Læserbrev
Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Skal jeg skælde min søn ud for humoristiske narrestreger?

Moderne Tider
19. april 2014

Anonym, Aarhus

Min søn bliver ved med at lave ballade på sin skole, og jeg skal fra tid til anden til samtale med dem om problemerne. Det er selvfølgelig irriterende, men mit problem er, at jeg har svært ved sådan rigtig at skælde ham ud, for jeg synes, den ballade han laver, er ret sjov. Den graffiti, han blev taget for, var en humoristisk kommentar til noget, der var sket på skolen, og, ja, det er selvfølgelig hærværk og forkert – men jeg var flad af grin, da han fortalte mig om det, og selv om jeg prøvede at skjule det og skælde ham ud, lykkedes det ikke helt overbevisende. Han har også lavet forskellige drillerier via Facebook og på skolens computernetværk, hvor nogle af dem måske var lige grove nok, men stadigvæk ret sjove. Det synes skolen dog decideret ikke. Så spørgsmålet, jeg gerne vil have hjælp til, er, hvad man skal gøre som ansvarlig forælder – skal jeg, i håbet om at det vil få ham til at følge reglerne, tage mig sammen og give ham den opsang, som skolen synes, han fortjener, eller skal jeg bare fortsætte med at trække på skuldrene og satse på, at han holder sig inden for grænserne af, hvad jeg synes er sjovt, og så bare lytte med et halvt øre på skolens (over)reaktioner, når de kommer?

Svar I:

Når jeg læser din beretning her, begynder det pludselig at flyde i et mærkeligt limbo af alder. Hvor gammelt er det barn? Han laver graffiti, går på Facebook og lyder til at være en gedigen mobber. Han er bare ’søn’, men det flyder så over i, hvor gammel moderen er – eller er det faderen, der er en mærkelig kønsløshed bortset fra ordet ’søn’. Og de voksne, det er i al fald nogle andre, måske mig, som dette spørgsmål nu er faldet i hænderne på. Nu svæver jeg med rundt i limboet og tænker over, hvordan man mon kan nå frem til dig?

Din ’søn’ er på vej ud i en grænseoverskriden for at stoppe en almagtsfølelse, som altid har et janusansigt, nemlig en frygtelig, til tider angstfremkaldende mangel på følelse af identitet og eksistens. I ens søgen efter identitet prøver man altid at tilfredsstille sine forældre. Hvad vil de have? Hvordan skal man være? Bortset fra når man så bare må sige »Nej!« for ikke at blive dem, men sig selv. Dette barn kommer åbenbart til at skulle gå meget langt for at blive sig selv, for lige nu flyder alle rundt i en ansvarsløs, mareridtsagtig fostervæske. Så hvad skal du gøre? Måske finde ud af, hvilket køn og hvilken alder og hvilken plads du selv har her i verden. Så din ’søn’ ikke fanges i til evig tid at skulle tilfredsstille dig. Og måske så bliver: din søn.

Tine Byrckel

Svar II:

Det er ikke din søns moral, den er gal med, men din. Lige meget hvor sjovt og genialt tænkt det er, er graffiti stadig hærværk, og drillerier, hvad enten det foregår på Facebook eller ansigt til ansigt, er ikke i orden. Alene din formulering, at det måske var lige groft nok, viser, at det er alvorligt.

Det er dit ansvar som forælder at få din søn til at forstå, at den slags ikke hører hjemme på en skole. Skolen er et fællesskab, det er vores allesammens fællesskab, det er her, vi skal lære at tage ansvar i et fællesskab. Ved at acceptere din søns ballade, accepterer du, at han pisser på det fællesskab. Det kan der aldrig komme noget godt ud af. Det kan godt være, du synes, at skolen overreagerer, men din opgave som forælder kan aldrig være at se igennem fingre med din søns ballade. Tværtimod har du som forælder et lige så stort ansvar for, at skolen hænger sammen – at fællesskabet fungerer – som skolen og dens lærere har.

Det sagt, er du den bedste til at vurdere kvaliteterne i din søns hærværk og drillerier, og det er utvivlsomt sjovt. Så find en måde at kanalisere den energi og kreativitet, der ligger bag, over i noget mere konstruktivt, som ikke går ud over andre.

Rune Wolfhagen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her