Læsetid: 2 min.

Nanna: ’Jeg kan godt forstå dem, der kalder det en psykisk sygdom’

Det er tre år siden, Nanna Schiøttz fandt ud af, at hun er el-overfølsom. På det tidspunkt havde hun allerede været syg i ni år uden at vide hvorfor
Navn: Nanna Merete Schiøttz Alder: 51 år Civilstatus: Enlig mor til søn på 15 Job før sygdom: Pædagogisk konsulent Job i dag: Førtidspensionist Sygdomsforløb: 12 år

Navn: Nanna Merete Schiøttz Alder: 51 år Civilstatus: Enlig mor til søn på 15 Job før sygdom: Pædagogisk konsulent Job i dag: Førtidspensionist Sygdomsforløb: 12 år

Tor Birk Trads

22. marts 2014

Første gang, hun mærkede symptomerne, var i 2002, mens hun skrev sin kandidatafhandling i pædagogik.

»Jeg fik svimmelhedsanfald og hovedpine. Jeg troede, jeg var blevet stresset,« siger hun.

LÆS: På flugt fra det trådløse samfund

Nanna Schiøttz besluttede sig for at holde en pause, men da hun et par år senere skulle skrive speciale, skete det samme igen. Da hun havde afleveret, var hun stadig syg, alligevel fik hun hurtigt arbejde som sundhedskonsulent i Århus Kommune.

»Min søn gik i børnehave på det tidspunkt, men når jeg kom hjem, kunne jeg ingenting, og en dag faldt jeg simpelthen om. Min læge diagnosticerede det som stress, at jeg ikke kunne magte livet med et barn og et arbejde, og det troede jeg på,« siger hun.

Ude af job

Nanna Schiøttz kom aldrig tilbage i arbejde. Lige meget hvad hun prøvede, fik hun det dårligt. En dag faldt hun over en artikel om el-overfølsomhed.

»Jeg tænkte, det må være det, for alle symptomerne passede,« siger hun. Da hun var sygemeldt med stress, modtog hun sygedagpenge, men da de slap op, levede hun i to år helt uden for sundhedssystemet, udelukkende af penge hun havde sparet sammen. Derefter fik hun førtidspension.

»Mange i systemet havde ideer om, hvad jeg fejlede. Stress eller depression. Det ligner det jo, så jeg kan godt forstå dem, der kalder det en psykisk sygdom, men selv var jeg aldrig i tvivl om, hvad det var,« siger hun.

Efterhånden som naboerne i rækkehuset i Malling begyndte at få trådløst internet og mobiltelefoner, fik Nanna Schiøttz det mere og mere dårligt.

Hun forsøgte at holde strålerne på afstand med et stort net af sølvtråde, hvor hun kunne sidde og skrive og sove inde under, men det var ikke tilstrækkeligt, og hun blev nødt til at se sig om efter et andet sted at bo. Det tog tid. Ikke nok med at det nye hus skulle være strålingsfrit, Nanna Schiøttz kan ikke tåle at køre bil, så huset skulle også ligge så tæt på Malling, at hendes søn kunne cykle i skole. Generelt er hensynet til sønnen det sværeste ved Nanna Schiøttz’ sygdom.

Store konsekvenser

»Det er sindssygt frustrerende. Jeg har altid været meget aktiv. Da han gik i børnehave, var jeg med i bestyrelsen, og jeg har altid været meget engageret i hans liv,« siger hun. Efter sommerferien skal han på efterskole i Nordjylland, og Nanna Schiøttz skal med op og se den nye skole, selvom hun ved, det får konsekvenser.

»Det er første gang i lang tid, at jeg skal ud og køre så langt i bil og samtidig være et sted med internet. Men jeg er nødt til at se det sted, selv om jeg ligger i sengen 14 dage efter,« siger hun.

I mange år var Nanna Schiøttz for syg til at tænke over sin situation, men i dag kan hun godt se, at hendes lidelse har haft store konsekvenser.

»Der er mange ting, vi sikkert ville have gjort, hvis jeg ikke havde haft det sådan, vi havde måske været på ferie i Spanien eller sådan noget,« siger hun og smiler. Alvorligt.

LÆS OGSÅ:

Jan: ’Nogle gange skal jeg bare være mig selv, langt ude i naturen’

Morten: ’Jeg ved, jeg kan blive rask igen’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu