rusmidler. I spisekammeret er der tomater, græskar, agurker og kål på en hylde gravet ud i jorden. Maden får de af folk fra Morschenich, hvor de også henter vand. På en anden seddel kan man skrive, hvad man er allergisk over for. Tofu, har en skrevet. Uheldigt i en lejr, der lever af veganermad.

»Nogle i lokalområdet støtter kampen,« siger Felix. For eksempel ham, der ejer marken, de bor på. Han beskytter dem, og derfor kan politiet ikke stille noget op mod dem. Sådan er det ikke i skoven, den tilhører RWE.

»Men mange af beboerne er bange for RWE,« fortsætter han. »Eller også arbejder de for dem. De fleste synes bare, vi er for mærkelige,« siger han og beder os følge med. Vi går ind i skoven, leret sprøjter op ad benene. Felix ved ikke helt, hvor mange der bor her lige nu, det skifter fra dag til dag, for når nogen lige pludselig får nok, er de væk. Ingen har holdt ud siden Wald statt Kohle-festen, de fleste bor her kun om sommeren. Det er Felix’ første vinter. Han går og snakker, snakker og går. Fortæller om, hvorfor han synes, det er værd at kæmpe mod kullet ved at gøre det, ingen andre vil. Pludselig stopper han op. Vi er fremme. Han pifter. »Kaffe? Hallo. Er der nogen, der vil have kaffe?«

Kul er nødvendigt

»Energireformens rådne frugt,« har kritikere kaldt brunkullets renæssance i Tyskland. For stigningen i brunkulsforbruget er en paradoksal af en reform, der skulle give bedre miljø – ikke dårligere. Bundesnetzagentur, der regulerer Tysklands infrastruktur under ministerierne, skrev for nylig om brunkulsværkernes genvundne betydning, at »en afmatning eller en ændring af denne trend ikke er realistisk«. I november kunne ugemagasinet Der Spiegel rapportere om, at brunkulsværkerne under RWE, E-on og Vattenfall er storforbrugere af de rabatter, der skal kompensere den allermest energitunge del af den tyske industri for de omkostninger der er forbundet med Energiewende. Det fortrolige regeringsdokument, som Spiegel har fået indsigt i viser, at brunkulsminerne og virksomhederne bag i løbet af det seneste år har fået mere ud af rabatterne, ikke mindre: 67,7 millioner euro i 2013 mod 43,5 millioner i 2012. Hvordan RWE, E-on og Vattenfall drager fordel af rabatter, der holde energitunge virksomhederkonkurrencedygtige på det internationale marked, er uklart, for brunkullet bliver ikke handlet hen over landegrænserne.

De fossile energikilder er ikke på vej ud, tværtimod. »Man kan ikke udfase kernekraft og kul samtidig,« sagde energiminister Sigmar Gabriel fra det socialdemokratiske SPD for nylig og punkterede dermed endegyldigt håbet om at den nye brede regeringskoalition mellem det kristendemokratiske CDU og SPD ville sætte hastigheden for at nå klima- og energimålene op.

»Hvis Energiewende ikke får en helt ny start og bliver professionelt styret, står vi foran det største afindustrialiseringsprojekt i Tysklands historie,« sagde han til ugemagasinet Der Spiegel.

»Det er jeg meget kritisk over for,« siger Klaus Jacob, der er forskningsdirektør ved center for miljøpolitik, Freie Universität Berlin.

»I Tyskland taler man om en grundbelastningskapacitet. At man har brug for kulkraftværkerne for at sikre den. Det er, som om man ikke ser andre muligheder, så man subventionerer kulkraftindustrien i stedet for at satse på vedvarende energi. Men jeg ser ingen grund til at holde fast ved kul. Virkelig ikke.«

I stedet kunne man tale om kapacitet, mener han. Man kunne tage energitung industri af nettet, når der er brug for det. Man kunne arbejde med effektivitet. Man kunne klare grundbelastningsproblemet ved at skabe et skiftende energibehov. Men SPD har som gammelt arbejderparti en tæt alliance med kulindustrien og med minearbejderne. Sådan har det altid været, fortæller Klaus Jacob.

»Kullet er socialdemokraternes store projekt. Sådan er det.«

Briterne er de bedste

»Kaffe. Dejlig varm kaffe. Er her nogen?« råber Felix. Med øjnene følger vi et klatrereb 10 meter op ad træstammen. Der hvor rebet ender, er der bygget en hytte af brædder, presenninger og reb, yderligere to klatrereb forbinder den første hytte med en anden. Pludselig lyder der et svish, en aktivist suser ned med hovedet først, det tager lige præcis et sekund, så står han foran os. »Vil du op?« spørger han og griner. Jeg takker pænt nej, jeg ville heller ikke ane, hvordan jeg skulle kunne, og det ved han godt.

Det har været hans mission at blive meget bedre end politiet til at komme op og ned af de bare træstammer, fortæller han. Karabinhagerne hænger fra seletøjet ned ad armybukserne, der er to lag knæstrømper i de tunge boots. »Politiet ødelægger træerne med deres stigjern,« siger manden, der er midt i 20’erne og kalder sig Lasse. Han peger hen mod arrene i træernes bark. »De ødelægger det hele.«

Selv har han brugt uger og måneder på at lære, hvordan man lever i træerne. Især hvordan man bedst bygger og reparerer hytterne, hvordan man etablerer rebsystemer, man kan fjerne på få minutter, når politiet kommer, og hvordan man i det hele taget kan hindre politiets arbejde bedst muligt.

»Det smarteste, hvis man vil bygge en træhytte, er at bruge europaller, man kan hejse op i træet som fundament. Så kan du besætte et træ på meget kort tid, inden politiet når at reagere. Briterne er sindssygt gode det, de har en masse erfaring, så dem har jeg kigget meget på.«

Derudover læser Lasse, hvad han nu får fingre i: politisk teori, artikler, bøger. Lige nu læser han om Julia Butterfly, den amerikanske aktivist, der bosatte sig i et redwood-træ. For ham er det private blevet politisk, det handler om kul, om miljø, om kapitalisme, om natur, om fugle og træer, om et andet liv og et andet samfund. For nogle år siden besluttede han sig for, at han aldrig mere ville arbejde for løn, og det har han holdt. Toilettet i træerne er gamle colaflasker og en plastikspand, mad er noget, de laver på et gasblus, affald er noget, de pakker i poser og beder Felix om at tage med tilbage. Ved træets fod ligger en T-shirt i tyske farver, det er en landsholdstrøje. De bruger den til at tørre fødderne med. Som et symbol på, at træet er besat af antinationalistiske, antikapitalistiske, antiracistiske kræfter.

»Det er vidunderligt. Når jeg vågner om morgenen, hører fuglene, fylder lungerne med klar frisk luft, ja, så ved man godt, hvorfor man gør det. Jeg kender enhver af træets grene, jeg ved, hvilke, der kan bære, og hvilke der ikke kan. Jeg føler mig fri.«

Hus med søudsigt

Miljøminister Sigmar Gabriel er minearbejdernes mand, lyder det lidt polemisk fra Gerald Neubauer. Han er ekspert i kul ved Greenpeace og bemærkningen falder i en frokostpause på den tre dage lange høring om Vattenfalls kulmine i Welzow Süd, Lausitz.

»Men han bliver nødt til at stoppe det her chokerende kulboom,« siger han. Ligesom man udfaser kernekraften, må man lave en plan for udfasning af kullet. Det er uholdbart, mener han og fortæller, at høringen handler om, hvorvidt minen skal have lov til at fortsætte sin udvidelse, indtil den endegyldigt lukker i 2042. 17 landsbyer er forløbig blevet fjernet, nu forhandles der om yderligere 800 menneskers hjem.

