Læring bliver et anliggende ved siden af livet

Konkurrencestaten tager kvælertag på uddannelse og skaber flere tabere i stedet for flere vindere. Den fokuserer snævert på målelig faglighed og overlader det til Facebook og de unge selv at blive livsduelige mennesker – ny bog forsøger at redde en særlig dansk tradition

	Det er adgangen til ungdomslivet, der gør dem glade for at gå skole, forklarer Knud Illeris. Og det er mindst lige så vigtigt som den dokumenterbare tilegnelse af færdigheder siger han

Det er adgangen til ungdomslivet, der gør dem glade for at gå skole, forklarer Knud Illeris. Og det er mindst lige så vigtigt som den dokumenterbare tilegnelse af færdigheder siger han

Tor Birk Trads
15. marts 2014
Delt 22 gange

På vej til interviewet med uddannelsesforsker Knud Illeris møder jeg en mor, der har taget sin søn ud af min datters klasse og sendt ham på privatskole. Sønnen ville selv, han er glad for sin nye skole og mener selv, han har lært det, han skal, om tilpasning til mangfoldigheden på sin gamle folkeskole. Ikke at alle privatskoler bare er lykken, nej nej.

Men folkeskolen er under pres, når ressourcestærke familier vender ryggen til den. Det kan vi hurtigt blive enige om, mens vi passerer lyskryds og andre cyklister. Vi er også enige om, at den fælles folkeskole er værd at kæmpe for. Det er bare ikke noget særligt fedt projekt for tiden.

Samme tone slår Knud Illeris ganske uopfordret an fra det øjeblik, han går i gang med at forklare, hvordan den stærkt omdiskuterede konkurrencestat påvirker læring – emnet for den nye bog, han har redigeret med bidrag fra nationale og internationale notabiliteter som konkurrencestatsbegrebets fadder, Ove K. Pedersen, og uddannelsesforsker Thomas Ziehe.

»Der er blandt lærere, elever og forældre en almindelig mismodig stemning af, at det ikke går særlig godt – ikke bare i folkeskolen men i hele uddannelsessystemet. De eneste steder, hvor det går rimelig godt, er på efterskolerne og til dels på produktionsskoler og daghøjskoler. De har en anden stemning, fordi det er steder, hvor man lægger vægt på at arbejde med eleverne som mennesker, som en helhed. Og ikke bare med fokus på, at der er noget ganske bestemt fagligt, de skal lære. De elever, der kommer på efterskoler, oplever, at det er hele deres situation som unge, der bliver arbejdet med og ikke kun nogle bestemte faglige mål,« siger Knud Illeris.

Uddannelse står helt centralt i konkurrencestaten. Education, education education slog den britiske premierminister Tony Blair fast allerede i 90’erne – det er hele fundamentet i styrkelsen af et lands konkurrenceevne. Men rationalet bag den tænkning har nogle meget uheldige konsekvenser for det, man egentlig gerne vil opnå: en bedre uddannet generation. Og hvis man vil forstå, hvorfor konkurrencestatens opskrift på læring skaber flere tabere i stedet for de vindere, der er dens helt afgørende præmis, kan man med Illeris’ ord altså kigge på efterskolerne. Deres succes er konkurrencestatens fiasko.

Svineproduktion

»De kvaliteter, som handlede om, at man forholdt sig til, hvad man kaldte dannelse, og opbyggede et undervisningsmiljø, som udviklede livsduelige mennesker, er ved at gå tabt. Konkurrencestaten fokuserer på uddannelse i stedet for læring og især på kvantitet: Flest muligt skal uddannes mest muligt for de færrest mulige ressourcer. Men bortset fra PISA interesserer konkurrencestaten sig ikke for læring, dvs. hvad der kvalitativt bliver produceret i uddannelserne. Og mange af de midler, man tager i brug for at skabe mere uddannelse, kommer let til at virke negativt ind på læringen – f.eks. kæmpestore bureaukratiske institutioner, taxameterordninger, incitamentsystemer, tests, målinger, kontrol og inklusion uden tilstrækkelige ressourcer,« konstaterer Illeris. Som professor emeritus rejser og taler han om læring og uddannelse i udlandet, alt imens han må konstatere, at det danske uddannelsessystems ry som et af verdens bedste efterhånden er falsk varebetegnelse. Over de sidste tre årtier er de særlige kvaliteter forsvundet, og vi er ikke længere unikke eller bedre andre.

Kritikken er for så vidt ikke ny. I disse dage bliver den yderligere fremført fra et børnepsykologisk udgangspunkt i børneforsker Per Schultz Jørgensens nye bog, Styrk dit barns karakter, hvor han opfordrer forældre, pædagoger og politikere til at løfte blikket fra tidens kompetencestress og sætte barnets karakterdannelse i centrum.

Men, mener Illeris, det er et indiskutabelt faktum, at konkurrencestatens favntag med læring kan aflæses i det store frafald på ungdomsuddannelserne. Samt det stærkt stigende antal børn med adfærdsvanskeligheder og psykiske diagnoser, som folkeskolen har udskilt i de år, hvor konkurrencestaten holdt sit indtog i skoleverdenen.

»Man har de sidste tre årtier forsøgt at få alle med på vognen, og man har ikke gjort nogen særlige fremskridt. Det er stadig kun omkring 80 pct. af en ungdomsårgang, der får en ungdomsuddannelse, og de prognoser, der forudsiger, at det vil stige fremover, er lige så usikre som de prognoser, man forsøger at forudsige økonomien med. Og så skal man huske, at dette er sket sideløbende med, at niveauet for at gennemføre en ungdomsuddannelse lige så stille er blevet sænket. Du kan få enhver gymnasielærer, der er gammel nok, til at bekræfte, at der kommer unge igennem i dag, som ikke ville være kommet igennem for 20 år siden,« siger uddannelsesforskeren.

Tony Blairs udgave af konkurrencestaten er en fiasko i forhold til de enorme ressourcer, der er investeret i den, mener Illeris. Resultater er udeblevet, og de dygtigste lærere er flygtet fra det offentlige uddannelsessystem. En tendens, Illeris mener, man kan frygte vil slå igennem herhjemme, hvor mange lærere føler sig mast efter sidste forårs lockout. I Sverige, hvor man også har gennemført gennemgribende uddannelsesreformer, er der i øjeblikket dyb selvransagelse oven på maveplaskeren i årets PISA-målinger.

Strategisk læring

Illeris har intet imod faglighed. Faglighed står ikke nødvendigvis i modsætning til et godt læringsmiljø og vægt på identitetsudvikling – tværtimod kan de to ting fremme hinanden, påpeger han. Målinger er heller ikke i sig selv forkerte. Det afgørende er imidlertid at erkende, at der samtidig sker en indirekte nedprioritering af alt det, der ikke kan måles, men som er mindst lige så vigtigt – f.eks. udvikling af identitet, forståelse, fleksibilitet, kreativitet, samarbejdsevne og innovationsorientering.

»Jeg ved ikke, hvor mange gymnasielever, jeg har hørt sige, at det er adgangen til ungdomslivet, der gør dem glade for at gå i skole. Det faglige spiller en mindre rolle. Til gengæld er der enormt strategisk fokus på at skaffe sig gode karakterer. Man prøver at give indtryk af, at man er bedre, end man er, og vælger fag efter, hvor det er nemt at skaffe sig gode karakterer. Presset betyder, at de unge er optaget af en strategisk præstation i stedet for noget, der fører til dybere læring.«

De unges identitetsudvikling bliver til gengæld overladt til dem selv.

»I et individualiseret samfund er man fokuseret på sin egen karriere og på at blive lykkelig. Hvordan man bliver lykkelig, er ens egen sag, og det prøver de unge så at finde ud af med større og mindre held gennem det ungdomsliv, man kan melde sig ind i,« siger Knud Illeris med henvisning til de mange unge, der klager over stress og præstationsangst i gymnasiet og på de videregående uddannelser.

— Men det bliver jo problematiseret, at de unge har for meget fokus på ungdomslivet, at de er for uambitiøse, dovne eller på Facebook konstant i undervisningen?

»Men hvorfor er de det? Det er fordi, at den faglighed, undervisningen lægger så meget vægt på, og alt det pres, det medfører, fylder for meget. Den personlige udvikling bliver henvist til noget, man må klare på anden vis. Det er det, vi ser de unge selv tage hånd om. Det samme ser man i folkeskolen, hvor det snævre fokus på PISA fortrænger de ting, der kunne gøre skolen til et udviklingsmiljø.«

Det faglige opleves ifølge Illeris som en pligt, som kommer til at stå i modsætning til det sociale, som er rart. Dermed kommer eleverne til at forholde sig til læring som et ydre forhold. Men god læring forudsætter, at eleverne synes, det er vigtigt og engagerende.

— Har det ikke altid været svært at motivere børn og unge til at lære det, de skal?

»Jo, men det er jo det, vi i det danske skolesystem har været gode til. Alt det, Anders Fogh kaldte rundkredspædagogikken, er trængt ud i noget, eleverne selv må klare.«

— Hvordan var det bedre i gamle dage?

Nu bliver den ellers besindige forsker en smule irriteret.

»Det bliver hele tiden forlangt, at man skal kunne dokumentere, at det har været bedre, gennem målinger. Det, jeg og andre er oppe imod, er, at man ikke tror på, at menneskers trivsel, deres kreativitet, fleksibilitet og indføling rigtig betyder noget. For når det ikke kan måles, så er det der slet ikke. Det er også afspejlet i dine spørgsmål om, at jeg skal kunne dokumentere, hvorfor det er bedre at lægge fokus et andet sted. Sagen er den, at hvis man gør disse forhold målelige, har man også gjort det afstumpet, fordi de menneskelige kvaliteter ikke er noget, man kan måle.«

— Uddannelse er jo i høj grad blevet politiseret. Og det syn, du repræsenterer, som Fogh så kaldte rundkredspædagogik, kan jo betragtes som en politisk holdning. En holdning, man kan være uenig i?

»Mellem det målelige og det holdningsmæssige er der et meget bredt felt, der handler om menneskers trivsel, identitetsdannelse osv., som vi er nødt til at have med. Men konkurrenceevnen går altid foran det, vi i bogen kalder en mere bæredygtig retning. Men der kan være konkurrencefordele i at gøre vores uddannelsessystem mere menneskeligt kvalificerende. Det er ikke nødvendigvis forkert med fokus på økonomien som udtrykt i konkurrenceevnen. Men det er gjort alt for rigidt. Den stadige globale konkurrence udpiner de menneskelige ressourcer. Se hvor mange, der er sygemeldt med stress. Ligesom de miljømæssige ressourcers udpines, så der ikke bliver noget tilbage til de kommende generationer. Vi har nogle traditioner, der gør, at vi kunne konkurrere på at være bæredygtige også inden for uddannelse, hvis vi ikke brugte konkurrencebegrebet så firkantet,« siger Knud Illeris.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Læring i konkurrencestaten – Kapløb eller bæredygtighed

Knud Illeris (red.)

300 sider. 298 kr.

Forlaget Samfundslitteratur

 

Knud Illeris

Født 1939, professor i livslang læring ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Har tidligere været professor på Institut for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter, og leder af Workplace Learning- konsortiets forskningsprogram ’Læring i arbejdslivet’ hos Learning Lab Denmark.

Forfatter til en lang række bøger om læring, uddanelse og kompetenceudvikling

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Loft

Det "nye sorte", er at vi higer efter en diagnose/en (bort)forklaring, noget som vi kan "hæfte skylden" (red. I min optik, vores egnet ansvarlighed eller mere præcist ..Uansvarlighed), op på.
For når vi har "den diagnose", af den ene eller anden kaliber, så kan vi fra ligge os ansvaret, og læne os tilbage og sige, ...."det er da osse fordi at...

Brugerbillede for Kjeld Hansen

Feminismen har gjort Danmark til et komplet afsporet land.

- Jeg opfordre til en folkeafstemning i Sønderjylland om tilbage flytning af Sønderjylland til Tyskland med grænse som før 1920.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Hvem er de ressourcestærke familier? Er det dem, der der er bedst til af dyrke deres egoer? Hvis de ressourcestærke familier vender ryggen til folkeskolen, er det fordi de er egoister, der kun vil deres eget bedste, og tror, det sker i det private, herunder i privatskolerne. Men det gør det ikke, og denne artikel svinger mellem journalistens egen selvpromovering og det politisk korrekte i at fremme den folkelige skole.

Brugerbillede for Søren  Johannesen

Hvad lærer vore børn i virkeligheden i skolerne?
Er det viden om virkeligheden vi formidler?
Eller instruerer vi blot i spillets regler?

Hvorfor er vi så bange for at træde til side og lade børnene opdage verden og virkeligheden på en hånd? Hvorfor må de ikke lære selv, hvorfor skal de tvangsarve vores fejl og mangler?

Som samfund lærer vi uendeligt langsomt!
Ny viden er nemlig velkommen hvis den bekræfter og gerne roser det eksisterende system!
Alt andet er et tyndt lag maling på en meget lang og trist historie!
Lad børnene være i fred og lad dem bestemme selv!

Hvem skal bestemme over dig, hvis du vil bestemme over alle andre?
- det skal jo hænge sammen forstår du nok

Brugerbillede for Marianne Bjerg

En af bidragsyderne i Knud Illeris's bog, gengiver en gamle sufihistorie:

" En gammel bjerglandsby der var kendt viden om for indbyggernes venlighed og harmoniske levevis, fik en dag besøg af en rejsende, der bragte ildevarslende nyt med sig. Floden som løb gennem landsbyen og som forsynede byen med friskt drikkevand, var højere oppe blevet forgiftet og de der drak af vandet, forandrede karakter. Det viste sig ved, at de kun tænkte på sig selv og egen vinding, og at mistillid og fjendtlighed i stadig højere grad prægede deres relation til hinanden og til fremmede. Det værste var, at de ikke selv var klar over at de var forandrede, og de anså mennesker der ikke havde drukket af det forgiftede vand, for at være forkerte og fremmede, ja endda syge.

Da det forgiftede vand inden længe ville nå ned til landsbyen, opfordrede den rejsende beboerne til i tide at opsamle så meget vand fra floden, at de havde nok drikkevand til floden atter var ren.

En af beboerne gik straks hjem og byggede en beholder og fyldte den med vand. Men de skræmmende udsigter gjorde øjensynligt ikke indtryk på landsbyens øvrige beboere, for de fortsatte med at drikke flodens vand.

Det lille samfund forandrede sig i takt med, at det forgiftede vand gjorde beboerne stadigt mere egoistiske og agressive overfor hinanden, og snart var den venlige og harmoniske atmosfære afløst af mistænkeliggørelse og fjendtlighed. Beboeren der havde lagret rent vand, så til med forfærdelse. Han tryglede og bad de andre i landsbyen om at holde op med at drikke af flodens forgiftede vand, men det var fuldstændigt forgæves. Tværtimod vendte de sig mod ham og beskyldte ham for at være blevet fremmed og syg, og efter nogen tid ville de ikke længere vide af ham.

Han vidste ikke sine levende råd, for han var overbevist om, at vandet havde forgiftet livet i det lille samfund. Men lidt efter lidt begyndte han at tvivle på sig selv og sin egen dømmekraft, og da han en dag ikke længere kunne udholde ensomheden ved at være anderledes og udstødt, begyndte han at drikke af det forgiftede vand,"

Det er en meget anbefalelsesværd bog Knud Illeris har redigeret sammen, med en mangfoldighed og bredde af synspunkter der giver megen stof til eftertanke ..... og en smuk historie Nadja Prætorius gengiver i sit indlæg.

Håber ikke jeg i regeltyraniets hellighed får problemer med copy-rights og jeg skal komme efter jer skal jeg ...

Brugerbillede for Lasse Damgaard

I en ægte konkurrence stat er taberne uhyre vigtige. Konkurrence statens succes måles ubetinget på antallet af tabere der årligt produceres.

I en konkurrence stat har taberne mange nyttige og vigtige funktioner. De bruges som skræmme eksempel på hvor galt det kan gå hvis man ikke vil konkurrere på ulige vilkår.

De er gode at skyde skylden på når tingene ikke køre så godt - så bruges de til at aflede opmærksomheden for egne fejl og dumheder.

Rigtigt mange steder er de et yndet mobbeoffer - man underholder sig i de stærke kredse med hån og spot, det styrker moralen hos den enkelte mønster konkurrent.

De bruges i det internationale spil om hvem der er den hårdeste hund - hvem der kan behandle sine tabere på mest ned drægtige vis, er standart samtale emne ved de store hemmelige sammenkomster logger og andre lukkede fora, som det veludviklede konkurrence menneske bruger for at lukke sig om sin egne egoistiske livsmål. Det er i disse cirkler man skåler og stikker hinanden i ryggen - i bedste konkurrence stil.
- Det social Darwinistiske mennesker - en tilbagevenden til skoven

Brugerbillede for Gorm Petersen

Hvis man i 20-erne havde lært at gøre folk til tabere, ville arbejderne aldrig være gået på gaden og forlangt "brød og arbejde".

