Vi er på vej ind i fjerde fase af krisen

Der findes ikke noget nyt vækstmarked, og den globale kapitalisme har ramt muren, mener Walden Bello, filippinsk intellektuel, aktivist og medlem af Kongressen. Som alternativ foreslår han en progressiv ’afglobalisering’
Løbet tør. Kapitalismen er løbet tør for nye markeder, og dermed ny vækst, siger Walden Bello. Løsningen er ikke at speede globaliseringen yderligere i vejret, men at skabe, hvad han kalder et sundere forhold mellem de enkelte landes økonomi og den internationale økonomi.

Løbet tør. Kapitalismen er løbet tør for nye markeder, og dermed ny vækst, siger Walden Bello. Løsningen er ikke at speede globaliseringen yderligere i vejret, men at skabe, hvad han kalder et sundere forhold mellem de enkelte landes økonomi og den internationale økonomi.

Tor Birk Trads
22. marts 2014

Dansk Erhverv, WTO, EU's og USA's handelskammer– alle er på jagt efter det næste fix. Det næste vækstmarked, der kan sparke liv i den gamle krikke kaldet global kapitalisme. Men det kan de godt glemme, mener Walden Bello, professor i sociologi og forfatter til en lang række bøger om den globale kapitalismes institutioner og om fødevare- og udviklingspolitik.

»Der er ikke nogen emerging markets, der ligger ikke noget nyt dynamisk vækstland klar til at kompensere for kombineret overproduktion og stagnation,« siger Walden Bello, der har været venstrefløjsaktivist siden 1970’erne og nu er medlem af Kongressen for det venstresocialdemokratiske parti AkBayan i Filippinerne. I sin bog fra sidste år, Capitalisms Last Stand?, spørger han, om kapitalismen i sin nuværende form har ramt muren, og spørgsmålet er nærmest retorisk.

»Lad os tage Filippinerne som eksempel,« siger Walden Bello. »Vi har haft en ganske pæn vækst i de her kriseår, og nu er mange begyndt at kigge på os og sige: ’Der er et potentiale for forbrug, der er et nyt aftagermarked her’. Men i Filippinerne spørger vi bare: Hvor? Antallet af fattige er ikke faldet, uligheden er stigende, og væksten har været fuldkommen jobløs. Hvem er det, som skal købe jeres varer?«

Læg dertil svigtende vækstkurver og politisk uro i de to største økonomier i Sydøstasien, Thailand og Indonesien, og glansen begynder at gå af fantasien om Sydøstasien som den næste dynamiske motor for global kapitalisme, mener Walden Bello.

»Ligesom vækstøkonomierne i Latinamerika er viklet ind i amerikansk økonomi – som stadig ikke har det for godt – er vækstøkonomierne i Sydøstasien viklet ind i Kinas økonomi, som ikke har det nær så godt, som man troede for et par år siden. Det har ramt os forskelligt på forskellige tidspunkter, men vi er alle på vej ind i krisens fjerde fase,« siger Walden Bello.

Tre fatale strategier

Den nuværende krise bliver kaldt en finanskrise, og det er den også, men kun i overfladisk forstand, mener Walden Bello.

»Krisen skyldes ikke en afkobling af reel økonomi og finansøkonomi, men har sit udspring i, hvad man kan kalde kapitalismens indbyggede problem: overproduktion. En produktiv kapacitet, der er enorm, og en købekraft, der er begrænset. I løbet af 1980’erne og særligt 1990’erne er der sket en fantastisk stigning i kapacitet på globalt plan, men samtidig er uligheden steget, som vi kan se i statistikkerne, hvilket har skabt stagnation i forhold til købekraft. Dette har systemet så – med temmelig ringe succes – forsøgt at håndtere gennem tre overordnede strategier,« siger Walden Bello.

Den første strategi var nyliberale reformer i form af thatcher- og reaganisme i nord og »strukturelle tilpasningsprogrammer« trumfet igennem af IMF og Verdensbanken i syd.

»Tanken var, at systemet ville blive mere dynamisk gennem overflytning af velstand til de rige. Det skabte imidlertid ikke dynamik, men forværrede tværtimod købekraftproblemet,« siger Walden Bello.

Den anden strategi var globalisering: Integration af ikkekapitalistiske og semikapitalistiske områder i den globale kapitalistiske økonomi.

»Det øgede i en periode profitmulighederne for de store virksomheder. Men heller ikke det fungerede i længden, fordi det reelt forstærkede overkapacitetsproblemet. Ikke mindst, da Kina for alvor kom ind i på det globale marked.«

Den sidste ’flugtrute’ fra 1970ernes krise var finansialisering. Da det ikke længere var rentabelt nok at investere i industri, landbrug og services, blev større og større mængder kapital ledt over i finanssektoren.

»Her skaber kapitalen ikke værdi, men presser i stedet værdi ud af allerede skabt værdi. Og sådan en spekulativ øvelse kan kun bære et vist stykke. Den spekulative værdi ville før eller siden briste,« siger Walden Bello. »Finansialisering blev fra 1990’erne, og frem til boblen brast, det nye sort for kapitalismen, men spekulationen var reelt ikke andet end en reaktion på 1970’ernes overkapacitetsproblem.«

Krisens faser

Da Wall Street kollapsede i 2008 og kastede verden ind i den nuværende krises ’første fase’, var det ifølge Walden Bello kulminationen på disse tre fejlslagne strategier, som var blevet iværksat for at trække den globale kapitalismes magtcentre ud af 1970’ernes økonomiske dødvande.

»Først kom braget, så kom gælden og tvivlen, der spredte sig som en steppebrand,« siger han om krisens tre første faser fra 2008-2013.

»Den første fase slog primært USA omkuld, mens krisen i anden fase – gældsfasen – trak store europæiske økonomier med sig. Stater havde lånt og lånt for at holde økonomien stabil, og da tvivlen på, om de nogensinde ville kunne betale tilbage, meldte sig, indledtes krisens anden fase,« siger Walden Bello.

Den uoverstigelige gæld blev, og bliver, forsøgt håndteret med hårde nedskæringsprogrammer, som f.eks. i Grækenland. »Man suger penge ud af, ja, befolkningen, for at kunne betale bankerne tilbage,« siger Bello, »og nedskæringsstrategien førte os ind i tredje fase af krisen. Nemlig da krisen begynder at sprede sig til BRIKS-landene.«

De store økonomier i Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika havde frem til 2011 fastholdt relativt anstændige vækstrater, men inden udgangen af året var også de trukket med ind i krisen.

»Det skyldtes, at de ikke havde formået at omstille deres økonomier væk fra den store afhængighed af eksport til de europæiske lande og USA. Og ikke havde fået skabt den dynamik på deres egne hjemmemarkeder, som kunne have kompenseret for kollapset hos de udenlandske aftagere,« siger Bello.

Dermed var alle tre motorer i den globale økonomi, EU, USA og BRIKS, gået i stå – hvad end ikke væksten i Afrika, Latinamerika og Sydøstasien tilsammen kan kompensere for under den nuværende indretning, mener Walden Bello. Nu venter så fjerde fase af krisen: Generel global stagnation.

Afglobalisering

I Danmark har regeringen gennem Eksportrådet det sidste års tid sat fokus på de såkaldte ’andenbølgelande’, heriblandt Indonesien, Mexico, Tyrkiet og Vietnam, mens der i november blev arrangeret studietur for erhvervslivet til Filippinerne for at undersøge investeringsmuligheder. Bello mener, at den type vækstpolitik bygger på et »fatamorgana«.

»Fra vores perspektiv i f.eks. Filippinerne er det forbløffende at se de billeder, der bliver malet, af ’de nye dynamiske økonomier’. På World Economic Forum, og hvor erhvervslivets og de rige staters ledere ellers mødes, taler de hele tiden om, hvor det næste dynamiske marked efter BRIKS skal findes. Men der er meget virkelige grænser for fortsat markedsekspansion,« siger Walden Bello.

Hans svar på krisen er ikke mere global integration af økonomien, men derimod ’afglobalisering’, som kort sagt handler om at skabe »et sundere forhold mellem den hjemlige og den internationale økonomi« med større grad af selvforsyning. Altså mindre afhængighed af import og eksport og større satsning på dynamikken i hjemmemarkedet.

Helingsproces

»Det er et paradigme, som burde være grundlæggende attraktivt for venstrefløjen,« siger Walden Bello. »Men det kan også trækkes ind i højreorienterede bevægelsers dagsorden, for eksempel antiindvandringskampagner. Indvandring bliver i Europa set som et af globaliseringens onder, men for mig at se er det nærmest det eneste positive, globaliseringen har bragt med sig. Større grad af menneskelig mobilitet. Men i Frankrig op til de seneste præsidentvalg blev afglobaliseringstanken taget op af højrefløjen og brugt som reaktionært forsvar for den 'franske' industriarbejderklasse.«

For Walden Bello handler afglobalisering ikke om tilbagetrækning fra den internationale økonomi, – en »tåbelig tanke« siger han. Men de sydøstasiatiske økonomier er i dag 50-60 procent bundet op på eksport, og den afhængighed skal afvikles.

»Det er et sygdomstegn, og gør de nationale økonomier sårbare over for kriserne i den globale kapitalisme. Globalisering har indtil nu været en virksomhedsdrevet proces, der har brudt nationale økonomier ned. Afglobalisering handler om at hele de nationale økonomier gennem en reintegration af de forskellige komponenter i den nationale økonomi,« siger Walden Bello.

Protektionisme

De tanker passer utrolig dårligt med den danske handelspolitiske strategi. I december 2013-nummeret af Eksportfokus udtrykte Jakob Brix Tange, kontorchef i Eksportrådets handelspolitiske kontor, bekymring over de nye vækstøkonomiers tætte forhold mellem stat og marked, og talte for et styrket WTO-mandat for at skabe en »stærkere global platform med bindende regler til at kunne imødegå alle former for protektionisme«.

Og man kan da godt kalde nogle af afglobaliseringsstrategierne for protektionisme, siger Walden Bello, i den forstand at de indebærer »en form for statsintervention« – dog uden at »falde for den autoritære fristelse« og vende tilbage til tidligere tiders developmentalistiske regimer. I stedet skal civilsamfundet i form af ngo'er, fagbevægelse osv. ind og fungere som en tredje magtfaktor, der kan holde både marked og stat i skak. Men staten er et nødvendigt redskab, der kan udgøre en »positiv buffer« mellem den nationale økonomi og det internationale marked, mener Walden Bello. Det lokale landbrug i udviklingslande skal beskyttes mod »at blive losseplads« for subsidierede varer fra EU og USA, og den lokale industri skal styrkes med målrettede statslige tiltag frem for at lade den være »underlagt den globale kapitalismes dynamikker«.

Konfrontation

Lande som Filippinerne skal ifølge Walden Bello først og fremmest ophøre med at indgå nye frihandelsaftaler og i stedet arbejde for genforhandling af de eksisterende, herunder opsige den WTO-aftale, som har fjernet mulighederne for at sætte grænser for udenlandsk kontrol med og ejerskab af de enkelte dele af den nationale økonomi. Han erkender, at det formentlig vil føre til en hård konfrontation med både den globale kapitalismes institutioner og de multinationale selskaber. Førstnævnte vil skulle acceptere at miste indflydelse og sidstnævnte at miste markedsandele i udviklingslandene, blandt andet gennem ekspropriering af de sektorer, de allerede har kontrol over.

»Men,« siger Walden Bello, »det har heller aldrig været tanken, at afglobalisering skulle være gnidningsfrit. Den her overgang kommer til at indebære omfattende sociale konflikter. Det kommer til at være en bumlet affære, hvor højrefløjen vil forsøge at kapre processen, og der bliver frem- og tilbageskridt – det kommer til at vare en hel æra, før vi når frem til et bedre sted. Men tilbagevenden til det 20. århundrede ’klassiske’ kapitalisme er ikke en mulighed. Og jeg er overbevist om, at neoliberalisme og globalisering har haft sin tid.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Blå bog: Walden Bello

Født 1945 i Manila, Filippinerne. Professor ved University of the Philippines, Diliman, siden 1997. Ph.d. fra Princeton University, USA, i 1975

Grundlægger af tænketanken Focus on The Global South og fellow ved Transnational Institute

Boede og studerede i USA, da den daværende diktator i Filippinerne, General Marcos, erklærede permanent undtagelsestilstand i 1972; herefter blev Bello aktivist i den internationale bevægelse mod Marcos-regimet og mod Verdensbanken og IMF’s rolle i Filippinerne

Fængslet i 1978 for at lede en besættelse af det filippinske konsulat i Washington

Brød ind i Verdensbankens hovedkvarter i Washington og stjal 3.000 dokumenter, som dannede baggrund for hans bog ’Development Debacle: the World Bank in the Philippines’ (1982), der blev en undergrundsbestseller i Filippinerne

Skriver jævnligt til bl.a. Third World Quarterly, Foreign Policy, Race and Class og Le Monde diplomatique

Forfatter til bl.a. ’Capitalism’s Last Stand? Deglobalization in the Age of Austerity’ (2013), ’The Food Wars’ (2009), ’Deglobalization: Ideas for a New World Economy’ (2003), ’Dragons in Distress: Asia's Miracle Economies in Crisis’ (1990)

Siden 2010 medlem af Kongressen i Filippinerne for det venstresocialdemokratiske parti AkBayan, der støtter den siddende regering under præsident Benigno ’Noynoy’ Aquino III

Formand for Commission for Overseas Workers Affairs

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Nissen

"Højere grad af selvforsyning" Ja, den tanke er jeg også tilhænger af - MEN! Når jeg hører den slags, tænker jeg altid på formand Mao's "Great leap forward", der skulle omdanne Kina fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, og som skulle gøre landet selvforsynende. Projektet var en katastrofe, der kostede millioner af mennesker livet, f.eks. fordi bønderne skulle udvinde jern og derved ikke fik tid til fødevareproduktion. Moralen som jeg ser den er, at samhandel på tværs af landegrænser faktisk er en fin ting. Men som med så meget andet, er det et værktøj, der kan bruges mere eller mindre klogt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Der er ikke nogen grund til at være tilbageholdende med at forsøge at udnytte egne resurser og bevare viden inden for alle afskygninger af service og produktion, selvom det tilsyneladende måtte være en smule dyrere.
Andre langt vigtigere hensyn en billighed og effektivitet til enhver tid og ethvert område, er det nødvendigt at iagttage, om man ønsker at bevare et helt og manøvredygtigt samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Laurids Hedaa

Hvis man ønsker vækst i økonomien, skal man give de fattige nogle flere penge. De bruger nemlig rub og stub. Hvis man giver de rige flere penge, vil de blot øge opsparingen. På den måde er den øgede ulighed i vid udstrækning årsagen til den tiltagende stagnation i økonomierne. Vi bliver ikke rigere af at gå tilbage til merkantilismen (selvforsyning) og dermed reducere den internationale arbejdsdeling (samhandel).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Laurids Hedaa

Vi bliver heller ikke rigere af massiv vækst, hvis den skal foregå efter køb og smid væk princippet.

Det vil klodens tilstand af begrænsede resurser lynhurtigt sætte en stopper for, med prisstigninger.
Jeg er bange for at det er den erkendelse, som i ligger bag den ligegyldighed der bliver mere og mere fremtrædende med den hidtidige "model" med lønninger store nok til at forbruge det producerede.
I fremtiden vil de masseproducerede varer alligevel blive for dyre for de fleste, så hvorfor så give dem noget at leve af, synes devisen at være.

Vejen frem er lang, langt større kvalitet, hvis den højere pris skal retfærdiggøres for almindelige menesker og den højere kvalitet kan vi liges så godt selv producere lokalt.
Også fordi den øgede levetidsalder på produkterne vil gøre eftermarkedet med reparation og service vigtigere end selve fremstillingsprisen. Og så selvfølgelig den Know How den følger af den længere levetidsalder.

Og nej der er ikke udsigt til at vi bliver rigere, uanset. Og hvorfor skulle vi også det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Nielsen

Flemming.
Det er allerede muligt at købe lokalt producerede fødevarer i stor stil.
Står netop selv for at skulle bestille 1/2 gris og kvart ko. Og det til priser langt under butikspriser.

Mulighederne er der, det er blot at udnytte dem

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Fra en kommentar til følgende artikel af Hanne Christensen http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2241772/forargelsen-ove...
"Ifølge Danmarks Statistiks AKU-opgørelse er antallet af beskæftigede faldet drastisk siden 2008. Et fald, som medier og regering sjovt nok ikke fokuserer på (måske fordi de ledige næppe kan klandres for den udvikling). Men udviklingen er skidt. I 2008 var der 2.897.000 i beskæftigelse! Det tal faldt til 2.720.000, da Helle Thorning fik magten i okt. 2010. I januar 2014 var den på 2.663.000, - det laveste niveau siden okt. 2010. Finanskrisen nedbragte altså antal beskæftigede med 177.000 i perioden 2008-okt.2010, og Helles regering har bidraget med et yderligere fald på 57.000. "

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Manden har ret. Ulvene æder hinanden nu.