»Intet tyder på, at vores, indbyggernes, eksperternes protester kommer til at have nogen effekt,« siger Neubauer og peger på de helt åbenlyse problemer i det, han kalder for verdens mest forurenende energikilde:

»For hvert ton brunkul, der bliver brændt af, ryger der et ton CO2 ud i atmosfæren, grundvandet bliver forurenet af jernpyrit, sulfat og kviksølv, og udvindingen producerer finstøv, som lægger sig over det hele og hvert år gør mange mennesker syge. Brunkul er noget af det mest miljøskadelige, vi overhovedet har,« siger han og nævner derudover de mennesker, der mister deres hjem. Han peger på de 7.500 beboere ved Garzweilerminen, der i det næste par år skal flyttes og lige nu har en sag kørendd ved forfatningsdomstolen.

»Industriens ret til naturressourcerne står over beboernes ejendomsret. Det siger en lov, der blev indført i 1938 under nazitiden, hvor man tvangsflyttede folk,« siger Neubauer, der tilsyneladende ikke er bange for sammenligningen. »Selvfølgelig ikke. Loven er ikke blevet revideret siden.«

Det ser den heller ikke ud til at blive inden for den nærmeste fremtid. Befolkningen må kæmpe videre alene, mens maskinerne i Garzweiler, i Welzow, i Nochten og i Hambach graver videre.

Det store krater i Hambach strækker sig næsten i det uendelige, horisonten kan kun lige anes, støvet har lagt sig ovenpå som et dyne.

Det er mærkeligt, siger beboerne fra landsbyen Morschenich, der ligger tættest på det store hul. Det er, som om klimaet ved minen er anderledes. Som om det altid er lidt koldere, og som om solen har lidt sværere ved at bryde frem. Det tager tre kvarter at nå omkring det store hul i bil, minens dybeste sted er 300 meter, og herfra går det kun opad i brune plateauer.

70 gange i minuttet tømmer verdens største gravemaskiner deres skovle på et transportbånd, 300 millioner ton jord, småsten og ler bliver bliver på årsbasis flyttet ud i minens ene side, mens andre maskiner henter de 40 millioner ton brunkul, der ligger nedenunder. Herefter bliver jord, ler og småsten ført tilbage. I 2040, når kulminen ikke længere er mine, får grundvandet lov at fylde hullet. Det bliver til Tysklands næststørste sø. Der er planlagt golfklubber ved bredden, grunde med udsigt mod over søen er allerede sat til salg. Indflytningsdatoen er 2100.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Klausen
  • lars abildgaard
  • Pia Qu
  • randi christiansen
  • John Hansen
  • Helge Rasmussen
  • Lasse Nyholm Jensen
  • Bill Atkins
  • Niels-Holger Nielsen
  • Jesper Wendt
Henrik Klausen, lars abildgaard, Pia Qu, randi christiansen, John Hansen, Helge Rasmussen, Lasse Nyholm Jensen, Bill Atkins, Niels-Holger Nielsen og Jesper Wendt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Christensen

Hvor er det paradoksale i at Tyskland fyrer med kul og medvirker til ødelæggelse af de sidste naturområder der opdyrkes til brug for bioenergi. Det er jo netop derfor vi i sin tid arbejdede med udvikling og indførsel af atomkraft i energiforsyningen. Havde det ikke været for de massive og uansvarlige krav om mere velstand og velfærd, så kunne en række andre energikilder som eksempelvis sol og vind også have været relevante.

Det er ikke et isoleret problem, men det bliver det kun mere aktuelt af. God artikel, det var meget interessant - at høre om de lokale strømme. Det er tydeligt der er et politisk paradoks, som vil blive svær at bryde med.

Vækstens og grådighedens dilemma.
De stopper ikke førend naturen og de demografiske forhold tvinger dem(politikerne og storkapitalen) til det. Men de enorme udledninger af CO2 samt tilsvarende naturdestruktion, så holder Tyskland ikke dette århundrede ud. Efter os, Stormfloden.
Kald Tysklands ledere det de er Miljø - og klimasvin.

randi christiansen

Tysklands og alle de andre 'store ledere' har solgt deres folk til finansspekulanterne og er nu fastlåste i en gældsklemme, som giver disse illegitime kreditorer den reelle magt over staterne. Den store omstilling bliver stadig større og mere påtrængende.

Philip B. Johnsen

Det er grotesk så uvidende økonomer er.

Alle kan da forstå, at uden fundamental tillid til fremtiden, kommer der ikke andet end samfundsskadelig bobleøkonomi.

Tillid kommer ikke så længe, man forøger risikoen for global klima katastrofe, ved forøget afbrænding af fossilebrændstof.

Verden har svage ledere og elendige økonomer.

Synes det er en god artikel, men savner lige en oplysning om hvorvidt DONG stadig køber energi hos de tyske kulkraftværker..
Kulkraft er folkemord!

Steffen Sørensen

Jeg synes der er forbløffende stilhed her i kommentarerne.. Vi ser her en af konsekvenserne af de folkelige protester mod A-kraft. I et demokrati kan man jo i længden ikke kæmpe mod folkestemininger - uanset hvor usaglige de så er.
Hvis man virkelig vil brug af fossile brændsler til livs, og fortsat opretholde en energiforsyning der matcher efterspørgslen, så er der bare lige nu ikke andre muligheder end A-kraft.

Men folket vil ikke - men folket vil gerne bruge strøm..

Kan du ikke redegøre hvordan atom-affaldet destrueres på sikker vis, uden at fylde i et hul i jorden, eller glemte du den del?

Steffen Sørensen

A-kraft er bestemt fyldt med problemer, ikke mindst affalds-håndteringen. Men sammenlignet med afbrænding af fossilt brændstof og de problemer der opstår af den vej, så blegner problemerne med A-kraft.
Mængden af sygdomme, dødsfald etc. på grund af partikel forurening er mange mange gange større end tilsvarende bivirkninger ved A-kraft.
Vi er i bund og grund irrationelle, og rangerer frygt ud fra stenaldermenneskets hjerne. Vi frygter det "ukendte" - mørket og det vi ikke kan se. Vi har tilsyneladende lært at leve med trafik, luftforurening, kemikalier i mad og alt muligt andet der har dødelig effekt. Men "usynlige" stråler, det kan vi ikke kapere..
Men jeg anerkender, at affaldshåndteringen ved A-kraft er en ubekendt - og desværre en ubekendt vi overlader til kommende generationer.

randi christiansen

Fukushima udslippet spreder sig i stillehavet, og snart er vi og vore have døde. Det så lidt hurtigere end kuldøden - og i stedet for rettidig omhu og hastig omstilling til vedvarende energi fortsætter det førerløse lyntog i helvedes dødsdrom - vi mærker det bare ikke så meget endnu her i dk - hvor de fleste jo også er hjerne-og hjertelammede af frygt eller psykofarmaka.

@Randi Christiansen

Du fører en helt ubegribelig skræmmekampagne, som er isoleret fra de fysiske kendsgerninger. Jeg var selv i Fukushima den dag værket eksploderede og skal være den første til at beklage de meget alvorlige konsekvenser af ulykken. Konsekvenserne er og bliver dog lokale og kan aldrig true Stillehavet. Dertil er der i forvejen alt for meget naturlig radioaktivitet i sammenligning med hvilken det totale udslip fra Fukushima kun er en dråbe i havet.

Uran findes naturligt i verdenshavene i en koncentration på ca. 33 mg per kubikmeter svarende til ca. 5 milliarder tons uran. Men der findes mange andre radioaktive stoffer i havene. Isotopen Kalium 40 er mere radioaktiv end uran, og der findes 13 gange så meget Kalium 40 i havene, som der findes uran. Den mængde naturlig radioaktivitet i havene, der stammer fra Kalium 40, udgør ca. 2 gange 10 opløftet til 22-ende potens Bequerel. Henfaldet af Kalium 40 i havene udløser ligeså meget energi, som der produceres i 4400 atomkraftværker.

J M, Morten Pedersen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar

Kun indenfor en radius af 50 til 100 km. Derefter bliver det radioaktive udslip forsyndet til en koncentration, som ligger langt under den naturlige radioaktivitet i havet.

randi christiansen

Nå pyh ha frank - så skal vi altså bare placere atomkraftværkerne ved havet, siden henfaldstiden er så ekstremt meget højere der end ved fx tjernobyl?

BØH - vi trænger til at blive opmærksomme på den farlige leg, der leges - der jongleres for udygtigt med meget stærke kræfter. Det er nu på tide at sætte alt ind på bæredygtighed - i en transparent proces så alle interessenter kan følge med og bevidne, at der ikke snydes på vægten. Danmarks ambition må være selvforsyning og dermed demonstrere at og hvordan, det kan lade sig gøre. Det er fx oprørende og afsindigt irriterende at stå nede i brugsen og vide, at på trods af at danmark er et landbrugsland, er der overvejende udenlandske produkter på frugt-og grønthylderne. Hvordan tror man egl, at det bon'er ind på co2 regnskabet.

Den syge, virtuelle, insubstantielle økonomi må erststattes af realøkonomi. Det er bare bedst og er derfor fremtiden i det velafbalancerede samfund, som menneskeheden forhåbentlig snart er smart nok til at etablere.

@jesper Wendt

En anden mulighed er at tænke selv. Problemet vi løber ind i er at det generelle niveau for videnskabelig dannelse er så lavt, både blandt journalister og kommentatorer, at folk kan slippe afsted med at kolportere de mest latterlige påstande uden basis i den fysiske verden.

Allan Christensen

Jesper Wendt

Kan du ikke redegøre hvordan atom-affaldet destrueres på sikker vis, uden at fylde i et hul i jorden, eller glemte du den del?

Jesper, atomkraft er ikke uproblematisk. I det hele taget er det bestemt ikke uproblematisk at tilfredsstille vælgernes krav om mere velfærd og velstand uden at ødelægge naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter. Atomkraftmodstandere fortjener stor anerkendelse for at have bemærket at atomkraft ikke er uproblematisk. Det er jo ikke ligegyldighed med naturen og vore efterkommere der ligger til grund for modstanden mod atomkraft, men derimod en oprigtig skepsis over for om denne er mindre problematisk end alternativerne, herunder kul og bioenergi. Det er også sandsynligt at atomkraftmodstandere mener at vi har undervurderet potentialet for at kunne tilfredsstille vælgernes krav om mere velfærd med vedvarende energikilder som f.eks. sol og vind.

@Randi Christiansen

Jeg er ikke uenig i at atomkraft er en problematisk energikilde, som formentlig kun vil blive benyttet i en overgangsperiode. Jeg anholder blot din tidligere påstand om at udslippet fra Fukushima kan true Stillehavet i sin helhed. Det er så langt ude, at enhver person med blot en smule naturvidenskabelig uddannelse må tage sig til hovedet.

De tal som jeg gav i mit tidligere indlæg er taget fra videnskabelige artikler, som efter peer-review er offentliggjort i internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrifter.

randi christiansen

Allan - de påståede vælgerkrav om mere velfærd, er ikke en ordre, som betingelsesløst må følges. Vi taler den store omstilling - hvilket uundgåeligt må medføre markante skift i livsstil. Men hvis 'vælgerne' bliver spurgt, om hvad de helst vil : ryge på røven på 1. klasse eller nyde livet på komfortklasse ? Så er jeg ikke i tvivl om svaret. Lad os evt tage en snak om hvad velfærd er.

randi christiansen

Jamen fint frank, jeg tror dig - og må derfor stille spgsm om løsningen på vore energiproblemer så må være i en overgangsperiode at placere evt atomkraftværker ved havet?

@Randi Christiansen

Jeg mener slet ikke at man skal opføre atomkraftværker, som det i Fukushima. Det er en forældet og alt for farlig teknologi, som er afhængig af at kølesystemerne fungerer og får strøm. Der bør istedet bygges atomkraftværker, hvor sikkerheden hviler på fysikkens love og fungerer uden menneskelig indgriben.

Der blev i øvrigt truffet en række uheldige beslutninger ved opførelsen af reaktorerne i Fukushima. Fx begyndte man i 1961 med at fjerne en 65 meter høj barriere nede på stranden, som tog den gode udsigt. Værket fungerede dog fint og klarede jordskælvet på mag 9.0 uden problemer. Det lukkede ned på et sekund. Jeg husker selv at vi modtog et varsel om et større jordskælv 16 sekunder inden det ramte Sendai, hvor jeg befandt mig. Det var rigelig tid til at lukke alle atomkraftværker, nedsætte hastigheden på tog og få folk ud af alle elevatorer. Skoleeleverne lagde sig under bordene indenfor de 16 sekunder.

Problemet var heller ikke tsunamien, som ramte værket. Ingen havde forestillet sig at en bølge på 35 meter ville rejse sig, så den eksisterende kystsikring var ikke tilstrækkelig. Værket klarede dog også tsunamien uden større problemer. Problemet var kølingen idet strømmen gik som følge af jordskælvet og nødstrømsanlægget, som stod på jorden, blev ødelagt af tsunamien. Havde man blot anbragt nødstrømsgeneratoren på taget af bygningen var der intet sket.

Den manglende køling førte efter et døgns spaltning af vand til en knaldgaseksplosion, som ødelagde reaktorbygningen. Det var ikke tsunamien, der forårsagede ødelæggelserne.

Efterfølgende har man ved arkæologiske udgravninger fundet ud af at området blev ramt af en ligeså stor tsunami i 845.

J M, Morten Pedersen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Allan Christensen

randi christiansen

Har det nogensinde været meningen at atomkraft skulle være en permanent løsning fremfor en midlertidig nødløsning?

Jeg er fuldstændig enig med dig i at det ville være ønskeligt med en mere afdæmpet velfærds- og velstandsudvikling. Dette bør primært være politikkernes ansvar med opbakning fra vælgerne. På den anden side er politikkerne nødt til at efterkomme vælgernes krav om mere velfærd og velstand. Man kan ikke med rette bebrejde politikkerne at de fører vækstpolitik i den udstrækning dette er en forudsætning for at de overhovedet kan blive og forblive med at være politikere med indflydelse. Hvis det du argumenterer for er teknologilimiteret vækst er jeg dybt skeptisk.

randi christiansen

Frank hansen - mange tak for disse væsentlige oplysninger, som jeg desværre ikke opfangede i første ombæring, da ulykken skete.

Når man anvender så farlige teknologier, må og bør sikkerheden være ligefrem proportional med risikoniveau. Hvad du beskriver eksemplificerer til fuldstændighed, at den perfektion, som mennesket må mestre i forb m atomkraft, ikke var eller er til stede. Ulykkens årsag var ikke forudset. Anvendelse af atomkraft kræver perfektion. Har vi det?

randi christiansen

Allan - teknologibegrænsning? Kommer an på hvilken. Teknikken i fx fotosyntese er jo genial - et forrygende forbillede.

Philip B. Johnsen

»Industriens ret til naturressourcerne står over beboernes ejendomsret. Det siger en lov, der blev indført i 1938 under nazitiden, hvor man tvangsflyttede folk,«

Der er stigmatiseringens selvopfyldende profeti over dette, at Tyskland har besluttet sig til, at save den gren af, som de sidde på.

Allan Christensen

Randi, landbrug er baseret på fotosyntese. Efterhånden er stort set al vild natur ved at være kvalt under anvendelse af denne teknologi. Når der stadig er få områder med vild natur tilbage skyldes det i høj grad kunstgødning, kunstvanding, sprøjtemidler og GMO for ikke at tale om den kemiske industris syntese af alternativer til naturprodukter under anvendelse af fossile brændstoffer.

"Det var rigelig tid til at lukke alle atomkraftværker, nedsætte hastigheden på tog og få folk ud af alle elevatorer. Skoleeleverne lagde sig under bordene indenfor de 16 sekunder."

Du har fulgt godt med på de 16 sekunder (Ironi kan forekomme).

Allan Christensen

Randi, balanceret in- og output er også vigtigt, men det er ikke det eneste man skal have med. Der er også hele spørgsmålet om energiforholdene. Fotosyntese er langt fra den mest energieffektive udnyttelse af solens energi. Især ikke hvis planterne ikke har tilstrækkelig adgang til specielt vand, kvælstof og kuldioxid.

Diskussionen med atomkraft er interessant. Ifølge James Hansens bog "Storms of my grandchildren" var det Clinton og Gore, der slukkede for forskningen i IV-generations fissionsreaktorer. Generation IV reaktorer vil ikke have de samme affaldsproblemer, som de reaktorer, der er i brug idag, og faktisk vil de kunne bruge det affald, der skabes idag, som brændsel. Men det var miljøbevægelsen, der gjorde alt hvad der lugter af atomkraft, så upopulært at Clinton og Gore endte med at trække stikket. Ifølge James Hansen - og en oplagt konklussion - var det en ekstremt skadelig beslutning.

Hvis miljøforskere havde så meget magt, skulle man tro der havde været en reduktion i biler m.m. Ikke et sted er tale om en gunstig udvikling for miljøet - men de er måske også købt af GM. lol

Der er vel nul tvivl om at det er miljøbevægelsen, der har bremset udviklingen af atomkraft. At det netop var Clinton og Gore, der standsede forskningen, peger jo også i den retning. Udfasningen i Tyskland nu er et andet eksempel - og hvis man tager til Østrig kan man se atomkraftværket Zwentendorf, der aldrig blev taget i brug pga. en voldsom protestbevægelse (og hvor man efterfølgende brugte kul til at fylde "energi-hullet").

Jeg siger ikke at "miljøforskere har så meget magt" - men at den irrationelle modstand mod alt hvad der hedder atomkraft har haft meget stor indflydelse - og i sidste ende, set i lyset af ekstremt farlige klimaændringer, kan vise sig at have lukket en af de få døre, vi havde.

Philip B. Johnsen

Miljøforskeres magt hos verdens ledere, svare til økonomers viden om pengeskabelse og forståelse for finansmarkedernes sikkerhed.

Den dag naturkatestrofer når kritiskmasse, vil udviklingen i forsikringsbranchen diktere, hvordan fremtidens globale marked vil se ud.

randi christiansen

Hvis man kan argumentere sobert for sin sag, er der i dag større mulighed end nogensinde for at nå et stort publikum. Hvilket også er nødvendigt menneskets økologisk globale aftryk taget i betragtning. Så det er bare med at komme i gang derude. Forskning (fission?) optimal ikke forurenende brændsel og forbrugsnedgang forekommer at være tre uundgåelige fokus, som må indskrives i køreplanen.

Allan Christensen

Randi Christiansen

Så det er bare med at komme i gang derude.

Men Randi vi har jo stort set ikke lavet andet. Hvornår anerkender du og andre de kemiske sprøjtemidler som et udtryk for menneskers glæde over naturen og håbet om at det med udviklingen af disse er lykkedes at stille værdifulde redskaber til rådighed for økologisk ansvarlige landmænd?

Det er desværre ikke lykkedes miljøbevægelsen at bremse det irrationelle vækstparadigme og det medfølgende irrationelle overforbrug af fossil energi, ej heller det irrationelle fodslæberi mht. udviklingen af vedvarende energikilder.

@ Claus - det er alt sammen sandt, men at forskningen i generation IV reaktorer blev standset er virkelig en tragedie - fordi de løser affaldsproblemet og giver en CO2-fri energikilde, der ikke afhænger af vejr og vind.

Jesper Møller, hvordan kan noget der er bremset i forskningen, have en end-game teknologi? Du gentager jo nok dig selv, uden reflektion, det skal du ha' lov til, men synes da du skal vide, at det er selvmodsigende.

@ Jesper Wendt - man kan jo godt sige temmelig meget om hvilke egenskaber en reaktortype vil have, også før den er udviklet. Det er jo det samme med fusions energi: man er f.eks. først nu ved at bygge ITER i Frankrig, men man kan jo allerede nu sige helt præcist hvilke fordele og ulemper til teknologi vil have - uafhængigt af om det rent faktisk lykkedes at realisere den.