Læsetid: 9 min.

Verdens værste affald

Tyskland har besluttet sig for at udfase atomkraften. Men hvad der skal ske med det højradioaktive atomaffald som værkerne efterlader sig, er stadig en gåde, og politikere og befolkning har skændtes om placeringen af et endeligt lager igennem 50 år. Indtil de bliver enige, kører affaldet fra sted til sted ad hemmelige ruter på hemmelige tidspunkter
Konflikt. I årtier har transporterne af atomaffald været politisk sprængfarlige. Her ankommer endnu en transport til anlægget i Gorleben under massive sikkerhedsforanstaltninger.

Fabrizio Bensch

Moderne Tider
22. marts 2014

Et gult kryds på en mark viser, at jeg er på rette vej. Der er endnu et, og pludselig er der mange; på husgavle, i haverne foran røde bindingsværkshuse, i træerne og i elmasterne. Krydserne er Gorlebens vartegn. De markerer dag ’X’ – den dag, hvor transporterne kommer med deres atomaffald til den lille landsby, der kun har 600 indbyggere, men som enhver tysker alligevel kender navnet på. Gorleben i Tysklands nordøstlige hjørne ved Elben op til den gamle grænse til DDR er selve symbolet på tyskernes kamp mod atomkraft. Alle har set billederne af kampklædte aktivister, der prøver at forhindre affaldstransporterne at nå byens atomaffaldsdepot. Alle har set billederne af kampklædte betjente, der forsøger at sikre, at det sker.

I 35 år har byen været centrum for modstanden, igen og igen er togene rullet ind, men i dag er her blevet stille. Krigen er slut, det er to år siden, det sidste atomtog er kørt mod Gorleben, vinterdisen har lagt sig over granskovene, og Tyskland har trukket sig ud af atomkraften. Det eneste, der viser, at kampen mod atomkraft nogensinde har fundet sted er de gule X’er. En mark er helt fyldt af dem, midt i det hele står et gult fugleskræmsel svejset sammen af tønder og rør. Det ligner døden. Jeg møder ikke et menneske, dag X kunne lige så vel markere dagen, hvor jorden går under. Eller sådan føles det her 30 kilometer fra Gorleben, hvor en sort pil sprayet på taget af et busskur viser vejen til Atomklo, hele Tysklands ’atomlokum’. Jeg er snart fremme.

»Nej,« siger Jan Becker, en mand først i 30’erne. »Krigen er ikke slut.«

Han ryster på hovedet. Det er han selv beviset på, her hvor han bor med kone og barn uden for det, han kalder sikkerhedszonen: En radius på 25 kilometer »for at undgå de direkte stråleskader«. Hvis det hele ryger i luften er sikkerhedszonen lige meget. »Så er det alligevel bare et spørgsmål om vindretning, før det siger puf.« Hans hænder efterligner en eksplosion.

»Det er ikke forbi. Affaldet er her stadig, og vi har masser af transport af atomaffald på de tyske veje. Der er bare ikke nogen, der kender til den. Transporterne er hemmelige.«

Transport af atomaffald sker ikke længere i togvogne beskyttet af 30.000 politibetjente. Affaldet bliver transporteret i lastbiler, der ser sådan her ud. Jan Becker hiver en lap papir frem, der opfordrer befolkningen til at melde tilbage, når de har set en lastbil som den på sedlen. Den er blå, et lille gult skilt i hjørnet på lastbilens bagsmæk er det eneste, der indikerer, at lasten er radioaktiv. Ellers er der ingenting.

»Har de set noget, har de hørt noget? Ved de noget? Vi vil vide alt, så vi ved, hvad vi har med at gøre,« siger Jan Becker, der har været modstander af atomkraft, siden han var 16, boede i en forstad syd for Hamburg og ugentligt så togvogne med radioaktiv last køre igennem i så kaldte castor-transporter, cask for transportation and storage of radioactive material, som de kaldes. Han blev aktivist, flyttede til Lüneburg, studerede miljøvidenskab, blev ekspert i at klatre op ad høje ting indtil bøderne for forstyrrelse af offentlig ro og orden havde nået et leje, hvor han måtte vælge mellem at kunne forsørge sin familie eller aldrig mere at eje noget. I dag nøjes han med sin efterforskningsvirksomhed. Pengene tjener han ved at fælde træer, der kun kan fældes ved at klatre.

»Jeg forsøger at samle al viden om atomtransporterne. Det er sådan, jeg kæmper for sagen i dag. Jeg har hørt om nogen, der har siddet i skoven uden for anlægget i deres biler for at se, om der er en lastbil, der kører af sted, men det er ikke til at vide. I nogle perioder sker det to gange om ugen, andre gange er der måneder imellem.«

1,6 milliarder til Gorleben

I dag er det transporten, det tyske atomslagsmål handler om. Den afgørende konflikt er afgjort: Tyskland har trukket sig ud af atomkraften, og senest i år 2022 skal alle Tysklands 17 atomkraftværker være lukket ned.

Tilbage står detaljerne: Var det ulovligt, da regeringen efter atomulykken i japanske Fukushima 2011 med det samme lukkede otte af værkerne? Skal energiselskaberne bag værkerne kompenseres? Er det realistisk, at Tyskland kan reducere sit CO2-udslip med 80 procent frem til 2050, og kan Tyskland erstatte atomenergien med vedvarende energi? Hvor skal man placere det endelige lager for højradioaktivt affald, og hvor meget atomaffald bliver der transporteret på de tyske veje?

»Langt mere, end vi tror,« lød svaret fra Wolfgang Neumann, fysiker og uafhængig ekspert for nuklear sikkerhed i ugemagasinet Der Spiegel efter at et brændende containerskib i Hamburgs havn sidste år viste sig at have 8,9 ton ekstremt farligt radioaktivt uranhexaflourid ombord. Samme efterår havarerede et russisk containerskib ud for ferieøen Rügen, lasten var radioaktiv.

»Castortransporterne til Gorleben udgør kun en brøkdel del af det radioaktive gods, der bliver transporteret,« sagde Neumann og pegede på de så kaldte mox-brændelementer og de flere tusinde beholdere med uranhexafluorid, der hvert år bliver fragtet fra sted til sted, men som er hemmelige, fordi myndighederne blandt andet frygter terrorisme.

Enhver opmærksomhed er en sikkerhedsrisiko.

Derfor ved ingen noget om de 16.500 gange siden 1990, hvor der ifølge Bundesamt für Strahlenschutz blev transporteret radioaktivt materiale på tyske veje og i tysk farvand. Bremerhaven har endda forsøgt at spærre havnen for den farlige last: Havnen er Tysklands hårdest belastede med sine 394 radioaktive transporter fra 2000 til 2009. Det eneste, der er offentlig opmærksomhed omkring, er castortransporterne. Den har til gengæld været massiv de 13 gange, atomaffaldet fra tyske værker efter bearbejdning i franske La Hague og britiske Sellafield er blevet transporteret retur til Tyskland igen.

»Det er en politisk beslutning,« lyder Jan Beckers teori, for opmærksomheden om lageret i Gorleben er ifølge ham ikke en tilfældighed. Hver eneste transport cementerer politisk Gorlebens status som endeligt lager.

»Der skal meget til for at køre tønder med atomaffald væk igen, når først det er havnet her. Man ved ikke, hvor det ellers skal hen.«

Man har trods alt satset 1,6 milliarder euro i den 800 meter dybe saltmine i Gorleben som endeligt atomaffaldsdepot siden man i 1977 besluttede, at det skulle placeres her.

»Det kan man ikke lade falde igen, uanset hvor uegnet til formålet den viser sig at være.«

Turismen forsvandt

Enten har man modtaget penge, eller også beklager man sig; enten arbejder man for atomindustrien, eller også har man fået ødelagt sin forretning. Det er skillelinjen mellem folk i Gorleben. Byens fiskehandler f.eks., Christian Köthke, der bor i et lille, hvidt bindingsværkshus på hovedgaden og sælger ål, han har fanget i Elben, er en af de stærkeste kritikere.

»Gorleben ligger smukt, men turisterne kommer ikke længere. Fra det øjeblik, atomanlægget blev planlagt, stoppede turismen.«

Han overtog fiskeriet i 1950, dengang ville han bygge feriehuse på grunden ud mod vandet, men det er droppet, fortæller han og nævner anlæggets skadevirkninger: kølevand der bliver hentet ind og koger Elbens bittesmå glasål. Anlæggets si, der dræber de største fisk. Salt fra minen, der skyller ud i floden og ændrer vandkvaliteten. Og så det, man ikke kan se.

»Jeg stoler ikke på de officielle målinger. Der er mange, der har tjent penge, og derfor ikke siger noget: Landmænd, der har solgt jord og er blevet millionærer; og dem, der arbejder for industrien. Alle har en onkel eller en ven, der arbejder der, ingen har lyst til at sige noget. Tidligere havde vi Tysklands største arbejdsløshed, nu er vi et af de rigeste sogne i landet,« siger Christian Köthke og nikker hen imod nabohuset. Naboen stemte for, men de er venner alligevel. »Vi har gået i skole sammen, hvis du forstår.«

Man siger, at det er derfor, man besluttede sig for Gorleben i det tyndt befolkede Wendland: Fordi man ikke have regnet med modstand. Hvad man ikke havde regnet med var, at modstanderne i form af eksempelvis Jan Becker ville flytte hertil fra det meste af Tyskland.

Ud over en kvinde, der lufter sin hund, er hovedgaden i Gorleben mennesketom. »Kør videre den vej, og du vil se det,« siger hun, så jeg kører ud af byen og gennem skoven, til jeg når nogle hvide bygninger, der står beskyttet bag fire lag hegn og glammende hunde. Det er mellemlager Gorleben. Hundenes gøen bliver kastet tilbage af skovens stilhed, her er ingen. Det eneste, der minder om fortidens protester er det Greenpeace-skib over for anlægget. Skibet står på grevens jord. Greven i Gartow er den eneste, der i virkeligheden har en holdning til lageret uden at have økonomiske eller politiske interesser på spil. Han ejer det meste af jorden omkring anlægget, som han ville have kunnet sælge for millioner.

»Det er Gorleben, der har lukket ned for Tyskland som atomland,« siger Dieter Rucht, der er sociolog og tidligere professor ved Wissenschaftszentrum Berlin. Hans speciale er efterkrigstidens folkebevægelser, og han ser atommodstanden som en de vigtigste: Da Tyskland i 2011 besluttede sig for at droppe atomkraften, bakkede 80 procent op om beslutningen. Kun otte procent var imod. Gorleben er den vigtigste grund.

Gorleben er overalt

»Hvis ikke castortransporterne til Gorleben havde fundet sted, havde tyskerne glemt alt om atomkraften. Transporterne gjorde, at der hvert år kom nyt fokus, som protestgrupperne kunne koncentrere sig om. Hvert år kunne de mobilisere, samle kræfter og blive stærkere, og det var det, der i sidste ende gjorde, at Merkel besluttede at droppe atomkraften,« siger Dieter Rucht og peger på, at transporterne flyttede diskussionen fra selve værkerne til at handle om affaldsproblemet.

»Affaldet er et problem, der ikke er løst nogen steder. Ikke i Tyskland, ikke i Schweiz, ikke i USA, ikke i Finland. Det er her stadig, det vil være her længe efter 2022, når det hele er lukket ned.«

I Tyskland har den endelige oplagring af affaldet været til debat i 50 år. Sidste år forsøgte daværende miljøminister Peter Altmaier fra CDU at genstarte processen ved simpelthen at at begynde forfra med at lede efter et endeligt lager til det farlige affald. Men det gik i vasken. Et valg, en ny regering og tvivl om energiplanen trak forløbet i langdrag, og i januar 2014 konkluderede avisen Die Zeit, at regeringen ikke reelt leder efter et nyt sted, men i stedet har en plan om at holde fast i Gorleben. Die Zeit havde fået fat i dokumenter, der viste, at firmaet DBE TEC allerede har lavet detaljerede tegninger og beregninger over, hvilken slags atomaffald, der kan deponeres hvor i minen. De Grønne, venstrefløjspartiet Die Linke og socialdemokraterne mener til gengæld ikke, at minen er tæt nok til at kunne forsegle højradioaktivt atomaffald fra omverdenen for altid.

»Og sådan kommer diskussionen til at fortsætte,« siger Antonio Hurtado, direktør for Institut for energiteknik ved det tekniske universitet i Dresden og ekspert i atomsikkerhed.

»Det bliver ikke afgjort inden for en overskuelig fremtid. Gorleben har vægret sig politisk, det samme har Konrad, hvor man planlagde at bygge et lager i en gammel jernmine,« siger han og fortæller, at diskussionen dér har udviklet sig på samme måde som i Gorleben.

»Hele spørgsmålet om at nedlægge de tyske atomkraftværker afhænger af, at man finder et lager, hvor man kan deponere værkernes højradioaktive affald, men man har ingen politisk plan. Det er uforsvarligt,« siger Antonio Hurtado.

Det er ikke bare uforsvarligt, ifølge hotelejeren Arno Schwarz i Gorleben. Det er en skandale. Hans hotel, Das Deichhaus, er lukket for tiden.

