Læsetid: 6 min.

De fattige og de rige

I næste uge afgøres skæbnerne i Champions League for Paris Saint-Germain og Borussia Dortmund. Kan Dortmund rejse sig efter sidste uges nederlag til Real Madrid, og er pariserne mere end Zlatans ego og en kæmpe pose penge?
Kosmopolitten. Zlatan Ibrahimovic er kosmopolitten over dem alle og kvintessensen af moderne, overnational fodbold: bosnisk far og kroatisk mor. Debut i Allsvenskan for Malmö FF i 1999. Derefter på få år rundt i klubber i Holland, Italien, Spanien og nu Frankrig.

Franck Fife

5. april 2014

Det ser dystert ud for Borussia Dortmund, efter at den tyske klub onsdag aften blev udraderet 0-3 af Real Madrid i årets første Champions League-kvartfinale. De cifre får Jürgen Klopps mandskab næppe vendt. Paris Saint-Germain har til gengæld med en 3-1-sejr over Chelsea en gylden chance for at bevise, at de er mere end Zlatans ego og en samling nyrige opkomlinge. Det er sol og måne. De fattige og de rige.

Mia san mia. Den bayerske frase, som storklubben Bayern München har adopteret, betyder noget i retning af: Vi er dem, vi er. Dortmund er lige det modsatte. Her er man anti-Bayern, Meister der Herzen, en hjerteklub for de sande fodboldelskere, folket. Bortset fra dem i Gelsenkirchen og München, selvfølgelig.

Men det har været en lang og bumpet vej for Die Schwarzgelben, og efter Bundesliga-guldet i 2011 var spørgsmålet ikke, hvordan i al verden de havde formået at vippe storebror Bayern af pinden, men snarere om de havde stabiliteten til at gøre det flere sæsoner i rap. Det kunne de. I 2011-12 sikrede den 103-årige klub sig sin første double. De satte også tysk rekord med 81 point og 28 ubesejrede kampe i streg. Sportsmagasinet Kicker kaldte det »ufatteligt«, og i Nordrhein-Westfalen fik man et nyt motto: Det kan godt være, de er bedre til at være arrogante i München. Vi er til gengæld bedre til at spille fodbold.

I 2002 var Dortmund på randen af bankerot. Fejlinvesteringer i aktiemarkedet og en panisk bejlen til Champions League-succes, som aldrig kom, betød, at klubben måtte sælge sit traditionsrige stadion, Westfalenstadion.

Men så gik der Barcelona i den. Borussia Dortmund er nemlig mere end en klub. Lokale fangrupper, virksomheder og kendisser søsatte under mottoet »Vi er Borussia« en storstilet redningsplan, og resultatet blev henstilling af lån i stadion, nye og bedre sponsoraftaler og en sund transferpolitik. I dag hedder stadion Signal Iduna Park. Navnet tilhører et tysk forsikringsselskab. I 2009 blev Signal af The Times kåret som verdens bedste stadion. Her synger man højt, og her synes man, dem ovre i München er et teaterpublikum.

Egen talentfabrik

Det er ikke altid sundt for klubber at miste deres højest profilerede spillere. Heller ikke selv om transferpengene luner i pengekassen. Bare spørg Arsenal, der aldrig rigtig er kommet sig efter Cesc Fàbregas’ og Robin van Persies exit.

I sommeren 2011 blev Nuri Sahin solgt til Real Madrid. I 2005 var Sahin den yngste, debuterende spiller i Bundesligaen, og hans præstationer var ifølge de tyske kommentatorer afgørende for Dortmunds kongemord på Bayern. Klopp så dog hurtigt, at japaneren Shinji Kagawa kunne udfylde den tomme midtbaneplads, og da Kagawa blev handlet til Manchester United i sommeren 2012, havde Klopp allerede signet kæmpetalentet Marco Reus fra Borussia Mönchengladbach.

Ungdomsarbejdet er ganske enkelt fremragende på de kanter. I hvert fald siden 2008, hvor Klopp kom til, har ideen været at satse på forholdsvis billige, unge og lovende spillere, snarere end de ’færdige’ stjernepakker, som rigere klubber – Bayern, Paris Saint-Germain, Barcelona, Real Madrid – ofte går efter. I 2011 etablerede man en topmoderne fodboldskole – BVB Academy – som skal udvikle spillere mellem 19 og 23 år. Og det er sprøjtet ud med fine folk: Den offensive midtbanespiller Mario Götze kunne Dortmund dog ikke holde på. Han skiftede under stor mediebevågenhed til Bayern i 2013. Men glem ikke Marcel Schmelzer, Kevin Grosskreutz, Mats Julian Hummels og Sven Bender.

Chelsea-sur-Seine

I sommeren 2012 landede Zlatan Ibrahimovic i Paris. Dengang var svenskeren verdens dyreste fodboldspiller. Nu hed arbejdsgiveren Paris Saint-Germain. En klub med ny træner, ny direktør og absurd mange penge. På tirsdag spiller PSG mod Chelsea på Stamford Bridge. Men har de noget at have 3-1-føringen i? Eller er de bare en overfrankeret mediebegivenhed?

»Jeg er sikker på, at i år bliver et jubelår for PSG,« fortalte Leonardo Nascimento de Araújo verdenspressen i juli 2012. Den 43-årige brasilianer, som har trænet både AC Milan og Inter, tilbragte selv sæsonen 1996-97 som fodboldspiller i Paris Saint-Germain. Da var PSG en stor klub, men ikke én af de største. Alt dét vil ændre sig med Zlatan i truppen, fortsatte Leonardo:

»Når en spiller af den kaliber ankommer, er det spektakulært. Zlatan kan ændre alting. Nu er vi omsider blevet en europæisk magtfaktor.«

»PSG har gjort det umulige muligt, og jeg er meget glad. Jeg er kommet for at skrive historie, og jeg vil nyde alle de trofæer, vi vil få fremover,« forsikrede Zlatan.

I Paris kalder de ham bare ’Ibra’. Ronaldinho var her i to år, fra 2001 til 2003, inden han blev spottet af Frank Rijkaard og forsvandt videre til Barcelona. Claude Makélélé, der er selve inkarnationen af den moderne, defensive midtbanespiller, optrådte de tre sidste år af karrieren i PSG’s blå og røde farver. Holdet var en rugekasse for dem, der var på vej op i hierarkiet, eller en pensionistklub for fine, men aldrende atleter.

Som bekendt kører Ibra i Volvo og går på jagt. Han er også kosmopolitten over dem alle og dermed kvintessensen af moderne, overnational fodbold: bosnisk far og kroatisk mor. Debut i Allsvenskan for Malmö FF i 1999. Solgt til Ajax Amsterdam i 2001 for 85 millioner. Videre til Juventus i 2004, hvor han spillede to sæsoner. I 2006 var det Inters tur, hvor Ibra vandt milanesernes hjerter øjeblikkeligt ved at proklamere, at han altid havde været Inter-fan. Frem til 2009 scorede Zlatan 57 mål i 88 ligakampe. Tiden i Barca under Pep Guardiola var ikke nogen succes, så allerede i 2010 lånte catalonierne den svenske striker ud til AC Milan, som købte ham året efter i 2011. I sæsonen 2011-12 nettede han 28 gange i 32 Serie A-opgør.

I dag har Paris Saint-Germain fået øgenavnet Chelsea-sur-Seine. Spillere som Ibrahimovics tidligere klubkammerat fra Milan, Thiago Silva, Napolis Ezequiel Lavezzi og Pescaras Marco Verratti kostede tilsammen næsten en milliard. I sommeren 2013 stødte den karismatiske angriber Edinson Cavani til. Det var ikke spillere som dem, Dortmund-bossen Hans-Joachim Watzke havde noget imod. Nej, det var forretningerne omme bagved og den mere og mere hysteriske back door-funding, som tyskeren satte under anklage. Mandskaber finansieret af pengestærke oliesheiker, der bruger fodboldklubber og deres spillere som reklamesøjler for egne forretningseventyr. Watzke angreb primært Manchester City, der også har penge som snot, men det lå i kortene, at en lille håndfuld klubber burde ekskluderes fra UEFA. De skævvrider konkurrencen med deres umulige lønlofter og indspiste PR-aftaler.

»UEFA må trække en streg i sandet mellem reel sponsorering og en hysterisk tilførsel af pengemidler via bagdøren. De må være stærke og udelukke de alt for store klubber,« sagde Hans-Joachim Watzke.

Guldet fra Qatar

Ifølge den Internationale Valutafond (IMF) er Qatar verdens rigeste land. Det skyldes ikke mindst de utrolig store gas- og oliereserver, der ligger i undergrunden. Således menes Qatar Investment Authority, der ejer Paris Saint-Germain, at være god for en kapital på mere end 1.000 milliarder kroner.

Det er altså landet Qatar, der har købt PSG. Ikke et stenrigt medlem af Abu Dhabis kongefamilie.

Man forstår Hans-Joachim Watzke: Den kamp kan man ikke vinde. Og slet ikke tyske klubforetagender med demokratisk fandeltagelse og finansielle fairplay-idealer.

Nasser Al-Khelaifi er klubpræsident og ejer aktiemajoriteten. Hans plan har hele tiden været dobbelt: Offensiv, seværdig fodbold og Champions League-guld. PSG er dog også spydspids i et globalt spil om tv- og medierettigheder. Herunder mediegiganten al-Jazeera, der netop har investeret i en fransk tv-kanal, beIN SPORT.

»Som repræsentant for det ekstremt magtfulde Qatar Investment Authority var Khelaifis plan klar lige fra starten: At tage kontrol over et velkendt navn på den europæiske fodboldscene og så gøre det til en kontinuerlig magtfaktor i Champions League,« forklarer sportsøkonomen Vincent Chaudel fra konsulentfirmaet Kurt Salmon.

Midlerne er oliepenge. Målet er mediedominans. Og rampen er en fodboldklub.

»Hvad kan vi stille op?« klagede Nicolas Tavernost, bestyrelsesmedlem i Bordeaux. »PSG bor i Paris’ fineste kvarter. Resten af os skramler rundt ude i de ludfattige forstæder.«

Og Tavernost blev bakket op af den tidligere træner i Olympique Marseille, Rolland Courbis:

»Vi bliver nødt til at vænne os til, at en sølvmedalje i Ligue 1 er ligesom at vinde guld,« udtalte Courbis.

Les Rouge-et-Bleu har ikke en 100 år lang historie med gyldne perioder og farverige ørkenvandringer. PSG er ikke Real Madrid, United eller Liverpool, men en sammenbragt konstruktion, der kan dateres tilbage til 12. august 1970. I europæisk sammenhæng er PSG en ny klub, måske endda en kunstig klub. Det ligger ligesom i luften, at Dortmund-chefens hidsige kritik løber åbne døre ind. På de kanter er man vant til tegneseriepenge.

Næste tirsdag og onsdag afgøres Dortmunds og PSG’s skæbner. Sæt kryds i kalenderen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu