Baggrund
Læsetid: 9 min.

Diplomatiets digitale overmand

To tredjedele af verdens ledere er på det sociale medie Twitter, hvor stadig flere af dem fører politik. Fænomenet hedder ’twiplomacy’, og det har skabt en helt ny politisk arena og et par farlige faldgruber
Krigeren. Den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, er verdens bedst digitalt forbundne toppolitiker, men han ser ikke Twitter som en afløser for diplomatiet, siger han til Information.

Valda Kalnina

Moderne Tider
5. april 2014

Først blev Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, en af de politiske ledere i verden, der følges af flest (over fire millioner) på det sociale medie Twitter, hvor brugerne kommunikerer gennem opslag af maksimalt 140 tegns længde. Så besluttede han sig for et par uger siden for at lukke ned for Twitter i Tyrkiet. Og for et par dage siden opgav han den kamp igen.

Inden da var fordømmelsen haglet ned over Erdogans indgreb fra alle kanter.

»Twitter-forbuddet i Tyrkiet er ubegrundet, meningsløst, kujonagtigt. Det tyrkiske folk og verdenssamfundet vil se det som censur. Det er det også,« lød reaktionen fra EU's kommissær for den digitale dagsorden Neelie Kroes. På Twitter, naturligvis. For præcis som Erdogan og to tredjedele af verdens ledere bruger Kroes i stigende grad Twitter til at føre politik. Fra NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, der annoncerede NATO’s nedfrysning af samarbejdet med Rusland på Twitter, over verdens bedst forbundne politiker, Carl Bildt, til pave Frans, hvis opslag sendes videre – altså retweetes – i snit omkring 10.000 gange hver, dobbelt så mange gange som Venezuelas præsident Nicolas Maduros og fire gange så mange som Barack Obamas.

Twitter er i færd med at blive en altafgørende vej til magten, erklærede Matthias Lüfkens fra PR-bureauet Burson-Marsteller i det amerikanske tidsskrift Atlantic Monthly i 2012:

»Inden længe vil ingen kunne blive leder uden at have digitale følgere, og ingen diplomat vil være i en position, hvor han eller hun kan repræsentere sit land ordentligt uden personligt at engagere sig i de sociale netværk. Og det er ikke antallet af følgere, der er det afgørende, men samtalernes kvalitet,« skrev Lüfkens, der står bag en stor gennemgang af de politiske lederes brug af Twitter udgivet af Burson-Marsteller.

Den svenske udenrigsminister Carl Bildt udnævnes i undersøgelsen til verdens bedst forbundne politiske leder, fordi han følger hele 44 andre politiske ledere, der også følger ham. »Twitter er blevet et stadigt vigtigere arbejdsredskab for mig,« skriver han i et e-mailsvar til Information. »Dels til hurtigt at få information fra andre dele af verden, dels til hurtigt at nå ud med et budskab.«

Meget tyder på, at de dage er talte, hvor politiske ledere prøver at udøve magt ved at lukke sociale medier. Zeynep Tufekci, forsker i teknologiske interaktioner ved University of North Carolina, siger til Information om Tyrkiets forsøg på at lukke Twitter, at de, der dæmoniserer sociale medier, har en forældet forståelse af offentligheden.

»De ser udelukkende offentligheden som et publikum, der skal lytte. Og det, de skal lytte til, er godkendte, filtrerede masse-nyheder. Men sådan fungerer verden ikke længere.«

Også Carl Bildt peger på, at offentligheden har ændret sig radikalt. »Den store forandring, Twitter har ført med sig, er en større åbenhed om, hvordan de globale ledere ræsonnerer. Hvis den slags oplysninger overhovedet kom ud før i tiden, var det med stor forsinkelse. I dag kan jeg kommunikere mit og Sveriges standpunkt til offentligheden, så snart noget sker, og alle Twitterbrugere kan stille spørgsmål og udveksle synspunkter med mig om det,« skriver han til Information.

For dem med agendaer

Torill Mortensen, lektor på IT-Universitetet i København, har de seneste år registreret, hvordan Twitter bliver brugt i stadig højere grad – men ikke af hvem som helst.

»Mediet ser umiddelbart ud som om, det er helt ligetil og bliver brugt af alle, selv om det egentligt oftest er brugt af mennesker med en agenda og med en høj kompetence i at kommunikere. Det er særligt de professionelle kommunikatorer, som er på Twitter. Det er her, man finder journalister, politikere og organisationer,« siger Torill Mortensen. Af dette segment har særligt én gruppe i de seneste år omdefineret den diplomatiske samtale: Statslederne og toppolitikerne, som i stigende grad bruger mediet ikke bare som et menneskeligt ansigt over for vælgerne, men som en reel og officiel, politisk kommunikationskanal.

Twiplomacy, hedder det. Navnet opstod, da en – naturligvis – amerikaner ved navn Joel Whitaker i 2009 skrev i et tweet: »Har nogen allerede opfundet ’twiplomacy’ som betegnelse for offentligt diplomati via Twitter?« Joel Whitaker er ledelsesrådgiver og følges af den tredjemest fulgte person på Twitter, nemlig Barack Obama (der kun er overgået af kunstnerne Katy Perry og Justin Bieber). Under ledelse af Barack Obama har USA forfinet og dyrket det digitale diplomati. Især på Twitter. Ikke mindst USA’s udenrigsministerium opdyrkede under Hillary Clinton Twitter som diplomatisk redskab. Her var målet ifølge Clinton selv, at »nå ud til både venner og fjender, at styrke gamle alliancer og skabe nye.«

Siden er antallet af ledere på Twitter vokset. Ifølge Burson-Marsteller bruger alle 45 europæiske mediet. Ikke alle bruger det lige opfindsomt, men de, der gør, har på ganske få år skabt sig selv en helt ny arena, der forener politisk gennemslagskraft med den direkte adgang til offentligheden, som Twitter har gjort mulig.

For eksempel er Barack Obama ifølge Burston Marsteller langt fra Carl Bildts status som den »bedst forbundne« toppolitiker, for han følger nemlig selv kun fire andre politiske ledere.

Carl Bildt er en meget aktiv Twitterbruger, der senest under Ukrainekonflikten i høj grad har brugt Twitter til at sætte en ganske aggressiv tone i den europæiske tilgang til konflikten.

Det samme har Estlands præsident Toomas Hendrik, der i 2012 blev Twitterberømt, da han brugte mediet til at svare igen på en ret nedladende vurdering af den estiske økonomi skrevet af nobelpristageren Paul Krugman, der fra sin klummeplads i New York Times ikke var vant til den slags øjeblikkelige modoffensiver. »Lad os sk*de på østeuropæerne: De taler dårligt engelsk, de svarer nok ikke & de følger indgåede aftaler & genvælger ansvarlige regeringer,« skrev præsidenten og endte med at få langt mere gennemslagskraft end Krugman.

Et lille pip på 140 tegn kan udadtil virke som den blødeste form for magtdemonstration, men det er Torill Mortensen ikke overbevist om, at det altid er.

»Det er absolut enkelt at manipulere via Twitter, fordi det har så smal en båndbredde. Du kan ikke se omgivelserne, som teksten er forfattet i, stemningen eller tonelejet. Derfor får man en ganske snæver mængde information,« siger hun på sit kontor og peger ud på omgivelserne for at illustrere pointen: Ingen kan se i et tweet fra hende, at hun har neonpink Nike-sko på, sidder ved et ryddeligt skrivebord, har et whiteboard fyldt med skriblerier bag sig og en bordeaux Fatboy foran sig. Medmindre hun da udvider båndbredden ved at vedhæfte et billede eller et link til en tekst.

»De fleste professionelle politikere forstår mediet og er rigtig dygtige til at bruge det. De er udmærket klar over, at særligt journalister bruger Twitter, og hvis man får noget til at trende på Twitter, er det som at gøre et scoop.«

Betyder det noget?

Matthias Lüfkens nævner i sin artikel Frankrigs præsident, François Hollande, der i en tv-debat med sin modkandidat Nicolas Sarkozy under præsidentvalgkampen sagde »jeg, som republikkens præsident« så mange gange, at det blev citeret overalt som et såkaldt trending topic på Twitter.

Pointen er ifølge Lüfkens, at vi allerede lever i de korte klips, internetmemernes og soundbitesenes tidsalder, hvor politiske taler f.eks. i forvejen skrives for at kunne huskes, gentages og deles på sociale medier. »Hvis Twitter havde eksisteret i 1963,« skriver han, »var ’Jeg har en drøm’ blevet Martin Luther Kings mest videresendte tweet.«

Det er dog ikke alle, der er helt så positive over for de nye diplomatiske former. Evgeny Morozov argumenterer i sin bog The Net Delusion: The Dark Side of Internet Freedom for, at netop internettet kan gøre det sværere at opnå det demokrati og videreføre de værdier, som Hillary Clintons strategi tog sigte på.

Evgyne Morozovs pointe er, at nye teknologier ikke kan kompensere for fejlslagne off-lineindsatser, og at sociale medier kan styrke alle regimer og bevægelser – også Irans præstestyre og ikke kun dem, Vesten godt kan lide.

»Måske,« skrev han i en kommentar i Wall Street Journal for nogle år siden, »er diplomatiet den ene del af USA’s administration, som ikke skal underkastes kravene om åben regeringsførsel. Når diplomati virker, er det som regel, fordi det udføres bag lukkede døre. Men det kan blive stadigt sværere i de tweetende bureaukraters tidsalder.«

Carl Bildt mener dog ikke, at diplomatiet er i fare for at blive digitalt. »Bilaterale relationer mellem lande bygger frem for alt på fortrolighed, der er opbygget over lang tid, og personlige samtaler om fælles interesser og udfordringer,« siger han. Ikke desto mindre kan han pege på flere eksempler på, at hans egne Twitterdialoger har haft konkrete resultater, såsom et besøg af den britiske udenrigsminister William Hague i Sverige og en debat med Egyptens ambassadør i Sverige om det egyptiske militærs intervention i landet.

Hans Mouritzen, seniorforsker med fokus på udenrigspolitik hos Dansk Institut for Internationale Studier, fremhæver netop Carl Bildt som et eksempel på, at det digitale diplomati også kan være skadeligt.

Bildt har drevet det så vidt, at det svenske udenrigsministerium stort set er blevet overflødigt, fordi han skriver, hvad der passer ham, mener Hans Mouritzen.

»Carl Bildt er meget selvstændigt tænkende. I forbindelse med krigen i Georgien i 2008 kom han til at skrive, at Ruslands intervention mindede om Nazityskland i 1938. Det er farligt med sådanne paralleller. Det gav nogle uheldige associationer,« siger Hans Mouritzen. Episoden endte med, at Rusland lagde den svenske udenrigsminister på is, og Hans Mouritzen vurderer, at det har kostet Sverige uanede beløb og aflyste statsbesøg.

»Hvis nu Udenrigsministeriet havde været inde over kommunikationen, havde de selvfølgelig sagt, at han skulle lade være,« siger Hans Mouritzen, og peger på, at Bildt for nylig atter skabte uvejr:

»I forbindelse med den nuværende konflikt i Ukraine kom han til at sige, at Janukovitj (Ukraines styrtede præsident, red.) var en quisling, altså en landsforræder. Her kom han lige så galt af sted som med Rusland. Der er jo ingen der vil høre, at de er landsforrædere.«

Kritik

Bildts tweet vakte furore i Norge og Sverige og fik lederen af forsvarsudvalget i det norske Storting, Arbejderpartiets Annika Huitfeldt, til at kritisere den svenske udenrigsminister for at gå efter opmærksomhed i medierne frem for at få konfliktens parter til at tale sammen. I februar kom Bildt i en mindre Twitterkrig med det russiske udenrigsministeriums engelsksprogede Twitterprofil, som også har angrebet den estiske præsidents tweets. Bildt havde anklaget russerne for at opfordre til en »antiterroroperation« i Ukraine, og ministeriet udbad sig dokumentation for påstanden – noget Bildt ikke kunne levere. »Misbrug af twiplomacy tjener ikke til konfliktløsning«, svarede russernes officielle Twitterprofil igen.

Sidste weekend genoptog Bildt den historiske parallel til Anden Verdenskrig i et nyt tweet: »I denne fase af krisen ønsker Kreml en pagt med Vesten for at opnå accept af sine planer med Ukraine. Her anes et vist historisk mønster,« skrev han.

Bildt blev for nylig blev anklaget af østeuropakenderen Anatol Lieven for sammen med Polens udenrigsminister at have ført an i en uansvarlig eskalering af Ukrainekonflikten.

Hans Mouritzen påpeger, at Twitter er et fristende medie for politikere, der godt kan lide oneliners og lever af at fatte sig i korthed. Forskellen er, at en Twitterbruger som Anders Fogh Rasmussen skal repræsentere de 28 NATO-medlemslande, og derfor må tale ud fra en fællesnævner for alle medlemmer – ellers får han ballade. Og dét bliver en udfordring for politikerne, mener han.

»Jeg har hørt politikere sige, at det ikke var noget, de sagde ved en pressekonference, men bare var noget, de skrev på Twitter: ’Det var en personlig twitterkonto – her taler jeg ikke på vegne af Danmark eller Sverige.’ Men den går ikke i politik. Når man er minister, er der ikke nogen personlige synspunkter. Man kan ikke have flere forskellige politikker.«

Han erkender dog, at den digitale kommunikation nogle gange kan gøre politiske processer mere smidige, men at det aldrig er uden risiko: »Man risikerer, at bureaukratierne kan blive koblet ud af den politiske proces.«

Carl Bildt afviser, at Twitter fører til uoverlagte meldinger: »Farligst i den henseende er vel, hvis man svarer hurtigt på direkte spørgsmål fra journalister. I sammenligning er Twitter betydeligt mere overvejet og kontrolleret,« siger han.

Om Matthias Lüfkens får ret i, at vejen til den politiske magt kommer til at gå via Twitter, vil tiden vise. Men socialmedie-nørderne bemærkede ét særligt kendetegn ved Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg, som i sidste uge blev udnævnt til NATO’s nye generalsekretær. Han har i mindst et par år været blandt de kun fire andre politiske ledere, som Barack Obama følger på Twitter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Rahbech Jensen

En fordel ved 'twiplomacy" er, at det går uden om pressens filter og kan følges og evt. kommenteres direkte af offentligheden. En mulig årsag til pressens kritik af sociale medier kunne være, at de truer pressens monopol på nyhedsformidling.
For mig giver retweet ingen mening, da jeg ingen følgere har på Twitter.

Skal vi også føre krig på Twitter?
Og Taleban er også på twitter!

Karsten Kølliker

Meget interessant artikel. Jeg ser en regulær revolution under opsejling. Twitter skaber en forventning i offentligheden om at politikerne er tilstedeværende og giver udtryk for deres umiddelbare reaktioner på begivenheder omkring dem. Dette vil medføre, spår jeg, en trend imod ærlighed og personlig dannelse.

Som vi alle ved, er det langt mere energikrævende at opretholde løgne end at sige sandheden, og det er langt mere energikrævende at opretholde en persona end at være sig selv. Således kommer politikerne under pres for bare at være sig selv. Nogen vil blive afslørede i deres udspekulerethed, mens andre vil vokse ved deres troværdighed.

Måske varsler Twitter afslutningen af en epoke hvor politik var domineret af spin og begyndelsen af en ny epoke hvor politik igen er drevet af hjerteblod.

Michael Madsen, Rune Petersen, Henrik Christensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, randi christiansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

for mig er det her.. populisme i Neonlysende forklædning.

"Den der kommer først til mølle får først malet"

Børge Rahbech Jensen

Karsten Kølliker:

"Måske varsler Twitter afslutningen af en epoke hvor politik var domineret af spin og begyndelsen af en ny epoke hvor politik igen er drevet af hjerteblod."

Det er ikke mit indtryk som bruger af sociale medier. Som antydet tidligere mener jeg, den største fordel for (mere el. mindre) almindelige borgere som jeg er, at pressen ikke længere har monopol på nyhedsformidling med ret til at bestemme, hvad der formidles. Jeg kan sætte mine egne 'væsentlighedskriterier' for hvilke nyheder, jeg vil have fra sociale medier, som supplement til pressens 'væsentlighedskriterier'. Jeg ved ikke, om der er mindre spin på de sociale medier, men i det mindste er der ikke et journalistisk filter oven på. Twitter, Facebook og andre sociale medier har vist mere skabt en epoke, hvor bl.a. politiske beslutningstagere kan kommunikere direkte med befolkningen i stedet for kun med journalister.

Rune Petersen, Henrik Christensen, Bill Atkins og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke se de sociale medier, som en erstatning for mediernes undersøgende journalistik uden der etableres en crowdfounded folkeefterretningstjeneste.

Henrik Christensen, Anne Eriksen, Karsten Kølliker og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Ham bildt lyder som een, der kunne bruge noget twitikette. Føre en samtale? På 140 tegn - ok, så kan man øve sig på at fatte sig i korthed. Med risiko for at nuancerne fortaber sig.

randi christiansen

Og eftertænksomheden ...

Folkeefterretningstjeneste? Den gav ikke helt stuerene associationer, men jeg ser ideen - folkets ukorrumperbare vagthund

Børge Rahbech Jensen

Hvorfor skal en sådan "crowdfounded folkeefterretningstjeneste" etableres? Det er da vist kun nødvendigt, hvis befolkningen helst skal være ensartet og dens tanker formaliseres.

Nogle væsentlige begrænsninger ved "mediernes undersøgende journalistik " er, at medierne ikke alene bestemmer, hvad de vil undersøge, men også hvordan de gør det, hvor meget el. lidt de formidler og hvordan de formidler. Medierne har endda vundet hævd på kildebeskyttelse, som bruges meget selektivt, og er dermed i realiteten så lukkede, at offentligheden ikke har en chance for at vide, om det medierne formidler, er retvisende. I forhold til kildebeskyttelse irriterer det mig, at pressen gerne beskytter kilder, der fortæller om intern uro i politiske partier, men gerne præsenterer de private mennesker, som fortæller historier, som medierne følger op på. Jeg mener, det burde være omvendt. Jeg synes også, det er ubehageligt nok, at Dansk Folkeparti næsten får en historie i de fire største mediekoncerner hver eneste dag, og pressen angiveligt har indgående kendskab til, hvad der sker hos Socialdemokraterne.

Børge Rahbech Jensen

"På 140 tegn - ok, så kan man øve sig på at fatte sig i korthed. "

Eller sende flere tweets.

Børge, hvordan skulle en "crowdfounded folkeefterretningstjeneste" blive mere ensrettende end mediernes rigmandsfounded "undersøgende" journalistik. Meningen er at organisationer og folk som Wikileaks, Assanger og Snowden sammen med freelance journalister skal være drivkraften.

I øvrigt er Dansk Folkepartis medietække pt alene begrundet i at Enhedslisten ellers ville få hele opmærksomheden.

Karsten Kølliker

Enig, Bill Atkins. Der er i dag en så enorm asymmetri i fordelingen af informationer, at demokratiet er truet. Det var bl.a. det Dong-sagen viste os. Således er det stærkeste våben i kampen for at genvinde demokratiet muligvis ærlighed. For den almindelige borger har det langt større fordele end ulemper at have et politisk og økonomisk system, der er helt transparent. Hvis den almindelige befolkning træner sig selv i ærlighed, så skal magthaverne indstille sig på, at enhver borger eller medarbejder er en potentiel whistleblower. Og internettet gør det selvfølgelig let at effektuere denne whistleblower-funktion. I den sidste ende kan vi håbe på, at selv magthaverne indser, at de reelt ikke har nogen alternativer til også at være ærlige.

randi christiansen, Anne Eriksen, Henrik Christensen, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Børge, hvordan skulle en "crowdfounded folkeefterretningstjeneste" blive mere ensrettende end mediernes rigmandsfounded "undersøgende" journalistik. "

Det gør den næppe, men den gør heller ikke befolkningen mindre ensrettet.

"Meningen er at organisationer og folk som Wikileaks, Assanger og Snowden sammen med freelance journalister skal være drivkraften."

I så fald erstattes et monopol bare med et andet. Jeg mener, det kun er nødvendigt ud fra den forudsætning, at befolkningen ikke kan eller helst ikke må tænke selv. Der er intet til hinder for, såkaldte whistleblowers og freelance journalister bruger sociale medier.

"I øvrigt er Dansk Folkepartis medietække pt alene begrundet i at Enhedslisten ellers ville få hele opmærksomheden."

Nej, det er ikke eneste grund. Uanset om Dansk Folkeparti el. Enhedslisten får hele opmærksomheden, er det en følge af, at pressen har mange medarbejdere på Christiansborg, muligvis fordi Folketinget har et pressecenter med en række (vist knap 200) arbejdspladser, WiFi og storskærme. (Kilde: http://www.ft.dk/Aktuelt/Presse/Adgang.aspx). Bl.a. USAs presse er markant anderledes, så vidt jeg ved. De nyhedsmedier fra USA, jeg kender, har mere nuanceret indhold, mens de danske medier mangler meget ikke bare internationalt men også fra samfundet uden for Christiansborg. Blandt meget andet er jeg træt af, at pressen kun sjældent snakker med erhvervslivet om jobskabelse og økonomisk vækst, og når de endelig gør det, placeres ansvaret typisk hos Folketinget, når det da ikke er mediernes erhvervsredaktioner, der spørger. En konsekvens er, at pressen ikke spørger de, der har kompetence til ansættelse af medarbejdere, om de har tænkt sig at ansætte flere medarbejdere for nogle af de penge, de sparer, hvis selskabsskatten sænkes, og heller ikke hvorfor de ønsker at fastholde medarbejdere, som åbenbart ikke gider arbejde, hvis den økonomiske gevinst ikke er stor nok. I stedet holder pressen sig til det, ministeriers og økonomers økonomiske modeller fortæller, selvom meget erfaring tyder på, erhvervslivet og befolkningen ikke opfører sig, som modellerne foreskriver.

Jeg synes, Dong-sagen viste, hvor nemt befolkningen kan forføres af ensartet nyhedsformidling. Jeg mener, det fortrinsvis var den ensartede dækning fra de fire største mediekoncerners medier, der skabte modstand mod salget af Dong-aktier til Goldman Sachs. Hvem placerede egentlig ansvaret for finanskrisen hos Goldman Sachs?

Børge, jeg vil henvise til Karstens kommentar, der peger på transparens og jagten på sandhed, som demokratiets vigtigste supplement.

Børge Rahbech Jensen

Bill:

"Børge, jeg vil henvise til Karstens kommentar, der peger på transparens og jagten på sandhed, som demokratiets vigtigste supplement."

Det besvarer intet. Pressen har ingen transperens, og en "crowdfounded folkeefterretningstjeneste" overtager bare pressens monopol på definition af 'sandheden'. I mange tilfælde er sandheden ikke engang entydig.
Krav om ærlighed er absurd, hvis de ærlige udsagn ikke formidles eller ikke accepteres som ærlige. Jeg mener, det er flintrende ligegyldigt, om det er pressen eller en "crowdfounded folkeefterretningstjeneste", der bestemmer, hvad befolkningen bør vide, og hvad befolkningen bør mene om det.
Noget andet er, at en jagt på sandhed ikke må forveksles med jagt på bekræftelse, og validiteten af andre menneskers udsagn ikke bør vurderes ud fra egne holdninger.

Børge Rahbech Jensen

Tilføjelse: Jeg har den holdning, at de journalister og politiske kommentatorer, der er tæt nok på et givent politisk parti til at kunne fortælle om interne forhold, ikke er uafhængige, uanset hvor kritiske de er. Desuden har den holdning, at det antyder et alvorligt demokratisk problem, når hovedparten af de landsdækkende nyhedsmedier er ensartede, og nyheder både formidles og forklares af de samme medier.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke, at Twitter kan bruges til noget som helst af statslederne, ud over at reklamere for sig selv i den stadigt kørende kamp om vælgernes gunst. En statsleders Twitter er ikke udtryk for statens politik, men for personens egen personlige mening om alt eller intet. Det ligger så langt fra diplomati, som tænkes kan. Og at man kravler udenom medierne og "den tredje statsmagt" er ikke noget problem, for medierne refererer lystigt fra Twitter og andre sociale medier, og bruger dem som kilder på linje med alle andre kilder. Dog er der det problem, at officielle kilder er mere gennemtænkte og valide, end en statsleders Twitter-udsagn.

Anne Eriksen, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Michael Kongstad Nielsen:

" Dog er der det problem, at officielle kilder er mere gennemtænkte og valide, end en statsleders Twitter-udsagn."

Det er ikke så entydigt, og medierne kan godt kombineres.
Fx. lagde Martin Lidegaard i dag et opslag på Facebook fra et uformelt udenrigsministermøde i Athen, som de officielle danske medier vist intet har fortalt om. Tidligere på ugen kunne jeg læse på sociale medier om den kinesiske besøg og to EU-Afrika møder i Bruxelles, mens de officielle danske medier, jeg så lidt fra, var mest optagede af en operasangers afbrydelse af et møde i Folketinget. Mens jeg læste om et EU-Afrika topmøde på sociale medier, var det spørgsmål, om Helle Thorning-Schmidt var kandidat til et job i EU, jeg læste mest om på de officielle danske medier. Det er ikke godt, hvis den prioritering er en konsekvens af, de officielle medier er mere gennemtænkte og valide end de sociale medier.

Niels Erik Philipsen

Karsten Kølliker m. flere
Er enig lang af vejen, vil blot tilføje, at det tager 10 gange så lang tid at korrigere fejlagtige og propagandistiske påstande uanset det medie de fremføres i, som at fremsætte dem. Derfor kunne de sociale medier måske bruges af dem, der som tilfældet er i vore drøftelser, der har tid og som GIVES PLADS til mere end et læserbrev, blev en ny faktor i den offentlige debat. Men det kræver at de sociale medier gennemgår en forædlingsproces, vel - en udskillelsesproces - der skiller de mange underlødige fra !? Hvem skal forestå den proces?

Michael Kongstad Nielsen

Børge Rahbech Jensen, - jeg sagde ikke de officielle medier, men de officielle kilder. Men ellers har du helt ret, medierne lever ikke op til bedste standard hvad angår prioritering af stoffet - engang hed det "væsentlighed", i dag hedder det "mest læste" eller "mest underholdende".

Børge Rahbech Jensen:

Pressen har ingen transperens

Nej, netop derfor en læser- whistleblower- crowdfounded folkeefterretningstjeneste.

og en "crowdfounded folkeefterretningstjeneste" overtager bare pressens monopol på definition af 'sandheden'.

Næppe. Der er da intet der indikerer at de to typer tjenese ikke kan co-eksistere.

Mikael Fotopoulos

Det største problem når politikere fører twitter-politik er de mange millioner mennesker der ikke er på twitter, og ikke kommer det. Jeg er en af dem. Jeg er meget interesseret i politik, og er endda medlem af et politisk parti. Min partileder skriver en masse på twitter. Hvilket bl.e. jeg aldrig ser, da jeg og millioner af andre danskere ikke er på twitter. Så vi får en total skævvridning, når halvdelen af befolkningen følger politikernes twitter kommentarer (som ofte er en gang sludder i sagens natur), og den anden halvdel ikke gør.
Jeg gør ikke fordi mediet efter min mening er underlødigt til førelse af politik. Simpelthen fordi det bliver for overfladisk, og iøvrigt blandes sammen med andre ting såsom at katten har været til dyrlægen etc.

randi christiansen

At en udenrigsminister fører poliik på egen hånd via twitter, er da helt ved siden af skiven. Han var blevet fyret i min regering. Og så i et medie med 140 tegn - ad gangen. Det er overfladisk populisme af værste skuffe.

Karsten Kølliker

erik philipsen, jeg synes du har en rigtig god pointe mht. energiforbruget ved at skulle rette op på en overilet udtalelse. Det kender vi alle også, fx fra parforhold eller forældre/barn-relationer. Og for politikere kan en enkelt overilet udtalelse følge dem længe og vedholdende. Er det så et argument for at holde sig selv i stram snor? Nej, det er et argument for at arbejde på sin dannelse, så man rent faktisk kan stole på sine indskydelser. Det er et argument for at opnå en grad af ligevægt i sindet.

Til gengæld kan jeg ikke følge dig mht. de foreslåede udskillelsesprocesser, og mener at du dér lufter et elitært standpunkt. Behøver almindelige mennesker at tro på deres ledere? Som verden er i dag, åbenbart ja. Det må være noget med, at har man parkeret sin indflydelse hos nogle andre, så er man pinedødemig nødt til at tro på at de forvalter den indflydelse ordentligt. I takt med at det går op for folk, at de faktisk kan øve indflydelse direkte, så har de ikke det samme behov for at tro på deres ledere, hvilket igen vil styrke deres egen dømmekraft. Og kvaliteten af denne dømmekraft har vel at mærke intet med uddannelsesniveau at gøre. Kvaliteten af denne dømmekraft afhænger nærmest udelukkende af, om et givet menneske er tro mod sig selv og sørger for en nogenlunde overensstemmelse mellem hvad man tænker, hvad man siger og hvad man gør.

Børge Rahbech Jensen

Michael Kongstad Nielsen:
" jeg sagde ikke de officielle medier, men de officielle kilder. "

Det mest officielle kilder må være de politiske ledere, som formidler sine holdninger og aktiviteter direkte fx. via sociale medier.

Bill Atkins:

""

Som stadig er bedst egnet til ensretning af befolkningen med en forudsætning om, befolkningen ikke selv kan finde og vurdere kilder til individuelle nyhedsstrømme. Jeg synes, ønsket om en sådan 'efterretningstjeneste' lugter meget om et ønske om en autoritet, der bestemmer hvilke nyheder, der skal formidles, og hvordan de formidles. Med andre ord mener jeg, ønsket om en sådan 'efterretningstjeneste' lugter meget af et ønske om fortsat at få sine nyheder serveret på et fad gerne sammen med holdninger, således kaos skabt af individuelle tanker undgås.

"Næppe. Der er da intet der indikerer at de to typer tjenese ikke kan co-eksistere."

I så fald får vi bare et duopol, men stadig kun sparsomt grundlag for vurdering af nyhedsformidlingen endsige supplering af de officielle nyhedsmedier med andre kilder, emner etc.

Børge Rahbech Jensen

Mellem de to tomme anførselstegn skulle stå: Nej, netop derfor en læser- whistleblower- crowdfounded folkeefterretningstjeneste.

(Jeg tåger vist rundt for tiden, og er bl.a. træt af, at de sociale medier nærmest er vitale for at kunne følge med i fx. EUs aktiviteter. Sidst, jeg talte efter, følger jeg vist 31 sider på Facebook og 29 profiler på Twitter alene med relation til EU.)

Børge Rahbech Jensen

randi christiansen:

" Og så i et medie med 140 tegn - ad gangen."

Begrænsningen kan omgås med billeder og links. Fx. @BarrosoEU, @euHvR og @EU_Commission i EU bruger de muligheder. Jeg tror, de bruger sociale medier i erkendelse af, interessen fra de nationale nyhedsmedier er beskeden.

Karsten Kølliker

@Børge Rahbech Jensen, 5. apr. 17:02
Jeg er helt uenig i din fremstilling af Dong-sagen. I mine øjne var der overhovedet ikke tale om at befolkningen blev forført af en ensartet presse, men derimod at befolkningen og pressen så at sige fik blod på tanden, fordi politikerne ikke var i stand til at lægge kortene på bordet. Der var mange forhold ved sagsforløbet og aftalen som var suspekte, og politikerne var ikke i stand til at vise ærlighed og redelighed. Således blev denne aftales indgåelse et nederlag for politikerne og for demokratiet. Dette nederlag sved, og det vil befolkningen ikke glemme.