Der kommer ikke mere "vækst" før vi får mulighed for at hente gratis ressourcer i naturen.
I kolonitiden tog vi ganske simpelt det vi ville have, hvis ikke vi kunne franarre. Nå ja, der røg lidt billig arbejdskraft med fra Afrika og sådan. Men det skæppede jo i kassen.
Amerika var jo et stort tag selv bord. Masser af gratis ressourcer. Man behøvede bare række hånden ud, så havde man en fisk eller en guldklump i hånden.
Så kom olieeventyret. Masser af gratis energi, der ikke kostede ret meget at få fingrene i.

Men nu?
Arktis er lidt besværlig. Mars ligger et stykke herfra. Hvad gør vi så?

Måske er det på tide at verdens regeringwer ikke længere foregøgler deres befolkninger en masse?

Og mon ikke det netop er derfor Putin er ifærd med at udvide sit territorium? Men det vælger de ikke at fortælle. Der er jo en sammenhæng.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Fin og indsigtsfuld artikel godt augmenteret af Walden Bello, der peger på de globale institutioners mangel på udsyn fra den neoliberale økonomis ståsted.

IMF, WTO osv. anskuer ikke problemerne fra denne vinkel, men kører alene på "automatpilot" - "kapitalen skaber vækst og gode samfund når blot vi giver mere frie tøjler til kapitalen", - men som Walden Bello argumenteret, er det netop ikke det der er sket i mange mange år, hvor kapitalen opnåede friheden via disse organisationers råd og vejledning.

Det udeblevne fix(" de nye aftager markeder findes ikke, og de gamle slid op af grådighed") omlagt til kapitalisering på allerede producerede varer via finanssektoren, som nye smarte derivater der alene tjente(nassede) på eksisterende finansielle produkters indtjening, - som i realiteten kun kunne bidrage med at fordyre allerede kendt produkter i salg(kapitalen begyndte at æde af hinandens skåle).

Vist har lande i Sydeuropa levet over evne med politisk viden herom, - og vist er kuren streng for disse landes indbyggere med tab af købekraft til følge, som ikke kommer igen foreløbig, og som påvirker indbyggerne ekstremt socialt negativ, og med indskrænkede købsmuligheder bliver det hovedsageligt nødvendighedsvarer der vil være råd til.

Ganske vist vil en del af middelklassen klar sig nogenlunde; hvis de har arbejde, men ellers vil stagnationen være borgernes fastefølgesvend i mange år fremover, indtil kapitaliseringen af middelklassens værdier også bliver ædt af kapitalen, så den også kommer socialt i bund.

Hjælpepakkerne fra EU pålægger andre arbejdere i EU at arbejde endnu mere, uden bedre velstand eller velfærd til følge, sådan som arbejdsvaksler er blevet udstedt af EU sammen med IMF og andre finansielle institutioner, - men det udbreder blot den nedadgående sociale spiral for lønarbejderne i EU samlet, og øger egentlig også blot gælden til kapitalen på længere sigt, der vil kræve endnu mere arbejde fra lønarbejderens side i form af nye arbejdsveksler udstedt til lønarbejderne i en endeløs spiral.

Der er vel mest brug for et politisk opgør med denne forstenede økonomiske tænkning fra såvel de enkelte stater som fra de finansielle institutioner(IMF osv.), men det kræver en folkelig indsigt og erkendelse og et samlet folkeligt krav om ændringer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ida Mette Holm

Fremragende artikel som på en klar og enkel måde forklarer det kapitalistiske økonomiske systems funktionsmåde. Samtidig får vi en om end forenklet indføring i profitratens tendentielle fald. Det helt store spørgsmål er hvad vil ske når kapitalens ekspansion møder "væggen", og ikke kan udvikle sig mere? I øvrigt ville det være meget godt hvis Information i sin økonomiske analyser gav denne vinkel som demonstreres i denne artikel. pkj

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Hansen

Jeg forstår ham ikke. Men jeg er heller ikke særlig klog på økonomi. Men hvorfor mener han ikke, der er mere vækst-potentiale nogen steder i verden? Her i Asien ser det da meget godt ud - høje vækstrater, fuld beskæftigelse, lavt arbejdstempo. Masser er vækstpotentiale. Men jeg har heller ikke læst artiklen så grundigt, forstod blot på manden, at man ikke kan tvinge mere ud af økonomierne. Men det kan man da godt!?!?

Jeg forstår ham ikke helt...

anbefalede denne kommentar