Baggrund
Læsetid: 7 min.

Hvad Captain Fantastic siger, er altid rigtigt

Det er forår i Liverpool. Efter fem års fravær står klubben på spring til Champions League, og på en en enkelt sæson er klubben rykket fra en syvendeplads til nu at være med i det engelske titelræs. Forårsbebuderen har et navn: Brendan Rogers, klubben træner
Det bedste. Når du har en træner, der får det bedste frem i dig – og samtidig heller ikke er bange for at sætte dig på plads – er de bedste ingredienser til stede, siger Steven Gerrard begejstret om Brendan Rodgers her under en målfejring på Old Trafford i søndags.

Jason Cairnduff

Moderne Tider
22. marts 2014

Liverpool FC har oplevet et kæmpe comeback i denne sæson. I øjeblikket ligger de nummer to i Premier League, og alting skal gå grueligt galt, hvis de ikke kvalificerer sig til næste års Champions League efter fem års fravær. Nu sætter klubbens levende legende, Steven Gerrard, trumf på: Det er lykkelige tider i Merseyside.

Spørger man Steven Gerrard har den øjeblikkelige succes et navn: Brendan Rodgers, den 41-årige Liverpool-træner, som overtog tjansen fra Kenny Dalglish i 2012. Rodgers har ført klubben fra en syvendeplads sidste sæson til at være med i titelræset. Med én kamp mindre er Liverpool fire point efter Chelsea. I eftermiddag venter en udekamp mod Cardiff, mens Chelsea tager imod Arsenal på Stamford Bridge.

Men Rodgers er ikke parat til at snakke kontraktforlængelse. Det ville være at udnytte triumfen fra sidste weekend, hvor Liverpool ydmygende kørte kriseramte Manchester United over på Old Trafford med 3-0. Det handler om holdet, ikke mig, siger han.

Gerrard tager dog gerne bladet fra munden:

»Jeg er simpelthen fuld af beundring. Rodgers’ taktiske forståelse, hans modenhed i jobbet er eminent. Han lærer mig noget hver eneste dag,« udtalte Gerrard og fortsatte:

»Når du bliver en ældre spiller, begynder du at lægge mærke til, hvordan træneren bærer sig ad, og for mig personligt har Rodgers været fantastisk. De andre spillere vil nikke genkendende til det. Nu håber jeg bare, at den amerikanske ledelse i Boston er hurtig på aftrækkeren. Rodgers må og skal have en kontraktforlængelse.«

’Du føler dig som en million’

Rodgers har været god til at omstille den 33-årige Gerrard. Hans naturlige position er den dybe midtbane, hvor han som en anden Andrea Pirlo eller Xabi Alonso kan orkestrere spillet og sætte de dødelige offensiver i gang. Og det er lykkedes gang på gang i sæsonen.

»Træneren har en evne til at få dig til at føle som en million dollar, når du går på banen. Med selvtillid og indre ro og det hele. Når du spiller for Liverpool, bliver du nødt til at håndtere et voldsomt pres og levere varen. Men når du har en træner, der får det bedste frem i dig – og samtidig heller ikke er bange for at sætte dig på plads – er de bedste ingredienser til stede,« sagde Gerrard.

Før Brendan Rodgers’ indtog havde Liverpool nærmest vænnet sig til offerrollen. Fanbasen var stor, men kommentarerne var beske, og man skuttede sig i nærheden af de historieløse succeser ovre i Chelsea og Manchester City.

Den 26. februar 2012 vandt Liverpool Carling Cup over netop Cardiff. Ganske vist med lodder og trisser, for havde det ikke været for en gevaldig afbrænder fra Kenny Millers fod, havde det set sort ud for Kenny Dalghlish. Det var seks år siden, Liverpool sidst havde vundet noget nævneværdigt, og det var walisiske Craig Bellamys første medalje i britisk fodbold:

»Helt ærligt, se bare Birmingham, som vandt Carling Cup’en sidste år. Var det en ny begyndelse for dem? Nej, det var det så absolut ikke,« slog Craig Bellamy fast og fortsatte dæmpet:

»Det her er ikke enden på sæsonen, bare fordi vi har vundet et trofæ. Det simple faktum er, at i den her klub, på det her niveau, er der et gevaldigt pres. Dag ud og dag ind. Vi må bare fortsætte med at arbejde hårdt og presse os selv.«

En del af Europa

En anden eftertænksom herre, Jamie Carragher, havde følgende kommentar i halen på Cardiff-sejren:

»Vi bør satse på at komme med i Europa på vores egne resultater hjemme i England, og ikke fordi vi vinder Carling Cup. Ja, det er rart at have billetten i hus til Europa League, men vi er altså større end dét. Næste skridt er rampen til Champions League. Vi ved, det bliver svært, og store og vanskelige hold venter forude. Europa er vores arv, det er vores kultur slet og ret, og vi bliver nødt til at være en del af det igen,« sagde Jamie Carragher på pressemødet.

Liverpool hører til i Europa. Bob Paisley har som den eneste træner i historien præsteret at vinde tre Europa Cup-titler med den samme klub. Nemlig Liverpool i 1977, 1978 og 1981. Sådan noget fås næsten ikke bedre. Det er samme luftlag som Ajax i 70’erne, AC Milan i starten af 90’erne, Alfredo di Stefanos Real Madrid anno 1960 og FC Barcelona i moderne tid. Liverpool har vundet Europa Cup’en fem gange, lige fra dengang, løjerne hed Mesterholdenes Turnering og til nu, hvor verdens mest lukrative fodboldshow kaldes Champions League.

En anden legende, Sir Bobby Robson, har malet det perfekte billede af det særlige, europæiske fodboldbegær:

»Champions League er virkelig en overbygning på international fodbold. I Europa føles fodbolden bedre, den dufter bedre og udfordrer psyken meget mere,« mente Robson, som efter et langt liv i fodboldens tjeneste, først som innerforward for Fulham i 50’erne og senere som træner for England og Barcelona, døde i 2009, 76 år gammel.

»I Premier League starter de fleste hold med fejl og mangler, som hurtigt bliver fatale hen over 90 minutter. En træner bliver betalt for at spotte de mangler og rette op på dem. I Europa, i Champions League, tester du dig selv op imod de absolut bedste klubber i hver liga. Der er ingen blød mellemvare her,« sagde Robson.

Da myten var virkelighed

I virkeligheden skal vi ikke så langt tilbage, før myten om Liverpool var lyslevende: De var holdet, der med ét kunne forvandle sig fra engelsk metervare til europæiske fyrster, år efter år. Liverpool var lig med umulige comebacks og evnen til at sætte sig igennem på den store scene, når det virkelig gjaldt.

Og så skete det umulige. AC Milan var foran 3-0 ved pausen i Champions Leauge-finalen i 2005. Italienerne havde efter sigende allerede åbnet champagneflaskerne i omklædningsrummet. Den daværende Liverpool-træner, Rafael Benitez, talte dunder. Klubben fra Merseyside rejste sig og kom tilbage, anført af Steven Gerrard. Hvem ellers. Og så kunne Liverpool løfte pokalen med de store ører. De kaldte det »miraklet i Istanbul«.

Kenny Dalglish vandt syv engelske mesterskaber, tre Europa Cup-finaler og fem pokalturneringer for Liverpool. Det blev til 355 kampe og 118 mål for klubben, og fansene, hvoraf de mest hardcore af dem gik fra at være hooligans til at blive casuals, kvitterede for den stærke offensivspillers meritter med kælenavnet ’King Kenny’. Siden har manden fra Glasgow været næsten urørlig og selve inkarnationen af kærlighed til The Reds. Fansene elskede ham.

Men Kong Kenny kunne ikke finde ud af at købe ind. Andy Carroll kostede 400 millioner kroner og levede ikke op til forventningerne. Set i bakspejlet var Carroll måske i virkeligheden en panisk erstatning for Fernando Torres, der fløj videre til rivalerne fra Chelsea. Spillere som Jordan Henderson og Charlie Adams skuffede også. En af de billigste, Craig Bellamy, var faktisk livsvigtig. Det var ham, der sammen med Steven Gerrard og Luis Suarez scorede de vigtigste mål. Liverpool lignede mere og mere et hold, der var revet midt over.

Den må vi ha’ endnu en gang ...

De sang euforisk med på Liverpool FC’s Euro Cup-hymne, hvis tredje vers hylder erindringen om Alan Kennedys scoring i det 81. minut.

Det er 28 år siden, og fans fra onlinegenerationen var ikke engang født. Tysk tv viste opgøret fra Parc des Princes. Scenen var Paris, og anledningen var finalen 1981 i Mesterholdenes Turnering, hvor gutterne fra Merseyside besejrede Real Madrid 1-0.

»Real Madrid sent packin’, in the city of romance,« kvidrer de på melodien Ten Green Bottles.

Liverpool-fans drømmer om et sjette vers i Euro Cup-hymnen. Pokalen med de store ører har de allerede fået lov at beholde:

»Fifth European Cup, was won in Istanbul. Three-nil, three-all, what a miracle. Now it’s here forever, to stay in Liverpool. Oh, the Fifth European Cup, we won in Istanbul!«

Oprindeligt er Liverpools slagsang, You’ll never walk alone, taget fra musicalen Carousel. Senere blev den et stort hit med Gerry and the Pacemakers. Dengang i 60’erne var Celtic og Fulham de første til at omdanne sød pop til massebrølen på stadion. Musikken stopper, når de bredbrystede englændere når omkvædet. »Walk on, walk on, with hope in your heart – And you’ll never walk alone.« Verset er som skåret efter Liverpools bedrifter:

»When you walk through a storm – Hold your head up high – And don’t be afraid of the dark – At the end of a storm – There’s a golden sky.«

Steven Gerrard kunne ikke undertrykke en mild irritation parret med trods. Han havde lige ført sit hold til en 3-0 sejr over Manchester United, 16. marts 2014.

»Eksperterne havde travlt med at afskrive os. Er vi færdige? Nej! Kampen mod United er vores svar. Vi kunne have vundet med fem eller seks mål.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her