Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Lars Ringhof

Lars Ringhof, litterær agent og tidligere forlægger, havde en af sine bedste læseoplevelser med en bog, han ikke selv havde turde udgive
22. marts 2014

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Helt ærligt? Jeg ønsker altid, at alle skal læse de aktuelle bøger af forfattere, vi arbejder med. Lige nu er det f.eks. Knud den store – romanen til alle dem, der aldrig har læst en roman af Hanne-Vibeke Holst.«

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Jeg læste J.D. Salingers Catcher in the Rye i præcis den rigtige alder, hvor den gjorde et stort indtryk. Senere er jeg vendt tilbage til den mange gange, bl.a. fordi den blev så monumentalt og tragisk misforstået, at den lukkede munden på sin forfatter og slog John Lennon ihjel.«

»Da jeg blev fyret som forlagsdirektør i 1996, gav jeg mig til at læse nogle af de forfattere, som jeg ikke turde udgive, mens jeg var forlægger. En af dem var David Foster Wallace, hvis roman Infinite Jest udkom samme år. Den opslugte mig hele den vinter, hvor jeg var meget ked af det, og den gav mig lysten til at arbejde med bøger og forfattere tilbage. Hvor Salingers roman var en slags kritik af ungdom som en særligt ophøjet livsform, leverede Wallace bl.a. en kritik af vores hang til underholdning og adspredelse.«

- Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg har læst uendeligt mange elendige manuskripter og bøger gennem årene, men jeg har ingen erindring om, hvad der kunne være det i særklasse værste.«

- Hvilken type læser er du?

»For os i litteraturindustrien er tabletcomputeren en af de bedre opfindelser siden fotosatsen, men den leverer også let adgang til underholdning, adspredelse og uendelig morskab. Jeg er blevet en læser af fragmenter; en bid om dette og en bid om hint, og det kæmper jeg lidt med for tiden.«

- Hvornår læser du?

»Jeg læser om aftenen og på rejser. Fordi læsning også er mit arbejde, kan jeg af og til tage en dag på sofaen og læse et manuskript i ét stræk. Og så læser jeg som regel de store, skrumlede og ikke altid vellykkede romaner, som jeg godt kan lide, i min sommerferie.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu