Interview
Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Maja Lee Langvad

»Hvis Lars Bukdahl havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville han ikke have skrevet det, han har skrevet. Det er det, der er pointen«
Moderne Tider
8. marts 2014
Maja Lee Langvad. Født 1980, forfatter. Debuterede med tekstsamlingen ’Find Holger Danske’ i 2006. Fra 2007–10 boede hun i Seoul, hvor hun var del af et adoptionskritisk miljø. Til foråret udkommer to bøger på Forlaget Gladiator: ’HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption’, som både er et digt, et kollektivt vidnesbyrd og en dokumentation af forholdene adoptionsindustrien. Desuden digt- og fotobogen ’Find Holger Danske Appendix’.

Jakob Dall

- Hvis Lars Bukdahl havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville det han skrev, så havde været mere legitimt?

Hvis Lars Bukdahl havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville han ikke have skrevet det, han har skrevet. Det er det, der er pointen i den artikel, Kristina og jeg har skrevet. Den måde, vi skriver og læser på, afspejler vores kropslige erfaringer. Audre Lorde ville heller ikke have skrevet det, hun skrev, hvis ikke det var, fordi hun var sort, lesbisk, mor, kriger og digter for nu at bruge hendes egne ord.

- Jeg er adopteret fra Sydkorea og har aldrig følt, at jeg var en anden race end mine venner og familie. Det er først i de seneste par år, hvor der er kommet meget debat, at jeg er begyndt at se mig selv som anderledes, og det ville jeg gerne have undværet. Kan du forstå mig?

Ja. Sådan havde jeg det også, da jeg i 2007 flyttede til Seoul og her mødte adopterede, der var kritiske omkring transnational adoption. Jeg tænkte, at mit liv ville have været meget lettere, hvis jeg ikke havde mødt de her mennesker, der vendte op og ned på mit syn på adoption. Det var en stor sorg for mig at opleve, at jeg ikke længere kunne tro på adoption som en win win-situation til gavn for alle parter. Som en ven i Seoul sagde til mig: »Det svarer til, at en kristen mister sin tro på Gud, eller en kommunist mister sin tro på marxismen.« Som adopterede er vi jo vokset op i hvide familier, i hvide miljøer, vi er så tæt på at være hvide, som man overhovedet kan være, når man ikke er hvid. I den forstand er vi privilegerede, men det har også haft nogle omkostninger.

Det særlige ved os som indvandrergruppe er jo, at vi som udgangspunkt er blevet afskåret al kontakt til vores biologiske familie og oprindelsesland, -sprog og -kultur. I dag tænker jeg, at det var en høj pris at betale. Den indsigt har været vigtig for mig og også gjort, at jeg ikke længere længes efter at blive set på som hvid eller at se mig selv som hvid. Tro mig, der er andre måder at forholde sig til sin identitet som adopteret på, men til at begynde med er der sorgen.

- Hvorfor tror du, det vækker så stærke følelser at debattere identitet og for eksempel spørge til hvide mænds blindhed over for, hvad deres egen identitet betyder?

Det er, fordi det ikke bare handler om identitet, men også om magt. Det handler om, hvem der har magten til at bestemme, hvilke ting der skal diskuteres i det offentlige rum og på hvilken måde. Om hvordan bøger af ikkehvide forfattere skal læses. Det er jo ikke, fordi de her hvide mænd ikke kan forstå det, når man siger, at hudfarven, kønnet og seksualiteten spiller en rolle i måden, man skriver og læser på, men fordi de ikke vil forstå det. Hvordan skulle de ellers kunne blive så oprørte?

- Litterært arbejder du meget med vrede og den vrede stemme. Hvilken effekt har vrede for dig?

Vreden er motoren i HUN ER VREDEt vidnesbyrd om transnational adoption, som udkommer til foråret. Jeg var meget vred i de år, jeg boede i Seoul, og fandt ud af, at jeg kunne bruge den energi, som vrede kan være, til at skrive på. Der er flere former for vrede til stede i min bog. Der er den vrede, der dækker over en sorg, eller hvor sorgen kommer til udtryk gennem vrede. På den måde er min bog også et stykke sorgarbejde. Der er den vrede eller indignation, der opstår, når der er blevet begået en uretfærdighed mod en selv eller et andet menneske. Og så er der en idiosynkratisk vrede, en ulogisk vrede, som også er det komiske element i bogen.

- Litteraturen må hverken være opbyggelig eller læses uden sin samfundsmæssige kontekst. Jeg fornemmer lidt blæs med mel i munden?

Jeg tror ikke på, at litteraturen kan stå uden for den samfundsmæssige kontekst, den skrives i. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt den må eller ej, jeg tror ikke på, at det er muligt.

- Hvilken vred litterær tradition ser du op til?

Jeg har altid været meget glad for Thomas Bernhard. Hans vrede rummer en intensitet og insisteren, som jeg kan genkende i det, jeg selv skriver. Det er en vrede, der ikke findes nogen forløsning for, eller hvor målet med vreden ikke er, at den bliver forløst. Det synes jeg er utroligt befriende.

- Kan du koreansk?

Nu bliver jeg ramt på et ømt punkt. Jeg boede i Seoul i mere end tre år, hvor jeg ironisk nok blev bedre til engelsk, men ikke blev synderligt bedre til koreansk. Hvis jeg kunne få tre ønsker opfyldt i mit liv, ville et af dem være at kunne snakke koreansk.

- Har du en hobby eller et kæledyr?

Min nye hobby er at lære svensk, hvorfor jeg også befinder mig i Sverige i skrivende stund. Yahya Hassan/Athena Farrokhzad-debatten eller Debatten, som jeg ynder at kalde den, har gjort det klart for mig, at det ikke kan gå hurtigt nok med at blive aldeles svensk i hovedet.

- Hvorfor gider du diskutere med parnasset, og hvor befinder du dig selv i forhold til det?

Det gider jeg heller ikke altid, men indimellem føler jeg mig tvunget til det som nu med debatten foranlediget af Athena Farrokhzads anmeldelse. Jeg er en del af parnasset i den forstand, at jeg selv skriver fra en priviligeret position; at være forfatter betragter jeg som et privilegium i sig selv.

- Hvad siger du til dem, der mener, at den adoptionskritiske tilgang tramper på de mange, der både er lykkelige adoptivbørn og glade adoptanter?

Jeg køber ikke den måde at stille det op på. Jeg er selv kritisk over for transnational adoption, men jeg er ikke ulykkelig af den grund. Og jeg kender til adoptanter, min egen adoptivmor inklusiv som er kritiske over for transnational adoption uden af den grund at være ulykkelige. Viden og indsigt gør ikke et menneske mindre lykkeligt, tværtimod. Det kan være rystende at få en ny indsigt, ligesom det var for mig at få vendt op og ned på mit syn på transnational adoption. Det tog tid for mig at vænne mig til at se adoption på en helt ny måde, men at vende min vrede mod mine adoptionskritiske venner i Seoul og udråbe dem til at være min største fjende, ville være meningsløst. Det var ikke dem, der var problemet, men de strukturelle uligheder i transnational adoption, som de gjorde mig opmærksom på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Hansen

Jamen, så tillader jeg mig at sakse min tidligere kommentar til Kristina Nya Glaffeys og Maja Lee Langvads kunst- og raceopfattelse ind her:
.
Identitet er bundet til bl.a. race og køn ifølge Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad og ligeledes er kunsten dybest set bundet til race, køn, identitet.
.
Således bliverer analyse af kunst, først rigtig meningsfuld når den forbindes til kunstnerens identitet. Det betyder simpelthen, at for en kunstanalyse af to malerier, vil informationen, at det ene er malet af en heteroseksuel hvid mand, og det andet er malet af en lesbisk brun pige, ifølge Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad være helt afgørende for fortolkningen
.
Det illustrative ved eksemplet med de to malerier ligger i, at når Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, efterfølgende bliver gjort bekendt med, at det i virkeligheden er lige omvendt, vil det stå klart for enhver, at Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad kun har fortalt os noget om dem selv, og deres egne identitets-deterministiske mentale begrænsninger og absolut intet om kunsten.

Som den franske feminist Hélène Cixous engang sagde: Når jeg virkelig koncentrerer mig i arbejdet med kunst, er jeg ikke mit køn, blot menneske.

Det burde Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad også kunne give Lars Bukdahl lov til at være!
.
http://www.information.dk/comment/833825#comment-833825