Baggrund
Læsetid: 15 min.

I Beverly Hills behøver man ikke snørebånd i skoene

Nogle danskere har netop låst campingvognen op for at gøre klar til sommersæsonen, andre har boet i den hele året. På Borrevejle Camping har 26 mennesker valgt mursten og afbetalingsræs fra til fordel for et liv med jord under fødderne og lyden af regndråber mod taget
På plads. 52-årige Margit Josiassen foran sin campingvogn med naboens hund, Chili. Margit bor på Borrevejle Camping på femte år og kunne ikke drømme om at flytte derfra. Hun holder meget af naboens børn, og hendes kærlighed til dyr gør, at hun prioriterer at købe økologiske varer, når hun har råd.

På plads. 52-årige Margit Josiassen foran sin campingvogn med naboens hund, Chili. Margit bor på Borrevejle Camping på femte år og kunne ikke drømme om at flytte derfra. Hun holder meget af naboens børn, og hendes kærlighed til dyr gør, at hun prioriterer at købe økologiske varer, når hun har råd.

Tor Birk Trads

Moderne Tider
19. april 2014

For 30 år siden skiftede Aage Huxan sin treværelses lejlighed i Valby ud med en campingvogn. Nu bor han på plads nummer 101 i Sumpen på Borrevejle Camping, et stenkast nord for Holbækmotorvejens afkørsel 15 i bunden af Roskilde Fjord.

Klokken nærmer sig middag, og han sidder, hvor han plejer, når solen ikke skinner: på sin lysebrune sofabænk i riflet fløjl bag de gullige blondegardiner.

»Her kan jeg få lov at passe mig selv, og Gud ske tak og lov for det,« siger Aage Huxan.

Han er midt i at fortælle, hvorfor han for 30 år siden valgte Valby fra, da der kommer gæster. Det er Margit Josiassen ovre fra plads nummer 115, som ligger et par hundrede meter væk. Med sig har hun et gennemsigtigt plastikkrus med en lyserød væske i. Det er vodka og sodavand. Aage Huxan og Margit Josiassen lærte hinanden at kende, da hun flyttede ind på pladsen for omkring fem år siden. Nu ses de mere eller mindre hver dag. Ikke kun om sommeren, når feriegæsterne rykker ind, men også i de mørke vinterdage, hvor 26 mennesker denne sæson har boet på pladsen. Flere end tidligere, fortæller lejrchef Malene Lilleris Knudsen. Og – i modsætning til en del andre kommuner – med Lejre Kommunes velsignelse, i den forstand at beboerne har fået lov til at oprette folkeregisteradresse på campingpladsen. Nogle, fordi de er glade for fællesskabet og friheden fra en murstensbolig og dertilhørende udgifter, andre, snarere fordi de ikke har kunnet leve op til de krav, en hverdag med fast indtægt og husholdning stiller.

Som årene er gået i det lille samfund, er nogle blevet bedste venner, andre kærester, og der er opstået små kvarterer på pladsen. Beverly Hills, Whiskybæltet og Sumpen bliver de kaldt.

For enden af campingpladsen – på højre side af den grusvej, der går hele vejen fra bommen ved indgangen, forbi hytten med fælleskøkken og -bade, til de røde hytter, hvor rumænere, bulgarere og polakker bor i sommersæsonen – ligger Sumpen. Her bor Aage Huxan og Margit Josiassen sammen blandt andre Mogens Mortensen, bedre kendt som Monczi, og en familie på fire. Sumpen grænser op til en bøgeskov på den ene side og en mark på den anden side, og det er her campingpladsens legeplads med en gynge og en vippe ligger. Beboerne kalder området for Sumpen, fordi jorden er porøs, så det bliver mudret, når det regner.

Lige overfor, på den anden sige af grusvejen, stikker en sidevej ud. Her ligger de to andre områder. Den ene halvdel af vejen er Whiskybæltet, den anden er Beverly Hills.

Navnet Whiskybæltet opstod, fordi de, der bor der, efter sigende godt kan lide at få ’en bette en’.

»Godt nok er det vist nok oftest vodka,« siger Thorsten Foldager ovre fra Beverly Hills.

Et navn, der kommer af, at der for nogle år tilbage boede et medlem af rockerklubben Bandidos for enden af vejen, som omhyggeligt plejede græsset og plantede mange blomster. Derfor var det område pænere end resten af pladsen.

Fælles for Borrevejle Campings faste beboere er, at de har fundet sig tilpas i periferien af samfundet, tæt på fuglekvidder, regnvejr og fællesskab, langt fra hvide vægge, designermøbler og larm.

»Her behøver man ikke at have snørebånd i skoene og gå i bad hver dag,« som den 37-årige Carsten Birger Pedersen fra Beverly Hills udtrykker det. Man passer sig selv og gør, som man vil.

Fra borgerkrig til Borrevejle

Tilbage i Aage Huxans campingvogn sætter Margit Josiassen sig til rette i den lysebrune sofabænk.

»Der er et indslag om Cypern, som jeg tænkte, du gerne ville se, Aage,« siger hun og tænder straks for fjernsynet og en grøn Look.

»Nå, ja. Det vil jeg da også gerne.«

Aage Huxan var en af de 23.000 danske soldater, der var med i FN’s fredsbevarende styrke på Cypern under og efter borgerkrigen mellem græske og tyrkiske cyprioter, hvilket en mørkebrun træramme på hylden over sofabænken vidner om. Under det letstøvede glas er to medaljer og et gulligt avisudklip, og oven på rammen ligger det bælte, han bar til sin uniform. Den blå- og hvidstribede medalje fik alle, der havde været af sted i et halvt år.

»Den rød- og hvidstribede har jeg fået, fordi jeg har reddet en lille dreng,« siger Aage Huxan.

Programmet ruller på det gamle billedrørsfjernsyn med mørkebrun trækant:

»... efter nogle dages hårde kampe, indgår parterne en skrøbelig våbenhvile ...«

Aage Huxan lytter opmærksomt til den skrattende kvindelige speakerstemme, alt imens Margit Josiassen rækker ned efter en flaske Arnbitter, der står på gulvet under fjernsynet. På bordet ligger en rulle med shotglas af plastik. Hun tager to fra, stiller det ene foran Aage Huxan, det andet foran sig selv og skænker.

Borrevejle Camping er en ud af de 35 campingpladser i Danmark, hvor man både må være sommer og vinter, de såkaldte helårspladser. Der er ikke nogen, der har et overblik over, hvor mange mennesker, der bor på campingpladser. Men i den årlige nationale hjemløseoptælling 2014 fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har man anslået, at 370 personer enten bor på campingpladser eller i kolonihavehuse. I 2012 lavede JydskeVestkysten en optælling, som viste, at der på ti ud af de 35 helårspladser boede folk permanent. Dengang advarede Dansk Socialrådgiverforenings formand Bettina Post mod, at campingpladserne blev et sted, hvor socialt udsatte, resignerende borgere kunne falde igennem det sociale sikkerhedsnet. Nuværende formand Majbrit Berlau forholder sig ret åbent til fænomenet:

»Det er et frit land. Vi har vagabonder, og der er folk, der bor på husbåde. Folk må selv bestemme, hvor de bor. Det er en moraliserende tilgang at rykke dem ud af campingvognen, bare fordi det er en campingvogn og ikke et parcelhus eller et rækkehus,« siger hun og understreger, at kommunen har et ansvar for at sikre almindelig trivsel, uafhængigt af hvor man bor.

Også Preben Brandt, bestyrelsesformand i Projekt Udenfor, mener, at man skal have respekt for, at folk træffer et valg, der er på kanten af det traditionelle. Men han påpeger, at baggrunden for det valg ikke nødvendigvis er så rosenrød:

»Det bliver sværere og sværere for folk, der stikker ud på den ene eller den anden måde, og som har en lav indkomst, at finde boliger, fordi det enten er for dyrt, eller fordi foreningerne ikke vil have dem,« siger han.

Og campingløsningen har ikke kun fordele:

»De lever i en ustabil boligsituation – blandt andet fordi de let kan siges op. Der følger ikke de samme rettigheder med som på det traditionelle boligmarked, og jeg har kendskab til mange campingpladser, hvor de først har været tolerante i en periode og ladet folk bo der, men så har pænheden sneget sig ind, og de er blevet smidt ud,« siger Preben Brandt.

Det kan campingpladserne gøre, fordi det er imod campingreglementet, at campingvognen bliver et hjem. I et gennemreguleret samfund som det danske, er det et formuleret mål, at campingpladser ikke må få karakter af sommerhusområder eller anvendes til helårsbeboelse. Hos Borrevejle Camping og Hytter er lejrchef Malene Lilleris Knudsen imidlertid kun glad for at kunne tilbyde et hjem til dem, der har brug for det. Så længe de opfører sig ordentligt og betaler til tiden, og det gør de for det meste.

»Jeg ved jo godt, at det ikke altid er folk, der har det nemmest, som kommer og bor her, men de generer ikke nogen, og mange af dem har det godt sammen,« siger hun.

Det lille hus på prærien

Inden Margit Josiassen kom til Borrevejle Camping i 2009, boede hun i en lejlighed i Roskilde. Men hun brød sig ikke om at bo på den måde, og hun havde ikke råd til et hus på landet.

»Det her er det lille hus på prærien, når du ikke har råd til et hus selv,« siger hun, og Aage Huxan samtykker med et par hurtige nik.

»Det er dejligt. Fasaner, der render rundt, og haremisser, og fuglene synger, og der er højt til loftet. Vi har hinanden her.«

Margit Josiassen og Aage Huxan har lavet en ordning. Han hjælper hende med at betale regninger, når hun er i nød, men til gengæld skal hun komme og lave mad til ham, for det kan han ikke finde ud af. Aage Huxan husker tilbage på dengang for 30 år siden, da han boede i lejligheden i Valby:

»Nej, jeg brød mig simpelthen ikke om det,« siger han og ryster på hovedet. »Det er så rart, når man kan høre regnen på taget af vognen. Det er noget helt andet end i en lejlighed.«

»Her har vi lov til at være, som vi er,« afrunder Margit Josiassen deres fælles tanker om, hvorfor de aldrig kunne finde på at flytte i lejlighed eller hus igen. »Hvis vi vandt i lotto, ville vi bare købe en større campingvogn, men vi ville aldrig flytte herfra.«

Hverken Aage Huxan eller Margit Josiassen har børn eller kæreste, og ingen af dem har kontakt til den familie, de har.

»Jeg kan lige så godt sige det, som det er,« siger Aage Huxan og holder en pause: »Jeg er bøsse.«

Efter at han i sine tidlige 20’ere ytrede de ord til sin mor, så han hende aldrig igen. Sin tvillingebror har Aage Huxan heller ikke haft kontakt med siden.

»Det var kun ham, de regnede for noget, for han havde været i Randers og tage en studentereksamen, mens jeg blev sendt ud til bønderne på marken. Mig havde hun ikke noget som helst tilovers for. Jeg ved, at hun for længst er død, men det er også det eneste, jeg ved.«

Aage Huxan foretrækker at holde sig for sig selv. Sådan har han altid haft det.

»Jeg har det sgu godt, som jeg har det,« siger han. »Her får jeg lov til at være i fred, der kommer kun nogle håndværkere og bor her ved siden af en gang imellem, men så flytter de hurtigt igen.«

Margit Josiassen har en storesøster, som ikke længere vil se hende, fordi hun drikker, og en storebror, som døde i Margit Josiassens arme for omkring otte år siden. Det skyldtes organsvigt, fordi han drak for meget.

»Meget apropos,« siger Margit Josiassen, løfter det til randen fyldte shotglas med Arnbitter og skåler over bordet med Aage Huxan.

»Summen af laster er konstant. Er det ikke det, man plejer at sige, Aage?«

De griner. Hun vil egentlig gerne drikke mindre end den flaske vodka og det par øl, hun i gennemsnit drikker om dagen. Hun har været afhængig af alkohol, siden hun var 16.

»Aage kan heller ikke så godt lide mig, når jeg bliver for fuld,« siger hun og fanger hans blik. »Vel, Aage?« Han samtykker.

Men trods flere omgange i behandling er det endnu ikke lykkedes Margit Josiassen at kvitte flaskerne.

Post og smøger hos Spar

Ude på afkørsel 15 suser biler og lastbiler forbi. Jævnligt sænker en af dem farten og holder ind for at tanke eller få en bid mad ved Borrevejle Grill, hvor dagens menu er pulled kyllingesandwich. Grillen bliver også frekventeret af campingpladsens beboere, men deres primære forsyningskilde er Super Spar, som ligger lige uden for indgangen til pladsen.

Mogens ’Monczi’ Mortensen, der bor i Sumpen, er her midt på eftermiddagen trasket ned for at handle ind.

»Nåh, det sædvanlige,« siger ekspedienten og kigger ned på pakken med de seks påskeøl. »Skal du også have cigaretter,« spørger hun og rækker ud efter en pakke blå LA.

»Nja, de er lidt for stærke,« svarer Mogens Mortensen og får i stedet en rød pakke.

På hylderne bagved disken tjekker ekspedienten, om der er post til Mogens Mortensen. Alle, der bor på pladsen, har den samme adresse, Hornsherredvej 3, Kirke Såby, Danmark, og alles breve bliver sendt til butikken.

»Det var noget rod for kommunen til at begynde med på grund af alle de der samleverregler,« griner Mogens Mortensen.

På vejen hjem tager han en anden rute, der går bag om Super Spar og ned af en mindre sti end grusvejen.

»Det gør jeg en gang imellem for lige at se noget andet.«

Mogens Mortensen kom til Borrevejle Camping den 10. januar 2011. Næsten hele sit liv har han arbejdet som jord- og betonarbejder, men da hans samlever døde i 2000 fik Mogens Mortensen det så dårligt, at han begyndte at drikke og senere mistede sit arbejde. Nogle år senere kom hans omkring 100 kvadratmeter store hus i Ejstrup på tvangsauktion, og han flyttede til Rønnebergparken i Roskilde, men han brød sig ikke om stemningen der.

»Det er meget mere rart her. Her larmer ikke, og her er fredeligt. Man kan være for sig selv.«

De seneste tre måneder har Mogens Mortensen været i praktik i Super Brugsen i Hvalsø, fordi kommunen skal vurdere, om han er i stand til at arbejde, selv om han har slidgigt. Der er omkring ti kilometer derhen, men det tager halvanden time med offentlig transport.

»Det ragede åbenbart ikke kommunen. De havde jo lagt en lineal på et kort og vist mig, at der kun var de der 10-12 kilometer derhen.«

Alkoholen hjælper på de smerter, der gør, at han hele tiden stiller sig i nye positioner og støtter sig til campingvognen, når han rejser sig.

»Jeg vil ikke røre alle de piller, så lidt vodka inden sengetid er godt. Men jeg er ikke afhængig af alkohol, som jeg var engang.«

Mogens Mortensen bor i sin campingvogn alene, men han har børn.

»Rynk du bare næsen. Men jeg ved altså ikke helt, hvor mange børn jeg har. Sådan var det dengang.«

Han ved dog, at han har en søn på 23, som han taler i telefon med en gang imellem.

»Sådan på vigtige datoer, fødselsdage og den slags, ringer jeg til ham. Men jeg er også gammel nu, så hvad skal han med mig.«

Det største ønske for Mogens Mortensen er, at hans søn får børn, så han kan blive bedstefar.

»Så vil jeg give dem alle de is, de kan spise.«

Frihed

Hos Margit Josiassens naboer på plads nummer 113 spæner treårige Isabella rundt i strømpesokker på de seks betonfliser, der er lagt ved indgangen til forteltet. Hunden Chili, en amerikansk staffordshire terrier, springer legesygt rundt og bjæffer, så langt hendes kæde rækker. I hurlumhejet går Isabellas far, Patrick Quistgaard, og planter blomster i nogle nyindkøbte bede og sætter jordbær i et minidrivhus af plast. Han er sygemeldt fra sit job som jord- og betonarbejder, fordi han har brækket en finger.

»Chili, hold op! Ti stille,« råber Isabellas mor, Nicole Andersen, inde fra forteltet.

Det virker ikke. Chili vil lege. I favnen har Nicole Andersen den fem måneder gamle Romeo. Familien har boet på pladsen i syv- otte måneder. Inden da boede de på en anden campingplads, Skovly, og før det boede de i lejlighed i Roskilde.

Isabella viser indenfor i teltet. Der er lunt, gulvet har Patrick Quistgaard isoleret, og der er plads til alle i den hvide hjørnesofa. Isabella tager en yoghurt fra køleskabet. Hun viser den frem og vil gerne dele.

»De ser ud som petit danone, smager som dem og har samme farve som dem, men de koster bare det halve,« siger Patrick Quistgaard.

Familien ser det som et scoop, at de kan leje en grund for 1.900 kroner om måneden, som er den pris alle på pladsen betaler. De flyttede i sin tid, fordi de synes, det kunne være sjovt at prøve at bo i campingvogn, men nu er de i tvivl om, hvorvidt de overhovedet vil tilbage i en lejlighed.