»Jeg bliver her fem år endnu,« siger Schwarz, der købte hotellet i 1996 og havde regnet med, at det radioaktive affald ville blive forseglet i saltminen nogle år senere.

»20 år efter står tønderne stadig over jorden. Det siger sig selv, at det ikke kan være sundt,« siger han og begynder at skælde ud. Mest på aktivisterne, miljøpartiet Die Grünen dets tidligere formand, Jürgen Trittin, der efter Schwarz mening ikke har gjort andet end at obstruere processen.

»Grundpriserne er raslet ned. Jeg får måske 50 cent pr. kvadratmeter, når jeg sælger, men der er ingeting at blive her for. Gæsterne bliver væk.«

De eneste, der stadig kommer, fortæller han, er jagtselskaber fra Danmark. I sidste uge havde han 30. Danskerne er så dejlig ukomplicerede, mener han. De kommer, spiser noget mad, drikker nogle øl, skyder nogle dyr. Og er komplet ligeglade med blå lastbiler med radioaktiv last.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Allan Christensen

»Affaldet er et problem, der ikke er løst nogen steder. Ikke i Tyskland, ikke i Schweiz, ikke i USA, ikke i Finland. Det er her stadig, det vil være her længe efter 2022, når det hele er lukket ned.«

Det er en stor ulykke om der skulle vise sig at være mere alvorlige negative konsekvenser forbundet med udvikling og anvendelse af atomkraft end de frygtede ødelæggende konsekvenser af bioenergianvendelse.

Allan Christensen

Atomkraftmodstandere fortjener stor anerkendelse for at have rejst tvivl om hvorvidt bioenergianvendelse og afbrænding af fossile brændstoffer nu også har så alvorlige konsekvenser for naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter som oprindeligt frygtet. Det er også positivt at atomkraftmodstandere ikke på samme måde synes at vil lægge hindringer i vejen for udvikling og anvendelse af en række andre energikiler som f.eks. vindkraft og solceller.

Flemming Scheel Andersen

Pip i låget

Jesper Hansen

Atomkraft er vildt uetisk og det undergraver samfundet og demokratiet, fordi det gør energipolitik til hemmelig sikkerhedspolitik. Jeg er superglad for at Tyskland har afviklet atomkraften. Nu må de sgu' finde en ordenlig løsning med affaldet, og komme videre, så vi kan få afsluttet den æra. Jeg er bestemt ikke nogen ballademager, men jeg er pærestolt over at have deltaget i modstanden bl.a. ved de helt store "slag" ved Wackersdorf og Brokdorff i 1986. Jeg var også med blandt de 850 anholdte, ved masseanholdelsen på Heligengeistfeld. Jeg glemmer det aldrig.

Helene Nørgaard Knudsen

De der missil-siloer må da være bygget til at kunne modstå og indeholde stråling. Kunne man ikke "bare" forsegle affaldet på den måde?

Thorium værker

Søren Ferling, Per Torbensen, Janus Agerbo og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Se: Into eternity
Fra Wiki
"Every day, the world over, large amounts of high-level radioactive waste created by nuclear power plants are placed in interim storage, which is vulnerable to natural disasters, man-made disasters, and societal changes. In Finland, the world’s first permanent repository is being hewn out of solid rock – a huge system of underground tunnels – that must last the entire period the waste remains hazardous: 100,000 years."
Once the repository waste has been deposited and is full, the facility is to be sealed off and never opened again. Or so we hope, but can we ensure that? And how is it possible to warn our descendants of the deadly waste we left behind? How do we prevent them from thinking they have found the Giza pyramids of our time, mystical burial grounds, hidden treasures? Which languages and signs will they understand? And if they understand, will they respect our instructions?

Fremragende film

Steffen Nielsen, Britta Hansen, Christian Hermansen og Jesper Hansen anbefalede denne kommentar

Problemet er ikke blot, hvor dette affald skal placeres og hvordan det skal beskyttes i 100.000 år. Problemet om hvem der skal betale, er lige så nærværende.

Indtil nu har man placeret dette stads i kostbare installationer under smukke Wendland. Men nyeste viden underkender nu både installationerne og Wendslands salthorste, og derfor skal det flyttes.

Så er spørgsmålet: - Hvor skal det flyttes hen? - Og hvordan skal det emballeres og sikres? - Og hvem skal betale?

Atomindustrien og atomkraftværkerne har hele tiden været imod, at atomaffaldet kan være deres ansvar. De mener, at brugerne i det mindste må tage et medansvar, - også selv om brugerne faktisk har betalt for dette via strømpriserne.
Samtidig har forbundsrepublikken afviklet atom-kraft. Og af den grund er flere kraftværker allerede solgt videre til nye ejere, der i hvert fald ikke mener, dette er deres aktionæres ansvar.

Og imedens hober gammelt atom-affald sig fortsat op på kraftværkerne.

Rune Petersen, Torben K L Jensen, Christian Hermansen og Jesper Hansen anbefalede denne kommentar

Hvis nogen forventer en 100% sikker og neutral slut deponering af høj radioaktivt affald, bliver problemet aldrig løst. For den findes ikke. Uanset hvad man stiller op vil det altid være forbundet med en vis risiko, når affaldets farlighed tages i betragtning. Men problemet, det høj radioaktive affald er en realitet som ikke forsvinder op i den blå luft - Forhåbentligt.

- Et slut depot SKAL findes. Og det vil være under overvågning i de næste mange, mange, mange 1.000 år.

Christian Hermansen

Så Tyskland er kun en grad bedre stillet end Japan, hvor jeg bor. Her brænder politikerne med præmierminister Abe for at genstarte landets ca. 50 reaktorer til trods for at netop affaldsproblemet overhovedet ikke er løst. De midlertidige løsninger er 1) at opbevare de brugte brændselsstave i store vandbasiner øverst i reaktorerne - ulykken på Tepkos Fukushima 1 viste, at det ikke er holdbart, 2) at få det brugte oparbejdet i Frankrig eller England og så genanvende det i et særligt anlæg, som, i følge rygterne, endnu ikke har været i stand til at producere noget videre bortset fra en meget ren plutonium til brug i atomvåben. De japanske medier er ikke specielt tavse om disse forhold, men regeringen søger ikke desto mindre at genoplive myten om kernekraften som sikker og billig. For et par år siden var man i øvrigt godt i gang med at forhandle en kontrakt med Mongoliet på plads om at blive slutstation for såvel japansk som amerikansk atomaffald. Lige hvordan det skulle transporteres ind i Asien og hvad Rusland / Kina måtte have af synspunkter er ikke klart, men aftalen blev midlertidig standset - vist ikke opgivet.

Jens Thaarup Nyberg, Rune Petersen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Simonsen

Mere interessant er det vel at prøve at opveje ulemperne ved atomkraft, og så det kul/olie forbrug der er i verden nu - og i fremtiden.
Med mindre samtlige politikere i verden beslutter at energi forbruget skal nedsættes - og det er vist op af bakke, så vil der være en meget stor forurening fra fossile brændstoffer.
Og sol/vind/vand energi får ret svært ved at følge med, ikke kun grundet problemet med udbredelsen, men også stabiliteten i forsyningen af energi herfra.
De faktorer synes jeg bestemt skal tages ganske seriøst når man dømmer atomkraft ude.

Jens Falkesgaard, Troels Hansen og Thomas Koch anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Kan godt lide, at det tilsyneladende ene og alene er danske besøgende, der trodser enhver tanke om områdets problematiske underjordiske 'skatte'. Sandsynligvis aner de intet om sagen. Og i hvert fald var opholdet dejligt BILLIGT! Næste billigrejse: fishing tour around Fukushima.

Jesper Hansen og christel gruner-olesen anbefalede denne kommentar

Atomkraftmodstanderne i Tyskland kan kun takke sig selv for det her. Man har ført en fuldstændig vanvittig kampagne mod atomkraft baseret på frygt og uvidenhed og nu har man opnået at folk afviser det eneste effektfulde alternativ til fossil energi. Man har også opnået, at forskningen i fissionsenergi er blevet bremset.

Debatten burde i stedet dreje sig om, at det brugte brændsel er en kæmpe energiresource og, at det var på høje tid, at vi kom igang med at udnytte denne.

Udover den energi vi kan få fra dem, så er radioaktive stoffer super vigtige i vores samfund. De bruges indenfor sundhed, industri, udforskning, røgalarmer, etc.

Vi kan med andre ord ikke undvære dem.

Frem for at dæmonisere emnet bør vi diskutere det og forlange at folk sætter sig ind i de begreber, der knytter sig til det.

Mvh
Thomas

Morten Balling

@Morten Simonsen

Du har på sæt og vis ret, du er bare ikke særlig god til at veje. På trods af at global opvarmning er et meget alvorligt problem, er det ingenting ift. en verden der får dækket sit energibehov via fissionsenergi.

Jorden modtager langt mere energi fra Solen end vi bruger. Udfordringen er at udnytte den energi, og det kan ikke gå hurtigt nok. Planterne har luret den. De omsætter ca. 3000 ExaJoule om året til biomasse.

Ofte hører man argumentet at vi ikke kan dække Jordens energibehov med vedvarende energi. Det skyldes en blanding af at man ikke kan se skoven for bare træer, kombineret med en manglende fysisk forståelse af energi. Alt den energi vi hiver ud af det fossile brændstof nutildags kom fra Solen.

Mennesker med din holdning burde "tvinges" til at bruge halvanden time af deres liv på at se filmen:

http://www.youtube.com/watch?v=dS3WvKKSpKI

(Bær over med stilen. Indholdet er det væsentlige her, og det er korrekt gengivet)

@Morten Balling, tak for linket.

Hvis man ikke har 90 minutter til filmen kan man læse en opsummering af effekterne fra Tjernobyl på flg. side hos FN: http://www.unscear.org/unscear/en/chernobyl.html

Umiddelbart er der langt op til de "tusindvis af døde" man altid hører om når talen falder på Tjernobyl.

Læs David Mackays bog "Sustainable Energy without the hot air"? Den kan læses gratis her: http://www.withouthotair.com/

Udover at være rigtig godt skrevet, så udmærker bogen sig ved at den sætter en skala på, hvor meget energi man kan få ud af de forskellige energikilder vi har. Det gør det muligt at sammenligne tingene.

David Mackay udtaler sig om emnet i denne TED talk: http://www.youtube.com/watch?v=-5bVbfWuq-Q
Den er 18 minutter lang, men David Mackay er virkelig dygtig til at kommunikere.

Det korte budskab er, at "vedvarende energi" kræver temmelig store arealer for at kunne gøre en forskel. Hvis ikke vi har pladsen eller pengene så hedder svaret enten fossil brændsel eller atomkraft.

Mvh
Thomas

Morten Balling

@Thomas

Tallene fra FN er mildest talt tvivlsomme og diskuterbare. Her er f.eks. en anden undersøgelse, som estimerer dødstallet til 985.000:

http://www.globalresearch.ca/new-book-concludes-chernobyl-death-toll-985...

Der er aldrig lavet en pålidelig undersøgelse af tallet (I wonder why? ;), og det virkelige tal ligger formentlig mellem FN's tal og undersøgelsen ovenfor.

David Mackey har mange gode pointer, men for det første bruger englænderen næppe 125 kWh om dagen (det ville give ham/hende en absurd elregning), for det andet er fissionsenergi ikke en "grøn" energiform, for det tredie benytter han bevidst misvisende logaritmiske skalaer på hans grafer og endelig snakker han om nuværende teknologi.

Det sidste er væsentligt. I mange år har vi brugt fossile brændstoffer, men forsket alt for lidt i udnyttelsen af energien fra Solen. Det kommer formentlig først til at ske den dag, dem der ejer verdens nuværende energiresourcer står på tæer i radioaktivt vand til næsen.

Før du spørger om jeg har et bedre bud på at udnytte solenergi, en den vi bruger idag: Nej sgu da. Så sad jeg ikke her, men stod på toppen af vulkanen på Hawaii med den største stjernekikkert jeg kunne få fingre i.

Og hvem har iøvrigt ikke 90 minutter til at blive ufatteligt meget klogere? ;)

Morten Balling

@Thomas

I stand corrected!

Så vidt jeg kan regne mig frem til lå tallet i 2012 på ca 95 kWh om dagen. Det er stadigvæk ufatteligt højt. Det inkluderer varme og transport, og derudover er englænderne nogen af dem, som bruger mest energi. Men alligevel… Nogen burde lære dem at slukke lyset når de ikke bruger det ;)

(Ultra groft) omregnet til kr/kWh giver det en årlig udgift på ca. 60.000 kr pr. engelsk snude. Der er ikke noget at sige til, at energi er verdens største økonomi...

Morten Balling

Og nu vi er igang med at regne på bagsiden af konvolutten: Hver englænder har ca. 4000 m2, som når solen skinner rammes af ca 1 kW. Med tolv timers sollys om dagen giver det små 50.000 kWh om dagen, hvis man ser bort fra de 360 dage om året, hvor det regner i UK ;)

Kristian Kolby

Et øjeblik troede jeg overskriften handlede om danske politikeres værdi!
Undskyld.

Torben K L Jensen

Kan det lade sig gøre i det hele taget at omstille verden til overvejende atomkraft?Tag Frankrig,der er det land i Europa,der har mest atomkraft,regn ud havd der skal bruges af Uran,Thorium og andet spaltbar materiale på verdensplan til feks. 50 % dækning af energiforbruget i fremtiden.Hvad koster det at bygge,køre/vedligeholde alle de anlæg der skal til.Hvad koster sikkerheden omkring depoter osv.
Min lommeregner kan ikke klare det,men man kunne jo spørge NSA og når det drejer sig om sikkerhed skulle det ikke undre om de allerede har tallene.

@Morten Balling, "Karl Grossman" som fremhæver bogen på Global Research hjemmesiden er professor i journalistik og ikke kernefysik.

Bogen han henviser til har fået en temmelig kritisk modtagelse af kloge folk som ved hvad de taler om:
http://en.wikipedia.org/wiki/Chernobyl:_Consequences_of_the_Catastrophe_...

De høje dødstal afvises som "Science Fiction".

Jeg vælger at fortsætte med at stole på FNs tal her.

Tjernobyl var noget værre skidt, ingen tvivl om det. Vi skal bare huske at sætte ulykken i forhold til alt muligt andet.

Ved Bophal ulykken i Indien døde der 3000 mennesker med det samme og der er vist også stadig forurening i området. Jeg har ikke hørt nogle krav om at afvikle hele den kemiske industri.

Moderne kernekraftværker er mere sikre end nogensinde. Generation 4 er igen endnu mere sikre. Sidstnævnte er stadig forskning, men guleroden er at de også kan bruge det som vi i dag kalder affald.
Dermed løser vi affaldsproblemet samtidig med, at vi får energi. Whats not to like?

Såvidt jeg kan læse mig til er 4 generations kernekraft en teknologi, der er indenfor rækkevidde. Det er dine super solceller ikke, desværre.

Noget af det ypperste vi har i dag er eksempelvis Copper Mountain i Nevada. Den fylder 1,8 kvadratkilometer og producerer 58 MW. Det er 32W/kvadratmeter. I en ørken, med masser af plads og masser af sol. Det virker næppe i England eller Danmark.

Mvh
Thomas

Morten Balling

@Thomas

Min pointe er ikke at bogen er korrekt, men at den modsiger FN's tal, og det i høj grad. Selvom bogen har været kritiseret, er den skrevet af nogle rimeligt tunge drenge, og FN's tal har også været kritiseret.

Den nye sarkofag man med store forsinkelser og omkostninger har fået bygget hen over reaktor 4, holder, om guderne vil og vejret holder, ca. 100 år. Lang tid nok til at du og jeg kan være relativt ligeglade, men det kan vores unger og deres unger ikke. Og her vi snakker mange mange flere år end Bhopal. Derudover er der Deadzone, som dækker 2600 km2, samt de 200.000 mennesker som er blevet evakueret.

Jeg giver dig fuldstændigt Lomborg-agtigt ret i, at man må acceptere at nøgen af os skrider i svinget, men Chernobyl var mere end det.

4. generations reaktorer er som du skriver stadig scifi, og jeg er ikke enig i dine risikoanalyser. Der er f.eks. intet der tyder på at ABS på biler har ændret på antallet af biluheld. Folk kører bare det hurtigere, og jeg ville umiddelbart mene at noget tilsvarende gør sig gældende for Homer Simpson og hans kolleger på Springfield Nuclear Power Plant.

Derfor bør man bruge pengene på at forske i solenergi. Med den mængde energi Solen leverer hertil kloden, kan vi godt acceptere en lavere virkningsgrad end et decentralt kraftvarmeværk, men det kræver en beslutning vi allesammen skal tage og samtidig bakke op om. Det er nok ligeså sandsynligt som at Julemanden kigger forbi til sommer, og begge dele er jo lidt ærgerligt ;)

Preben Rasmussen

Atomkraft er og bliver tidsforskudt uansvarlighed.
Atomlobbyenn påstår affaldsproblemerne er løst. Det er de ikke. Ingen aner hvor man de næste mange 100.000 år sikkert kan slutdeponere det højradioaktive affald.
Det bliver de fremtidige generationer der skal håndtere en hidtil uset farlig arv fra os.
Atomkraften subsidieres af staterne / borgerne, og når der sker katastrofer ophører ejerens ansvar, fordi ingen forsikring dækker.
Hvem betaler f.eks. oprydning og inddæmning efter katastrofen på Fukushima ? Det gør almindelige japanere, der intet ansvar har for Tepcos katastrofale drift af Fukushima. Tepco har tømt kassen og andre betaler gildet.
Ingen kender de endelige konsekvenser af Fukushima i form af kræftdødsfald, ødelagt jord og forgiftet havmiljø.
Det er ufatteligt atomlobbyen stadig kan sælge budskabet om atomkraftens lyksaligheder.

Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen, Britta Hansen, Jesper Hansen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Jesper Hansen

Det er forbudt at opfordre til terror. Jeg er generelt ikke meget for forbud, men med de alvorlige ulykker og forfærdelige konsekvenser af atomkraft i mende, og af hensyn til den ansvarlighed vi naturligvis bør vise overfor vore efterkommere, mener jeg at det er nødvendigt at vi øjeblikkelig indfører lovgivning der at gøre det strengt forbudt at tale positivt om atomkraft. At opforde til Atomkraft er så uansvarligt, asocialt og umoralsk at straffen bør være mindst 20 års tvangsarbejde, med bl.a. tvungen oprydning på Fukushima.

Jesper Hansen

....og når lovgivningen mod at tale positivt om atomkraft indføres, bør den virke med tilbagevisende kraft.

Jesper Hansen

Vore efterkommere vil takke os, hvis vi får indført en lov mod at apologere for atomkraft. De vil forbande os hvis vi ikke gør det.

Britta Hansen

@ Thomas Koch - det er interessant, at du har løsninger, som ingen i verden tilsyneladende har fået øjnene op for før! Sjovt, at ingen af landene hidtil har kunnet finde ud af, hvordan de skal anvende 'brugte' elementer, således at de ikke udgør en fare for mennesker og natur i de kommende 100.000 år. Vil du ikke være sød at kontakte den tyske regering og fortælle dem det? Du vil blive belønnet med en guldmedalje (eller også en lille stump fra et atomkraftværk til eget brug).

Troels Hansen

Prøv nu for alt i verden at føre energipolitik med hjerne istedet for hjertet. Alle rationelle betragtninger peger på at kernekraft er løsningen til alle vores energiproblemer. Affaldet, som artiklen dæmoniserer så kraftigt, er en ren guldgruppe for fremtidige KK teknologier, så det skal endelig ikke pakkes for langt væk. Vi har alle mulighederne foran os - lad nu vær med at gå i panik!

Britta Hansen

@ Troels Hansen: Du taler om 'fremtidige KK teknologier'. Det, der undrer mig så meget, det er at disse muligheder på ingen måde omtales i medierne eller fx i dokumentarer i fx Tyskland, hvor jeg følger meget med. Og at disse KK teknologier endnu ikke er opfundet eller brugte efter 40 års eksplosiv teknologisk udvikling i verden!

Det er meget godt, at tale energi ud fra hjertet og for alvor bruge forstanden og fremme ufarlig energiproduktion verden over.

@Britta, gå ind og læs om emnet. Søg efter 4 generations kernekraft på Wikipedia. Adskillige nationer forsker i det.

Nogle af de her teknologier blev først benyttet for 50 år siden men blev afvist da man ønskede teknologier der også frembragte plutonium.

Mvh
Thomas

Jens Thaarup Nyberg

@Torben Jensen
"Kan det lade sig gøre i det hele taget at omstille verden til overvejende atomkraft? ..."
I så fald vil der blive slagsmål om uran - en sparsom ressource.

@Jesper Hansen, smil solstråle.

Jeg havde egentlig tænkt mig at ignorere dine indlæg, men ved nærmere eftertanke har jeg besluttet mig for at takke dig.

Tak fordi du på smukkeste vis udstiller den totalitære holdning som en hel del af alle jer klimakrigere ligger under for.

Håber du kommer lidt til fornuft. Prøv evt at læse lidt mere om emnet.

Mvh
Thomas

Søren Ferling

"Kan det lade sig gøre i det hele taget at omstille verden til overvejende atomkraft?Tag Frankrig,der er det land i Europa,der har mest atomkraft,regn ud havd der skal bruges af Uran,Thorium og andet spaltbar materiale på verdensplan til feks. 50 % dækning af energiforbruget i fremtiden."

Ja, der er thorium til 10.000 år og thoriumreaktorer kan forbrænde affald fra de gamle reaktortyper.

At disse muligheder ikke anvendes, viser med logisk nødvendighed at CO2-teorien ikke tros af dem, der agiterer for den.