De havde siddet for nedrullede gardiner og skammet sig.

Ordet "selvforskyldt" og hele behandlersamfundets forsøg på at nedbryde selvtilliden hos flest mulige, er kapitalist-svinenes næst-vigtigste våben.

Kapitalist-svinene (der bare skal døø døø)' s allervigtigste våben er kontrollen over pressen og dermed meningsdannelsen.

Tænk på hvordan de to skuespillere Dovne Robert og Fattig Carina stjal forsiderne på præcis det tidspunkt, hvor det havde været naturligt for vælgerne at spørge:

"Hvad fik vi egentlig ud af bankpakkens mange milliarder - andet end gyldne håndtryk og fyrstelige gager - til præcis de mennesker, som var skyld i miseren" ?

Brugerbillede for Anne Eriksen

Er "konkurrencestaten" en fabrik for afvigere med selvtillid, men intet selvværd?
Kun sådan kan man forklejne humane indsigter og handlemåder.

"f.eks. udvikling af identitet, forståelse, fleksibilitet, kreativitet, samarbejdsevne og innovationsorientering"

Unddrager man mennesker muligheden for at tage ansvar for eget liv og læring - kan man udmærket få fagligt dygtige arbejdsidioter, men ingen af dem vil få et blive lykkelige - kun en stadig større strøm af materialistiske goder og høje lønninger samt en nedvurdering af deres medmennesker vil tilfredsstille deres ambitioner!

Danmarks befolkning kan umuligt være så indskrænkede, selv her i robotternes og det digitale teknokratis æra, at man ikke kan gennemskue og modvirke skadevirkningerne. Eller?

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Vi har et undervisningssystem alene for at servicere vort erhvervslivs behov.
Derfor skal vore uddannelser tilpasses og afmåles så de passer til erhvervslivet, som effektive og billige.
Effektivitet og billighed; tidens mantra.
Denne tilpasning sker på nøjagtig samme måde som vi snitter resten af samfundet til for at "please" erhvervslivet.
F. eks. antager vi den helt omvendte stilling til erhvervsskatter om hvad erhvervslivet vil bryde sig om at betale og ikke hvad samfundet har brug for og er tjent med.
Denne tilpasning af samfundet til markedets behov er bagvendt, skalig og baseret på frygt for at erhvervlivet vil udnytte den tilladelse vi har givet dem, til at overflytte kapital og arbejdspladser til mere lukrative miljøer.

Hvad vi skulle indse er at det er samfundets opgave at forsynes dets borgere med den bedst mulige uddannelse efter samfundets behov, både indenfor viden men også almindelig dannelse, empati, medmenneskelighed, solidaritet og alle de andre kvaliteter der binder samfundet sammen.
Ønsker erhvervslivet så at videreuddanne på dette sunde grundlag, bør de selv forestå denne uddannelse og bekoste den, da samfundet ikke har som forpligtelse at levere "grydeklare" medarbejdere, men samfundsnyttige borgere.

Brugerbillede for Hans Hansen

1) Det er stadigvæk et vanskeligt at forene skolen med læring, når skolen som institution selv er læringsresistens.
2) Illeris har fat i den lange ende - måltal er latterlige. De er latterlige indenfor skolen, politiet, hjemmehjælpen, universitet, postvæsenet, kommunen mv.
Så længe 1 og 2 gælder fortsætter nedturen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Madsen

Arne Vestergård (Phd. og erhvervspsykolog) red. Har ved flere lejligheder forsøgt at skelne mellem Kvalifikationer og kompetencer. Hvor Kvalifikationer er vores kunnen, vores viden, vores uddannelse, det vi kan.
Er kompetencer vores evne til at sætte disse kvalifikationer i spil i livet vores evne til at anvende det vi kan.
Det er med andre ord nødvendigt at være kvalificeret men samtidig lige så vigtigt at være kompetent.
Konkurrence statens uddannelses system opdyrker udelukkende vores kvalifikationer. Vi er som mennesker derfor overladt til Facebook og Paradise Hotel, for at søge viden om hvordan vi anvender os selv i livet.
Begge disse medier er udtalt konkurrence prægede. Det gælder derfor selv i den privateste del af livet om at vinde.
I verdens mindste konkurrence er der to deltagere en vinder og en taber. I de fleste konkurrencer er der langt flere tabere.
Konkurrence statens succes er med andre ord menneskehedens fiasko.
OG SÅ PÅ EN SØNDAG! TAK FOR KAFFE.

Brugerbillede for Karsten Aaen

@ Steffen Jørgense

Knud Illeris er aldeles ikke skrivebordspædagog. Manden har stået bag en del forskning, hvor han er gået i felten - og været i felten - bl.a. på de tekniske skoler. Og især mht. arbejdsmarkedsforskning. Og her især ang. uddannelser og praksis samt teori og deres sammenkobling på de tekniske skoler. Og hvordan teori og praksis spiller sammen. Også ift. voksne og deres læring, igen især på de tekniske og handelsmæssige uddannelser har Knud Illeris altså bevæget sig ud i felten. Og skrevet rapporter og bøger om dette.

Og det er bl.a. på grund af hans forskning, at man fandt ud at der skal være et tydeligt formål med det eleverne skal lære/lave, det er også pga. Illeris at vi ved, at det er ikke nok at give elever en opgave med at lave f.eks en bro, medmindre man også giver dem nogle instruktioner i, hvordan man kan gøre det f.eks. Og Illeris forskning har også bidraget med, at vi som lærere nu ved, at der skal opstilles mål for undervisningen, både i folkeskolen, på gymnasierne, og ja, også i voksen-uddannelserne. (altså de steder hvor man underviser voksne)

Og al forskning Illeris har lavet er stort set udsprunget af en nysgerrighed omkring hvad læring er, og hvorfor folk lærer, og hvornår de lærer bedst. Og de teorier Illeris har dannet i løbet af sin forskning er dannet bl.a. pga. hans videnskabelige observationer i felten; han har altså været ude og se undervisning mv. Og på den baggrund dannet teorierne - noget visse pædagoger og lærere i dag godt kunne lære en hel del af....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Ogg hvad er du steffen - en ureflekteret brokkerøv?

Vi har som samfund valget mellem jungleloven > konkurrencestaten - eller bæredygtigt samarbejde. De ødelæggende konsekvenser af det 'markedskonforme demokrati', af konkurrencestaten, bliver stadig tydeligere for stadig flere - selv om det godt nok går langsomt - og det benytter reptilhjernerne sig af til at akkumulere magt og ressourcekontrol og til at slavebinde de, som ikke er vågne og går lige i fælden. Vi gar et alternativ, som ingen af vore folkevalgte advokerer seriøst for - tværtimod bliver danmark over natten af bjarne corydon udnævnt til at være en konkurrencestat - underforstået 'there is no alterbative' . Hvad er han - inkompetent, dum og/eller korrupt? Det er en stor,fed løgn, at der ikke er noget alternativ. Selvfølgelig er der det, men det kræver et opgør med konkurrencestaten og indførelse af det samarbejdende, solidariske, bæredygtige, kærlige, menneskevenlige demokrati. Alle de tilstande, der som professoren så rigtigt påpeger, ikke umiddelbart kan måles og vejes. Det fantastiske er, at stadig flere er begyndt at forstå, at den målelige effekt rent faktisk er til stede - blot i et
andet led. Vågn op til dåd eller dø i reptilhjernernes fælde. De æder dig med hud og hår.

Brugerbillede for Filo Butcher

Som forsker i pædagogik synes jeg han er en hype - voldsomt overvurderet og feteret. Hans indflydelse er meget disproportional, han dyrkes nærmest som en guru og han fremstår ofte som en opblæst, selvglæd nar. Pædagogik er jo ikke en eksakt videnskab og han er god til at udnytte at der findes rum til spekulation. Jeg giver ikke ret meget for hans praktiske erfaring. At udføre pædagogiske eksperimenter på en model-klasse, et par timer om ugen, i et par måneder, på en erhvervskole er ikke et realistisk scenarie som man kan bruge til at bevise gyldigheden af visse pædagogiske doktriner.

Men her har han fuldstændig ret og jeg håber at det pædagogiske samfund tager hans holdninger til sig på samme måde som man har gjort med meget af hans mere platte påfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Laurids Hedaa

Vore begreber bestemmer, hvad vi sanser. Konkurrencestaten kræver, at vi fokuserer på markedet og kapløbet. Jo mere vi gøre det, jo flere argumenter finder vi, som forstærker ideerne om konkurrence fra makro- til mikroøkonomi, fra top til bund, fra stat over organisation til individ.
Det kunne være interessant at lade vores sanser styre af "samarbejdsstaten" og se, hvad vi kan grave op med det begreb: alliancer, symbiose, fællesskab.
Det er et valg af, hvad vi sætter i forgrunden, og hvad vi holder i baggrunden. Skal det være konkurrencen i forgrunden, kommer samarbejdet i baggrunden - og omvendt.
Måske vil det vise sig, at der er nogle forhold som trives bedst i konkurrence, og andre forhold i samarbejde. Men det opdager vi ikke, når vi kun ser på det ene aspekt og ignorerer det andet.
Måske vi så opdager, at der er noget, der er velegnet til måling, og noget der ikke er, men som alligevel er vigtigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcer er et komplet ubrugeligt koncept, hvis formålet er at opbygge en velfungerende stat i og med et samarbejdende folkestyre. Konkurrencestaten er kun ødelæggende - den eneste måde et sådant styresystem kan fungere er ved hjælp af økonomisk og militær undertrykkelse. Vi er blevet narret ind i en illegitim gældsklemme, og derfor er kreditorerne, som via denne illegitime gældsklemme er blevet tilladt at tilrane sig kontrollen med staternes økonomi, dermed de facto de reelle magthavere.

Folket må ekspropriere denne illegitime gæld og smide banditterne og deres illegitime lakajer på porten. På et tidspunkt er nok bare nok, hvis vi, folket, vil bestemme i eget hus. Nationalisering af vort fælleseje, at tage vor fælles ejendom tilbage, er nødvendig,
hvis vi vil undgå slaveri for den 1% og deres lakajer. Det forudsætter naturligvis, at
danskerne ikke er dovne kujoner, men tør tage sagen i egen hånd - sige nej til det
miljøødelæggende overforbrugsfængsel, som den 1% vil indfange os i og suge alt liv ud
af os - og i stedet opbygge et bæredygtigt, selvforsynende samfund.

Det er den bundne opgave, som må realiseres, og som vil blive realiseret, hvis et endnu hedere helvede end det nuværende skal undgås. Spørgsmålet er, hvor mange flere katastrofer vi skal igennem, før lyset tændes - hvor dybt skal vi falde, hvor meget skal ødelægges, før endnu en genopbygning kan gå i gang. Det brænder om ørerne på os, det rykker stadig tættere på - de ansvarlige er enten dumme/inkompetente og eller korrupte.
Der er - selvfølgelig - et alternativ. Tro aldrig på løgnen om andet. Og det er mig og vennerne, der kan sige det. Det vil være klogt at lytte - til det lille barn i eventyret om kejserens nye klæder, til kanariefuglen i minen, til dem, der endnu ikke er blevet gjort tavse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Filo Butcher

Du skyder forbi mål, når du siger at " pædagogik et jo ikke en eksakt videnskab"..for det er:

Pædagogik, defineres videnskabeligt som værende det emne der forholder sig til bl.a. Undervisning, uddannelse og opdragelse. Derudover er der forskellige temaer, så som pædagogisk filosofi, pædagogisk antropologi, pædagogisk psykologi, pædagogisk sociologi, pædagogisk komparativ og pædagogisk didaktik.

Så at sige at det ikke er eksakt videnskab, er ikke helt korrekt.
Novel, det er ikke Raketvidenskab, men stadigvæk, et fag med betydelig faglig vægt og gyldighed, i dagens samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen

Skolerne er til for at forme de unge mennesker til biologiske robotter, således at erhvervslivet kan få lige de rette arbejdsredskaber der skal bruges i diverse virksomheder og de biologiske robotter der ikke i forvejen dur til noget, dem sætter vi til at lave tidsfordriv.

Faktisk skulle skolerne alene kun oplære de unge mennesker til at regne, skrive og læse og derigennem uddanne disse unge mennesker til - ja, mennesker.

Når så disse unge uddannede mennesker skal ud på erhvervslivets arbejdsmarked, så står arbejdsmarkedet med erhvervslivets opgraderingsskoler, således at de ægte uddannede mennesker kunne vælge på fornuftig vis, om de ville være arbejdsslaver for erhvervslivet eller frie mennesker i et menneskesamfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Peter Hansen,
@ Peter Hansen,

Peter, der rammer du så ved siden af.....

Læs vedhæftet link.
http://da.wikipedia.org/wiki/P%C3%A6dagogik

Dernæst er der forskellige teoretiker (sociologer, filosoffer , psykologer osv), der har arbejdet med og forholdt sig til bl.a. Dialog og kommunikation i mellem mennesker. (F.eks. Tyskeren Jürgen Habermas, en blandt mange).

...Og blindt tro på, at dialog og kommunikation er ukompliceret, er "snyde sig selv og de(n), du er i dialog med.

At forsøge sig med at, Pædagogik stadigvæk er en ideologi, må handle om noget helt andet end fakta.
Om det er handler om manglende viden, modstand mod pædagogik, ingen indsigt i pædagogikken værdier og faglighed, at man lever i fortiden, og ingen kontakt har til virkeligheden/nutiden og fremtiden, modstand mod faglighed og uddannelse, tro på at sådan som levede tilbage i fortiden, stadigvæk er en bærbar holdning......
Diskurserne kan være mange, men ændre ikke på fakta.

Dernæst, ukompliceret dialog eller kommunikation, kræver forskellige gyldigheder, (læs. F.eks. Jürgen Habermas)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Lars Kristensen,

Ja konspirationsteorier er der ikke mangle på...
"Skolerne er til for at forme de unge mennesker til biologiske robotter " og "arbejdsslaver for erhvervslivet eller frie mennesker i et menneskesamfund"
Nu er det ikke Danmark ikke en bananrepublik med et diktatorisk regime...(hvilket der sikkert er flere debattører, der mener det anderledes, men dem om det..., det står dem jo frit for, at rejse, hvis det i virkeligheden var så slemt..)

Frie mennesker, hvilket perspektiv vælger du det udfra, ifht, Negativ frihed eller positiv frihed? Politisk frihed, filosofisk frihed, foreningsfrihed, frihed fra statsmagt, pressefrihed, gennemsigtighed eller menneskerettigheder ?

Og hvis skolerne kun "oplærte" børn, de unge i at læse, skrive og regne, ville så fald ikke være præget i en eller anden (meget ensporet erhvervsretning)...?
Og i givet fald, ville deres udbytte af skolen savne så meget andet, der er brug for, i den virkelige verden...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Så er det vel på sin plads, at gribe til ordbogen/ordnet : "Pædagogik, en. [pædagoˈgig] flt. (i bet. 2) -ker. (af gr. (hē) paidagōgikḗ (téchnē),opdragelseskunst, fem. til adj. paidagōgikós (sepædagogisk); især skol.) 1) kunsten at opdrage, undervise, belære olgn. ell. (især) læren, videnskaben om (reglerne for, metoder, midler, anv. i) opdragelse og undervisning; opdragelseslære, -videnskab. For samtlige Seminarister . . holdes Forelæsninger i Pædagogik og Methodik.Resol.28/61799.VIII. Grundtv.​MM.16 (se Opdrætsp. 76142). I videnskabelig Terminologi skelnes mellem Pædagogik, svarende til Opdragelse, og Didaktik, svarende til Undervisning.Skolen og Livet.​(1933).7. "

Og samtidig indse at forudsætningen for at en frugtbar pædagogisk relation er gensidig respekt - en pædagog er på ethvert plan forbillede for sine elever og kan k

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

ikke forvente at lære fra sig hvis ikke evnen, talentet, for at møde eleven, er til stede. At være pædagog er derfor et virke, som for at være succesfuldt kræver ganske særlige, ikke blot faglige, men også menneskelige kompetencer - og må derfor som sådan anses for at være uløseligt integreret og forbundet i resten af samfundet. Vi er som fællesskab nødt til at udvikle os videre i denne helhedsforståelse. Det er resultaterne, vi må se på - hvis disse ikke er tilfredsstillende, er metoden forkert, og det er - stadig - tid til eftertanke.

Og steffen - vi har haft den før, men jeg gentager : udover at din jaguarkørende ven forpester /stjæler den rene luft fra sine omgivelser, så afhænger legitimiteten af hans 'ejerskab' til nævnte køretøj af legitimiteten af de midler, hvormed han har erhvervet det. Har jeg så stavet det for dig?

anbefalede denne kommentar