Læsetid 6 min.

Dine varer er lavet af dine egne drømme

I dag skal vi ikke forstå forbrug som nydelse, men som en art ’dobbelt arbejde’, siger den franske filosof Jean-Paul Galibert. Han viser, hvordan hyperkapitalismen sætter din fantasi på arbejde, tømmer din tegnebog og lægger beslag på din fritid
Værdi. Under hyperkapitalismen , skal vi ikke blot producere og købe varerne, vi skal også selv tilføre den det, der gør den værdifuld, forklarer Galibert med henvisning til smartphones og tablets eksempler.

Værdi. Under hyperkapitalismen , skal vi ikke blot producere og købe varerne, vi skal også selv tilføre den det, der gør den værdifuld, forklarer Galibert med henvisning til smartphones og tablets eksempler.

Richard Levine
8. marts 2014

Du har købt en ny mobiltelefon for at belønne dig selv for din indsats på jobbet. Det har du fortjent, tænker du måske, mens din finger glider hen over dens lækre touchscreen. Men tænk nu, hvis forbrug slet ikke er lig med afslapning, nydelse og belønning længere. Tænk, hvis din mobil derimod sætter dig yderligere på arbejde – et imaginært arbejde, du aldrig ser skyggen af betaling for.

Det er en almen og efterhånden banal hverdagserkendelse, at fænomener som Facebook, smartphones og internet stjæler din kostbare tid og gør det svært at skelne mellem arbejde og fritid. Den franske filosof og lingvist Jean-Paul Galibert går et skridt videre i sin analyse af det kapitalistiske tidstyveri. I sit essay Les Chronophages – 7 principes de l’hypercapitalisme introducerer han begrebet ’dobbelt arbejde’ for at forstå den nye situation, hvor arbejde er begyndt at optræde som kompensation for at have arbejdet.

Varens indbyggede tomhed

Ifølge Galibert har vi i dag at gøre med en ’hyperkapitalisme’, der adskiller sig fra den traditionelle kapitalisme ved at mobilisere sine aktører i en slags hyperaktivt deltagelsessamfund, hvor arbejde og udbytning har antaget nye, uigenkendelige former. Den engagerede politiske analyse af hyperkapitalismen påbegyndte han allerede i bogen Suicide et sacrifice fra 2012. Galibert mener, at der er sket et ontologisk skift i økonomien, som kræver, at vi udvikler nye kritiske koncepter. Dermed placerer han sig i kredsen af kritiske tænkere, der forsøger at overskride den traditionelle marxisme ved hjælp af Marx selv.

Der er sket det, at forbruget har antaget en karakter, hvor det ikke længere er en modpol til tiden spenderet i trædemøllen 8-16. Tværtimod er det blevet en slags arbejde, og det er som sådan, at vi skal forstå og kritisere det, mener Galibert og kaster et mørkt blik på senkapitalismens vareproduktion, som har lagt det håndgribelige bag sig og nu i stor stil mobiliserer fantasien.

Men der har altid været et element af tidstyveri i enhver vare, forklarer Galibert med afsæt i den marxistiske arbejdsværditeori. Marx’ genistreg var at vise, at merværdien – den mystiske værdiøgning, der tilsyneladende opstår ud af den blå luft – har sin dunkle oprindelse i merarbejde, det vil sige ubetalt arbejde, som er den eneste kilde til værdi.

Dette ’u’ i ’ubetalt’ er signifikant, for det udtrykker en negativitet, et tomrum, som forplanter sig til alle niveauer af økonomien. Du arbejder mere, end du får løn for; der bliver færre vingummibamser i posen; kyllingefileten er pumpet med vand, og den termoformede småkageemballage viser sig at indeholde 50 procent luft. Som Galibert skriver: »Ethvert objekt, der skal indbringe mere, end det har kostet, balancerer på kanten af tomrummet.«

Det tomrum skal forbrugeren bekoste og udfylde. Og i dag er produkterne tit så udhulede, at de nærmest bare er et påskud for emballagen. Varens værdi formindskes, mens vores imaginære engagement bliver tilsvarende større. »Jo mere tingene tømmes, desto mere genopfylder vi dem med vores fantasi. Vi er altid parate til at kompensere imaginært for det, vi bliver berøvet.«

Ikke blot psykologisk, men også økonomisk får tingene værdi i kraft af vores deltagelse. Når vi køber en mobil, køber vi egentlig en tom beholder til at opfylde med vores egen menneskelighed. For hvad skal man bruge en ny smartphone til, hvis man ikke har nogen at ringe til?

Fantasien som fabrik

Galibert analyse markerer også et brud med de romantiske 68-idéer om indbildningskraften som opposition til økonomien. »Al magt til fantasien!« skrev ungdomsoprørerne på de parisiske husmure. De levede i en verden med udsigt til kedelige kontorjob og monotont slid ved samlebåndet, som ikke belønnede fantasterier.

I dag profiteres der på fantasien. Vi ser det pligttro og mådeholdne menneskes undergang. Produktionen tager form af en kunstnerisk og kreativ drømmetilstand, en slags udvidet og uophørligt arbejde, der smelter sammen med fritiden og legitimeres som individuelle selvrealiseringsprojekter og netværksbaserede fællesskaber.

Ikke mindst tager Galiberts analyse bestik af cirkulationssfærens ekspansion efter Anden Verdenskrig, hvor forbrugets karakter som fortæring af simple livsfornødenheder blev erstattet af senkapitalismens hedonistiske nydelsesdiktat. Men nu må vi gå bag om denne påståede nydelse, for udbytningen i produktionen er parallel med udbytningen i forbruget:

»Fantasien fungerer permanent som en sekundær fabrik, som varerne forlader personaliserede og udstyret med etiketter; på én gang offentlige og private, kun erkendbare og attråværdige i kraft af vores eget imaginære arbejde.«

Den tid er altså omme, hvor vi ideologikritisk kunne afmontere reklameindustriens glitrende billeder som uautentiske pseudobehov. Vareverdenens skinvirkelighed overmander os ikke udefra. I forlængelse af den franske marxistiske tænker Guy Debords berømte tese om skuespilsamfundet viser Galibert, hvordan kapitalismen i en vis forstand selv har formået at afskaffe forbrugeren som passiv og hjernevasket tilskuer til sit eget liv: Nu må vi for alt i verden ikke holde op med at deltage.

Og problemet med drømmeudbytningen er, at den faktisk fremtræder som autentisk. Det er uhyre svært at kritisere – endsige kræve penge – for vores egne mest intime forestillinger.

Synkrone drømme

Radikalt teknologipessimistisk påpeger Galibert, at der i dag findes hele industrier, som understøtter og styrer driften af vores fantasier. Drømmene bliver ligesom hos fortidens tv-seere synkroniseret, når vi virtuelt og samtidigt ’synes godt om’ det samme Facebook-opslag. Men vi medvirker også selv kontinuerligt til at skabe denne drømmeverden, fordi livet udenfor er så godt som ikkeeksisterende. En eksemplarisk illustration er den moderne vittighed, der siger, at kroppen ikke har optaget næringsstofferne i et måltid mad, med mindre du først har taget et billede af det og postet det på Instagram.

Endnu mere kompliceret bliver det af, at forestillingsevnen er en unik menneskelig kapacitet, der er knyttet til både religion og politik: evnen til at forestille sig en anden verden. Og det er den utopiske kapacitet, som økonomisk bliver udnyttet. Fantasien, som 1800-tallets romantiske digtere besang, er endelig blevet fuldt integreret i vareproduktionen.

»Frisættelsen af fantasien bibringer en drømmelignende substitueret tilfredsstillelse. Men der er tale om en ny type frihed: Det drejer sig ikke længere om at virkeliggøre drømmene, men om at drømme sig til virkeligheden.«

Dobbelt arbejde

Som Galibert konstaterer, bliver vi under hyperkapitalismen sat på arbejde to gange: Først for at tjene penge til at købe objektet, dernæst for at tilføre objektet betydning. Arbejdet har ikke længere nogen afslutning.

Tag for eksempel datingsites på nettet. Her betaler vi et månedligt gebyr for at få adgang til at producere indhold til et tomt kommercielt website. Her udbydes drømmen om ophævelse af ensomheden som en fremmedgjort og vareliggjort aktivitet. Men uretfærdigheden består ikke i, at vi muligvis aldrig får smæk for skillingen og møder den eneste ene, men derimod i, at det såkaldte brugergenererede indhold er ubetalt arbejde.

»I bytte for dette dobbelte arbejde, som vi både køber og sælger, tildeler vi os selv muligheden for at arbejde endnu mere. Det er lykkes for den tidsrøvende økonomi at få arbejde til at fremtræde som kompensation for arbejde. Det er det første kendte produktionssystem, hvor der arbejdes for at kunne arbejde.«

Et af Galiberts egne eksempler er betalingskortet, der paradoksalt lader os betale et årligt gebyr mod muligheden for at betale for varer. Men kortet kamuflerer samtidig betalingen, dette pinagtige, men afgørende moment i varecirkulationen, der fodslæbende og evigt lyseslukkende rejser sig som en barriere foran realiseringen af vores drømme.

Betalingskortet skal altså også forstås som et tidsrøvende objekt, der næres ved vores fantasi. Men ikke nok med det – der spekuleres i fremtidige betalingssystemer, hvor enchip automatisk trækker pengene fra din bankkonto, idet du forlader forretningen, og dermed illuderer, at du tager varerne uden at betale: En illusion om en verden uden varerelationer.

Vores drømme er både reproduktionen af de kapitalistiske forhold og udgangen fra dem. Et menneskefjendsk system er afhængigt af, at der bevares en rest af menneskelighed.

 

Jean-Paul Galibert: Les Chronophages – 7 principes de l’hypercapitalisme. 101 sider. 13 euro. Éditions Lignes

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for morten Hansen
    morten Hansen
  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
    Rasmus Kongshøj
  • Brugerbillede for Alan Strandbygaard
    Alan Strandbygaard
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
  • Brugerbillede for Anders Feder
    Anders Feder
  • Brugerbillede for Søren Fosberg
    Søren Fosberg
  • Brugerbillede for Henrik Nielsen
    Henrik Nielsen
  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Andreas Trägårdh
    Andreas Trägårdh
morten Hansen, Leo Nygaard, Rasmus Kongshøj, Alan Strandbygaard, Carsten Mortensen, Ervin Lazar, Anders Feder, Søren Fosberg, Henrik Nielsen, Per Jongberg og Andreas Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll

Franske filosoffer er ikke altid lige vellykkede.

At han har problemer med sit daglige liv betyder ikke , at andre har samme problemer.

Filo Butcher, Toke Andersen, Bob Jensen og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg synes nu han er ret skarp.

Rune Lund, morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Niels Nielsen, Alan Strandbygaard, Carsten Mortensen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard
Alan Strandbygaard

Sådan har jeg haft det længe. Og det irriterer mig efterhånden så meget, at jeg undlader at erhverve mig noget. Jeg er msitroisk overfor produkter.

- Hvor ofte gange køber man ikke noget, der lokker emd hvor nemt det hele bliver, men i sidste ende viser sig at tage endnu mere af din tid? Hver gang, ikke?

Det er et gennemgående træk, at lige meget hvad du foretager dig, så ender det med at du tvinges ind i en række af handlinger, der kvæler din tid og tager din opmærksomhed. Tidsrøvere. Opmærksomhedsrøvere. Og du får INTET ud af det.

Det jeg har brug for, er ting der virker som en kontakt på væggen: Når jeg trykker en gang, så tænder lyset. Trykker jeg en gang mere, så slukkes lyset. Sådan.

Rune Lund, morten Hansen, peter fonnesbech, Rasmus Kongshøj, Niels Nielsen, Søren Blaabjerg, Andreas Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bent Gregersen
Bent Gregersen

Som en anden fransk filosof, Muriel Barberry, skriver på første side i sin bog ”Pindsvinets Elegance”:

Hvad forstår de arbejdende masser sig på Marx? Det er krævende læsning, sproget er elegant, prosaen subtil, teorien komplex.

Det er lykkedes de blålige gennem en energisk, aldrig ophørende indsats bistået af socialdemokratierne af få afmonteret 18 hundredtallets største samfundsanalytiker, naturligvis af lutter angst for denne analyse, ufuldendt som den var fra Marxs hånd, således at intellektuelt virksomhed kun uskadeliggøres med indblanding af religiøst/transidentielt pølsesnak. Kaldet ”Åndsliv”. Bortset fra exergeten, hvad laver så teologien på et universitet?

Derfor skal Jean-Paul Galibert: Les Chronophages  (=tidsfortærerne) hilses velkomme for sit perspektiv.

Den hyperkapitalisme som han søger indkredset afdækker det forhold at alle agenterne i kapitalismespillet, dvs. omtrent hele verden, er ofre. Hvad er de velhavendes tilværelse i solen på deres lystyacht værd sammenlignet med den direkte kontakt til verden, berøringen med stoffet, arbejdet med stoffet, munter snak, glæden ved samværet med gode venner, sin samlever, sine børn, se forbedringerne i sit liv som følge af egen personlige korporlige indsats osv.

Verden er til for krejlernes velbefindende. Det er livets mening og mål.

Jeg kan hilse og sige at jeg ikke har mobiltelefoner mere. De er alle smidt på lossepladsen. Og véd I hvad? det er en lettelse, en berigelse og efterlader intet savn.

Rune Lund, morten Hansen, Søren Blaabjerg, Niels Mosbak og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Blaabjerg
Søren Blaabjerg

Der synes i øjeblikket at være to diametralt modsatte tendenser:, der givetvis er indbyrdes modsat forbundne.

På den ene side bliver teknikken mere og mere raffineret, sofistikeret, monopoliseret og centraliseret. På den anden bilver det indhold, man fylder på, mere og mere tarveligt i kampen om at vinde et stedse mere fremmedgjort publikums gunst. I en traditionel forestillingsverden går tekniske fremskridt og kulturel udvikling hånd i hånd. Men det er et spørgsmål, om vi ikke i dag er derhenne, hvor teknologiske-videnskabelige fremskridt går hånd i hånd med kulturel forarmelse, i takt med at vi takket være moderne forbrugergoder bliver stedse mindre selvhjulpne og til gengæld mere og mere fokuseret på de pseudoværdier og pseudooplevelser, det moderne forbrugersamfund kan tilbyde. Et af de mest eklatante udtryk for denne tendens er muligvis fascinationen ved alle disse iphhones, smartphones etc., alle i virkelighden komplet overflødige indretninger og tidrøvere af rang. Måske er "tech-junkies" en meget passende betegnelse for en temmelig stor del af de, der ivrigt og kritikløst har taget dem til sig og ladet dem præge deres dagligdag i sygeligt høj grad.

morten Hansen, Bob Jensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Galiberts teori forklarer også, hvorfor politikerne og deres vælgere mener, at arbejdsløse skal straffes og ikke hjælpes: Ikke alene bidrager de ikke til samfundet ved ikke at arbejde, de bidrager heller ikke ved at ikke at forbruge. De er ikke bare dovne, som vi troede, nej, de er dobbelt så dovne!

Spændende teori, som afslører absurditeterne i den herskende samfundsorden.

Det mest uhyggelige er, at politikerne garanteret vil tage teorien, minus den kritiske del, til sig, og bruge den som argument for yderligere nedskæringer på socialområdet.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Genkendelse af noget man selv har tænkt, rart nok !
Se : Opgør med brug og smid væk kulturen, 05.03, 17.32, om en del af det her.
Så er jeg fri for at skrive igen.

Brugerbillede for Rune Lund

Franske filosoffer har det med at forplumre ting- tyske filosoffer har det med at bureaukratisere ting- amerikanske filosoffer har det med at pragmatisere ting- danske filosoffer har det med at polemisere ting - der er masser af undskyldninger for ikke at forholde sig til essensen, hvor forplumret, bureaukratiseret, pragmatiseret eller polemiseret den end måtte være. (Franskmændene er iøvrigt også gode til at polemisere)

Pointen er nærmest selvindlysende her: vores tid er penge, og den kapitaliseres i høj grad uden vi får noget andet ud af det end et midlertidigt fix. Det er selve WEB 2.0 paradigmet i sin grundessens, som det først blev formuleret af silicon valleys biz-guru Tim o'Reilly: den nye tidsalders forretningsmodel. Men der er skam intet nyt over den. De fleste kender tidsrøverne fra Ende's Momo- hvor mange har læst Burroughs' parafraser over 'junk' (læs: heroin) som det ultimative tid/penge produkt- og samtlige moderne markedsprodukter som en søgt syntesisering af 'junk'?

http://www.youtube.com/watch?v=fGJ7Z6AEzpY

Brugerbillede for Filo Butcher

Jeg aner simpelt hen ikke hvilke tomme varer manden snakker om. Jeg har ingen problemer med mådholdenhed og pligttroskab, og jeg tror ikke et øjeblik på at jeg er så specielt et menneske at der ikke findes tusindevis andre som mig. Jeg tror nok at det er det der er problemet med den "kreative klasse": i deres dekadens tror de at, udover at de er universets mitpunkt, så må alle andre være som dem, med de samme latterlige ambitioner om altid at være forrest, ind, bedst, på pletten, eller hvad de nu måtte tro der er så vigtig i livet.

Jeg er en af de mennesker der netop IKKE tager telefonen når den ringer mens jeg står og snakker med nogen. Det er sgu telefonen der kan vente. Dyrker grønsager og laver min egen mad, har aldrig i mit liv eget en mikrobølgeovn, ikke engang en pladespiller og I-dimser, Twitterditwatter får ikke mit blodtryk til at stige. Ikke af teknikforskrækkelse, faktisk arbejder jeg med IT, men jeg ser teknologien som værktøj, hverken et mål i sig selv eller attråværdig i sig selv, og jeg kan godt lide at det er MIG der styrer teknologien og ikke omvendt.

De nyeste gadtes lader mig kold, en bil er et transportmiddel og skal være billig og funktionel og jeg har sokker som er købt i Netto, som jeg har haft i over 10 år, hvilket må ca. være gennemsnitsalderen for alt mit tøj. Jeg vokser jo ikke mere, vel? Ej heller i bredden, selv om det kræver en lille indsats at forhindre.
Ville aldrig drømme om at købe en ny bil. Sociale netværk, ja gerne, men uden reklamer (takket Firefox og Adblocker) og hvor megen tid jeg vil bruge på Facebook, der kan sagtens gå 3 uger uden at jeg har liket nogen eller noget...

Ja på en måde må jeg være forbrugskulturens værste mareridt, men jeg har det fint med mig selv, og tror at der findes mange som mig.

Er der noget galt med mig?
Eller det artiklen der tager fejlbestik?

Med over 7 milliarder mennesker tror jeg faktisk at det er folk som Anna Ulman der er i mindretallet. Det er trods alt dem der har brug for 4 planeter, men siden vi jo kun har den ene, så byder løsningen sig selv...

Se dig i spejlet, Anna Ulman og erkend at det bare er dig der er lidt neurotisk fordrejet, men heldigvis er du ikke repræsentativ for menneskeheden.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Bob Jensen, når filosoffer, og ikke kun de franske, har tendens til at gøre det indlysende kompliceret, er det jo fordi det er deres job. Altså at tage fat i det indlysende og undersøge, om det nu også er så indlysende, som vi går og tror. Hvad det jo ofte ikke er.

Filo Butcher, jeg tror ikke der er noget galt med dig, for jeg har det stort set på samme måde: Jeg ser ikke fjernsyn, går stadig i mit arbejdstøj fra dengang jeg havde arbejde, kunne aldrig drømme om at købe en bil selv om jeg skulle få råd osv. Desværre tror jeg, at sådan nogen som dig og mig, der går efter substansen snarere end indpakningen, er et mindretal.

Hvorfor du kritiserer Anna Ulman og kalder hende neurotisk forstår jeg dog ikke. For jeg kender da mange mennesker, der lader sig forblænde af emballagen og signalværdien og køber noget, de egentlig ikke har brug for.