Hvis Europa skal reddes

Tysk dominans, demokratisk underskud og mangel på politiske værktøjer er de tre store kriser, Europa skal løse, hvis vi skal håbe på en bedre fremtid. Det var filosoffen Jürgen Habermas’ bud, da han for nyligt talte til de tyske socialdemokrater

	Jürgen Habermas taler her ved en kongres i Grækenland. For nylig stod han foran de tyske socialdemokrater

Jürgen Habermas taler her ved en kongres i Grækenland. For nylig stod han foran de tyske socialdemokrater

Panayiotis Tzamaros
5. april 2014

Et voksende misforhold præger vores tid: På den ene side har vi et globalt samfund, der i stigende grad og systemisk bevæger sig mod integration. På den anden side står vi stadig med den gammelkendte opsplitning af en verden i nationalstater. Deraf opstår der alvorlige problemer.

Det er stadig nationalstaterne, der inkarnerer borgernes politiske vilje og bevidsthed, og stadig kun dem, der kan handle effektivt som kollektive aktører på grundlag af en demokratisk beslutningsproces og forandre deres samfund ud fra politiske intentioner. Men de er blevet mere og mere viklet ind i funktionssammenhænge, der går på tværs af landegrænser. Især de globale markeder og de digitale forbindelser skaber gensidige afhængigheder i netværksform, i et vist omfang bag om ryggen på disse kollektive aktører. I lyset af de utilsigtede bivirkninger af denne systemiske integration opstår der et behov for kontrol, som nationalstaterne har stadigt sværere ved at håndtere. Og det opleves som et tab af politisk handlekraft hos både politikere og borgere. Alligevel reagerer de – psykologisk forståeligt, men paradoksalt – ved at klamre sig desto voldsommere til nationalstaten og dens grænser.

Nylige eksempler på udfordringer til nationalstaten, der overstiger dens evner, er Frankrigs behov for støtte i Centralafrika fra landets partnere i EU, eller den tyske regerings fejslagne bestræbelser på at få underskrevet en aftale imod spionage med USA. Samtidig er EU-kommissionens undladelse af at udarbejde retningslinjer for nationale klimabeskyttelsesmål et af mange fatale tegn på en generel tilbagetrækning om bag nationalstaternes volde.

Kendsgerningen er imidlertid, at der kun kan rådes bod på det manglende nationale råderum igennem politiske tiltag på overnationale niveauer. Dette sker da også i nogen grad igennem forskellige former for mellemstatsligt samarbejde: Med det hastigt voksende antal indflydelsesrige internationale organisationer har der udviklet sig en styreform, som rækker ud over den nationalstatslige. Denne form for ’styring’ – på engelsk governance – bliver ofte fremhævet som en positiv udvikling, uagtet at det internationale traktatregime, som den støtter sig til, stort set bliver til uden om demokratisk kontrol.

Et alternativ består så i at danne overnationale fællesskaber, der, skønt de ikke antager en nationalstats fulde format, i det mindste kan siges at leve op til de mest grundlæggende demokratiske standarder for legitimitet. Det er den vej, vi er slået ind på med etableringen og udbygningen af Den Europæiske Union, som kan føre os hen imod en transnationalisering af demokratiet. På den måde legitimeres EU-projektet, fordi demokratiet må sikres og fremmes i mødet med de normative og socialt ufølsomme kræfter fra et verdenssamfund, som hidtil kun er blevet systemisk sammenknyttet gennem globale markeder og netværk af forskellig art.

Den højt besungne europæiske samfundsmodel bygger på den indre sammenhæng, der består mellem velfærdsstat og demokrati. Den risikerer imidlertid at blive revet over, hvis det på sigt viser sig umuligt at vende den tendens mod en markant stigende ulighed, som de industrialiserede lande har gennemlevet igennem de seneste to årtier. Dertil kommer også, at der til den større opsplitning af samfundet føjer sig en alarmerende udvikling mod politisk lammelse og fremmedgørelse blandt vælgergrupper fra især de underprivilegerede lag. Og når vælgergrupper kobles fra det spektrum af interesser, der kan brydes politisk, smuldrer den ligelige repræsentation.

Man behøver ikke at være marxist for at indse, at en ureguleret finanskapitalisme er en afgørende årsag til, at vi har fået denne udvikling. Eller for at drage den konklusion, at skal en perspektivrig genregulering af den globale banksektor gennemføres, må dette tiltag nødvendigvis ske i en økonomi, der har mindst så stor vægt og omfang som euroområdet.

De europæiske banker kan ikke længere skabe profit gennem investeringer af deres virtuelle kapital, som er oppustet og uden forbindelse til realøkonomien. Likvidationen af dem kræver en fælles europæisk løsning. Ser vi bort fra de konkrete ofre for stramninger i de hårdest ramte kriselande, vil vi først ved krisens udgang kunne fastslå, hvem der har betalt regningen. Også dette vil afhænge af, hvilken politik vi beslutter os for i dag.g.

Men en fortsættelse af den europæiske integration evner i dag kun at begrunde sig selv defensivt. Ikke offensivt og ikke med visioner og forestillinger om frihed og frigørelse af den art, som i 1800-tallet drev og nærede de europæiske forfatningsbevægelser, og som i dag tilskynder folkelige bevægelser i arabiske, østeuropæiske eller asiatiske lande. De europæiske befolkninger har gode grunde til at ønske sig en politisk union. Men at udvide deres nationalstats velkendte hus med en ny øvre etage, som de så skal dele med andre nationer, vil intuitivt ligge dem fjernt. Sociologen Claus Offe mener ligefrem, at det europæiske projekt er fanget i en »fælde« mellem på den side, »de økonomiske begrænsninger« og på den anden side »det politisk umulige«. Denne Catch 22-situation skyldes også, at Europas politiske eliter ikke i rette tid har inddraget befolkningerne i integrationsprocessen. I dag burde de politiske partier og medier tage ansvar for at rette op på forsømmelsen. Vi har brug for en pædagogisk oplysningsindsats, der kan indhente det tabte.

Jeg vil her nøjes med at begrunde behovet for et politisk kursskifte ved at se på tre problemer, som vi for det meste foretrækker ikke at diskutere, til trods for deres presserende karakter. For det første har den tyske regering gennemtrumfet en ret så robust håndtering af Tysklands semihegemoniale stilling i Europa. Dette har skabt en eksplosiv effekt i den europæiske indenrigspolitik, som ikke længere kan holdes nede med tilbageholdende eftergivenhedsretorik. For det andet har de seneste års krisestyring ført til en uformel udvidelse af Rådets og Kommissionens beføjelser, som løfter EU’s eksisterende demokratiske legitimitetsunderskud op til nye kritiske højder og dermed fremkalder national modstand. Og for det tredje er det foruroligende ved denne politik, at den slet ikke tager fat på de grundlæggende årsager til krisen.

Den tyske normalisering

Faren for et ’tysk Europa’. Den tyske regering har i kraft af Tysklands økonomiske vægt og uformelle forhandlingsmagt i Det Europæiske Råd kunnet sætte sig igennem med sine ordoliberalistisk1) prægede ideer om krisestyring. Tyskland har påtvunget kriseramte lande drastiske ’reformer’, men vil ikke vedkende sig et fælleseuropæisk ansvar for de drastiske konsekvenser, som den ensidige sociale sparepolitik har fået. Over for svagere partnere mærker vi den mentalitetsændring, som er vokset frem efter vesttyskernes vellykkede genforening med 17 millioner borgere af en anden politisk socialisering, og som har skabt en ny slags tysk bevidsthed om nationalstatslig normalitet. Den restaurering af gamle bevidsthedslag, det har betydet, har fortrængt den relevans, som Europas forening havde for borgerne i den gamle Forbundsrepublik, der i processen så et redskab til at genoprette Tysklands politisk og moralsk ødelagte internationale ry.

Men det er ikke blot et spørgsmål om stil. Det er i vores nationale interesse ikke igen at falde tilbage til den tidligere ’semihegemoniale’ position, som var med til at bane vejen for Tysklands indtræden i to verdenskrige. Uden en europapolitisk kursændring, der også bredt vil blive opfattet som sådan, vil vi ikke kunne forvente nogen good will fra de naboer, vi har udsat for en krisepolitik, vi så uforsigtigt har gennemtrumfet. Det er afgørende, at vi selv tager første skridt mod et tættere samarbejde. Men vi må også signalere, at Tyskland ikke vil gribe til strukturel udnyttelse af vores ledende rolle. Ligesom vi under rimelig inddragelse af mindre stater må tage nye skridt i forståelse med Frankrig og i øjenhøjde med franskmændene.

Demokratisk underskud

Det forværrede legitimitetsunderskud. De tilstande, EU’s krisestyring har skabt på Tysklands initiativ, gør det nødvendigt at sikre en efterfølgende legitimering af Kommissionens, Rådets og Den Europæiske Centralsbanks uformelt udvidede manøvrerum. Det drejer sig om flere forskellige sagskomplekser, hvor EU-parlamentet i ingen af tilfældene – heller ikke, der hvor det også blev inddraget i lovgivningsprocessen – fik andel i den gradvise styrkelse af EU-institutionernes kompetence:

•Den finanspolitiske pagt af 2. marts 2012 var en international aftale mellem EU’s medlemsstater (bortset fra Storbritannien). Denne besynderlige kontrakt er et produkt af tysk mistillid og skal skabe en ’mere sikker’ forankring af en række brede EU-beslutninger om niveauet for offentligt underskud og gæld samt eventuelle sanktioner i den nationale forfatningsret.

•Med den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) har medlemmer af Den Europæiske Monetære Union skabt sig et finaniseringsinstrument til likviditetsbetrængte statsbudgetter, uden at ESM’s organer er blevet underlagt nogen parlamentarisk kontrol. For som den internationale traktat er udformet, muliggør den ikke nogen demokratisk legitimitet for dette dybtgående samarbejde.

•Den berygtede Sixpack-lov trådte i kraft den 13. december 2011 med samtykke fra Europa-Parlamentet. Reglerne her udvider det mellemstatslige samarbejde med hensyn til målene for den reformerede stabilitets- og vækstpagt og etablerer derudover et varslingssystem for makroøkonomiske ubalancer. Men disse omfattende nye beføjelser, som EU-institutionerne dermed har fået, savner enhver legitimitet. Det gør de, fordi Kommissionen nu kan optræde forebyggende, kontrollerende og korrigerende over for de nationale budgetplaner, uanset at den alene kan bemyndiges til dette af Det Europæiske Råd, mens Europaparlamentet kun kan blive orienteret på anmodning.

•Endelig mangler der fortsat i Europa-Parlamentet en pendant, der kan afspejle den magtfulde Euro-gruppe i Det Europæiske Råd. Uden dannelsen af et stående udvalg for medlemmerne af ØMU-stater vil Parlamentet end ikke være i stand til at udøve sine allerede alt for svage kontrolrettigheder sagligt korrekt.

Manglen på politisk styring

Det fortrængte problem med en monetær union uden en politisk union. I offentligheden har opsplitningen af Europa i donor- og modtagerlande ansporet til gensidig udhængning af syndebukke. Den gensidigt forvrængede opfattelse af de obskønt ulige kriseskæbner har også i Tyskland vundet indpas som følge af en urigtig fortolkning af årsagerne til krisen. For bortset fra i Grækenland var det udviklingen i den private gæld, som blev den direkte årsag til krisestaternes overdrevne gældsætning og ikke – som hævdet – de pågældende regeringers finanspolitiske politikker. Dette fokus på statsgælden er skyld i, at krisestyringen frem til i dag har fortrængt en forståelse af de underliggende strukturelle problemer. Ganske vist kunne gældskrisen kun afværges, fordi Den Europæiske Centralbank (ECB) imødegik bailout-forbuddet igennem en troværdig simulering af vilje til at påtage sig et troværdigt medansvar, dvs. man påtog sig at træde til der, hvor Unionen savner finanspolitisk suverænitet. Men ECB’s manglende ansvar for tilbagebetaling er ikke den eneste store konstruktionsfejl ved den monetære union. I lang tid har økonomer henvist til de langt fra optimale betingelser, der gælder for eurozonen som et fælles valutaområde. På grund af de reelle økonomiske forskelle på betalingsbalancens løbende poster i de forskellige nationale økonomier gav de ensartede rentesatser regeringerne forkerte signaler. Den universelle størrelse viser sig at passe til ingen. Uden en fælles økonomisk regeringsførelse vil de økonomiske output fra de strukturelt forskellige økonomier derfor glide yderligere fra hinanden.

Den linje, som den tyske forbundsregering har valgt følge – nemlig en strengt investorvenlig politik, der ved siden af nødvendige reformer af det administrative apparat og arbejdsmarkedet alene foreskriver stramninger på bekostning af løn, sociale goder, offentlige tjenester og statslige infrastrukturydelser – bliver af denne grund kontraproduktiv. I stedet må der rettes op på de indbyggede konstruktionsfejl, som fulgte af beslutningen om at etablere en monetær union uden en politisk union. Uden de institutionelle rammer til i fællesskab at koordinere finanspolitikken og den økonomiske politik (med konsekvenser for en fælles socialpolitik) vil de strukturelle ubalancer mellem de forskellige økonomier stige. Konsolideringspolitikken bygger på den fejlagtige antagelse, at de kriseramte lande i den uhæmmede konkurrence med overlegne og langt mere konkurrencedygtige medlemsstater kan indhente deres præstationsunderskud ved deres egen kraft, uanset at der er sat snævre grænser for deres skatte- og budgetpolitik.

