Ordet ’fane’ stammer fra det oldnordiske ’gunnfani’, der betyder ’kampdug’ eller ’banner’ og bliver brugt som betegnelse for et stykke stof med en helt særlig og gerne samlende betydning. Det har i århundreder været kendetegn for eksempelvis en hærafdeling eller en nation – således kaldes også det danske flag en fane. Blandt andet når mange danskere juleaften synger Peter Fabers Højt fra Træets grønne top, hvor drengen Henrik får en fane, som han svinger kækt: »Børn I skylder ham respekt/Vid det er en ære/Dannebrog at bære.«
Forskellen på et flag og en fane er, at sidstnævnte permanent er fastgjort til en fanestang. Ved optog, demonstrationer og lignende skal fanen anvendes med respekt. Fanens dug må blandt andet ikke røre ved jorden.
Fanens betydning kædes ofte sammen med skiftende farver. Den gule fane – også kaldet pestfanen – er blevet brugt som tegn på sygdom og hejst eksempelvis ved et hus eller et skib som tegn på smittefare. Den hvide fane er et tegn på fredelige hensigter eller et tegn på overgivelse. Hejser man omvendt den røde fane i en belejret by – også kaldet blodfanen – er det et tegn på, at indbyggerne vil kæmpe til det sidste.
Den røde fane er nok den mest kendte af alle fanefarver: Den blev brugt under den franske revolution i 1789 af jakobinerne og fødtes dermed som revolutionært symbol. Den røde fane blev igen taget i brug under de senere europæiske revolutioner – først blandt de franske silkearbejderes opstand i Lyon i 1824 og senere ved strejker og demonstrationer over hele Europa. Sidenhen har den røde fane været et globalt symbol på socialismen, hvorfor man i 1923 også valgte rød som farven på den sovjetiske fane.
I Danmark optrådte den røde fane efter sigende første gang offentligt ved Slaget på Fælleden den 5. maj 1872. Det var arbejderbevægelsens fader Louis Pios idé at føre en rød fane, og den havde inskriptionen »frihed, lighed og broderskab«. Siden har enhver fagforening eller lokalafdeling af de politiske partier til venstre for socialdemokratiet haft egne faner. Det var i sin tid en bekostelig affære at købe en fane. I slutningen af 1800-tallet kostede en fane op mod 300 kroner, hvilket der blev samlet ind til blandt medlemmerne. Fanen blev derefter indviet. Den røde fane står centralt i mange af arbejdsbevægelsens slagsange ikke mindst i Oskar Hansens Når jeg ser et rødt flag smælde, hvor der tales om »en fane så knitrende rød«, som er »sliddets slægters fane«.
En fane kan også bruges som beskrivelse af ting, der i udseende minder om en fane, eksempelvis skaftet og strålerne på en fuglefjer, de nedhængende hår på halen af en hund eller tværstregen foroven eller forneden på en node. Også det lille stykke pap, der rager op over kortene i et kartotek, kalder man en fane.
Fanen bruges også som et udtryk i overført betydning. »At holde fanen højt,« betyder således, at man gør en stor indsats eller står ved noget, man mener. Udtrykket »at melde sig under fanerne« er oprindelig brugt i militær betydning – som at man gik ind i hæren. Men det betegner i dag også, at man stiller sig til rådighed for enten en bevægelse, en idé eller et projekt. På torsdag i den kommende uge vil en række danskere således møde op i blandt andet Fælledparken for at spørge til, hvad det egentlig er for et projekt, de har stillet sig til rådighed for.
