Baggrund
Læsetid: 9 min.

Her vokser verden amok

Siden 2008 har mere end halvdelen af menneskeheden boet i byer. Omkring år 1800 var det to procent. Urbaniseringen i Syd er et af de mest markante udtryk for klodens overophedning. Der foregår en ukoordineret, accelererende forandring med store bivirkninger
Vækst. Agbogblosdie i Ghana. En voksende del af verdens urbane befolkningsvækst foregår i områder, der mere ligner Agbogblosdie end Nørrebro, hvor lugten af kloak og forrådnelse aldrig forsvinder, og hvor livet er risikabelt og kort.

Vækst. Agbogblosdie i Ghana. En voksende del af verdens urbane befolkningsvækst foregår i områder, der mere ligner Agbogblosdie end Nørrebro, hvor lugten af kloak og forrådnelse aldrig forsvinder, og hvor livet er risikabelt og kort.

Andrew McConnell

Moderne Tider
29. marts 2014

I slutningen af februar nåede Beijings berømte smogniveau nye højder, og korrespondenter med maske for munden kunne ses på tv over hele verden, mens de rapporterede fra krisen. Antallet af besøgende til Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur faldt dramatisk, og myndighederne anbefalede folk at holde sig inden døre om muligt, et råd det var vanskelig at følge for en bygningsarbejder eller et cykelbud. »Smoggen minder om en atomvinter,« sagde en kinesisk forsker, som påpegede at den skadede landbruget, fordi lyset blev for svagt til at fotosyntesen kunne finde sted.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advarer mod at indånde luft, som indeholder mere end 35 mikrogram partikler pr. kubikmeter. I Beijing lå niveauet i dagevis langt over 500. Årsagen til smoggen var imidlertid ikke den hastigt voksende privatbilisme, som fører til køer og tomgang, men fabrikker og kulkraftværker i og omkring den hastigt voksende by.

Omtrent på samme tid blev angrebet på et australsk asylcenter på øen Manus ved Ny Guinea en stor historie i australsk presse. Mange af de ubevæbnede asylansøgere blev hårdt såret, én blev dræbt. Men som en australier bosat på Ny-Guinea bemærkede: Han ville næppe have været i større sikkerhed uden for end inden for asylcentret. Papua Ny Guinea er et af verdens mest voldelige samfund, og særligt i hovedstaden Port Moresby er det farligt at være udlænding. Byen er ikke stor (omkring 400.000 indbyggere), men den er vokset hurtigt, og mange af indbyggerne har intet at tage sig til. I forrige generation ville de have drevet havebrug i en landsby under opsyn af ældre slægtninge. Nu bliver de i stedet urbane raskols, banditter, i en by hvor arbejdsløsheden officielt ligger på 60 procent, men i virkeligheden nok er højere.

Proppen i byen

I en overophedet verden er der kamp om pladsen. Denne verden er trop plein – overfyldt – som antropologen Lévi-Strauss har udtrykt det; for fuld af mennesker og deres projekter. Der opstår friktion, håndgemæng og hæsblæsende konkurrence på steder, som for blot et årti siden var langsomme og fredsommelige.

São Paolo har været et kosmopolitisk knudepunkt og en dynamisk storby i over hundrede år og udgjort Brasiliens vigtigste eksporthavn for kaffe. I dag har byen over 20 millioner indbyggere, og stadig flere af dem har bil; faktisk bliver der hver dag sat næsten 1.000 nye biler på vejene. På en fredag aften i 2011 blev der målt i alt 500 kilometer trafikprop i São Paolo, en by som er stolt af sin metro, men kun har 75 kilometer skinner. Mange paulistas tilbringer tiden i bilen med at se tv eller film, barbere sig, snakke i telefon, lægge makeup eller svare på e-mails, mens de betragter kofangeren på bilen foran. En advokat, som bruger to-tre timer hver dag på at komme til og fra arbejde, fortæller, at han føler sig som en fange.

Trafikproppen er et af de mest sigende billeder på livet i den nye storby i Syd. Det peger på en accelereret vækst, som få havde forudset, som planlæggere umuligt kan holde trit med, og som skaber trængsel. I Bangladesh’ hovedstad Dhaka, som er vokset fra nogle hundrede tusind til 18 millioner i løbet af en generation, er blot syv procent af arealet sat af til veje, mens det gennemsnitlige vejareal for en storby er omkring 25 procent. I 1970 var der sikkert fint med plads til trafik i Dhaka. Det er der ikke i dag. Ofte kan det bedre betale sig at gå, men også i vejkanten er der trængsel.

Selv om verdens befolkning er blevet syvdoblet og verdens energiforbrug er steget 28 gange siden den industrielle revolutions begyndelse, er urbaniseringen foregået endnu hurtigere, og i lighed med mange andre tendenser i vor tid er det, som om den er gået endnu et gear op siden starten af 1990’erne.

Byen som privilegium

For to hundrede år siden boede folk stort set på landet, og de levede af at producere mad. I store dele af verden, fra Melanesien til Afrika, fandtes der end ikke byer, som vi kender dem i dag. Byen som sådan er selvfølgelig gammel og kulturhistorisk helt central. Hvad enten det gælder Luxor, Babylon, Athen eller aztekernes hovedstad Tenochitlan, eller for den sags skyld London, Amsterdam og Paris, var byen en kilde til øget social kompleksitet og kulturel kreativitet. I byen var arbejdsdelingen avanceret. Byboere var fritaget fra at producere mad, så de var handelsfolk og skriftlærde, sekretærer og tjenestefolk, tyve og prostituerede, politikere og bureaukrater, siden hen kapitalister og kommunister.

Byerne var desuden kulturelle gadekryds som både absorberede impulser udefra og selv påvirkede verden. De var kulturelle laboratorier for sociale forandringer. De kunne også være redningen for dem, der ikke passede ind i bondesamfundet. Startluft macht frei var ikke bare en tom parole i de tyske middelalderbyer. Det var bogstaveligt i den forstand, at feudale vasaller kunne undslippe stavnsbåndet, hvis de opholdt sig i en by mindst ét år og én dag. Disse byer var små, og de voksede langsomt. Den dag i dag har en by som Tübingen kun knapt 85.000 indbyggere.

Måske er det stadig sådan, at byens luft kan frisætte, men i så fald skal den nok være renere end den i Beijing og tilbyde flere muligheder for at opretholde livet end Port Moresbys. Den urbane vækst, som foregår i dag er uoverskuelig og ukontrollerbar, voldsom og farlig. Størstedelen af verdens befolkningstilvækst foregår i byerne, heraf en stor del i slumområder. Og den foregår næsten udelukkende i Syd. Mens europæiske byer vokser med beskedne 0,13 procent om året, er tallet for Sydøstasien 3,4 procent. Byerne i Syd vokser i disse år med omkring 1,2 millioner mennesker om ugen.

For hundrede år siden levede en femtedel af verdens befolkning i byer. I 1960 var det omtrent en tredjedel, så sent som i 1990 omkring 40 procent. I 2008 erklærede FN, at over halvdelen af verdens befolkning nu var urban. Definitionen af en by varierer ganske vist. I Danmark bliver enhver bebyggelse på over 200 mennesker klassificeret som urban; i USA går grænsen ved 2.500, mens japanerne sætter den ved 30.000.

Urbanitet handler imidlertid ikke så meget om antal som om social struktur, og det har det indiske statistikbureau forstået. Der er det et kriterium for urbanitet, at over 75 procent af den mandlige befolkning arbejder uden for de primære erhverv.

Det vrimler med tal, som viser hvor hurtigt byerne i Syd vokser. For 200 år siden boede næsten ingen afrikanere i byer. Det gør omkring 450 millioner i dag, men i 2050 vil tallet formentlig være 1,2 milliarder. I Asien vil antallet af byboere øges fra 1,9 milliarder i dag til 3,3 milliarder i 2050. I 1970 boede 39 millioner mennesker i såkaldte megacities (byer på over ti millioner); i dag er tallet 360 millioner, og i 2025 vil det formentlig være over 600 millioner. For 100 år siden var der færre end 20 byer, der havde flere end én million indbyggere. I dag anslås antallet at være 450.

Byboere uden by

Byen giver stadig mulighed for individualitet og personlige livsprojekter, som man ikke finder i samfund på landet. Men de lider i stigende grad af forstoppelse; i den forstand kan de sammenlignes med et menneske, som har spist for hurtigt. Et flertal af de 6,4 milliarder, som kommer til at leve i urbane områder i 2050 (i dag er tallet 3,5 milliarder), kommer til at mangle adgang til de fleste af de ressourcer, som tidligere gjorde bylivet attraktivt. Der vokser gigantiske, sammenhængende slumområder frem i Brasilien, Indien, Kina og Vestafrika, som end ikke har et etableret bycentrum at udgå fra. De kommer højst sandsynligt til at vente en stund, før kommunen beslutter sig for at give dem metro, bibliotek, arbejdskontorer og svømmehaller.

I det meste af Afrika var byerne før Anden Verdenskrig små administrative centre og knudepunkter. Nu er søvnige handelscentre forvandlet til millionbyer, gadekryds har fået taxaholdepladser og vakkelvorne højhuse, markedspladser er blevet til slumområder, som ingen aner, hvor mange indbyggere har – og i de fleste tilfælde har urbaniseringen fundet sted, uden at der er blevet udbygget offentlig transport, biblioteker eller kommunale kontorer, uden at vandforsyningen og elnettet er blevet opgraderet for at holde trit med befolkningsvæksten. Nouakchott, Mauretaniens hovedstad, kan beskrives som en by på to millioner med en infrastruktur beregnet til halvtreds tusind.

Før 1958, da Frankrig etablerede sit koloniale hovedkvarter i Nouakchott, lå der en fiskerlandsby på et par hundrede mennesker. 20 år senere boede der omkring 150.000 i byen. Nu har den skønnet to millioner indbyggere. Det er ikke drømmen om rigdom og frihed, der har lokket dem til, men flugten fra en langvarig tørke. Mange fortsætter med at leve som nomader i byen, i telte, men uden dyr og indtægt. Mens den store og velstående middelklasse i São Paolo tilbringer store dele af dagen i bilkø, tilbringer fattige i Nouakchott meget af dagen i andre køer, for at få vand eller mad.

Livet på landet som undtagelsen

Mange af byerne i Syd har et arbejdsmarked for de håbefulde, som kommer dertil fra landlige områder, hvor det er blevet vanskeligt at klare sig. Dette arbejdsmarked er uformelt, uofficielt og forudsætter stor smidighed og fleksibilitet hos arbejdstageren. Han eller hun skal helst heller ikke gå så højt op i arbejdsmiljø.

Et af de tydeligste eksempler er måske fra bydelen Agbogbloshie i Accra, Ghana, i den vestlige udkant af et næsten sammenhængende slumområde, som strækker sig fra Benin City i Nigeria via Lagos, Togo og Benin til Accra, en strækning på 600 kilometer, som bebos af omkring 50 millioner mennesker.

Agbogbloshie, lokalt kendt som Sodoma og Gomorra, var et ubeboet sumpområde nord for Accra centrum frem til slutningen af 1990’erne. Da blev området losseplads for elektronisk affald fra nord og hjem for titusindvis af tilflyttere fra det nordlige Ghana. De uddaterede computere, scannere og printere som dumpes der, klassificeres ofte som ‘bistand’, fordi de rige landene har forbud mod dumping af elektronisk affald i Syd, men de er i praksis ubrugelige. Dermed får beboerne i Agbogbloshie noget at leve af, nemlig metaller, som er trukket ud af de aflagte computere. Arbejdet er ekstremt sundhedsskadeligt, men gør det mulig for en flittig fyr at tjene op til seks dollar om dagen.

I lighed med bilkøerne i São Paolo giver det økonomiske system i Sodoma og Gomorra et godt billede af den eksplosive urbane vækst i Syd. Et typisk liv i Agbogbloshie er trangt, kort og ildelugtende – bydelen har ikke vand og kloakering – og har sit økonomiske fundament i affald fra Nord. En stor del af verdens urbane befolkningsvækst foregår i områder, som mere ligner Agbogblosdie end Nørrebro, i uformelle, midlertidige bebyggelser, hvor lugten af kloak og forrådnelse aldrig forsvinder, og hvor livet er risikabelt og kort.

På blot få årtier er relationen mellem by og land i verden vendt på hovedet. Gennem hele vores historie var byerne enten fraværende eller undtagelsen; menneskeheden var primært bosat i små samfund, hvor livet gik sin vante gang år efter år, generation efter generation. Nu er det omvendt. Livet på landet er ved at blive undtagelsen.