Derfor skal vi ikke forveksle den kreditfinansierede fjernelse af problemerne fra de kriseramte landes skuldre med en særlig form for hensyntagen til nærhedsprincippet – dvs. princippet om, at EU ikke skal påtage sig kompetencer, som bedre kan varetages på lavere niveauer af et lagdelt politisk system. I stedet for at give nationale regeringer påbud og behandle borgerne i et demokratisk fællesskab som uartige børn, burde Rådet og Europa-Parlamentet i fællesskab beslutte sig for retningslinjerne for den finanspolitiske, økonomiske og sociale politik.

At fortsætte den nuværende politik kan forværre den onde cirkel, som de tre ovennævnte problematikker tilsammen er kommet til at indgå i. Jo flere kompetencer, Rådet og Kommissionen tiltager sig i forbindelse med gennemførelsen af sin konsolideringspolitik, desto mere flyttes den politiske styring ind bag lukkede døre, og desto mere bliver borgerne bevidste om den dalende legitimitet bag teknokratiets voksende magt. Konsekvensen bliver, at forbundsregeringen slingrer desto længere ind i den semihegemoniale positions dilemma: Fordi der for hvert skridt i retning af udvidet mellemstatsligt samarbejde med nabolande, som overgiver sig til deres skinsuveræne skæbne, tilfalder Tyskland et objektivt og stadig større politisk ansvar, skærpes de intraeuropæiske spændinger.

I mellemtiden har hestekuren fået økonomierne i de kriseramte lande – med politisk ydmygelse af hele befolkninger og sociale tragedier for hele generationer, samfundsklasser og regioner som omkostning – til at skrumpe så meget, at »hestene nu drikker igen«. Men selv om investorerne er begyndt at vende tilbage, kan vi ikke længere tillade os at se bort fra de reelle problemer. Det er ikke nok at forankre konsolideringens politiske mønster juridisk og gennemføre det ad teknokratisk vej. Hvordan man end vender og drejer det, er det på høje tid med et politisk kursskifte, der må indbefatte overførsler på tværs af landegrænser. Og dette vil være uforeneligt med den fiktion, at medlemsstaterne stadig skulle være suveræne. Den tyske regering må beslutte sig for, om den ikke i sin egen langsigtede interesse burde foreslå de andre regeringer i eurozonen en udvidelse af den monetære union til en demokratisk legitimeret Euro-union.

Fire forudsætninger

Kun en tysk regering kan tage et sådant initiativ. Kun en tysk regering er politisk og økonomisk i stand til at tilbyde noget sådant til Frankrig og det sydlige Europa, hvor suverænitetsafståelse og dybere integration ikke vækker begejstring. Selvfølgelig vil en sådan melding kun være begyndelsen til en meget lang og vanskelig proces. Desuden vil signalet kun være troværdigt, hvis vi er villige til for det første at acceptere et Europa i to hastigheder; for det andet at afholde os fra yderligere udvidelser af det mellemstatslige samarbejde; for det tredje at søge at opbygge et europæisk partisystem og endelig at sige farvel til den hidtidige europapolitiks elitemodus.

Hvad det første angår, må de eksisterende EU-institutioner differentieres på en måde, så der kan dannes en euro-union, som står åben for, at flere andre EU-lande kan tiltræde (især Polen). En union, der råder over kerne og periferi, vil bedre kunne imødekomme både britiske anmodninger om tilbageførsel af visse beføjelser samt ønsker fra kontroversielle tiltrædelseslande (f.eks. Tyrkiet), end det er muligt under de eksisterende traktater. En ændring af den primære lovgivning vil imidlertid først kunne komme på tale, når euro-gruppen er slået ind på processen med at ændre politik.

Hvad det andet punkt angår, må der gøres op med den forrang, den mellemstatslige metode fik under krisen, til fordel for en fælleskabsorienteret. Dette kæmper den tyske formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, da også for med stor overbevisning for. Hvor de møder, som under den nuværende ordning afholdes mellem stats- og regeringschefer, der alene legitimerer sig selv igennem deres nationale vælgere, er skræddersyet til at forhandle kompromisser mellem faste nationale interesser, vil en politisk beslutningsproces, der er struktureret efter Europa-Parlamentets forskellige fraktioner, gøre det muligt at bevæge de nationale interesser ud over landegrænserne og hen imod en interessealmengørelse.

Det tredje punkt: Det kommende valg til Europa-Parlamentet giver på baggrund af krisestyringen og den voldsomme kritik af den for første gang mulighed for at politisere dagsordenen. Kun fælles kandidater kan synliggøre sådanne programmer, der går på tværs af landegrænser – og dermed overhovedet synliggøre et alternativt valg. Uden en sådan politisering kan der slet ikke afholdes et europæisk valg, der fortjener navn af demokratisk valg – noget der da heller ikke hidtil har været tilfældet. Ud fra denne begyndelse bør der også kunne udvikle sig et egentligt europæisk partisystem.

Og endelig: De politiske eliter må nu holde op med at afskærme deres europæiske politik fra deres lokale vælgere. Ligesom de må give afkald på den populistiske blanding af Bruxelles-bashing til hverdag og uforpligtende proeuropæisk retorik om søndagen. Skal de gøre op med deres rutiner, nytter det ikke, at de deltager i meningskampen ved at lade sig trække på slæbetov efter meningsmålinger. De må strukturere debatten med det formål først at danne offentlige meninger. For indtil videre er fordomme over for Bruxelles altdominerende i de nationale offentligheder, hvorimod der ikke findes informerede og modstandsdygtige udtalelser, der seriøst konkurrerer med hinanden.

Landsmænd og europæere

I Europa har vi intelligente befolkninger og ikke den slags befolkninger, der, som højrepopulismen vil bilde os ind, er svejset emotionelt sammen til nationale storsubjekter. Til et overnationalt demokrati, der også fremover skal være forankret i nationalstater, behøver vi ikke et europæisk folk, men oplyste individer, der har lært, at de er statsborgere og europæiske borgere på samme tid. Via deres respektive nationale offentlige sfærer kan disse borgere også meget vel tage del i en paneuropæisk politisk beslutningsproces. Hertil kræves ikke andet end de eksisterende nationale offentligheder og de eksisterende medier. Hvis blot de nationale aviser og tv-stationer også rapporterer fra de diskussioner, der finder sted i hinandens lande om de relevante og fælles spørgsmål, der berører alle EU-borgere, vil de nationale offentligheder åbne sig for hinanden.

© Jürgen Habermas og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Prisværdigt forsøg på tysk selvransagelse i kølvandet på finanskrisen. Habermas har jo ret, når han taler om den tyske økonomiske dominans, som også sætter sig igennem politisk – det han kalder det semi-hegemoniale Tyskland.

Sagen er, at uden euro'en ville den tyske betalingsbalance ikke bugne af disse kolossale overskud år efter år. Havde tyskerne stadig haft deres D-mark, ville den være revalueret i en grad, så det meste af overskuddet ville være forsvundet. Mange grækere kører jo også rundt i store BMW'er og Mercedes'er.... hvilket ikke havde kunnet lade sig gøre med den gamle D-mark.

Habermas er oppe i mod stærke kræfter i det tyske samfund, som ikke vil have nogen interesse i at følge hans forslag til at redde Europa ud af den Catch22-situation, som ukloge og kortsigtede politikere har bragt befolkningerne i - og da slet ikke på kort eller mellemlangt sigt. Intet tyder på, at det er den sunde fornuft, Habermas appellerer til, der har vind i sejlene. Når man skuer ud over det politiske landskab i EU, er det tværtimod højrekræfterne, der profiterer af moradset. Kort sagt: Ingen grund til optimisme, så langt blikket rækker.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Jürgen Habermas har ret i, at "ingen" af de udløsende faktorer for finans kollapset 2007 er adresseret, men resten finder jeg ikke sammenhæng i, ok EU er en fiasko, det er tydeligt for enhver, der følger lidt med.

Problemet med den økonomiske og sociale analyse er klima ikke er med i regnestykket, man kan ikke åbne en avis, eller tænde for sit TV, uden at blive fyldt med den ene fede løjen, efter den anden, fra økonomer og politikkere om vækst og forbrug.

FN har forsigtigt sagt de rige lande "nu", som i med det samme, skal indlede en ekstrem udbygning af vedvarende energi, og reducere udledning af drivhusgasser med op til 70 procent, at politikkere, økonomer og Jürgen Habermas lever i en anden verden, skal ikke forhindre mig i, at påpege de er uansvarlige og useriøse.

Hvis danskerne, skal have en chance, for økonomisk og socialt, at få sammenhæng i EU og verden, begynder det med, at acceptere verdens virkelige store og økonomisk dyre klima udfordringer nu.

Danskerne må forlange, den politiske strudse mentalitet ophøre nu, hvor man lader som om, klimakatestrofer ikke koster noget og ikke vil påvirke Danmark, klima omstillinger komme til, at koste langt mere end, finans kollapset 2007 og danskerene venter på politisk handling, på den illegitime finanskapitalisme og klima udfordringer "nu".
Befolkningen i Danmark og resten af verden, er i alvorlige problemer, fordi politikkere og økonomer er uansvarlige og løgnagtige, om alvoren i problemets omfang og ikke handler, svage ledere er problemet.

Brugerbillede for Bill Atkins

Hvis blot de nationale aviser og tv-stationer også rapporterer fra de diskussioner, der finder sted i hinandens lande om de relevante og fælles spørgsmål, der berører alle EU-borgere, vil de nationale offentligheder åbne sig for hinanden. (Habermas)

Det er så enkelt som det er skrevet. De europæiske landes integration er ikke eksisterende, og det fordi lønmodtagerne og de socialt udrubricerede som klasser er skrivet helt ud af europæisk historie ...sådan som verdens kolonialiserede folk var det engang.

"Det koster dyrt at komme til magt; magten fordummer... tyskerne - man kaldte dem engang et folk af tænkere; tænker de overhovedet i dag? Tyskerne keder sig ved ånden, politikken opsluger enhver alvor for virkelig åndelige ting. 'Deutschland, Deutschland über alles', jeg frygter, at det var enden på den tyske filosofi"
(Friedrich Nietzsche, 1889)

...og Nietzsche kan tage resten af (den kapitalistiske) verden med. Velkommen til verdens forenede konkurrencestater.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Jeg tror desuden, at Habermas er oppe imod kræfter, som ikke er interesseret i hans budskab. Europas Forenede Stater bliver sneget ind ad bagdøren gennem langsom svinebinding af de nationale parlamenter, som befolkningerne helst ikke skal vide noget om.
Jeg er ikke i tvivl om Habermas' ægte demokratiske sindelag, men jeg tror ikke det vinder gehør hos den elite, som er ansvarlig for beslutningerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Jeg syntes at sætningen "uagtet at det internationale traktatregime, som den støtter sig til, stort set bliver til uden om demokratisk kontrol" siger det skræmmende klart. EU har aldrig og bliver aldrig en demokratisk organisation. Desværre. Og vi mangler den vigtige debat der hedder EU-grundlov. EU kommer ikke videre med de store visioner før den er på plads. Men når EU aldrig har været demokratisk fra start af er der så nogen der med hånden på hjertet vil påstå at det skal nok komme? Hvornår indser de mennesker - der har en klar økonomisk gevinst i at showet fortsætter - at det de ønsker ikke er det Europa har brug for eller ønsker. Hvorfor blander EU sig i hvilken form min agurk må have? Hvorfor skal Bruxelles bestemme hvor mange kanel-snegle jeg må spise om ugen? Det virker som om EU stille og roligt æder sig ind på de enkelte medlemslandes lovgivning. Er det en demokratisk måde at ensrette Europa på?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Når man iagttager afstanden mellem stat og kommuner her i landet demokratisk set, skal der ikke megen fantasi til at se til at se afstanden fra Hr og fru Jensen til verdensregeringen.
Konklusion : Opgiv det demokratiske projekt, spar på stemmesedlens længde. Send èn mand med èn stemme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Nationalstaterne kan man ikke blive af med. Hvis der skal ske noget med dem, er det snarere opsplitning i flere, for eksempel Catalonien, Lombardiet, Skotland. Når man ved, at fynboer først og fremmest er fynboer, dernæst danskere og så europæere, så kan man lige så godt se realiteterne i øjnene, og stoppe drømmeriet om den europæiske identitet. EU´s udvikling er bygget på politikeres magtdrømme, men realiteterne vil ikke makke ret, så fejl på fejl dukker op og resulterer i det, vi ser i dag, som Habermas så udmærket beskriver.

Brugerbillede for John Rohde Jensen

Det er fuldstændigt umuligt at få en økonomisk union, som EU, til at fungere uden at man først har en politisk union. I EU har vi valgt at lave den økonomiske union først og så bruge ovennævnte lovmæssighed til at gennemtvinge en politisk union. Svinsk, men det giver politisk mening.

Så kom der en økonomisk krise og alle blev ultranationalister, specielt tyskerne. Derefter var det så som så med den politiske union og derfor kan man skyde en hvid pind efter den økonomiske union indtil videre.

Dette er hysterisk morsomt når det præcist er den økonomiske union, der har gjort Tyskland rigt.

Blackadder: Baldrick, have you no idea what "irony" is?
Baldrick: Yes, it's like "goldy" and "bronzy" only it's made out of iron.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klaus Pedersen

Interessant at se hvordan Habermas flytter sig gennem tiden. Dejligt at se, at han næsten forlader de Hegelianske ontologiske fordringer om "det gode liv", om end han nu synes at have kastet sig over EU og særligt parlamentet som basis for den vigtige, gode samtale. Egentlig er jeg ikke uenig i hans analyser, omend der vel nok er lovlig megen selvhad i hans direkte og indirekte bebrejdelser mod Tyskland. Til gengæld er jeg voldsomt uenig i de fleste af Habermas' konklusioner. Desværre synes eksponenten for "den gode samtale" også at være noget tilbageholdene med at fortælle, hvad hans "projekt" i virkeligheden handler om. Når han taler om at, at parlamentet bør lave retningslinjer for EURO-nationalstaternes finanspolitikker, så burde han være ærlig og erkender at han reelt anbefaler en overførselsunion, hvor der udlignes mellem rig og fattighed. Han har end ikke mod til at erkende, at netop dette ligger bag "successen" for sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland, som han retmæssigt bringer på bane i denne sammenhæng. At han ikke indser, at dette projekt netop kun kunne lade sig gøre i en form for kulturel homogenitet, med vished om genrejsning af nationalstaten. At overføre denne tanke på EURO-opa, er i sig selv en tanke med mange paradokser. At unionen er vejen, er der ikke reel tvivl om, men måske Habermas bør spare sig sin noget tågede om end velmente demokratiretorik og i stedet satse på den tyske hegemoni er mere end semi- og denne gang uden anden bærer af det gode liv (læs overmenneske), som det jo faktiske delte med H, end det ordoliberale ønske om at klare sig godt i international økonomisk konkurrence. Hvorfor trække smerten ud???

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klaus Pedersen

Interessant at se hvordan Habermas flytter sig gennem tiden. Dejligt at se, at han næsten forlader de Hegelianske ontologiske fordringer om "det gode liv", om end han nu synes at have kastet sig over EU og særligt parlamentet som basis for den vigtige, gode samtale. Egentlig er jeg ikke uenig i hans analyser, omend der vel nok er lovlig megen selvhad i hans direkte og indirekte bebrejdelser mod Tyskland. Til gengæld er jeg voldsomt uenig i de fleste af Habermas' konklusioner. Desværre synes eksponenten for "den gode samtale" også at være noget tilbageholdene med at fortælle, hvad hans "projekt" i virkeligheden handler om. Når han taler om at, at parlamentet bør lave retningslinjer for EURO-nationalstaternes finanspolitikker, så burde han være ærlig og erkender at han reelt anbefaler en overførselsunion, hvor der udlignes mellem rig og fattighed. Han har end ikke mod til at erkende, at netop dette ligger bag "successen" for sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland, som han retmæssigt bringer på bane i denne sammenhæng. At han ikke indser, at dette projekt netop kun kunne lade sig gøre i en form for kulturel homogenitet, med vished om genrejsning af nationalstaten. At overføre denne tanke på EURO-opa, er i sig selv en tanke med mange paradokser. At unionen er vejen, er der ikke reel tvivl om, men måske Habermas bør spare sig sin noget tågede om end velmente demokratiretorik og i stedet satse på den tyske hegemoni er mere end semi- og denne gang uden anden bærer af det gode liv (læs overmenneske), som det jo faktiske delte med H, end det ordoliberale ønske om at klarer sig godt i international økonomisk konkurrence. Hvorfor trække smerten ud???

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lilliendahl

Bum-bum-bum, idealisme og virkeligheden - Dræbende modsigelser - Et voksende misforhold:)

- > https://da.wikipedia.org/wiki/Ideal
- > https://da.wikipedia.org/wiki/Dimension
- > https://da.wikipedia.org/wiki/Fraktal

Kronisk krig og kronisk polemik. Mellem mennesker, grupper, nationer, stater og (nu) kontinenter.

En (håbløs og u)moderne diskurs:

(Jeg synes) Jürgen Habermas er skarpsindig og klar i sin diagnose af patienten:

>>Et voksende misforhold præger vores tid: På den ene side har vi et globalt samfund, der i stigende grad og systemisk bevæger sig mod integration. På den anden side står vi stadig med den gammelkendte opsplitning af en verden i nationalstater. Deraf opstår der alvorlige problemer.<<

- > http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kronisk

Derefter forfalder han straks til symptombehandling af den kronisk (syge) patient.

>>Det er stadig nationalstaterne, der inkarnerer borgernes politiske vilje og bevidsthed, og stadig kun dem, der kan handle effektivt som kollektive aktører på grundlag af en demokratisk beslutningsproces og forandre deres samfund ud fra politiske intentioner. <<

Kære Jürgen.

Med lidt "historisk" og "rationel" snilde er du sikkert enig i, at vi ikke finder den "sande" "afslutning" på verdenshistorien i Nordvesteuropa..

-> https://en.wikipedia.org/wiki/Plato
-> https://en.wikipedia.org/wiki/Platonic_epistemology
-> https://en.wikipedia.org/wiki/The_Republic_%28Plato%29

Endimensionelt? Nej, nej en todimensionel dualistisk verdensanskuelse; Ja eller nej? Rigtigt eller forkert? Godt eller ondt? Smukt eller grimt? Ét dilemma! En platonisk verdensanskuelse! En platonisk diskurs!

Vores verden! Vores civilisation!

Aristokratisk? ja! (ikke underligt)
Udemokratisk? ja! (ikke underligt)
Ubæredygtigt? Ja! (ikke underligt)
Destruktivt? ja! (ikke underligt)

Barbarisk og bestialsk? Ja!
eller
Velvidende og rationel? Nej!
eller
Krigerisk og intolerant? Ja!
eller
Human og næstekærlig? Nej!
...
Hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt eller overhovedet en hensigt? Ét trilemma eller det der er værre?

-> https://en.wikipedia.org/wiki/Trilemma

Nok var grækerne og deres "Philosopher Kings" (som alle andre) (selv)"kloge", "fromme" og (selv)"retfærdige"!
Men "vidende" og "perspektivrige"? nej! (som alle andre)

Filosofi.. Det er nemt!

Vil man have en en effektiv eller ineffektiv global, lokal eller personlig verden, må man realiserer en effektiv eller ineffektiv global, lokal eller personlig verden ud fra hvad man "ved" "tror" "synes" "føler" "tænker" og "er".

Politisk filosofi.. Endnu nemmere! ;)

- > http://www.flowofhistory.com/units/birth/3/FC24 !

Mvh Jakob
- > http://plato.stanford.edu/entries/sophists/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Mathiasen

Man er ikke overrasket over besværgelserne i kommentarerne her eller konklusionerne, som går i den stik modsatte retning af Habermas. Essensen af hans indlæg står i sætningen, om suverænitetstabet for nationalstaterne, hvor kendsgerningen er, at "der kun kan rådes bod på det manglende nationale råderum igennem politiske tiltag på overnationale niveauer".
Enhver med et kendskab til dansk politik, ved hvor det især bliver vanskeligt at blive enige om den konklusion, og her er Information utvivlsomt forummet for den ene halvdel af den danske EU-skepsis.

Mere demokratisk kontrol kræver ændringer i traktaterne, og de kan blive vanskelige at få vedtaget - ikke kun i kongeriget nord for Kruså. De nationale parlamenter og regeringer i kernen af unionen, - med Merkel i spidsen, har slet ikke den store lyst til at overføre mere suverænitet til Bruxelles, og Horst Seehofer i Bayern kan knapt sove af skræk for, hvad det kan føre til, og lyder som en dansk EU-skeptiker, når han fører valgkamp.

Det er også besværgelser, bare på et andet plan, for tyskerne er klar over, at Habermas har fat i en lang ende. Spørgsmålet er bare om den fortsatte integration fører til udskillelsen af Storbritannien fra unionen.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Nylige eksempler på udfordringer til nationalstaten, der overstiger dens evner, er Frankrigs behov for støtte i Centralafrika fra landets partnere i EU, eller den tyske regerings fejslagne bestræbelser på at få underskrevet en aftale imod spionage med USA. "

Et par gedigent pinlige eksempler; Frankrigs 'behov for støtte' til neokolonialisme. Og de helt igennem patetiske reaktioner på NSA-afsløringerne, som ingen betydning har. Slag i ansigtet, slag i den varme luft; dét er desværre hvad Habermas - og med ham det resterende kor af EU-masturbatorer - har at byde på, når det kommer til de 'gode' argumenter for det 'gode' EU. Eller, heldigvis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener

En del af EU - kritikken kommer vist fra en kant hvor man i omtrent alle andre sammenhænge har det kritiske blik på både ideer om nationen som sådan og på det Danske samfund, og den mentalitet der her p.t. hersker. Men så, lige når det drejer sig om EU, er alt nordisk pludselig meget bedre? Netop derfor kan man måske gå fra at være EU-skeptiker, til EU- skeptiker-skepsis.

anbefalede denne kommentar