»Det er så dejlig frit herude. Vi skal ikke tænke på underboere, der synes, børnene larmer,« siger Nicole Andersen, der sidder i sofaen med Romeo, der spjætter i hendes udstrakte arme.

»Det er sgu bare dejligt, at vi kan gøre, som vi vil herude. Vi skal ikke tænke på at gå i dyrt tøj, og vi tager opvasken, når vi gider,« tilføjer Patrick Quistgaard.

Lige nu står opvasken da også i en spand uden for forteltet. Den tager de med ned til fælleskøkkenet og ordner ved lejlighed. Ingen af dem er bange for, hvad andre tænker om, at de bor utraditionelt. Det må folk selv ligge og rode med, forklarer de. Men i begyndelsen var Romeos sundhedsplejerske ikke tryg ved, at de boede i en campingvogn. Hun mente, at det på mange måder måtte være uhygiejnisk. Derfor kom hun på besøg.

»Men hun blev jo helt vildt positivt overrasket over, hvordan her var, og nu er der slet ikke noget,« forklarer Nicole Andersen.

Det bekymrer dem heller ikke, at der bor folk på pladsen, som drikker lidt mere end normalt.

»Så længe de passer sig selv og ikke generer os, så ser vi ikke et problem i, at de er her. Folk skal slappe af med at være så dømmende,« siger Nicole Andersen.

Både hun og Patrick er vokset op i hjem med meget alkohol, så de er ikke så sippede med den slags.

»Det gode ved at bo herude er jo netop, at vi alle kan få lov at være, som vi nu engang er,« siger Patrick Quistgaard.

Nicole Andersens mor, Mette Andersen, bor også på campingpladsen. Først boede hun i Sumpen sammen med Nicole Andersens stedfar, Niels, men nu i Beverly Hills, fordi hun er blevet kærester med Thorsten Foldager, der bor derovre. Han står for enden af Beverly Hills og makker med Oles scooter. Ole er hans nabo og pedel på den lokale skole i Kirke Såby, der ligger 4,5 kilometer fra campingpladsen.

»Den lyder stadig forkert. Du bliver sgu nok nødt til at købe et nyt.«

Fra udstødningen ved baghjulet står en sky af os, og benzindampen lægger sig som et tæppe af varme i luften. Ole tager igen fat i styret og gasser op. Bagdækket spinner i græsset. Det er tændrøret, den er gal med.

Thorsten Foldager har boet på Borrevejle Camping og Hytter i cirka fire år, men sammenlagt har han boet på campingplads i ni år. I kraft af sit job som entreprenørmaskinfører har han været nødt til at flytte meget, og derfor var campingvognen et naturligt valg.

»Der er noget frihed over det, som du ikke får andre steder.«

Friheden og muligheden for at pakke sammen og rejse et nyt sted hen, passer til Thorsten Foldagers temperament. Han end ikke overvejer ikke at flytte tilbage til de firkantede vægge.

Alle hjerter er så glade og fri

Humøret er højt hjemme hos Aage Huxan.

»Hvad er det nu, vi plejer at synge,« spørger Margit Josiassen.

»Det er sommer, det er sol, og det er ...« brummer hun et par sekunder efter og kigger på en kalender, der hænger på væggen bagved og fortsætter: »... og det er torsdag. Alle hjerter er så glade og fri ...«

Hun stopper op. Aage hjælper, og de synger videre i kor:

»Alle hjerter kan en glad melodi. De lyser sider skal du se, dem skal du se, ja, du kan da hurtigt nævne tre, de tre, du ved. Det er sommer, det er sol, og det er torsdag,« slutter de og griner, så katten stikker af.

Hver dag har de nogle ritualer, de skal igennem. Dagens ord, dagens sang og dagens griner.

»Grineren får vi helt automatisk,« siger Margit Josiassen.

Dagens ord er et ordsprog, der står bag på hvert blad i den kalender, hun gav Aage Huxan til jul. Lige siden Margit Josiassen flyttede ind i 2009, har de fejret jul sammen.

»Det er en fast julegave fra mig til Aage. Så kan han sidde og rive den af hver dag.« De griner højt.

Nogle dage er der en krydsord i stedet.

»Så prøver vi at løse den, men det går sgu ikke altid så godt,« siger Margit Josiassen.