Rejser folk alligevel til byen med det formål at søge lykken og nyde godt af bylivets mange tilbud, vil de hurtigt opdage bagsiden af medaljen. Blandt de byer, som vokser hurtigst i verden er Kabul, Lagos, Chittagong og Bamako. Der er grund til at tvivle på, om de nye bydele som hovedregel vil være regulerede med vand og kloakering, bredbånd og et rimeligt antal sportspladser, sundhedscentre og skoler.

Folk vil klare sig, på den ene eller anden måde, også i de ukoordinerede nye megabyer. Men flere og flere vil leve udsat på måder, som får trafikken i São Paolo til fremstå som et luksusproblem for de privilegerede. De økonomiske overlevelsesnicher bliver færre og trangere. Mad og vand må fragtes over stadigt længere afstande. Forurening tærer både på livskvaliteten og levealderen. Myndighederne har i mange tilfælde enten resigneret eller frasagt sig ansvaret for de horder, som uinviteret slår sig ned inden for bymurene. Når der bliver kamp om pladsen, mister vi fleksibilitet, og reduceret fleksibilitet er måske den væsentligste effekt af overophedning. Ironien er, at bylivet skulle tilbyde netop øget fleksibilitet. Sådan opleves det næppe af dem, der kæmper for tilværelsen i Port Moresbys udkanter eller på lossepladsen i Agbonbloshie.

Oversat af Nina Trige Andersen

Thomas Hylland Eriksen er kultursociolog og leder af forskningsprojektet Overheating: The three Crises of Globalisation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ikke meget vil kunne forhindre internationale solidaritetstænkere i
at arbejde for at sådanne vilkår må vi også påføre os selv.
Må starte med at tage en masse flygtninge fra disse områder. Og videre i den dur...
Ellers skammer de sig over ikke at bo i ehh....
(copy/pasting :) - Agbogbloshie.

Og en ting kan de have ret i hvert fald :
alle andre problemer inklusive Ukraine er :
det rene vand (pun intended)

Lasse Damgaard

Interessant at iagttage menneskets biologiske dynamik på sig selv og sine omgivelser. Ingen tvivl om at det biologiske og kemiske aftryk mennesket afsætter på jordens udvikling - ville kunne findes i fremtidige aflejringer. Som meteornedslaget for 68 millioner år siden, nu kan findes som et sort askelag. bla. ved Møns klint.

De dynamikker som civilisationen er underlagt - er uden for menneskets nuværende evne til at forvalte sig selv og den biosfære som er vuggen for det eneste kendte sted i universet, livet eksistere.
Humanitet er en utopi. Dyret er stadig dynamoen i menneskets aktiviteter.
- Mennesket er fanget i en dyrekrop - som mennesket ikke har lært at betvinge.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, bibi ravn, Michael Nissen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar

Deprimerende læsning. Det her holder jo bare ikke i længden.

Peter Hansen, bibi ravn og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Broken societies.

Når de rige og ressourcestærke har mere travlt med at konkurrere indbyrdes end at tage ansvar for samfundets samlede trivsel. Ulighed som en selvforstærkende mekanisme. Som en kollektiv fortrængning. Som en selvopfyldende dommedagsprofeti.

Der er to stensikre indikatorer for et ’broken society’, ekstrem rigdom og ekstrem fattigdom. ’Broken societies’ som i den sidste ende vil æde sig selv op, og efterlade intet andet end et goldt landskab.

Ødelæggelserne er helt åbenlyst accelererende kloden over, men vores dødsdom er endnu ikke definitiv. Hvad der er ’broken’ kan stadig nå at blive helet gennem en ihærdig gendannelse af ’community spirit’, lokal fødevareproduktion og enkle og effektive måder at kompostere menneskegødning.

Naturen er generøs. Det er bare os mennesker, der er smålige.

morten Hansen, Erik Nissen, Niels Mosbak, peter fonnesbech, Bill Atkins, Thomas Borghus, Jakob Lilliendahl, Lise Lotte Rahbek og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar

og herhjemme udtrykker mange stor bekymring over, at danske kvinder kun får 1,7 barn og at vi derfor ikke længere bliver flere og flere.

morten Hansen, Erik Nissen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Artiklen forekommer ensidig på den måde at den ikke kommer ind på at folk på landet er fattigere end folk i slummen og fremtidsmulighederne på landet er mere håbløse. Metropoliseringen er et resultat af industrilandbrugenes og supermarkedernes udkonkurrering af de traditionelle bondebrug og fødevaremarkeder. Og så at vi mennesker er et flokdyr…

Mikkel Madsen, morten Hansen, Niels Mosbak, Per Torbensen, Niels Buus og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Jeg synes det er fantastisk artikel. Det bliver leveret nogle facts og nogle problemstillinger, i stedet for en velpusset historie. Forhåbentlig kan de dystopiske fremtidsudsigter inspirer til lidt større ansvarlighed for vores fælles interesse.. I den sammenhæng både lidt sjov og lidt deprimerende at artiklen står under sektionen "Weekend"

Befolkningstilvæksten er i mange lande eksploderet siden af 2. verdenskrig - eksempelvis af Filippinerne vokset fra 30 millioner til 100 millioner borgere på 50 år. Det er vanvittigt og afstedkommer enorme udfordringer. Når borgere yngler som rotter og bringer nye sjæle ind i et samfund og en økonomi som slet ikke er gearet til at rumme dem, så opstår skæbner som disse.

Hvis ikke kulturen i de respektive udviklingslande selv formår at begrænse reproduktionen, så bør regeringerne tage ved lære af Kina.

Poul Borup-Andersen, morten Hansen, ellen nielsen, Per Torbensen, bibi ravn, Lars Jensen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Giv børnepenge og tilskud til dem som fravælger forplantningen og fravælger børnene,vi skal ned til de cirka 3 milliarder beboere på denne klode,alt andet er galimatias-så følger det forkætrede CO2 naturlig med ned-Voila.
Planeten vil langsom begynde at restituere sig-men efterspørgslen vil nok falde og her er udfordringen så.

Lise Lotte Rahbek, morten Hansen, bibi ravn og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
johan clausen

jeg mener at artiklen er mangelfuld og misvisende langt hen ad vejen.

eksempelvis nævner den ikke at urbaniseringen i syd i højgrad er et biprodukt af globaliseringen, hvor den industrielle produktion har rykket fra vesten til klodens udviklingslande. her har folk flyttet til byerne pga. de nye jobmuligheder, som giver en højere indkomst end de ikke-mekaniserede landbrug de kom fra.

den nævner heller ikke at urbanisering har ledt til at mange millioner (hvis ikke milliarder) af mennesker har fået adgang til uddannelses- og sundhedssystemer - hvilket de ikke havde i de rurale samfund de kom fra.

artiklen er fejlagtig når den hævder at udbygningen af de uformelle bosættelser og den urbane vækst er foregået uden udbygning af den tekniske og sociale infrastruktur. det er simpelt hen ikke korrekt.

personligt mener jeg at den forfærdelse de uformelle bosættelser er beskrevet med er stærkt overdrevet og kunne tyde på at forfatteren kun har besøgt disse områder i begrænset omfang.

sidst men ikke mindst overser forfatteren at urbaniseringen af verden er et grundlæggende krav for omstillingen til et grønt og bæredygtigt samfund. hvis alle i verden skulle bo i forstader eller rurale boformer ville der ikke være plads til noget natur på kloden - eller til de landbrug der skal brødføde os. som rem koolhaas en gang sagde: "the fact that human growth is exponential implies that the past will at some point become too small to inhabit and be shared by those who are alive". så længe verdens befolkning er i vækst, må vi rykke tættere sammen i byerne. urbaniseringen af verden er et must, hvis vi gerne vil bevare planeten. der er en lang række problemer knyttet til dette som forfatteren rigtig nok påpejer - men hverken idylisering af det rurale liv udenfor byen eller ensidig kritik af urbaniseringen er vejen frem.

johan clausen, meget enig i din indledning, men det er vist dig, der ikke tilstrækkelig dybtgående har besøgt det du kalder uformelle bosættelser. Indrømmet det er ikke nemt som turist at bevæge sig rundt i bad neighbourhood - som amerikanerne med trang til at personifiserer samfundsproblemer kalder slummen. For slum det er realiteterne for mere end 1 mia. mennesker: Manglende drikkevandsforsyning, ustabil elektricitetsforsyning, ingen sanitære installationer, ingen infrastruktur, ingen arbejde. Du kan med fordel starte med at læse Mike Davis, Planet of slums.

Jeg læste i øvrigt om at Rio i forbindelse med deres oprydning i slummen havde etableret en svævebane indkøbt fra Svejts. Det betød en rejesetidsnedsættelse til en tredjedel, og vigtigst af alt stabile afgangstider, således at folk i det pågældende slumkvarter kunne fastholde et job downtown. Infrastruktur er altafgørende.

Karsten Kølliker

Udmærkede pointer, johan clausen, men apropos dit Kollhaas’ citat taler du så ikke fra standpunktet ’teknologien finder en løsning’. Skal Koolhaas’ kommentar tages alvorligt eller er det en vittighed? Eller er det et ophøjede intellektuelt standpunkt, hvor han blot gør opmærksom på logikken, ganske uanset hvilke gruelige konsekvenser der er indeholdt?

I den efter min opfattelse skelsættende svenske dokumentarserie ”Planeten” kan man møde en anden af de toneangivende arkitekter fra Rotterdam-skolen Winy Maas tale om, at klodens befolkning med lethed kan udvides til op mod 90 mia. Måden at gøre det er f.eks. gennem opførelsen af Pig Skyscrabers:

http://youtu.be/yX-WrNxbSfc

Igen er jeg usikker på om Winy Maas mener det alvorligt eller om det bare er sort humor. Hvis det (også?) er en vittighed, så tror jeg at det er en særdeles eksklusiv gruppe, der vil være i stand at gribe den. Og det kan de så hygge sig med indbyrdes. Hvis det er alvor, så savner jeg personligt en redegørelse for en meget lang liste af ubesvarede spørgsmål i forbindelse med Pig Skyscraber-løsningen.

Hvis menneskeheden efter mine vurderinger skal overleve det 21. århundrede er nøgleordet omsorg. Herunder ansvarlighed i alle de mange led af de samfundsmæssige fødekæder/-kredsløb. Omsorg for vores medmennesker såvel som omsorg for grise og videre ned til omsorg for de tusindvis af mikrober, svampe, insekter og orme som udgør et frodigt muldlag. Sætter vi ind med omsorg nu og her, kan vi måske endda redde store dele af vores avancerede, højteknologiske samfund. Udskyder vi det yderligere et årti eller to, så kan vi da have passeret en lang række ’tipping points’ indenfor klimaforandringer, biodiversitet, ressourceforvaltning og politisk stabilitet.

Mikkel Madsen

"Befolkningstilvæksten er i mange lande eksploderet siden af 2. verdenskrig "

Det er ikke helt korrekt. Befolkningen er stigende mange steder, men befolkningstilvæksten, målt i procent, er FALDENDE på globalt plan.

Iran er et godt eksempel. Fra 6 børn/kvinde under shahen og Khomeini, til under to børn/kvinde i dag.

Uden for Subsahara Afrika er der faktisk ikke ret mange steder tilbage, hvor fertiliteten er større end 3 børn/kvinde.

Befolkningsvæksten anno 2014 skyldes i højere grad, at 1) folk bliver ældre i massivt omfang og 2) et demografisk træk, der kommer af at tidligere store generationer etablerer familier.

johan clausen

@bill: muligvis er min viden begrænset. jeg er dog udmærket klar over de ting du nævner. som jeg selv skriver i mit første indlæg, har forfatteren ret i at der er en række problemer knyttet til denne type urbane udvikling - hvilket er det reelle problem: manglende planlægning og dårligt fungerende/ikke eksisterende infrastruktur. at problematisere selve urbaniseringsprocesserne verden gennemgår er en fejl, efter min mening, da jeg anser dette for at være en positiv udvikling. derudover har jeg besøgt mange 3. verdens slumkvartere (i afrika, latinamerika og asien) uden basal infrastruktur og den forfærdelse de beskrives med i artiklen kan jeg ikke genkende.

@karsten: jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed hvad koolhaas tænkte da han skrev det citat jeg gengav. som jeg læser det handler det om at så længe verdens befolkning er stigende er vi nødt til at udvikle nye måder at bo på - og bo mere tæt - da pladsen er statisk/ikke voksende. hvis vi vil bevare natur områder og have plads til landbrug til at brødføde den voksende befolkning er vi altså nødt til at rykke tættere sammen i byerne og økonomisere med pladsen. som jeg læser koolhaas, er det ikke et naivt "teknologien finder automatisk en løsning" standpunkt, men snarrere rammerne for oma's arbejde: at udvikle nye urbane typologier og undersøge mere ekstreme former for urbanitet.

@mikkel: 3 børn pr kvinde er også relativt højt - det er 150% pr generation. derudover er migration fra land til by også en vigtig faktor når vi snakker urbanisering. mindre vigtig er forlænget levealder. sammen.

johan clausen

@bill: muligvis er min viden begrænset. jeg er dog udmærket klar over de ting du nævner. som jeg selv skriver i mit første indlæg, har forfatteren ret i at der er en række problemer knyttet til denne type urbane udvikling - hvilket er det reelle problem: manglende planlægning og dårligt fungerende/ikke eksisterende infrastruktur. at problematisere selve urbaniseringsprocesserne verden gennemgår er en fejl, efter min mening, da jeg anser dette for at være en positiv udvikling. derudover har jeg besøgt mange 3. verdens slumkvartere (i afrika, latinamerika og asien) uden basal infrastruktur og den forfærdelse de beskrives med i artiklen kan jeg ikke genkende.

@karsten: jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed hvad koolhaas tænkte da han skrev det citat jeg gengav. som jeg læser det handler det om at så længe verdens befolkning er stigende er vi nødt til at udvikle nye måder at bo på - og bo mere tæt - da pladsen er statisk/ikke voksende. hvis vi vil bevare natur områder og have plads til landbrug til at brødføde den voksende befolkning er vi altså nødt til at rykke tættere sammen i byerne og økonomisere med pladsen. som jeg læser koolhaas, er det ikke et naivt "teknologien finder automatisk en løsning" standpunkt, men snarrere rammerne for oma's arbejde: at udvikle nye urbane typologier og undersøge mere ekstreme former for urbanitet.

@mikkel: 3 børn pr kvinde er også relativt højt - det er 150% pr generation. derudover er migration fra land til by også en vigtig faktor når vi snakker urbanisering. mindre vigtig er forlænget levealder.

Michael Kongstad Nielsen

Verden vokser amok, så længe verden er ulige. Hvis verden blev mere lige, ville igangsætningen af nye menneskeliv sagtne farten.

Karsten Kølliker

Du har givetvis ret, johan, mht. det med at undersøge ekstreme former for urbanitet. Det er historien om senmodernismens arkitektur: Verden er underlagt voldsomme og tvangsprægede udviklingstendenser i form af kapitalismens og globaliseringens mangfoldige effekter, og arkitekternes udfordring består i overhovedet at kunne konceptualisere disse udviklingstendenser. På den ene eller den anden måde. Det går så stærkt og der er ingen hoved eller hale i det. En indre logik kan ikke findes, men så kan man i det mindste udvikle nogle begreber til at beskrive det der sker og i sin iver efter at være avantgarde så lade beskrivelserne være ens ledemotiver i det fremadrettede arbejde. Denne helt igennem defensive holdning kan tages for at være arkitekturens ultimative prostitution. Men selv prostitutionen har sig egen sødme, sine egne fordele og gevinster, ikke mindst retten til at opretholde en distance til alt omkring én. Gennem prostitutionen har man i en vis forstand alligevel bragt sig ovenpå situationen.

’Ekstreme former for urbanitet’ er velsagtens bare en anden måde at sige, at vi for længst er gået ind i Grænser For Vækst’s overshoot-tilstand. Vores ledere har valgt vejen af kollaps, og vi har også valgt vejen af kollaps ved at vælge de ledere vi har. Bliver denne ’overshoot’ tilstrækkelig stor, har den potentialet til at true vores civilisation. Kan vi omvendt nærmest pr. omgående imødegå denne ’overshoot’ med former for radikal, samfundsmæssig genopbygning, så kan vi muligvis ride stormen af. Den store trøst består i, at finansmarkederne efter al sandsynlighed kollapser før end planetens biologiske bæreevne. Således vil vi opleve den barske opvågnen til realiteterne, men vil fortsat have muligheden for at begynde at gøre det rette, altså at sætte ind med omsorg som nævnt ovenfor.