Mht. Goldman Sachs’ ansvar for finanskrisen ser jeg sådan på det: Normalt tilstræber man i lovgivningen at skabe en grad af sammenfald mellem hvad der er umoralsk og hvad der er ulovligt. Når en række regeringer over en periode tilbage i 80’erne beslutter sig for at lovliggøre en stor mængde finansielle handlinger, som helt nøgternt kan siges at være umoralske, så kan man rimeligvis sige, at det er politikerne der er forbryderne fremfor finanshusene. Fordi sidstnævnte sådan set bare udnytter disse nye muligheder for at tjene penge gennem uhyrlige former for spekulation.

Problemet med finanshusene er, at disse nye indtjeningsmuligheder var så fantastiske, at de blev besat af dem, og alt hvad der indenfor branchen hed ’due diligence’ blev kastet over bord. Således kan omfattende pligtforsømmelser indenfor det amerikanske ejendomsmarked spores tilbage til begyndelsen af 90’erne, og da vores egne flekslån kom frem, var der mange der så på dem med skepsis. Det lød næsten for godt til at være sandt, hvilket det efter al sandsynlighed også var.

Flekslånene gør ikke de danske finanshuse ansvarlige for ulovligheder. Det gode spørgsmål er, om ulovligheder blev begået da korthusene begyndte at skride tilbage i 2007-08, og behovet for at dække over sine pligtforsømmelser begyndte at melde sig. I hvert fald fremstår Wall Street-treenigheden af mægtige investeringsbanker, top-tier revisionsfirmaer og de finansielle ratingbureauer at have skabt et af de største svindelnumre i menneskehedens historie.

randi christiansen

Børge - billeder og links + 140 tegn ? I hvad der bør fremstå som en sammenhængende, velargumenteret tekst ... kan ikke tage det alvorligt. Twitter risikerer at sidde fast i en uhellig
alliance af rastløshed og overfladiskhed - og fb er ikke bedre med samme retarderede talefelt. Disse mediers store rækkevidde giver dog helt nye muligheder for folkelig kommunikation og mobilisering, og det er rigtig godt.

randi christiansen

Retarderet = tilbagestående ifht bestemte parametre, her rammer for kommunikation

Børge Rahbech Jensen

randi christiansen:

"Børge - billeder og links + 140 tegn ?

Nej, links medregnes i de 140 tegn, men der kan stå meget på siden, der linkes til. Billeder tæller ikke med, så vjdt jeg kan se.
Jeg mener, overfladiskhed også er en fremtrædende egenskab ved moderne, dansk journalistik, og 140 tegn trods alt er bedre end ingenting.

randi christiansen

Børge - så twitter kan anvendes som indgang til et medie med større tekstflade?

randi christiansen

Altså større tekstflade for indlæg?

I Europa har vi intelligente befolkninger og ikke den slags befolkninger, der, som højrepopulismen vil bilde os ind, er svejset emotionelt sammen til nationale storsubjekter... Hvis blot de nationale aviser og tv-stationer også rapporterer fra de diskussioner, der finder sted i hinandens lande om de relevante og fælles spørgsmål, der berører alle EU-borgere, vil de nationale offentligheder åbne sig for hinanden.

...som Habermas skriver andet steds i nærværende. Dette problem retter politikernes tweets absolut ikke op på - tvært imod.

Mere venstredrejet politisk debatstof eller demokratiet dør... Harbermas, jeg er enig. Lønmodtagerne som klasse er ved at blive skrevet ud af historien.

Børge Rahbech Jensen

Karsten Kølliker:

"I mine øjne var der overhovedet ikke tale om at befolkningen blev forført af en ensartet presse, men derimod at befolkningen og pressen så at sige fik blod på tanden, fordi politikerne ikke var i stand til at lægge kortene på bordet. "

Jeg mener, "blod på tanden" er vigtigt og burde mane til eftertanke.

"Problemet med finanshusene er, at disse nye indtjeningsmuligheder var så fantastiske, at de blev besat af dem, og alt hvad der indenfor branchen hed ’due diligence’ blev kastet over bord. "

Ja, det er jo nærmest finanshusenes opgave at finde og udnytte indtjeningsmuligheder. Jeg mener bare, det er for nemt entydigt at placere ansvaret for finanskrisen hos finanshusene, og danske nyhedsmedier som DR spillede en væsentlig rolle i dæmonisering af finanshusene.
Jeg mener også, bl.a. DR glemte at anskue problemstillinger fra flere sider el. valgte ikke at gøre det, da de prøvede at placere et ansvar for finanskrisen. Hvis jeg ikke husker helt forkert, skyldtes mange af de tab, som bl.a. DR anklagede banker for, at nogle almindelige mennesker gerne ville være med, da der var udsigt til store økonomiske gevinster. Mig bekendt har pressen ikke engang stillet kritiske spørgsmål om bestyrelsesformand Fritz Schurs dispositioner i Dong og SAS. Udgangspunktet i forhold til Dong var snarere, at den danske stat skulle have den økonomiske gevinst, der var udsigt til, mens den økonomiske risiko ved Dongs aktiviteter i udlandet blev ignoreret, og kun få spurgte, om det var rimeligt, at Dong brugte indtægter fra danske kraftværker til aktiviteter i udlandet. I forhold til SAS kræves lave priser, og påstande om lukrative løn- og arbejdsforhold sluges råt. Jeg mener, en vigtig men stort set ignoreret årsag til finanskrisen var, at for mange ville have del i kagen, som voksede, indtil ingen kunne spise den.

Børge Rahbech Jensen

"Børge - så twitter kan anvendes som indgang til et medie med større tekstflade?"

Tja, nogle af de 140 tegn kan bruges til links til en blog, en hjemmeside el. et nyhedsmedie, hvor der kan stå hved som helst.

Et eksempel fra min forside på Twitter:
En organisation kaldt 'Do The Green Thing' (@Dothegreenthing) udsendte en tweet med dette indhold:
"Walking + cycling = a green and absolutely bonkers way of getting around: http://ht.ly/vtMD4 "
https://twitter.com/Dothegreenthing/status/452793893588054016 .
http://ht.ly/vtMD4 var et link til en side om en slags cykel uden pedaler.

Et andet eksempel kan være en tweet fra World Economic Forum (@davos), som indeholdt både et billede og et link: "The #car of the future: light, safe, recyclable? A #wef Q&A: http://wef.ch/1e2BaK5 @RiveTechnology pic.twitter.com/Q4yjyf5kpi"
Billedet kan ses på https://twitter.com/davos/status/452792879828959233/photo/1, og det andet link er til en side med et interview om "The car of the future – light, safe, recyclable?".
Nå ja, WEFs tweet indeholder også et link til Rive Technologys profil på Twitter.
På den måde fungerer de 140 tegn som en slags appetitvækker med links til yderligere informationer.

Karsten Kølliker

Enig, Børge Rahbech, i at finanshusene ikke var ene om at være ”besatte”. Der er jo også hele spørgsmålet om alle de mange stater, der kørte med store budgetunderskud, som jo også skulle finansieres på den ene eller den anden måde. Således er bankerne heller ikke ene om at have behov for at dække over pligtforsømmelser. Og lod den almindelige befolkning sig rive med af ”fagre nye verden”? Ja, det gjorde den.

Mht. mit ”blod på tanden” så tog jeg et sprogligt forbehold i ”så at sige”. Her er hvad jeg mente, da jeg brugte udtrykket: I en situation, hvor der spørges ind til, om det der er foregået tåler dagens lys, og den eller de ansvarlige så svarer undvigende eller helt nægter at svare, så virker det ansporende til at stille yderligere spørgsmål. Simpelthen fordi lukketheden eller de undvigende svar bekræfter ens fornemmelse af, at det der er foregået ikke tåler dagens lys. Jeg hentyder således ikke til nogen form for offentlig rettergang, men bare til politikere der bliver mere og mere utroværdige som følge af en lukkethed de har skabt omkring sig selv og deres dispositioner. En lukkethed som (bare for at vende tilbage til udgangspunktet) formentlig er svær at kombinere med en overbevisende online-tilstedeværelse.

Børge Rahbech Jensen

"Der er jo også hele spørgsmålet om alle de mange stater, der kørte med store budgetunderskud, som jo også skulle finansieres på den ene eller den anden måde. "

Enig, og der er også spørgsmål om, hvordan den store økonomiske vækst blev skabt, og hvordan "rusen" fra høje vækstrater virker. Ja, den almindelige befolkning lod sig rive med, men lærer intet, så længe ansvaret entydligt placeres hos finanshuse som Goldman Sachs. Bl.a. Goldman Sachs blev endda straffet med bøder for sin adfærd, mens bl.a. Lehman Brothers gik konkurs. På gammeldags dansk manér blev det defineret som nogle andres skyld, at mange almindelige danskere endte med store tab og evt. gæld.

" Simpelthen fordi lukketheden eller de undvigende svar bekræfter ens fornemmelse af, at det der er foregået ikke tåler dagens lys. "

I mange tilfælde er undvigende svar fuldt ud tilstrækkelige, mens lukkethed har sin parallel i en udbredt modvilje mod overvågning. Ja, det virker ansporende til yderligere spørgsmål, men kunne også anspore til selvransagelse. Der er også en risiko for, manglende viden eller frygt for forhastede konklusioner forveksles med lukkethed. Kun i totalitære stater har regeringer svar på alle spørgsmål, fordi alle forhold i sådanne lande bestemmes af regeringen, og de, der ikke følger regeringens ønsker, frit kan fængsles el. henrettes.

For mig indebærer "blod på tanden", at en given adfærd ikke bare fortsættes men forstærkes, fordi den giver en form for lykke i det omtalte tilfælde i form af en følelse af samhørighed. De fleste fulgte så at sige med strømmen.

BRJ, 'Ensidighed' bekræftes når 'befolkning' sættes lig de der har lånemuligheder...

...det er ringe.

randi christiansen

Børge - 140 tegn til at deltage i offentlig samtale er ikke fyldestgørende - det bliver en 'one-liner' samtale i overskriftsform - men måske bedre end ingenting.

Og hvad der er vigtigere end at placere ansvar er at ændre adfærd - som vi ikke ser så meget til her i vores konkurrencestat. Dyre lærepenge - forhåbentlig givet godt ud ifht at lære af sine
fejltagelser.

Jens H. C. Andersen

Hvordan sikre man sig at det er den person man tror?:
1. Falske profiler.
2. Samme navnereference, uden billede.
3. Hackere.
4. Betalte spinfolk.

randi christiansen

Jens hc - i det mindste kan du - inden for ytringsfrihedens rammer - sige din mening. Og det skal du edermanme blive ved med.