Aage Huxan ler og tager en lap op fra bordet og viser, at kun tre ord er gættet.

Det er ikke altid kun i campingvognen, Margit Josiassen bryder ud i skønsang. Det hænder også, at der bliver nynnet et par vers nede i Super Spar, og så er der sommetider nogen, der kigger en ekstra gang over skulderen.

»Det er jeg sgu nok selv ude om.«

Men Margit Josiassen synes om at synge, så det har hun ikke i sinde at ændre på.

»Vi har jo vores særheder alle sammen,« siger Aage Huxan.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Men i den årlige nationale hjemløseoptælling 2014 fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har man anslået, at 370 personer enten bor på campingpladser eller i kolonihavehuse.
Det må være en fejl.
3700 er et mere realistisk skøn - ellers må det kun gælde campingpladser.
Der bor masser af mennesker i kolonihaver året rundt med mere eller mindre kommunalt accept.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad med dem i husbådene.

Vibeke Rasmussen

En bittersød fortælling, nok mest bitter, men heldigvis med plads til humor – selv om den så nok også mest er af den sorte slags. Som fx Mogens Mortensens kommentar til at alle beboerne på campingpladsen har samme adresse:

"Det var noget rod for kommunen til at begynde med på grund af alle de der samleverregler."

Eller kommentaren til den arbejdsprøvning kommunen har sat ham på halvanden times kørsel fra hans hjem:

"Det ragede åbenbart ikke kommunen. De havde jo lagt en lineal på et kort og vist mig, at der kun var de der 10-12 kilometer derhen."

Carsten Søndergaard, Tue Romanow, Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Lise Lotte, det tal undrede også mig, men tallet 370 dækker 'kun' kategorien hjemløse, der overnatter i campingvogne og kolonihavehuse. Fra SFIs nationale kortlægning af "Hjemløshed i Danmark 2013":

"RESULTATER
Antallet af hjemløse borgere i uge 6, 2013 er opgjort til 5.820 personer. Det er en stigning på 530 personer i forhold til kortlægningen i 2011, svarende til en stigning på 10 pct. Sammenholdt med 2009, hvor tallet var 4.998 personer, er der sket en stigning på 16 pct. over fire år.
Antallet af gadesovere er steget fra 426 personer i 2011 til 595 i 2013. Det er således 1 ud af 10 hjemløse borgere, der har overnattet på gaden i tælleugen. 349 personer har overnattet på natvarmestuer, 2.015 personer har overnattet på herberger, 70 på hoteller og vandrerhjem, og 1.653 har overnattet midlertidigt hos familie og venner. 211 befinder sig i et midlertidigt udslusningstilbud, 64 skal løslades fra fængsler, og 119 skal udskrives fra hospitaler eller behandlingssteder inden for den næste måned, uden at der er en boligløsning. 370 personer er opgjort i kategorien ’andet’, der bl.a. dækker over personer, der overnatter i campingvogne og kolonihavehuse."

http://www.sfi.dk/Files/Filer/SFI/Pdf/Rapporter/2013/1321-Hjemløshed-i-Danmark-2013.pdf

Trist læsning. Og her er der ikke meget humor, hverken sort eller andet. :(

Carsten Søndergaard, Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Nogle helårsbeboende venner på en campingplads fik lavet illegal fjernvarme, da ejeren tog sig en kort ferie. Da han kom tilbage var der monteret fællesfyr og underjordisk rørføring rundt til de frysende. Den måtte han så sluge, eller rettere lade som om han ikke opdagede.

Jeg var på et tidspunkt inde og tale med Danmarks Statistiktik, og prøvede at give dem eksempler fra virkeligheden, der ikke just lignede tabellernes opdelinger. Fx var det praktisk på dette tidspunkt at bo billigt lige uden for kommunegrænsen, men at have folkeregisteradresse indenfor i storbyen, for at få adgang til goder som billige buskort og pladeudlån mm.

Falske adresser et fortsat et meget udbredt fænomen - folk gør det også for at komme med i andre skoledistrikter og socialkontorer. Heller ikke mine egne 25 år i skurvogn kan ses, for de fleste finder sig dækadresser. Teknisk set er det voldsomt svært at blive registreret som "hjemløs", for kommunen stritter imod. Endelig registreres kun de hjemløse, der søger hjælp.

Søren Christensen, Carsten Søndergaard, Henrik Christensen, Vibeke Rasmussen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar