Læsetid: 4 min.

’Kunstig insemination producerer halve væsner’

’Reproduktionsmedicin’ skaber ’afskyvækkende væsner’, siger den tyske forfatter Sibylle Lewitscharoff, der har udløst en heftig debat om kunstens forhold til moralske afvigelser
Lewitscharoff vil gerne undskylde sine udtalelser, men ikke trække udtryket ’halve skabninger’ tilbage

Lewitscharoff vil gerne undskylde sine udtalelser, men ikke trække udtryket ’halve skabninger’ tilbage

Anders Tvevad

15. marts 2014

»De er ikke helt ægte i mine øjne, men tvivlsomme skabninger, halvt menneskelige, halvt kunstige, hvad ved jeg snart ikke. Det er utvivlsomt uretfærdigt, fordi børnene skal bære på en byrde, som de ikke kan gøre for. Men min afsky er stærkere end min fornuft.«

Sådan lød en del af en stærkt kontroversiel dundertale mod farerne ved den moderne »reproduktionsmedicin«, som med et forvandlede den prisbelønnede tyske romanforfatter Sibylle Lewitscharoff fra hædret og respekteret kulturpersonlighed til akut genstand for fordømmelse og skydeskive for anklager om at være stokreaktionær og menneskefjendsk.

»Netop den fornuftsløse foragt er kilde til hadet til alt anderledes og afvigende, til racisme og homofobi,« skriver hendes forfatterkollega Judith Schalansky i en replik i Süddeutsche Zeitung, og peger på, at Lewit-scharoff i det mindste erkender at have slået fornuften fra for at lade afskyen råde.

»Som kollega og lesbisk, gravid kvinde er jeg chokeret over Sibylle Lewittscharoffs ytringer, fordi mit barn er blevet til på en måde, som hun dæmoniserer som ’perverteret’ og ’modbydelig’ og ’afskyelig’«, skriver den 34-årige forfatter til romanen Giraffens Hals, der udkom på dansk sidste år.

»Når mennesker, af hvilken grund det end måtte være, frakendes deres fulde værdighed, er der ikke mere tale om kultivering af ressentiment, men om en uhyrlig hetz, der hylder et absurd, biologistisk, fascistoidt naturlighedsideal,« tilføjer hun

Bibelsk onaniforbud

Lewitscharoff er i forvejen kendt som en polemisk og konfrontationslysten forfatter, hvis synspunkter ikke nødvendigvis forsøger at stryge et humanistisk indstillet litterært publikum med hårene.

Alligevel virker det, som om mediestormen er kommet fuldstændig bag på hende. Den 59-årige forfatter ville med talen, der blev holdt for et prominent publikum i Dresdens skuespilhus den 2. marts, lægge op til en mere principiel debat om videnskabens magt over fødsel og død, om »reproduktionsmedicinens« fortrædeligheder, om konsekvenserne af »kvindens selvbemægtigelse« og om den moderne rettighedstænkning, der efter hendes opfattelse har strakt sig for langt, når den også gælder retten til at få børn.

I sin tale afveg Lewitscharoff fra den moralske mainstream i forbundsrepublikken, da hun i uforblommede vendinger benyttede lejligheden til at lægge afstand til de børn, der på »perverteret vis«, er undfanget i et reagensglas eller kommer til verden ved hjælp af andre kunstige befrugtningsmetoder.

Tidligere, sagde Lewitscharoff i Dresden, havde hun spøgt på bekostning af det »drastiske bibelske onaniforbud«, men i tider med allestedsnærværende pornografi er hun nu kommet på andre tanker, hvorfor forbuddet mod selvtilfredsstillelse forekommer hende »ligefrem klogt«, når man betænker, hvorledes pornografi eksempelvis anvendes som hjælpemiddel ved sæddonation. I stedet for at gribe til kunstig befrugtning bør moderne mennesker i det mindste overveje at affinde sig med deres barnløshed som skæbnebetinget. Det gælder i øvrigt også homoseksuelle, har Lewittscharoff sagt i et efterfølgende interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung.

I talen kædede Sibylle Lewittscharoff sine synspunkter sammen med sin egen ubarmhjertige opvækst. Hendes fader hængte sig, da hun var 11 år, og forholdet til moren blev aldrig godt, forklarer hun i talen. Af personlige grunde har hun derfor valgt at undlade at få børn. Hun har ikke ganske enkelt ikke den drift, forklarer hun.

Isoleret i tysk åndsliv

I det meste af det øvrige tyske kulturliv har reaktionerne på Lewitscharoffs tale været fordømmende, måbende og vrede. Indledningsvis svarede chefdramaturgen på skuespilhuset i Dresden, Robert Koall, i et åbent brev, at det er »det tendentiøse, det stemningsoppiskende og den dråbevist doserede gift« i Lewitscharoffts tale, der gør den så farlig. » ... en skrækkelig menneskeforagtende tirade«, lød karakteristikken fra skribenten Dirk Kniphals i den venstreliberale avis TAZ.

Andre skribenter som eksempelvis den indflydelsesrige blogger Stefan Niggemeier synes at det er »uhyrligt«, at talen i første omgang ikke umiddelbart påkaldte sig særlige reaktioner blandt det tilstedeværende publikum. Samme konklusion når Jan Feddersen i TAZ. »Hvorfor var denne Robert Koall den eneste, der intervenerede med det samme. Hvorfor tav tilskuerrækkerne i den sachsiske hovedstads skuespilhus? Man kunne have piftet og buhet af forfatterindens foragtelige tale – ville det ikke have været passende?«

Selv om Lewittscharoff i de følgende dage forsøgte at modificere en del af sine udsagn, der også rettede sig mod homoseksuelle forældre, ser hun umiddelbart ud til at have isoleret sig selv i tysk åndsliv.

»Jeg er virkelig ked af det. Sætningen blev for skarp. Jeg vil meget gerne trække den tilbage, det beder jeg om«, sagde Lewitscharoff på direkte morgen-tv få dage senere. Men det var for sent. De tyske medier var faldet for fristelsen til at blæse historien op, og hendes modstandere hæftede sig især ved, at hun dagen forinden havde forsvaret sig anderledes bidsk mod det voksende kor af kritikere i et interview med avisen Frankfurter Zeitung.

»Jeg ønsker at sige, hvad tanker i prekære tilfælde kan betyde. At handle er noget andet. Naturligvis ville jeg aldrig nægte et barn, der er opstået på den måde, og som jeg finder sympatisk, min hengivenhed,« sagde Lewitscharoff, men afviste samtidig, at trække udtrykket »halve skabninger« tilbage. På spørgsmålet om, hvorvidt hun bebrejder forældrene til et barn, der er kommet til verden ved hjælp af kunstig befrugtning, var der heller ikke tegn på fortrydelse.

»Nej, jeg ville aldrig komme med højlydte bebrejdelser. Men min skepsis ville stadig være der over, om det virkelig var en god vej at gå. Ikke mere end det,« siger hun og henviser også til, at det er op til kunstneren at ytre tanker, der af og til ikke passer ind i samfundets moral.

Kunstnerisk frihed

Undskyldningerne og henvisningerne til den kunstneriske frihed gælder imidlertid ikke etiske problemstillinger, mener journalisten Christopher Schmidt, der peger på, at Lewitscharoff gør sig skyldig i samme bortforklarende forsyndelse som en række af efterkrigstidens mest prominente sorte får i den tysksprogede litteratur.

»Da Botho Strauß i 1993 stillede spørgsmålstegn ved demokratiet i sit essay Tiltagende bukkesang; da Peter Handke i 1996 relativerede de serbiske krigsforbrydelser; og da Martin Walser i 1998 talte om, at Auschwitz bliver instrumentaliseret som ’moralkølle’, fulgte de nøjagtig det samme offerliggørelsesparadigme, altså plejningen af den formentlige offerrolle«, skriver Schmidt i Süddeutsche Zeitung.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Tjah, når man kan lide at provokere, ender man ofte med til sidst at gå over stregen. Jeg kender hende ikke og har heller ikke fået lyst til at lære hende at kende.

Hugo Pieterse

Den nye verdensorden har jo hårdt brug for robotmennesker, så væsener som undfanges uden at dette gloriøse øjeblik belastes af lyst, begær, kærlighed, dominans, underkastelse eller andre irrationelle anakronistiske emotioner er højst velkommen. Her fødes mennesker på grund af rent intellektuelle beslutninger, en god begyndelse for fremavlen af den ny kommende raceblandede fremtidsrace som ifølge EU-ideologen Richard Coudenhove Kalergi vil ligne de gamle Egyptere. Længe leve in vitro befrugtningen, genmanipulation og kloning. Fra denne klasse vil vi rekruttere vore nye ledere.

Andreas Andersen

ISOLERET ÅNDSLIV, den er ny for mig, men kan godt nikke genkendende til indholdet, isoleret åndsliv er meget nutidig relevant. Lever alle i nutiden ikke en isoleret åndsliv med troen og seksualdriften/ erstattet af Købedriften. Isoleret åndsliv som konsumer.

"Undskyldningerne og henvisningerne til den kunstneriske frihed gælder imidlertid ikke etiske problemstillinger, mener journalisten Christopher Schmidt'.

Hvad må kunstneren så udtale sig provokerende om - sin yndlings tapetfarve?